–

Lietuvos notarų rūmai, M.S., S.Š, D.V., V.P., J.P., D.L.-B, D.P. og R.O.I. ved advokatai L. Butkevičius og V. Vadapalas,

–

Lietuvos Respublikos konkurencijos taryba ved M. Dumbrytė-Ožiūnienė og Š. Keserauskas, som befuldmægtigede,

–

den litauiske regering ved K. Dieninis og R. Dzikovič, som befuldmægtigede,

–

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato F. Varrone,

–

Europa-Kommissionen ved F. Jimeno Fernández, I. Rogalski og A. Steiblytė, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 101, stk. 1, TEUF.

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side Lietuvos notarų rūmai (det litauiske notarkammer, herefter »notarkammeret«) og M.S., S.Š, D.V., V.P., J.P., D.L.-B., D.P. og R.O.I., som er fysiske personer, der udøver erhvervet som notar i Litauen, og på den anden side Lietuvos Respublikos konkurencijos taryba (Republikken Litauens konkurrenceråd, herefter »konkurrencerådet«) vedrørende sidstnævntes afgørelse om at pålægge notarkammeret og disse notarer bøder for overtrædelse af den litauiske og EU-retlige konkurrenceret.

3

Artikel 5 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel [101 TEUF] og [102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1) bestemmer:

»Medlemsstaternes konkurrencemyndigheder er beføjede til at anvende [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] i konkrete sager. I denne forbindelse kan de enten på eget initiativ eller på grundlag af en klage vedtage følgende beslutninger:

[...]

[...]«

4

Denne forordnings artikel 23 fastsætter følgende i stk. 2 og 4:

»2.   [Europa-]Kommissionen kan ved beslutning pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger bøder, hvis de forsætligt eller uagtsomt:

[...]

Bøden kan for hver af de virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen, ikke overstige 10% af den samlede omsætning i det foregående regnskabsår.

Hvis en overtrædelse begået af en virksomhedssammenslutning vedrører medlemsvirksomhedernes aktiviteter, kan bøden ikke overstige 10% af summen af den samlede omsætning for de medlemmer, der er aktive på det marked, der er berørt af den af virksomhedssammenslutningen begåede overtrædelse.

[...]

4.   Hvis en virksomhedssammenslutning får pålagt en bøde under hensyntagen til medlemsvirksomhedernes omsætning, og sammenslutningen ikke er solvent, skal den indkalde bidrag fra medlemsvirksomhederne til dækning af bødebeløbet.

Hvis sådanne bidrag ikke indbetales til sammenslutningen inden for en af Kommissionen fastsat tidsfrist, kan Kommissionen opkræve bødebeløbet direkte hos enhver af de virksomheder, hvis repræsentanter var medlem af de implicerede besluttende organer i sammenslutningen.

Efter at Kommissionen har krævet betaling i henhold til andet afsnit, kan den, hvis det er nødvendigt for at sikre betaling af det fulde bødebeløb, kræve, at det udestående beløb betales af ethvert medlem af sammenslutningen, der var aktivt på det marked, hvor overtrædelsen fandt sted.

Kommissionen må imidlertid ikke kræve betaling i henhold til andet eller tredje afsnit af virksomheder, der kan godtgøre, at de ikke har iværksat sammenslutningens ulovlige vedtagelse, og enten ikke kendte til dennes eksistens eller aktivt tog afstand fra den, inden Kommissionen indledte en undersøgelse af sagen.

Den enkelte medlemsvirksomheds økonomiske ansvar i forbindelse med betaling af bødebeløbet kan ikke overstige 10% af dens samlede omsætning i det foregående regnskabsår.«

5

Artikel 5, stk. 1, i Lietuvos Respublikos konkurencijos įstatymas (Republikken Litauens konkurrencelov) af 23. marts 1999 (Žin., 1999, nr. 30-856) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »konkurrenceloven«), fastsætter:

»Alle aftaler, der har til formål at begrænse konkurrencen, eller som begrænser eller kan begrænse konkurrencen, er forbudt og ugyldige fra tidspunktet for deres indgåelse, herunder:

[...]«

6

Artikel 2, stk. 1, i Lietuvos Respublikos notariato įstatymas (Republikken Litauens lov om notarvirksomhed) af 15. september 1992 (Žin., 1992, nr. I-2882) i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »notarloven«), bestemmer:

»En notar er en person, der af staten er bemyndiget til at udøve de funktioner, der er fastsat i denne lov, og som attesterer, at transaktioner og dokumenter ikke er ulovlige i forbindelse med civilretlige forhold. En notar kan også være en godkendt formidler (mægler) i civile tvister med henblik på at løse sådanne tvister.«

7

Denne lovs artikel 6, stk. 1, fastsætter:

»Antallet af notarer, deres sæde og deres geografiske jurisdiktion fastsættes af Republikken Litauens justitsminister efter den metode, som den nævnte minister finder passende for at vurdere behovet for juridiske tjenesteydelser, som notarer leverer til landets indbyggere.«

8

Lovens artikel 8 har følgende ordlyd:

»Notarkammeret er sammenslutningen af notarer i Republikken Litauen [...]

Enhver notar er medlem af notarkammeret.

Notarkammeret er en juridisk person.

Notarkammerets vedtægt vedtages af notarkammerets generalforsamling og godkendes af Republikken Litauens justitsminister.«

9

Samme lovs artikel 9 er affattet som følger:

»Notarkammeret har følgende hovedopgaver:

10

I overensstemmelse med notarlovens artikel 10, nr. 7, træffer notarkammeret i forbindelse med udførelsen af sine opgaver foranstaltninger til at ensrette notarpraksis.

11

Denne lovs artikel 11, stk. 2 og 3, fastsætter:

»Republikken Litauens justitsminister godkender de i denne lov nævnte regler under hensyntagen til udtalelsen fra notarkammerets præsidium.

Hvis Republikken Litauens justitsminister finder, at notarkammerets foranstaltninger eller beslutninger ikke er i overensstemmelse med Republikken Litauens lovgivning, kan ministeren anlægge sag ved Vilniaus apygardos teismas [(den regionale domstol i Vilnius, Litauen)] med påstand om annullation af disse foranstaltninger eller beslutninger. Stævningen skal indgives senest en måned efter datoen for modtagelsen af den af sagen omfattede foranstaltning eller beslutning.«

12

Det fremgår af den nævnte lovs artikel 12, at notarer udøver deres beføjelser uden påvirkning fra offentlige myndigheder og myndigheder med kompetence i budgetspørgsmål, og at de alene retter sig efter loven.

13

I overensstemmelse med samme lovs artikel 13 skal notarer overholde notarkammerets beslutninger, når de udfører deres aktiviteter.

14

Notarlovens artikel 19 bestemmer:

»En notar fakturerer vederlag for udfærdigelse af notarialdokumenter, udarbejdelse af udkast til transaktioner, rådgivning og tekniske tjenester, hvis beløb (vederlagssatser) fastsættes af Republikken Litauens justitsminister efter de i denne lovs artikel 191 nævnte kriterier, der skal tages i betragtning ved fastsættelsen af notarforretningers vederlag (vederlagssatser), og efter aftale med Republikken Litauens finansminister og notarkammeret. Størrelsen af vederlaget skal sikre notaren indtægter, som gør det muligt for denne at være økonomisk uafhængig, at tilbyde kunderne gode tjenestebetingelser, at benytte sig af personale med de fornødne kvalifikationer og at råde over et kontor med godt teknisk udstyr. [...]

Afhængigt af kundens finansielle situation kan notaren beslutte at fritage kunden helt eller delvist fra at betale vederlaget.

[...]«

15

Denne lovs artikel 21, stk. 1, bestemmer, at notarer udøver deres virksomhed selvstændigt og er økonomisk uafhængige.

