1

Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union har ved deres appeller nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets domme af 16. december 2020, VW mod Kommissionen (T-243/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:619, herefter »den første appellerede dom«) og BT mod Kommissionen (T-315/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:622, herefter »den anden appellerede dom«), idet Kommissionen desuden har nedlagt påstand om ophævelse af Rettens dom af 16. december 2020, RN mod Kommissionen (T-442/17 RENV, EU:T:2020:618, herefter »den tredje appellerede dom«) (herefter samlet »de appellerede domme«). Ved disse domme gav Retten VW, BT og RN medhold i de sager, som de havde anlagt, og annullerede henholdsvis afgørelserne af 26. juni 2017, 20. juli 2018 og 24. september 2014 (herefter samlet »de omtvistede afgørelser«), hvorved Kommissionen havde givet afslag på en ansøgning om tildeling af efterladtepension til hver af disse personer på grundlag af artikel 20 i bilag VIII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union som fastsat i Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten for tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen (EFT 1968 I, s. 30), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1023/2013 af 22. oktober 2013 (EUT 2013, L 287, s. 15) (herefter »vedtægten«).

2

Vedtægtens artikel 1d har følgende ordlyd:

»1.   Ved anvendelsen af denne vedtægt er enhver form for forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder eller seksuel orientering forbudt.

I henhold til denne vedtægt behandles et ægteskabslignende forhold på lige fod med ægteskab, forudsat at samtlige betingelser i artikel 1, stk. 2, litra c), i bilag VII er opfyldt.

2.   For i praksis at sikre fuld erhvervsmæssig ligestilling mellem mænd og kvinder hvilket er et væsentligt element, der skal tages i betragtning ved gennemførelsen af samtlige aspekter af denne vedtægt, er princippet om ligebehandling ikke til hinder for, at Den Europæiske Union opretholder eller vedtager foranstaltninger, der tager sigte på at indføre specifikke fordele, der har til formål at gøre det lettere for det underrepræsenterede køn at udøve en erhvervsaktivitet eller at forebygge eller opveje ulemper i den erhvervsmæssige karriere.

[…]

5.   Hvis personer, der er omfattet af denne vedtægt, og som finder, at de er blevet krænket, fordi ligebehandlingsprincippet som fastlagt ovenfor ikke er blevet anvendt på dem, fremlægger oplysninger, på grundlag af hvilke man må formode, at der har fundet direkte eller indirekte forskelsbehandling sted, påhviler det institutionen at bevise, at der ikke har været tale om krænkelse af ligebehandlingsprincippet. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse i forbindelse med disciplinærsager.

6.   Da princippet om ligebehandling og princippet om proportionalitet skal overholdes, skal enhver fravigelse fra dette princip begrundes objektivt og rimeligt og under henvisning til legitime målsætninger af almen interesse inden for rammerne af personalepolitikken. Sådanne målsætninger kan blandt andet være begrundelse for, at der fastsættes en obligatorisk pensionsalder og en minimumsalder for tildeling af alderspension.«

3

Vedtægtens artikel 35 bestemmer:

»Enhver tjenestemand placeres i en af følgende tjenesteretlige stillinger:

4

Vedtægtens artikel 47 fastsætter:

»Tjenestemanden udtræder af tjenesten ved:

5

Vedtægtens artikel 52 bestemmer:

»Med forbehold af bestemmelserne i artikel 50 pensioneres en tjenestemand:

En tjenestemand kan imidlertid efter ansøgning, og forudsat at ansættelsesmyndigheden finder det berettiget i tjenestens interesse, fortsætte med at arbejde, indtil han fylder 67 år, eller undtagelsesvist indtil han fylder 70 år, hvorefter han pensioneres automatisk den sidste dag i den måned, han fylder 67 hhv. 70 år.

[…]«

6

Vedtægtens artikel 76 har følgende ordlyd:

»Gaver, lån eller forskud kan gives til tjenestemænd, forhenværende tjenestemænd eller en afdød tjenestemands ydelsesberettigede pårørende, der befinder sig i en særlig vanskelig situation, især som følge af alvorlig eller langvarig sygdom eller et handicap eller deres familiemæssige stilling.«

7

Artikel 17 i bilag VIII til vedtægten er affattet således:

»Den længstlevende ægtefælle efter en tjenestemand, der er afgået ved døden i en af de tjenesteretlige stillinger, der omhandles i artikel 35 i vedtægten, får, såfremt de har været gift mindst et år, med forbehold af artikel 1, stk. 1, ovenfor og artikel 22 nedenfor efterladtepension, der er lig med 60% af den pension, som tjenestemanden ville have oppebåret, hvis han, uden hensyn til tjenestetidens varighed og tjenestemandens alder, havde haft krav herpå på tidspunktet for sin død.

Der tages ikke hensyn til den i første stykke nævnte varighed af ægteskabet, hvis der findes et eller flere børn i dette eller i tjenestemandens eventuelle tidligere ægteskab, og den længstlevende ægtefælle forsørger eller har forsørget disse børn, eller hvis tjenestemandens død skyldes en helbredsmangel eller sygdom, som han har pådraget sig i forbindelse med sit arbejde eller en ulykke.«

8

Artikel 18 i bilag VIII til vedtægten bestemmer:

»Den længstlevende ægtefælle efter en tidligere tjenestemand, der har oppebåret alderspension, har, med forbehold af bestemmelserne i artikel 22, for så vidt ægteskabet blev indgået inden tjenesten ophørte, og det har bestået i mindst et år, ret til pension svarende til 60% af den alderspension, som ægtefællen oppebar på sin dødsdag. Den mindste pension er 35% af den sidste grundløn; pensionen kan dog i intet tilfælde være større end den alderspension, som ægtefællen oppebar på sin dødsdag.

Ægteskabets varighed tages ikke i betragtning, såfremt der i et ægteskab, som den tidligere tjenestemand har indgået, inden han trådte ud af tjenesten, findes et eller flere børn, og den længstlevende ægtefælle forsørger eller har forsørget disse børn.«

9

Artikel 19 i bilag VIII til vedtægten fastsætter:

»Den længstlevende ægtefælle efter en tidligere tjenestemand, der har modtaget invaliditetsydelse, har, såfremt den pågældende var gift med tjenestemanden på det tidspunkt, hvor han blev berettiget til denne, under forbehold af bestemmelserne i artikel 22, ret til en pension, der er lig med 60% af den invaliditetsydelse, som ægtefællen modtog på sin dødsdag.

Pensionen udgør mindst 35% af den sidste grundløn; pensionen kan dog i intet tilfælde overstige den invaliditetsydelse, som ægtefællen modtog på sig dødsdag.«

10

Artikel 20 i bilag VIII til vedtægten bestemmer:

»Der ses bort fra den i artikel 17a, 18, 18a og 19 nævnte betingelse om ægteskabets varighed, hvis ægteskabet med tjenestemanden, også hvis det er indgået, efter at han er trådt ud af tjenesten, har varet mindst fem år.«

11

Artikel 27 i bilag VIII til vedtægten har følgende ordlyd:

»En tjenestemands eller tidligere tjenestemands fraskilte ægtefælle har ret til efterladtepension i henhold til bestemmelserne i dette kapitel, såfremt den pågældende ved sin tidligere ægtefælles død godtgør for sit eget vedkommende at være berettiget til et underholdsbidrag fra ham, således som fastsat enten ved retsafgørelse eller ved en officielt registreret og fuldbyrdet aftale mellem de tidligere ægtefæller.

Efterladtepensionen må dog ikke overstige det underholdsbidrag, der blev udbetalt på tidspunktet for den tidligere ægtefælles død; pensionen ajourføres efter bestemmelserne i vedtægtens artikel 82.

Den fraskilte ægtefælle fortaber sin ret, hvis den pågældende indgår nyt ægteskab inden den tidligere ægtefælles død. Hvis den pågældende efter ægtefællens død indgår nyt ægteskab, finder artikel 26 anvendelse på den pågældende.«

12

VW, BT og RN havde alt efter omstændighederne indgået ægteskab eller på ny indgået ægteskab med EU-tjenestemænd, som ikke længere udførte tjeneste for en EU-institution på tidspunktet for indgåelsen af ægteskabet eller det nye ægteskab. De tre tidligere tjenestemænd afgik ved døden mindre end fem år efter dette tidspunkt.

13

De tre nævnte kvinder indgav hver især i deres egenskab af længstlevende ægtefælle til en tidligere EU-tjenestemand en ansøgning om tildeling af efterladtepension i henhold til kapitel 4 i bilag VIII til vedtægten.

14

Ved de omtvistede afgørelser afslog Kontoret »Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« (PMO) henholdsvis VW’s, BT’s og RN’s ansøgninger med den begrundelse, at de ikke opfyldte betingelserne i artikel 20 i bilag VIII til vedtægten for at opnå efterladtepension, idet deres ægteskab med den afdøde tjenestemand, som var indgået efter dennes udtræden af tjenesten, havde varet mindre end fem år.

15

De klager, som VW, BT og RN hver især indgav over disse afgørelser, blev alle afslået.

16

Ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 20. april 2018 og den 22. maj 2019 samt til Personalerettens Justitskontor den 17. juli 2015 anlagde VW, BT og RN hver især sag med påstand om annullation af de omtvistede afgørelser, der vedrørte dem.

17

Europa-Parlamentet fik tilladelse til at intervenere i de tre sager til støtte for Kommissionens påstande. Rådet fik tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande i de sager, der vedrørte VW og BT, mens Association internationale des anciens de l’Union européenne (AIACE Internationale) fik tilladelse til at intervenere til støtte for BT’s påstande i sagen vedrørende sidstnævnte.

18

Ved dom af 20. juli 2016, RN mod Kommissionen (F-104/15, EU:F:2016:163), tog Personaleretten i sagen vedrørende RN søgsmålets første anbringende til følge og annullerede afgørelsen af 24. september 2014. Kommissionen iværksatte appel til prøvelse af denne dom, hvorefter Retten tog appellen til følge ved dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520). Ved denne dom ophævede Retten den nævnte dom af 20. juli 2016, RN mod Kommissionen (F-104/15, EU:F:2016:163), og da den fandt, at tvisten ikke var moden til påkendelse, hjemviste den sagen til en anden af Rettens afdelinger end den, som havde truffet afgørelse i appelsagen.

19

Ved afgørelser af 6. maj 2019 og 11. marts 2019 udsatte Retten sagerne vedrørende VW og RN, indtil Domstolen havde truffet endelig afgørelse i sag C-460/18 P, HK mod Kommissionen.

20

Den 19. december 2019 afsagde Domstolen dom HK mod Kommissionen (C-460/18 P, EU:C:2019:1119).

21

I de tre sager, der gav anledning til de appellerede domme, opfordrede Retten ved skrivelser af 23. december 2019 parterne til at fremsætte deres bemærkninger til, hvilke konsekvenser der skulle drages af denne dom fra Domstolen.

22

Ved de appellerede domme annullerede Retten den 16. december 2020 hver enkelt af de omtvistede afgørelser, idet den tiltrådte VW’s, BT’s og RN’s anbringender, der i det væsentlige vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt artikel 20 i bilag VIII til vedtægten i lyset af ligebehandlingsprincippet, proportionalitetsprincippet for så vidt angår sagerne vedrørende VW og RN og princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder for så vidt angår sagerne vedrørende BT og RN var lovlig.

23

De appellerede domme er baseret på en argumentation, der i det væsentlige er identisk, med undtagelse af de betragtninger, som Retten har anført i den tredje appellerede doms præmis 41-46. I denne sidstnævnte henseende fastslog Retten i forbindelse med fastlæggelsen af tvistens omfang efter hjemvisningen af sagen, at det anbringende, som RN i dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520), havde fremsat om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder og proportionalitetsprincippet ikke var blevet behandlet, hvilket indebar, at Retten i sidste ende i den tredje appellerede dom skulle træffe afgørelse om samtlige de annullationsanbringender, som RN havde fremsat i første instans, i lyset af de retsspørgsmål, som Retten havde taget stilling til i dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520)

24

I øvrigt fastslog Retten i de tre appellerede domme, at den situation, der er omfattet af artikel 18 i bilag VIII til vedtægten, dvs. situationen for de længstlevende ægtefæller til en tidligere EU-tjenestemand, som har indgået ægteskab før dennes udtræden af tjenesten, med henblik på tildeling af efterladtepension kunne sammenlignes med den situation, der er omfattet af dette bilags artikel 20, nemlig situationen for de længstlevende ægtefæller til en tidligere tjenestemand, som har indgået ægteskab efter dennes udtræden af tjenesten. Retten fastslog endvidere, at der forelå en forskellig behandling af sammenlignelige situationer på grundlag af tidspunktet for indgåelsen af ægteskabet, idet efterladtepensionen tildeles længstlevende ægtefæller på betingelse af, at ægteskabet har varet mindst et år inden for rammerne af artikel 18 i bilag VIII til vedtægten og mindst fem år inden for rammerne af dette bilags artikel 20. Retten tilføjede, at en sådan forskellig behandling indebærer, at de længstlevende ægtefæller efter en tidligere tjenestemand, hvis ægteskab blev indgået efter dennes udtræden af tjenesten, stilles ringere end de længstlevende ægtefæller efter en tidligere tjenestemand, hvis ægteskab blev indgået før dennes udtræden af tjenesten. I sagerne vedrørende BT og RN fastslog Retten endvidere, at der forelå en forskellig behandling af sammenlignelige situationer, der indirekte var baseret på den tidligere tjenestemands alder på tidspunktet for indgåelsen af ægteskabet.

