I. Sagens baggrund

A. ISU

B. ISU’s regelsæt

1. Reglerne om forudgående godkendelse

2. Opstillingsreglerne

C. Den administrative procedure og den omtvistede afgørelse

D. Søgsmålet for Retten og den appellerede dom

II. Parternes påstande

III. Appellen

A. Det første anbringende

1. Parternes argumenter

a) Første led

b) Andet led

c) Tredje led

2. Domstolens bemærkninger

a) Hvorvidt artikel 101 TEUF finder anvendelse på sport som økonomisk virksomhed

b) Artikel 101, stk. 1, TEUF

1) Hvorvidt det kan fastslås, at der foreligger en adfærd, der har til »formål« eller til »følge« at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF

i) Hvorvidt det kan fastslås, at der foreligger en adfærd, der har til »formål« at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen

ii) Hvorvidt det kan fastslås, at der foreligger en adfærd, der har til »følge« at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen

2) Hvorvidt det kan antages, at visse særlige former for adfærd ikke er omfattet af artikel 101, stk. 1, TEUF

c) Den i den foreliggende sag fastslåede overtrædelse

d) Hvorvidt der i den foreliggende sag foreligger en adfærd, der har til »formål« at begrænse konkurrencen

1) Hvorvidt den retspraksis, der følger af dom af 1. juli 2008, MOTOE (C-49/07, EU:C:2008:376), og af 28. februar 2013, Ordem dos Técnicos Oficiais de Contas (C-1/12, EU:C:2013:127), finder anvendelse i den foreliggende sag

2) Kvalifikationen af den i den foreliggende sag omhandlede adfærd

B. Det andet anbringende

1. Parternes argumenter

2. Domstolens bemærkninger

IV. Kontraappellen

A. Det første anbringende

1. Parternes argumenter

2. Domstolens bemærkninger

a) Formaliteten og anbringendets relevans

b) Realiteten

B. Det andet anbringende

1. Parternes argumenter

2. Domstolens bemærkninger

V. Søgsmålet i sag T-93/18

A. Parternes argumenter

B. Domstolens bemærkninger

VI. Sagsomkostninger

1

Med sin appel har International Skating Union (Den Internationale Skøjteunion, herefter »ISU«) nedlagt påstand om delvis ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 16. december 2020, International Skating Union mod Kommissionen (T-93/18, herefter den appellerede dom, EU:T:2020:610), hvorved Retten delvist frifandt Kommissionen i ISU’s søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2017) 8230 final af 8. december 2017 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (sag AT/40208 – Den Internationale Skøjteunions opstillingsregler) (herefter »den omtvistede afgørelse«).

2

Med deres kontraappel har Mark Jan Hendrik Tuitert og Niels Kerstholt samt European Elite Athletes Association (det europæiske forbund af elitesportsudøvere, herefter »EU Athletes«) ligeledes nedlagt påstand om delvis ophævelse af den appellerede dom.

3

Sagens faktiske omstændigheder, som fremstillet i den appellerede doms præmis 1-37, kan sammenfattes som følger.

4

ISU er et privatretligt forbund, der har hjemsted i Schweiz. Det er ifølge det oplyste det eneste internationale sportsforbund, der anerkendes af Den Internationale Olympiske Komiteè (IOC) inden for kunst- og hurtigskøjteløb på is (herefter »skøjteløb på is«). ISU’s organer omfatter bl.a. et »lovgivende organ«, der benævnes »kongressen«, og som udgør forbundets »øverste instans«, og et »udøvende organ«, der benævnes »rådet«.

5

Medlemmerne af dette forbund er nationale forbund inden for kunst- og hurtigskøjteløb på is, hvis medlemmer eller tilknyttede medlemmer selv er forbund eller klubber, som navnlig professionelle atleter, der udøver disse sportsdiscipliner erhvervsmæssigt, er medlemmer af.

6

ISU har i henhold til artikel 1, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i dets vedtægter, som der henvises til i den omtvistede afgørelse, til formål at regulere, administrere, forvalte og fremme skøjteløb på is på verdensplan.

7

ISU udøver samtidig økonomisk virksomhed, der navnlig består i at arrangere internationale konkurrencer i skøjteløb på is og at udnytte de rettigheder, der er knyttet til disse konkurrencer. Inden for hurtigskøjteløb på is omfatter disse konkurrencer bl.a. verdensmesterskaberne i løb på lang og kort bane samt forskellige internationale og europæiske mesterskaber. ISU er ligeledes ansvarlig for at afholde de konkurrencer i skøjteløb på is, som finder sted i forbindelse med de olympiske vinterlege.

8

ISU har fastsat og offentliggjort en række bestemmelser, kodekser og meddelelser, som bl.a. omfatter følgende regler.

9

Den 20. oktober 2015 offentliggjorde ISU meddelelse nr. 1974 med overskriften »Åbne internationale konkurrencer«, hvori det angives, hvilken procedure der skal følges for at opnå forudgående godkendelse til at afholde en international konkurrence i skøjteløb på is, og som gælder både for de nationale forbund, der er medlemmer af ISU, og for enhver tredjepartsenhed- eller virksomhed (herefter »reglerne om forudgående godkendelse«).

10

I denne meddelelse anføres det indledningsvis, at afholdelse af sådanne konkurrencer er betinget af forudgående godkendelse fra ISU, og at afholdelsen skal overholde de regler, som dette forbund har fastsat. Det præciseres i meddelelsen bl.a., at fristen for at indsende en ansøgning om forudgående godkendelse er seks måneder før den dato, hvor det planlægges at afholde den påtænkte konkurrence, såfremt denne skal afholdes af en tredjepartsenhed- eller virksomhed, og tre måneder før denne dato, såfremt arrangøren af konkurrencen er et nationalt forbund, der er medlem af ISU.

11

Dernæst angives i meddelelsen en lang række generelle, økonomiske, tekniske, forretningsmæssige, sportsmæssige og etiske krav, som alle arrangører af konkurrencer i skøjteløb på is skal opfylde. Det følger bl.a. af disse krav, at alle ansøgninger om forudgående godkendelse skal ledsages af økonomiske, tekniske, forretningsmæssige og sportsmæssige oplysninger (hvor den påtænkte konkurrence skal afholdes, hvor store præmier der vil blive uddelt, forretningsplaner, budget, forventet TV-dækning osv.), at alle arrangører skal afgive en erklæring, som bekræfter, at de accepterer ISU’s etiske kodeks, og at ISU kan udbede sig, at der fremsendes supplerende oplysninger vedrørende de nævnte forhold.

12

Endelig giver meddelelse nr. 1974 ISU beføjelse til ved afgørelse at imødekomme eller afslå ansøgninger om forudgående godkendelse, der forelægges dette forbund, både på basis af de krav, der er fastsat i selve meddelelsen, og ISU’s grundlæggende formål, således som de navnlig angives i artikel 3, stk. 1, i ISU’s vedtægter. Det bestemmes ligeledes i denne meddelelse, at en arrangør i tilfælde af afslag på en sådan ansøgning kan iværksætte appel til prøvelse af ISU’s afgørelse ved Court of Arbitration for Sport (den internationale sportsdomstol, herefter »CAS«), der har sæde i Lausanne (Schweiz), i overensstemmelse med de regler, som ISU har vedtaget med henblik på at indføre en mekanisme til afgørelse af tvister ved voldgift (herefter »voldgiftsreglerne«).

13

ISU’s bestemmelser omfatter nogle regler, der betegnes som »opstillingsregler«, og som fastlægger, på hvilke betingelser atleterne kan deltage i konkurrencer i skøjteløb på is. I henhold til disse opstillingsregler skal sådanne konkurrencer dels være godkendt af ISU eller af ISU’s medlemmer, dels overholde ISU’s regler.

14

I den version af reglerne, der blev indført i 2014, indeholdt disse opstillingsregler bl.a. regel 102, stk. 1, litra a), nr. i), hvorefter en person »kun har ret til at deltage i de under ISU henhørende aktiviteter og konkurrencer, hvis den pågældende overholder ISU’s principper og politikker som udtrykt i ISU’s vedtægter«, og regel 102, stk. 1, litra a), nr. ii), der bestemte, at »betingelsen for at opstille har til formål at sikre passende beskyttelse af ISU’s økonomiske og andre interesser, idet ISU anvender sine økonomiske indtægter til at administrere og udvikle de sportsdiscipliner, der henhører under ISU, og til at støtte og gavne [sine] medlemmer og deres skøjteløbere«.

15

Opstillingsreglerne indeholdt også regel 102, stk. 2, litra c), regel 102, stk. 7, og regel 103, stk. 2, hvoraf det fulgte, at atleter, som deltager i en konkurrence, der ikke er godkendt af ISU og/eller et af ISU’s nationale medlemsforbund, pålægges en sanktion i form af såkaldt »fortabelse af opstillingsberettigelse« eller »manglende opstillingsberettigelse«, som består i udelukkelse på livstid fra alle konkurrencer, der afholdes af ISU.

16

I 2016 blev opstillingsreglerne delvis revideret.

17

I regel 102, stk. 1, litra a), nr. ii), som fastsat ved denne revision, henvises der ikke længere til en »passende beskyttelse af ISU’s økonomiske og andre interesser«. Det anføres i stedet, at »betingelsen for at opstille har til formål at sikre passende beskyttelse af [ISU’s] etiske værdier, vedtægtsmæssige formål og andre legitime interesser«, idet ISU »anvender sine økonomiske indtægter til at administrere og udvikle de sportsdiscipliner, der henhører under ISU, og til at støtte og gavne [sine] medlemmer og deres skøjteløbere«.

18

Ifølge regel 102, stk. 7, som fastsat ved den nævnte delvise revision, kan en atlets deltagelse i en konkurrence, der ikke er godkendt af ISU og/eller et af ISU’s nationale medlemsforbund, føre til en advarsel eller til en sanktion i form af såkaldt »fortabelse af opstillingsberettigelse« eller »manglende opstillingsberettigelse«, som består i udelukkelse fra alle konkurrencer, der afholdes af ISU, hvad enten det er for en tidsbegrænset periode eller på livstid.

19

Parallelt med disse forskellige regler giver artikel 25 i ISU’s vedtægter atleter, der ønsker at anfægte en afgørelse, hvorved de pålægges en sanktion i form af »fortabelse af opstillingsberettigelse« eller »manglende opstillingsberettigelse«, mulighed for at appellere denne afgørelse til CAS i overensstemmelse med voldgiftsreglerne.

20

Mark Jan Hendrik Tuitert og Niels Kerstholt er to professionelle hurtigskøjteløbere, der er bosiddende i Nederlandene. De er medlemmer af Koninklijke Nederlandsche Schaatsenrijders Bond (KNSB), det kongelige nederlandske skøjteforbund, som er medlem af ISU.

21

EU Athletes er ifølge det oplyste det førende europæiske forbund, der repræsenterer atleter og spillere inden for forskellige sportsgrene.

22

Den 23. juni 2014 modtog Europa-Kommissionen en klage indgivet af Mark Jan Hendrik Tuitert og Niels Kerstholt, hvori de gjorde gældende, at ISU’s regler om forudgående godkendelse og om opstilling tilsidesatte artikel 101 TEUF og 102 TEUF.

23

Den 5. oktober 2015 besluttede Kommissionen at indlede en procedure i denne henseende.

24

Den 29. september 2016 tilsendte Kommissionen ISU en klagepunktsmeddelelse, hvori den i det væsentlige gjorde gældende, at dette forbund tilsidesatte artikel 101 TEUF. ISU besvarede klagepunktsmeddelelsen den 16. januar 2017.

25

Den 8. december 2017 vedtog Kommissionen den omtvistede afgørelse. Som anført i tredje betragtning til afgørelsen er denne i det væsentlige rettet mod ISU’s opstillingsregler, som fremstillet i denne doms præmis 13-18, idet disse regler gør det muligt for ISU at kontrollere atleternes deltagelse i konkurrencer i skøjteløb på is og pålægge dem sanktioner, såfremt de deltager i en konkurrence, der ikke er godkendt af dette forbund. Som det fremgår af samme betragtning, er afgørelsen imidlertid også rettet mod reglerne om ISU’s forudgående godkendelse af disse konkurrencer, som fremstillet i denne doms præmis 9-12. Endelig er afgørelsen, således som det fremgår af femte og sjette betragtning hertil, tillige rettet mod de voldgiftsregler, der er nævnt i denne doms præmis 19.

26

I 112. og 115. betragtning til den omtvistede afgørelse definerede Kommissionen det relevante marked som det globale marked for afholdelse og kommerciel udnyttelse af internationale konkurrencer i hurtigskøjteløb på is og for udnyttelse af de forskellige rettigheder, der er knyttet til disse konkurrencer.

27

I 116.-134. betragtning til den nævnte afgørelse fandt Kommissionen, at ISU havde en stærk stilling på det pågældende marked, og at dette forbund var i stand til at påvirke den mulige konkurrence på dette marked i væsentlig grad. De forhold, som Kommissionen tog i betragtning for at begrunde denne vurdering, omfattede navnlig for det første den centrale rolle, som ISU indtager på dette marked i sin egenskab af det eneste internationale sportsforbund, der anerkendes af IOC inden for skøjteløb på is, og af et forbund, der har til formål at regulere, administrere, forvalte og fremme denne sportsdisciplin på verdensplan, og for det andet den omstændighed, at ISU samtidig afholder og kommercielt udnytter de vigtigste konkurrencer inden for dette område. Kommissionen støttede sig i forbindelse med sin analyse heraf navnlig på ISU’s beføjelse til at udstede regler, der gælder for alle nationale forbund, som er medlemmer af ISU, og for alle internationale konkurrencer i hurtigskøjteløb på is, hvad enten de afholdes af ISU selv, dets medlemmer eller tredjepartsenheder- eller virksomheder. Kommissionen anførte endvidere i det væsentlige, at disse regler vedrører alle spørgsmål, der er forbundet med organisering, afvikling og kommerciel udnyttelse af disse konkurrencer (forudgående godkendelse, almindelige regler, tekniske krav, økonomiske betingelser, atleters deltagelse, salg af rettigheder, pålæggelse af sanktioner, afgørelse af tvister osv.), og at de finder anvendelse på alle aktører, der er berettigede til at deltage i konkurrencerne, eller som er involveret i afholdelsen eller udnyttelsen heraf (nationale forbund, atleter, arrangører, TV-spredningsforetagender, sponsorer osv.).

28

I 146.-152. betragtning til den nævnte afgørelse fandt Kommissionen, at ISU skulle kvalificeres som en »sammenslutning af virksomheder« som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF, for så vidt som dets medlemmer er nationale forbund inden for skøjteløb på is, der selv kan kvalificeres som »virksomheder« som omhandlet i denne bestemmelse, for så vidt som de udøver økonomisk virksomhed, der består i afholdelse og kommerciel udnyttelse af konkurrencer og udnyttelse af de forskellige rettigheder, der er knyttet til disse konkurrencer, og samtidig som en »virksomhed« som omhandlet i den nævnte bestemmelse, for så vidt som ISU også udøver sådan økonomisk virksomhed. Kommissionen fastslog endvidere, at reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling skulle kvalificeres som »vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder« som omhandlet i samme bestemmelse.

29

I 162.-188. betragtning til den omtvistede afgørelse fastslog Kommissionen i det væsentlige, at reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling havde til formål at begrænse konkurrencen på det relevante marked som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF, med den begrundelse, at en undersøgelse af reglernes indhold, den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori de indgik, og de formål, som de tilsigtede at opfylde, havde vist, at de gjorde det muligt for ISU dels at forhindre potentielle arrangører af internationale konkurrencer i hurtigskøjteløb på is, der ville konkurrere med ISU’s, i at få adgang til det pågældende marked, dels at begrænse den mulighed, som professionelle hurtigskøjteløbere har for frit at deltage i sådanne konkurrencer, og herved fratage potentielle arrangører af sådanne konkurrerende konkurrencer de tjenesteydelser fra atleterne, som er nødvendige for at afholde dem.

30

I 189.-209. betragtning til den nævnte afgørelse anførte Kommissionen, at det, henset til de vurderinger, der er sammenfattet i den foregående præmis, ikke var nødvendigt at undersøge virkningerne af reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling på konkurrencen, hvorefter den redegjorde for grundene til, at den fandt, at disse regler også havde til følge at begrænse konkurrencen på det pågældende marked.

31

I 210.-266. betragtning til den nævnte afgørelse fandt Kommissionen i det væsentlige, at de pågældende regler ikke kunne anses for at falde uden for anvendelsesområdet for artikel 101, stk. 1, TEUF, med den begrundelse, at de skulle være begrundet i legitime mål og være nødvendige for at forfølge disse.

32

I 268.-286. betragtning til afgørelsen fandt Kommissionen i det væsentlige, at voldgiftsreglerne, selv om de ikke i sig selv udgjorde en konkurrencebegrænsning, ikke desto mindre skulle anses for at forstærke den konkurrencebegrænsning, som reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling gav anledning til.