16

Følgende fremgår af den nævnte lovs artikel 28, stk. 1:

»Notarialdokumenter kan udfærdiges af enhver notar, undtagen i tilfælde af arvedokumenter. Republikken Litauens justitsminister fastsætter notarers geografiske jurisdiktion med hensyn til disse tilfælde.«

17

Artikel 8, stk. 1, i det litauiske notarkammers vedtægt, godkendt ved Lietuvos Respublikos teisingumo ministro įsakymas Nr. 1R-3 (Republikken Litauens justitsministers bekendtgørelse nr. 1R-3) af 3. januar 2008 (Žin., 2008, nr. 6-222) (herefter »notarkammerets vedtægt«), bestemmer:

»Notarkammeret udfører følgende funktioner inden for rammerne af sine opgaver:

[...]

[...]«

18

Denne vedtægts artikel 10, nr. 4, bestemmer, at alle medlemmer af notarkammeret skal gennemføre bl.a. præsidiets beslutninger.

19

Vedtægtens artikel 18, stk. 1, er affattet som følger:

»Præsidiet er et kollegialt organ til ledelse af notarkammeret. Præsidiet består af otte medlemmer, som notarernes generalforsamling udpeger (vælger) til en treårsperiode.«

20

Samme vedtægts artikel 19 fastsætter:

»1.   [...] notarernes generalforsamlinger i de relevante jurisdiktioner vælger en kandidat, der skal være medlem af præsidiet. [...]

2.   Valg af kandidater med henblik på medlemskab af præsidiet finder sted i jurisdiktionerne ved en offentlig eller hemmelig afstemning. [...]

[...]

4.   Ethvert medlem af præsidiet står til ansvar for notargeneralforsamlingen i den geografiske jurisdiktion, der var samlet for at indstille den pågældende til præsidiet.

[...]

6.   Formanden og næstformanden er medlemmer af præsidiet. Formanden leder præsidiet.«

21

I henhold til artikel 20, stk. 1, i notarkammerets vedtægt sikrer præsidiet sig, at kammerets funktioner udføres korrekt.

22

Denne vedtægts artikel 23, stk. 1, bestemmer, at præsidiets beslutninger træffes med simpelt flertal ved offentlig afstemning.

23

I henhold til artikel 26, stk. 3, og artikel 28, stk. 3, i notarkammerets vedtægt vælges kammerets formand og næstformand af kammerets generalforsamling.

24

Republikken Litauens justitsminister godkendte ved įsakymas Nr. 57 (bekendtgørelse nr. 57) af 12. september 1996 (Žin., 1996, nr. 87-2075) den foreløbige tarif for notarers vederlag for udfærdigelse af notarialdokumenter, udarbejdelse af udkast til kontrakter, rådgivning og tekniske tjenester (herefter »den foreløbige tarif«). Denne tarif fastsætter bl.a. intervaller, inden for hvilke notarerne kan fastsætte deres vederlag for den virksomhed, der består i bekræftelse af en panterettighed i fast ejendom, bekræftelse af andre former for sikkerhed, bekræftelse af servitut, brugsret, brugsrettigheder og aftaler om fastsættelse af reglerne for benyttelse af visse faste ejendomme samt bekræftelse af aftaler om ombytning af fast ejendom.

25

Ved afgørelse nr. 2S-2 (2018) af 26. april 2018 fastslog konkurrencerådet, at notarkammeret og de notarer, der var medlemmer af kammerets præsidium, havde overtrådt konkurrencelovens artikel 5, stk. 1, nr. 1, og artikel 101, stk. 1, litra a), TEUF, og pålagde dem bøder.

26

Konkurrencerådet anførte i denne afgørelse, at notarkammerets præsidium ved beslutninger af 30. august 2012, 23. april 2015, 26. maj 2016 og 26. januar 2017 havde vedtaget regler med henblik på at præcisere metoderne til beregning af de vederlag, som notarer kan opkræve for:

27

Disse beslutninger (herefter »præciseringerne«) blev vedtaget med enstemmighed blandt de af præsidiets medlemmer, der deltog i møderne, og blev offentliggjort på notarkammerets interne websted.

28

Konkurrencerådet fandt, at sagsøgerne i hovedsagen med vedtagelsen af præciseringerne i realiteten havde indført en mekanisme til beregning af størrelsen af det vederlag, som notarerne fakturerer for de aktiviteter, der var omfattet af disse præciseringer, som under alle omstændigheder fastsatte størrelsen af disse vederlag til det højeste beløb, der var tilladt i henhold til den foreløbige tarif. Ifølge konkurrencerådet havde notarerne inden vedtagelsen af præciseringerne en skønsmargen ved beregningen af disse vederlag og kunne i visse tilfælde fastsætte lavere vederlag end dem, der var fastsat ved præciseringerne.

29

Konkurrencerådet konkluderede, at sagsøgerne i hovedsagen indirekte havde fastsat størrelsen af de nævnte vederlag. Konkurrencerådet fandt, at notarkammeret, der handlede gennem dets ledende organ, dvs. præsidiet og dets medlemmer, med vedtagelsen af præciseringerne havde indgået en aftale, der begrænsede konkurrencen i strid med konkurrencelovens artikel 5, stk. 1, nr. 1, og artikel 101, stk. 1, litra a), TEUF. Konkurrencerådet var af den opfattelse, at notarkammeret udgør en sammenslutning af erhvervsdrivende, dvs. notarer, og at præciseringerne skal kvalificeres som en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder, i hvis vedtagelse de otte notarer, der er medlemmer af dette kammers præsidium, har deltaget.

30

Konkurrencerådet kvalificerede ligeledes præciseringerne som en aftale, der havde til formål at begrænse konkurrencen mellem notarer, fastlagde det relevante marked som markedet for notarialdokumenter i Litauen og fandt, at overtrædelsen havde varet fra den 30. august 2012 til i hvert fald den 16. november 2017. Konkurrencerådet fandt endvidere, at den omstændighed, at Republikken Litauens justitsminister havde tolereret sagsøgerne i hovedsagens handlinger, udgjorde en formildende omstændighed, og nedsatte følgelig bøderne med 5%.

31

Sagsøgerne i hovedsagen anlagde sag med påstand om annullation af konkurrencerådets afgørelse, der er nævnt i nærværende doms præmis 25, ved Vilniaus apygardos administracinis teismas (den regionale domstol i forvaltningsretlige sager i Vilnius, Litauen). Ved dom af 19. februar 2019 gav denne ret sagsøgerne i hovedsagen medhold og annullerede den nævnte afgørelse delvist.

32

Konkurrencerådet har iværksat appel til prøvelse af den nævnte dom ved Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol), der er den forelæggende ret.

33

Konkurrencerådet har til støtte for appellen gjort gældende, at notarer er erhvervsdrivende og kan konkurrere på prisen, dvs. med vederlagets størrelse, inden for de grænser, der er fastsat i den foreløbige tarif. Sagsøgerne i hovedsagen har ikke ret til at ensrette notarpraksis på en måde, der er i strid med konkurrenceretten, og der foreligger ikke et hul i den nationale lovgivning. Ifølge konkurrencerådet finder artikel 101 TEUF anvendelse i hovedsagen, idet notarkammerets beslutninger finder anvendelse på hele det litauiske område, idet notarernes vederlag finder anvendelse på både litauiske brugere og statsborgere fra andre medlemsstater, der anvender notarielle ydelser i Litauen, og idet dokumenter kan udfærdiges af en notar, der er etableret i Litauen, inden for rammerne af grænseoverskridende relationer mellem erhvervsdrivende.