25

Efter at have anført, at den forskellige behandling, der er indført ved artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, var fastlagt i »lovgivningen« som omhandlet i artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), undersøgte Retten, om den forskellige behandling kunne begrundes i et formål af almen interesse, og om den stod i rimeligt forhold til det forfulgte formål, navnlig i lyset af den retspraksis, der er nævnt i den første og den anden appellerede doms præmis 48 samt i den tredje appellerede doms præmis 70.

26

Hvad i denne henseende for det første angår det formål af almen interesse, som består i bekæmpelse af svig, fastslog Retten, idet den anerkendte, at betingelsen om, at ægteskabet skal opfylde en betingelse om en minimumsvarighed for at give ret til efterladtepension, gør det muligt at sikre, at dette ægteskab ikke udelukkende er motiveret af andre overvejelser end ønsket om et samliv, såsom rent økonomiske overvejelser eller et ønske om at opnå opholdsret, at det var urimeligt at anse den i artikel 20 i bilag VIII til vedtægten fastsatte betingelse om mindst fem års ægteskab, som er fem gange højere, end hvad der følger af den i artikel 18 i bilag VIII til vedtægten fastsatte betingelse, og som ikke er omfattet af nogen undtagelse, der gør det muligt at godtgøre, at der ikke foreligger svig, uanset hvilke objektive beviser der fremlægges, for at være nødvendig med henblik på at nå formålet om bekæmpelse af svig.

27

Hvad for det andet angår det formål af almen interesse, som består i at beskytte Unionens finansielle midler, anerkendte Retten, at et sådant formål kunne anses for legitimt, men at det i overensstemmelse med Domstolens praksis ikke i sig selv kunne begrunde en undtagelse fra det almindelige ligebehandlingsprincip. Retten fastslog derfor, at eftersom den betingelse om ægteskabets minimumsvarighed, der er fastsat i artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, ikke kunne begrundes i formålet om bekæmpelse af svig, kunne den forskellige behandling, der er indført ved denne bestemmelse, heller ikke begrundes alene i hensynet til at beskytte Unionens finansielle midler.

28

Retten fastslog, at artikel 20 i bilag VIII til vedtægten tilsidesatte ligebehandlingsprincippet samt proportionalitetsprincippet i den sag, der vedrørte VW, og princippet om forbud mod forskelsbehandling i de sager, der vedrørte BT og RN. Under disse omstændigheder, og som allerede anført i nærværende doms præmis 22, tog Retten de af VW, BT og RN fremførte ulovlighedsindsigelser til følge og annullerede hver enkelt af de omtvistede afgørelser.

29

I appelskrifterne i sagerne C-116/21 P – C-118/21 P har Kommissionen nedlagt følgende påstande:

30

I appelskrifterne i sagerne C-138/21 P og C-139/21 P har Rådet nedlagt følgende påstande:

31

I sagerne C-116/21 P og C-139/21 P har VW nedlagt følgende påstande:

32

I sagerne C-117/21 P og C-138/21 P har BT nedlagt følgende påstande:

33

I sag C-118/21 P har RN nedlagt følgende påstande:

34

I sagerne C-116/21 P – C-118/21 P, C-138/21 P og C-139/21 P har Parlamentet, som i egenskab af intervenient i første instans har indgivet svarskrift i henhold til artikel 172 i Domstolens procesreglement, nedlagt påstand om, at appellerne tages til følge.

35

I sagerne C-117/21 P og C-138/21 P har AIACE Internationale, som i egenskab af intervenient i første instans har indgivet svarskrift i henhold til artikel 172 i Domstolens procesreglement, nedlagt følgende påstande:

36

I sagerne C-138/21 P og C-139/21 P har Kommissionen, som i egenskab af sagsøgt i første instans har indgivet svarskrift i henhold til artikel 172 i Domstolens procesreglement, nedlagt følgende påstande:

37

I overensstemmelse med artikel 54, stk. 2, i Domstolens procesreglement har Domstolens præsident den 13. april 2021 besluttet at forene sagerne C-116/21 P – C-118/21 P, C-138/21 P og C-139/21 P med henblik på retsforhandlingernes skriftlige og mundtlige del og med henblik på dommen.

38

Til støtte for appellerne i sagerne C-116/21 P og C-117/21 P har Kommissionen fremsat tre identiske anbringender vedrørende for det første en retlig fejl vedrørende kriterierne for vurdering af lovligheden af de valg, som EU-lovgiver har foretaget, og tilsidesættelse af begrundelsespligten, for det andet en retlig fejl ved fortolkningen af princippet om forbud mod forskelsbehandling samt for det tredje en retlig fejl ved fortolkningen af chartrets artikel 52, stk. 1, og flere tilsidesættelser af begrundelsespligten. I sag C-118/21 P har Kommissionen fremsat de samme anbringender, idet den først har fremsat et andet anbringende om en retlig fejl ved fastlæggelsen og anvendelsen af den beføjelse, som Retten i forbindelse med behandlingen af den hjemviste sag har, til at tage stilling til anbringenderne i søgsmålene i første instans efter ophævelse af den appellerede dom.

39

Til støtte for appellerne har Rådet fremsat tre identiske anbringender, som for det første vedrører retlige fejl for så vidt angår forekomsten af en forskellig behandling, for det andet retlige fejl med hensyn til omfanget af Rettens prøvelse af de valg, som EU-lovgiver har foretaget, og for det tredje retlige fejl med hensyn til begrundelsen for den forskellige behandling. I sag C-138/21 P har Rådet desuden fremsat et fjerde anbringende om retlige fejl og tilsidesættelse af begrundelsespligten for så vidt angår de konklusioner, som Retten nåede frem til, med hensyn til spørgsmålet om tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder.

40

VW, BT og RN har i øvrigt gjort gældende, at de appeller, der er iværksat i henholdsvis sagerne C-116/21 P – C-118/21 P, og for så vidt angår BT i sag C-138/21 P, ikke kan antages til realitetsbehandling.

41

VW har gjort gældende, at betydningen og rækkevidden af visse af Kommissionens anbringender og argumenter ikke er forståelige, og at der i strid med artikel 168, stk. 1, litra d), i Domstolens procesreglement ikke foreligger en kortfattet fremstilling af anbringenderne.

42

Kommissionen har bestridt denne argumentation, idet den bl.a. har henvist til indholdet af sin appel.

43

I denne henseende skal det bemærkes, at det af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 168, stk. 1, litra d), i Domstolens procesreglement fremgår, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand, idet appellen eller det pågældende anbringende i modsat fald afvises (dom af 25.1.2022, Kommissionen mod European Food m.fl., C-638/19 P, EU:C:2022:50, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

44

I det foreliggende tilfælde er det tilstrækkeligt at bemærke, at Kommissionen inden for rammerne af de tre anbringender, som den har fremsat til støtte for sin appel, har fremført en klar og detaljeret argumentation med angivelse af grundene til, at de præmisser i den første appellerede dom, som den kritiserer, efter Kommissionens opfattelse er behæftet med retlige fejl eller en tilsidesættelse af begrundelsespligten.

45

I modsætning til, hvad VW har gjort gældende, indeholder Kommissionens appel i øvrigt en kortfattet fremstilling af de fremsatte anbringender i overensstemmelse med artikel 168, stk. 1, litra d), i Domstolens procesreglement.

46

Det følger heraf, at søgsmålet i sag C-116/21 P kan antages til realitetsbehandling.

47

BT har anført, at appellerne i sagerne C-117/21 P og C-138/21 P ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som de er begrundet i nødvendigheden af at undgå de finansielle konsekvenser for Unionens budget, som følger af, at det i den anden appellerede dom blev konstateret, at artikel 20 i bilag VIII til vedtægten er ulovlig, idet den eventuelle eksistens af sådanne konsekvenser er et rent faktisk spørgsmål, der ikke opfylder kravene i artikel 58 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

48

I øvrigt er BT af den opfattelse, at eftersom Kommissionen har forpligtet sig til at udbetale efterladtepension til RN, uanset udfaldet af appellen i sag C-118/21 P, skal denne institution af ligebehandlingshensyn påtage sig den samme forpligtelse over for BT og VW, hvilket fratager både Kommissionen og Rådet søgsmålsinteresse og således medfører, at samtlige appeller i de forenede sager ikke kan antages til realitetsbehandling.

49

Kommissionen har bestridt denne argumentation, idet den bl.a. har forklaret, at den forpligtelse, som den har påtaget sig over for RN, er blevet indrømmet pr. kulance i henhold til vedtægtens artikel 76 og kan ikke udvides til at omfatte andre personer på grundlag af ligebehandlingsprincippet. Da der desuden ikke er foretaget en sådan udvidelse i BT’s tilfælde, kan argumentet om, at appellerne ikke kan antages til realitetsbehandling på grund af manglende søgsmålsinteresse, ikke tages til følge.

50

I denne henseende skal det erindres, at en appel i henhold til artikel 256 TEUF og artikel 58 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol er begrænset til retsspørgsmål (jf. i denne retning dom af 21.12.2021, Algebris (UK) og Anchorage Capital Group mod SRM, C-934/19 P, EU:C:2021:1042, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

51

I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at appellerne i sagerne C-117/21 P og C-138/21 P faktisk er støttet på rent retlige anbringender, som ikke tilsigter at rejse tvivl om Rettens faktuelle konstateringer, men som blot kritiserer Rettens retlige ræsonnement i den anden appellerede dom. Hvad angår den omstændighed, at Kommissionen og Rådet henholdsvis indledningsvis og indirekte har henledt Domstolens opmærksomhed på, hvilke konsekvenser en forkastelse af deres appeller vil have, skal det konstateres, at sådanne forklaringer, der ikke som sådan har til formål at understøtte den retlige argumentation, der er rettet mod den anden appellerede dom, ikke kan rejse tvivl om, hvorvidt appellerne kan antages til realitetsbehandling.

52

Hvad angår formalitetsindsigelsen om manglende søgsmålsinteresse skal det fastslås, at denne argumentation er støttet på en forpligtelse, som Kommissionen angiveligt skulle have til at udvide efterladtepensionen til at omfatte BT, der, således som det fremgår af Kommissionens forklaringer, er blevet meddelt RN pr. kulance i henhold til vedtægtens artikel 76, selv om en sådan forpligtelse hverken følger af vedtægten eller mere generelt af EU-retten, idet enhver afgørelse om at indrømme en »gave« som omhandlet i denne bestemmelse træffes inden for rammerne af en skønsbeføjelse og nødvendigvis beror på en individuel afgørelse, der træffes i lyset af omstændighederne i den konkrete sag.

53

Det følger heraf, at appellerne i sagerne C-117/21 P og C-138/21 P kan antages til realitetsbehandling.

54

RN har gjort gældende, at appellen i sag C-118/21 P ikke kan antages til realitetsbehandling. RN har anført, at Kommissionen ikke kan iværksætte endnu en appel i samme sag. Hverken EUF-traktaten eller statutten for Den Europæiske Unions Domstol indeholder bestemmelser, der tillader gentagne appeller i én og samme sag. RN har i denne henseende ligeledes påberåbt sig reglen om, at det ikke er muligt at iværksætte appel til prøvelse af en appeldom.

55

Kommissionen har heroverfor anført, at de af RN anførte argumenter savner grundlag i de processuelle bestemmelser, der finder anvendelse.

56

I denne henseende bemærkes, at Kommissionen, således som det fremgår af nærværende doms præmis 18, i overensstemmelse med artikel 9 i bilag I til statutten for Den Europæiske Unions Domstol iværksatte appel til prøvelse af Personalerettens dom af 20. juli 2016, RN mod Kommissionen (F-104/15, EU:F:2016:163). Retten tog denne appel til følge ved dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520), og som følge af, at Personaleretten den 1. september 2016 blev opløst, blev sagen hjemvist til en anden af Rettens afdelinger end den, der havde truffet afgørelse i appelsagen. Sagen blev således pådømt for anden gang i første instans, hvilket gav anledning til den tredje appellerede dom. Kommissionen har i overensstemmelse med artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol iværksat appel til prøvelse af sidstnævnte dom.