33

I 287.-348. betragtning til den omtvistede afgørelse fastslog Kommissionen navnlig, at reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling ikke opfyldte de betingelser, der kræves i henhold til artikel 101, stk. 3, TEUF for at kunne være omfattet af en fritagelse, at disse regler kunne påvirke handelen mellem medlemsstater, og at det var nødvendigt at pålægge ISU at bringe den i afgørelsen beskrevne overtrædelse til ophør under trussel om tvangsbøder. Særligt præciserede Kommissionen i 338.-342. betragtning til den nævnte afgørelse, at de foranstaltninger, som den pålagde ISU at træffe for at bringe overtrædelsen til ophør, bl.a. skulle bestå i for det første at fastsætte kriterier for forudgående godkendelse og pålæggelse af sanktioner, der er objektive og gennemsigtige, ikke er udtryk for forskelsbehandling og er forholdsmæssige, for det andet at iværksætte passende procedurer for forudgående godkendelse og pålæggelse af sanktioner og, for det tredje, at ændre voldgiftsreglerne på en sådan måde, at der sikres effektiv kontrol med de afgørelser, der træffes ved afslutningen af disse procedurer.

34

Den omtvistede afgørelses konklusion omfatter en artikel 1, hvorefter ISU »har overtrådt artikel 101 [TEUF] [...] ved at vedtage opstillingsreglerne, navnlig regel 102 og 103 i [de] almindelige bestemmelser af 2014 og 2016, og anvende dem på hurtigskøjteløb«. Konklusionen indeholder endvidere en artikel 2, i henhold til hvilken ISU pålægges at bringe overtrædelsen til ophør og at afstå fra at gentage den, og en artikel 4, hvorefter der skal pålægges tvangsbøder, såfremt disse pålæg ikke overholdes.

35

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. februar 2018 anlagde ISU søgsmål med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse. Til støtte for dette søgsmål gjorde ISU otte anbringender gældende, hvoraf det første i det væsentlige vedrørte en tilsidesættelse af begrundelsespligten, det andet til det femte en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF, for så vidt som denne artikel blev anvendt på reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling, det sjette en tilsidesættelse af samme artikel, for så vidt som denne bestemmelse blev anvendt på voldgiftsreglerne, og det syvende og det ottende den ulovlige karakter af de påbud henholdsvis tvangsbøder, som ISU blev pålagt.

36

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 1. juni 2018 fremsatte Mark Jan Hendrik Tuitert og Niels Kerstholt samt EU Athletes anmodning om tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande.

37

Ved kendelse af 12. september 2018 imødekom formanden for Rettens Syvende Afdeling interventionsanmodningerne.

38

Den 20. december 2019 henviste Retten sagen til behandling i et udvidet dommerkollegium.

39

Den 16. december 2020 afsagde Retten den appellerede dom, hvorved den i det væsentlige fastslog, at den omtvistede afgørelse ikke var behæftet med ulovlighed, for så vidt som den vedrørte reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling, men var ulovlig, får så vidt som den vedrørte voldgiftsreglerne.

40

I denne henseende fandt Retten for det første i den appellerede doms præmis 52-63, at det første anbringende, hvorefter den omtvistede afgørelse var behæftet med en selvmodsigende begrundelse, ikke kunne tages til følge.

41

For det andet fastslog Retten i den appellerede doms præmis 64-123, at det andet og det fjerde anbringende, som ISU havde fremsat, ikke gjorde det muligt at anse, at Kommissionens vurderinger, hvorefter reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling havde til formål at begrænse konkurrencen som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF, var urigtige.

42

I denne henseende fastslog Retten i det væsentlige indledningsvis i den appellerede doms præmis 69-76, at selv om de regelfastsættelses-, kontrol-, beslutnings- og sanktionsbeføjelser, som ISU havde, ikke var blevet tildelt dette forbund af en offentlig myndighed, skulle de regler, som det havde fastsat i sin egenskab af det eneste internationale sportsforbund, der findes inden for skøjteløb på is, fortolkes i lyset af navnlig retspraksis vedrørende den omstændighed, at én og samme enhed udøver økonomisk virksomhed samtidig med udøvelse af beføjelser, der kan anvendes til at forhindre enheder eller virksomheder, der i øjeblikket eller potentielt konkurrerer med denne, i at indtræde på markedet (dom af 1.7.2008, MOTOE,C-49/07, EU:C:2008:376, og af 28.2.2013, Ordem dos Técnicos Oficiais de Contas,C-1/12, EU:C:2013:127). Retten bemærkede i denne forbindelse endvidere, at reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling vedrørte afholdelse af de vigtigste og mest indbringende internationale konkurrencer i hurtigskøjteløb på is og i særdeleshed forudgående godkendelse af disse konkurrencer og atleters deltagelse heri.

43

Retten fandt dernæst i den appellerede doms præmis 77-121, at Kommissionen i betragtning af indholdet af reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling, de formål, de tilsigter at opfylde, samt den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori de indgår, på gyldig vis kunne konkludere, at disse regler havde til formål at begrænse konkurrencen som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF.

44

Endelig fastslog Retten i den appellerede doms præmis 123, at det i konsekvens heraf ikke var nødvendigt derudover at undersøge de argumenter, som ISU havde fremført inden for rammerne af det tredje anbringende med henblik på at bestride Kommissionens vurderinger med hensyn til de nævnte reglers faktiske eller potentielle virkninger på konkurrencen.

45

For det tredje fandt Retten i den appellerede doms præmis 124-130, at Kommissionen i modsætning til, hvad ISU gjorde gældende i det femte anbringende, ikke havde tilsidesat det territoriale anvendelsesområde for artikel 101 TEUF ved i den omtvistede afgørelse at tage hensyn til ISU’s afslag på at godkende et projekt til en konkurrence i hurtigskøjteløb på is, der skulle afholdes i Dubai (De Forenede Arabiske Emirater), dvs. i et tredjeland. Retten var i denne henseende i det væsentlige af den opfattelse, at Kommissionen havde henvist til denne omstændighed for at eksemplificere anvendelsen af ISU’s regler om forudgående godkendelse, alt imens den i øvrigt havde godtgjort, at disse regler kunne have umiddelbare, væsentlige og forudsigelige virkninger inden for Unionen.

46

For det fjerde fastslog Retten i den appellerede doms præmis 134-140, at ISU’s sjette anbringende, der vedrørte Kommissionens vurdering af voldgiftsreglerne i den omtvistede afgørelse, var af betydning, og tog dernæst i den appellerede doms præmis 141-164 dette anbringende til følge.

47

Endelig og for det femte fandt Retten i overensstemmelse hermed i den appellerede doms præmis 165-178, at ISU’s syvende og ottende anbringende, der vedrørte lovligheden af de påbud og tvangsbøder, der fremgik af den omtvistede afgørelse, delvis måtte tages til følge, for så vidt som disse påbud og tvangsbøder vedrørte voldgiftsreglerne. Derudover forkastede Retten ved samme lejlighed disse anbringender.

48

Henset til samtlige disse vurderinger annullerede Retten delvist den omtvistede afgørelses artikel 2 og 4, mens den i øvrigt frifandt Kommissionen.

49

ISU har i appelskriftet nedlagt følgende påstande:

50

Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og om, at ISU tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

51

Mark Jan Hendrik Tuitert og Niels Kerstholt samt EU Athletes har nedlagt påstand om, at appellen forkastes.

52

Mark Jan Hendrik Tuitert og Niels Kerstholt samt EU Athletes har i kontraappelskriftet nedlagt følgende påstande:

53

Kommissionen har nedlagt påstand om, at kontraappellen tages til følge, og om, at ISU tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

54

ISU har nedlagt påstand om, at kontraappellen forkastes, og at Mark Jan Hendrik Tuitert og Niels Kerstholt samt EU Athletes tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

55

Til støtte for sine påstande om delvis ophævelse af den appellerede dom har ISU gjort to anbringender gældende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 263 TEUF, sammenholdt med artikel 101, stk. 1, TEUF.

56

ISU har derudover anmodet Domstolen om at overtage tvisten og træffe afgørelse herom.

57

Med det første anbringende, som er opdelt i tre led, har ISU i det væsentlige foreholdt Retten at have tilsidesat sin funktion som retsinstans, der udfører legalitetskontrol af de afgørelser, som Kommissionen vedtager i medfør af konkurrencereglerne, og at have tilsidesat begrebet konkurrencebegrænsende »formål« i henhold til artikel 101, stk. 1, TEUF.

58

ISU har forud for fremsættelsen af dette anbringende fremhævet tre kontekstuelle forhold, som ifølge dette forbund bør være til nytte ved undersøgelsen af anbringendet.

59

For det første har ISU anført, at i næsten et århundrede (1892-1990) fandt de opstillingsregler, der udstikker rammerne for atleters deltagelse i konkurrencer i skøjteløb på is, udelukkende anvendelse på amatører, før det efter en ændring i IOC’s holdning blev besluttet også at tillade professionelle at deltage i disse konkurrencer. ISU har videre anført, at det var som følge af denne ændring, at de regler om forudgående godkendelse, der gælder for de nævnte konkurrencer, blev indført, med det formål at sikre, at konkurrencerne fandt sted i henhold til de samme regler i hele verden, uanset om de blev afholdt af ISU eller af en tredjepartsenhed- eller virksomhed.

60

For det andet har ISU påpeget, at den omtvistede afgørelse er rettet mod hurtigskøjteløb på is, som er en nichesportsdisciplin, der for dette forbund vedrørende 2016 udgjorde en omsætning på 5 mio. schweizerfranc (CHF) (ca. 5,1 mio. EUR med den nuværende valutakurs), ud af en samlet omsætning på næsten 32 mio. CHF (ca. 32,7 mio. EUR med den nuværende valutakurs), hvoraf resten hidrører fra den mere kendte sportsdisciplin kunstskøjteløb. ISU har tilføjet, at denne nichesportsdisciplin kun har begrænset tiltrækningskraft for den brede offentlighed, og at denne situation forklarer, hvorfor ingen tredjepartsenhed- eller virksomhed nogensinde havde indgivet en ansøgning til ISU om at afholde en international konkurrence inden for dette område, indtil den, som der henvises til i den omtvistede afgørelse. I modsætning hertil har ISU i løbet af de sidste 20 år modtaget 20 ansøgninger af denne slags inden for kunstskøjteløb, som alle blev godkendt. ISU har ligeledes præciseret, at forbundets begrundelse for ved to lejligheder (nærmere bestemt i 2011 og dernæst i 2014) at afslå at godkende den eneste ansøgning, der var blevet forelagt det inden for hurtigskøjteløb på is, var den centrale rolle, som arrangøren af den påtænkte internationale konkurrence havde til hensigt at give væddemål. Desuden blev det pågældende projekt i sidste ende godkendt i Nederlandene i 2016 i et format, der ikke længere omfattede væddemål.

61

For det tredje har ISU gjort gældende, at selv om Kommissionen i den omtvistede afgørelse konkluderede, at reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling havde et konkurrencebegrænsende »formål« og en konkurrencebegrænsende »følge«, gav den ikke desto mindre afkald på den principielle modstand mod disse regler, som den oprindeligt havde givet udtryk for i klagepunktsmeddelelsen, idet den i den foreliggende sag fokuserede på, at reglerne var vilkårlige og uforholdsmæssige. Dette forklarer i øvrigt, hvorfor ISU iværksatte de påbud, der fremgår af den omtvistede afgørelses artikel 2, navnlig ved hjælp af en meddelelse, hvormed det tilsigtedes at ændre disse regler, ikke at afskaffe dem.

62

Kommissionen har bestridt, at de kontekstuelle forhold, som ISU har henvist til i appelsagen, er korrekte, og har gjort gældende, at ISU på ingen måde har påberåbt sig, at der var tale om en forkert gengivelse af de faktiske omstændigheder for Domstolen, og at de omstændigheder, der fremstilles i den appellerede dom, følgelig må anses for at være endelig fastslået. Kommissionen har navnlig påpeget for det første, at de 20 internationale konkurrencer i kunstskøjteløb, som ISU godkendte, i virkeligheden ikke blev afholdt af tredjepartsenheder- eller virksomheder, men af medlemmer af dette forbund. For det andet var det projekt til en konkurrence i hurtigskøjteløb på is, som ISU i sidste ende godkendte i 2016, i mellemtiden også blevet overtaget af et nationalt forbund, der var medlem af ISU. For det tredje blev ISU’s afslag på at godkende dette projekt, således som det oprindeligt var udformet af en tredjepartsvirksomhed, meddelt på et tidspunkt, hvor dette forbund udmærket var klar over, at det ikke var planlagt at gøre brug af væddemål i denne forbindelse.

63

Kommissionen har desuden fremhævet, at appelbehandlingen bør foregå i overensstemmelse med den omtvistede afgørelse og den appellerede dom, idet der tages hensyn til, hvorledes ISU’s regler påvirker ikke alene atleterne, som reglerne forhindrer i frit at tilbyde deres tjenesteydelser til andre potentielle arrangører af internationale konkurrencer end ISU og dets medlemmer, men også disse aktører selv, som reglerne både direkte (reglerne om forudgående godkendelse) og indirekte (opstillingsreglerne) forhindrer i frit at afholde internationale konkurrencer.

64

Mark Jan Hendrik Tuitert og Niels Kerstholt samt EU Athletes har støttet denne argumentation.

65

Med det første anbringendes første led har ISU foreholdt Retten at have forkastet – som ugrundede, uden betydning eller uden at have undersøgt dem – visse af de argumenter og beviser, som dette forbund havde fremlagt i første instans inden for rammerne af sit andet annullationsanbringende om tilsidesættelse af artikel 101, stk. 1, TEUF, med henblik på at bestride de vurderinger, som Kommissionen havde støttet sig på for at fastslå, at der forelå et konkurrencebegrænsende »formål«.

66

I denne forbindelse har ISU indledningsvis gjort gældende, at Kommissionen i den omtvistede afgørelse i praksis under ét vurderede vedtagelsen og anvendelsen af reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling samlet og dernæst kvalificerede disse to bestanddele som havende et konkurrencebegrænsende »formål«, således som Retten i øvrigt anerkendte i den appellerede doms præmis 57 og 126.

67

ISU har dernæst anført, at det med sit andet annullationsanbringende opfordrede Retten til at se bort fra denne retlige kvalifikation og forkaste de åbenbart urigtige skøn, som havde ført til, at Kommissionen lagde denne kvalifikation til grund. ISU har navnlig præciseret, at det i første instans havde bestridt Kommissionens forskellige vurderinger, der fremgår af 174.-179. betragtning til den omtvistede afgørelse, med hensyn til den anvendelse af reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling, som for så vidt angår hurtigskøjteløb på is blev anskueliggjort ved ISU’s – angiveligt forsætlige og konkurrencebegrænsende – afslag på at godkende det eneste projekt til en international konkurrence, der var blevet indgivet til dette forbund i løbet af de sidste 20 år, i den oprindelige version heraf, og for så vidt angår kunstskøjteløb ved den omstændighed, at der sideløbende hermed blev godkendt ca. 20 internationale konkurrencer, som blev afholdt af tredjeparter.

68

Endelig har ISU gjort gældende, at Retten tilsidesatte sin funktion i henhold til artikel 263 TEUF, idet den i den appellerede doms præmis 116, 117, 121 og 127 forkastede ISU’s argumenter og beviser i så henseende med den begrundelse, at de var ugrundede, uden betydning eller endog uden relevans, for så vidt som de vedrørte enten spørgsmål om forsætlighed og anvendelse, som det ikke var nødvendigt at tage i betragtning for at fastslå, at der forelå et konkurrencebegrænsende »formål«, eller en anden sportsdisciplin end den, der udgjorde det marked, som var berørt af den pågældende restriktion. Derudover undlod Retten at tage stilling til andre argumenter og beviser, der var blevet forelagt den, navnlig dem, der vedrørte væddemålsproblematikken. ISU har i denne forbindelse fremhævet, at væddemål, selv om de ganske rigtigt ikke indgik i det projekt til en international tredjepartskonkurrence, som var blevet forelagt forbundet, ikke desto mindre var en central del af det koncept, som arrangøren af den pågældende konkurrence havde til hensigt at fremme.

69

Kommissionen har, støttet af Mark Jan Hendrik Tuitert og Niels Kerstholt samt EU Athletes, bestridt samtlige disse argumenter.

70

Med det første anbringendes andet led har ISU foreholdt Retten at have erstattet Kommissionens faktiske og retlige vurdering med sin egen, idet den lagde til grund, at der forelå en anden overtrædelse end den, der var blevet konstateret i den omtvistede afgørelses artikel 1, hvorved Retten tilsidesatte sin funktion i henhold til artikel 263 TEUF og støttede sig på en fejlagtig fortolkning af artikel 101, stk. 1, TEUF.

71

I denne henseende har ISU for det første gjort gældende, at Retten ikke alene rettede sin opmærksomhed mod en adfærd, der til dels var anderledes end den, som Kommissionen havde rejst tvivl om (idet Retten tog sigte på selve eksistensen af reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling, og ikke længere på den samlede vedtagelse og anvendelse af disse regler), men også kvalificerede den pågældende adfærd anderledes. Hvad angår sidstnævnte aspekt fastslog Retten nemlig udelukkende, at der forelå et konkurrencebegrænsende »formål«, idet den tilmed støttede sig ikke alene på de forhold, som Kommissionen havde lagt til grund i den omtvistede afgørelses afsnit 8.3 (med overskriften »Konkurrencebegrænsende formål«), men tillige på de forhold, der henvises til i afgørelsens afsnit 8.5 (med overskriften »Opstillingsreglerne er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 101 [TEUF]«). Sidstnævnte afsnit vedrører imidlertid et særskilt spørgsmål.

