1.

Corte Costituzionale (forfatningsdomstol, Italien) står over for en situation, hvor visse bestemmelser i en lov, der har tilpasset den italienske retsorden til rammeafgørelse 2002/584/RIA ( 2 ), kan være forfatningsstridige og i strid med retten til sundhed, som er fastsat i den nationale forfatning, og har anmodet Domstolen om en fortolkning af denne rammeafgørelse.

2.

Forelæggelsen giver Domstolen lejlighed til atter at udtale sig om grundene til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre. Det bør navnlig præciseres, om retspraksis efter dommen af 5. april 2016 i Aranyosi og Căldăraru-sagen ( 3 ) kan overføres analogt på fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, der kan medføre en alvorlig helbredsmæssig risiko for den person, som anmodes overgivet.

3.

Domstolen skal endelig afgøre, om rækken af grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre som fastsat i artikel 3, 4 og 4a i rammeafgørelse 2002/584 skal omfatte en grund, der følger af pligten til at overholde artikel 3, 4 og 35 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), og på hvilke betingelser.

4.

Artikel 3 (»Ret til respekt for menneskets integritet«), stk. 1, har følgende ordlyd:

»Enhver har ret til respekt for sin fysiske og mentale integritet.«

5.

Artikel 4 (»Forbud mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf«) bestemmer:

»Ingen må underkastes tortur, ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.«

6.

Artikel 35 (»Sundhedsbeskyttelse«) bestemmer:

»Enhver har ret til at få adgang til forebyggende sundhedsydelser og til at modtage lægehjælp på de betingelser, der er fastsat ved national lovgivning og praksis. Der skal sikres et højt sundhedsbeskyttelsesniveau ved fastlæggelsen og gennemførelsen af alle Unionens politikker og aktiviteter.«

7.

Tiende betragtning har følgende affattelse:

»Ordningen med den europæiske arrestordre er baseret på en høj grad af tillid mellem medlemsstaterne. Anvendelsen af den kan kun suspenderes i tilfælde af, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder de principper, der er fastlagt i artikel 6, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union [herefter »TEU«], hvilket skal fastslås af Rådet i henhold til samme traktats artikel 7, stk. 1, med de følger, der er fastsat i stk. 2 i samme artikel.«

8.

12. betragtning har følgende ordlyd:

»Denne rammeafgørelse respekterer de grundlæggende rettigheder og principper, som er anerkendt i artikel 6 [TEU], og som afspejles i [chartret], navnlig kapitel VI. […]«

9.

Følgende fremgår af 13. betragtning:

»Personer må ikke overføres, udsendes eller udleveres til en stat, hvor der er alvorlig risiko for, at de vil blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.«

10.

Artikel 1 (»Definition af og pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre«) foreskriver:

»1.   Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

2.   Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.

3.   Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [TEU].«

11.

Artikel 15 (»Afgørelse om overgivelse«) bestemmer:

»1.   Den fuldbyrdende judicielle myndighed træffer afgørelse om overgivelse af den pågældende inden for de frister og på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse.

2.   Hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed finder, at de oplysninger, den udstedende medlemsstat har fremsendt, ikke er tilstrækkelige til, at den kan træffe afgørelse om overgivelsen, anmoder den om straks at få de nødvendige supplerende oplysninger, navnlig i forbindelse med artikel 3-5 og 8, og kan fastsætte en tidsfrist for fremsendelsen af disse oplysninger under hensyn til nødvendigheden af at overholde fristerne i artikel 17.

3.   Den udstedende judicielle myndighed kan til enhver tid fremsende supplerende nyttige oplysninger til den fuldbyrdende judicielle myndighed.«

12.

Artikel 23 (»Frist for overgivelse af den eftersøgte«) foreskriver:

»1.   Den eftersøgte overgives snarest muligt på en dato, der aftales mellem de berørte myndigheder.

2.   Den pågældende overgives senest ti dage efter, at den endelige afgørelse om at fuldbyrde den europæiske arrestordre er truffet.

3.   Hvis det på grund af omstændigheder, som ikke kan tilskrives nogen af medlemsstaterne, viser sig umuligt at overgive den eftersøgte inden for den i stk. 2 fastsatte frist, kontakter den fuldbyrdende judicielle myndighed og den udstedende judicielle myndighed straks hinanden og aftaler en ny dato for overgivelse. I så fald finder overgivelsen sted senest ti dage efter den således aftalte nye dato.