34

Sagsøgerne i hovedsagen har gjort gældende, at en notar i det væsentlige udøver offentlige funktioner og er en agent eller en offentlig repræsentant. Notarerne konkurrerer på grundlag af ydelsernes kvalitet og ikke på pris. Præciseringerne har til formål at gennemføre de beføjelser, som er tillagt notarkammeret med henblik på at ensrette notarpraksis og yde rådgivning til notarer, der er fastsat i notarlovens artikel 9, nr. 5, og i artikel 8, stk. 1, nr. 6 og 7, i notarkammerets vedtægt. De har ligeledes til formål at udfylde et hul i den nationale lovgivning, at beskytte forbrugernes interesser, at sikre ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet samt at beskytte notarer mod uberettiget civilretligt ansvar. Republikken Litauens justitsminister havde kendskab til præciseringerne, men havde hverken anlagt sag ved domstolene med henblik på at opnå annullation heraf eller taget initiativ til at ændre den foreløbige tarif. Sagsøgerne i hovedsagen har ligeledes gjort gældende, at EUF-traktaten ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, idet der ikke findes et fælles marked for notarielle tjenesteydelser i EU.

35

Den forelæggende ret har anført, at Domstolen endnu ikke har taget stilling til, om notaropgaver som dem, der er tillagt litauiske notarer, udgør økonomisk virksomhed som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF, og om disse notarer udgør virksomheder som omhandlet i denne bestemmelse.

36

Den forelæggende ret har udtrykt tvivl om, hvorvidt notarkammerets beføjelse til at ensrette notarpraksis opfylder det kriterium, der er defineret i præmis 68 i dom af 19. februar 2002, Wouters m.fl. (C-309/99, EU:C:2002:98), hvorefter »en medlemsstat [...] forbeholder sig den endelige beslutningskompetence«, eller med det kriterium, der er nævnt i præmis 46 i dom af 23. november 2017, CHEZ Elektro Bulgaria og FrontEx International (C-427/16 og C-428/16, EU:C:2017:890), hvorefter »der skal foreligge en effektiv kontrol med beslutningskompetencen i sidste instans fra statens side«.

37

Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at Republikken Litauens justitsminister har ret til at anlægge sag ved domstolene med henblik på annullation af en eventuelt ulovlig beslutning truffet af notarkammeret og ligeledes kan supplere den foreløbige tarif med henblik på at angive, hvordan vederlaget til notarer skal beregnes for de aktiviteter, der er omfattet af præciseringerne.

38

Den forelæggende ret ønsker ligeledes oplyst, om præciseringerne skal anses for vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF, og om denne bestemmelse skal fortolkes således, at de nævnte præciseringer har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for det indre marked.

39

For så vidt som sagsøgerne i hovedsagen har gjort gældende, at præciseringerne forfølger flere formål, som efter deres opfattelse begrunder vedtagelsen heraf, ønsker den forelæggende ret oplyst, om disse formål, henset til de kriterier, der er fastsat i præmis 97 i dom af19. februar 2002, Wouters m.fl. (C-309/99, EU:C:2002:98), kan anses for at være legitime, og i bekræftende fald, om de begrænsninger, der er fastsat i præciseringerne, går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de nævnte mål.

40

Desuden opstår spørgsmålet, om artikel 101 TEUF skal fortolkes således, at notarer, der er medlemmer af præsidiet, kan anses for medlemmer af den sammenslutning, der har overtrådt artikel 101 TEUF, og om de kan pålægges bøder for deres deltagelse i denne overtrædelse.

41

På denne baggrund har Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

42

Sagsøgerne i hovedsagen har gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling med den begrundelse, at artikel 101 TEUF, som ønskes fortolket i denne anmodning, ikke finder anvendelse i hovedsagen, og at de forelagte spørgsmål derfor kun vedrører anvendelsen af litauisk ret på en rent intern situation.

43

I denne henseende skal det fastslås, at problematikken vedrørende anvendeligheden af artikel 101 TEUF på tvisten i hovedsagen vedrører realiteten i de forelagte præjudicielle spørgsmål og ikke spørgsmålet om, hvorvidt disse spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, således at de argumenter fra sagsøgerne i hovedsagen, der er nævnt i den foregående præmis, skal undersøges i forbindelse med realitetsbehandlingen af disse spørgsmål (jf. i denne retning dom af 13.7.2006, Manfredi m.fl., C-295/04 – C-298/04, EU:C:2006:461, præmis 30).

44

Anmodningen om præjudiciel afgørelse kan følgelig antages til realitetsbehandling.

45

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 101 TEUF skal fortolkes således, at notarer, der er etableret i en medlemsstat, skal anses for at være »virksomheder« som omhandlet i denne bestemmelse, når de i visse situationer udøver virksomhed, der består i godkendelse af transaktioner vedrørende pantsætning, påføring af fuldbyrdelsespåtegninger, udfærdigelse af notarialdokumenter, udarbejdelse af udkast til transaktioner, rådgivning, ydelse af tekniske tjenester og bekræftelse af aftaler om ombytning.

46

I medfør af artikel 101, stk. 1, TEUF er alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan påvirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for det indre marked, uforenelige med det indre marked og forbudt.

47

Indledningsvis bemærkes, at sagsøgerne i hovedsagen og den litauiske regering har gjort gældende, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse på hovedsagen, eftersom præciseringerne ikke kan påvirke samhandelen mellem medlemsstater som omhandlet i den nævnte bestemmelse. På grund af karakteren af notarialdokumenter og den nationale lovgivning i hver enkelt medlemsstat kan notarer nemlig ikke udfærdige notarialdokumenter på andre medlemsstaters område end den, hvor de er etableret. Der findes således ikke et fælles marked for notarielle tjenesteydelser, som kan påvirkes af præciseringerne.

48

I denne forbindelse følger det af fast retspraksis, at en vedtagelse, aftale eller praksis kan påvirke handelen mellem medlemsstater, når det på grundlag af en flerhed af objektive, retlige eller faktiske omstændigheder med tilstrækkelig sandsynlighed kan forudses, at den kan have en direkte eller indirekte, aktuel eller potentiel indflydelse på samhandelen mellem medlemsstaterne på en måde, der kan være til skade for virkeliggørelsen af målene for et indre marked mellem medlemsstaterne. Desuden må denne indflydelse ikke være ubetydelig (dom af 28.2.2013, Ordem dos Técnicos Oficiais de Contas, C-1/12, EU:C:2013:127, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis, og af 29.6.2023, Super Bock Bebidas, C-211/22, EU:C:2023:529, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

49

En påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne skyldes således i almindelighed en kombination af flere faktorer, som hver for sig ikke nødvendigvis vil være afgørende. Med henblik på at fastlægge, hvorvidt en konkurrencebegrænsende aftale mærkbart påvirker samhandelen mellem medlemsstater, må den bedømmes i sin relevante økonomiske og retlige sammenhæng (dom af 24.9.2009, Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, C-125/07 P, C-133/07 P, C-135/07 P og C-137/07 P, EU:C:2009:576, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

50

Det følger ligeledes af fast retspraksis, at en konkurrencebegrænsende aftale, som omfatter hele en medlemsstats område, ifølge selve sin natur styrker opdelingen i nationale markeder, hvorved den hæmmer den med EUF-traktaten tilstræbte økonomiske sammenvoksning (dom af 19.2.2002, Wouters m.fl., C-309/99, EU:C:2002:98, præmis 95 og den deri nævnte retspraksis, og af 16.7.2015, ING Pensii, C-172/14, EU:C:2015:484, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

51

Begrebet »handelen mellem medlemsstater« som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF er i øvrigt ikke begrænset til grænseoverskridende udveksling af varer og tjenesteydelser, men har en bredere rækkevidde, som omfatter enhver grænseoverskridende økonomisk aktivitet, herunder etablering (jf. i denne retning dom af 25.10.2001, Ambulanz Glöckner, C-475/99, EU:C:2001:577, præmis 49).

