Sag C-50/21
Prestige and Limousine, S. L.
mod
Área Metropolitana de Barcelona m.fl.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af
Tribunal Superior de Justicia de Cataluña)
Domstolens dom (Første Afdeling) af 8. juni 2023
»Præjudiciel forelæggelse – artikel 49 TEUF – artikel 107, stk. 1, TEUF – tjenesteydelser med udlejning af personbiler med chauffør – tilladelsesordning, som ud over en licens til at levere tjenesteydelser i byer og mellem byer på hele det nationale område indebærer udstedelse af en yderligere driftslicens for at kunne levere bymæssige transporttjenester i et storbyområde – antallet af licenser til levering af tjenesteydelser med udlejning af personbiler med chauffør begrænses til en tredivtedel af antallet af taxalicenser«
Præjudicielle spørgsmål – formaliteten – formulering af spørgsmålene, som kan påvirke Domstolen – ingen betydning for, om søgsmålet kan antages til realitetsbehandling
[Art. 267 TEUF; Domstolens procesreglement, art. 94, litra a) og c)]
(jf. præmis 44)
Præjudicielle spørgsmål – formaliteten – spørgsmål, der kan besvares klart – ingen betydning for, om søgsmålet kan antages til realitetsbehandling
(Art. 267 TEUF; Domstolens procesreglement, art. 99)
(jf. præmis 45)
Præjudicielle spørgsmål – formaliteten – den øverste nationale domstols forudgående undersøgelse af den potentielle relevans af de EU-retlige bestemmelser, som den forelæggende ret har omtalt – ingen betydning for, om søgsmålet kan antages til realitetsbehandling
(Art. 267 TEUF)
(jf. præmis 47)
Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – spørgsmål rejst i forbindelse med en tvist, som kun har tilknytning til én medlemsstat – nationale bestemmelser, der finder anvendelse såvel på nationale statsborgere som på statsborgere fra andre medlemsstater – kompetence henset til den eventuelle påvirkning af personer fra andre medlemsstater
(Art. 49 TEUF og 267 TEUF)
(jf. præmis 48 og 49)
Statsstøtte – begreb – støtte hidrørende fra statsmidler – begrebet statsmidler
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 53 og 54)
Statsstøtte – begreb – en stats tildeling af en fordel ved hjælp af statsmidler – tilladelsesordning, som ud over en licens til at levere tjenesteydelser i byer og mellem byer på hele det nationale område indebærer udstedelse af en yderligere driftslicens for at kunne levere bymæssige transporttjenester i et storbyområde – begrænsning af antallet af licenser til levering af sådanne tjenester til en tredivtedel af antallet af taxalicenser – ingen anvendelse af statsmidler – ingen støtte
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 55-58 og domskonkl. 1)
Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – restriktioner – tilladelsesordning, som ud over en licens til at levere tjenesteydelser i byer og mellem byer på hele det nationale område indebærer udstedelse af en yderligere driftslicens for at kunne levere bymæssige transporttjenester i et storbyområde – begrundelse i tvingende almene hensyn – lovlighed – betingelser – den forelæggende rets efterprøvelse
(Art. 49 TEUF og art. 106, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 61-64, 69-74, 81, 82 og 85-93 samt domskonkl. 2)
Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – restriktioner – begrænsning af antallet af licenser til levering af tjenesteydelser med udlejning af personbiler med chauffør til en tredivtedel af antallet af taxalicenser – begrundelse i tvingende almene hensyn – ikke tilladt – proportionalitetsprincippet – tilsidesættelse
(Art. 49 TEUF og art. 106, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 61-64, 69-74, 81, 82, 97-100 og 102 samt domskonkl. 3)
Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – nationale og lokale bestemmelser på området for taxatjenester og tjenesteydelser med udlejning af personbiler med chauffør – tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse – fastsættelse – medlemsstaternes skøn – rækkevidde – betingelser – utilstrækkelige omstændigheder til at konstatere, at der foreligger en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse
(Art. 49 TEUF og art. 106, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 75-80)
Resumé
Prestige and Limousine, SL (herefter »P&L«) udbød tjenesteydelser med udlejning af personbiler med chauffør i byområdet Barcelona (Spanien). P&L og 14 andre virksomheder, der udbød de samme tjenesteydelser, herunder virksomheder knyttet til internationale onlineplatforme, anfægtede for Tribunal Superior de Justicia de Cataluña (øverste regionale domstol i Catalonien, Spanien) gyldigheden af lovgivningen i Área Metropolitana de Barcelona (storbyområdet Barcelona, Spanien) (herefter »AMB«) om tilrettelæggelsen af sådanne tjenesteydelser i Barcelonas byområde. Som led i denne tvist nærede denne retsinstans tvivl om, hvorvidt den pågældende lovgivning var forenelig med navnlig etableringsfriheden.