72

For det andet var denne omskrivning af den omtvistede afgørelse i sig selv støttet på en i retlig henseende fejlagtig fortolkning af artikel 101, stk. 1, TEUF.

73

I denne bestemmelse sondres der nemlig mellem konkurrencebegrænsende »formål« og konkurrencebegrænsende »følge«, idet den første af disse to kvalifikationer kun finder anvendelse på adfærd, der efter sin art kan betragtes som skadelig for konkurrencen. I den foreliggende sag forklarede Retten imidlertid ikke, i hvilken henseende de forskellige forhold, som den henviste til i den appellerede doms præmis 87-89, 91-93 og 101-110, begrundede at anvende en sådan kvalifikation. Tværtimod begrænsede den sig til at undersøge ordlyden af reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling samt de mål, som de tilsigtede at opfylde, på et abstrakt plan og uden hensyn til sammenhængen, og dernæst efter denne undersøgelse fastslå, at der var mulighed eller risiko for, at disse regler, henset til den diskretionære beføjelse, som de tillægger ISU, ville kunne anvendes i konkurrencebegrænsende øjemed.

74

Desuden er den retspraksis, som Retten støttede sig på i forbindelse med den nævnte undersøgelse (dom af 1.7.2008, MOTOE,C-49/07, EU:C:2008:376, og af 28.2.2013, Ordem dos Técnicos Oficiais de Contas,C-1/12, EU:C:2013:127) udelukkende relevant, når der foreligger en konkurrencebegrænsende »følge«, og kan således ikke anvendes analogt for at tage stilling til, om der eventuelt foreligger et konkurrencebegrænsende »formål«, således som Retten gjorde i den appellerede doms præmis 72 og 88.

75

Kommissionen har, støttet af Mark Jan Hendrik Tuitert og Niels Kerstholt samt EU Athletes, bestridt samtlige disse argumenter.

76

Med det første anbringendes tredje led har ISU foreholdt Retten at have begået retlige fejl, idet den stadfæstede de vurderinger, som havde ført til, at Kommissionen konkluderede, at reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling havde et konkurrencebegrænsende formål.

77

ISU har i denne forbindelse for det første gjort gældende, at det var med urette, at Retten antog, at indholdet af disse regler kunne påberåbes til støtte for en sådan kvalifikation.

78

I modsætning til, hvad Kommissionen gav udtryk for i 162. og 163. betragtning til den omtvistede afgørelse, og til, hvad Retten tilkendegav i den appellerede doms præmis 91 og 95, er den omstændighed, at de nævnte regler hjemler mulighed for, at ISU kan anvende en række strenge sanktioner over for atleter, der deltager i ikke-godkendte internationale konkurrencer i hurtigskøjteløb på is, nemlig ifølge det pågældende forbund ikke i sig selv tilstrækkelig til at fastslå, at der foreligger et konkurrencebegrænsende formål. Det kræves således tillige, at undersøgelsen af deres virkninger gør det muligt at fastslå, at de er blevet anvendt over for atleter, der har deltaget i konkurrencer, for hvilke det viser sig, at der er givet afslag på godkendelse af en ulovlig grund.

79

Dernæst gør den omstændighed, at reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling ikke henviser til præcist identificerbare formål, at de ikke indeholder klart fastlagte kriterier, og at ISU følgelig råder over en diskretionær beføjelse eller i det mindste et for vidt skøn med hensyn til anvendelse af reglerne, det i modsætning til, hvad der fremgår af bl.a. 163. betragtning til den omtvistede afgørelse, og til, hvad Retten konstaterede i den appellerede doms præmis 85-89, heller ikke i sig selv muligt at fastslå, at der foreligger et konkurrencebegrænsende formål. Det er også i dette tilfælde nødvendigt at vurdere de konkrete virkninger af reglerne.

80

Endvidere gør den omstændighed, at disse regler i den version, der blev vedtaget i 2014, henviste til beskyttelsen af ISU’s økonomiske interesser, det i modsætning til, hvad Kommissionen gjorde gældende i navnlig 164. og 165. betragtning til den omtvistede afgørelse, ikke i sig selv muligt at konkludere, at der foreligger en konkurrencebegrænsning, hvilket Retten i øvrigt anerkendte i den appellerede doms præmis 98 og 109.

81

Endelig er den omstændighed, at de nævnte regler kan anvendes på atleter, der deltager i en international tredjepartskonkurrence, som ikke er godkendt af ISU, uafhængigt af eventuelle uoverensstemmelser med hensyn til tidsplaner mellem den pågældende konkurrence og en konkurrence, der afholdes af eller er godkendt af ISU, i modsætning til, hvad Kommissionen gav udtryk for i 166. betragtning til den omtvistede afgørelse, og til, hvad Retten antog i den appellerede doms præmis 97, uden relevans, for så vidt som det ikke var en sådan uoverensstemmelse med hensyn til tidsplaner, der førte til, at ISU i den oprindelige version heraf afslog det projekt til en international tredjepartskonkurrence, som er nævnt i den omtvistede afgørelse, men det forhold, at der var tale om at fremme væddemål.

82

For det andet har ISU gjort gældende, at Retten tog fejl i tre henseender, idet den undersøgte de mål, som reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling tilsigtede at opfylde.

83

Indledningsvis anerkendte Retten i den appellerede doms præmis 109 i modsætning til, hvad Kommissionen havde fastslået i 169. betragtning til den omtvistede afgørelse, at ISU var berettiget til at søge at beskytte sine økonomiske interesser, men den undlod at drage konsekvensen heraf, nemlig at den nævnte institution ikke af denne omstændighed alene kunne udlede, at der forelå et konkurrencebegrænsende formål.

84

Dernæst forsøgte Retten at afhjælpe denne fejl og den deraf følgende manglende mulighed for at støtte sig på de mål, som reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling tilsigtede at opfylde, med henblik på at begrunde en kvalifikation af et konkurrencebegrænsende formål, idet den i den appellerede doms præmis 111 udledte et sådant formål af andre forhold, som vedrørte disse reglers angiveligt noget uklare, vilkårlige og uforholdsmæssige karakter. Retten erstattede herved Kommissionens vurdering med sin egen, idet denne institution i den omtvistede afgørelse havde støttet sig på disse forhold i andet øjemed (255.-258. betragtning) end at fastslå, at der forelå et konkurrencebegrænsende formål (162.-187. betragtning).

85

Endelig fremgår det af retspraksis, at de nævnte forhold alene er relevante med henblik på at forstå virkningen af en adfærd, der kan begrænse konkurrencen (dom af 28.2.2013, Ordem dos Técnicos Oficiais de Contas,C-1/12, EU:C:2013:127, præmis 69).

86

For det tredje har ISU gjort gældende, at Retten begik retlige fejl, idet den efterprøvede Kommissionens vurderinger med hensyn til den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling indgår. Dels forkastede Retten med urette i den appellerede doms præmis 115-117 ISU’s argumenter vedrørende godkendelsen af talrige internationale tredjepartskonkurrencer inden for kunstskøjteløb med den begrundelse, at dette område ikke var en del af det relevante marked i den foreliggende sag. Det fremgår nemlig af retspraksis, at der som led i undersøgelsen af en sådan sammenhæng kan tages hensyn til forhold, der vedrører et andet marked end det relevante marked (dom af 11.9.2014, CB mod Kommissionen,C-67/13 P, EU:C:2014:2204, præmis 78 og 79). Dels lod Retten med urette i den appellerede doms præmis 119 disse talrige bekræftede eksempler på godkendelse af tredjepartskonkurrencer ude af betragtning med den begrundelse, at Kommissionen ifølge Retten med rette havde fastslået, at der forelå en mulighed eller en risiko for, at reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling ville kunne anvendes vilkårligt.

87

Kommissionen har, støttet af Mark Jan Hendrik Tuitert og Niels Kerstholt samt EU Athletes, bestridt samtlige disse argumenter.

88

Med det første appelanbringendes tre led har ISU i forskellig henseende kritiseret den måde, hvorpå Retten efterprøvede den omtvistede afgørelses lovlighed, og det resultat, som den nåede frem til efter denne kontrol. Nærmere bestemt har ISU gjort gældende, at den appellerede dom, henset dels til betydningen og rækkevidden af artikel 101 TEUF, dels til den måde, hvorpå Kommissionen anvendte denne bestemmelse i den omtvistede afgørelse, skal ophæves som følge af retlige fejl vedrørende for det første den omstændighed, at Retten erstattede Kommissionens vurdering med sin egen, idet den antog, at der forelå en anden overtrædelse end den, som Kommissionen havde fastslået (andet led), for det andet den omstændighed, at Retten fejlagtigt antog, at denne overtrædelse kunne anses for at have til »formål« at begrænse konkurrencen (andet og tredje led), og for det tredje den omstændighed, at Retten tilsidesatte sin funktion, idet den forkastede visse af de argumenter og beviser, der var blevet forelagt den med henblik på at bestride denne kvalificering (første og tredje led).

89

I betragtning af, hvorledes dette anbringende er opdelt, skal dets forskellige led efter at have mindet om betydningen og rækkevidden af de bestemmelser i artikel 101 TEUF, på baggrund af hvilke det skal vurderes, om der er grundlag for de forskellige led, undersøges samlet.

90

Der mindes i denne forbindelse indledningsvis om, at hverken Kommissionens og Rettens konstateringer, hvorefter ISU i henseende til artikel 101 TEUF skal kvalificeres som en »sammenslutning af virksomheder«, som desuden udøver økonomisk virksomhed, der består i afholdelse og kommerciel udnyttelse af internationale konkurrencer i hurtigskøjteløb på is, eller de konstateringer, hvorefter reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling udgør en »vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder« som omhandlet i samme artikel, er blevet bestridt. De konstateringer, hvorefter den pågældende vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder kan »påvirke handelen mellem medlemsstater« som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF, er ligeledes ikke blevet bestridt. Endelig er de konstateringer, hvorefter den pågældende vedtagelse ikke opfylder de forskellige betingelser, der kræves for at være omfattet af en fritagelse i henhold til artikel 101, stk. 3, TEUF, ligeledes ikke blevet bestridt, end ikke subsidiært.

91

Sportsudøvelse henhører, for så vidt som der er tale om en økonomisk virksomhed, under de EU-retlige bestemmelser, der gælder i forhold til en sådan aktivitet (jf. i denne retning dom af 12.12.1974, Walrave og Koch, 36/74, EU:C:1974:140, præmis 4, og af 16.3.2010, Olympique Lyonnais,C-325/08, EU:C:2010:143, præmis 27).

92

Kun visse specifikke regler, der dels udelukkende er vedtaget af ikke-økonomiske grunde, og som dels vedrører spørgsmål, der alene angår sporten som sådan, skal anses for ikke at have noget med økonomisk virksomhed at gøre. Dette er særligt tilfældet for regler, der vedrører udelukkelse af udenlandske spillere fra sammensætningen af hold, som deltager i turneringer mellem hold, der repræsenterer deres land, eller fastsættelse af klassifikationskriterier, som anvendes ved udtagelse af idrætsudøvere, der deltager individuelt i turneringer (jf. i denne retning dom af 12.12.1974, Walrave og Koch, 36/74, EU:C:1974:140, præmis 8, af 15.12.1995, Bosman,C-415/93, EU:C:1995:463, præmis 76 og 127, og af 11.4.2000, Deliège,C-51/96 og C-191/97, EU:C:2000:199, præmis 43, 44, 63, 64 og 69).

93

Med undtagelse af disse specifikke regler er regler, der er vedtaget af sportsforbund, og i bredere forstand den adfærd, som de forbund, der har vedtaget dem, udviser, omfattet af EUF-traktatens konkurrenceretlige bestemmelser, når betingelserne for anvendelse af disse bestemmelser er opfyldt (jf. i denne retning dom af 18.7.2006, Meca-Medina og Majcen mod Kommissionen, C-519/04 P, EU:C:2006:492, præmis 30-33), hvilket indebærer, at disse forbund kan kvalificeres som »virksomheder« som omhandlet i artikel 101 TEUF og 102 TEUF, eller at de omhandlede regler kan kvalificeres som »vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder« som omhandlet i artikel 101 TEUF.

94

Dette kan særligt være tilfældet for regler om et sportsforbunds udøvelse af beføjelser med henblik på forudgående godkendelse af sportskonkurrencer, hvis afholdelse og kommercielle udnyttelse er økonomisk virksomhed for de virksomheder, der beskæftiger sig hermed eller har til hensigt at beskæftige sig hermed, herunder et sådant forbund (jf. i denne retning dom af 1.7.2008, MOTOE,C-49/07, EU:C:2008:376, præmis 28). Dette kan ligeledes være tilfældet for regler, der har til formål at udstikke rammerne for atleters deltagelse i sådanne konkurrencer, idet en sådan deltagelse er økonomisk virksomhed, hvis atleterne udøver den pågældende sport på et hel- eller halvprofessionelt grundlag.

95

Sportslig aktivitet er under disse omstændigheder kendetegnet ved nogle ubestridelige særlige forhold, der, alt imens de særligt vedrører amatørsporten, også er at finde i sportsudøvelse som økonomisk virksomhed (jf. i denne retning dom af 13.4.2000, Lehtonen og Castors Braine, C-176/96, EU:C:2000:201, præmis 33).

96

De særlige forhold, der kendetegner en økonomisk sektor, kan imidlertid ved anvendelsen af artikel 101 TEUF og mere specifikt ved undersøgelsen af, hvorvidt en given adfærd skal anses for at have til »formål« eller, hvis dette ikke er tilfældet, til »følge« at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen, eventuelt – blandt andre forhold og for så vidt som de er relevante – tages i betragtning under hensyntagen til den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori den pågældende adfærd indgår, samt de »faktiske forhold« eller »faktiske rammer«, der kendetegner de pågældende sektorer eller markeders opbygning og reelle funktion (jf. i denne retning dom af 15.12.1994, DLG,C-250/92, EU:C:1994:413, præmis 31). En sådan undersøgelse kan indebære, at der tages hensyn til eksempelvis den pågældende sportsgrens karakter, opbygning eller funktion og mere specifikt til, hvor professionaliseret den er, den måde, hvorpå den udøves, den måde, hvorpå de forskellige aktører, der deltager heri, interagerer, eller den betydning, som de strukturer eller organer, der er ansvarlige for den på alle planer, og som Unionen i henhold til artikel 165, stk. 3, TEUF fremmer samarbejdet med, har.

97

Det fastslås i artikel 101, stk. 1, TEUF, at alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan påvirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for det indre marked, er uforenelige med det indre marked og er forbudt.

98

For at det i et givet tilfælde kan anses, at en aftale, en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder eller en samordnet praksis er omfattet af forbuddet i artikel 101, stk. 1, TEUF, er det i henhold til selve ordlyden af denne bestemmelse nødvendigt, at det påvises, enten at den pågældende adfærd har til formål at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen, eller at adfærden har en sådan følge (jf. i denne retning dom af 30.6.1966, LTM,56/65, EU:C:1966:38, s. 216, og af 29.6.2023, Super Bock Bebidas,C-211/22, EU:C:2023:529, præmis 31).

99

Der skal i dette øjemed i første omgang foretages en undersøgelse af formålet med den pågældende adfærd. Såfremt det efter en sådan undersøgelse viser sig, at denne adfærd har et konkurrencebegrænsende formål, er det ikke nødvendigt at undersøge dens virkning på konkurrencen. Det er således alene i tilfælde af, at den nævnte adfærd ikke kan anses for at have et sådant konkurrencebegrænsende formål, at det er nødvendigt i anden omgang at undersøge en sådan virkning (jf. i denne retning dom af 30.6.1966, LTM,56/65, EU:C:1966:38, s. 216, og af 26.11.2015, Maxima Latvija,C-345/14, EU:C:2015:784, præmis 16 og 17).

100

Den undersøgelse, der skal foretages, er forskellig, alt efter om den vedrører spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende adfærd har til »formål« eller til »følge« at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen, idet disse to begreber er underlagt forskellige regelsæt og forskellige bevisregler (jf. i denne retning dom af 30.1.2020, Generics (UK) m.fl.,C-307/18, EU:C:2020:52, præmis 63).

101

Som det følger af Domstolens faste praksis som sammenfattet i navnlig dom af 23. januar 2018, F. Hoffmann-La Roche m.fl. (C-179/16, EU:C:2018:25, præmis 78), og af 30. januar 2020, Generics (UK) m.fl. (C-307/18, EU:C:2020:52, præmis 67), skal begrebet konkurrencebegrænsende »formål«, alt imens det, således som det fremgår af denne doms præmis 98 og 99, ikke udgør en undtagelse i forhold til begrebet konkurrencebegrænsende »følge«, ikke desto mindre fortolkes indskrænkende.