52

I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at rækkevidden af præciseringerne omfatter hele Republikken Litauens område, for så vidt som de i deres egenskab af beslutninger truffet af notarkammeret er obligatoriske for alle notarer, der er etableret i denne medlemsstat, i henhold til notarlovens artikel 13 og artikel 10, nr. 4, i notarkammerets vedtægt.

53

Selv om en notar principielt ikke kan levere tjenesteydelser i en anden medlemsstat end den, hvor notaren er etableret, forholder det sig ikke desto mindre for det første således, at erhvervet som notar principielt er underlagt etableringsfriheden (jf. i denne retning dom af 10.9.2015, Kommissionen mod Letland, C-151/14, EU:C:2015:577, præmis 48). Regler såsom præciseringerne, der vedrører et grundlæggende aspekt ved udøvelsen af dette erhverv i den pågældende medlemsstat, kan således principielt have en mærkbar påvirkning af andre medlemsstaters statsborgeres valg om at etablere sig i denne første medlemsstat med henblik på at udøve det nævnte erhverv. For det andet kan statsborgere fra andre medlemsstater end Republikken Litauen, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 52 i forslaget til afgørelse, benytte sig af tjenesteydelser fra notarer, der er etableret i denne sidstnævnte medlemsstat.

54

Under disse omstændigheder kan præciseringerne, for så vidt som de skal kvalificeres som aftaler mellem virksomheder eller vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF, påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne som omhandlet i denne bestemmelse.

55

Når dette er sagt, skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis inden for konkurrencerettens område, at begrebet »virksomhed« i denne bestemmelse omfatter enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde (dom af 19.2.2002, Wouters m.fl., C-309/99, EU:C:2002:98, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis, og af 28.2.2013, Ordem dos Técnicos Oficiais de Contas, C-1/12, EU:C:2013:127, præmis 35).

56

Det fremgår ligeledes af fast retspraksis, at enhver virksomhed, hvorved der udbydes varer og tjenesteydelser på et bestemt marked, udgør en økonomisk virksomhed (dom af 19.2.2002, Wouters m.fl., C-309/99, EU:C:2002:98, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis, og af 28.2.2013, Ordem dos Técnicos Oficiais de Contas, C-1/12, EU:C:2013:127, præmis 36).

57

Hvad angår notarer har Domstolen således allerede fastslået, at for så vidt som de udøver et liberalt erhverv, der som hovedaktivitet indebærer levering af flere forskellige ydelser mod vederlag, udøver de principielt økonomisk virksomhed (jf. i denne retning dom af 26.3.1987, Kommissionen mod Nederlandene, 235/85, EU:C:1987:161, præmis 9, og af 1.2.2017, Kommissionen mod Ungarn, C-392/15, EU:C:2017:73, præmis 98-101).

58

Den komplekse og tekniske karakter af de leverede tjenesteydelser og den omstændighed, at udøvelsen af erhvervet er reguleret, kan i øvrigt ikke rejse tvivl om denne vurdering (jf. analogt dom af 19.2.2002, Wouters m.fl., C-309/99, EU:C:2002:98, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis, og af 28.2.2013, Ordem dos Técnicos Oficiais de Contas, C-1/12, EU:C:2013:127, præmis 38).

59

I hovedsagen fremgår det af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, at notarer, der er etableret i Litauen, udøver deres virksomhed inden for rammerne af et liberalt erhverv og ikke som tjenestemænd. Notarlovens artikel 19 bestemmer nemlig, at notaren fakturerer vederlag for udfærdigelse af notarialdokumenter, udarbejdelse af udkast til transaktioner, rådgivning og tekniske tjenester. Denne lovs artikel 12 bestemmer, at notarer udøver deres beføjelser uden påvirkning fra offentlige myndigheder og myndigheder med kompetence i budgetspørgsmål, og at de alene retter sig efter loven. Endelig fremgår det af den nævnte lovs artikel 21, at notaren udøver sine funktioner selvstændigt og er økonomisk uafhængig.

60

Den litauiske regering og sagsøgerne i hovedsagen har imidlertid i det væsentlige gjort gældende, at litauiske notarer ikke udøver økonomisk virksomhed, eftersom de varetager offentlige funktioner.

61

I denne henseende fremgår det af fast retspraksis, at der ikke foreligger en økonomisk karakter, der begrunder anvendelse af EUF-traktatens konkurrenceregler, i forbindelse med aktiviteter, der knytter sig til udøvelsen af beføjelser vedrørende offentlig myndighed (dom af 12.7.2012, Compass-Datenbank, C-138/11, EU:C:2012:449, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis, og af 6.5.2021, Analisi G. Caracciolo, C-142/20, EU:C:2021:368, præmis 56).

62

Når dette er sagt, er den omstændighed, at en enhed med henblik på udøvelsen af en del af sine aktiviteter udøver offentlig myndighed, ikke i sig selv til hinder for, at enheden kan kvalificeres som en virksomhed i konkurrenceretlig forstand for så vidt angår de af dens aktiviteter, der er af økonomisk karakter, for så vidt som sidstnævnte aktiviteter kan udskilles fra udøvelsen af offentlig myndighed (jf. i denne retning dom af 12.7.2012, Compass-Datenbank, C-138/11, EU:C:2012:449, præmis 37 og 38 og den deri nævnte retspraksis, og af 24.3.2022, GVN mod Kommissionen, C-666/20 P, EU:C:2022:225, præmis 71).

63

Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse synes den notarvirksomhed, der er omhandlet i præciseringerne, og som består i transaktioner vedrørende pantsætning, påføring af fuldbyrdelsespåtegninger, udfærdigelse af notarialdokumenter, udarbejdelse af udkast til transaktioner, rådgivning, ydelse af tekniske tjenester og bekræftelse af aftaler om ombytning, i visse situationer i det foreliggende tilfælde ikke at være knyttet til udøvelsen af offentlig myndighed.

64

I denne henseende har Domstolen allerede i det væsentlige fastslået, at notarvirksomhed ikke direkte og specifikt indgår i udøvelsen af offentlig myndighed, når denne virksomhed består i bekræftelse af dokumenter, der vedrører ensidige forpligtelser, eller aftaler, som parterne frivilligt har underskrevet (jf. i denne retning dom af 1.2.2017, Kommissionen mod Ungarn, C-392/15,EU:C:2017:73, præmis 119 og 120 og den deri nævnte retspraksis), pantsætning (dom af 24.5.2011, Kommissionen mod Frankrig, C-50/08, EU:C:2011:335, præmis 97), den blotte påførelse af en fuldbyrdelsespåtegning (jf. i denne retning dom af 1.2.2017, Kommissionen mod Ungarn, C-392/15, EU:C:2017:73, præmis 125-127), samt udarbejdelse af udkast til transaktioner, rådgivning og notarers ydelser af tekniske tjenester (jf. i denne retning dom af 1.12.2011, Kommissionen mod Nederlandene, C-157/09, EU:C:2011:794, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

65

Det fremgår desuden ikke af de oplysninger, der er fremlagt for Domstolen, at den notarvirksomhed, der er omfattet af præciseringerne, er uløseligt forbundet med andre aktiviteter, som indebærer udøvelse af offentlig myndighed.

66

Som det i øvrigt fremgår af de sagsakter, som Domstolen råder over, udøver notarer, der er etableret i Litauen, inden for rammerne af deres respektive stedlige kompetence en stor del af deres virksomhed på konkurrencevilkår, eftersom notarlovens artikel 28, stk. 1, i denne henseende bestemmer, at notarialdokumenter kan udfærdiges af enhver notar, undtagen i tilfælde af arvedokumenter. Denne omstændighed kan imidlertid ikke betegnes som udøvelse af offentlig myndighed (jf. i denne retning dom af 10.9.2015, Kommissionen mod Ungarn, C-151/14, EU:C:2015:577, præmis 74).

