Sag C-19/21

I
og
S

mod

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af rechtbank Den Haag zittingsplaats Haarlem)

Domstolens dom (Store Afdeling) af 1. august 2022

»Præjudiciel forelæggelse – forordning (EU) nr. 604/2013 – kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse – artikel 8, stk. 2, og artikel 27, stk. 1 – uledsaget mindreårig, der har en slægtning, som opholder sig lovligt i en anden medlemsstat – denne medlemsstats afslag på anmodningen om at overtage denne mindreårige – denne mindreåriges eller denne slægtnings ret til adgang til effektive retsmidler mod afgørelsen – artikel 7, 24 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – barnets tarv«

Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse – forordning (EU) nr. 604/2013 – uledsaget mindreårig – slægtning, som opholder sig lovligt i en anden medlemsstat – denne medlemsstats afslag på anmodningen om at overtage den mindreårige – denne medlemsstats forpligtelse til at indrømme en uledsaget mindreårig ret til adgang til effektive retsmidler mod afgørelsen – forpligtelse til at indrømme en sådan ret til den mindreåriges slægtning – foreligger ikke

[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 7, 24 og 47; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 604/2013, art. 2, litra h) og j), art. 8, stk. 2, og art. 27, stk. 1]

(jf. præmis 35, 38-46, 49, 50 og 55 samt domskonkl.)

Resumé

Mens han stadig var mindreårig, indgav I, der er egyptisk statsborger, en ansøgning om international beskyttelse i Grækenland, hvori han udtrykte ønske om at blive sammenført med S, hans onkel, der ligeledes er egyptisk statsborger, og som opholdt sig lovligt i Nederlandene. Henset til disse omstændigheder indgav de græske myndigheder en anmodning til de nederlandske myndigheder om overtagelse af I baseret på bestemmelsen i Dublin III-forordningen ( 1 ), som fastsætter, at når det tjener barnets tarv bedst, er den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af vedkommendes ansøgning om international beskyttelse, den medlemsstat, i hvilken en slægtning til den mindreårige, der kan tage sig af vedkommende, opholder sig lovligt. Statssekretæren ( 2 ) afslog denne anmodning og efterfølgende anmodningen om fornyet behandling.

For deres vedkommende indgav I og S ligeledes en klage, som statssekretæren afviste med den begrundelse, at Dublin III-forordningen ikke giver ansøgerne om international beskyttelse mulighed for at anfægte en afgørelse om afslag på en overtagelsesanmodning. Følgelig indbragte I og S denne afgørelse for rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag, Nederlandene), og gjorde for denne ret gældende, at de hver især havde en sådan prøvelsesadgang i henhold til Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1 ( 3 ).

På denne baggrund anmodede retten i første instans i Haag Domstolen om at oplyse, hvilke retsmidler en uledsaget mindreårig, der ansøger om international beskyttelse, og den pågældendes slægtning har til prøvelse af et afslag på en overtagelsesanmodning.

Domstolens Store Afdeling fastslog, at Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, sammenholdt med artikel 7, 24 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ( 4 ), forpligter den medlemsstat – til hvilken en overtagelsesanmodning ( 5 ) er blevet indgivet – til at indrømme en ret til retsmidler til prøvelse af denne medlemsstats afslag til den uledsagede mindreårige, der ansøger om international beskyttelse, men ikke til en slægtning til denne mindreårige.

Domstolens bemærkninger

Indledningsvis bemærkede Domstolen, at selv om Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, på grundlag af en ordlydsfortolkning kun synes at give ansøgeren om international beskyttelse en ret til retsmidler alene med henblik på at anfægte en afgørelse om overførsel, udelukker bestemmelsens ordlyd imidlertid ikke, at en uledsaget mindreårig ligeledes indrømmes en ret til retsmidler til prøvelse af en afgørelse om afslag på at imødekomme en overtagelsesanmodning på grundlag af Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2.

Med henblik på at afgøre, om Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, sammenholdt med chartrets artikel 7, 24 og 47, kræver, at der findes et retsmiddel til prøvelse af en sådan afgørelse om afslag på overtagelse, skal denne bestemmelse fortolkes under hensynstagen til ikke blot dens ordlyden, men også til dens formål, dens generelle opbygning og den sammenhæng, hvori den indgår, og navnlig til den udvikling, som bestemmelsen har undergået i den ordning, som den indgår i.

Domstolen bemærkede i denne henseende, at chartrets artikel 47, stk. 1, bestemmer, at enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel. Til denne ret svarer forpligtelsen for medlemsstaterne i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU til at tilvejebringe den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten.

Hvad angår fastsættelsen af den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse og overholdelsen af det obligatoriske ansvarlighedskriterium i Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2, bemærkede Domstolen, at retsbeskyttelsen af en uledsaget mindreårig ansøger ikke kan variere afhængigt af, om denne ansøger er genstand for en afgørelse om overførsel, der er truffet af den anmodende medlemsstat, eller af en afgørelse om afslag af en anmodning om overtagelse af den pågældende ansøger, der er truffet af den anmodede medlemsstat. Disse afgørelser kan nemlig begge gøre indgreb i den ret, som den uledsagede mindreårige har i henhold til denne bestemmelse til at blive sammenført med en slægtning, som kan tage sig af vedkommende, med henblik på behandlingen af vedkommendes ansøgning om international beskyttelse. Det følger heraf, at den pågældende mindreårige i begge tilfælde i overensstemmelse med chartrets artikel 47, stk. 1, skal have mulighed for at anlægge sag med henblik på at påberåbe sig en tilsidesættelse af nævnte ret.

I det foreliggende tilfælde ville den pågældende ansøger i henhold til Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1 – i det tilfælde, hvor I efter sin ankomst til Grækenland ville være rejst til Nederlandene og have indgivet sin ansøgning om international beskyttelse dér, og hvor de græske myndigheder ville have accepteret at overtage I som første indrejsemedlemsstat – have haft ret til at anlægge sag til prøvelse af afgørelsen om overførsel, som de nederlandske myndigheder ville have truffet, baseret på den omstændighed, at en af ansøgerens slægtninge opholdte sig i Nederlandene. I et sådant tilfælde ville den pågældende ansøger således med føje have kunnet gøre gældende, at der var sket en tilsidesættelse af den ret, som vedkommende har som uledsaget mindreårig i henhold til Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2. Ved en ordlydsfortolkning af Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, ville den ansøger, der forbliver i indrejsemedlemsstaten og som dér indgiver sin ansøgning om international beskyttelse, derimod blive frataget en sådan mulighed, eftersom der i denne situation ikke er truffet nogen afgørelse om overførsel.

Domstolen fastslog, at en uledsaget mindreårig ansøger skal kunne anlægge sag i henhold til nævnte forordnings artikel 27, stk. 1, ikke alene i det tilfælde, hvor den anmodende medlemsstat træffer en afgørelse om overførsel, men også i det tilfælde, hvor den anmodede medlemsstat afviser at overtage den pågældende, for at kunne påberåbe sig en tilsidesættelse af den rettighed, der er tillagt ved Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2 – så meget desto mere som Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2, har til formål at sikre fuld respekt for de uledsagede mindreåriges grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 7 og 24

Forordningens artikel 27, stk. 1, tillægger derimod ikke ansøgerens slægtning, som opholder sig i den anmodede medlemsstat, ret til retsmidler mod en sådan afgørelse om afslag. Idet hverken chartrets artikel 7 og artikel 24, stk. 2, eller Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2, i øvrigt tillægger en slægtning rettigheder, som vedkommende kan gøre gældende ved de retslige instanser, kan denne slægtning heller ikke udlede en ret til retsmidler til prøvelse af en sådan afgørelse alene på grundlag af chartrets artikel 47.

( 1 ) – Artikel 8, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26.6.2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 108).

( 2 ) – Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (statssekretæren for retlige anliggender og sikkerhed, Nederlandene).

( 3 ) – Den bestemmelse fastsætter den ret, som ansøgeren om international beskyttelse har til effektive retsmidler i form af klage eller indbringelse for en domstol eller et domstolslignende organ af de faktiske og retlige forhold mod en afgørelse om overførsel.

( 4 ) – Herefter »chartret«.

( 5 ) – Baseret på Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2.