102

Dette begreb skal dermed forstås således, at det udelukkende henviser til visse former for samordning mellem virksomheder, der er tilstrækkeligt skadelige for de normale konkurrencevilkår til, at det ikke er nødvendigt at undersøge deres virkninger. Således kan visse former for samordning mellem virksomheder efter deres art betragtes som skadelige for de normale konkurrencevilkår (jf. i denne retning dom af 30.6.1966, LTM,56/65, EU:C:1966:38, s. 216, af 23.1.2018, F. Hoffmann-La Roche m.fl.,C-179/16, EU:C:2018:25, præmis 78, og af 30.1.2020, Generics (UK) m.fl.,C-307/18, EU:C:2020:52, præmis 67).

103

De former for adfærd, der skal betragtes som værende således, omfatter først og fremmest visse former for hemmelig adfærd, som er særligt skadelige for konkurrencen, såsom horisontale karteller, der resulterer i prisfastsættelse, begrænsning af produktionskapacitet eller opdeling af kunder. Disse former for adfærd kan nemlig medføre prisstigninger eller en nedgang i produktionen og dermed i udbuddet, hvilket kan resultere i en ringe ressourceanvendelse til skade for brugervirksomhederne og forbrugerne (jf. i denne retning dom af 20.11.2008, Beef Industry Development Society og Barry Brothers, C-209/07, EU:C:2008:643, præmis 17 og 33, af 11.9.2014, CB mod Kommissionen,C-67/13 P, EU:C:2014:2204, præmis 51, og af 16.7.2015, ING Pensii,C-172/14, EU:C:2015:484, præmis 32).

104

Uden nødvendigvis at være lige så skadelige for konkurrencen kan andre former for adfærd i visse tilfælde også anses for at have et konkurrencebegrænsende formål. Dette er navnlig tilfældet for visse andre former for horisontale aftaler end karteller, f.eks. aftaler, der fører til udelukkelse af konkurrerende virksomheder fra markedet (jf. i denne retning dom af 30.1.2020, Generics (UK) m.fl.,C-307/18, EU:C:2020:52, præmis 76, 77, 83-87 og 101, og af 25.3.2021, Lundbeck mod Kommissionen,C-591/16 P, EU:C:2021:243, præmis 113 og 114), eller visse former for vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder, som har til formål at samordne deres medlemmers adfærd, navnlig med hensyn til priser (jf. i denne retning dom af 27.1.1987, Verband der Sachversicherer mod Kommissionen,45/85, EU:C:1987:34, præmis 41).

105

Med henblik på i et givet tilfælde at afgøre, om en aftale, en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder eller en samordnet praksis efter sin art er tilstrækkeligt skadelig for konkurrencen til at kunne anses for at have til formål at hindre, begrænse eller fordreje denne, er det nødvendigt for det første at undersøge indholdet af den omhandlede aftale, vedtagelse eller praksis, for det andet den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori de indgår, og for det tredje de formål, de tilsigter at opfylde (jf. i denne retning dom af 11.9.2014, CB mod Kommissionen,C-67/13 P, EU:C:2014:2204, præmis 53, og af 23.1.2018, F. Hoffmann-La Roche m.fl.,C-179/16, EU:C:2018:25, præmis 79).

106

Hvad indledningsvis i denne henseende angår den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori den pågældende adfærd indgår, skal arten af de produkter eller tjenesteydelser, der er tale om, samt hvorledes de pågældende sektorer eller markeder er opbygget og reelt fungerer, tages i betragtning (dom af 11.9.2014, CB mod Kommissionen,C-67/13 P, EU:C:2014:2204, præmis 53, og af 23.1.2018, F. Hoffmann-La Roche m.fl.,C-179/16, EU:C:2018:25, præmis 80). Det er derimod på ingen måde nødvendigt at undersøge endsige påvise den pågældende adfærds virkninger for konkurrencen, uanset om disse er faktiske eller potentielle eller negative eller positive, således som dette fremgår af den retspraksis, der henvises til i denne doms præmis 98 og 99.

107

Hvad dernæst angår de mål, der forfølges med den pågældende adfærd, skal det tilsigtede målområde for adfærden i forhold til konkurrencen fastlægges. Derimod er den omstændighed, at de involverede virksomheder har handlet uden subjektiv hensigt om at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen, eller den omstændighed, at de har forfulgt visse lovlige mål, ikke afgørende ved anvendelsen af artikel 101, stk. 1, TEUF (jf. i denne retning dom af 6.4.2006, General Motors mod Kommissionen,C-551/03 P, EU:C:2006:229, præmis 64 og 77 og den deri nævnte retspraksis, og af 20.11.2008, Beef Industry Development Society og Barry Brothers, C-209/07, EU:C:2008:643, præmis 21).

108

Endelig skal en hensyntagen til alle de forhold, der er omhandlet i denne doms tre foregående præmisser, under alle omstændigheder klarlægge de præcise grunde til, at den pågældende adfærd er tilstrækkeligt skadelig for konkurrencen til at begrunde den antagelse, at den har til formål at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen (jf. i denne retning dom af 11.9.2014, CB mod Kommissionen,C-67/13 P, EU:C:2014:2204, præmis 69).

109

Begrebet adfærd, som har en konkurrencebegrænsende »følge«, omfatter enhver adfærd, der ikke kan anses for at have et konkurrencebegrænsende »formål«, forudsat at det påvises, at den pågældende adfærd har til faktisk eller potentiel følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen i et mærkbart omfang (jf. i denne retning dom af 28.5.1998, Deere mod Kommissionen,C-7/95 P, EU:C:1998:256, præmis 77, og af 30.1.2020, Generics (UK) m.fl.,C-307/18, EU:C:2020:52, præmis 117).

110

Med henblik herpå er det nødvendigt at undersøge konkurrenceforholdene, som de ville være uden den pågældende aftale, vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder eller samordnede praksis (dom af 30.6.1966, LTM,56/65, EU:C:1966:38, s. 216 og 217, og af 30.1.2020, Generics (UK) m.fl.,C-307/18, EU:C:2020:52, præmis 118), ved at afgrænse det eller de markeder, på hvilket eller hvilke den pågældende adfærd forventes at skabe sine virkninger, og dernæst ved at fastslå, om disse er faktiske eller potentielle. Denne undersøgelse indebærer i sig selv, at der tages hensyn til alle relevante omstændigheder.

111

Det fremgår af Domstolens faste praksis, at det ikke nødvendigvis er alle aftaler mellem virksomheder eller alle vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder, som begrænser handlefriheden for de virksomheder, der er parter i den pågældende aftale, eller som skal efterkomme den pågældende vedtagelse, der er omfattet af det forbud, der er fastsat i artikel 101, stk. 1, TEUF. En undersøgelse af den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori visse af disse aftaler og vedtagelser indgår, kan nemlig føre til den konstatering, at disse aftaler eller vedtagelser for det første er begrundet i, at der forfølges et eller flere legitime mål af almen interesse, som ikke i sig selv er konkurrencebegrænsende, for det andet, at de konkrete metoder, der anvendes til at forfølge disse mål, reelt er nødvendige i dette øjemed, og for det tredje, at selv hvis det viser sig, at disse metoder naturligt har til følge, i det mindste potentielt, at begrænse eller fordreje konkurrencen, går denne naturlige følge ikke videre, end hvad der er nødvendigt, navnlig ved at eliminere enhver konkurrence. Denne retspraksis kan særligt finde anvendelse, når der foreligger aftaler eller vedtagelser, der har form af regler, som er vedtaget af en sammenslutning, såsom en faglig sammenslutning eller et sportsforbund, med henblik på at forfølge visse etiske eller moralske mål og mere generelt at udstikke rammerne for udøvelsen af en faglig aktivitet, hvis den pågældende sammenslutning eller det pågældende forbund godtgør, at de ovennævnte betingelser er opfyldt (jf. i denne retning dom af 19.2.2002, Wouters m.fl.,C-309/99, EU:C:2002:98, præmis 97, af 18.7.2006, Meca-Medina og Majcen mod Kommissionen, C-519/04 P, EU:C:2006:492, præmis 42-48, og af 28.2.2013, Ordem dos Técnicos Oficiais de Contas,C-1/12, EU:C:2013:127, præmis 93, 96 og 97).

112

Nærmere bestemt har Domstolen på sportsområdet været foranlediget til under henvisning til de oplysninger, som den har haft til sin rådighed, at fastslå, at det antidopingreglement, der er vedtaget af IOC, ikke falder ind under forbuddet i artikel 101, stk. 1, TEUF, selv om det begrænser atleternes handlefrihed og har som naturlig følge at begrænse den potentielle konkurrence mellem disse, idet det fastsætter en tærskelværdi, over hvilken tilstedeværelsen af nandrolon udgør doping, i den hensigt at sikre en loyal, ærlig og objektiv afvikling af sportskonkurrencer, at sikre lige chancer mellem atleterne, at beskytte deres sundhed og at sørge for, at de etiske værdier, der er centrale for sporten, herunder fortjeneste, overholdes (jf. i denne retning dom af 18.7.2006, Meca-Medina og Majcen mod Kommissionen, C-519/04 P, EU:C:2006:492, præmis 43-55).

113

Den i denne doms præmis 111 nævnte retspraksis kan derimod ikke finde anvendelse, når der foreligger en adfærd, der langt fra kun har til »følge«, i det mindste potentielt, at begrænse konkurrencen ved at begrænse visse virksomheders handlefrihed, men som er tilstrækkeligt skadelig for konkurrencen til at begrunde den antagelse, at den endog har til »formål« at hindre, begrænse eller fordreje den. Det er således kun, hvis det efter en undersøgelse af den i en given sag omhandlede adfærd viser sig, at denne adfærd ikke har til formål at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen, at det dernæst skal afgøres, om denne adfærd kan være omfattet af den pågældende retspraksis (jf. i denne retning dom af 28.2.2013, Ordem dos Técnicos Oficiais de Contas,C-1/12, EU:C:2013:127, præmis 69, af 4.9.2014, API m.fl.,C-184/13 – C-187/13, C-194/13, C-195/13 og C-208/13, EU:C:2014:2147, præmis 49, og af 23.11.2017, CHEZ Elektro Bulgaria og FrontEx International, C-427/16 og C-428/16, EU:C:2017:890, præmis 51, 53, 56 og 57).

114

For så vidt angår adfærd, som har til formål at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen, er det således kun i henhold til artikel 101, stk. 3, TEUF og under forudsætning af, at alle de i denne bestemmelse fastsatte betingelser er opfyldt, at der kan indrømmes en fritagelse fra forbuddet i artikel 101, stk. 1, TEUF (jf. i denne retning dom af 20.11.2008, Beef Industry Development Society og Barry Brothers, C-209/07, EU:C:2008:643, præmis 21).

115

De forskellige argumenter, som ISU har fremført, skal vurderes på baggrund af samtlige disse betragtninger.

116

Hvad angår ISU’s argumenter, hvorefter Retten erstattede Kommissionens vurdering med sin egen, idet den antog, at der forelå en anden overtrædelse end den, som Kommissionen havde fastslået, skal det for det første konstateres, at Retten i den appellerede doms præmis 57 og 126 i det væsentlige anførte, at Kommissionen havde antaget, at der forelå en overtrædelse, der bestod i, at ISU havde vedtaget reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling i de versioner heraf, som blev vedtaget i 2014 og 2016, og anvendt dem på det globale marked for afholdelse og kommerciel udnyttelse af internationale konkurrencer i hurtigskøjteløb på is og for udnyttelse af de forskellige rettigheder, der er knyttet til disse konkurrencer, således som ISU i øvrigt har påpeget i appelskriftet. Retten anførte ligeledes i den første af de to nævnte præmisser, at Kommissionen havde kvalificeret den pågældende adfærd som en overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF, med den begrundelse, at den både havde til »formål« og til »følge« at begrænse konkurrencen.

117

For det andet foretog Retten i den appellerede doms præmis 77-120 en efterprøvelse af de vurderinger, der havde ført til, at Kommissionen kvalificerede vedtagelse og anvendelse af reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling som en adfærd, der har til »formål« at begrænse konkurrencen, idet den for det første undersøgte de vurderinger, der vedrørte indholdet af disse regler, for det andet dem, der vedrørte formålene med reglerne, og for det tredje dem, der vedrørte den sammenhæng, hvori reglerne indgår, i overensstemmelse med Domstolens faste praksis, som der i øvrigt henvises til i den appellerede doms præmis 66 og 67. Efter at have foretaget denne efterprøvelse fastslog Retten i den appellerede doms præmis 121-123, at Kommissionen ikke havde begået en eneste af de retlige fejl og åbenbart urigtige skøn, som ISU havde foreholdt den, således at kvalifikationen af en adfærd, der har til »formål« at begrænse konkurrencen, ikke forekom at være uden grundlag, og at det følgelig ikke var nødvendigt at tage stilling til ISU’s argumenter vedrørende den alternative, subsidiære kvalifikation af en adfærd, der har til »følge« at begrænse konkurrencen.

118

Endelig og for det tredje fremgår det af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at fastlæggelsen af den i den foreliggende sag omhandlede adfærd og den kvalifikation, der blev foretaget heraf i den appellerede dom, i alle henseender svarer til indholdet af den omtvistede afgørelse. Den nævnte afgørelses artikel 1, hvorefter ISU havde overtrådt artikel 101, stk. 1, TEUF ved at vedtage reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling og anvende dem, skal nemlig fortolkes i lyset af 161.-188. betragtning til afgørelsen, hvori Kommissionen fandt, at disse regler, henset til deres indhold, de formål, de tilsigter at opfylde, samt den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori de indgår, skulle anses for at have et konkurrencebegrænsende »formål«, og dernæst i 194.-209. betragtning til afgørelsen på særskilt og uafhængig vis tilføjede, at de nævnte regler tillige havde til »følge« at begrænse konkurrencen.

119

Som det fremgår af disse forskellige konstateringer, anvendte Kommissionen nærmere bestemt ikke, således som ISU har hævdet, en retlig kvalifikation, der »kombinerede« de alternative begreber konkurrencebegrænsende »formål« og konkurrencebegrænsende »følge«. Den anvendte derimod parallelt to særskilte og indbyrdes uafhængige retlige kvalifikationer, som hver især, forudsat at de anses for begrundede, ville være tilstrækkelige til at danne grundlag for den omtvistede afgørelses dispositive del.

120

I modsætning til, hvad ISU har gjort gældende, tog Retten under disse omstændigheder ikke stilling til en anden overtrædelse end den, som Kommissionen havde fastslået. Tværtimod begrænsede den sig til at fastslå, at den første af de to retlige kvalifikationer, som den nævnte institution havde lagt til grund, ikke var behæftet med en eneste af de fejl, som ISU havde anført.

121

Selv om det er korrekt, at der i de afsnit i den appellerede dom, der vedrører efterprøvelsen af, om der er grundlag for denne kvalifikation, henset til indholdet af (præmis 81-98), formålene med (præmis 99-114) og den økonomiske og retlige sammenhæng for (præmis 115-120) reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling, på intet tidspunkt henvises til den måde, hvorpå reglerne var blevet anvendt af ISU, må det desuden konstateres, at denne fremgangsmåde er identisk med den, som Kommissionen fulgte i den omtvistede afgørelse. De afsnit i den nævnte afgørelse, hvori indholdet af (162.-167. og 180.-187. betragtning), formålene med (168.-171. betragtning) og den økonomiske og retlige sammenhæng for (172. og 173. betragtning) disse regler undersøges, beskæftiger sig nemlig heller ikke med en sådan problemstilling, som udelukkende behandles i forbindelse med forskellige afsnit, såsom dem, der vedrører ISU’s »hensigt« (174.-179. betragtning) eller de pågældende reglers »virkning« for konkurrencen (199.-205. betragtning).

122

ISU’s argumenter, hvorefter Retten antog, at der forelå en anden overtrædelse end den, som Kommissionen havde fastslået i den omtvistede afgørelse, idet Retten erstattede Kommissionens vurdering med sin egen, skal følgelig forkastes som ugrundede.

123

ISU’s argumenter, hvorefter Retten foretog en fejlagtig fortolkning af artikel 101, stk. 1, TEUF og på grundlag af denne fortolkning med urette konkluderede, at Kommissionen med rette havde kvalificeret reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling som havende et konkurrencebegrænsende »formål«, kan i det væsentlige inddeles i tre kategorier.

124

ISU har nærmere bestemt foreholdt Retten for det første at have foretaget en fejlagtig fortolkning af begrebet konkurrencebegrænsende »formål«, idet den i lighed med Kommissionen fandt, at undersøgelsen af den pågældende adfærds indhold, de formål, den tilsigtede at opfylde, samt den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori den indgik, henset til, hvilken type adfærd der var omhandlet i den foreliggende sag, skulle foretages på baggrund af dom af 1. juli 2008, MOTOE (C-49/07, EU:C:2008:376), og af 28.2.2013, Ordem dos Técnicos Oficiais de Contas (C-1/12, EU:C:2013:127). For det andet fastslog Retten med urette, at den pågældende adfærd skulle kvalificeres som en overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF, med den begrundelse, at den havde til »formål« at begrænse konkurrencen, således som det fremgik af Kommissionens vurderinger vedrørende indholdet af, formålet med og den økonomiske og retlige sammenhæng for reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling. Samtidig undlod Retten at tage stilling til andre væsentlige forhold, såsom den hensigt, som Kommissionen tillagde ISU, og disse reglers virkninger på det relevante marked samt på det forbundne marked for kunstskøjteløb. For det tredje begik Retten, idet den foretog en samlet undersøgelse af det andet og det fjerde annullationsanbringende, som vedrørte henholdsvis begrebet konkurrencebegrænsende »formål« som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF og Domstolens praksis, hvorefter visse former for adfærd kan anses for at falde uden for anvendelsesområdet for denne bestemmelse (dom af 19.2.2002, Wouters m.fl.,C-309/99, EU:C:2002:98), yderligere retlige fejl, der i det væsentlige bestod i at »forene« disse to særskilte spørgsmål og herved erstatte Kommissionens vurdering med sin egen.

