Forenede sager C-181/21 og C-269/21
G.
mod
M.S.
samt
BC
og
DC
mod
X
(anmodninger om præjudiciel afgørelse
indgivet af Sąd Okręgowy w Katowicach og af Sąd Okręgowy w Krakowie)
Domstolens dom (Store Afdeling) af 9. januar 2024
»Præjudiciel forelæggelse – artikel 267 TEUF – den forelæggende rets mulighed for at tage hensyn til Domstolens præjudicielle dom – nødvendigheden af den anmodede fortolkning, for at den forelæggende ret kan afsige sin dom – dommeres uafhængighed – betingelser for udnævnelse af dommere ved de almindelige domstole – mulighed for at anfægte en kendelse, hvorved der er truffet endelig afgørelse om en anmodning om anordning af retsbevarende foranstaltninger – mulighed for at udelukke en dommer fra et dommerkollegium – anmodningerne om præjudiciel afgørelse kan ikke antages til realitetsbehandling«
Præjudicielle spørgsmål – formaliteten – grænser – spørgsmål, som er klart uden relevans, og hypotetiske spørgsmål forelagt i en sammenhæng, der udelukker et hensigtsmæssigt svar – spørgsmål om, hvorvidt et kollegium, som omfatter en dommer, der er blevet udnævnt under særlige omstændigheder, opfylder de krav, som er forbundet med en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov – de nationale retsinstansers kompetence til at efterprøve lovligheden af dette dommerkollegium eller anfægte dets endelige afgørelse – foreligger ikke – afvisning
(Art. 267 TEUF)
(jf. præmis 68-78)
Resumé
Domstolen (Store Afdeling) fastslog, at to anmodninger om præjudiciel afgørelse, der var blevet indgivet af polske dommere, som ønskede oplysninger om, hvorvidt dommerkollegiets sammensætning i hovedsagerne var i overensstemmelse med de krav, der er forbundet med en uafhængig og upartisk domstol i EU-rettens forstand, ikke kunne antages til realitetsbehandling.
I den første sag (C-181/21) blev et dommerkollegium med tre dommere ved Sąd Okręgowy w Katowicach (den regionale domstol i Katowice, Polen) udpeget til at behandle en appel til prøvelse af en kendelse, hvorved en forbrugers klage over et betalingspåkrav blev afslået. Den refererende dommer, der havde ansvaret for denne sag, udtrykte tvivl med hensyn til dette kollegiums egenskab af »ret«, henset til de omstændigheder, hvorunder dommer A.Z., som også indgik i det nævnte kollegium, var blevet udnævnt til den regionale domstol i Katowice. Hans betænkeligheder vedrørte bl.a. statutten og funktionsmåden for Krajowa Rada Sądownictwa (det nationale domstolsråd, Polen, herefter »domstolsrådet« ( 1 )), der spiller en rolle i denne udnævnelsesprocedure.
Hvad angår sag C-269/21 behandlede et dommerkollegium med tre dommere ved Sąd Okręgowy w Krakowie (den regionale domstol i Krakow, Polen) en banks appel til prøvelse af en kendelse, hvorved et dommerkollegium med en enkelt dommer ved denne domstol havde imødekommet en anmodning om anordning af retsbevarende foranstaltninger, som nogle forbrugere havde indgivet. Det nævnte dommerkollegium med tre dommere ophævede den appellerede kendelse, forkastede den nævnte anmodning i sin helhed og hjemviste sagen til dommerkollegiet med en enkelt dommer. Sidstnævnte var i tvivl om, hvorvidt sammensætningen af det dommerkollegium, der havde påkendt den af banken iværksatte appel, var forenelig med EU-retten, og følgelig om gyldigheden af dets afgørelse. Dommerkollegiet med tre dommere omfattede nemlig dommer A.T., der var blevet udnævnt til den regionale domstol i Krakow i 2021 efter en procedure med deltagelse af domstolsrådet.
I denne sammenhæng besluttede den refererende dommer i den første sag og dommerkollegiet med en enkelt dommer i den anden sag at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål, med hvilke det i det væsentlige tilsigtedes at få oplyst, om de dommerkollegier, hvor dommerne A.Z. og A.T. havde sæde – henset til de særlige omstændigheder, hvorunder de var blevet udnævnt – opfyldte de krav, som er forbundet med en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, i EU-rettens forstand, og om EU-retten ( 2 ) pålægger, at sådanne dommere ex officio udelukkes fra behandlingen af de omhandlede sager.