57

Eftersom såvel dom af 20. juli 2016, RN mod Kommissionen (F-104/15, EU:F:2016:163), som den tredje appellerede dom hver for sig udgør »afgørelser, hvorved en sags behandling […] afsluttes« som omhandlet i artikel 9 i bilag I til statutten for Den Europæiske Unions Domstol og statuttens artikel 56, er det med urette, at RN har anført, at Kommissionen har iværksat to appeller i samme sag.

58

Det følger heraf, at appellen i sag C-118/21 P kan antages til realitetsbehandling.

59

Med det første anbringende har Kommissionen gjort gældende, at Retten i den tredje appellerede doms præmis 41-46 begik en retlig fejl ved fastlæggelsen og anvendelsen af den beføjelse, som Retten i forbindelse med behandlingen af den hjemviste sag har, til at tage stilling til anbringenderne i søgsmålene i første instans, efter at Retten som appelinstans har ophævet den dom, der er afsagt i første instans. Dette anbringende er opdelt i tre led.

60

Med det første anbringendes første led har Kommissionen gjort gældende, at spørgsmålet om hjemvisningens omfang ikke er overladt til den retsinstans, som sagen hjemvises til. I denne henseende fremgår det bl.a. af præmis 68 i dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520), at genstanden for hjemvisningen i den sag, der gav anledning til den tredje appellerede dom, var klart begrænset til undersøgelsen af det tredje anbringende i det søgsmål, der var anlagt i første instans, og som ikke indeholder noget argument om den hævdede ulovlighed af artikel 20 i bilag VIII til vedtægten. Retten kunne derfor i den tredje appellerede dom ikke udtale sig om andre anbringender end det tredje anbringende.

61

Ud over den omstændighed, at Retten i den tredje appellerede doms præmis 42 med urette tog hensyn til de anbringender, der var blevet fremsat til støtte for appellen, med henblik på at undersøge, om elementer i dommen i første instans var blevet kendt ugyldige, har Kommissionen i øvrigt gjort gældende, at ophævelsen af dom af 20. juli 2016, RN mod Kommissionen (F-104/15, EU:F:2016:163), er støttet på præmis 51-57 i dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520), som vedrører fortolkningen af artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, idet denne doms præmis 58-64 understøtter Rettens argumentation vedrørende de klagepunkter, som RN har fremsat til støtte for ulovlighedsindsigelsen vedrørende denne bestemmelse i vedtægten.

62

Retten begik derfor en retlig fejl ved at fastslå, at tvistens omfang efter hjemvisningen også vedrørte det anbringende, som RN havde fremsat i sit oprindelige søgsmål for Personaleretten, og som vedrørte tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder.

63

Med det første anbringendes andet led har Kommissionen anført, at Retten i den tredje appellerede dom implicit, men nødvendigvis, udtalte, at der ikke forelå forskelsbehandling i forbindelse med de situationer, der er reguleret i artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten. I denne henseende har Kommissionen gjort gældende, at Retten i dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520), fastslog, at Personalerettens fortolkning af artikel 20 i bilag VIII til vedtægten var behæftet med en retlig fejl, henset til RN’s argument om, at der stilles forskellige krav til ægteskabets varighed. Ved i denne henseende at fastslå, at den omstændighed, at der ikke blev taget hensyn til den ægteskabsperiode, der lå forud for datoen for tjenestemandens udtræden af tjenesten, ikke kunne godtgøre, at den nævnte bestemmelse var ulovlig, fastslog Retten imidlertid implicit, men nødvendigvis, at rækkevidden af artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten var af en sådan karakter, at klagepunktet om, at sidstnævnte bestemmelse var ulovlig på grund af tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, ikke kunne påberåbes, og at det derfor ikke var nødvendigt at tage stilling til spørgsmålet om forholdsmæssighed, således som den konkluderede i dommens præmis 63. Ved i den tredje appellerede doms præmis 45 at foretage en fejlagtig analyse af dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520), var det derfor med urette, at Retten i den tredje appellerede doms præmis 46 fastslog, at de anbringender, der var støttet på en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling og proportionalitetsprincippet, ikke var blevet behandlet i den nævnte dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520).

64

Med det første anbringendes tredje led har Kommissionen gjort gældende, at Retten ved i den tredje appellerede doms præmis 112 at konkludere, at artikel 20 i bilag VIII til vedtægten bl.a. tilsidesætter ligebehandlingsprincippet, traf en afgørelse, der var i strid med dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520). Konstateringen i denne doms præmis 59 vedrørende afgrænsningen af anvendelsesområdet for artikel 20 i bilag VIII til vedtægten og forskellen mellem de betingelser for tildeling af efterladtepension, der fremgår af denne bestemmelse og af dette bilags artikel 18, gør det ikke muligt at konkludere, at der foreligger en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

65

RN har principalt gjort gældende, at det første anbringende ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det er upræcist formuleret, idet Kommissionen logisk set ikke kan kritisere Retten for at have begået en retlig fejl både ved fastlæggelsen og anvendelsen af de beføjelser, som Retten i forbindelse med behandlingen af den hjemviste sag udøver. Denne manglende præcision påvirker følgelig de retlige argumenter, der ligger til grund for det første anbringende.

66

RN har subsidiært nedlagt påstand om, at det første anbringende skal forkastes.

67

Kommissionen har i replikken anført, at det første anbringende kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som Kommissionen ikke kan begrænse sig til alene at anfægte fortolkningen af de principper, der er genstand for appel, uden også at anfægte deres konkrete anvendelse og omvendt. I øvrigt har Kommissionen bestridt den af RN anlagte fortolkning af den tredje appellerede dom.

68

I modsætning til, hvad RN har gjort gældende, skal det fastslås, at formuleringen af Kommissionens første anbringende hverken er upræcis eller ulogisk, når der henses til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 43. Med dette første anbringende har Kommissionen således klart kritiseret Retten for at have begået en retlig fejl både ved fastlæggelsen og anvendelsen af den beføjelse, som Retten i forbindelse med behandlingen af den hjemviste sag har, til at tage stilling til anbringenderne i søgsmålene i første instans efter ophævelse af den appellerede dom, og har til støtte for dette anbringende fremført tre led, der er formuleret lige så præcist og klart.

69

For så vidt som RN har foreholdt Kommissionen, at den fandt, at Retten »både« begik en retlig fejl ved fastlæggelsen og anvendelsen af den beføjelse, som tilkommer Retten i forbindelse med behandlingen af den hjemviste sag, hvilket ikke er muligt, er det tilstrækkeligt at konstatere, at Kommissionen i appelskriftet i det væsentlige har anført, at Retten i den tredje appellerede dom ikke korrekt fastlagde genstanden for og omfanget af tvisten i den sag, der var indbragt for den, som følge af den omstændighed, at den havde foretaget en fejlagtig anvendelse af dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, EU:T:2017:520), og af den retspraksis, der vedrører fastlæggelsen af genstanden for og omfanget af tvisten efter hjemvisning.

70

Det må derfor konkluderes, at Kommissionens første anbringende i sag C-118/21 P kan antages til realitetsbehandling.

71

For det første skal Kommissionens klagepunkt om, at Retten begik en retlig fejl i den tredje appellerede doms præmis 42, forkastes. Kommissionen har nemlig foretaget en urigtig læsning af denne præmis ved at fastslå, at Retten fastlagde tvistens genstand og dens omfang efter hjemvisningen på grundlag af de anbringender, som Kommissionen fremsatte i appellen i sag T-695/16 P. I første punktum i den tredje appellerede doms præmis 42 fremhævede Retten således, at dom af 20. juli 2016, RN mod Kommissionen (F-104/15, EU:F:2016:163), blev ophævet ved dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520), efter at to af de anbringender, som Kommissionen havde fremsat, var blevet taget til følge. Under disse omstændigheder, og således som RN har anført, ville en fuldstændig ophævelse af Personalerettens dom føre til, at Retten i forbindelse med behandlingen af den hjemviste sag på ny skulle træffe afgørelse om hele søgsmålet i første instans.

72

Det var således med føje, at Retten i den tredje appellerede doms præmis 43 heraf udledte, at den på ny skulle tage stilling til samtlige de annullationsanbringender, som RN havde fremsat for Personaleretten, i lyset af de retsspørgsmål, der var blevet besvaret i dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520), og som var bindende for Retten inden for rammerne af hjemvisningen. Med henblik på at foretage denne konklusion baserede Retten sig nødvendigvis på den retspraksis, der er nævnt i den tredje appellerede doms præmis 41, og som Kommissionen ikke har bestridt, samt på konstateringen i første punktum i denne doms præmis 42, som vedrører den fuldstændige ophævelse af dom af 20. juli 2016, RN mod Kommissionen (F-104/15, EU:F:2016:163). Hvad angår de to sidste punktummer i den tredje appellerede doms præmis 42 skal det fastslås, at der er tale om en simpel henvisning, som ikke har betydning for denne konstatering, til de anbringender, som Kommissionen fremsatte i den sag, der gav anledning til dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520).

73

For det andet må det konstateres, at Retten heller ikke begik en retlig fejl i den tredje appellerede doms præmis 45 og 46 ved at fastslå, at den i dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520), ikke havde behandlet de led i det andet anbringende, som RN havde fremsat i sit søgsmål for Personaleretten.

74

Det fremgår af præmis 35, 55-60 og 76 i dom af 20. juli 2016, RN mod Kommissionen (F-104/15, EU:F:2016:163), at Personaleretten ikke undersøgte det andet anbringende i det af RN anlagte søgsmål i lyset af ulovlighedsindsigelsen vedrørende artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, men alene med henblik på den fortolkning, som den inden for rammerne af undersøgelsen af det første anbringende foretog af den betingelse om ægteskabets minimumsvarighed, der fremgår af denne bestemmelse. I denne sammenhæng ønskede Personaleretten at fastlægge, om den nævnte bestemmelse i overensstemmelse med de EU-retlige principper, såsom ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, kunne fortolkes således, at Kommissionen skulle tage hensyn til den samlede varighed af RN’s to ægteskaber med sin afdøde ægtefælle, hvilken fortolkning ifølge Personaleretten ikke var udelukket i denne bestemmelses ordlyd.

75

I øvrigt skal det bemærkes, at Retten inden for rammerne af appelsagen i præmis 57 i dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520), fastslog, at den fortolkning, som Personaleretten i præmis 57 og 76 i dom af 20. juli 2016, RN mod Kommissionen (F-104/15, EU:F:2016:163) havde anlagt af den omhandlede bestemmelse, var behæftet med en retlig fejl hovedsageligt med den begrundelse, at denne bestemmelses klare ordlyd var til hinder for en sådan fortolkning. Retten ophævede derfor dommen i sin helhed.

76

Det følger heraf, at det forhold, at Retten ved dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520), ophævede dom af 20. juli 2016, RN mod Kommissionen (F-104/15, EU:F:2016:163), skyldtes, at den forkastede den fortolkning af artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, som Personaleretten havde anlagt med hensyn til det første anbringende i det af RN anlagte søgsmål og ligebehandlingsprincippet, og dette uafhængigt af de klagepunkter, der vedrørte den af RN fremsatte ulovlighedsindsigelse vedrørende denne bestemmelse.

77

Dermed havde Retten ikke – og heller ikke implicit – mulighed for at tage stilling til klagepunkterne vedrørende en sådan indsigelse, idet hverken forkastelsen af den af Personaleretten anlagte fortolkning af artikel 20 i bilag VIII til vedtægten eller den rækkevidde, som Retten tillagde dette bilags artikel 18 og 20, i modsætning til, hvad Kommissionen har anført, kunne bevirke, at det endnu ikke ville være muligt at anse denne sidstnævnte artikel for ulovlig i lyset af de argumenter, som RN havde fremført i forbindelse med det andet anbringende i sit oprindelige søgsmål. Hvis dette anbringende blev taget til følge, ville RN på trods af den omstændighed, at hun ikke kunne kræve, at varigheden af hendes to ægteskaber skulle kumuleres i forbindelse med fortolkningen af artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, nemlig kunne opnå, at denne bestemmelse blev erklæret ugyldig, således at Kommissionen ville være forpligtet til at træffe en ny afgørelse i forhold til hende ved at drage konsekvenserne af den dom, som afslutter sagen.

78

Under disse omstændigheder er det med urette, at Kommissionen i det væsentlige har anført, at Retten implicit, men nødvendigvis, i dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520), udtalte sig negativt om ulovlighedsindsigelsen vedrørende artikel 20 i bilag VIII til vedtægten.

79

I modsætning til, hvad Kommissionen har anført, har Retten i præmis 58-64 i dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520), hverken undersøgt eller forkastet de klagepunkter, som RN fremsatte til støtte for ulovlighedsindsigelsen vedrørende artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, hvilket indebærer, at Kommissionen ikke kan gøre gældende, at Retten i den tredje appellerede doms præmis 46 med urette fastslog, at den ikke havde taget stilling til det andet anbringende i denne første dom.