For det første krævede denne lovgivning – ud over den fornødne nationale licens til at levere tjenesteydelser med udlejning af personbiler med chauffør i og mellem byer i Spanien – indhentelse af en supplerende licens til at levere disse tjenesteydelser i Barcelonas byområde. For det andet begrænsede lovgivningen antallet af licenser til levering af tjenesteydelser med udlejning af personbiler med chauffør til en tredivtedel af antallet af taxalicenser udstedt til dette byområde. Den forelæggende ret anførte, at hovedformålet med nævnte lovgivning var at reducere den konkurrence, som tjenesteydelser med udlejning af personbiler med chauffør udøver på taxatjenester.
For at begrunde de pågældende foranstaltninger anførte AMB bl.a. formålet om at sikre kvaliteten, sikkerheden og tilgængeligheden af taxatjenester. AMB indikerede, at disse tjenesteydelser anses for at være en »tjenesteydelse af almen interesse«, for så vidt som taxavirksomhed er nøje reguleret, idet taxatjenester navnlig er underlagt licenskvoter, administrativt fastsatte satser, en universel transportforpligtelse og tilgængelighed for bevægelseshæmmede personer. AMB anførte i denne henseende, at denne virksomheds økonomiske levedygtighed ikke ses at være blevet bragt i fare ved den øgede konkurrence fra tjenesteydelser med udlejning af personbiler med chauffør.
I sin dom fastslog Domstolen, at kravet om en specifik supplerende licens til levering af tjenesteydelser med udlejning af personbiler med chauffør i Barcelonas byområde på visse betingelser kan være foreneligt med artikel 49 TEUF. Denne artikel er derimod til hinder for, at antallet af licenser til levering af tjenesteydelser med udlejning af personbiler med chauffør begrænses, eftersom denne foranstaltning syntes at gå videre end nødvendigt for at nå formålene om at sikre en god forvaltning af transport, trafik og det offentlige rum i dette byområde samt miljøbeskyttelsen.
Domstolens bemærkninger
I første række forkastede Domstolen argumenterne fremsat af parterne i tvisten i hovedsagen til støtte for, at anmodningen om præjudiciel afgørelse skulle afvises. Domstolen bemærkede, at den omstændighed, at besvarelsen af de præjudicielle spørgsmål klart kan udledes af Domstolens praksis, ikke bevirker, at en sådan anmodning skal afvises, men kan give Domstolen beføjelse til i givet fald at træffe afgørelse ved kendelse ( 1 ). Endvidere kan den omstændighed, at en øverste national domstol i en tvist, der har ligheder med tvisten i hovedsagen, allerede har undersøgt den potentielle relevans af de af den forelæggende ret omtalte EU-retlige bestemmelser, ikke betyde, at en anmodning om præjudiciel afgørelse, som tager sigte på, at Domstolen træffer afgørelse om fortolkningen af disse bestemmelser i henhold til artikel 267 TEUF, skal afvises.
I anden række undersøgte Domstolen, efter at den havde fastslået, at de to foranstaltninger, som var fastsat i den pågældende lovgivning, ikke syntes at tildele virksomheder, der udbyder taxatjenester, statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, om disse foranstaltninger var forenelige med artikel 49 TEUF. I denne henseende bemærkede Domstolen indledningsvis, at foranstaltningerne reelt begrænsede alle nye aktørers adgang til markedet, idet antallet af leverandører af tjenesteydelser med udlejning af personbiler med chauffør, der var etableret i AMB, blev begrænset og følgelig skulle kvalificeres som begrænsning af etableringsfriheden, som er sikret ved sidstnævnte bestemmelse.