Domstolens bemærkninger
Indledningsvis bemærkede Domstolen, at det følger af såvel ordlyden som opbygningen af artikel 267 TEUF, at den præjudicielle procedure bl.a. forudsætter, at der reelt verserer en retssag for den nationale domstol, og at denne domstol skal træffe en afgørelse, hvis udfald kan påvirkes af den præjudicielle afgørelse ( 3 ).
Domstolen bemærkede dernæst, at selv om enhver domstol er forpligtet til at efterprøve, om den i kraft af sin sammensætning udgør en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov – som omhandlet bl.a. i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU – når der består alvorlig tvivl herom, forholder det sig ikke desto mindre således, at den omstændighed, at den præjudicielle fortolkning, som Domstolen anmodes om, skal være nødvendig som omhandlet i artikel 267 TEUF, indebærer, at den forelæggende ret på egen hånd kan drage konsekvenserne af denne fortolkning ved i lyset heraf at vurdere lovligheden af udnævnelsen af en anden dommer fra det samme dommerkollegium og i givet fald ved at udelukke sidstnævnte på grund af inhabilitet.
Dette var i denne henseende ikke tilfældet for den forelæggende dommer i sag C-181/21, eftersom det hverken fremgik af forelæggelsesafgørelsen eller af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at den pågældende skulle kunne have handlet alene på denne måde i henhold til de nationale retsregler. Den i sag C-181/21 anmodede fortolkning af EU-retlige bestemmelser opfyldte således ikke et objektivt behov i forbindelse med en afgørelse, som den forelæggende dommer kunne træffe på egen hånd i hovedsagen.
Hvad angår sag C-269/21 bemærkede Domstolen, at den forelæggende ret selv havde anført, at der ikke på ny kunne iværksættes appel til prøvelse af den kendelse, der var blevet afsagt af dommerkollegiet med tre dommere, hvorved dens egen afgørelse var blevet ophævet, og hvorved den anmodning om anordning af retsbevarende foranstaltninger, som var blevet fremsat af de berørte forbrugere, blev forkastet, og at den nævnte kendelse derfor skulle anses for endelig i henhold til polsk ret. Selv om den forelæggende ret henviste til den retsusikkerhed, som var knyttet til den nævnte kendelse, idet der var tvivl om forskriftsmæssigheden af sammensætningen af det dommerkollegium, der havde afsagt kendelsen, henviste den nævnte ret imidlertid ikke til nogen bestemmelse i polsk procesret, der tillægger den kompetence til – endda i et dommerkollegium med en enkelt dommer – at foretage en prøvelse af, om en endelig kendelse, som et dommerkollegium med tre dommere har afsagt vedrørende en sådan anmodning, er forenelig med bl.a. EU-retten. Det fremgik i øvrigt af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at den kendelse, som var blevet afsagt af kollegiet med tre dommere, var bindende for den forelæggende dommer, og at sidstnævnte hverken havde kompetence til »på grundlag af inhabilitet at udelukke« en dommer, der var en del af det dommerkollegium, som havde afsagt denne kendelse, eller til at anfægte kendelsen.
Domstolen fastslog således, at den forelæggende ret i sag C-269/21 ikke i medfør af de nationale retsregler havde kompetence til at efterprøve lovligheden, navnlig i lyset af EU-retten, af det dommerkollegium med tre dommere, som havde afsagt den kendelse, hvorved der blev truffet endelig afgørelse om anmodningen om anordning af retsbevarende foranstaltninger, og særlig af betingelserne for udnævnelse af dommer A.T., og til i givet fald at anfægte denne kendelse.
Eftersom sagsøgerne i hovedsagens anmodning om anordning af retsbevarende foranstaltninger var blevet forkastet i sin helhed, var behandlingen af denne anmodning således blevet endeligt afsluttet af dommerkollegiet med tre dommere. De i sag C-269/21 forelagte spørgsmål vedrørte derfor reelt et trin i proceduren i hovedsagen, der var endelig afsluttet, og som var adskilt fra tvistens realitet, som var det eneste, der fortsat verserede for den forelæggende ret. De var derfor ikke objektivt nødvendige for afgørelsen af denne tvist, men havde til formål at opnå en generel vurdering fra Domstolen – der ikke hang sammen med behovet i den nævnte tvist – af proceduren for udnævnelse af dommere til de almindelige domstole i Polen.
( 1 ) – Som sammensat efter 2018.
( 2 ) – Jf. artikel 2 TEU og artikel 19, stk. 1, TEU, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
( 3 ) – Dom af 22.3.2022, Prokurator Generalny (Den øverste domstols disciplinærafdeling – udnævnelse) (C-508/19, EU:C:2022:201, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).