80

Det skal i denne henseende således fastslås, at Retten i præmis 58-64 i dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520), begrænsede sig til at besvare de argumenter, som RN havde fremført som svar på Kommissionens appel. For det første vedrører begge de af RN fremførte argumenter, som er blevet undersøgt i denne doms præmis 59-61, imidlertid udelukkende Rettens fortolkning af artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, og de har derfor ingen sammenhæng med ulovlighedsindsigelsen vedrørende denne bestemmelse.

81

Hvad for det andet angår RN’s argument, der blev undersøgt i præmis 62-64 i dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520), er det korrekt, at dette argument om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet vedrører det andet anbringende i det oprindelige søgsmål, som omhandlede en ulovlighedsindsigelse. Imidlertid har Retten i dommens præmis 63 forklaret, at Personaleretten havde undersøgt spørgsmålet om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet med udgangspunkt i den forudsætning, at ordlyden af artikel 20 i bilag VIII til vedtægten kunne fortolkes således, at der bestod en pligt til at tage hensyn til den samlede varighed af RN’s to ægteskaber. Retten var imidlertid af den opfattelse, at Personaleretten ikke kunne tage udgangspunkt i en sådan forudsætning, og konkluderede på denne baggrund fortsat i den nævnte doms præmis 63, at det ikke var nødvendigt at tage stilling til RN’s argument om, at proportionalitetsprincippet angiveligt var blevet tilsidesat. Retten forkastede således på ingen måde det andet anbringende i RN’s oprindelige søgsmål, men begrænsede sig til at afvise at behandle dette anbringende og nærmere bestemt argumentet om, at proportionalitetsprincippet var blevet tilsidesat som følge af, at en sådan undersøgelse ikke kunne foretages under appellen.

82

Det følger heraf, at Retten i den tredje appellerede doms præmis 45 foretog en korrekt analyse af præmis 63 i dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520), hvilket indebærer, at den ikke kan foreholdes nogen retlig fejl i denne henseende.

83

For det tredje er det med urette, at Kommissionen har anført, at Retten i den tredje appellerede dom på grund af den udtalelse, der fremgår af første punktum i præmis 68 i dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520), ikke kunne tage stilling til andre anbringender end det tredje anbringende i det søgsmål, der var blevet anlagt ved Personaleretten.

84

Det skal nemlig bemærkes, at Retten i denne doms præmis 68 begrænsede sig til at udtale, at den ikke var i stand til at påkende sagen, idet Personaleretten ikke havde undersøgt RN’s tredje anbringende. Det skal imidlertid fastslås, at denne udtalelse alene vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagen var moden til, at Retten som appelinstans kunne tage den under påkendelse, og ikke det særskilte spørgsmål om fastlæggelsen af genstanden for og rækkevidden af tvisten efter hjemvisningen. I denne henseende tilkommer det udelukkende Retten i forbindelse med behandlingen af den hjemviste sag og ikke appelinstansen at fastlægge denne genstand og denne rækkevidde som en konsekvens af appelinstansens dom. Derfor er en given udtalelse om, hvorvidt sagen er moden til påkendelse, ikke i sig selv afgørende for den vurdering af, hvilken genstand og rækkevidde sagen har efter hjemvisningen, som Retten skal foretage i forbindelse med behandlingen af den hjemviste sag.

85

I det foreliggende tilfælde fremgår det af nærværende doms præmis 73, at Retten i den tredje appellerede doms præmis 46 korrekt fastslog, at den ikke havde taget stilling til de led i det andet anbringende i dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520), som vedrørte tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder og proportionalitetsprincippet.

86

For det fjerde kan Kommissionens klagepunkt om, at der foreligger en selvmodsigelse mellem den tredje appellerede doms præmis 112 og præmis 59 i dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520), ikke tiltrædes, for så vidt som det er baseret på den forudsætning, der er blevet forkastet i nærværende doms præmis 78, hvorefter Retten i dom af 18. juli 2017, Kommissionen mod RN (T-695/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:520), implicit, men nødvendigvis, forkastede anbringendet om en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

87

Henset til ovenstående betragtninger skal Kommissionens første appelanbringende i sag C-118/21 P forkastes.

88

Med disse anbringender og led har Kommissionen og Rådet principalt gjort gældende, at Retten med de appellerede domme begik en retlig fejl ved fortolkningen af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, for så vidt som den med urette konkluderede, at de situationer, der er omfattet af artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten, er sammenlignelige, og at der derfor forelå en forskellig behandling som følge af anvendelsen af forskellige ordninger på disse sammenlignelige situationer.

89

Generelt er disse institutioner, som støttes af Parlamentet, af den opfattelse, at Retten i den første appellerede doms præmis 59 og 60, i den anden appellerede doms præmis 58 og 59 samt for så vidt angår Kommissionen i den tredje appellerede doms præmis 80 og 81 begik en retlig fejl ved at fastslå, at tidspunktet for indgåelsen af ægteskabet var det eneste afgørende kriterium for anvendelsen af artikel 18 eller 20 i bilag VIII til vedtægten, og at de situationer, der var omfattet af disse bestemmelser, derfor var sammenlignelige. Hvis Retten havde taget hensyn til alle de forhold, der kendetegner disse situationer, burde den imidlertid have konstateret, at der består en væsentlig og objektiv forskel mellem de tjenestemænd, der er i aktiv tjeneste, og de tjenestemænd, der er udtrådt af tjenesten ved en EU-institution, som følger af disse tjenestemænds respektive retsstilling, navnlig henset til de arbejdsmæssige rettigheder og forpligtelser, som de førstnævnte tjenestemænd i modsætning til de sidstnævnte tjenestemænd er underlagt i henhold til vedtægtsbestemmelserne under hele deres tjenesteperiode.

90

Navnlig har såvel Kommissionen som Rådet bl.a. fremhævet, at en tjenestemand i aktiv tjeneste – i modsætning til tidligere tjenestemænd, der ikke længere er forpligtet til at arbejde – skal betale bidrag til pensionsordningen, oppebærer en grundløn, der er højere end den alderspension, som han vil få tildelt, når han går på pension, har pligt til at tage bopæl på tjenestestedet og har ret til udlandstillæg, særligt udlandstillæg og dækning af rejseudgifter. Kommissionen har tilføjet, at tidligere tjenestemænd ikke længere er omfattet af den fælles sygesikringsordning for arbejdsulykker. Denne institution har endvidere anført, at artikel 18 i bilag VIII til vedtægten i modsætning til dette bilags artikel 20 bestemmer, at ægteskabets varighed ikke skal tages i betragtning, såfremt der i tjenestemandens familie findes et barn, som er født i det ægteskab, som tjenestemanden har indgået, inden den pågældende udtrådte af tjenesten, hvilket viser, at de situationer, der er genstand for disse to bestemmelser, er grundlæggende forskellige. Samtlige disse betragtninger viser, at situationen for en tidligere tjenestemand, der indgår ægteskab, ikke med den samme selvfølgelighed, som det er tilfældet for en tjenestemand, der indgår ægteskab, mens den pågældende stadig er i aktiv tjeneste, kræver, at den længstlevende ægtefælle får udbetalt en erstatningsindtægt ved tildeling af efterladtepension.

91

Kommissionen er endvidere af den opfattelse, at situationen for de tjenestemænd, der er i aktiv tjeneste, og de tjenestemænd, som er udtrådt af tjenesten ved en EU-institution, adskiller sig på det personlige plan. For det første er de tjenestemænd, som indgår ægteskab inden deres udtræden af tjenesten, yngre end de tjenestemænd, der er omfattet af artikel 20 i bilag VIII til vedtægten. For det andet må en person, der indgår ægteskab med en pensioneret tjenestemand, på dette tidspunkt anses for at være økonomisk uafhængig, således at denne tjenestemands død vil have en mere begrænset virkning, end når der er tale om en tjenestemand, der har forsørget sin husstand, mens vedkommende var i aktiv tjeneste. Kommissionen har i denne henseende fremhævet, at Retten i den første appellerede doms præmis 51, i den anden appellerede doms præmis 50 og i den tredje appellerede doms præmis 72 foretog en urigtig fortolkning af præmis 69 i dom af 19. december 2019, HK mod Kommissionen (C-460/18 P, EU:C:2019:1119). I modsætning til, hvad Retten har anført, kan den længstlevende ægtefælles økonomiske formåen netop udgøre et relevant forhold for EU-lovgiver, når denne skal fastsætte kriterierne for tildeling af efterladtepension i henhold til artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, henset til de omstændigheder, hvorunder ægteskabet har fundet sted.

92

Kommissionen og Rådet har tilføjet, at det var med urette, at Retten i den første appellerede doms præmis 56, i den anden appellerede doms præmis 55 og for så vidt angår Kommissionen i den tredje appellerede doms præmis 77 afviste at drage konsekvenserne af præmis 33 i dom af 17. juni 1993, Arauxo-Dumay mod Kommissionen (T-65/92, EU:T:1993:47), for så vidt som Retten i denne sidstnævnte dom fremhævede forskellen mellem de situationer, der er reguleret i artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten, idet den tankegang, der lå til grund for denne samme dom, kan overføres på de foreliggende tilfælde til trods for forskellen mellem de faktiske omstændigheder, der er kendetegnende for de omhandlede tvister.

93

Kommissionen har i øvrigt gjort gældende, at Retten i den første appellerede doms præmis 58, i den anden appellerede doms præmis 57 og i den tredje appellerede doms præmis 79 i forbindelse med sin vurdering med urette så bort fra formålet med den minimumsvarighed af ægteskabet, der er fastsat i artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten, dvs. formålet om, således som det fremgår af præmis 89 i dom af 19. december 2019, HK mod Kommissionen (C-460/18 P, EU:C:2019:1119), at undgå arveaftaler og dermed indgåelsen af ægteskab alene med henblik på at opnå udbetaling af efterladtepension, uden at ægteskabet på nogen måde er udtryk for et reelt eller stabilt forhold mellem de berørte personer. Retten overholdt således ikke kriteriet om, at der ved vurderingen af, om der foreligger sammenlignelige situationer, skal tages hensyn til alle de forhold, som kendetegner dem, samt alle de retsregler, der regulerer forholdene for hver af de situationer, der skal sammenlignes. Ved i de samme præmisser i de tre appellerede domme at fastslå, at et ægteskab, der er indgået efter tjenestens ophør, ikke væsentligt ændrer situationen for den længstlevende ægtefælle for så vidt angår dennes økonomiske rettigheder i forhold til den situation, der er genstand for artikel 18 i bilag VIII til vedtægten, undlod Retten navnlig fuldstændigt at begrunde denne betragtning og så bort fra risikoen for, at et sådant ægteskab kan være påskud for at indgå en arveaftale.

94

VW, BT, støttet af AIACE Internationale, og RN har bestridt dette argument.

95

Indledningsvis bemærkes, at det af Domstolens faste praksis fremgår, at lighed for loven, som er fastsat i chartrets artikel 20, er et almindeligt princip i EU-retten, der kræver, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan differentiering er objektivt begrundet (dom af 2.9.2021, État belge (Ret til ophold i tilfælde af vold i hjemmet), C-930/19, EU:C:2021:657, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

96

Kravet om, at der skal foreligge tilsvarende situationer med henblik på at fastslå, om der foreligger en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, skal vurderes på grundlag af alle de omstændigheder, som kendetegner disse situationer, og navnlig i lyset af indholdet af og formålet med den retsakt, der indfører den forskellige behandling, idet det bemærkes, at der med henblik herpå skal tages hensyn til de principper, der gælder inden for det område, som retsakten henhører under, og de formål, der forfølges på det pågældende område. I det omfang situationerne ikke kan sammenlignes, udgør en forskellig behandling af de omhandlede situationer ikke en tilsidesættelse af den lighed for loven, som er fastsat i chartrets artikel 20 (dom af 2.9.2021, État belge (Ret til ophold i tilfælde af vold i hjemmet), C-930/19, EU:C:2021:657, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

97

Det er i lyset af denne retspraksis, at der skal foretages en undersøgelse af de argumenter, som er fremsat af Kommissionen og Rådet, støttet af Parlamentet, hvorefter Retten i de appellerede domme fejlagtigt konkluderede, at de situationer, der er omfattet af artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten, var sammenlignelige, og at der forelå en forskellig behandling af disse sammenlignelige situationer, som var afhængig af, hvornår ægteskabet var blevet indgået.