67

Heraf følger, at notarer, der er etableret på en medlemsstats område, skal anses for at være »virksomheder« som omhandlet i artikel 101 TEUF, når de udøver virksomhed som den, der er omhandlet i præciseringerne.

68

Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 101 TEUF skal fortolkes således, at notarer, der er etableret i en medlemsstat, skal anses for at være »virksomheder« som omhandlet i denne bestemmelse, når de i visse situationer udøver virksomhed, der består i godkendelse af transaktioner vedrørende pantsætning, påføring af fuldbyrdelsespåtegninger, udfærdigelse af notarialdokumenter, udarbejdelse af udkast til transaktioner, rådgivning, ydelse af tekniske tjenester og bekræftelse af aftaler om ombytning, for så vidt som denne virksomhed ikke er knyttet til udøvelsen af offentlig myndighed.

69

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 101, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at regler om ensartethed i den måde, hvorpå en medlemsstats notarer beregner de vederlag, der faktureres for udførelsen af visse af deres opgaver, og som er vedtaget af en faglig organisation såsom notarkammeret, skal anses for at være vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder som omhandlet i denne bestemmelse.

70

I denne henseende skal det for det første undersøges, om en faglig organisation, når den vedtager regler som de i hovedsagen omhandlede, skal anses for at være en sammenslutning af virksomheder eller tværtimod betragtes som en offentlig myndighed på grund af den omstændighed, at dens aktivitet knytter sig til udøvelsen af beføjelser, der henregnes til offentlig myndighed (jf. i denne retning dom af 19.2.2002, Wouters m.fl., C-309/99, EU:C:2002:98, præmis 56 og 57, og af 18.7.2013, Consiglio Nazionale dei Geologi, C-136/12, EU:C:2013:489, præmis 42).

71

Domstolen har fastslået, at en faglig organisation, der, selv om den har regeludstedende beføjelser, ikke udøver beføjelser, der typisk henregnes til offentlig myndighed, men handler som det organ, der regulerer et erhverv, hvis udøvelse i øvrigt udgør en økonomisk virksomhed, ikke kan undtages fra anvendelsen af konkurrencereglerne (jf. i denne retning dom af 19.2.2002, Wouters m.fl., C-309/99, EU:C:2002:98, præmis 58 og 59, og af 18.7.2013, Consiglio Nazionale dei Geologi, C-136/12, EU:C:2013:489, præmis 44).

72

Det fremgår desuden af Domstolens praksis, at der ved afgørelsen af, om en sådan organisation skal anses for at være en sammenslutning af virksomheder som omhandlet i artikel 101 TEUF eller for en offentlig myndighed, skal tages hensyn til andre indicier vedrørende bl.a. sammensætningen af de ledende organer i den pågældende faglige organisation, dens funktionsmåde, dens forhold til de offentlige myndigheder og rammerne for dens regeludstedende beføjelse eller beslutningskompetence.

73

Domstolen har således kvalificeret faglige organisationer som »sammenslutninger af virksomheder«, navnlig henset til den omstændighed, at disse organisationers ledende organer udelukkende var sammensat af medlemmer af erhvervet valgt af deres kolleger, uden at de nationale myndigheder kunne gribe ind i denne udpegelse (jf. i denne retning dom af 19.2.2002, Wouters m.fl., C-309/99, EU:C:2002:98, præmis 61, og af 18.7.2013, Consiglio Nazionale dei Geologi, C-136/12, EU:C:2013:489, præmis 43).

74

Domstolen har også taget i betragtning, at staten ikke kunne gribe afgørende ind i disse organers beslutningstagning (jf. i denne retning dom af 4.9.2014, API m.fl., C-184/13 – C-187/13, C-194/13, C-195/13 og C-208/13, EU:C:2014:2147, præmis 33 og 41).

75

Domstolen har ligeledes taget hensyn til den omstændighed, at den regeludstedende beføjelse eller beslutningskompetence, som den pågældende organisation eller enhed var tillagt, ikke var undergivet betingelser eller kriterier i almenvellets interesse, som denne skulle overholde ved vedtagelsen af sine retsakter, og at denne organisation eller enhed ikke handlede under effektiv kontrol med beslutningskompetencen i sidste instans fra statens side (jf. i denne retning dom af 19.2.2002, Wouters m.fl., C-309/99, EU:C:2002:98, præmis 62 og 68, af 28.2.2013, Ordem dos Técnicos Oficiais de Contas, C-1/12, EU:C:2013:127, præmis 49, 54 og 55, og af 23.11.2017, CHEZ Elektro Bulgaria og FrontEx International, C-427/16 og C-428/16, EU:C:2017:890, præmis 49).

76

I hovedsagen fremgår det af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, at alle notarer i Litauen i henhold til notarlovens artikel 8 udgør notarkammeret og er medlemmer heraf. Det nævnte kammers vigtigste opgaver, der er fastsat i denne lovs artikel 9, omfatter bl.a. koordination af notarers virksomhed, forbedring af notarernes kvalifikationer, beskyttelse og repræsentation af notarers interesser over for offentlige og administrative myndigheder, ensretning af notarpraksis og tilsyn med, på hvilken måde notarer udfører deres opgaver og opfylder de etiske krav til erhvervet.

77

I overensstemmelse med artikel 18 og 19 i notarkammerets vedtægt består præsidiet, der er kammerets kollegiale ledende organ, af otte medlemmer, der udpeges af det nævnte kammers generalforsamling blandt de kandidater, der er valgt af notarernes generalforsamlinger, og dette organs beslutninger træffes i henhold til vedtægtens artikel 23 med simpelt flertal ved offentlig afstemning.

78

Endelig kan Republikken Litauens justitsminister, hvis denne finder, at notarkammerets beslutninger ikke er i overensstemmelse med Republikken Litauens lovgivning, på grundlag af notarlovens artikel 11 anlægge sag ved Vilniaus apygardos teismas (den regionale domstol i Vilnius) med påstand om annullation heraf.

79

Det fremgår således af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, at notarkammeret har de karakteristika, der kendetegner en organisation til regulering af erhvervet som notar i Litauen, og at dets ledende organ, præsidiet, udelukkende består af medlemmer af dette erhverv, som kun vælges af deres kolleger, idet den litauiske stat hverken synes at gribe ind i udpegningen af de nævnte medlemmer eller i præsidiets beslutningsvedtagelse.

80

Den forelæggende ret har desuden ikke henvist til nogen bestemmelse, der på en tilstrækkelig præcis måde definerer betingelser eller kriterier, som sikrer, at notarkammeret og dets præsidium faktisk virker under iagttagelse af almene offentlige interesser, når de udøver deres beslutningskompetence.

81

Den omstændighed alene, at de litauiske retter kan efterprøve lovligheden af notarkammerets beslutninger, indebærer desuden ikke, at notarkammeret virker under en effektiv statslig kontrol (jf. analogt dom af 23.11.2017, CHEZ Elektro Bulgaria og FrontEx International, C-427/16 og C-428/16, EU:C:2017:890, præmis 48 og 49).

82

Under disse omstændigheder skal en faglig organisation som notarkammeret anses for at være en sammenslutning af virksomheder som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF og ikke betragtes som en offentlig myndighed.

83

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt præciseringerne udgør en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder som omhandlet i artikel 101 TEUF, fremgår det af de sagsakter, som Domstolen råder over, at disse præciseringer, som tilsigter at ensrette den måde, hvorpå notarer beregner det fakturerede vederlag for udførelsen af visse af deres opgaver, således som det er anført i denne doms præmis 52, er bindende for notarer i henhold til notarlovens artikel 13 og artikel 10, nr. 4, i notarkammerets vedtægt.