Med hensyn til spørgsmålet, om der forelå tvingende almene hensyn, der kunne begrunde sådanne begrænsninger, fastslog Domstolen dernæst, at målet om god forvaltning af transport, trafik og det offentlige rum i et byområde samt miljøbeskyttelse i et sådant byområde kan udgøre sådanne hensyn. Dette gjaldt imidlertid ikke med hensyn til formålet om at sikre taxatjenesternes økonomiske levedygtighed, eftersom opretholdelsen af en balance mellem de to former for bymæssig transport er overvejelser af rent økonomisk karakter. Den omstændighed, at taxatjenester i spansk ret kvalificeres som en »tjenesteydelse af almen interesse«, har ingen betydning i denne henseende. Selv om de af AMB anførte kendetegn ganske vist viste, at lovgivningen om taxatjenester bl.a. tilsigtede at sikre disse tjenesters kvalitet, sikkerhed og tilgængelighed til fordel for brugerne, fremgik det derimod ikke, at de i hovedsagen omhandlede foranstaltninger ikke sig selv forfulgte disse mål. Domstolen fastslog ligeledes, at udbyderne af taxatjenester ikke var blevet pålagt at udføre en særlig opgave med offentlig tjeneste, som i givet fald kan henhøre under begrebet tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse som omhandlet i artikel 106, stk. 2, TEUF.
Endelig analyserede Domstolen dels kravet om en supplerende licens, dels begrænsningen af antallet af licenser til levering af tjenesteydelser med udlejning af personbiler med chauffør til en tredivtedel af taxalicenserne. Den fastslog, at den første foranstaltning forekom egnet til at nå de anførte formål og kunne anses for nødvendig for at nå dem. Henset til de pågældende tjenesteydelsers art samt den manglende mulighed for at sondre mellem biler, der benyttes til at levere tjenesteydelser med udlejning af personbiler med chauffør, og biler, der anvendes til privat brug i et stort byområde, må en efterfølgende kontrol anses for at ske på for sent et tidspunkt til at sikre kontrollens reelle effektivitet. Kravet om en supplerende licens kan således begrundes, forudsat at denne licens imidlertid bygger på objektive kriterier, der ikke er udtryk for forskelsbehandling, og på kendte forhold, som udelukker enhver vilkårlighed, og som ikke gentager en kontrol, der allerede er blevet udført inden for rammerne af en procedure for nationale licenser, men som opfylder de særlige behov for det pågældende byområde. Det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, om disse betingelser er opfyldt i det foreliggende tilfælde.
Den anden foranstaltning var imidlertid ikke egnet til at sikre virkeliggørelsen af formålene med god forvaltning af transport, trafik og det offentlige rum. Indledningsvis var der for Domstolen nemlig ikke rejst tvivl om de argumenter, som var fremsat til støtte for tjenesteydelser med udlejning af personbiler med chauffør, og som skulle godtgøre, at disse tjenesteydelser reelt kan begunstige gennemførelsen af nævnte formål, bl.a. ved at reducere anvendelsen af private biler, bidrage til at nå målet om en effektiv og inkluderende mobilitet som følge af tjenestens grad af digitalisering og fleksibilitet i forbindelse med leveringen og ved at anvende køretøjer, som benytter alternative energikilder, hvortil der tilskyndes ved den statslige lovgivning om tjenesteydelser med udlejning af personbiler med chauffør.
Det kunne heller ikke udelukkes, at den indvirkning, som flåden af udlejningskøretøjer med chauffør eventuelt har på transport, trafik og det offentlige rum i Barcelonas byområde, kunne begrænses på passende vis med mindre indgribende foranstaltninger end begrænsningen af licenser. Domstolen henviste således f.eks. til foranstaltninger med henblik på tilrettelæggelse af tjenesteydelser med udlejning af personbiler med chauffør, begrænsninger af disse tjenesteydelser i bestemte tidsrum eller færdselsbegrænsninger i bestemte områder. Domstolen tilføjede, at det ikke kunne udelukkes, at målet om miljøbeskyttelse i Barcelonas byområde kunne nås med foranstaltninger, der var mindre skadelige for etableringsfriheden, såsom de gældende emissionsgrænser for køretøjer, der kører i dette byområde.
( 1 ) – Jf. artikel 99 i Domstolens procesreglement.