98

I denne henseende skal det bemærkes, at Retten i den første appellerede doms præmis 51, 52 og 55, i den anden appellerede doms præmis 50, 51 og 54 samt i den tredje appellerede doms præmis 72, 73 og 76 fastslog, at artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten under forudsætning af, at betingelsen om ægteskabets minimumsvarighed er overholdt, har til formål at tildele efterladtepension til den længstlevende ægtefælle alene på grundlag af den retlige karakter af de bånd, der knytter denne ægtefælle til den afdøde ægtefælle. Retten anførte desuden, at disse bestemmelser forfølger et formål om at tildele den længstlevende ægtefælle en erstatningsindtægt, som delvist skal kompensere for tabet af den afdøde ægtefælles indtægter, idet denne ægtefælle er en tidligere tjenestemand, der ikke længere er i aktiv tjeneste, og som således ikke længere betaler bidrag til Unionens pensionsordning.

99

Retten fandt derfor i det væsentlige, at disse to bestemmelser i bilag VIII til vedtægten har et i det væsentlige identisk indhold og formål, henset til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 96, og som Retten selv henviste til i den første og den anden appellerede doms præmis 44 samt i den tredje appellerede doms præmis 66. Ifølge Retten består det hovedelement, der kendetegner de omhandlede efterladtepensioner, i den retlige karakter af de bånd, der knytter den længstlevende ægtefælle som den person, der tillægges rettigheder ved de nævnte bestemmelser, til den afdøde tidligere tjenestemand. Endvidere består den eneste forskel ved anvendelsen af artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten ifølge Retten i betingelsen om ægteskabets minimumsvarighed, som selv er betinget af datoen for indgåelsen af ægteskabet, sammenholdt med tjenestemandens vedtægtsmæssige stilling på dette tidspunkt, således som det utvetydigt fremgår af den første appellerede doms præmis 53, af den anden appellerede doms præmis 52 og af den tredje appellerede doms præmis 74.

100

Under disse omstændigheder kunne Retten uden at begå en retlig fejl fastslå dels i den første appellerede doms præmis 59, i den anden appellerede doms præmis 58 og i den tredje appellerede doms præmis 80, at de situationer, der er omfattet af artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten, er sammenlignelige, dels i den første appellerede doms præmis 53 og 60, i den anden appellerede doms præmis 52 og 59 og i den tredje appellerede doms præmis 74 og 81, at de situationer, der er omfattet af disse bestemmelser, alene er forskellige for så vidt angår tidspunktet for indgåelse af ægteskabet i forhold til tjenestemandens vedtægtsmæssige stilling.

101

Kommissionen og Rådet, støttet af Parlamentet, har imidlertid for det første anført, at de situationer, der er omhandlet i artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten, adskiller sig væsentligt og objektivt ved den omstændighed, at tjenestemanden netop på tidspunktet for indgåelsen af ægteskabet inden for rammerne af den første bestemmelse stadig er ansat ved en EU-institution, mens vedkommende ikke længere er ansat inden for rammerne af den anden bestemmelse. Retten undlod således at tage tilstrækkeligt hensyn til dette karakteristiske element i sin vurdering af, hvorvidt situationerne var sammenlignelige.

102

Som Retten med føje anførte i den første appellerede doms præmis 54, i den anden appellerede doms præmis 53 og i den tredje appellerede doms præmis 75, varierer den retlige karakter af de bånd, der knytter den længstlevende ægtefælle til den afdøde tjenestemand, imidlertid ikke afhængigt af, om tjenestemændene på tidspunktet for indgåelsen af ægteskabet udøvede erhvervsmæssig beskæftigelse eller ej, og er heller ikke afhængig af størrelsen af de bidrag til Unionens pensionsordning, der er blevet betalt, eller som stadig skal betales. Som Retten fastslog i den første appellerede doms præmis 58, i den anden appellerede doms præmis 57 og i den tredje appellerede doms præmis 79, kan den omstændighed, at den afdøde tjenestemand har indgået ægteskab før eller efter den pågældendes udtræden af tjenesten, desuden ikke væsentligt ændre situationen for den længstlevende ægtefælle for så vidt angår dennes økonomiske rettigheder, som retten til efterladtepension udgør en del af i form af en erstatningsindtægt.

103

Det skal nemlig fremhæves, at tidspunktet for indgåelsen af ægteskabet alene bestemmes af de fremtidige ægtefællers vilje. Denne beslutning følger af et frit valg fra tjenestemandens side på grundlag af flere overvejelser, som ikke nødvendigvis eller udelukkende indebærer, at der skal tages hensyn til omstændigheder, der er forbundet med udøvelsen af en erhvervsmæssig beskæftigelse eller ej. I modsætning til det af Kommissionen og Rådet anførte kan den omstændighed, at tjenestemanden var eller ikke var i aktiv tjeneste på dette tidspunkt, derfor ikke have afgørende betydning for vurderingen af, om de omhandlede situationer er sammenlignelige, henset til de kriterier, der er nævnt i nærværende doms præmis 96, herunder navnlig indholdet af og formålet med artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten som anført i nærværende doms præmis 98. I denne henseende er Rettens ræsonnement, der er gengivet i den foregående præmis i nærværende dom, i det væsentlige baseret på dette indhold, dette formål og dette hovedelement.

104

Det er korrekt, således som det fremgår af nærværende doms præmis 99, at tjenestemandens vedtægtsmæssige stilling på tidspunktet for indgåelsen af ægteskabet har betydning for betingelsen om dette ægteskabs minimumsvarighed. Mens den krævede varighed kun er ét år i det tilfælde, hvor ægteskabet indgås på et tidspunkt, hvor tjenestemanden fortsat er i aktiv tjeneste, er den fastsat til fem år i det tilfælde, hvor tjenestemanden indgår ægteskab efter at være udtrådt af tjenesten ved en EU-institution.

105

Som VW med rette har anført, og som det fremgår af nærværende doms præmis 102 og 103, er hverken tjenestemandens vedtægtsmæssige stilling eller tidspunktet for indgåelsen af ægteskabet imidlertid relevante forhold for undersøgelsen af, om situationerne er sammenlignelige, idet de ikke har nogen direkte forbindelse med indholdet af, formålet med og hovedelementet i retten til efterladtepension som omhandlet i artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten.

106

Det er af denne grund, at det analogt med, hvad Domstolen i præmis 70 i dom af 19. december 2019, HK mod Kommissionen (C-460/18 P, EU:C:2019:1119), udtalte med hensyn til den efterladtepension, der er fastsat i artikel 17 i bilag VIII til vedtægten, skal fastslås, at tildelingen af efterladtepension i princippet »alene« afhænger af den retlige karakter af de bånd, der knytter den pågældende person til den afdøde tjenestemand, og dette selv om Domstolen i denne doms præmis 89 har anerkendt, at ægteskabets minimumsvarighed også udgør en betingelse for, at den længstlevende ægtefælle kan opnå ret til efterladtepension.

107

Det er nemlig den retlige karakter af båndene mellem ægtefællerne, der ligger til grund for ordningen for efterladtepension for Unionens tjenestemænd og ansatte, for så vidt som denne betingelse for tildeling er fælles for samtlige de efterladtepensioner, der er omhandlet i artikel 17-20 og 27 i bilag VIII til vedtægten. Betingelsen om ægteskabets minimumsvarighed er accessorisk i forhold til betingelsen om den retlige karakter af båndene mellem ægtefællerne, for så vidt som den alene har til formål at præcisere den periode, hvori det retlige bånd skal have bestået med henblik på tildeling af efterladtepension. Denne accessoriske betingelse er desuden ikke medtaget i visse af de situationer, hvori der indrømmes efterladtepension, såsom dem, der er omhandlet i artikel 19 og 27 i bilag VIII til vedtægten.

108

Det var således med rette, at Retten i den første appellerede doms præmis 52 og 54, i den anden appellerede doms præmis 51 og 53 samt i den tredje appellerede doms præmis 73 og 75 i sin begrundelse fremhævede betydningen af den retlige forbindelse mellem ægtefællerne som det hovedelement, der er kendetegnende for Unionens ordning for efterladtepension, og konkluderede, at tjenestemandens vedtægtsmæssige stilling ikke har nogen indvirkning på denne forbindelse.

109

Kommissionen og Rådet har for det andet gjort gældende, at situationen for en tidligere tjenestemand, der indgår ægteskab efter dennes udtræden af tjenesten, ikke kræver, at den længstlevende ægtefælle tildeles en erstatningsindtægt med samme selvfølgelighed, som det er tilfældet for den tjenestemand, der indgår ægteskab, mens den pågældende fortsat er i aktiv tjeneste. I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, således som Retten med føje anførte i den første appellerede doms præmis 58, i den anden appellerede doms præmis 57 og i den tredje appellerede doms præmis 79, under henvisning til præmis 69 i dom af 19. december 2019, HK mod Kommissionen (C-460/18 P, EU:C:2019:1119), at den ret til efterladtepension, der er omhandlet i artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten, ikke er underlagt betingelser om midler eller formue, som skal kvalificere den længstlevende ægtefælles manglende evne til at dække sine behov og således påvise vedkommendes tidligere økonomiske afhængighed af den afdøde ægtefælle.

110

Kommissionen har for det tredje anført, at Retten ikke tog hensyn til formålet med den minimumsvarighed af ægteskabet, der er fastsat i artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten, og som, således som det fremgår af præmis 89 i dom af 19. december 2019, HK mod Kommissionen (C-460/18 P, EU:C:2019:1119), består i at undgå, at der indgås af arveaftaler, som er svigagtige eller udtryk for misbrug. Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at bemærke, at dette aspekt ikke er relevant på det tidspunkt, hvor der skal vurderes, om situationerne er sammenlignelige. Dette argument vedrører nemlig begrundelsen for den kortere eller længere periode, som ægteskabet skal have varet, og kan derfor først tages i betragtning i forbindelse med vurderingen af, om den eventuelle konstaterede forskelsbehandling er forholdsmæssig.

111

Hvad i øvrigt angår Kommissionens argument om, at den manglende sammenlignelighed mellem situationerne desuden bekræftes af den omstændighed, at betingelsen om ægteskabets minimumsvarighed i modsætning til, hvad der er fastsat i artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, ikke længere finder anvendelse i henhold til artikel 18 i bilag VIII til vedtægten, når den længstlevende ægtefælle forsørger eller har forsørget den tidligere tjenestemands børn, er dette forhold uden betydning for vurderingen af, om de situationer, der er omfattet af disse to artikler, er sammenlignelige. Betingelsen om forsørgelse af børn, som alene er fastsat i artikel 18 i bilag VIII til vedtægten, har i lighed med det, der er anført i nærværende doms præmis 104 og 106, nemlig samme accessoriske karakter som betingelsen om ægteskabets minimumsvarighed, som den træder i stedet for. Den har således ingen direkte forbindelse med indholdet af, formålet med og hovedelementet i retten til efterladtepension som omhandlet i dette bilags artikel 18 og 20.

112

Det fremgår af ovenstående betragtninger, at i modsætning til, hvad Kommissionen og Rådet, støttet af Parlamentet, har anført, er de konklusioner, som Retten nåede frem til i den første appellerede doms præmis 59 og 60, i den anden appellerede doms præmis 58 og 59 samt i den tredje appellerede doms præmis 80 og 81, ikke behæftet med en retlig fejl.

113

Under disse omstændigheder skal Kommissionens og Rådets argument om, at Retten med urette i den første appellerede doms præmis 56, i den anden appellerede doms præmis 55 og for så vidt angår Kommissionen i den tredje appellerede doms præmis 77 afviste at drage konsekvenserne af præmis 33 i dom af 17. juni 1993, Arauxo-Dumay mod Kommissionen (T-65/92, EU:T:1993:47), anses for irrelevant. Selv hvis det antages, at dette argument var begrundet, er Rettens konklusioner vedrørende situationernes sammenlignelighed nemlig tilstrækkeligt baseret på begrundelsen i henholdsvis den første appellerede doms præmis 51-55 og 58, i den anden appellerede doms præmis 50-54 og 57 samt i den tredje appellerede doms præmis 72-76 og 79, uafhængigt af de betragtninger, der er anført henholdsvis i disse dommes præmis 56, 57 og 77.

114

Det følger heraf, at det første anbringendes tredje led og det andet anbringende i sag C-116/21 P, det første anbringendes tredje led og det andet anbringendes to første led i sag C-117/21 P, det andet anbringendes tredje led og det tredje anbringendes to første led i sag C-118/21 P samt det første anbringende i sagerne C-138/21 P og C-139/21 P skal forkastes.

115

Med disse anbringender har Kommissionen og Rådet subsidiært i det væsentlige foreholdt Retten, at den i de appellerede domme begik en retlig fejl for så vidt angår omfanget af domstolsprøvelsen.