84

Det fremgår således af Domstolens praksis, at beslutninger, der er udtryk for, at repræsentanterne for medlemmerne af et erhverv har villet opnå, at medlemmerne agerer på en bestemt måde inden for rammerne af den økonomiske virksomhed, som de udøver, udgør vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder som omhandlet i artikel 101 TEUF (jf. i denne retning dom af 19.2.2002, Wouters m.fl., C-309/99, EU:C:2002:98, præmis 64).

85

Eftersom det i øvrigt er blevet fastslået, at en prisanbefaling, uanset dens præcise juridiske status, kan anses for at udgøre en vedtagelse i henhold til artikel 101 TEUF (dom af 18.7.2013, Consiglio Nazionale dei Geologi, C-136/12, EU:C:2013:489, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis), skal fastsættelsen af prisen ved en bindende akt så meget desto mere anses for at udgøre en sådan vedtagelse (jf. i denne retning dom af 18.7.2013, Consiglio Nazionale dei Geologi, C-136/12, EU:C:2013:489, præmis 47).

86

Heraf følger, at regler såsom præciseringerne skal anses for vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF.

87

Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 101, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at regler om ensartethed i den måde, hvorpå en medlemsstats notarer beregner de vederlag, der faktureres for udførelsen af visse af deres opgaver, og som er vedtaget af en faglig organisation såsom notarkammeret i denne medlemsstat, udgør vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder som omhandlet i denne bestemmelse.

88

Med det tredje til det sjette spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 101, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder, som ensretter den måde, hvorpå notarer beregner de vederlag, der faktureres for udførelsen af visse af deres opgaver, udgør konkurrencebegrænsninger, der er forbudt i henhold til denne artikel.

89

Indledningsvis bemærkes, at inden for rammerne af proceduren i henhold til artikel 267 TEUF, som er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, er sidstnævntes rolle begrænset til en fortolkning af de bestemmelser i EU-retten, som den er adspurgt om, i det foreliggende tilfælde artikel 101, stk. 1, TEUF. Det tilkommer således ikke Domstolen, men den forelæggende ret, endeligt at vurdere, om den omhandlede aftale – henset til samtlige de relevante forhold, der karakteriserer situationen i hovedsagen og den retlige og økonomiske sammenhæng, hvori den indgår – har til formål og/eller til følge at begrænse konkurrencen (jf. i denne retning dom af 18.11.2021, Visma Enterprise, C-306/20, EU:C:2021:935, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

90

Domstolen kan imidlertid, når den træffer afgørelse om en præjudiciel forelæggelse, på grundlag af oplysningerne i de sagsakter, som den råder over, give nærmere oplysninger med henblik på at vejlede den nationale ret i dens fortolkning, således at denne sidstnævnte kan afgøre tvisten (dom af 18.11.2021, Visma Enterprise, C-306/20, EU:C:2021:935, præmis 52).

91

Det bemærkes, at for at falde inden for forbuddet i artikel 101, stk. 1, TEUF skal en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder have »til formål eller til følge« at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen mærkbart inden for det indre marked (jf. i denne retning dom af 18.11.2021, Visma Enterprise, C-306/20, EU:C:2021:935, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

92

Ifølge Domstolens faste praksis siden dom af 30. juni 1966, LTM (56/65, EU:C:1966:38), medfører det alternative forhold i denne betingelse – hvilket ses af konjunktionen »eller« – at det er nødvendigt først og fremmest at tage aftalens egentlige formål i betragtning (jf. i denne retning dom af 18.11.2021, Visma Enterprise, C-306/20, EU:C:2021:935, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

93

Det følger nemlig af Domstolens praksis, at visse former for samordning mellem virksomheder kan være tilstrækkeligt skadelige for konkurrencen og skal anses for at have et konkurrencebegrænsende formål, således at det ikke er nødvendigt at undersøge deres virkninger for konkurrencen. Denne retspraksis vedrører den omstændighed, at visse former for samordning mellem virksomheder efter selve deres art kan betragtes som skadelige for de normale konkurrencevilkår (dom af 18.11.2021, Visma Enterprise, C-306/20, EU:C:2021:935, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

94

Det står således fast, at visse former for hemmelig adfærd såsom adfærd, der resulterer i horisontale prisfastsættelser, kan anses for at kunne have så negative virkninger for navnlig prisen, kvantiteten eller kvaliteten af varer eller tjenesteydelser, at det med henblik på anvendelsen af artikel 101, stk. 1, TEUF er ufornødent at godtgøre, at de har konkrete virkninger på markedet. Erfaringen viser, at sådan adfærd medfører en nedgang i produktionen og prisstigninger, hvilket resulterer i en ringe ressourcefordeling til skade for navnlig forbrugerne (dom af 2.4.2020, Budapest Bank m.fl., C-228/18, EU:C:2020:265, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

95

I det foreliggende tilfælde fremgår det således af de oplysninger, som Domstolen råder over, at præciseringerne indfører en mekanisme til beregning af størrelsen af notarernes vederlag, som pålægger notarerne for de opgaver, der er omfattet af disse præciseringer, at anvende den højeste pris i det prisinterval, der er indeholdt i den foreløbige tarif, der er fastsat af Republikken Litauens justitsminister. Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse skal det derfor fastslås, at disse præciseringer netop fører til en horisontal prisfastsættelse for de pågældende tjenesteydelser.

96

Under disse omstændigheder skal afgørelser såsom præciseringerne anses for at have et konkurrencebegrænsende formål som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF.

97

Det fremgår ganske vist af Domstolens faste praksis, at det ikke nødvendigvis er alle aftaler mellem virksomheder eller alle vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder, som begrænser handlefriheden for aftaleparterne eller er bindende for dem, der er omfattet af det forbud, der er fastsat i traktatens artikel 101, stk. 1. En undersøgelse af den økonomiske og retlige sammenhæng, som visse af disse aftaler og vedtagelser indgår i, kan nemlig føre til en konstatering af, for det første, at de er begrundet i forfølgelsen af et eller flere legitime formål af almen interesse, der i sig selv ikke er af konkurrencebegrænsende karakter, for det andet, at de konkrete midler, der anvendes for at forfølge disse formål, reelt er nødvendige med henblik herpå, og for det tredje, at selv om det viser sig, at disse midler i sig selv har til følge at begrænse eller fordreje konkurrencen, i det mindste potentielt, går denne iboende virkning ikke videre end nødvendigt, navnlig ved at udelukke enhver konkurrence. Denne retspraksis kan navnlig finde anvendelse, når der foreligger aftaler eller vedtagelser i form af regler, der er vedtaget af en sammenslutning såsom en faglig sammenslutning eller en sportsforening med henblik på at forfølge visse etiske eller fagetiske formål og mere generelt for at opstille rammer for udøvelsen af en erhvervsmæssig aktivitet, hvis den pågældende sammenslutning godtgør, at de ovenfor nævnte betingelser er opfyldt (dom af 21.12.2023, Royal Antwerp Football Club, C-680/21, EU:C:2023:1010, præmis 113 og den deri nævnte retspraksis).

98

Den nævnte retspraksis kan imidlertid ikke finde anvendelse, når der er tale om adfærd, som ikke blot har en iboende konkurrencebegrænsning, i det mindste potentielt, idet den begrænser visse virksomheders handlefrihed, men som er så skadelig i forhold til konkurrencen, at det kan lægges til grund, at formålet hermed netop er at hindre, begrænse eller fordreje den. Det er således kun, hvis det efter afslutningen af undersøgelsen af den adfærd, der er tale om i et konkret tilfælde, viser sig, at denne adfærd ikke har til formål at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen, at det dernæst skal afgøres, om adfærden kan være omfattet af denne retspraksis (dom af 21.12.2023, Royal Antwerp Football Club, C-680/21, EU:C:2023:1010, præmis 115 og den deri nævnte retspraksis).