4.   En overgivelse kan undtagelsesvis udsættes midlertidigt af tungtvejende humanitære grunde, f.eks. hvis der er vægtige grunde til at antage, at den klart ville bringe den eftersøgtes liv eller helbred i fare. Den europæiske arrestordre skal fuldbyrdes, så snart disse grunde ikke længere foreligger. Den fuldbyrdende judicielle myndighed underretter straks den udstedende judicielle myndighed herom, og de aftaler en ny dato for overgivelsen. I så fald finder overgivelsen sted senest ti dage efter den således aftalte nye dato.

5.   Hvis den pågældende stadig er varetægtsfængslet efter udløbet af de i stk. 2-4 nævnte frister, løslades han.«

13.

Artikel 23, stk. 3, i Legge 22 aprile 2005, n.o 69 ( 4 ), bestemmer:

»Såfremt der foreligger humanitære grunde eller alvorlige grunde til at antage, at overgivelsen ville bringe personens liv eller helbred i fare, kan appeldomstolens præsident, eller den af denne befuldmægtigede dommer, ved begrundet dekret udsætte fuldbyrdelsen af foranstaltningen om overgivelse, idet justitsministeren straks underrettes herom.«

14.

Den 9. september 2019 udstedte Općinski sud u Zadru (byretten i Zadar, Kroatien) en europæisk arrestordre med henblik på strafforfølgning af E.D.L. for en overtrædelse i form af besiddelse og salg af narkotika samt overdragelse af narkotika, begået på det kroatiske område i 2014.

15.

E.D.L.’s advokater indgav til Corte d’appello di Milano (appeldomstolen i Milano) lægedokumentation, som attesterede psykiske forstyrrelser, som også var knyttet til den pågældendes tidligere narkotikamisbrug. Det fremgik af en lægefaglig udtalelse, at E.D.L. lider af en psykose, der kræver behandling, samt at der foreligger en stærk risiko for selvmord i tilfælde af en eventuel fængsling.

16.

På grundlag af denne erklæring fandt Corte d’appello di Milano (appeldomstolen i Milano), at en overførsel af E.D.L. til Kroatien ved fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre ville afbryde behandlingsmulighederne og følgelig forværre vedkommendes almene helbredstilstand og indebære en reel risiko for vedkommendes helbred.

17.

Imidlertid fandt Corte d’appello di Milano (appeldomstolen i Milano), at pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre kun begrænses af de afslagsgrunde, der er udtømmende fastsat i artikel 18 og 18a i lov nr. 69/2005, som ikke omfatter kravet om at undgå tilsidesættelser af de grundlæggende rettigheder for den person, som anmodes overgivet, såsom retten til sundhed. Appeldomstolen udsatte derfor proceduren og forelagde en række spørgsmål om forfatningsstridighed for Corte costituzionale (forfatningsdomstol).

18.

På denne baggrund har Corte costituzionale (forfatningsdomstol) forelagt Domstolen følgende spørgsmål:

»Skal artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584[…], læst i lyset af [chartrets] artikel 3, 4 og 35 […], fortolkes således, at den fuldbyrdende judicielle myndighed, såfremt den finder, at overgivelsen af en person, der lider af alvorlige kroniske og potentielt uhelbredelige sygdomme, kan udsætte den pågældende for risikoen for en alvorlig sundhedsskade, skal anmode den udstedende judicielle myndighed om at fremsende de oplysninger, som kan udelukke denne risiko, og er forpligtet til at afslå overgivelse, hvis den ikke inden for en rimelig frist modtager garantier herfor?«

19.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolen den 22. november 2021. Det blev besluttet at pådømme sagen forud for andre.

20.

E.D.L., den kroatiske, den finske, den italienske, den nederlandske, den polske og den rumænske regering samt Europa-Kommissionen har afgivet skriftlige indlæg.

21.

E.D.L., den italienske, den polske og den rumænske regering samt Kommissionen har deltaget i retsmødet den 27. september 2022.

22.

Corte Costituzionale (forfatningsdomstol) har beskrevet den situation, som den står over for i sin egenskab af øverste fortolkningsinstans hvad angår den italienske forfatning og samtidig som en medlemsstats retsinstans, der er bundet af fortolkningen af EU-retten, som følger:

23.

Målet om at undgå en uønsket uoverensstemmelse mellem den nationale forfatningsorden og EU-retten har fået den forelæggende ret til at anmode Domstolen om en fortolkning af sidstnævnte, således at den kan overholde kravene i den italienske forfatning og således udøve sin kompetence.

24.

Corte costituzionale (forfatningsdomstol) har i denne samarbejdsånd foreslået, at dens spørgsmål kan besvares ved analogt at udvide rækkevidden af Domstolens udtalelser med hensyn til rammeafgørelse 2002/584, når fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre medfører en tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder, som er tillagt den person, som anmodes overgivet, selv om der ikke har været tale om en specifik grund til afslaget.

25.

Den forelæggende ret har navnlig henvist til dommen i sagen Aranyosi og Căldăraru i relation til risikoen for, at fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre kan udsætte den pågældende for: i) umenneskelig eller nedværdigende behandling under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat som følge af mangler, der er systemiske eller generelle, eller som berører visse persongrupper eller visse centre for frihedsberøvede ( 9 ); ii) risikoen for, at den pågældende bliver genstand for en procedure, som ikke overholder garantierne i chartrets artikel 47 som følge af systemiske og generelle mangler ved den dømmende magts uafhængighed i den udstedende medlemsstat ( 10 ).

26.

Rammeafgørelse 2002/584 tilsigter med indførelsen af en forenklet og mere effektiv ordning for overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt for overtrædelse af straffeloven, at lette og fremskynde det retlige samarbejde. Således bidrager denne rammeafgørelse til Unionens mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed på grundlag af den høje grad af tillid, der skal være mellem medlemsstaterne ( 11 ).

27.

Hjørnestenen i denne ordning er princippet om gensidig anerkendelse, som er afspejlet i artikel 1, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584. Medlemsstaterne har pligt til at fuldbyrde en europæisk arrestordre på grundlag af dette princip og i overensstemmelse med bestemmelserne i den nævnte rammeafgørelse ( 12 ). Deres judicielle myndigheder kan principielt kun kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre med henvisning til de udtømmende opregnede afslagsgrunde, der er fastsat i den nævnte rammeafgørelse ( 13 ).

28.

Fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre udgør således hovedreglen, og afslaget på fuldbyrdelse er følgelig udformet som en undtagelse, der skal undergives en streng fortolkning ( 14 ).

29.

Domstolen har imidlertid fastslået, at princippet om gensidig anerkendelse og princippet om gensidig tillid kan begrænses under »helt særlige omstændigheder« ( 15 ). Domstolen har fastslået, at rammeafgørelse 2002/584, som det fremgår af dens artikel 1, stk. 3, »ikke [kan] indebære nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder, således som de er defineret bl.a. i chartret« ( 16 ).

30.

I denne sammenhæng »har Domstolen på visse betingelser anerkendt, at den fuldbyrdende judicielle myndighed skal bringe den ved rammeafgørelse 2002/584 indførte overgivelsesprocedure til ophør, når en overgivelse risikerer at føre til en umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4 af den eftersøgte« ( 17 ).

31.

Dette skyldes alene, at forbuddet mod umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf er af absolut karakter og er tæt knyttet til den menneskelige værdighed (chartrets artikel 1 ( 18 )) og derfor er urokkeligt i forhold til mål såsom dem, som det retlige samarbejde er baseret på ( 19 ).

32.

Risikoen for en tilsidesættelse af chartrets artikel 4 kan undtagelsesvis begrunde suspension af eller afslag på overgivelse af den person, som anmodes overgivet, i medfør af en europæisk arrestordre. Den fuldbyrdende judicielle myndighed skal først kontrollere, om den pågældende risiko faktisk foreligger i den sag, der er indbragt for den.

33.

Tilsidesættelser af chartrets artikel 4 (samt af dets artikel 47 ( 20 )) har hidtil omhandlet systemiske eller generelle mangler i de udstedende medlemsstater.

34.

Domstolen har fremhævet, at det ikke er tilstrækkeligt, at der fastslås en generel og abstrakt risiko, for at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, så meget desto mindre for som hovedregel at afslå at fuldbyrde alle europæiske arrestordrer fra en medlemsstat, som tilskrives sådanne systemiske eller generelle mangler ( 21 ).

35.

Eftersom en relevant risiko kun kan være en risiko, der i det konkrete tilfælde specifikt vedrører den person, som anmodes overgivet, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed foretage en prøvelse i to trin for at overholde retspraksis efter Aranyosi og Căldăraru-dommen:

36.

En konstatering af systemiske eller generelle mangler er så meget desto mere nødvendig, som den formodning, som hele ordningen for det retlige samarbejde i straffesager er baseret på, nærmere bestemt, at alle medlemsstaterne respekterer de grundlæggende rettigheder, i princippet gælder i forbindelse med en klage over en mulig tilsidesættelse af rettigheder i den udstedende medlemsstat.

37.

Ifølge denne formodning er det hverken muligt at kræve et nationalt beskyttelsesniveau af en anden medlemsstat, der er højere end det ved EU-retten sikrede, eller, undtagen i særlige tilfælde, at kontrollere, om denne anden medlemsstat i et konkret tilfælde rent faktisk har overholdt de i Unionen sikrede grundlæggende rettigheder ( 22 ).

38.

Eftersom der er tale om tilsidesættelser, som er usandsynlige på grund af formodningen om, at alle medlemsstaterne respekterer rettighederne i chartret, er det indledningsvis nødvendigt at godtgøre, at der i den medlemsstat, der har udstedt den europæiske arrestordre, er konstateret generelle eller systemiske mangler, der kan rejse tvivl om grundlaget for denne formodning.

39.

Efter min opfattelse har den såkaldte »prøvelse i to trin« en meget præcis baggrund og anvendes i den sammenhæng, som den er bestemt til. Denne prøvelse er hensigtsmæssig, når risikoen for de rettigheder, som er tillagt den person, som anmodes overgivet, skyldes generelle omstændigheder, der ideelt set er umulige i en medlemsstat: mangelfulde fængselsforhold eller domstolenes manglende uafhængighed.

40.

Ved en klage over, at disse omstændigheder imidlertid faktisk foreligger i den udstedende medlemsstat, kan de fuldbyrdende judicielle myndigheder ikke reagere med ligegyldighed, men kan heller ikke acceptere dem uden et minimumsniveau af begrundelse, dvs. et mindstemål af sandfærdighed. På grund af selve karakteren af de påberåbte omstændigheder skal det desuden godtgøres, at der foreligger en generel mangelsituation, som er den sammenhæng, hvori de pågældende omstændigheder navnlig påvirker det specifikke tilfælde, som den europæiske arrestordre vedrører.

41.

I den foreliggende sag gør følgende sig imidlertid gældende for helbredsrisikoen for den person, som anmodes overgivet:

42.

For nøje at vurdere størrelsen og omfanget af denne risiko er det efter min opfattelse ikke nødvendigt at undersøge hele sundheds- eller fængselssystemet i den udstedende medlemsstat. Det, der er vigtigt, er at kontrollere, om den person, som anmodes overgivet, er sikret den lægehjælp, som vedkommende kan have brug for. For at foretage denne kontrol er det ikke et ufravigeligt krav at foretage en forudgående vurdering af hele sundheds- eller fængselssystemet, men derimod af de behandlingsmuligheder, som den person, som anmodes overgivet, med rimelighed kan forvente.

43.

Det drejer sig, gentager jeg, ikke om at foretage en bedømmelse af en medlemsstats system for sundhedspleje, men derimod om at undersøge mulighederne for, at en person faktisk får den rette hjælp, selv om denne hjælp kan ydes inden for rammerne af et mere eller mindre effektivt system.

44.

En eventuelt forekomst af generelle eller systemiske mangler kan ikke desto mindre være relevant: Såfremt sådanne mangler forekommer, er det sandsynligt, at de også påvirker den person, som anmodes overgivet, hvilket det andet trin i prøvelse fra dommen i sagen Aranyosi og Căldăraru vedrører.

45.

Når ingen har gjort gældende, at denne type mangler foreligger, er det imidlertid hensigtsmæssigt at vurdere, om der foreligger en specifik risiko for den person, som anmodes overgivet (i betragtning af vedkommendes situation, de forskellige stadier af vedkommendes overgivelse til den udstedende medlemsstat og de sundhedsmæssige omstændigheder, som vedkommende vil befinde sig i efter overgivelsen).

46.

Denne vurdering vedrører således det andet af trinnene i den såkaldte »prøvelse i to trin« og ikke, forudgående og selvstændigt, det første trin, som det efter min opfattelse er helt unødvendigt at undersøge i det foreliggende tilfælde.

47.

I teorien er der intet til hinder for, at en tilsidesættelse af chartrets artikel 4 opstår som følge af de systemiske eller generelle forhold under frihedsberøvelse og fængsling, som den person, som anmodes overgivet, udsættes for ( 23 ). Det er derimod ikke nødvendigt at vurdere disse forhold, når helbredsrisikoen for den person, som anmodes overgivet, ikke umiddelbart udspringer af disse forhold, således som Kommissionen har anført ( 24 ).

48.

I denne forbindelse vil jeg tilføje følgende:

49.

Under disse omstændigheder er det i denne sag såvel unødvendigt som ugrundet at foretage en undersøgelse af det første af de to trin, der er omhandlet i Aranyosi og Căldăraru-sagen.

50.

Påberåbelsen af chartrets artikel 4 kan i teorien tiltrædes, hvis den person, som anmodes overgivet, udviser særligt alvorlige lidelser, således at fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre umiddelbart vil medføre en alvorlig betydelig og uoprettelig forværring af vedkommendes helbred ( 27 ), der bringer vedkommendes liv i fare.

51.

I denne yderst usædvanlige situation kan overgivelsen kvalificeres som umenneskelig behandling afhængig af den syges specifikke omstændigheder ( 28 ), selv om der ikke foreligger systemiske eller generelle mangler i den udstedende medlemsstat ( 29 ).

52.

Denne særlige karakter følger således ikke af de generelle fængsels- eller plejeforhold i den udstedende medlemsstat i sig selv, men af selve overgivelsen, for så vidt som denne i sig selv umiddelbart kan skabe en fare for livet eller helbredet for den person, som anmodes overgivet.

53.

De problemer, som den i dette tilfælde fastslåede helbredsrisiko giver anledning til (mulighed for et selvmord, der er forbundet med frihedsberøvelsen), afhænger ikke af, om frihedsberøvelsen og en eventuel efterfølgende fængsling finder sted i den ene eller den anden medlemsstat i forbindelse med en europæisk arrestordre. Jeg er heller ikke af den opfattelse, at en overgivelse under omstændighederne i den foreliggende sag kan kvalificeres som umenneskelig behandling, henset til den omstændighed, at der indtil videre er intet, der tyder på, at den person, som anmodes overgivet, ikke vil få den nødvendige lægebehandling i den medlemsstat, der har udstedt den europæiske arrestordre.

54.

Der må under alle omstændigheder udvises stor forsigtighed, hvis der skal gives en anden løsning på problemet med hensyn til de psykiatriske risici, der er forbundet med fængsling (som er fælles for alle medlemsstaterne), end blot en henvisning til chartrets artikel 4 ( 30 ).

55.

I modsat fald kan Domstolens svar fortolkes således, at såfremt selvmordstruede personer fængsles eller opholder sig i et center for frihedsberøvede, udgør dette i sig selv umenneskelig behandling og med andre ord principielt en tilsidesættelse af forbuddet i chartrets artikel 4 på grund af dette forbuds absolutte karakter. På EU-rettens nuværende stadie kan dette synspunkt efter min opfattelse ikke tiltrædes.

56.

Den forelæggende ret har ud over chartrets artikel 4 henvist til retten til respekt for menneskets integritet (chartrets artikel 3) og retten til sundhedsbeskyttelse (chartrets artikel 35). Nogle af parterne, såsom E.D.L. og den finske, den polske, den rumænske og den italienske regering, har fremsat deres anbringender i lyset af disse tre rettigheder. Den nederlandske regering har derimod alene henvist til chartrets artikel 4.

57.

Efter min opfattelse finder chartrets artikel 35 ikke anvendelse i denne sag, fordi den ikke omhandler adgangen til forebyggende sundhedsydelser og lægehjælp på de betingelser, der er fastsat ved national lovgivning og praksis, som sikrer et højt sundhedsbeskyttelsesniveau.

58.

Med hensyn til chartrets artikel 3 kunne retten til mental integritet eventuelt være berørt, men som nævnt ikke på grund af sundhedsmæssige mangler eller mangler ved forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat, som ingen har henvist til, men derimod som følge af den angivelige manglende passende behandling af den psykiske forstyrrelse, som den person, som anmodes overgivet, ifølge den erklæring, der blev afgivet for den italienske appeldomstol, lider af.

59.

De ovennævnte betragtninger om chartrets artikel 4 kan i denne forbindelse overføres på chartrets artikel 3.

60.

Det, som af hensyn til forenkling benævnes som »retspraksis efter dommen i Aranyosi og Căldăraru-sagen«, er et eksempel på en retlig konstruktion fra Domstolens praksis, der begrundes i behovet for at finde en måde at beskytte en persons grundlæggende rettigheder i tilfælde, som lovgiver ikke udtrykkeligt har fastlagt med hensyn til europæiske arrestordrer.

61.

Rammeafgørelse 2002/584 bestemmer kategorisk i artikel 1, stk. 3, at den »[ikke] indebærer nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [TEU]«. Herved indføres en opsamlingsbestemmelse i ordningen, der overlapper de specifikke garantier for visse grundlæggende rettigheder, som netop er afspejlet i den nævnte rammeafgørelse ( 31 ).

62.

På grundlag af den formodning, at samtlige medlemsstater respekterer de grundlæggende rettigheder, kunne EU-lovgiver næppe forudse en situation med systemiske eller generelle mangler, der kan medføre en tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder, der er tillagt den person, som anmodes overgivet.

63.

Deraf følger, at det i henhold til artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 har været tvingende nødvendigt undtagelsesvis at opstille grunde til at afslå fuldbyrdelse, der er forbundet med overtrædelser, der kan opstå som følge af systemiske eller generelle mangler.

64.

En accept af en »ny« grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre på grundlag af hensyn, der er forbundet med sundhed, kan, således som det blev fremhævet i retsmødet, imidlertid medføre et skred inden for ordningen med europæiske arrestordrer, som kan resultere i en lang række påstande fra de berørte personer og efterfølgende udgøre en hindring for ordningen vedrørende overgivelse til den udstedende medlemsstat.

65.

En retlig konstruktion fra retspraksis, der udvider rækken af grunde til at afslå fuldbyrdelse og tilføjer en grund, der vedrører helbredsrisici, er efter min opfattelse unødvendig: Et afslag på at fuldbyrde en europæisk arrestordre er ikke begrundet, når det er tilstrækkeligt at udsætte overgivelsen af den person, som anmodes overgivet. Sidstnævnte er netop den mekanisme, som rammeafgørelse 2002/584 har indført med henblik på situationer som den i hovedsagen omhandlede.

66.

I henhold til artikel 23, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584 kan en overgivelse af den person, som anmodes overgivet, undtagelsesvis udsættes»af tungtvejende humanitære grunde, f.eks. hvis der er vægtige grunde til at antage, at den klart ville bringe den eftersøgtes liv eller helbred i fare«.

67.

Ovennævnte formulering giver anledning til vanskeligheder, således som den forelæggende ret har anført, og næsten alle denne sags parter har fremhævet. Ikke desto mindre er disse vanskeligheder efter min opfattelse ikke så store, at de ikke kan overvindes ved hjælp af en nøjagtig, og ikke kreativ, fortolkning af bestemmelsen.

68.

Ifølge Corte costituzionale (forfatningsdomstol) er artikel 23, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584, for så vidt som denne bestemmelse kun gør det muligt »undtagelsesvis« at udsætte overgivelsen med hensyn til situationer af rent midlertidig karakter, ikke passende i tilfælde af alvorlige kroniske sygdomme og sygdomme med ubestemt varighed ( 32 ).

69.

Den nævnte ret har tilføjet, at udsættelsen i modsat fald kan blive opretholdt i en ubestemt periode og således fratage foranstaltningen om overgivelse dens effektive virkning: Gentagne udsættelser på grund af kroniske helbredstilstande vil fastholde den person, som anmodes overgivet, i en situation med kontinuerlig usikkerhed om sin skæbne, hvilket strider mod kravet om at sikre en rimelig behandlingstid for enhver procedure, som kan påvirke den personlige frihed ( 33 ).

70.

Den kroatiske og den nederlandske regering har ligesom Kommissionen i denne retning fremhævet, at den i artikel 23, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584 omhandlede udsættelse kun kan vedtages, når det er blevet besluttet at fuldbyrde den europæiske arrestordre, men ikke ved afgørelsen om selve fuldbyrdelsen.

71.

Jeg erkender, at der er tale om vægtige argumenter. Efter min opfattelse går de mulige fortolkninger af bestemmelsen imidlertid længere end det, som den forelæggende ret og deltagerne i retsmødet har anført.

72.

Jeg tager udgangspunkt i den omstændighed, at den manglende udtrykkelige grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre i den nationale lov (eller i artikel 3 og 4 i rammeafgørelse 2002/584) ikke er til hinder for påbuddet i denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 3. For at overholde sidstnævnte skal fortolkeren (dvs. retten), når det er muligt, finde en materielt set tilsvarende løsning ved at benytte de normative elementer, som lovgiver har fastlagt.

73.

Efter min opfattelse indeholder artikel 23, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584 de nødvendige redskaber med henblik på denne materielt set tilsvarende løsning. Indholdet af denne bestemmelse muliggør en fortolkning, som, uanset hvor vidtrækkende og ambitiøs den måtte være, altid vil respektere lovgiver i højere grad end en indførelse gennem retspraksis af en ny grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre. En tilpasning af betydningen og rækkevidden af den positive bestemmelse er i sidste ende at foretrække frem for en indførelse af en ny bestemmelse gennem retspraksis uden for rammerne af denne bestemmelse.

74.

Artikel 23, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584, fortolket i sammenhæng med denne rammeafgørelse, kan, gentager jeg, give den løsning, der kræves i henhold til dens artikel 1, stk. 3, i tilfælde som det foreliggende.

75.

Et argument for, at artikel 23, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584 kan opfylde kravet i denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 3, er, at førstnævnte bestemmelse udtrykkeligt nævner en »overgivelse […] [der] ville bringe den eftersøgtes liv eller helbred i fare«.

76.

Denne henvisning medfører en væsentlig forskel i forhold til artikel 3, 4 og 4a i rammeafgørelse 2002/584. De obligatoriske eller fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse i disse artikler vedrører objektive forhold, dvs. de lovovertrædelser, der ligger til grund for udstedelsen af den europæiske arrestordre, eller de forskellige stadier af de straffesager, som disse lovovertrædelser har givet eller kan give anledning til ( 34 ).

77.

En tilføjelse af en yderligere grund til at afslå fuldbyrdelse (som nødvendigvis må være obligatorisk på grund af den grundlæggende rettigheds karakter) til rækken af grunde i artikel 3 i rammeafgørelse 2002/584 på grundlag af en risiko for overtrædelse af chartrets artikel 3 eller 4 indebærer åbenlyse vanskeligheder i forbindelse med en ordning, der er baseret på den retlige karakter af de strafferetlige systemer i samtlige medlemsstater.

78.

Hvis der ikke fandtes et andet middel, ville disse vanskeligheder sandsynligvis ikke være tilstrækkelige til at forhindre en indførelse gennem retspraksis af en ny grund til at afslå fuldbyrdelse, således som det var tilfældet i dommen i Aranyosi og Căldăraru-sagen, som jeg tidligere har forklaret. I det foreliggende tilfælde er det derimod muligt at benytte midlet i artikel 23, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584. Dette middel kan desuden navnlig:

79.

Artikel 23, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584 er efter min opfattelse således egnet til at imødegå de betænkeligheder, som den forelæggende ret har givet udtryk for.

80.

For det første fastlægger denne bestemmelse et kriterium for definitionen af risikoens »minimumstærskel« (»[en fare for] den eftersøgtes liv eller helbred«), sammenholdt med chartrets artikel 3 og 4 ( 35 ).

81.

For det andet fastlægger denne bestemmelse en kommunikationskanal mellem de udstedende judicielle myndigheder og de judicielle myndigheder, der skal fuldbyrde den europæiske arrestordre, og den forelæggende rets spørgsmål omhandler gennemførelsen af denne kommunikation.

82.

Selv om kommunikationen mellem de to judicielle myndigheder ifølge denne bestemmelse ikke vedrører forekomsten af grunde til at afslå fuldbyrdelse, men derimod datoen for overgivelsen af den person, som anmodes overgivet, er der efter min opfattelse intet til hinder for, at den allerede finder sted, når den fuldbyrdende myndighed skal træffe afgørelse om at udsætte overgivelsen.

83.

Ved at udveksle oplysninger kan den fuldbyrdende judicielle myndighed modtage oplysninger fra den udstedende judicielle myndighed med hensyn til den lægebehandling, der er tilgængelig i centrene for frihedsberøvede eller fængslerne, og som er tilpasset de behov for lægehjælp, som den person, som anmodes overgivet, har.

84.

Som følge af denne dialog og i betragtning af helbredstilstanden for den person, som anmodes overgivet, som den udstedende judicielle myndighed indtil da ikke har haft kendskab til, kan sidstnævnte også af egen drift eller på den fuldbyrdende myndigheds anmodning tage relevansen af den europæiske arrestordre op til fornyet overvejelse under hensyntagen til et (nyt) forhold, der har betydning for bedømmelsen af forholdsmæssigheden ( 36 ).

85.

Således suppleres vurderingen af de omstændigheder, der ligger til grund for bedømmelsen af forholdsmæssigheden (bl.a. om den europæiske arrestordre blev udstedt henblik på strafforfølgning eller med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, og de strafbare handlingers alvor), af vurderingen af helbredssituationen for den person, som anmodes overgivet. Denne vurdering kan udmønte sig i en (midlertidig eller endelig) tilbagekaldelse af den europæiske arrestordre, men også af dens opretholdelse, hvis den udstedende myndighed alligevel beslutter, at overgivelsesproceduren bør fortsætte.

86.

Jeg er af den opfattelse, at artikel 23, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584 i et sådant tilfælde tillader en kommunikationsordning mellem de judicielle myndigheder, svarende til den ordning, der i henhold til artikel 15 i rammeafgørelse 2002/584 kan benyttes, inden der træffes afgørelse om fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre.

87.

Det er korrekt, at de relevante oplysninger med henblik på artikel 15 i rammeafgørelse 2002/584 ifølge denne bestemmelses ordlyd er oplysninger, der er nødvendige for at »træffe afgørelse om overgivelsen«, dvs. om overgivelsen kan finde sted i forhold til overholdelsen af de krav, der navnlig er fastsat i artikel 3-5 i rammeafgørelse 2002/584 ( 37 ).

88.

Efter min opfattelse er der imidlertid intet til hinder for at udveksle oplysninger, når dette er hensigtsmæssigt for at vurdere den risiko, der er afgørende for en udsættelse af overgivelsen, herunder når der er truffet afgørelse om udsættelse, hvis der foreligger tungtvejende humanitære grunde ( 38 ).

89.

Den fuldbyrdende judicielle myndighed skal, naturligvis med henblik på de rettigheder, der er tillagt den person, som anmodes overgivet, men også af hensyn til Unionens legitime interesse i at bekæmpe straffrihed, som navnlig er formålet med ordningen med den europæiske arrestordre ( 39 ), træffe afgørelse om eventuelt at udsætte overgivelsen, idet den råder over alle de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse med fuldt kendskab til omstændighederne.

90.

Hvis dette kendskab kræver en umiddelbar og effektiv kommunikation med den udstedende judicielle myndighed, er det hensigtsmæssigt at anvende mekanismen i artikel 15, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584, selv når der er truffet afgørelse om at fuldbyrde den europæiske arrestordre.

91.

Udsættelsen kan således finde anvendelse på en fuldbyrdelse, der allerede er blevet anordnet, efter at den europæiske arrestordre har passeret »filtret« i form af grundene til at afslå fuldbyrdelse i artikel 3, 4 og 4a i rammeafgørelse 2002/584. Den alvorlige helbredsrisiko bliver således en grund, der forudsætter, at det besluttes at fuldbyrde den europæiske arrestordre, og begrunder afgørelsen om at udsætte den.

92.

Med hensyn til foranstaltningens tidsmæssige rækkevidde nævner artikel 23, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584 udsættelsens »midlertidige« karakter og bestemmer, at den europæiske arrestordre skal fuldbyrdes, »så snart [de tungtvejende humanitære grunde til udsættelsen] ikke længere foreligger«.

93.

Udsættelsens midlertidige karakter skal således være afstemt med den fortsatte beståen af de humanitære grunde, der ligger til grund for udsættelsen. Disse grunde kan forsvinde eller afhjælpes af forskellige årsager (navnlig udviklingen i situationen for den person, som anmodes overgivet).

94.

I det tilfælde, at udsættelsen skal forlænges, er der, således som den forelæggende ret har foreslået ( 40 ), under alle omstændigheder intet til hinder for, at en fortsat dialog mellem de involverede judicielle myndigheder gør det muligt at finde andre individuelle løsninger ( 41 ).

95.

Kun såfremt udsættelsen, henset til samtlige omstændigheder, skal forlænges ud over en frist, hvis rimelighed skal bedømmes af den fuldbyrdende judicielle myndighed ( 42 ) i dialog med den udstedende judicielle myndighed, bør den overgivelse, som førstnævnte har vedtaget, ophæves.

96.

Sammenfattende foreslår jeg følgende:

97.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen svarer Corte costituzionale (forfatningsdomstol, Italien) på følgende måde:

»Artikel 1, stk. 3, og artikel 23, stk. 4, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, læst i lyset af artikel 3, 4 og 35 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at

hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed finder, at overgivelsen af en person, der anmodes overgivet, og som lider af alvorlige kroniske og potentielt uhelbredelige sygdomme, kan udsætte den pågældende for risikoen for en alvorlig sundhedsskade, skal denne myndighed anmode den udstedende judicielle myndighed om at fremsende oplysninger, som kan udelukke denne risiko, og i givet fald undtagelsesvis og midlertidigt udsætte overgivelsen af denne person, så længe denne alvorlige risiko består.«