116

Disse to institutioner, som støttes af Parlamentet, er af den opfattelse, at Retten i det andet punktum i de to første appellerede dommes præmis 48 og for så vidt angår Kommissionen i det andet punktum i den tredje appellerede doms præmis 70 anvendte en EU-retspraksis, der er udviklet i en helt anden sammenhæng end den, der vedrører personalepolitiske valg i situationer, hvor lovgiver har flere muligheder. Retten har således bl.a. i den første appellerede doms præmis 80, i den anden appellerede doms præmis 84 og for så vidt angår Kommissionen i den tredje appellerede doms præmis 105 med urette konkluderet, at EU-lovgivers valg vedrørende ægteskabets minimumsvarighed, der kommer til udtryk i artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, blot var »urimeligt«. Herved foretog Retten en prøvelse, der gik ud over en prøvelse af, om den omhandlede foranstaltning var »åbenbart uhensigtsmæssig eller uegnet« i forhold til det mål, der forfølges af de kompetente institutioner, nemlig i det foreliggende tilfælde at forhindre misbrug af rettigheder og svig samt at beskytte Unionens finansielle midler. Retten satte således sin egen vurdering i stedet for EU-lovgivers og overskred derfor grænserne for legalitetskontrollen.

117

Hvad angår formålet om at beskytte Unionens finansielle midler har Rådet foreholdt Retten, at den undlod at undersøge artikel 20 i bilag VIII til vedtægten i lyset af dette formål i bred forstand, sammenholdt med formålet om bekæmpelse af svig. Ud over den omstændighed, at Retten burde have undersøgt, om denne bestemmelse var åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til disse formål, har Rådet gjort gældende, at Retten i den første appellerede doms præmis 83 og i den anden appellerede doms præmis 87 med urette fastslog, at selv uden den nævnte bestemmelse ville den økonomiske ligevægt i Unionens pensionsordning ikke blive bragt i fare. Unionen har nemlig pligt til at udforme en ordning, der kan forhindre tilfælde af svig som følge af proformaægteskaber, der indgås af pensionerede EU-tjenestemænd.

118

Kommissionen har endvidere anført, at Retten, selv om den har bekræftet, at dens vurdering af lovligheden af artikel 20 i bilag VIII er baseret på chartrets artikel 20 og 21, fraveg Domstolens praksis, hvorefter bedømmelsen af lovligheden af en EU-retsakt under hensyn til grundrettighederne under alle omstændigheder ikke kan hvile på anbringender vedrørende konsekvenserne af denne retsakt i et konkret tilfælde. Retten fremhævede nemlig den særlige ulempe, som visse personer kan opleve, og henviste i den første appellerede doms præmis 77 og 78, i den anden appellerede doms præmis 81 og i den tredje appellerede doms præmis 101-103 endvidere til de særlige faktiske omstændigheder i de foreliggende tilfælde med henblik på at fastslå, at artikel 20 i bilag VIII til vedtægten var ulovlig.

119

VW er af den opfattelse, at Kommissionen og Rådet ved at foreholde Retten at have foretaget en prøvelse af, om EU-lovgivers valg havde »urimelig« karakter, har foretaget en fejlagtig læsning af den første appellerede dom. Retten foretog nemlig i denne appellerede doms præmis 69-74 en undersøgelse af, om dette valg var »åbenbart urimeligt« i betydningen »uegnet«. VW er af den opfattelse, at Retten fulgte den korrekte logik i forbindelse med proportionalitetsvurderingen, således som det fremgår af Unionens retsinstansers praksis, og har gjort gældende, at Retten med føje fastslog, at selv hvis formålet om bekæmpelse af svig måtte anses for at være lovligt, er den foranstaltning, der på grundlag af en uafkræftelig formodning har til formål at fastsætte en minimumsvarighed for ægteskabet, som er fem gange højere end den, der kræves i dette bilags artikel 18, åbenbart uhensigtsmæssig og går ud over, hvad der er nødvendigt for at sikre, at der ikke foreligger svig.

120

I øvrigt er VW i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, af den opfattelse, at Retten ud over betragtningerne vedrørende VW’s faktiske og familiemæssige situation i den første appellerede doms præmis 61 anførte, at forskelsbehandlingen ikke alene medførte en ulempe for hende selv, men mere generelt for alle de længstlevende ægtefæller til en tidligere tjenestemand, som har indgået ægteskab efter dennes udtræden af tjenesten, og følgelig for alle de længstlevende ægtefæller, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 20 i bilag VIII til vedtægten.

121

BT, støttet af AIACE Internationale, er ligeledes af den opfattelse, at Retten i den anden appellerede doms præmis 61 udtalte sig i generelle vendinger uden specifikt at henvise til BT’s sag og uden at fremsætte argumenter med henvisning til de faktiske omstændigheder i det foreliggende tilfælde.

122

BT har endvidere gjort gældende, at Retten i lighed med Domstolen, som i dom af 19. december 2019, HK mod Kommissionen (C-460/18 P, EU:C:2019:1119), fandt, at betingelsen om en minimumsvarighed på et års ægteskab, der er omhandlet i artikel 17 og 18 i bilag VIII til vedtægten, ikke forekom at være diskriminerende eller åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det formål, der forfølges med tildelingen af efterladtepension, er forpligtet til at undersøge, om betingelsen om en minimumsvarighed på fem års ægteskab som omhandlet i dette bilags artikel 20 ikke er diskriminerende, åbenbart uhensigtsmæssig og nødvendig for at nå de mål, der er fastsat af EU-lovgiver. Retten foretog imidlertid en grundig undersøgelse af dette spørgsmål i den anden appellerede dom.

123

RN har gjort gældende, at Kommissionens argument om, at Retten tilsidesatte omfanget af sin prøvelsesret, savner klarhed og derfor ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som Kommissionen ikke har præciseret, i lyset af hvilket af de formål der forfølges med efterladtepensionen, lovligheden af artikel 20 i bilag VIII til vedtægten skulle have været undersøgt. Under alle omstændigheder er RN af den opfattelse, at Retten undersøgte situationen for de længstlevende ægtefæller i lyset af det formål, der består i at kompensere disse ægtefæller for det indtægtstab, der følger af den tidligere tjenestemands død.

124

RN har desuden gjort gældende, at Retten i modsætning til, hvad Kommissionen har anført, i forbindelse med vurderingen af gyldigheden af artikel 20 i bilag VIII til vedtægten ikke blot overvejede at anvende denne bestemmelse på de foreliggende tilfælde, men i den tredje appellerede doms præmis 83 og 103 anførte, at denne bestemmelse medførte en særlig ulempe for en hel kategori af personer, nemlig de længstlevende ægtefæller, der har giftet sig med en tidligere tjenestemand.

125

Indledningsvis skal det bemærkes, at Kommissionens argument om, at Retten tilsidesatte omfanget af sin prøvelse, i modsætning til, hvad RN har gjort gældende, ikke er uklart og derfor ikke skal afvises fra realitetsbehandling i lyset af den retspraksis, der er henvist til i nærværende doms præmis 43. Med dette argument har denne institution nemlig foreholdt Retten, at den ikke foretog en korrekt anvendelse af det kriterium, på grundlag af hvilket lovligheden af artikel 20 i bilag VIII til vedtægten skulle vurderes.

126

Hvad angår realiteten bemærkes, at Retten i den første og den anden appellerede doms præmis 46-48 og i den tredje appellerede doms præmis 68-70 henviste til de krav, der er nævnt i chartrets artikel 52, stk. 1, og til den retspraksis, der finder anvendelse med henblik på efterprøvelsen af, om forskelsbehandlingen er forholdsmæssig. Retten fastslog derefter i den første og den anden appellerede doms præmis 49 samt i den tredje appellerede doms præmis 71, at hvis situationerne i henholdsvis artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten var sammenlignelige, skulle den kontrollere, at det ikke forekom urimeligt, at EU-lovgiver var af den opfattelse, at den indførte forskelsbehandling kunne være hensigtsmæssig og nødvendig med henblik på virkeliggørelsen af det formål af almen interesse, der forfølges med betingelsen om ægteskabets minimumsvarighed i artikel 20 i bilag VIII til vedtægten. Efter at have fastslået, at situationerne var sammenlignelige, foretog den denne vurdering med udgangspunkt i den første appellerede doms præmis 65, i den anden appellerede doms præmis 66 og i den tredje appellerede doms præmis 90.

127

Således som Kommissionen og Rådet, støttet af Parlamentet, har anført, fremgår det imidlertid af Domstolens praksis, at ligebehandlingsprincippet som fastsat i chartrets artikel 20, når der er tale om vedtægtsbestemmelser som de i de foreliggende tilfælde omhandlede, og når der henses til den vide skønsbeføjelse, som EU-lovgiver råder over i denne henseende, kun tilsidesættes, hvis EU-lovgiver foretager en vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig sondring i forhold til det formål, der forfølges med den pågældende lovgivning (jf. i denne retning dom af 25.3.2021, Alvarez y Bejarano m.fl. mod Kommissionen, C-517/19 P og C-518/19 P, EU:C:2021:240, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

128

Det skal fastslås, at denne retspraksis finder anvendelse i forbindelse med prøvelsen af det krav om proportionalitet, der er fastsat i chartrets artikel 52, stk. 1.

129

I de foreliggende tilfælde fandt Retten i den første og den anden appellerede doms præmis 49 samt i den tredje appellerede doms præmis 71, at den skulle undersøge, om det ikke forekom urimeligt, at EU-lovgiver var af den opfattelse, at den indførte forskelsbehandling kunne være hensigtsmæssig og nødvendig med henblik på virkeliggørelsen af det formål af almen interesse, der forfølges med den betingelse om ægteskabets minimumsvarighed, der er fastsat i artikel 20 i bilag VIII til vedtægten. Retten burde imidlertid have begrænset sig til at undersøge, om den sondring, der blev foretaget i denne bestemmelse, sammenholdt med bilagets artikel 18, ikke forekom vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det forfulgte formål af almen interesse. Herved tilsidesatte Retten omfanget af sin prøvelse ved at foretage en fejlagtig undersøgelse af kravet om proportionalitet og begik således en retlig fejl. Uden denne fejl havde Retten nemlig måttet anlægge et andet ræsonnement og eventuelt nå frem til andre konklusioner end dem, den nåede frem til i den første appellerede doms præmis 80, 85 og 87, i den anden appellerede doms præmis 84, 90 og 92 samt i den tredje appellerede doms præmis 105, 110 og 112.

130

Denne tilsidesættelse af domstolsprøvelsen har desuden påvirket den første appellerede doms præmis 69, den anden appellerede doms præmis 71 og den tredje appellerede doms præmis 94. Retten undersøgte nemlig ud fra disse præmisser, om den betingelse om en minimumsvarighed på fem års ægteskab, der er fastsat i artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, isoleret set og uafhængigt af betingelsen om en minimumsvarighed på et år, der er fastsat i dette bilags artikel 18, inden for rammerne af chartrets artikel 52, stk. 1, er forholdsmæssig i den forstand, at den ikke åbenbart går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det formål, der forfølges af EU-lovgiver. Som det fremgår af nærværende doms præmis 128, burde Retten, selv inden for rammerne af denne bestemmelse i chartret, imidlertid have begrænset sig til at undersøge, om den forskel, der er konstateret i det foreliggende tilfælde, dvs. den omstændighed, at betingelsen om ægteskabets minimumsvarighed i de situationer, der er omfattet af artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, er fem gange højere end den, der er fastsat for de situationer, der er omfattet af dette bilags artikel 18, selv om alle disse situationer er sammenlignelige, skal anses for at være vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det formål, der er fælles for de to bestemmelser, og som forfølges af EU-lovgiver.

131

Under disse omstændigheder, og uden at det er nødvendigt at undersøge de øvrige argumenter, som Kommissionen og Rådet har fremført, skal det første appelanbringendes to første led i sagerne C-116/21 P og C-117/21 P, det andet appelanbringendes to første led i sag C-118/21 P og det andet appelanbringende i sagerne C-138/21 P og C-139/21 P tages til følge.

132

Uden at det er fornødent at undersøge det tredje anbringende i sag C-116/21 P, det andet anbringendes tredje led og det tredje anbringende i sag C-117/21 P, det tredje anbringendes tredje led og det fjerde anbringende i sag C-118/21 P, det tredje og det fjerde anbringende i sag C-138/21 P samt det tredje anbringende i sag C-139/21 P skal appellerne derfor tages til følge, og de tre appellerede domme ophæves.

133

I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, andet punktum, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.

134

Henset til bl.a. den omstændighed, at annullationssøgsmålene i sagerne T-243/18, T-315/19 og T-442/17 RENV er støttet på anbringender, der har været genstand for en kontradiktorisk forhandling ved Retten, og hvis undersøgelse ikke nødvendiggør vedtagelsen af supplerende foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse, skal det fastslås, at disse søgsmål er modne til påkendelse, og at der skal træffes endelig afgørelse herom.

135

Med henblik på, at Domstolen råder over de fuldstændige sagsakter i sagerne, har Domstolens Justitskontor den 21. januar 2022 på den refererende dommers opfordring anmodet Rettens Justitskontor om at fremsende lydoptagelsen fra de retsmøder, der er afholdt i sagerne T-243/18 og T-315/19. Rettens Justitskontor besvarede denne anmodning den 25. januar 2022.

136

Til støtte for søgsmålet for Retten har VW i sag T-243/18 i det væsentlige fremsat to anbringender, der principalt omhandler en ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 20 i bilag VIII til vedtægten og subsidiært en fejlagtig fortolkning af artikel 27 i bilag VIII til vedtægten. VW har endvidere subsidiært gjort gældende, at denne bestemmelse er ulovlig som følge af en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet som fastsat i chartrets artikel 20.

137

Med det første anbringende i sag T-243/18 har VW gjort gældende, at artikel 20 i bilag VIII til vedtægten tilsidesætter ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet, der er fastsat i henholdsvis chartrets artikel 20 og 52, for så vidt som den ved at opstille en betingelse om en minimumsvarighed på fem års ægteskab, mens artikel 18 i bilag VIII til vedtægten kun fastsætter en minimumsvarighed på et år, uberettiget fratager hende retten til efterladtepension.

138

Kommissionen, støttet af Parlamentet og Rådet, har bestridt denne argumentation.

139

I denne henseende bemærkes, at det af chartrets artikel 52, stk. 1, fremgår, at enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved chartret, skal være fastlagt i lovgivningen og respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold. Under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan der kun indføres begrænsninger, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

140

I øvrigt er ligebehandlingsprincippet et grundlæggende princip i EU-retten, som er fastsat i chartrets artikel 20, og princippet om forbud mod forskelsbehandling i chartrets artikel 21, stk. 1, er et særligt udtryk herfor (dom af 29.10.2020, Veselības ministrija, C-243/19, EU:C:2020:872, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis). Disse to principper er ligeledes nævnt i vedtægtens artikel 1d.

141

Domstolen har allerede fastslået, at forbuddet mod enhver forskelsbehandling på grund af alder, som er fastsat i chartrets artikel 21, stk. 1, har bindende karakter som et generelt princip i EU-retten, idet dette forbud ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at tillægge private en ret, der som sådan kan påberåbes i en tvist mellem disse på et område, der er omfattet af EU-retten (dom af17.4.2018, Egenberger, C-414/16, EU:C:2018:257, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis). Det samme må gælde for det almindelige princip om ligebehandling eller princippet om lighed for loven, der er omhandlet i chartrets artikel 20.

142

Som det allerede er nævnt i nærværende doms præmis 95, kræver det almindelige ligebehandlingsprincip af EU-lovgiver i overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 1, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet. En forskellig behandling er berettiget, når den er baseret på et objektivt og rimeligt kriterium, dvs. når den beror på et med den pågældende lovgivning lovligt tilstræbt formål, og når forskellen står i rimeligt forhold til det formål, som tilstræbes med denne behandling (dom af 22.5.2014, Glatzel, C-356/12, EU:C:2014:350, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

143

Som anført i nærværende doms præmis 96 skal kravet om, at der skal foreligge tilsvarende situationer med henblik på at fastslå, om der foreligger en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, vurderes på grundlag af alle de omstændigheder, som kendetegner disse situationer, og navnlig i lyset af indholdet af og formålet med den retsakt, der indfører den forskellige behandling, idet det bemærkes, at der med henblik herpå skal tages hensyn til de principper, der gælder inden for det område, som retsakten henhører under, og de formål, der forfølges på det pågældende område. I det omfang situationerne ikke kan sammenlignes, udgør en forskellig behandling af de omhandlede situationer ikke en tilsidesættelse af den lighed for loven, som er fastsat i chartrets artikel 20.

144

Endvidere skal der henvises til Domstolens praksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 127, hvorefter ligebehandlingsprincippet, når der er tale om vedtægtsbestemmelser som de i de foreliggende tilfælde omhandlede, og når der henses til den vide skønsbeføjelse, som EU-lovgiver råder over i denne henseende, kun tilsidesættes, hvis EU-lovgiver foretager en vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig sondring i forhold til det formål, der forfølges med den pågældende lovgivning.

145

Det er på baggrund af denne retspraksis og kravene i chartrets artikel 52, stk. 1, at den ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, som VW har fremsat i sag T-243/18, skal undersøges i lyset af chartrets artikel 20 og 52.

146

Hvad i første række angår sammenligneligheden af de situationer, der er omhandlet i artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten, skal det af de grunde, der er anført i nærværende doms præmis 98-113, fastslås, at disse situationer er sammenlignelige.

147

I anden række må det konstateres, at EU-lovgiver ved i disse bestemmelser i bilag VIII til vedtægten at fastsætte forskellige minimumsperioder for ægteskabet har behandlet sammenlignelige situationer forskelligt.

148

I tredje række skal det undersøges, om denne forskellige behandling er i overensstemmelse med chartrets artikel 20, for så vidt som den opfylder de kriterier, der er fastsat i chartrets artikel 52, stk. 1, og som er nævnt i nærværende doms præmis 139.

149

For det første er det ubestridt, at den nævnte forskellige behandling er fastsat ved lov som omhandlet i chartrets artikel 52, stk. 1, eftersom den følger af artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, sammenholdt med dette bilags artikel 18. Disse EU-retlige bestemmelser fastsætter betingelser for ægteskabets minimumsvarighed, der er præcist angivet, og som definerer rækkevidden af begrænsningen i udøvelsen af retten til ligebehandling (jf. hvad angår rækkevidden af kravet om, at enhver begrænsning i udøvelsen af de grundlæggende rettigheder skal være fastlagt i lovgivningen, dom af 26.4.2022, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-401/19, EU:C:2022:297, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

150

For det andet respekterer den begrænsning af ordningen for efterladtepension, som den omhandlede forskellige behandling indebærer, i overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 1, det væsentligste indhold af ligebehandlingsprincippet. Denne begrænsning rejser nemlig ikke tvivl om dette princip som sådan, for så vidt som den kun vedrører det begrænsede spørgsmål om ægteskabets minimumsvarighed, som de længstlevende ægtefæller til afdøde tjenestemænd eller tidligere tjenestemænd skal opfylde for at kunne få udbetalt efterladtepension, uden at disse ægtefæller fratages muligheden for at modtage en sådan pension i hvert af de tilfælde, der er nævnt i artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten.

151

For det tredje opfylder den nævnte begrænsning et mål af almen interesse som omhandlet i chartrets artikel 52, stk. 1, nemlig målet om at forhindre retsmisbrug og svig, idet forbuddet herimod udgør et almindeligt EU-retligt princip, som borgerne skal overholde (dom af 6.2.2018, Altun m.fl., C-359/16, EU:C:2018:63, præmis 49). Domstolen har nemlig allerede fastslået, at den betingelse, hvorefter ægteskabet skal have en bestemt varighed for, at den længstlevende ægtefælle kan få tildelt efterladtepension, har til formål at sikre, at forholdet mellem de pågældende personer er reelt og stabilt (jf. i denne retning dom af 19.12.2019, HK mod Kommissionen, C-460/18 P, EU:C:2019:1119, præmis 89). Der er tale om et ensartet kriterium, der finder anvendelse uden forskel på alle de længstlevende ægtefæller, der er omfattet af artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten, og som ikke har til formål at skabe en formodning om, at der foreligger misbrug eller svig fra den længstlevende ægtefælles side, men at forhindre, at der begås et sådant misbrug eller svig.

152

Hvad for det fjerde angår proportionalitetsvurderingen skal det inden for rammerne af prøvelsen af lovligheden af en EU-retlig bestemmelse i lyset af ligebehandlingsprincippet og på grund af det vide skøn, som EU-lovgiver råder over på området for vedtægtsbestemmelser, undersøges, således som det er anført i nærværende doms præmis 127 og 144, om artikel 20 i bilag VIII til vedtægten ved at foreskrive, at ægteskabet skal have varet i mindst fem år for de længstlevende ægtefæller, der har indgået ægteskab med en tjenestemand efter dennes udtræden af tjenesten, mens ægteskabet i henhold til dette bilags artikel 18 kun skal have varet ét år i de tilfælde, hvor der indgås ægteskab med en tjenestemand i aktiv tjeneste, fastsætter en vilkårlig og åbenbar uhensigtsmæssig sondring i forhold til det formål af almen interesse, der er nævnt i den foregående præmis i nærværende dom.

153

Domstolen har allerede fastslået, at den betingelse om en minimumsvarighed på et år, der er fastsat i artikel 17 i bilag VIII til vedtægten, hverken er vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til dette formål, idet denne analyse gælder mutatis mutandis for den betingelse om en minimumsvarighed på et år, der er fastsat i artikel 18 i bilag VIII til vedtægten (jf. analogt dom af 19.12.2019, HK mod Kommissionen, C-460/18 P, EU:C:2019:1119, præmis 90).

154

Som Kommissionen, støttet af Rådet og Parlamentet, i det væsentlige har anført i det skriftlige indlæg og i retsmødet for Retten, forekommer det hverken vilkårligt eller åbenbart uhensigtsmæssigt i artikel 20 i bilag VIII til vedtægten at kræve, at ægteskabet skal have en kortere minimusvarighed end den, der er fastsat i dette bilags artikel 18. I det tilfælde, der er omhandlet i denne artikel 20, som er kendetegnet ved, at ægteskabet indgås efter tjenestemandens udtræden af tjenesten, kan der forekomme en større tilskyndelse til at begå misbrug eller svig som følge af den højere grad af forudsigelighed og den omstændighed, at tidspunktet for tjenestemandens død er rykket tættere på, eftersom denne udtræden, som det er tilfældet i den foreliggende sag, er sket som følge af pensionering som omhandlet i vedtægtens artikel 52.

155

Under disse omstændigheder må det fastslås, at EU-lovgiver ved i artikel 20 i bilag VIII til vedtægten at fastsætte krav om en minimumsvarighed på fem års ægteskab for at forhindre misbrug og svig, mens denne varighed kun er ét år i de situationer, der er omfattet af dette bilags artikel 18, inden for rammerne af den vide skønsbeføjelse, som tilkommer denne, ikke har foretaget en vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig sondring.

156

Uden at det er nødvendigt at undersøge det formål om at beskytte Unionens finansielle interesser, som Kommissionen har henvist til i retsmødet for Retten, følger det af det ovenstående, at den forskellige behandling, der er indført ved artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, er i overensstemmelse med chartrets artikel 20.

157

Det første anbringende om en ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 20 i bilag VIII til vedtægten skal derfor forkastes.

158

Med det andet anbringende i sag T-243/18 har VW gjort gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 27 i bilag VIII til vedtægten, idet denne bestemmelse ifølge VW kun kan fortolkes således, at den omhandler et ægteskab, der er indgået efter skilsmisse mellem forskellige personer. VW har subsidiært gjort gældende, at den nævnte bestemmelse er ulovlig, for så vidt som den tilsidesætter ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet, der er fastsat i henholdsvis chartrets artikel 20 og 52.

159

Kommissionen, støttet af Parlamentet og Rådet, har bestridt denne argumentation, idet den bl.a. har henvist til den klare ordlyd af artikel 27 i bilag VIII til vedtægten. Efter i svarskriftet at have gjort gældende, at det andet anbringende ikke kan antages til realitetsbehandling, har Kommissionen i duplikken anført, at den frafalder denne formalitetsindsigelse for så vidt angår dette anbringendes principale led, idet den har fastholdt denne indsigelse for så vidt angår det nævnte anbringendes subsidiære led. I sidstnævnte henseende har Kommissionen bl.a. anført, at ulovlighedsindsigelsen vedrørende artikel 27 i bilag VIII til vedtægten ikke kan antages til realitetsbehandling på grund af stævningens manglende klarhed med hensyn til dette led af det andet anbringende.

160

Hvad for det første angår den retlige fejl, som Kommissionen angiveligt begik ved fortolkningen af artikel 27 i bilag VIII til vedtægten, bemærkes, således som Kommissionen har fremhævet i svarskriftet, at denne artikel i henhold til sin klare ordlyd udelukkende regulerer retten til efterladtepension for fraskilte ægtefæller til en tjenestemand eller en tidligere tjenestemand. Uden at det er nødvendigt at fortolke udtrykket »nyt ægteskab« i denne artikels stk. 3, er det imidlertid ubestridt, at VW på tidspunktet for sin ægtefælles død var gift og ikke skilt fra en tidligere tjenestemand, således at hun for så vidt angår retten til efterladtepension ikke er omfattet af artikel 27 i bilag VIII til vedtægten, men alene af dette bilags artikel 20. Som det fremgår af forkastelsen af det første anbringende, er denne artikel ikke behæftet med en ulovlighed og fratager således ikke i sig selv de længstlevende ægtefæller, der befinder sig i en situation som VW, retten til efterladtepension under forudsætning af, at de opfylder betingelserne i denne artikel 20.