99

Hvad angår adfærd, der har til formål at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen, er det således udelukkende i henhold til artikel 101, stk. 3, TEUF, og for så vidt som alle de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse, er opfyldt, at denne adfærd kan være omfattet af en fritagelse fra forbuddet i artikel 101, stk. 1, TEUF (dom af 21.12.2023, Royal Antwerp Football Club, C-680/21, EU:C:2023:1010, præmis 116 og den deri nævnte retspraksis).

100

I denne henseende har Domstolen allerede fastslået, at for at undtagelsen i artikel 101, stk. 3, TEUF skal finde anvendelse, er det nødvendigt, at bestemmelsens fire kumulative betingelser er opfyldt. Disse betingelser består i for det første, at den omhandlede aftale bidrager til at forbedre produktionen eller fordelingen af de pågældende varer eller tjenesteydelser eller til at fremme den tekniske eller økonomiske udvikling, for det andet, at den sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelen herved, for det tredje, at den ikke pålægger de pågældende virksomheder begrænsninger, som ikke er nødvendige for at nå disse mål, og endelig for det fjerde, at den ikke giver disse virksomheder mulighed for at udelukke konkurrencen for en væsentlig del af de pågældende varer eller tjenesteydelser (dom af 23.1.2018, F. Hoffmann-La Roche m.fl., C-179/16, EU:C:2018:25, præmis 97).

101

I det foreliggende tilfælde har sagsøgerne i hovedsagen og den litauiske regering i det væsentlige gjort gældende, at præciseringerne forfølger legitime formål som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 97. De har nemlig til formål at sikre ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet samt at beskytte notarer mod et uberettiget civilretligt ansvar ved at ensrette notarpraksis og udfylde et hul i lovgivningen. Præciseringerne har desuden til formål at beskytte interesserne hos brugerne af notarielle tjenesteydelser, eftersom faktureringen af vederlag med det højeste beløb blandt dem, der er tilladt i henhold til den foreløbige tarif, for etablering af sikkerhedsstillelse for aktiver af ukendt værdi, bidrager til at afskrække personer fra at pantsætte et aktiv, hvis værdi ikke er fastslået.

102

Vedtagelser såsom præciseringerne, der, som det fremgår af nærværende doms præmis 96, skal anses for at have et konkurrencebegrænsende formål som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF, kan imidlertid under alle omstændigheder ikke begrundes i de formål, der er nævnt i nærværende doms foregående præmis.

103

Det fremgår i øvrigt ikke af de sagsakter, som Domstolen råder over, at sagsøgerne i hovedsagen har påberåbt sig den fritagelse, der er fastsat i artikel 101, stk. 3, TEUF.

104

Under disse omstændigheder skal vedtagelser såsom præciseringerne anses for at have et konkurrencebegrænsende formål, der er forbudt ved artikel 101, stk. 1, TEUF.

105

Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje til det sjette spørgsmål besvares med, at artikel 101, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder, som ensretter den måde, hvorpå notarer beregner de vederlag, der faktureres for udførelsen af visse af deres opgaver, udgør konkurrencebegrænsninger, der er forbudt i henhold til denne artikel.

106

Med det syvende spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 101 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en national konkurrencemyndighed pålægger en sammenslutning af virksomheder, som kan tilregnes den vedtagelse, der udgør en overtrædelse, en bøde for overtrædelse af denne bestemmelse, samt pålægger de virksomheder, der er medlemmer af denne sammenslutnings ledende organ, som har truffet den nævnte vedtagelse, individuelle bøder for den samme overtrædelse.

107

Indledningsvis bemærkes, at artikel 5 i forordning nr. 1/2003 fastsætter, at den konkurrencemyndighed i medlemsstaterne, som har kompetence til at anvende artikel 101 TEUF og 102 TEUF, kan pålægge bøder, tvangsbøder eller andre former for sanktioner, der er fastsat i deres nationale ret.

108

Ifølge Domstolens praksis skal de nationale konkurrencemyndigheder, når der foreligger en overtrædelse af artikel 101 TEUF, principielt pålægge overtrædelsens gerningsmand en bøde. Med henblik på at sikre den effektive anvendelse af denne bestemmelse i offentlighedens interesse er det nemlig vigtigt, at disse myndigheder kun undtagelsesvis anvender en bødefritagelse, når en virksomhed forsætligt eller uagtsomt har overtrådt denne bestemmelse (jf. i denne retning dom af 18.6.2013, Schenker og Co. m.fl., C-681/11, EU:C:2013:404, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis, og af 22.3.2022, Nordzucker m.fl., C-151/20, EU:C:2022:203, præmis 64).

109

Det skal i denne forbindelse for det første bemærkes, at effektiviteten af EU’s konkurrenceregler, navnlig artikel 101, stk. 1, TEUF, bl.a. indebærer, at det er nødvendigt at sikre den afskrækkende virkning af de pålagte sanktioner på området for overtrædelse af disse regler (jf. i denne retning dom af 18.12.2008, Coop de France Bétail et viande m.fl. mod Kommissionen, C-101/07 P og C-110/07 P, EU:C:2008:741, præmis 98, og af 19.3.2009, Archer Daniels Midland mod Kommissionen, C-510/06 P, EU:C:2009:166, præmis 149).

110

Bøder for overtrædelse af artikel 101 TEUF har nemlig til formål at bekæmpe de berørte virksomheders ulovlige handlinger samt at afskrække både de berørte virksomheder og andre virksomheder fra fremtidige overtrædelser af de EU-retlige konkurrenceregler (jf. i denne retning dom af 17.6.2010, Lafarge mod Kommissionen, C-413/08 P, EU:C:2010:346, præmis 102, af 26.9.2013, Alliance One International mod Kommissionen, C-668/11 P, EU:C:2013:614, præmis 62, og af 4.9.2014, YKK m.fl. mod Kommissionen, C-408/12 P, EU:C:2014:2153, præmis 84). Tilstræbelsen af en afskrækkende virkning omfatter således ikke udelukkende de virksomheder, der specifikt er omfattet af afgørelsen om bødepålæggelse, for så vidt som den ligeledes skal tilskynde virksomheder af samme størrelse, som besidder tilsvarende ressourcer, til at afholde sig fra at begå tilsvarende overtrædelser af konkurrenceretten (dom af 5.12.2013, Caffaro mod Kommissionen, C-447/11 P, EU:C:2013:797, præmis 37).

111

For det andet bemærkes, at de nationale konkurrencemyndigheder ligeledes skal sikre sig, at de bøder, som de pålægger for overtrædelse af de EU-retlige konkurrenceregler, står i et rimeligt forhold til overtrædelsens art (jf. i denne retning dom af 3.4.2019, Powszechny Zakład Ubezpieczeń na Życie, C-617/17, EU:C:2019:283, præmis 38).

112

Det følger af ovenstående betragtninger, at såfremt det er godtgjort, at der foreligger en overtrædelse af artikel 101 TEUF, skal de nationale konkurrencemyndigheder principielt pålægge overtrædelsens gerningsmand en tilstrækkeligt afskrækkende og forholdsmæssig bøde.

113

Hvad angår fastlæggelsen af, hvilken enhed der skal anses for at være gerningsmand til en overtrædelse af forbuddet i artikel 101 TEUF, fremgår det af ordlyden af denne artikels stk. 1, at traktaternes ophavsmænd har valgt at anvende begrebet »virksomhed« og begrebet»sammenslutning af virksomheder« til at udpege gerningsmanden til en overtrædelse af forbuddet i denne bestemmelse (jf. i denne retning dom af 14.3.2019, Skanska Industrial Solutions m.fl., C-724/17, EU:C:2019:204, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

114

Når en enhed overtræder konkurrencereglerne, påhviler det den ifølge princippet om personligt ansvar at stå til regnskab for overtrædelsen (jf. i denne retning dom af 11.12.2007, ETI m.fl., C-280/06, EU:C:2007:775, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis, og af 12.5.2022, Servizio Elettrico Nazionale m.fl., C-377/20, EU:C:2022:379, præmis 106).