125

Det følger af Domstolens praksis, at opretholdelse eller en ufordrejet udvikling af konkurrencen på det indre marked således kun kan garanteres, hvis virksomhederne sikres lige muligheder. Såfremt en virksomhed, der udøver en bestemt økonomisk aktivitet, tildeles beføjelsen til de jure eller endog de facto at afgøre, hvilke andre virksomheder der ligeledes har tilladelse til at udøve denne aktivitet, samt til at fastsætte de betingelser, hvorunder denne kan udøves, bliver den pågældende virksomhed imidlertid bragt i en interessekonflikt og tildeles en klar fordel i forhold til sine konkurrenter, idet den får mulighed for at forhindre andre virksomheders adgang til det pågældende marked eller at give fortrin til sin egen aktivitet (jf. i denne retning dom af 13.12.1991, GB-Inno-BM,C-18/88, EU:C:1991:474, præmis 25, af 12.2.1998, Raso m.fl.,C-163/96, EU:C:1998:54, præmis 28 og 29, og af 1.7.2008, MOTOE,C-49/07, EU:C:2008:376, præmis 38, 49, 51 og 52) og herved forhindre udviklingen af konkurrence på ydelser til skade for forbrugerne ved at begrænse produktion, udvikling af alternative produkter eller tjenester eller endog innovation på dette marked.

126

En sådan beføjelse kan følgelig kun tildeles en bestemt virksomhed på betingelse af, at beføjelsen er undergivet begrænsninger, forpligtelser og kontrol, uafhængigt af, om den har sin oprindelse i en medlemsstats tildeling af særlige eller eksklusive rettigheder, der sætter den virksomhed, som beføjelsen tildeles, i en situation, hvor den indtager en dominerende stilling på det relevante marked (jf. i denne retning dom af 1.7.2008, MOTOE,C-49/07, EU:C:2008:376, præmis 50 og 53), i en selvstændig adfærd, der udvises af en virksomhed med en dominerende stilling, som sætter den pågældende virksomhed i stand til at forhindre eventuelle konkurrerende virksomheder i at få adgang til dette marked eller forbundne eller beslægtede markeder (jf. i denne retning dom af 13.12.1991, GB-Inno-BM,C-18/88, EU:C:1991:474, præmis 17-20 og 24), eller i en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder, så meget desto mere, når den sammenslutning, som den pågældende vedtagelse hidrører fra, samtidig skal anses for en »virksomhed« som følge af den økonomiske virksomhed, som den udøver på det nævnte marked (jf. i denne retning dom af 28.2.2013, Ordem dos Técnicos Oficiais de Contas,C-1/12, EU:C:2013:127, præmis 39, 44, 45, 59, 91 og 92).

127

Domstolen har af denne grund tidligere fastslået, at hvis en sådan beføjelse ikke er undergivet begrænsninger, forpligtelser og kontrol, som gør det muligt at udelukke risikoen for misbrug af dominerende stilling, tilsidesætter den ved tildeling til en dominerende virksomhed i kraft af selve sin eksistens artikel 102 TEUF, efter omstændighederne sammenholdt med artikel 106 TEUF (jf. i denne retning dom af 1.7.2008, MOTOE,C-49/07, EU:C:2008:376, præmis 50 og 53).

128

Eftersom artikel 101 TEUF og 102 TEUF, alt imens de forfølger forskellige mål og har forskellige anvendelsesområder, kan anvendes samtidig på den samme adfærd, når betingelserne for deres respektive anvendelse er opfyldt (jf. i denne retning dom af 11.4.1989, Saeed Flugreisen og Silver Line Reisebüro, 66/86, EU:C:1989:140, præmis 32, af 16.3.2000, Compagnie maritime belge transports m.fl. mod Kommissionen,C-395/96 P og C-396/96 P, EU:C:2000:132, præmis 33, og af 30.1.2020, Generics (UK) m.fl.,C-307/18, EU:C:2020:52, præmis 146), og eftersom disse bestemmelser følgelig skal fortolkes i sammenhæng, dog under overholdelse af deres særlige kendetegn, skal det på samme måde fastslås, at en sådan beføjelse kan anses for at have til »formål« at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF.

129

Hvis det antages, at dette ikke er tilfældet, vil den pågældende beføjelse i det mindste kunne anses for at have til »følge« at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen, således som Domstolen tidligere har fastslået (jf. i denne retning dom af 28.2.2013, Ordem dos Técnicos Oficiais de Contas,C-1/12, EU:C:2013:127, præmis 69).

130

Det var af disse grunde med rette, at Retten i lighed med, hvad Kommissionen havde fastslået i 172. og 173. betragtning til den omtvistede afgørelse, i den appellerede doms præmis 68-76 i det væsentlige fastslog, at undersøgelsen af den pågældende adfærds genstand, nærmere bestemt af dens indhold, de mål, den tilsigter at opfylde, samt den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori den indgår – henset til, hvilken type adfærd der er omhandlet i den foreliggende sag, dvs. en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder, hvorved den pågældende sammenslutning, der har ansvaret for en sportsdisciplin, tildeles en regelfastsættelses-, kontrol- og sanktionsbeføjelse, som sætter den i stand til at meddele godkendelser eller forhindre potentielt konkurrerende virksomheders adgang til et givet marked, på hvilket denne sammenslutning selv udøver økonomisk virksomhed – skulle foretages i lyset af den retspraksis, der blev klarlagt i dom af 1. juli 2008, MOTOE (C-49/07, EU:C:2008:376), og af 28 februar 2013, Ordem dos Técnicos Oficiais de Contas (C-1/12, EU:C:2013:127).

131

Med henblik på at tage stilling til, om en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder, hvorved denne sammenslutning tildeles en regelfastsættelses-, kontrol- og sanktionsbeføjelse, som sætter den i stand til at meddele godkendelser eller forhindre potentielt konkurrerende virksomheders adgang til et givet marked, på hvilket denne sammenslutning selv udøver økonomisk virksomhed, skal anses for at have til formål eller, hvis dette ikke er tilfældet, til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen, er det relevant for det første at afgøre, om denne beføjelse er undergivet gennemsigtige, klare og præcise materielle kriterier (jf. i denne retning dom af 28.2.2013, Ordem dos Técnicos Oficiais de Contas,C-1/12, EU:C:2013:127, præmis 84-86, 90, 91 og 99), som gør det muligt at undgå, at beføjelsen kan anvendes vilkårligt. Desuden skal disse kriterier klart være fastlagt i en tilgængelig form forud for enhver anvendelse af den beføjelse, som de har til formål at regulere.

132

Disse kriterier kan bl.a. omfatte kriterier, der på passende og effektiv vis fremmer afholdelse af sportskonkurrencer baseret på lige muligheder og fortjeneste.

133

Dernæst skal sådanne kriterier i bekræftende fald være egnede til at sikre, at en sådan beføjelse kan udøves uden at være udtryk for forskelsbehandling (jf. i denne retning dom af 28.2.2013, Ordem dos Técnicos Oficiais de Contas,C-1/12, EU:C:2013:127, præmis 99), og at de sanktioner, der kan pålægges, er både objektive og forholdsmæssige (jf. i denne retning dom af 18.7.2006, Meca-Medina og Majcen mod Kommissionen, C-519/04 P, EU:C:2006:492, præmis 48 og 55). For at disse kriterier i almindelighed kan anses for ikke at være udtryk for forskelsbehandling, er det nødvendigt, at de ikke bringer afholdelse og kommerciel udnyttelse af tredjepartskonkurrencer eller atleters deltagelse heri ind under krav, som enten er anderledes end dem, der finder anvendelse på de konkurrencer, som den besluttende enhed afholder og udnytter kommercielt, eller som er enslydende med eller svarende til disse, men umulige eller uforholdsmæssigt vanskelige at opfylde i praksis for en virksomhed, der ikke har samme egenskab af forbund eller de samme beføjelser som denne enhed, og som af denne grund befinder sig i en anden situation end denne. Hvad mere specifikt angår de kriterier, der regulerer fastsættelsen af, hvilke sanktioner der kan pålægges, skal disse endvidere sikre, at sanktionerne i det enkelte konkrete tilfælde fastsættes under overholdelse af proportionalitetsprincippet, navnlig henset til karakteren, varigheden og grovheden af den konstaterede tilsidesættelse.

134

Endelig skal disse kriterier kunne gøres til genstand for effektiv kontrol (jf. i denne retning dom af 28.2.2013, Ordem dos Técnicos Oficiais de Contas,C-1/12, EU:C:2013:127, præmis 99).

135

Desuden skal den pågældende beføjelse være undergivet nærmere processuelle regler, der er gennemsigtige, og som ikke er udtryk for forskelsbehandling, såsom dem, der vedrører de frister, der gælder for indgivelse af en ansøgning om forudgående godkendelse og for vedtagelse af en afgørelse herom, idet disse frister ikke må kunne være til skade for potentielt konkurrerende virksomheder ved at forhindre disse i at få effektiv adgang til markedet (jf. analogt dom af 28.2.2013, Ordem dos Técnicos Oficiais de Contas,C-1/12, EU:C:2013:127, præmis 86 og 92) og således i sidste kunne begrænse produktionen.

136

Henset til den retspraksis, der er nævnt i de fem foregående præmisser i denne dom, skal det i den foreliggende sag for det første konstateres, at Retten i modsætning til, hvad ISU har gjort gældende, ikke begik retlige fejl i forbindelse med sin undersøgelse af genstanden for reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling, idet den henviste til spørgsmålet om, hvorvidt disse regler var udformet således, at det kunne undgås, at de beføjelser med hensyn til forudgående godkendelse, kontrol og pålæggelse af sanktioner, som de tildeler dette forbund, anvendes vilkårligt eller på en måde, der er udtryk for forskelsbehandling, eller som er uforholdsmæssig.

137

Navnlig begik Retten ikke retlige fejl, da den i forbindelse med den konkrete undersøgelse af de nævnte reglers indhold i den appellerede doms præmis 85-89 og 118 fastslog, at disse ikke på en måde, der lod sig kontrollere, var begrundet i et specifikt formål, og at de ikke på grundlag af gennemsigtige og objektive godkendelseskriterier, der ikke var udtryk for forskelsbehandling, og som følgelig lod sig kontrollere, afgrænsede ISU’s skønsbeføjelse med hensyn til at godkende eller afslå at godkende, at projekter til konkurrencer i hurtigskøjteløb, der måtte blive forelagt det af tredjepartsenheder- eller virksomheder, kunne afholdes og iværksættes, således at dette forbund skulle anses for at råde over en diskretionær beføjelse.

138

Det skal tilføjes, at disse vurderinger, der, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 83 og 84, tilsigtede at imødegå en række argumenter, som ISU havde fremsat specifikt for at bestride visse af de vurderinger, som Kommissionen foretog i den omtvistede afgørelse, ikke kan anses for indholdsmæssigt at være nye i forhold til den nævnte afgørelse. Kommissionen henviste nemlig i 173. betragtning til afgørelsen generelt til kravet om, at en skønsbeføjelse såsom den, ISU råder over, skal være undergivet forpligtelser, begrænsninger og kontrol, og anførte dernæst i 163. og 185. betragtning til afgørelsen, at dette ikke var tilfældet i den foreliggende sag, da der ikke bestod en forbindelse mellem denne beføjelse og specifikke formål, der lod sig kontrollere.

139

Ligeledes begik Retten ikke retlige fejl, idet den i den appellerede doms præmis 91-95 og 97 i det væsentlige antog, at de sanktioner, som ISU kunne pålægge atleter, der deltog i konkurrencer i hurtigskøjteløb, der ikke forudgående var blevet godkendt af ISU, ikke var undergivet kriterier, der kunne sikre, at sanktionerne var objektive og forholdsmæssige, og at de udgjorde en relevant faktor ved fastlæggelsen af, om reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling havde til formål at begrænse konkurrencen på det pågældende marked. Disse vurderinger, der, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 83, 90 og 96, ligeledes tilsigtede at imødegå en række argumenter, som ISU havde fremsat til støtte for sit annullationssøgsmål, kan heller ikke anses for at vedrøre nye spørgsmål i forhold til dem, der blev behandlet i 162., 163., 166. og 186. betragtning til den omtvistede afgørelse.

140

For det andet satte Retten, alt imens den på den ovenfor anførte måde henviste til den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 125-128, sine vurderinger i så henseende ind i et samlet retligt ræsonnement, der i overensstemmelse med den faste retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 105-108, og således som det fremgår af navnlig den appellerede doms præmis 68, 76, 80 og 120, havde til formål at fastlægge, om Kommissionen med rette havde konkluderet, at reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling, henset til deres indhold, de formål, de tilsigter at opfylde, samt den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori de indgår, skulle anses for at have til formål at begrænse konkurrencen som følge af, at de er tilstrækkeligt skadelige for konkurrencen.

141

ISU har imidlertid ikke bestridt, at dette retlige ræsonnement kan tiltrædes i det hele.

142

ISU har nemlig indledningsvis begrænset sig til at anføre, at visse af de faktorer, der var blevet taget i betragtning i forbindelse med det nævnte ræsonnement, såsom den omstændighed, at den beføjelse til at meddele forudgående godkendelse, som reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling tildeler ISU, er diskretionær, at de sanktioner, som disse regler giver ISU mulighed for at pålægge atleter, der deltager i ikke-godkendte konkurrencer i hurtigskøjteløb, er uforholdsmæssige, eller at disse regler, i det mindste indtil 2014, henviste til et formål, der bestod i at sikre beskyttelse af ISU’s økonomiske interesser, ikke isoleret set er tilstrækkelige til at begrunde Rettens konklusion, hvorefter disse regler med rette var blevet anset for at have til formål at begrænse konkurrencen. En sådan argumentation kan imidlertid ikke rejse tvivl om denne konklusion, for så vidt som den er støttet på en samlet vurdering.

143

ISU har dernæst i det væsentlige gjort gældende, at denne konklusion er behæftet med en retlig fejl, for så vidt som den i sidste ende er støttet på den antagelse, at der med selve indholdet og opbygningen af reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling uløseligt er forbundet en mulighed eller risiko for, at reglerne kan anvendes til konkurrencebegrænsende formål, der består i at forhindre, at enheder eller virksomheder, som ville kunne konkurrere med ISU, får adgang til det pågældende marked, og i at give fortrin til konkurrencer, der afholdes af sidstnævnte forbund.

144

En sådan konklusion, som fremsat i den appellerede doms præmis 95, 118 og 119, er imidlertid i overensstemmelse med Domstolens praksis. Selv om det følger af denne retspraksis, at et sportsforbund som ISU har ret til at vedtage, anvende og, ved hjælp af sanktioner, sørge for overholdelse af regler, der vedrører afholdelse og afvikling af internationale konkurrencer i den pågældende sportsdisciplin (jf. i denne retning dom af 11.4.2000, Deliège,C-51/96 og C-191/97, EU:C:2000:199, præmis 67 og 68, af 18.7.2006, Meca-Medina og Majcen mod Kommissionen, C-519/04 P, EU:C:2006:492, præmis 44, og af 13.6.2019, TopFit og Biffi, C-22/18, EU:C:2019:497, præmis 60), gør disse betragtninger det nemlig under ingen omstændigheder muligt at anse, at regler, der, såsom reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling, ikke er undergivet passende begrænsninger, forpligtelser og kontrol, er legitime.

145

Sådanne regler skal derimod på baggrund af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 125-128, anses for at have til formål at begrænse konkurrencen. De giver nemlig den enhed, der har vedtaget dem, og som har beføjelse til at anvende dem, beføjelse til at tillade, kontrollere eller betinge enhver potentielt konkurrerende virksomheds adgang til markedet og til at bestemme både, hvilken grad af konkurrence der kan være på dette marked, og under hvilke betingelser den eventuelle konkurrence kan udøves.

146

De nævnte regler er af denne grund af en sådan karakter, at de gør det muligt, om ikke at udelukke enhver konkurrerende, endog lige så effektiv, virksomhed fra markedet, da i det mindste at begrænse tilrettelæggelse og kommerciel udnyttelse af alternative eller nye konkurrencer med hensyn til format eller indhold. Desuden er disse regler samtidig af en sådan karakter, at de fratager atleterne enhver mulighed for at deltage i disse konkurrencer, selv om sådanne konkurrencer ville kunne være af interesse for dem, f.eks. som følge af et innovativt format, alt imens integriteten af de principper, værdier og almindelige regler, som danner grundlaget for den pågældende sportsdisciplin, blev respekteret. Endelig er disse regler af en sådan karakter, at de fratager tilskuere og TV-seere enhver mulighed for at blive tilbudt at overvære de nævnte konkurrencer eller for at se dem blive transmitteret.

147

Endelig har ISU i det væsentlige anfægtet, at Retten, summarisk eller uden at have undersøgt dem, forkastede ISU’s forskellige argumenter og beviser vedrørende den hensigt, der havde ført til, at dette forbund vedtog reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling (den appellerede doms præmis 121), og vedrørende reglernes anvendelse og virkninger på det relevante marked og på det forbundne marked for kunstskøjteløb (den appellerede doms præmis 115-117). Denne argumentation skal imidlertid forkastes under hensyntagen til den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 98, 99, 106 og 107.

148

Retten begik således ikke en retlig fejl eller en fejl ved den retlige kvalifikation af de faktiske omstændigheder, da den fastslog, at Kommissionen med rette havde kvalificeret reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling som en adfærd, der havde til formål at begrænse konkurrencen som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF. Den omstændighed, at Retten, således som ISU i øvrigt har gjort gældende, i bl.a. den appellerede doms præmis 101-104 og 108 foretog en samlet undersøgelse af det særskilte spørgsmål om, hvorvidt disse regler på baggrund af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 111, ikke desto mindre kunne anses for at falde uden for anvendelsesområdet for den nævnte bestemmelse – alt imens den nævnte retspraksis, således som det fremgår af denne doms præmis 113 og 114, er uden relevans i forhold til en adfærd, der har til formål at begrænse konkurrencen – er under alle omstændigheder uden betydning for, hvorvidt det i denne doms præmis 140 nævnte ræsonnement kan tiltrædes.

149

Det første anbringende skal følgelig forkastes.

150

Med det andet anbringende har ISU foreholdt Retten ikke at have forstået og undersøgt det fjerde annullationsanbringende samt de beviser, der var blevet fremlagt til støtte herfor, korrekt, hvorved Retten tilsidesatte sin opgave i henhold til artikel 263 TEUF.

151

ISU har i denne henseende for det første gjort gældende, at dette annullationsanbringende havde et præcist og afgrænset formål, der bestod i at fastholde, at forbundets afslag på at godkende det projekt, der var blevet forelagt det af en tredjepartsarrangør vedrørende en international konkurrence, som efter planen skulle afholdes i Dubai, ikke var omfattet af anvendelsesområdet for artikel 101, stk. 1, TEUF, i betragtning af, at dette afslag forfulgte et legitimt mål, der bestod i at overholde forbuddet mod væddemål i henhold til forbundets etiske kodeks, og ikke kunne anses for at have været begrundet i en hensigt om at udelukke en potentiel konkurrent fra markedet for hurtigskøjteløb på is, således som Kommissionen lagde til grund i den omtvistede afgørelse.

152

For det andet har ISU gjort gældende, at Retten ændrede omfanget af det nævnte annullationsanbringende, idet den i den appellerede doms præmis 99 fandt, at anbringendet indebar, at der måtte tages stilling til det generelle spørgsmål om, hvorvidt reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling var begrundet i et formål, der bestod i at beskytte integriteten af de sportsdiscipliner, der henhører under ISU.

153

For det tredje har ISU kritiseret Retten for i den appellerede doms præmis 102 at have antaget, at ISU var berettiget til at opstille regler, der har til formål at forebygge, at væddemål fordrejer internationale skøjtekonkurrencer, og samtidig for i dommens præmis 127 have undladt at tage stilling til, om anvendelsen af disse regler på det projekt til en international konkurrence, som der henvises til i den omtvistede afgørelse, var lovlig i henseende til artikel 101, stk. 1, TEUF, med den begrundelse, at Kommissionen ikke som sådan havde kvalificeret denne anvendelse som en overtrædelse, men alene havde nævnt den for at eksemplificere, hvorledes de nævnte regler kunne anvendes i praksis. Det fremgår nemlig klart af betragtningerne til den nævnte afgørelse og den dispositive del heraf, at anvendelsen af reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling på det pågældende projekt blev kvalificeret som en overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF, på lige fod med vedtagelsen af reglerne, og at Kommissionen havde lagt denne retlige kvalifikation til grund efter en undersøgelse, der hovedsageligt, ja endog udelukkende, vedrørte ISU’s afslag på at godkende det nævnte projekt. Retten var under disse omstændigheder forpligtet til at undersøge alle de argumenter og beviser, som ISU havde forelagt den, med henblik på at bestride en sådan kvalifikation og godtgøre, at dets adfærd var begrundet, hvilket Retten ikke desto mindre afholdt sig fra at gøre.

154

Kommissionen har, støttet af Mark Jan Hendrik Tuitert og Niels Kerstholt samt EU Athletes, bestridt samtlige disse argumenter.

155

Det bemærkes indledningsvis, at selv hvis det forudsættes, at Retten misforstod omfanget af ISU’s fjerde annullationsanbringende, idet den fejlagtigt antog, at den skulle tage stilling til det generelle spørgsmål om, hvorvidt reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling var begrundet i et legitimt mål, og ikke til det specifikke spørgsmål om, hvorvidt anvendelsen af disse regler på det projekt til en international konkurrence i hurtigskøjteløb, som det pågældende forbund har henvist til, var begrundet i et sådant legitimt mål, er dette anbringende under alle omstændigheder irrelevant.

156

Som det fremgår af den ovenstående fremstilling i denne dom, var det nemlig med rette, at Retten bekræftede, at der var grundlag for Kommissionens vurdering, hvorefter reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling, betragtet som sådan, og således uafhængigt af deres anvendelse i hvert enkelt tilfælde, havde til formål at begrænse konkurrencen. Desuden ville et eventuelt legitimt mål, selv hvis et sådant blev fastslået, være uden relevans i denne sammenhæng, således som det fremgår af denne doms præmis 107, 113 og 114.

157

Da de to appelanbringender er blevet forkastet, skal appellen følgelig forkastes i det hele.

158

Mark Jan Hendrik Tuitert og Niels Kerstholt samt EU Athletes har til støtte for deres kontraappel gjort to anbringender gældende, som i det væsentlige vedrører retlige fejl i forbindelse med fortolkningen og anvendelsen af artikel 101 TEUF i den foreliggende sag.

159

Med det første anbringende, som omfatter to led, har Mark Jan Hendrik Tuitert og Niels Kerstholt samt EU Athletes, støttet af Kommissionen, gjort gældende, at Retten begik retlige fejl, idet den antog, at de voldgiftsregler, som ISU havde indført, ikke kunne anses for at forstærke den overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF, der er omhandlet i den omtvistede afgørelses artikel 1.

160

Med dette anbringendes første led har Mark Jan Hendrik Tuitert og Niels Kerstholt samt EU Athletes gjort gældende, at Rettens antagelse, hvorefter voldgiftsreglerne kunne begrundes i en legitim interesse, der vedrører sportens særlige karakter, er behæftet med retlige fejl.

161

De har i denne henseende for det første anført, at det følger af voldgiftsreglerne, at atleter, der er genstand for en afgørelse om manglende opstillingsberettigelse, som træffes af ISU, udelukkende har mulighed for at indbringe deres tvist med dette forbund for CAS. De har endvidere anført, at de pågældende atleter er nødt til at acceptere alle de regler, der vedtages af ISU, herunder dem, der indfører en sådan mekanisme til afgørelse af tvister ved voldgift, for at kunne blive godkendt til at deltage i internationale konkurrencer i skøjteløb på is, der afholdes af dette forbund eller de nationale skøjteforbund, som er medlemmer af ISU.

162

De har for det andet påpeget, at CAS er et voldgiftsorgan, der har sæde uden for Unionen, og hvis medlemmer udpeges af internationale sportsforbund såsom ISU eller i praksis er under afgørende indflydelse af disse forbund, og at kendelser, der vedtages af dette organ, udelukkende kan appelleres til Tribunal fédéral (forbundsdomstol, Schweiz), hvis kontrol er begrænset til at efterprøve, at ufravigelige retsgrundsætninger i den betydning, der fastlægges af den nævnte ret, er overholdt, hvilket udelukker EU’s konkurrenceregler.

163

De har videre anført, at selv om de nationale retter i EU rent teoretisk fortsat har en funktion i forbindelse med fuldbyrdelsen af sådanne kendelser, er den domstolsprøvelse, som de kan foretage vedrørende disse i en sådan sammenhæng, for det første opdelt og dermed kostbar (for så vidt som en atlet skal bestride fuldbyrdelsen af den kendelse, der vedrører den pågældende, i hver medlemsstat, hvor vedkommende har til hensigt at deltage i en konkurrence), for det andet indtræffer den sent og er endog virkningsløs (for så vidt som den retsafgørelse, der anmodes om, sædvanligvis afsiges, efter at den pågældende konkurrence er blevet afholdt, og den pågældende atlet har forbud mod at begære retsbevarende foranstaltninger i den mellemliggende tid), for det tredje er den begrænset, endog ubetydelig (for så vidt som en kendelse kun kan anses for at være i strid med Unionens ufravigelige retsgrundsætninger i tilfælde af åbenlys, faktisk og konkret tilsidesættelse af konkurrencereglerne), og for det fjerde og under alle omstændigheder er den uden reel gyldighed (for så vidt som ISU har beføjelse til selv at fuldbyrde eller lade sine medlemmer fuldbyrde en kendelse vedrørende en bestemt atlet ved at forbyde denne enhver deltagelse i internationale konkurrencer, som dette forbund eller dets medlemmer afholder).

164

Endelig og for det tredje er Mark Jan Hendrik Tuitert og Niels Kerstholt samt EU Athletes af den opfattelse, at Retten begik retlige fejl, idet den i den appellerede doms præmis 156 fastslog, at den mekanisme, der blev indført med voldgiftsreglerne, »[kunne] være begrundet i [en] legitim[...] interesse[...], der vedrører sportens særlige karakter«.

165

Retten støttede sig nemlig i det væsentlige på et overordnet og abstrakt plan på sportens særlige karakter i almindelighed, hvorimod de regler, der er omhandlet i den foreliggende sag, finder anvendelse i den konkrete sammenhæng, som erhvervsmæssig udøvelse af hurtigskøjteløb på is udgør. Anvendelse af voldgift med bindende virkning og med kun én instans kan imidlertid ikke begrundes på samme måde i de to tilfælde. Derudover er Rettens ræsonnement desto mere problematisk, som et voldgiftsorgan, der, såsom CAS, til forskel fra de nationale retter i EU er eksternt i forhold til Unionens domstolsordning, ikke er forpligtet til at drage omsorg for overholdelsen af EU’s konkurrenceregler, som CAS for øvrigt notorisk fortolker og anvender forkert.

166

Kommissionen, som støtter samtlige disse argumenter, har mere overordnet gjort gældende, at der i Rettens ræsonnement ses bort fra de konkrete forhold i forbindelse med den voldgiftsmekanisme, som ISU har iværksat. Navnlig er de voldgiftsregler, som ISU har indført, til forskel fra en aftalemæssig voldgiftsmekanisme, der frit aftales mellem parterne, pålagt atleterne ensidigt med ISU som eneste instans og under trussel om forbud mod at deltage i konkurrencer, der afholdes af dette forbund, idet et sådant forbud i sidste ende grænser til, at de berørte udelukkes fra at udøve deres erhverv.

167

Med andet led af deres anbringende har Mark Jan Hendrik Tuitert og Niels Kerstholt samt EU Athletes gjort gældende, at Retten begik retlige fejl, idet den i det væsentlige i den appellerede doms præmis 157-164 fastslog, at voldgiftsreglerne hverken kunne skade den effektive virkning af EU’s konkurrenceregler eller gøre det vanskeligere for atleter, der er genstand for afgørelser om manglende opstillingsberettigelse, som er truffet af konkurrencebegrænsende grunde, at udøve deres ret til effektiv domstolsbeskyttelse, således at disse regler ikke kunne anses for at forstærke den overtrædelse, der blev fastslået i den omtvistede afgørelses artikel 1.

168

De har i denne henseende for det første mindet om, at CAS er et voldgiftsorgan, der er eksternt i forhold til Unionens retsorden, og har dernæst tilføjet, at dette organs faktiske uafhængighed og upartiskhed i forhold til internationale sportsforbund som ISU kan bestrides. De har ligeledes gjort gældende, at kendelser afsagt af CAS kun kan gøres til genstand for en ubetydelig domstolsprøvelse, der udelukker enhver hensyntagen til EU’s konkurrenceregler, for en retsinstans, som desuden ikke har kompetence til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål. De har derudover gentaget, at voldgiftsreglerne reelt er pålagt atleterne ensidigt.

169

De er i betragtning af disse forhold af den opfattelse, at Retten burde have anset, at disse regler kunne undergrave den effektive overholdelse af artikel 101 TEUF og 102 TEUF og gøre det vanskeligere for atleterne at udøve deres ret til effektiv domstolsbeskyttelse og herved forstærke den overtrædelse, der blev fastslået i den omtvistede afgørelses artikel 1.

170

For det andet har Mark Jan Hendrik Tuitert og Niels Kerstholt samt EU Athletes foreholdt Retten at have nedtonet de nævnte reglers indvirkning på atleternes ret til effektiv domstolsbeskyttelse ved at henvise til den mulighed, som disse har for at anlægge erstatningssøgsmål ved de kompetente nationale retter, hvis de er blevet genstand for en afgørelse om manglende opstillingsberettigelse, som er truffet af konkurrencebegrænsende grunde. Selv om sådanne søgsmål kan bidrage til at sikre retslig beskyttelse ex post for private, der har lidt skade som følge af en tilsidesættelse af konkurrencereglerne, og til at styrke disse reglers effektive virkning (jf. i denne retning dom af 20.9.2001, Courage og Crehan, C-453/99, EU:C:2001:465, og af 14.3.2019, Skanska Industrial Solutions m.fl.,C-724/17, EU:C:2019:204), kan de nemlig ikke kompensere for manglen på retsmidler, som gør det muligt for de pågældende at opnå effektiv genoprettelse ex ante.

171

Det er i den foreliggende sag desuden åbenbart, at for en skøjteløber, der har været genstand for en afgørelse om manglende opstillingsberettigelse, som er truffet af konkurrencebegrænsende grunde, består denne genoprettelse først og fremmest i rettidigt at opnå, at den pågældende afgørelse annulleres, og som følge deraf få mulighed for at genoptage sin erhvervsaktivitet, og ikke blot i flere år senere at få tildelt en erstatning, der har til formål at kompensere for et uretmæssigt forbud mod at udøve denne aktivitet og for et tilsvarende karriere- og indkomsttab. Det forholder sig desto mere således, som CAS’ procesreglement forbyder ansøgere at begære retsbevarende foranstaltninger, og som flere nationale retter tidligere har afvist erstatningssøgsmål med den begrundelse, at disse skulle anses for at henhøre under den enekompetence, som i medfør af voldgiftsreglerne er tillagt dette organ.

172

Endelig og for det tredje gjorde Retten sig skyldig i et tilsvarende fejlagtigt ræsonnement, idet den fastslog, at den mulighed, som atleter, der omfattes af en afgørelse om manglende opstillingsberettigelse, som er truffet af konkurrencebegrænsende grunde, har for at indgive klage til Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder, er tilfredsstillende. Det følger nemlig af fast retspraksis, at disse myndigheder råder over et vidt skøn ved behandlingen af de klager, der indgives til dem, og at de derfor ikke kan forpligtes til at gå videre med disse klager ved at kvalificere de meldte faktiske omstændigheder i henseende til konkurrencereglerne (dom af 18.10.1979, GEMA mod Kommissionen,125/78, EU:C:1979:237, og af 19.9.2013, EFIM mod Kommissionen,C-56/12 P, EU:C:2013:575).

173

Kommissionen har støttet samtlige disse argumenter og har tilføjet, at Retten tillige i den appellerede doms præmis 148 gjorde sig skyldig i en åbenbart urigtig forståelse af den omtvistede afgørelse, idet den antog, at ræsonnementet i den nævnte afgørelse havde bestået i at kvalificere voldgiftsreglerne som »skærpende omstændighed« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i forbindelse med fastsættelsen af de bøder, der kan pålægges, når der foreligger en overtrædelse af artikel 101 TEUF og 102 TEUF. Uagtet at ISU i den foreliggende sag ikke er blevet pålagt nogen bøde, har Kommissionen nemlig fremhævet, at den ved sin realitetsbehandling begrænsede sig til at anføre, at voldgiftsreglerne forstærkede det konkurrencebegrænsende formål, der fulgte af reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling, idet de understøttede den mulighed, som disse regler giver ISU for at udelukke enhver effektiv konkurrence på markedet for afholdelse og kommerciel udnyttelse af internationale konkurrencer i hurtigskøjteløb på is.

174

ISU, som behandler anbringendets to led samlet, har heroverfor for det første gjort gældende, at anbringendet er irrelevant. Som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 132 og 137, begrænsede Kommissionen sig nemlig i den omtvistede afgørelse til at tage stilling til voldgiftsreglerne for fuldstændighedens skyld.

175

For det andet har ISU subsidiært gjort gældende, at anbringendet skal afvises, for så vidt som det ændrer sagen, som den forelå ved Retten. Hverken denne tvist eller den omtvistede afgørelse vedrørte nemlig selve lovligheden af at tildele CAS enekompetence. I det mindste skal visse af de argumenter, der påberåbes til støtte for dette anbringende, afvises, enten fordi de er nye (såsom de argumenter, der vedrører en sondring mellem økonomiske og ikke-økonomiske aspekter af sporten, CAS’ uafhængighed eller de nærmere regler for prøvelse af kendelser afsagt af CAS ved Tribunal fédéral (forbundsdomstol)), eller fordi de begrænser sig til at gengive oplysninger, der fremgår af den omtvistede afgørelse eller af de skriftlige indlæg i første instans, uden at der redegøres for, i hvilken henseende Retten begik retlige fejl eller gengav de faktiske omstændigheder forkert i den appellerede dom (såsom argumenterne vedrørende det forhold, at atleternes mulighed for at anlægge erstatningssøgsmål ved de nationale retter eller indgive klage til Kommissionen eller de nationale konkurrencemyndigheder i henseende til retten til effektiv domstolsbeskyttelse er utilstrækkelig).

176

Endelig og for det tredje har ISU gjort gældende, at anbringendet under alle omstændigheder er ugrundet. Såvel Kommissionen i den omtvistede afgørelse som Retten i den appellerede dom anerkendte nemlig med rette, at anvendelsen af en voldgiftsmekanisme med bindende virkning og enekompetence var en almindelig anerkendt mekanisme til at løse tvister, og at den i den foreliggende sag kunne være begrundet i henseende til behovet for at sikre en ensartet og effektiv anvendelse af de af ISU indførte regler over for alle atleter, der udøver skøjteløb på is.

177

En appellant er berettiget til at iværksætte en appel ved at fremsætte anbringender, der er afledt af selve den appellerede dom, og som på det retlige plan tilsigter at bestride dommens juridiske begrundelse (dom af 29.11.2007, Stadtwerke Schwäbisch Hall m.fl. mod Kommissionen,C-176/06 P, EU:C:2007:730, præmis 17, og af 25.1.2022, Kommissionen mod European Food m.fl.,C-638/19 P, EU:C:2022:50, præmis 77).

178

I den foreliggende sag har kontraappellanterne med det første anbringende på det retlige plan tilsigtet at rejse tvivl om Rettens begrundelse for i den appellerede doms præmis 154 og 156-164 at anse, at Kommissionen havde begået retlige fejl, idet den fastslog, at voldgiftsreglerne forstærkede det konkurrencebegrænsende »formål«, som reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling medførte.

179

Derudover er den begrundelse for den appellerede dom, som er omhandlet i det første kontraappelanbringende, den, som førte til, at Retten tog det sjette og delvist det syvende anbringende, der var fremsat i første instans, til følge. Denne begrundelse udgør følgelig, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 171-174 og 180, støtte for den nævnte doms dispositive del, i det omfang den omtvistede afgørelses artikel 2 herved blev delvist annulleret, for så vidt som den henviser til voldgiftsreglerne. I konsekvens heraf og i modsætning til, hvad ISU har gjort gældende, er det nævnte anbringende ikke irrelevant.

180

Når dette er sagt, er Domstolens kompetence under en appelsag ikke desto mindre begrænset til en bedømmelse af den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender, som er blevet behandlet ved Retten, således at Domstolen ikke i denne forbindelse kan træffe afgørelse vedrørende anbringender eller argumenter, som ikke er blevet fremsat i første instans (jf. i denne retning dom af 30.3.2000, VBA mod VGB m.fl.,C-266/97 P, EU:C:2000:171, præmis 79, og af 25.1.2022, Kommissionen mod European Food m.fl.,C-638/19 P, EU:C:2022:50, præmis 80).

181

I den foreliggende sag har ISU imidlertid med rette gjort gældende, at kontraappellanternes argumenter vedrørende de retlige konsekvenser, der ville kunne følge af en eventuel manglende uafhængighed hos CAS, hverken er blandt dem, der blev fremsat for Retten, eller i øvrigt blandt dem, som Kommissionen tog stilling til i den omtvistede afgørelse.

182

Disse argumenter skal følgelig afvises.

183

De øvrige argumenter, hvis formalitet ISU har bestridt, kan derimod antages til realitetsbehandling, idet de alle vedrører betragtninger til den omtvistede afgørelse, som parterne var uenige om i første instans, og som kontraappellanterne og Kommissionen har foreholdt Retten ikke at have taget hensyn til eller ikke at have taget korrekt hensyn til, da den tog stilling til dette forbunds anbringende vedrørende voldgiftsreglerne.

184

Der mindes for det første om, at Kommissionen i 268.-286. betragtning til den omtvistede afgørelse, og særligt i 269.-271., 277. og 281.-283. betragtning hertil, fandt, at voldgiftsreglerne, selv om de ikke i sig selv udgjorde en overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF, ikke desto mindre, henset til deres indhold, betingelserne for deres anvendelse og deres rækkevidde, i den retlige og økonomiske sammenhæng, hvori de indgår, skulle anses for at forstærke den overtrædelse, som Kommissionen allerede havde fastslået. Nærmere bestemt antog Kommissionen i det væsentlige i disse betragtninger, at voldgiftsreglerne, idet de vanskeliggjorde domstolsprøvelse i henseende til EU’s konkurrenceret af voldgiftskendelser, hvorved CAS tager stilling til gyldigheden af afgørelser, som ISU har truffet i medfør af de diskretionære beføjelser, som reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling tillægger dette forbund, forstærkede den tilsidesættelse af EU-retten, som er uløseligt forbundet med sådanne beføjelser. Særligt anførte Kommissionen, at denne domstolsprøvelse var overladt til en ret i et tredjeland, og som således er ekstern i forhold til Unionen og dennes retsorden, og at sådanne kendelser ifølge den praksis, der udgår fra den pågældende ret, ikke kunne efterprøves i henseende til EU’s konkurrenceregler. Herved kritiserede Kommissionen i sidste ende ikke eksistensen, organisationen eller funktionen af det voldgiftsorgan, som CAS er, men den retslige immunitet, som ISU ifølge den nævnte institution nyder i henseende til EU’s konkurrenceret ved udøvelsen af sine beslutnings- og sanktionsbeføjelser til skade for de personer, der kan påvirkes af den manglende regulering af disse beføjelser og den deraf følgende diskretionære karakter.

185

For det andet kan de grunde, der førte til, at Retten anså, at dette ræsonnement fra Kommissionens side var behæftet med retlige fejl, i det væsentlige opdeles i fire. For det første anførte Retten, at Kommissionen hverken havde rejst tvivl om selve muligheden for at gøre brug af voldgift for at løse visse tvister eller anset, at indgåelse af en voldgiftsklausul i sig selv begrænsede konkurrencen (den appellerede doms præmis 154). For det andet bemærkede Retten, at Kommissionen heller ikke havde anset, at voldgiftsreglerne tilsidesatte retten til en retfærdig rettergang som sådan (den appellerede doms præmis 155). For det tredje fandt Retten, at voldgiftsreglerne, idet de tillægger CAS enekompetence til med bindende virkning at prøve afgørelser, som ISU har vedtaget i medfør af sine beføjelser til at meddele forudgående godkendelser og pålægge sanktioner, kunne være begrundet i legitime interesser, der vedrører sportens særlige karakter, og som består i at tillade, at en enkelt, specialiseret retsinstans kan træffe afgørelse på en hurtig, økonomisk og ensartet måde om den mangfoldighed af tvister, der ofte har en international dimension, og som udøvelse af sportslig aktivitet på højt niveau kan give anledning til (den appellerede doms præmis 156). For det fjerde fremhævede Retten, at atleter såvel som enheder eller virksomheder, der måtte planlægge at afholde internationale konkurrencer i hurtigskøjteløb på is, som ville konkurrere med dem, som ISU afholder, fortsat havde ret til ikke alene at anlægge erstatningssøgsmål ved de nationale retter, men ligeledes at indgive klager til Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder for tilsidesættelse af konkurrencereglerne (den appellerede doms præmis 157-161).

186

Det skal bemærkes, at de to første af disse grunde, som ikke er blevet bestridt for Domstolen, ikke kan danne grundlag for den konstatering, som Retten nåede frem til, hvorefter den omtvistede afgørelse delvist skulle annulleres, eftersom de ikke vedrører de vurderinger, der førte til, at Kommissionen rejste tvivl om voldgiftsreglerne, og følgelig ikke er af en sådan karakter, at de kan rejse tvivl om rigtigheden af disse vurderinger.

187

Kontraappellanterne og Kommissionen har derimod med rette gjort gældende, at den tredje og den fjerde af de nævnte grunde er retligt forkerte.

188

Den generelle og udifferentierede vurdering, hvorefter voldgiftsreglerne kan være begrundet i legitime interesser, der vedrører sportens særlige karakter, idet de tillægger CAS enekompetence til med bindende virkning at prøve de afgørelser, som ISU kan træffe i medfør af sine beføjelser til at meddele forudgående godkendelser og pålægge sanktioner, ser nemlig for det første, således som kontraappellanterne og Kommissionen i det væsentlige har gjort gældende, bort fra de krav, der skal overholdes, for at en voldgiftsmekanisme såsom den i den foreliggende sag omhandlede kan anses for dels at gøre det muligt at sikre den effektive overholdelse af de ufravigelige retsgrundsætninger, der er indeholdt i EU-retten, dels at være forenelig med de principper, som Unionens retssystem er opbygget efter.

189

Det bemærkes i denne henseende, at de voldgiftsregler, der er pålagt af ISU, således som det er ubestridt mellem parterne, og således som Retten anførte i den appellerede doms præmis 156, 159 og 160, navnlig er rettet mod to typer tvister, som kan opstå i forbindelse med økonomiske aktiviteter, hvoraf den ene består i et ønske om afholdelse og kommerciel udnyttelse af internationale konkurrencer i hurtigskøjteløb på is og den anden i et ønske om som professionel atlet at deltage i sådanne konkurrencer. Voldgiftsreglerne finder således anvendelse på tvister, der vedrører sportsudøvelse som økonomisk virksomhed, og er på dette grundlag omfattet af EU’s konkurrenceret. De nævnte regler skal følgelig overholde denne af de grunde, der er anført i denne doms præmis 91-96, for så vidt som de anvendes inden for det område, som EU-traktaten og EUF-traktaten finder anvendelse på, uafhængigt af, hvor de enheder, der har vedtaget dem, er hjemmehørende (dom af 25.11.1971, Béguelin Import,22/71, EU:C:1971:113, præmis, af 27.9.1988, Ahlström Osakeyhtiö m.fl. mod Kommissionen,89/85, 104/85, 114/85, 116/85, 117/85 og 125/85-129/85, EU:C:1988:447, præmis 16, og 6.9.2017, Intel mod Kommissionen,C-413/14 P, EU:C:2017:632, præmis 43-45).

190

Det er som følge heraf udelukkende anvendelsen af sådanne regler i forbindelse med sådanne tvister og inden for Unionens område, der er omhandlet i den foreliggende sag, og ikke anvendelsen af disse regler på et andet område end Unionens, anvendelsen heraf i forbindelse med andre typer tvister, såsom tvister, der alene angår sporten som sådan, og som derfor ikke er omfattet af EU-retten, eller så meget desto mindre anvendelsen af voldgiftsregler inden for andre retsområder.

191

Som det fremgår af denne doms præmis 181 og 184, er de nævnte regler desuden ikke omhandlet i den foreliggende sag, for så vidt som de indebærer, at prøvelsen i første instans af afgørelser truffet af ISU bringes ind under det voldgiftsorgan, som CAS udgør, men udelukkende for så vidt som prøvelsen af voldgiftskendelser afsagt af CAS og prøvelsen i sidste instans af afgørelser truffet af ISU herved bringes ind under Tribunal fédéral (forbundsdomstol), dvs. en ret i et tredjeland.

192

Domstolen har i denne forbindelse gentagne gange fastslået, at artikel 101 TEUF og 102 TEUF er bestemmelser, der har direkte virkning, og som fremkalder rettigheder for borgerne, som de nationale retsinstanser skal beskytte (dom af 30.1.1974, BRT og Société belge des auteurs, compositeurs et éditeurs, 127/73, EU:C:1974:6, præmis 16, og af 14.3.2019, Skanska Industrial Solutions m.fl.,C-724/17, EU:C:2019:204, præmis 24), og som er omfattet af Unionens ufravigelige retsgrundsætninger (jf. i denne retning dom af 1.6.1999, Eco Swiss,C-126/97, EU:C:1999:269, præmis 36 og 39).

193

Domstolen har bemærket, at en privatperson har mulighed for at indgå en aftale, der i klare og præcise vendinger helt eller delvis bringer tvister, der måtte være forbundet med den pågældende aftale, ind under et voldgiftsorgan i stedet for den nationale ret, der ville have været kompetent til at afgøre disse tvister i medfør af gældende nationale retsregler, og at de krav, der vedrører hensynet til en effektiv voldgiftsprocedure, kan begrunde, at domstolsprøvelsen af voldgiftskendelser får en begrænset karakter (jf. i denne retning dom af 1.6.1999, Eco Swiss,C-126/97, EU:C:1999:269, præmis 35, og af 26.10.2006, Mostaza Claro,C-168/05, EU:C:2006:675, præmis 34), men den har af denne grund ikke desto mindre samtidig mindet om, at en sådan domstolsprøvelse under alle omstændigheder skal kunne vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt disse kendelser er i overensstemmelse med de grundlæggende bestemmelser, der er omfattet af Unionens ufravigelige retsgrundsætninger, som artikel 101 TEUF og 102 TEUF er en del af (jf. i denne retning dom af 1.6.1999, Eco Swiss,C-126/97, EU:C:1999:269, præmis 37). Et tilsvarende krav gør sig så meget desto mere gældende, når en sådan voldgiftsmekanisme skal anses for i praksis at være pålagt ét privatretligt retssubjekt, såsom en atlet, af et andet, såsom et internationalt sportsforbund.

194

I mangel af en sådan domstolsprøvelse ville anvendelse af en voldgiftsmekanisme nemlig kunne undergrave beskyttelsen af de rettigheder, som borgerne har som følge af EU-rettens direkte virkning, og den effektive overholdelse af artikel 101 TEUF og 102 TEUF, således som disse skal sikres – og følgelig ville være sikret, hvis en sådan mekanisme ikke fandtes – af de nationale regler om retsmidler.

195

Overholdelsen af dette krav om effektiv domstolsprøvelse gælder i særlig grad for voldgiftsregler såsom dem, der er pålagt af ISU.

196

Domstolen har nemlig tidligere bemærket, at sportsforbund, alt imens de har en retlig autonomi, som sætter dem i stand til at vedtage regler om navnlig afholdelse af konkurrencer, en god afvikling heraf og sportsudøveres deltagelse heri (jf. i denne retning dom af 11.4.2000, Deliège,C-51/96 og C-191/97, EU:C:2000:199, præmis 67 og 68, og 13.6.2019, TopFit og Biffi, C-22/18, EU:C:2019:497, præmis 60), ikke herved må begrænse udøvelsen af de rettigheder og friheder, som EU-retten tillægger private (jf. i denne retning dom af 15.12.1995, Bosman,C-415/93, EU:C:1995:463, præmis 81 og 83, og af 13.6.2019, TopFit og Biffi, C-22/18, EU:C:2019:497, præmis 52), hvilket omfatter de rettigheder, som følger af artikel 101 TEUF og 102 TEUF.

197

Af denne grund skal regler såsom reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling være undergivet effektiv domstolsprøvelse, således som det fremgår af denne doms præmis 127 og 134.

198

Dette krav om effektiv domstolsprøvelse indebærer, at når sådanne regler er ledsaget af bestemmelser, der tillægger et voldgiftsorgan enekompetence med bindende virkning, skal den ret, som er kompetent til at prøve de kendelser, der afsiges af dette organ, kunne kontrollere, at disse kendelser er i overensstemmelse med artikel 101 TEUF og 102 TEUF. Dette krav indebærer endvidere, at den pågældende ret opfylder alle de krav, der er fastsat i artikel 267 TEUF, således at den kan eller, efter omstændighederne, er pligtig at indbringe sagen for Domstolen, såfremt den skønner, at det er nødvendigt, at Domstolen træffer afgørelse om et EU-retligt spørgsmål, der er rejst i en sag, der verserer for den (jf. i denne retning dom af 23.3.1982, Nordsee,102/81, EU:C:1982:107, præmis 14 og 15, og af 1.6.1999, Eco Swiss,C-126/97, EU:C:1999:269, præmis 40).

199

Retten begik således retlige fejl, idet den begrænsede sig til på udifferentieret og abstrakt vis at fastslå, at voldgiftsreglerne »kan være begrundet i legitime interesser, der vedrører sportens særlige karakter«, for så vidt som de indebærer, at prøvelsen af tvister vedrørende anvendelsen af reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling overlades til en »specialiseret retsinstans«, uden at den forsøgte at sikre sig, at disse voldgiftsregler opfyldte alle de krav, der er nævnt i de foregående præmisser i denne dom, og således tillod effektiv kontrol med overholdelsen af EU’s konkurrenceregler, selv om Kommissionen i 270.-277., 282. og 283. betragtning til den omtvistede afgørelse med rette havde støttet sig på disse krav for at begrunde sin konklusion om, at voldgiftsreglerne forstærkede den overtrædelse, der blev fastslået i den nævnte afgørelses artikel 1.

200

For det andet begik Retten ligeledes retlige fejl, idet den i den appellerede doms præmis 157-161 fastslog, at den fulde virkning af EU’s konkurrenceret var sikret, dels henset til, at der fandtes retsmidler, som gjorde det muligt for personer, der var adressater for en afgørelse om afslag på godkendelse af en konkurrence eller en afgørelse om manglende opstillingsberettigelse, at kræve erstatning for den skade, som afgørelsen havde påført dem, ved de kompetente nationale retter, dels henset til muligheden for at indgive klage til Kommissionen eller en national konkurrencemyndighed.

201

Hvor vigtig den end måtte være (jf. i denne henseende dom af 20.9.2001, Courage og Crehan, C-453/99, EU:C:2001:465, præmis 26 og 27, og af 14.3.2019, Skanska Industrial Solutions m.fl.,C-724/17, EU:C:2019:204, præmis 25, 43 og 44), kan den omstændighed, at en person har mulighed for at kræve erstatning for skade påført vedkommende som følge af en adfærd, der kan hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen, ikke kompensere for manglen på retsmidler, der gør det muligt for den pågældende at rette henvendelse til den kompetente nationale ret med henblik på – eventuelt efter at der er bevilget retsbevarende foranstaltninger – at opnå, at den pågældende adfærd bringes til ophør, eller, såfremt adfærden består i en retsakt, at denne retsakt kan blive prøvet og annulleret, i givet fald efter en indledende voldgiftsprocedure i henhold til en aftale, der indeholder bestemmelse om gennemførelse af en sådan procedure. Dette gør sig så meget desto mere gældende, når der er tale om professionelle sportsudøvere, hvis karriere kan være relativt kort, i særdeleshed når den pågældende sportsaktivitet udøves på højt niveau.

202

Denne omstændighed kan desuden ikke begrunde, at denne ret, alt imens den formelt bevares, i praksis fratages en væsentlig del af sin rækkevidde, således som det ville være tilfældet, hvis den domstolsprøvelse, der kan foretages vedrørende den pågældende adfærd eller retsakt, viste sig i retlig eller faktisk henseende at være uforholdsmæssigt begrænset, navnlig fordi den ikke kan vedrøre EU-rettens ufravigelige retsgrundsætninger.

203

Så meget desto mindre kan muligheden for at indgive klage til Kommissionen eller en national konkurrencemyndighed påberåbes for at begrunde, at der ikke findes et retsmiddel såsom det, der er omhandlet i denne doms præmis 201. Det skal desuden hvad angår Kommissionen bemærkes, at artikel 7 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1), således som Kommissionen og kontraappellanterne med rette har anført, ikke giver den person, der fremsætter et krav for den nævnte institution i medfør af den nævnte bestemmelse, ret til at kræve en endelig afgørelse med hensyn til, hvorvidt den overtrædelse, der gøres gældende, foreligger eller ikke foreligger (jf. i denne retning dom af 19.9.2013, EFIM mod Kommissionen,C-56/12 P, EU:C:2013:575, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

204

Det første anbringende kan følgelig tiltrædes i det hele. I overensstemmelse hermed skal den appellerede dom ophæves, i det omfang den omtvistede afgørelses artikel 2 herved blev delvist annulleret, for så vidt som den henviser til voldgiftsreglerne.

205

Med det andet anbringende har Mark Jan Hendrik Tuitert og Niels Kerstholt samt EU Athletes, støttet af Kommissionen, gjort gældende, at Retten ved fastslåelsen af et konkurrencebegrænsende formål i den foreliggende sag fejlagtigt undlod at tage hensyn til den omstændighed, at reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling navnlig havde til formål at beskytte ISU’s økonomiske interesser.

206

De er i denne forbindelse for det første af den opfattelse, at Retten i den appellerede doms præmis 107 foretog et åbenbart urigtigt skøn af de faktiske omstændigheder, idet den undlod at anerkende, at dette formål fremgik af disse regler såvel i den version, der blev vedtaget i 2014, som i den, der blev vedtaget i 2016.

207

De er for det andet af den opfattelse, at Retten i den appellerede doms præmis 107 og 109 begik en fejl ved den retlige kvalifikation af de faktiske omstændigheder, idet den fastslog, at et sådant formål ikke i sig selv er konkurrencebegrænsende. Selv om det i almindelighed er tilladt, at en virksomhed eller en sammenslutning af virksomheder, der udøver økonomisk virksomhed, fremmer sine egne økonomiske interesser, undlod Retten nemlig at drage konsekvenserne af sine egne konstateringer og vurderinger med hensyn til den relevante retlige og økonomiske sammenhæng, navnlig dem, der blev foretaget i den appellerede doms præmis 70 og 114, hvoraf det fremgik, at ISU forenede udøvelse af monopolvirksomhed på markedet for afholdelse og kommerciel udnyttelse af internationale konkurrencer i hurtigskøjteløb på is med indehavelse af en regelfastsættelses-, beslutnings-, kontrol- og sanktionsbeføjelse, der bragte den i en interessekonflikt, som nødvendiggjorde, at der blev iværksat passende forpligtelser, begrænsninger og kontrol. Det påhvilede Retten at tage hensyn til denne situation ved at fastslå, at det i den foreliggende sag omhandlede formål, henset til denne situation, udgjorde et relevant forhold med henblik på at fastslå, at der forelå et konkurrencebegrænsende formål, således som Kommissionen havde gjort.

208

ISU har bestridt samtlige disse argumenter.

209

Indledningsvis bemærkes, at selv om Retten i den appellerede doms præmis 107 og 109 anså, at visse af Kommissionens vurderinger var fejlagtige, fastslog den ikke desto mindre i sidste ende i dommens præmis 111, at disse fejl ikke havde haft nogen indvirkning på Kommissionens retligt begrundede konklusion om, at reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling havde til formål at begrænse konkurrencen. Retten frifandt derfor Kommissionen, for så vidt som ISU’s søgsmål var rettet mod dette aspekt af den omtvistede afgørelse.

210

Dette anbringende er således rettet mod den begrundelse i den appellerede dom, som ikke alene er anført for fuldstændighedens skyld, men som derudover indgår som led i et ræsonnement, der førte til, at Retten afviste en del af ISU’s påstande og følgelig i dette omfang gav såvel Kommissionen som Mark Jan Hendrik Tuitert og Niels Kerstholt samt EU Athletes medhold. Sidstnævnte parter har følgelig med dette anbringende alene nedlagt påstand om en ændring af begrundelsen, som ikke kan tilføre dem nogen fordel. En sådan påstand kan imidlertid ikke antages til realitetsbehandling (dom af 11.7.2013, Ziegler mod Kommissionen,C-439/11 P, EU:C:2013:513, præmis 42, og af 9.11.2017, TV2/Danmark mod Kommissionen,C-649/15 P, EU:C:2017:835, præmis 61).

211

Det nævnte anbringende skal følgelig afvises.

212

Kontraappellen skal herefter tages til følge i det omfang, der er præciseret i denne doms præmis 204.

213

Den appellerede dom skal følgelig ophæves, for så vidt som den omtvistede afgørelse herved blev delvist annulleret.

214

I artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol bestemmes, at såfremt Domstolen giver appellanten medhold og ophæver den af Retten trufne afgørelse, kan den enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.

215

I betragtning af, at Domstolen har forkastet den appel, som ISU har iværksat til prøvelse af den appellerede dom, for så vidt som ISU’s påstand om annullation af den del af den omtvistede afgørelse, der vedrører reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling, herved blev forkastet, består søgsmålet i sag T-93/18 i den foreliggende sag kun, for så vidt som det er rettet mod den del af den nævnte afgørelse, som vedrører voldgiftsreglerne.

216

Da det sjette og det syvende anbringende, som blev fremsat i første instans, om tilsidesættelse af artikel 101 TEUF, for så vidt som denne bestemmelse blev anvendt på voldgiftsreglerne, har været genstand for en kontradiktorisk forhandling ved Retten, og da undersøgelsen af disse anbringender ikke nødvendiggør vedtagelsen af supplerende foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse, er sagen moden til påkendelse for så vidt angår disse anbringender, således at der skal træffes endelig afgørelse herom (jf. analogt dom af 8.9.2020, Kommissionen og Rådet mod Carreras Sequeros m.fl., C-119/19 P og C-126/19 P, EU:C:2020:676, præmis 130, og af 2.12.2021, Kommissionen og GMB Glasmanufaktur Brandenburg mod Xinyi PV Products (Anhui) Holdings, C-884/19 P og C-888/19 P, EU:C:2021:973, præmis 104).

217

Med det sjette anbringende, som blev fremsat i første instans, har ISU i det væsentlige gjort gældende, at det var med urette, at Kommissionen fastslog, at voldgiftsreglerne forstærkede det konkurrencebegrænsende formål, der kendetegnede reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling.

218

Anvendelse af en aftalemæssig voldgiftsmekanisme med bindende virkning er nemlig en almindelig anerkendt måde til at løse tvister. I den foreliggende sag spiller CAS desuden en afgørende rolle med henblik på en ensartet anvendelse af sportsreglerne. Tildelingen af kompetence til dette organ, hvilket fandt sted under den administrative procedure, som førte til, at Kommissionen vedtog den omtvistede afgørelse, udgjorde desuden et fremskridt i forhold til den interne klageordning hos ISU, som havde fandtes indtil da. Endelig har de berørte parter mulighed for at anfægte anerkendelsen og fuldbyrdelsen af kendelser afsagt af CAS ved de kompetente nationale retter, som har kompetence til at forelægge Domstolen anmodninger om præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EU’s konkurrenceregler.

219

Mere generelt er Kommissionens vurderinger i denne henseende ikke relevante, idet den nævnte institution selv har anerkendt, at voldgiftsreglerne ikke i sig selv udgør en overtrædelse.

220

Med det syvende anbringende, som blev fremsat i første instans, har ISU i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen ikke havde beføjelse til at pålægge forbundet korrigerende foranstaltninger vedrørende voldgiftsreglerne, da der ikke bestod en forbindelse mellem disse regler og reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling.

221

Som det fremgår af denne doms præmis 199 og 204, var det med rette, at Kommissionen i 270.-277., 282. og 283. betragtning til den omtvistede afgørelse støttede sig på de krav, som der mindes om i denne doms præmis 188-198, for at begrunde sin konklusion om, at voldgiftsreglerne, henset til deres indhold, betingelserne for deres anvendelse og deres rækkevidde, i den retlige og økonomiske sammenhæng, hvori de indgår, forstærkede det konkurrencebegrænsende formål, der kendetegnede de beføjelser, som ISU har i medfør af reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling, og som ikke er undergivet passende forpligtelser, begrænsninger og domstolskontrol.

222

Ingen af de argumenter, som ISU har gjort gældende, gør det muligt at anse, at en sådan konklusion er behæftet med nogen som helst fejl og så meget desto mindre med en åbenbar fejl.

223

Dels fremgår det nemlig i denne henseende af de betragtninger til den omtvistede afgørelse, der er omhandlet i denne doms præmis 216, at voldgiftsreglerne med bindende virkning og enekompetence bringer tvister vedrørende anvendelsen af reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling ind under CAS, som er et voldgiftsorgan, hvis kendelser kan prøves ved Tribunal fédéral (forbundsdomstol). Kommissionen har navnlig givet udtryk for, at den prøvelse, som den nævnte ret kan foretage vedrørende disse kendelser, udelukker spørgsmålet om, hvorvidt kendelserne er i overensstemmelse med de ufravigelige retsgrundsætninger, som artikel 101 TEUF og 102 TEUF er. Kommissionen har endvidere påpeget, at Tribunal fédéral (forbundsdomstol) ikke er en ret i en medlemsstat, men en ret, der er ekstern i forhold til Unionens domstolsordning, og som ikke har kompetence til at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål i denne henseende. Endelig har Kommissionen præciseret, at atleterne ifølge praksis fra Tribunal fédéral (forbundsdomstol) i praksis ikke har andet valg end at acceptere, at tvister mellem dem og ISU bringes ind under CAS, medmindre de giver afkald på at deltage i alle konkurrencer, der afholdes af ISU eller de nationale skøjteforbund, som er medlemmer af ISU, og følgelig i sidste ende på at udøve deres erhverv.

224

Dels udelukker voldgiftsreglerne muligheden for, at sagsøgere såsom atleter, der er adressater for en afgørelse om manglende opstillingsberettigelse, eller enheder eller virksomheder, der er adressater for en afgørelse om afslag på forudgående godkendelse af et projekt til en international konkurrence i hurtigskøjteløb på is, kan anmode om, at der bevilges retsbevarende foranstaltninger, såvel ved det kompetente voldgiftsorgan som ved de nationale retter, der eventuelt kunne blive foranlediget til at tage stilling til fuldbyrdelsen af kendelser afsagt af dette organ. Kommissionen har endvidere præciseret, at denne fuldbyrdelse i almindelighed kan varetages af ISU og de nationale skøjteforbund, der er medlemmer af ISU, uden at det i denne forbindelse er nødvendigt med deltagelse af en national ret.

225

ISU har imidlertid ikke fremført noget præcist og underbygget argument, der gør det muligt at anse, at disse forskellige betragtninger skulle være støttet på et faktuelt forkert grundlag eller være behæftet med en eller flere åbenbart urigtige skøn. Det må tværtimod konstateres, at visse af disse betragtninger, såsom dem, der vedrører den manglende mulighed for at få kendelser afsagt af CAS prøvet ved en ret, der er i stand til at sikre sig, at EU-rettens ufravigelige retsgrundsætninger er overholdt, om fornødent ved at anvende proceduren i henhold til artikel 267 TEUF, er korrekte, og at andre, såsom dem, hvorefter den i den foreliggende sag omhandlede voldgiftsmekanisme i praksis er pålagt atleterne ensidigt af ISU, er i overensstemmelse med de betragtninger, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har anlagt i så henseende (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, 2.10.2018, Mutu og Pechstein mod Schweiz, CE:ECHR:2018:1002JUD004057510, §§ 109-115).

226

Det sjette anbringende er følgelig ugrundet.

227

For så vidt angår det syvende anbringende skal det erindres, at hvis Kommissionen konstaterer, at artikel 101 TEUF eller 102 TEUF er overtrådt, kan den ved en afgørelse pålægge de deltagende virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder at bringe den pågældende overtrædelse til ophør (jf. i denne retning dom af 2.3.1983, GVL mod Kommissionen,7/82, EU:C:1983:52, præmis 23) og kan i denne forbindelse pålægge dem enhver forpligtelse af regulerende karakter, der står i passende forhold til overtrædelsen, og som er nødvendig for effektivt at bringe den til ophør (dom af 29.6.2010, Kommissionen mod Alrosa,C-441/07 P, EU:C:2010:377, præmis 39).

228

I den foreliggende sag konkluderede Kommissionen med rette, at voldgiftsreglerne forstærkede den overtrædelse, der blev fastslået i den omtvistede afgørelses artikel 1, idet de vanskeliggjorde domstolsprøvelse i henseende til EU’s konkurrenceret af voldgiftskendelser, der afsiges af CAS i forlængelse af afgørelser, som ISU har truffet i medfør af de diskretionære beføjelser, som reglerne om forudgående godkendelse og om opstilling tillægger dette forbund.

229

ISU, som har begrænset sig til – med urette – at gøre den manglende forbindelse mellem disse forskellige regler gældende, har desuden ikke med held bestridt Kommissionens vurderinger med hensyn til nødvendigheden af de korrigerende foranstaltninger, som den nævnte institution pålagde for så vidt angår voldgiftsreglerne.

230

Det fremgår under disse omstændigheder, at det syvende anbringende ligeledes er ugrundet.

231

Følgelig skal Kommissionen frifindes i søgsmålet, for så vidt som den ikke allerede er blevet frifundet i den appellerede dom.

232

Det bestemmes i artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement, at såfremt appellen ikke tages til følge, eller såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, træffer den afgørelse om sagsomkostningerne.

233

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, som i medfør af dette reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse på retsforhandlingerne i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

234

Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 2, som ligeledes i medfør af dette reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse på retsforhandlingerne i appelsager, træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningernes fordeling, hvis der er flere tabende parter.

235

I den foreliggende sag har ISU tabt både i sag C-124/21 P og i den del af sag T-93/18, som Domstolen har overtaget.

236

Derudover har Mark Jan Hendrik Tuitert og Niels Kerstholt samt EU Athletes, selv om de ikke har fået medhold hvad angår det andet anbringende, fået medhold i deres påstande.

237

Under disse omstændigheder skal ISU pålægges at betale sagsomkostningerne både i sag C-124/21 P og i den del af sag T-93/18, som Domstolen har overtaget, i overensstemmelse med de af Kommissionen, Mark Jan Hendrik Tuitert og Niels Kerstholt samt EU Athletes nedlagte påstande.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Store Afdeling):