161

Hvad for det andet angår ulovlighedsindsigelsen vedrørende artikel 27 i bilag VIII til vedtægten bemærkes, at det af artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 76 i Rettens procesreglement fremgår, at stævningen i første instans bl.a. skal angive søgsmålets genstand med tilstrækkelig klarhed og præcision til, at den sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og Unionens retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret. Navnlig skal stævningens påstande formuleres utvetydigt for at undgå, at Unionens retsinstanser træffer afgørelse ultra petita eller undlader at træffe afgørelse om et klagepunkt (jf. i denne retning kendelse af 3.12.2019, WB mod Kommissionen, C-271/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:1037, præmis 15 og den deri nævnte retspraksis).

162

Selv om der i VW’s stævning formelt kan identificeres to led inden for rammerne af det andet anbringende, må det konstateres, at de oplysninger, der er anført til støtte for dette anbringendes andet led, som er påberåbt subsidiært i forhold til det første led, er for kortfattede til, at Unionens retsinstanser kan vurdere, om det er begrundet. I såvel stævningens overskrift som dens indhold er anført generelle betragtninger, der ikke gør det muligt at foretage en præcis undersøgelse heraf. Navnlig forklarer denne stævning på ingen måde, hvorledes artikel 27 i bilag VIII til vedtægten tilsidesætter ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet, der er fastsat i henholdsvis chartrets artikel 20 og 52.

163

Det følger heraf, at den af VW indgivne stævning for så vidt angår det andet anbringendes andet led ikke opfylder kravene i artikel 76, litra d), i Rettens procesreglement, og at det af denne grund ikke kan antages til realitetsbehandling.

164

Henset til ovenstående betragtninger skal det andet anbringende forkastes, og Kommissionen skal dermed frifindes i det af VW anlagte søgsmål i sag T-243/18.

165

BT, støttet af AIACE Internationale, har til støtte for sit søgsmål for Retten i sag T-315/19 fremsat to anbringender. Med det første anbringende gøres det gældende, at betingelsen om en minimumsvarighed på fem års ægteskab, som er fastsat i artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, er ulovlig, og det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 1d.

166

Kommissionen, støttet af Parlamentet og Rådet, har bestridt denne argumentation.

167

Indledningsvis bemærkes, at hele den argumentation, som BT har anført i stævningen for Retten, i det væsentlige er baseret på tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder i henhold til artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, sammenholdt med dette bilags artikel 18. BT har således til trods for, at der i stævningen formelt er fremsat to anbringender, kun gjort et enkelt anbringende gældende om, at artikel 20 i bilag VIII til vedtægten er ulovlig i lyset af disse principper.

168

Det skal i øvrigt bemærkes, at BT i replikken og derefter i retsmødet for Retten præciserede, at hun ligeledes gjorde gældende, at der forelå tilsidesættelse af den omsorgspligt, der er fastsat i vedtægtens artikel 1d, stk. 6. Det er korrekt, at der i stævningen kun nævnes tilsidesættelse af artikel 1d, og det må således kunne antages, at BT indirekte har henvist til stk. 6 i denne artikel i vedtægten. Det fremgår imidlertid ikke af den argumentation, som BT har fremført i stævningen for Retten, at hun havde til hensigt på nogen måde at gøre gældende, at der var sket tilsidesættelse af omsorgspligten, idet hendes argumentation nemlig alene var koncentreret om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder. Det skal i denne henseende endvidere fremhæves, at Kommissionen i svarskriftet ikke har forstået det andet anbringende således, at det vedrører en tilsidesættelse af omsorgspligten.

169

I henhold til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 161, og henset til den omstændighed, at Kommissionen i retsmødet for Retten gjorde gældende, at anbringendet støttet på omsorgspligten ikke kunne antages til realitetsbehandling, må det derfor fastslås, at det andet anbringende, der er nævnt i nærværende doms præmis 165, lige så lidt som det første anbringende kan forstås således, at det omfatter en tilsidesættelse af omsorgspligten som omhandlet i vedtægtens artikel 1d, stk. 6.

170

På baggrund af disse indledende betragtninger skal det eneste anbringende om ulovligheden af artikel 20 i bilag VIII til vedtægten undersøges i lyset af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder.

171

Hvad i første række angår ulovlighedsindsigelsen vedrørende artikel 20 i bilag VIII til vedtægten skal der i denne henseende henvises til nærværende doms præmis 139-156, for så vidt som denne indsigelse er støttet på en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, således som dette er fastsat i chartrets artikel 20, og hvortil der er henvist i vedtægtens artikel 1d, og dette første led af det eneste anbringende skal af de samme grunde forkastes.

172

Hvad i anden række angår ulovlighedsindsigelsen vedrørende artikel 20 i bilag VIII til vedtægten skal det, for så vidt som den vedrører en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, således som dette er fastsat i chartrets artikel 21, stk. 1, og hvortil der er henvist i vedtægtens artikel 1d, for det første bemærkes, som anført i nærværende doms præmis 146, at de situationer, der er omhandlet i artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten, er sammenlignelige.

173

For det andet bemærkes, at EU-lovgiver ved i nævnte artikel 18 og 20 at fastsætte forskellige krav til ægteskabets minimumsvarighed har foretaget en indirekte forskelsbehandling på grund af alder.

174

For det første, således som det er blevet fastslået i nærværende doms præmis 99 og 154, adskiller de situationer, der er omfattet af artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten, sig nemlig fra hinanden for så vidt angår tidspunktet for ægteskabets indgåelse afhængigt af, om tjenestemanden er eller ikke er udtrådt af tjenesten som omhandlet i vedtægtens artikel 47, og for det andet er denne udtræden af tjenesten oftest, som det i det væsentlige fremgår af parternes samstemmende argumentationer, forbundet med tjenestemandens pensionering som omhandlet i vedtægtens artikel 52. Henset til den omstændighed, at denne artikel 52 i sin bredeste anvendelse fastsætter, således som BT har anført i replikken for Retten, at pensioneringen af tjenestemænd, der har ret til alderspension som omhandlet i artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, kan ske mellem 58 og 70 år, må det imidlertid konstateres, at de tidligere tjenestemænd, der er nævnt i denne artikel 20, generelt har indgået ægteskab i en højere alder end de tidligere tjenestemænd, der er nævnt i artikel 18 i bilag VIII til vedtægten.

175

Det følger heraf, at artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, sammenholdt med dette bilags artikel 18, indebærer en indirekte forskelsbehandling på grund af tjenestemandens alder, idet det præciseres, at den omstændighed, at tjenestemænd i henhold til vedtægtens artikel 52 kan pensioneres og oppebære alderspension med en aldersmæssig forskel på 12 år i de mest ekstreme tilfælde, ikke er tilstrækkelig til at afvise, at denne ulige behandling er begrundet i alder (jf. i denne retning dom af 2.4.2020, Comune di Gesturi, C-670/18, EU:C:2020:272, præmis 26-28).

176

For det tredje skal det under henvisning til nærværende doms præmis 148-154 af de deri indeholdte grunde, og uden at det er nødvendigt at undersøge det formål om at beskytte Unionens finansielle interesser, som Kommissionen har anført i duplikken for Retten, konkluderes, at den indirekte forskellige behandling på grund af alder, der er indført ved artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, er i overensstemmelse med princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, således som dette er fastsat i chartrets artikel 21, stk. 1, og hvortil der er henvist i vedtægtens artikel 1d.

177

Følgelig skal det eneste anbringendes andet led om, at artikel 20 i bilag VIII til vedtægten i lyset af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder er ulovlig, forkastes.

178

Henset til ovenstående betragtninger skal det eneste anbringende om ulovlighedsindsigelsen vedrørende artikel 20 i bilag VIII til vedtægten forkastes, og Kommissionen skal dermed frifindes i det af BT anlagte søgsmål i sag T-315/19.

179

Indledningsvis bemærkes, at Domstolen kun skal træffe endelig afgørelse inden for rammerne af den tvist, der verserer for den (dom af 23.11.2021, Rådet mod Hamas, C-833/19 P, EU:C:2021:950, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis).

180

Til støtte for søgsmålet for Retten i sag T-442/17 RENV har RN fremsat tre anbringender. Eftersom Retten forkastede det første og det tredje anbringende i den tredje appellerede dom, og da RN ikke inden for rammerne af en kontraappel har bestridt rigtigheden af de dele af denne dom, der vedrører disse to anbringender, giver Domstolens ophævelse af den nævnte dom ikke anledning til tvivl om denne dom, for så vidt som Retten forkastede de nævnte anbringender. RN havde nemlig mulighed for at iværksatte en kontraappel, der kunne rejse tvivl om Rettens forkastelse af det første og det tredje anbringende, der blev fremsat i første instans, eftersom artikel 178, stk. 1, i Domstolens procesreglement bestemmer, at påstandene i kontraappelskriftet skal gå ud på, at Rettens afgørelse ophæves helt eller delvist, idet rækkevidden af disse påstande – i modsætning til procesreglementets artikel 169, stk. 1, om påstandene i appelskriftet – ikke herved er indskrænket til Rettens afgørelse, således som den fremgår af denne afgørelses konklusion. Da en sådan kontraappel ikke er blevet iværksat, har den tredje appellerede dom retskraft, for så vidt som Retten forkastede det første og det tredje anbringende (jf. analogt dom af 23.11.2021, Rådet mod Hamas, C-833/19 P, EU:C:2021:950, præmis 81 og 82 og den deri nævnte retspraksis).

181

Det følger heraf, at Domstolen inden for rammerne af søgsmålet i sag T-442/17 RENV alene skal tage stilling til det andet anbringende, som RN har gjort gældende for Retten. I denne henseende skal det bemærkes, at Kommissionen for Retten har bestridt, at dette anbringende kan antages til realitetsbehandling. Denne formalitetsindsigelse må imidlertid forkastes af de samme grunde som dem, Retten anførte i den tredje appellerede doms præmis 62 og 63, og som Kommissionen i øvrigt ikke har anfægtet i appelskriftet.

182

På baggrund af disse indledende betragtninger skal det bemærkes, at RN med sit andet anbringende har gjort gældende, at artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, sammenholdt med dette bilags artikel 18, er ulovlig, for så vidt som den tilsidesætter ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, der er fastsat i henholdsvis chartrets artikel 20 og 21, stk. 1, og hvortil der er henvist i vedtægtens artikel 1d, samt proportionalitetsprincippet.

183

Kommissionen, støttet af Parlamentet, har bestridt denne argumentation.

184

I denne henseende skal der henvises til nærværende doms præmis 171-176, og af deri indeholdte grunde skal det andet anbringende forkastes, og Kommissionen skal dermed frifindes i det af RN anlagte søgsmål i sag T-442/17 RENV.

185

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen.

186

I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

187

Da VW har tabt sagen, efter at appellerne er blevet taget til følge, og Kommissionen og Rådet hver især har nedlagt påstand om, at VW tilpligtes at betale sagsomkostningerne, bør det pålægges VW at bære sine egne omkostninger og betale de omkostninger, som disse to institutioner har afholdt såvel i første instans i sag T-243/18 som i forbindelse med appellerne i sagerne C-116/21 P og C-139/21 P.

188

Da BT har tabt sagen, efter at appellerne er blevet taget til følge, og Kommissionen og Rådet hver især har nedlagt påstand om, at BT tilpligtes at betale sagsomkostningerne, bør det pålægges BT at bære sine egne omkostninger og betale de omkostninger, som disse to institutioner har afholdt såvel i første instans i sag T-315/19 som i forbindelse med appellerne i sagerne C-117/21 P og C-138/21 P.

189

Da RN har tabt sagen, efter at appellerne er blevet taget til følge, og Kommissionen har nedlagt påstand om, at RN tilpligtes at betale sagsomkostningerne, bør det pålægges RN at bære sine egne omkostninger og betale Kommissionens omkostninger såvel i første instans i sagerne F-104/15 og T-442/17 RENV som i forbindelse med appellerne i sag C-118/21 P. Da Kommissionen derimod ikke har nedlagt påstand om, at RN tilpligtes at betale sagsomkostningerne i sag T-695/16 P, bør det pålægges hver af disse parter at bære deres egne omkostninger i denne sag.

190

Artikel 184, stk. 4, i Domstolens procesreglement bestemmer, at en intervenient i første instans, som ikke selv har iværksat appel, kun kan pålægges at betale sagsomkostninger i appelsagen, hvis den pågældende har deltaget i den skriftlige eller den mundtlige del af retsforhandlingerne for Domstolen. Deltager en intervenient i første instans i appelsagen, kan Domstolen bestemme, at den pågældende skal bære sine egne omkostninger.

191

I henhold til disse bestemmelser bør det pålægges Parlamentet og AIACE Internationale som intervenienter i første instans, der har deltaget i retsforhandlingerne for Domstolen, hver at bære deres egne omkostninger i alle de sager, hvori de er indtrådt i henholdsvis første instans og i appelsagerne, herunder for så vidt angår Parlamentet i sagerne F-104/15 og T-695/16 P.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tredje Afdeling):