115

Da artikel 101, stk. 1, TEUF bl.a. forbyder »vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder«, der kan påvirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for det indre marked, skal det fastslås, at en sammenslutning af virksomheder, såsom notarkammeret, som sådan kan være gerningsmand til en overtrædelse af denne bestemmelse.

116

I hovedsagen fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF, som konkurrencerådet har konstateret, består i vedtagelsen af præciseringer, som udgør beslutninger truffet af notarkammerets præsidium. Det fremgår imidlertid af de oplysninger, som Domstolen råder over, navnlig af de præciseringer, som sagsøgerne i hovedsagen og den litauiske regering er fremkommet med som svar på spørgsmål fra Domstolen i retsmødet, at præsidiets beslutninger, som i overensstemmelse med artikel 18, stk. 1, i notarkammerets vedtægt udgør notarkammerets ledende organ, er bindende for dette kammer, således at disse beslutninger skal anses for at være beslutninger truffet af notarkammeret selv.

117

Sagsøgerne i hovedsagen og den litauiske regering har endvidere i retsmødet præciseret, at hverken præsidiet eller medlemmerne af præsidiet individuelt kan holdes ansvarlige for de nævnte afgørelser, idet disse alene kan tilregnes notarkammeret.

118

Heraf følger, at notarkammeret med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse skal anses for at have begået den overtrædelse, som konkurrencerådet har fastslået i hovedsagen.

119

Hvad angår de notarer, der udgør notarkammerets præsidium, synes de med vedtagelsen af præciseringerne udelukkende at have handlet i deres egenskab af medlemmer heraf. Det fremgår navnlig ikke af de sagsakter, som Domstolen råder over, at disse notarer på anden måde har deltaget i den således konstaterede overtrædelse.

120

Konkurrencerådet præciserede i øvrigt i retsmødet i det væsentlige, at det havde pålagt notarer, der var medlemmer af notarkammerets præsidium, individuelle bøder, ikke fordi de var virksomheder, der var medskyldige i overtrædelsen, men netop på grund af deres status som medlemmer af dette præsidium på tidspunktet for vedtagelsen af præciseringerne. Konkurrencerådet har i denne henseende forklaret, at disse bøder blev pålagt med det formål at sikre den afskrækkende virkning af de sanktioner, der blev pålagt for den nævnte overtrædelse, eftersom den litauiske lovgivning, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, ikke tillod, at alene notarkammeret blev pålagt en bøde, der var tilstrækkeligt stor til at have denne afskrækkende virkning, eftersom den ikke fastsatte muligheden for at tage hensyn til omsætningen for medlemmerne af dette kammer ved beregningen af bøden.

121

Princippet om personligt ansvar, som kræver, at det kun er den enhed, der har begået overtrædelsen, der sanktioneres for en overtrædelse af konkurrencereglerne, er imidlertid til hinder for en sådan tilgang, eftersom de notarer, der var medlemmer af notarkammerets præsidium på tidspunktet for vedtagelsen af præciseringerne, ikke kan anses for at være medskyldige i den overtrædelse, som konkurrencerådet har konstateret i hovedsagen.

122

Når dette er sagt, følger det imidlertid ikke heraf, at konkurrencerådet var frataget muligheden for at pålægge notarkammeret en afskrækkende sanktion for denne overtrædelse, eller at de nævnte notarer nødvendigvis skulle fritages for ethvert ansvar i forbindelse med denne samme overtrædelse.

123

Det følger nemlig af fast retspraksis, at når en sammenslutning af virksomheders interne regler gør det muligt for den at forpligte sine medlemmer, skal den bøde, der skal pålægges sammenslutningen, med henblik på at fastsætte en afskrækkende sanktion beregnes i forhold til den omsætning, der er opnået af samtlige de virksomheder, der er medlemmer af den nævnte sammenslutning, selv om disse ikke faktisk har deltaget i overtrædelsen (jf. i denne retning dom af 16.11.2000, Finnboard mod Kommissionen, C-298/98 P, EU:C:2000:634, præmis 66, kendelse afsagt af Domstolens præsident den 23.3.2001, FEG mod Kommissionen, C-7/01 P (R), EU:C:2001:183, præmis 11, og dom af 18.12.2008, Coop de France bétail et viande m.fl. mod Kommissionen, C-101/07 P og C-110/07 P, EU:C:2008:741, præmis 93).

124

En sådan hensyntagen til omsætningen for de virksomheder, der er medlemmer af sammenslutningen, er desuden ligeledes mulig i bl.a. tilfælde, hvor den overtrædelse, der er begået af denne sammenslutning, vedrører medlemmernes virksomhed, og hvor den pågældende konkurrencestridige praksis er udført af sammenslutningen til direkte gavn for medlemmerne og i samarbejde med disse, idet sammenslutningen ikke har en objektiv interesse af selvstændig karakter i forhold til medlemmernes objektive interesse (jf. i denne retning dom af 18.12.2008, Coop de France bétail et viande m.fl. mod Kommissionen, C-101/07 P og C-110/07 P, EU:C:2008:741, præmis 97).

125

Denne retspraksis er i det væsentlige blevet kodificeret i artikel 23, stk. 2, tredje afsnit, i forordning nr. 1/2003, som bestemmer, at hvis en overtrædelse begået af en virksomhedssammenslutning vedrører medlemsvirksomhedernes aktiviteter, kan bøden ikke overstige 10% af summen af den samlede omsætning for de medlemmer, der er aktive på det marked, der er berørt af den af virksomhedssammenslutningen begåede overtrædelse.

126

Denne forordnings artikel 23, stk. 4, fastsætter endvidere, at hvis en virksomhedssammenslutning får pålagt en bøde under hensyntagen til medlemsvirksomhedernes omsætning, og sammenslutningen ikke er solvent, skal den indkalde bidrag fra medlemsvirksomhederne til dækning af bødebeløbet, og at Kommissionen på visse betingelser kan opkræve bødebeløbet direkte hos enhver af de virksomheder, hvis repræsentanter var medlem af de implicerede besluttende organer i sammenslutningen, og dernæst hos ethvert medlem af sammenslutningen, der var aktivt på det marked, hvor overtrædelsen fandt sted.

127

Artikel 23 i forordning nr. 1/2003 omhandler ganske vist kun udtrykkeligt Kommissionens beføjelser. Det fremgår imidlertid af Domstolens praksis, at denne artikel er relevant for fastlæggelsen af de nationale konkurrencemyndigheders beføjelser på området for pålæggelse af bøder (jf. i denne retning dom af 18.6.2013, Schenker og Co. m.fl., C-681/11, EU:C:2013:404, præmis 48-50).

128

Den omstændighed, at den litauiske lovgivning, der fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, ikke fastsatte en mulighed for at tage hensyn til omsætningen for medlemmerne af notarkammeret med henblik på beregningen af den bøde, som konkurrencerådet skulle pålægge dette kammer for den overtrædelse af artikel 101 TEUF, som konkurrencerådet havde fastslået, var derfor ikke til hinder for, at denne nationale konkurrencemyndighed tog hensyn til denne omsætning, forudsat at de betingelser, der er nævnt i nærværende doms præmis 123-125, var opfyldt.

129

Henset til ovenstående betragtninger skal det syvende spørgsmål besvares med, at artikel 101 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en national konkurrencemyndighed pålægger virksomheder, der er medlemmer af det ledende organ for en sammenslutning af virksomheder, individuelle bøder for en overtrædelse begået af denne sammenslutning, når disse førstnævnte virksomheder ikke er medskyldige i denne overtrædelse.

130

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret: