1.

Voldshandlinger mod kvinder inden for familien har hvad angår alvoren og konsekvenserne af sådanne handlinger længe været undervurderet af myndighederne, men dette spørgsmål udgør i dag en væsentlig bekymring i vort samfund. Manddrab på kvinder inden for familien, nu i sædvanlig sprogbrug benævnt »kvindedrab«, er blevet offentligt fordømt. De offentlige myndigheder er blevet opmærksomme på, at det er nødvendigt at yde kvinder, der er ofre for vold inden for familien, en bedre beskyttelse og at anlægge en strengere tilgang over for gerningsmændene til volden. Skal denne beskyttelse, som skal sikres inden for en stat, ligeledes ydes kvinder, der er flygtet fra deres land, og som af frygt for at blive udsat for vold inden for familien ikke kan eller ikke ønsker at vende tilbage dertil? Kan kvinder, der er stillet over for en sådan situation, nærmere bestemt indrømmes flygtningestatus som omhandlet i artikel 2, litra e), i direktiv 2011/95/EU ( 2 )? I hvilket omfang kan kønsbestemte voldshandlinger, der begås mod en tredjelandsstatsborger inden for den pågældendes snævre familiekreds, begrunde, at der, hvis det ikke er muligt at indrømme flygtningestatus, tildeles subsidiær beskyttelse som omhandlet i dette direktivs artikel 2, litra g)?

2.

I den sag, der er indbragt for Domstolen, nærer Administrativen sad Sofia-grad (forvaltningsdomstolen i Sofia, Bulgarien) tvivl med hensyn til, hvorvidt der kan tildeles international beskyttelse til en tyrkisk statsborger af kurdisk oprindelse, og i givet fald hvilken type international beskyttelse, under hensyntagen til for det første karakteren af de voldshandlinger, som den pågældende risikerer at blive udsat for, hvis hun vender tilbage til sit hjemland. Disse handlinger kan bestå i vold inden for familien, endog æresforbrydelse eller tvangsægteskab. For det andet skal der ligeledes tages hensyn til de omstændigheder, hvorunder de nævnte handlinger begås, nemlig det forhold, at de begås af ikke-statslige aktører ( 3 ).

3.

Dette spørgsmål afspejler bekymringerne – der desuden kommer til udtryk i de indlæg, der er indgivet i den foreliggende sag – hos dem, der er af den opfattelse, at der ikke kan tildeles flygtningestatus til alle kvinder, der er ofre for vold i hjemmet, da det i høj grad er et problem, der er fælles for alle stater, og dem, der derimod beklager, at subsidiær beskyttelse kun er en beskyttelse, der tildeles disse kvinder »i mangel af bedre«, og som således udleder, at grundene til kønsbestemt forfølgelse, herunder forfølgelse, der er bestemt af seksuel orientering og kønsidentitet, ikke anerkendes.

4.

Generaladvokat Szpunar fremhævede i sit forslag til afgørelse i État belge-sagen (ret til ophold i tilfælde af vold i hjemmet) ( 4 ) den tvingende nødvendighed af ikke at undervurdere den retlige, politiske og sociale betydning af problemet med vold i hjemmet eller den nylige udvikling i EU-lovgivningen med hensyn til beskyttelse af ofre ( 5 ). Generaladvokat Hogan konstaterede imidlertid næsten samtidigt i sit forslag til afgørelse i Udtalelse 1/19 (Istanbulkonventionen) ( 6 ), at »[s]om forholdene er, fastlægges der ikke generelt i medfør af EU-retten en forpligtelse til at lade vold mod kvinder være en af de former for forfølgelse, der kan berettige til flygtningestatus« ( 7 ).

5.

Dette spørgsmål skal i den foreliggende sag anskues fra en anden synsvinkel, eftersom det indgår i en individuel situation.

6.

Domstolen skal for det første afgøre, under hvilke betingelser en tredjelandsstatsborger, der ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer at blive offer for æresforbrydelse eller tvangsægteskab samt at blive udsat for vold i hjemmet, vil kunne anses for at nære velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sit tilhørsforhold til en »bestemt social gruppe« og kunne tildeles flygtningestatus [artikel 10, stk. 1, litra d), i direktiv 2011/95].

7.

For det andet skal Domstolen præcisere, under hvilke betingelser den kompetente nationale myndighed i et tilfælde, hvor volden begås af en ikke-statslig aktør, skal fastslå en årsagsforbindelse mellem grunden til forfølgelse, dvs. tilhørsforhold til en bestemt social gruppe, og det forhold, at hjemlandet ikke yder beskyttelse (det nævnte direktivs artikel 9, stk. 3).

8.

Endelig og for det tredje skal Domstolen undersøge, i hvilket omfang en sådan person vil kunne tildeles subsidiær beskyttelsesstatus. Den skal i denne forbindelse afgøre, under hvilke betingelser de ovenfor beskrevne voldshandlinger vil kunne kvalificeres som »alvorlig overlast« som omhandlet i direktivets artikel 15, for så vidt som de udgør enten en alvorlig trussel mod den pågældendes liv eller en umenneskelig eller vanærende behandling.

9.

I artikel 1, afsnit A, stk. 2, første afsnit, i konventionen om flygtninges retsstilling, undertegnet i Genève den 28. juli 1951 ( 8 ), er anført, at udtrykket »flygtning« skal finde anvendelse på enhver person, der:

»[…] som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse«.

10.

Konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (herefter »CEDAW«) ( 9 ), som Unionen ikke er part i, bestemmer i artikel 1:

»[U]dtrykket »diskrimination imod kvinder« betyder enhver kønsbestemt sondring, udelukkelse eller indskrænkning, hvis virkning eller formål er at svække eller tilsidesætte princippet om, at kvinder på lige fod med mænd uanset ægteskabelig stilling skal have anerkendt, kunne nyde eller udøve menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på politiske, økonomiske, sociale, kulturelle, borgerlige og alle andre områder.«

11.

I denne konventions artikel 5, litra a), fastsættes:

»De deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler:

12.

Den nævnte konvention blev suppleret ved generel henstilling nr. 19 fra Komitéen for Afskaffelse af Diskrimination mod Kvinder ( 10 ) med overskriften »Vold mod kvinder«, hvori det i sjette afsnit foreskrives:

»Artikel 1 i [CEDAW] definerer diskrimination mod kvinder. Denne definition omfatter kønsbestemt vold, dvs. vold, der forøves mod en kvinde i kraft af hendes køn, eller som i særlig grad rammer kvinder. Den indbefatter handlinger, der tilføjer fysisk, psykisk eller seksuel smerte eller lidelse, trusler om sådanne handlinger, tvang eller anden frihedsberøvelse […]«

13.

Denne henstilling blev ajourført i 2017 ved generel henstilling nr. 35 om kønsbaseret vold mod kvinder ( 11 ), hvori 10. og 16. afsnit har følgende ordlyd:

»10. Komitéen [for Afskaffelse af Diskrimination mod Kvinder] anser, at kønsbaseret vold mod kvinder er et af de grundlæggende sociale, politiske og økonomiske midler, der er med til at fastholde kvinders underordning i forhold til mænd og fastlåste kønsroller […]

[…]

16. Kønsbaseret vold mod kvinder kan sidestilles med tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling under bestemte omstændigheder, navnlig når der er tale om voldtægt, vold i hjemmet eller anden skadelig adfærd […]«

14.

CEDAW blev endvidere suppleret ved erklæring om afskaffelse af vold mod kvinder ( 12 ), hvori det af artikel 2 fremgår:

»Vold mod kvinder skal forstås således, at begrebet omfatter, men ikke er begrænset til, de nedenfor opregnede former for vold:

15.

Præamblen, 10.-12. afsnit, til Istanbulkonventionen er affattet således:

»der erkender, at vold mod kvinder er et udtryk for en historisk ulighed i magtforholdet mellem kvinder og mænd, som har ført til mænds dominans over, og diskriminering af, kvinder og har forhindret kvinders fulde udvikling[…]

der erkender, at vold mod kvinder i sin struktur er kønsbetinget, og at vold mod kvinder er en af de væsentligste sociale mekanismer, hvormed kvinder tvinges til at indtage en underordnet stilling sammenlignet med mænd[…]

der med dyb bekymring erkender, at kvinder og piger ofte udsættes for alvorlige former for vold, såsom vold i hjemmet, seksuel chikane, voldtægt, tvangsægteskab, kriminalitet begået under påberåbelse af såkaldt »ære« og skamfering af kønsdelene, som udgør en alvorlig overtrædelse af kvinders og pigers menneskerettigheder og er en væsentlig hindring for opnåelse af ligestilling mellem kvinder og mænd«.

16.

Istanbulkonventionen har i henhold til artikel 1 heri, som indgår i kapitel I med overskriften »Formål, definitioner, ligestilling og ikke-diskrimination, generelle forpligtelser«, bl.a. til formål at beskytte kvinder mod alle former for vold, herunder vold i hjemmet, og at forebygge, retsforfølge og udrydde sådan vold, at bidrage til udryddelsen af alle former for diskrimination af kvinder og at skabe en omfattende ramme, politikker og foranstaltninger, der beskytter og hjælper.

17.

I henhold til artikel 2, stk. 1, i Istanbulkonventionen »finder [denne] anvendelse på alle former for vold mod kvinder, herunder vold i hjemmet, som rammer kvinder i uforholdsmæssig grad«.

18.

Konventionens artikel 3 har følgende ordlyd:

»I denne konvention:

[…]

19.

Konventionens artikel 60 med overskriften »Kønsbaserede asylansøgninger« er affattet som følger:

»1.   Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger[,] der er nødvendige for at sikre, at kønsbetinget vold mod kvinder kan anerkendes som en form for forfølgelse i medfør af artikel 1, [afsnit] A, [stk.] 2, i [Genèvekonventionen] og som en form for grov overlast, der medfører supplerende/subsidiær beskyttelse.

2.   Parterne sikrer, at hver af de i konventionen nævnte grunde fortolkes under hensyntagen til forskellene mellem kønnene, og at en ansøger, hvis det fastslås, at forfølgelse frygtes af en eller flere af disse grunde, tildeles flygtningestatus i henhold til gældende relevante instrumenter.

3.   Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger, der er nødvendige for at udvikle modtageprocedurer og støttetilbud til asylsøgere, der tager hensyn til forskellene mellem kønnene, og at det samme sker for retningslinjer og asylprocedurer, herunder afgørelser vedrørende flygtningestatus og ansøgninger om international beskyttelse.«

20.

Det fælles europæiske asylsystem, hvori direktiv 2011/95 indgår, bygger i overensstemmelse med artikel 78, stk. 1, TEUF og artikel 18 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) på en fuldstændig og inklusiv anvendelse af Genèvekonventionen.

21.

Følgende fremgår af 17. og 30. betragtning til det nævnte direktiv:

[…]

22.

I samme direktivs artikel 2, litra d) og f), fastsættes:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

[…]

23.

I kapitel II i direktiv 2011/95 om »[v]urdering af ansøgninger om international beskyttelse« bestemmes i artikel 6 med overskriften »Aktører, der kan stå bag forfølgelse eller alvorlig overlast« følgende:

»Aktører, der kan stå bag forfølgelse eller alvorlig overlast, omfatter:

24.

Direktivets artikel 7 med overskriften »Aktører, der yder beskyttelse« er affattet således:

»1.   Beskyttelsen mod forfølgelse og alvorlig overlast kan kun ydes af:

forudsat de er villige til og i stand til at yde beskyttelse i overensstemmelse med stk. 2.

2.   Beskyttelsen mod forfølgelse og alvorlig overlast skal være effektiv og ikke blot af midlertidig karakter. Der ydes normalt en sådan beskyttelse, når de i stk. 1, litra a) og b), nævnte aktører tager rimelige skridt til at forhindre forfølgelse eller udsættelse for alvorlig overlast, bl.a. ved at anvende et effektivt retssystem til afsløring, retsforfølgning og sanktionering af handlinger, der udgør forfølgelse eller alvorlig overlast, og når ansøgeren har adgang til en sådan beskyttelse.

[…]«

25.

Direktivets kapitel III med overskriften »Anerkendelse som flygtning« omfatter artikel 9, hvori følgende fastsættes:

»1.   For at anses for forfølgelse som omhandlet i artikel 1, afsnit A, i Genèvekonventionen skal adfærd:

2.   Forfølgelse i henhold til stk. 1 kan f.eks. tage form af:

[…]

3.   I overensstemmelse med artikel 2, litra d), skal der være en sammenhæng mellem de i artikel 10 nævnte grunde og forfølgelse i henhold til nærværende artikels stk. 1 eller den manglende beskyttelse mod en sådan forfølgelse.«

26.

Artikel 10 i direktiv 2011/95 med overskriften »Grundene til forfølgelse« har følgende ordlyd:

»1.   Ved vurderingen af grundene til forfølgelse tager medlemsstaterne hensyn til følgende elementer:

[…]

Afhængigt af omstændighederne i hjemlandet kan en bestemt social gruppe omfatte en gruppe, hvis fælles karakteristiske træk er seksuel orientering. Seksuel orientering kan ikke forstås således, at det omfatter handlinger, der betragtes som kriminelle i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning. Der tages hensyn til kønsrelaterede aspekter, herunder kønsidentitet, ved afgørelsen af, om en person tilhører en bestemt social gruppe, og ved bestemmelsen af de karakteristiske træk ved en sådan gruppe

[…]

2.   Ved vurdering af, om en ansøger har en velbegrundet frygt for forfølgelse, er det irrelevant, om ansøgeren faktisk har de racemæssige, religiøse, nationale, sociale eller politiske karakteristiske træk, der fører til forfølgelse, hvis et sådant karakteristisk træk tillægges den pågældende af den aktør, der står bag forfølgelsen.«

27.

Direktivets kapitel V om »[b]erettigelse til subsidiær beskyttelse« omfatter artikel 15 med overskriften »Alvorlig overlast«, hvori fastsættes:

»Ved alvorlig overlast forstås:

[…]«

28.

I Bulgarien er behandling af ansøgninger om international beskyttelse underlagt Zakon za ubezhishteto i bezhantsite (asyl- og flygtningelov, Bulgarien) ( 14 ), i den affattelse, der blev offentliggjort i DV nr. 103 af 27. december 2016 (herefter »ZUB«). Direktiv 2011/95 og 2013/32/EU ( 15 ) blev gennemført i bulgarsk ret ved to love, der ændrede og supplerede ZUB, og som blev offentliggjort i henholdsvis DV nr. 80 af 16. oktober 2015 og DV nr. 101 af 22. december 2015.

29.

ZUB’s artikel 6, stk. 1, bestemmer:

»Kompetencerne i henhold til denne lov udøves af de ansvarlige personer ved Darzhavna agentsia za bezhantsite [det statslige agentur for flygtninge, Bulgarien, herefter »DAB«]. Disse fastslår alle kendsgerninger og omstændigheder, der er relevante med henblik på proceduren for tildeling af international beskyttelse, og yder bistand til udlændinge, som har indgivet en ansøgning om international beskyttelse.«

30.

ZUB indeholder bestemmelse om to former for international beskyttelse.

31.

ZUB’s artikel 8 vedrører de materielle betingelser, som en ansøger skal opfylde for at være berettiget til flygtningestatus. Denne artikel indeholder i en tilsvarende affattelse bestemmelserne i artikel 6 og 9 i direktiv 2011/95.

32.

ZUB’s artikel 9 vedrører de materielle betingelser, som en ansøger skal opfylde for at være berettiget til »humanitær status«, som er ensbetydende med subsidiær beskyttelse, idet disse betingelser svarer til »alvorlig overlast« som defineret i artikel 15 i direktiv 2011/95.

33.

WS, der er sagsøgeren i hovedsagen, er tyrkisk statsborger, af kurdisk oprindelse, (sunni)muslim og fraskilt. I juni 2018 forlod hun Tyrkiet for at begive sig til Bulgarien og dernæst Tyskland, hvor hun indgav en første ansøgning om international beskyttelse. Ved afgørelse truffet af DAB den 28. februar 2019 accepterede Bulgarien at overtage hende med henblik på behandling af hendes ansøgning om international beskyttelse.

34.

Ved tre høringer i oktober 2019 forklarede WS, at hun i Tyrkiet havde haft problemer med sin fraskilte ægtemand, BS, som hun var blevet tvangsgift med i løbet af 2010, og som hun havde fået tre døtre med. Efter adskillige episoder med vold og trusler fremsat af hendes mand, hendes biologiske familie og hendes svigerfamilie, var hun regelmæssigt blevet indkvarteret på »centre til forebyggelse og overvågning af vold«, og hun flygtede fra sit hjem i september 2016. WS fremlagde i denne forbindelse bl.a. en anmeldelse, som hun havde indgivet til anklagemyndigheden i Torbalı (Tyrkiet), og hvori hun havde redegjort for volden. WS indgik i løbet af 2017 et religiøst ægteskab med en anden mand, som hun i maj 2018 fik en søn med. Skilsmissen mellem WS og BS blev meddelt ved afgørelse fra den civile domstol nr. 1 i Diyarbakır (Tyrkiet) den 20. september 2018, hvor hun allerede havde forladt Tyrkiet. WS fremhævede endvidere, at hun ikke havde modtaget nogen støtte fra sin biologiske familie, og at familiefaderen havde forbudt hende at have kontakt med familien med den begrundelse, at hun havde forladt sin ægteskabelige bopæl. WS gjorde ligeledes gældende, at hun frygtede for sit liv, hvis hun vendte tilbage til Tyrkiet.

35.

Ved afgørelse af 21. maj 2020 afviste DAB den af WS indgivne ansøgning om international beskyttelse under henvisning til såvel ZUB’s artikel 8 (flygtningestatus) som ZUB’s artikel 9 (humanitær status/subsidiær beskyttelse).

36.

DAB var af den opfattelse, at betingelserne for tildeling af flygtningestatus ikke var opfyldt, med den begrundelse, at der ikke kunne etableres nogen forbindelse mellem den vold, som hun havde været offer for fra sin mands og sine familiemedlemmers side, eller de dødstrusler, der var blevet fremsat over for hende, og nogen af de grunde, der er nævnt i ZUB’s artikel 8, stk. 1, dvs. race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe. WS havde heller ikke gjort gældende, at hun blev forfulgt på grund af sit køn.

37.

DAB var endvidere af den opfattelse, at betingelserne for tildeling af humanitær status (subsidiær beskyttelse) heller ikke var opfyldt, med den begrundelse, at hverken de officielle myndigheder eller bestemte grupper havde iværksat skridt over for WS. Endelig fremhævede DAB, at WS ikke havde informeret politimyndighederne om de kriminelle overgreb mod hende og heller ikke havde indgivet anmeldelse, samt at hun havde forladt Tyrkiet legalt.

38.

WS indgav til prøvelse af denne afgørelse en klage, som blev afvist ved afgørelse af 15. oktober 2020. Denne afgørelse opnåede retskraft ved afgørelse af 9. marts 2021 fra Varhoven administrativen sad (øverste forvaltningsdomstol, Bulgarien).

39.

WS indgav en fornyet ansøgning om international beskyttelse den 13. april 2021 og vedhæftede ni skriftlige dokumenter vedrørende sin personlige situation og sit hjemland. Hun har for det første gjort gældende, at hun opfylder betingelserne for tildeling af flygtningestatus i henhold til ZUB’s artikel 8, da hun har været offer for forfølgelseshandlinger, som er begået på grund af hendes tilhørsforhold til en bestemt social gruppe, nemlig gruppen af kvinder, der har været udsat for vold i hjemmet, og af kvinder, der er potentielle ofre for æresforbrydelser fra ikke-statslige aktører, som den tyrkiske stat ikke er i stand til at beskytte hende mod. Hun har ligeledes anført, at hun modsætter sig en eventuel tilbagesendelse til Tyrkiet, da hun frygter at blive dræbt af sin fraskilte ægtemand, at blive offer for en æresforbrydelse eller at blive tvangsgift på ny. Hun har fremhævet, at hendes situation i den mellemliggende periode er blevet forværret, med den begrundelse, at hun har fået et barn med en mand, som hun ikke er borgerligt gift med. Som nye omstændigheder har WS endvidere anført Republikken Tyrkiets udtrædelse af Istanbulkonventionen og har i denne forbindelse bl.a. fremlagt to rapporter, der er udarbejdet i marts 2021, den ene af U.S. Department of State (udenrigsministeriet, Amerikas Forenede Stater) om menneskerettighedspraksis i Tyrkiet og den anden af den tyrkiske platform »We will stop femicide«.

40.

For det andet har WS gjort gældende, at hun opfylder betingelserne for tildeling af humanitær status (subsidiær beskyttelse) i henhold til ZUB’s artikel 9, for så vidt som hun ved en eventuel tilbagesendelse til Tyrkiet vil blive udsat for overtrædelser af sine grundlæggende rettigheder, der er anerkendt i EMRK’s artikel 2 og 3.

41.

Ved afgørelse af 5. maj 2021 afviste DAB at indlede en fornyet procedure med henblik på behandling af ansøgningen om international beskyttelse med den begrundelse, at WS ikke havde fremlagt nye omstændigheder vedrørende sin personlige situation eller sit hjemland, idet nævnte myndighed i øvrigt anførte, at de tyrkiske myndigheder havde hjulpet hende flere gange og havde tilkendegivet, at de var parate til at hjælpe hende med alle lovlige midler.

42.

Under disse omstændigheder har Administrativen sad Sofia-grad (forvaltningsdomstolen i Sofia) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

43.

WS, den tyske og den franske regering samt Europa-Kommissionen og De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) har indgivet skriftlige indlæg.

44.

Den forelæggende ret ønsker med den præjudicielle forelæggelse nærmere bestemt afgjort, i hvilket omfang en tredjelandsstatsborger, der gør gældende, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland løber en risiko for at blive offer for æresforbrydelse eller tvangsægteskab samt at blive udsat for vold i hjemmet, der begås inden for familien, kan være berettiget til international beskyttelse som omhandlet i artikel 2, litra a), i direktiv 2011/95.

45.

Det første til det fjerde præjudicielle spørgsmål vedrører i overensstemmelse med den behandlingsprocedure, der er fastsat i artikel 10, stk. 2, i direktiv 2013/32, betingelserne for, hvornår en sådan person kan være berettiget til flygtningestatus som omhandlet i artikel 2, litra d), i direktiv 2011/95 ( 16 ). Den forelæggende ret er ikke i tvivl med hensyn til, hvorvidt de handlinger, som WS frygter at blive udsat for, skal kvalificeres som»forfølgelseshandlinger« ( 17 ), men har derimod udtrykt tvivl i forhold til de mange usikkerhedsmomenter hvad angår måden, hvorpå der kan tages hensyn til den pågældendes køn ved fastslåelsen af dels grundene til forfølgelse (artikel 10 i direktiv 2011/95), dels årsagsforbindelsen mellem disse grunde og det forhold, at hjemlandet ikke yder beskyttelse (dette direktivs artikel 9, stk. 3).

46.

Det femte præjudicielle spørgsmål vedrører betingelserne for, hvornår WS, såfremt hun ikke anerkendes som flygtning, kan tildeles subsidiær beskyttelse som omhandlet i artikel 2, litra f), i direktiv 2011/95. Den forelæggende ret ønsker bl.a. oplyst, hvorvidt de handlinger, som den berørte person risikerer at blive udsat for, hvis hun sendes tilbage til sit hjemland, kan kvalificeres som »alvorlig overlast« som omhandlet i dette direktivs artikel 15.

47.

Med det første præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret under henvisning til 17. betragtning til direktiv 2011/95 oplyst, om begrebet »kønsbestemt vold mod kvinder«, såfremt det udgør en grund til at tildele flygtningestatus, har en selvstændig betydning i EU-retten, eller om dette begreb skal defineres på baggrund af Genèvekonventionen, CEDAW og Istanbulkonventionen.

48.

Dette spørgsmål udspringer af, at der i artikel 2, litra d), i direktiv 2011/95, i lighed med i Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, alene er anført »tilhørsforhold til en bestemt social gruppe«, uden at der i definitionen af begrebet »flygtning« er nogen henvisning til »kønnet« på ansøgeren om international beskyttelse, og ligeledes uden at det fremgår, at kønsbestemt vold mod kvinder i sig selv kan udgøre en grund til at yde international beskyttelse. Istanbulkonventionen og CEDAW, der blev vedtaget under henholdsvis Europarådets og De Forenede Nationers ledelse, indeholder derimod flere udtrykkelige bestemmelser herom.

49.

Istanbulkonventionen har i henhold til artikel 1 heri til formål at beskytte kvinder mod alle former for vold, herunder vold i hjemmet, ved at styrke forebyggelsen af vold og hjælpen til ofre samt retsforfølgning og straf i forhold til gerningsmændene til volden gennem vedtagelse af omfattende og koordinerede politikker.

50.

Begrebet »køn« defineres i Istanbulkonventionens artikel 3, litra c), som »de socialt konstruerede roller, adfærdsmønstre, aktiviteter og egenskaber, som et givent samfund anser for at være passende for kvinder og mænd«. Begrebet »vold mod kvinder« defineres i denne konventions artikel 3, litra a), som »alle former for kønsbetinget vold, som medfører, eller som sandsynligvis medfører, fysisk, seksuel, psykisk eller økonomisk overlast eller lidelse for kvinder, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse, hvad enten dette sker i den offentlige eller den private sfære«. Endelig defineres begrebet »kønsbetinget vold mod kvinder« i konventionens artikel 3, litra d), som »vold, der forøves mod en kvinde i kraft af hendes køn, eller som rammer kvinder i uforholdsmæssig grad« ( 18 ).

51.

Det kræves således i henhold til Istanbulkonventionens artikel 60, stk. 1, at de kontraherende stater træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at kønsbetinget vold mod kvinder kan anerkendes som en form for forfølgelse i medfør af artikel 1, afsnit A, stk. 2, i Genèvekonventionen og som en form for grov overlast, der medfører subsidiær beskyttelse. Det præciseres i den forklarende rapport til Istanbulkonventionen, at denne bestemmelse anses for at være forenelig med Genèvekonventionen og EMRK’s artikel 3 som fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ( 19 ).

52.

CEDAW og i særdeleshed generel henstilling nr. 19 og nr. 35 fra Komitéen for Afskaffelse af Diskrimination mod Kvinder har til formål at øge effektiviteten hvad angår bekæmpelse af alle former for diskrimination imod kvinder ved at kræve, at de kontraherende stater garanterer, at kvinder fuldt ud kan udøve og nyde de rettigheder, som de indrømmes på alle områder. Disse henstillinger supplerer CEDAW ved gennem en definition af kønsbetinget vold at indarbejde en kønsbaseret tilgang og pålægge de kontraherende stater at vedtage generelle foranstaltninger, der bygger på dem, der blev vedtaget inden for rammerne af Istanbulkonventionen.

53.

Efter denne redegørelse for baggrunden vil jeg i det følgende undersøge, i hvilket omfang der med henblik på gennemførelsen af direktiv 2011/95 skal tages hensyn til den terminologi, der anvendes i disse to konventioner.

54.

Jeg erindrer for det første om, at det fælles europæiske asylsystem, som direktiv 2011/95 indgår i, i medfør af artikel 78, stk. 1, TEUF skal være i overensstemmelse med Genèvekonventionen, 1967-protokollen om flygtningestatus og »relevante traktater« ( 20 ).

55.

Det primære formål med direktiv 2011/95 er dermed, således som det fremgår af direktivets artikel 1 og af Domstolens praksis, at indføre en retlig ordning, der indeholder begreber og kriterier, der er fælles for medlemsstaterne, og som dermed er Unionens egne, til identifikation af personer, der har behov for international beskyttelse, alt imens det sikres, at Genèvekonventionens artikel 1 respekteres fuldt ud ( 21 ). I dom af 19. november 2020, Bundesamt für Migration und Flüchtlinge (Militærtjeneste og asyl) ( 22 ), afslog Domstolen således at udvide dette direktivs anvendelsesområde ud over det anvendelsesområde, der er dækket af Genèvekonventionen, for at respektere EU-lovgivers klare hensigt om at harmonisere gennemførelsen af flygtningestatus som omhandlet i nævnte konvention inden for EU ( 23 ).

56.

Som jeg har påpeget, indeholder Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, imidlertid ingen henvisning til »køn« i sin definition af begrebet »flygtning«, og det fremgår ligeledes ikke heraf, at »kønsbestemt vold mod kvinder« i sig selv kan udgøre en grund til at tildele international beskyttelse. UNHCR anså det i retningslinjerne om kønsbetinget forfølgelse for unødvendigt at indføje en yderligere grund i definitionen af »flygtning« som omhandlet i denne konventions artikel 1, eftersom de kontraherende stater anerkender, at køn kan påvirke eller bestemme typen af forfølgelse eller overlast og grundene til den pågældende behandling ( 24 ). Inden for rammerne af direktiv 2011/95 tages der således hensyn til ansøgerens køn ved vurderingen af karakteren af den forfølgelse, som den pågældende er udsat for eller risikerer at blive udsat for i sit hjemland [direktivets artikel 9, stk. 2, litra f)] ( 25 ), og ved undersøgelsen af grundene til forfølgelse, navnlig i forbindelse med afgørelsen af, om ansøgeren tilhører en bestemt social gruppe [nævnte direktivs artikel 10, stk. 1, litra d), andet afsnit, in fine].

57.

Begrebet »køn« [o.a.: fr. »genre«] defineres ganske vist ikke i direktiv 2011/95. Det er imidlertid muligt at sammenligne med de dokumenter, som udgives af UNHCR, idet disse i henhold til Domstolens faste praksis har en særlig betydning i betragtning af den rolle, som UNHCR er tillagt ved Genèvekonventionen ( 26 ). UNHCR angiver således i retningslinjerne om kønsbetinget forfølgelse, at »[k]øn [o.a. fr. »genre«] henviser til forholdet mellem kvinder og mænd på grundlag af identiteter, statusser, roller og ansvarsområder, der er socialt eller kulturelt konstruerede og definerede, og som er tillagt mænd og kvinder, hvorimod »køn« [o.a.: fr. »sexe«] er biologisk bestemt. Køn er således hverken statisk eller medfødt, men opnår – socialt og kulturelt konstrueret – betydning over tid« ( 27 ).

58.

Selv om rækkevidden af »kønsbestemte handlinger« ikke præciseres i artikel 9, stk. 2, litra f), i direktiv 2011/95, kan det desuden være interessant i dette øjemed at sammenligne med et andet instrument i afledt ret, nemlig direktiv 2012/29/EU ( 28 ). I 17. betragtning til det pågældende direktiv defineres begrebet »kønsbaseret vold« nemlig som »[v]old rettet mod en person på grund af vedkommendes køn, kønsidentitet eller kønsudtryk, eller som rammer personer af et bestemt køn i uforholdsmæssig grad […] Den kan påføre offeret fysisk, seksuel, følelsesmæssig eller psykologisk skade eller økonomisk tab. Ved kønsbaseret vold forstås en form for forskelsbehandling og krænkelse af offerets grundlæggende frihedsrettigheder og omfatter vold i nære forhold, seksuel vold (herunder voldtægt, seksuelle overfald og sexchikane), menneskehandel, slaveri og forskellige former for skadelig praksis såsom tvangsægteskaber, kvindelig kønslemlæstelse og såkaldte »æresforbrydelser«. Kvinder, der er ofre for kønsbaseret vold, og deres børn kræver ofte særlig støtte og beskyttelse på grund af den store risiko for sekundær og gentagen viktimisering, for intimidering og for gengældelse forbundet med sådan vold«.

59.

Hvad for det andet angår den terminologi, der anvendes i Istanbulkonventionen og i CEDAW, er det ubestridt, at Unionen ikke har ratificeret CEDAW, og at den endnu ikke har tiltrådt Istanbulkonventionen, selv om den undertegnede denne den 13. juni 2017 ( 29 ). Istanbulkonventionen er i øvrigt ikke blevet ratificeret af alle medlemsstaterne ( 30 ). I afventning af en sådan tiltrædelse eller ratifikation udgør Istanbulkonventionen først og fremmest en tværfaglig konvention, der på helhedsorienteret vis og med udgangspunkt i en integreret indsats med inddragelse af alle samfundets aktører tager sigte på forebyggelse af vold mod kvinder ( 31 ), beskyttelse af og støtte til ofre samt retsforfølgning af gerningsmændene til volden.

60.

Det skal på denne baggrund konkluderes, at hverken Istanbulkonventionen eller CEDAW på det nuværende trin henhører under »relevante traktater«, som direktiv 2011/95 skal fortolkes i forhold til, i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 78, stk. 1, TEUF.

61.

Hvad endelig og for det tredje angår 17. betragtning til direktiv 2011/95, som den forelæggende ret har henvist til, er denne betragtning efter min opfattelse ikke relevant ved fortolkningen af betydningen og rækkevidden af begrebet »kønsbestemt vold mod kvinder« i EU-retten.

62.

Det fremgår af den nævnte betragtning, at »[m]ed hensyn til behandlingen af de personer, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, er medlemsstaterne bundet af forpligtelser i henhold til folkeretlige instrumenter, som de er part i, herunder navnlig sådanne, som forbyder forskelsbehandling«. EU-lovgiver har imidlertid ved at henvise til »behandlingen af de personer, der er omfattet af [det nævnte] direktivs anvendelsesområde«, ikke haft sigte på de nærmere regler for behandling af en ansøgning om international beskyttelse, dvs. på kriterierne for tildeling af en sådan beskyttelse, men derimod på de rettigheder og fordele, som personer, der ansøger om eller er berettiget til international beskyttelse, nyder på den medlemsstats område, i hvilken de har indgivet [ansøgning om] og, i givet fald, fået tildelt international beskyttelse. 17. betragtning til direktiv 2011/95 kommer nemlig til udtryk i direktivets kapitel VII om »[i]ndholdet af international beskyttelse«. Eksempelvis har EU-lovgiver fastsat et krav om, at medlemsstaterne skal sikre ligestilling mellem personer med international beskyttelse og landets egne borgere hvad angår adgang til procedurer for anerkendelse af kvalifikationsbeviser (artikel 28, stk. 1) eller adgang til lægehjælp (artikel 30). Det er i denne sammenhæng, at medlemsstaterne skal overholde forpligtelser i henhold til internationale instrumenter, som de er part i, såsom CEDAW og Istanbulkonventionen.

63.

Det følger af samtlige disse forhold, at artikel 2, litra d), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at betingelserne for at tildele flygtningestatus til en person, der frygter at blive offer for kønsbestemt vold ved en tilbagevenden til sit hjemland, skal undersøges i forhold til de bestemmelser, der er fastsat i så henseende i dette direktiv, og som skal fortolkes i lyset af dets generelle opbygning og formål samt under iagttagelse af Genèvekonventionen i overensstemmelse med artikel 78, stk. 1, TEUF, og ikke ved at henvise til definitionerne i CEDAW og i Istanbulkonventionen, der ikke er »relevante traktater« som omhandlet i den nævnte artikel.

64.

Ikke desto mindre skal denne fortolkning i overensstemmelse med 16. betragtning til direktiv 2011/95 endvidere ske under iagttagelse af de rettigheder, som anerkendes i chartret ( 32 ).

65.

Med det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt præciseret, under hvilke omstændigheder en tredjelandsstatsborger, der gør gældende, at hun løber en risiko for at blive offer for æresforbrydelse eller tvangsægteskab samt at blive udsat for vold i hjemmet, hvis hun sendes tilbage til sit hjemland, kan anses for at tilhøre en »bestemt social gruppe« som omhandlet i artikel 10, stk. 1, litra d), i direktiv 2011/95.

66.

For det første ønsker den forelæggende ret oplyst, om ansøgerens biologiske køn i sig selv kan afgøre, om hun tilhører en bestemt social gruppe som omhandlet i det nævnte direktivs artikel 10, stk. 1, litra d).

67.

I direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), fastsættes, at to betingelser skal være opfyldt, for at det kan afgøres, om en ansøger tilhører en »bestemt social gruppe«. Disse to betingelser er kumulative ( 33 ).

68.

Dels skal medlemmerne af den pågældende gruppe have samme medfødte karakteristiske træk eller en fælles baggrund, der ikke kan ændres, eller være fælles om et karakteristisk træk eller en tro, der er så grundlæggende for deres identitet eller samvittighed, at ingen mennesker bør tvinges til at give afkald derpå. Det præciseres i denne henseende i artikel 10, stk. 1, litra d), andet afsnit, i direktiv 2011/95, at der afhængigt af omstændighederne i hjemlandet tages hensyn til kønsrelaterede aspekter, herunder kønsidentitet, ved afgørelsen af, om en person tilhører en bestemt social gruppe, og ved bestemmelsen af de karakteristiske træk ved en sådan gruppe ( 34 ).

69.

Dels skal den pågældende gruppe have en særskilt identitet i det relevante tredjeland, fordi den opfattes som værende anderledes af det omgivende samfund.

70.

Det følger endvidere af artikel 10, stk. 2, i direktiv 2011/95, at det ved vurdering af, om en ansøger har en velbegrundet frygt for forfølgelse, er irrelevant, om ansøgeren faktisk har de sociale træk, der fører til forfølgelse, hvis et sådant karakteristisk træk tillægges den pågældende af den aktør, der står bag forfølgelsen ( 35 ).

71.

For så vidt angår den første af de nævnte betingelser er det ubestridt, at ansøgerens køn kan knyttes til et medfødt karakteristisk træk – nemlig hendes biologiske køn – »der ikke kan ændres«, som omhandlet i artikel 10, stk. 1, litra d), i direktiv 2011/95. Jeg minder i denne forbindelse om, at der i Kommissionens oprindelige forslag vedrørende direktiv 2004/83 blev henvist udtrykkeligt til »grundlæggende egenskaber« ved gruppen, »som [f.eks.] seksuel orientering, alder eller køn« ( 36 ), og Domstolen fastslog desuden i dom af 7. november 2013, X m.fl. ( 37 ), at »det [er] ubestridt, at en persons seksuelle orientering udgør et karakteristisk træk, der er så grundlæggende for personens identitet, at vedkommende ikke bør tvinges til at give afkald derpå« ( 38 ).

72.

For så vidt angår den anden betingelse forudsætter denne, at den sociale gruppe, hvis medlemmer har samme køn, har en særskilt identitet i hjemlandet, fordi den af det omgivende samfund opfattes som udgørende en anderledes helhed. Ifølge UNHCR skal gruppen være synlig ( 39 ). Denne opfattelse varierer ikke alene i forhold til land, etnisk eller religiøst fællesskab eller politisk sammenhæng, men også i forhold til den berørte persons adfærd ( 40 ). Køn er imidlertid et socialt begreb, der anvendes således, at der ud over det biologiske køn tages hensyn til de værdier og forestillinger, der er forbundet hermed. Køn er dermed et begreb, som bør gøre det muligt at anskueliggøre, at forholdet mellem kvinder og mænd i et givent samfund – såvel som den ulighed, der kan være forbundet hermed som følge af mande- og kvinderoller, der tildeles på baggrund af biologiske forskelle – erhverves og konstrueres af de enkelte samfund og således kan udvikle sig forskelligt over tid og afhængigt af det enkelte samfund og det enkelte fællesskab ( 41 ). Det er i denne forbindelse min opfattelse, at kvinder, alene i kraft af, at de er kvinder, udgør et eksempel på en social helhed, der er defineret ved medfødte og uforanderlige karakteristiske træk, som kan blive opfattet forskelligt af samfundet alt efter de pågældende kvinders hjemland, vel at mærke som følge af sociale, retlige eller religiøse normer i det pågældende land eller sædvaner i det fællesskab, kvinderne tilhører ( 42 ). Den omstændighed, at denne sociale gruppe udgøres af kvinder i et givent samfund (og ikke af »kvinder« i almindelighed) ( 43 ), er efter min opfattelse ikke i sig selv – alene under henvisning til gruppens størrelse – til hinder for, at denne gruppes særskilte identitet kan anerkendes. Forestillingen om, at en gruppe har en »særskilt identitet«, for så vidt som den opfattes anderledes af det omgivende samfund, må nemlig ikke fortolkes således, at dette indebærer, at der skal foretages en kvantitativ vurdering ( 44 ).

73.

Henset til disse omstændigheder er jeg af den opfattelse, at en kompetent national myndighed efter den vurdering af kendsgerninger og omstændigheder, som den skal foretage i henhold til artikel 4, stk. 3, litra a)-c), i direktiv 2011/95, kan være af den opfattelse, at ansøgeren på grund af sit køn tilhører en »bestemt social gruppe« som omhandlet i direktivets artikel 10, stk. 1, litra d).

74.

For det andet ønsker den forelæggende ret præciseret, om der for at fastslå en gruppes særskilte identitet i det relevante land kan tages hensyn til forfølgelseshandlinger som dem, der er omhandlet i 30. betragtning til direktiv 2011/95, og som ansøgeren kan blive udsat for i sit hjemland, eller om sådanne handlinger alene er dem, der er anført i direktivets artikel 9, stk. 2, litra a) og f).

75.

Det anføres i 30. betragtning til direktivet, at »[der] [m]ed henblik på afgrænsningen af en bestemt social gruppe bør […] tages hensyn til faktorer i forbindelse med ansøgerens køn, herunder kønsidentitet og seksuel orientering, som kan være forbundet med visse retstraditioner og skikke, der f.eks. fører til genital lemlæstelse, tvangssterilisation eller tvungen abort, for så vidt som disse faktorer er forbundet med ansøgerens velbegrundede frygt for forfølgelse«.

76.

I 30. betragtning gives en række præciseringer med henblik på en klarere opfattelse af forfølgelsesgrunden tilhørsforhold til en »bestemt social gruppe«. I betragtningen opregnes en række forfølgelseshandlinger, der kan anføres med henblik på afgrænsningen af en sådan gruppe. Det er nemlig karakteren af forfølgelseshandlingerne, som henviser til bestemte ofre, der gør det muligt at karakterisere en social gruppes »særskilte identitet«. De handlinger, der er nævnt i 30. betragtning, vedrører forfølgelse og supplerer derved den ikke-udtømmende opregning i artikel 9, stk. 2, i direktiv 2011/95, men de gør det tillige muligt at identificere en »bestemt social gruppe«. Det følger således udtrykkeligt af 30. betragtning til dette direktiv, at karakteren af de handlinger, som en kvinde frygter at blive udsat for i sit hjemland på grund af sit køn, kan være en relevant omstændighed med henblik på bestemmelsen af hendes tilhørsforhold til en bestemt social gruppe, og navnlig af den pågældende gruppes »særskilte identitet« i hjemlandet. Selv om en forfølgelseshandling over for en gruppe, således som jeg allerede har nævnt ( 45 ), kan være en relevant omstændighed ved afgørelsen af, om den pågældende gruppe er synlig i et givent samfund ( 46 ), betyder dette ikke af den grund, at alle personer, der frygter at blive udsat for forfølgelse i deres hjemland, vil kunne anses for at tilhøre en bestemt social gruppe. Dette er grunden til, at EU-lovgiver efter min opfattelse i denne betragtning har opstillet flere begrænsninger. For det første henvises der til handlinger, som er særligt repræsentative for kønsbestemt vold, for så vidt som de er rettet mod en person på grund af den pågældendes køn eller identitet, eller for så vidt som de rammer personer af et bestemt køn i uforholdsmæssig grad. Dernæst sigtes der på handlinger, som indebærer alvorlig krænkelse af den pågældende persons grundlæggende rettigheder. Endelig henvises der til handlinger, som kan henføres til en almindelig og gentagen praksis, i forhold til hvilken den relevante myndighed er anerkendt enten ved lov eller ved sædvaneret. Heraf følger, at en pige eller teenagepige ifølge ordlyden af denne betragtning vil kunne anses for at tilhøre en synlig og identificérbar gruppe i samfundet, for så vidt som den pågældende ved en tilbagevenden til sit hjemland vil blive udsat for en tradition eller skik såsom kvindelig omskæring ( 47 ).

77.

Ved at anvende formuleringen »f.eks.« har EU-lovgiver desuden givet udtryk for sit ønske om ikke at begrænse hensyntagen til kønsbestemt vold til genital lemlæstelse, tvangssterilisation eller tvungen abort. Der er følgelig efter min opfattelse intet til hinder for, at en kompetent national myndighed er af den opfattelse, at en pige, teenagepige eller kvinde tilhører en bestemt social gruppe, med den begrundelse, at den pågældende ved en tilbagevenden til sit hjemland vil blive udsat for en risiko for tvangsægteskab, idet en sådan handling er ledsaget af følelsesmæssige overgreb og fysisk mishandling, der – for at bruge generaladvokat Mengozzis formulering – giver anledning til »grusomme menneskerettighedskrænkelser, primært mod kvinder« ( 48 ). Dette gør sig desto mere gældende, som tvangsægteskab bl.a. fører til voldtægt og andre former for seksuel vold.

78.

Med hensyn til vold i hjemmet vil jeg drage en lignende konklusion, for så vidt som vold i hjemmet kan resultere i handlinger af største alvor og i gentagen vold, som kan føre til alvorlig krænkelse af den pågældende persons grundlæggende rettigheder ( 49 ). Jeg ser derfor intet til hinder for, at en kompetent national myndighed efter en vurdering af kendsgerninger og omstændigheder, der er karakteristiske for det enkelte tilfælde, anser, at en kvinde, som måtte være tvunget til at vende tilbage til sit hjemland, tilhører en gruppe med en særskilt identitet i det relevante land med den begrundelse, at hun i dette land som følge af sin tilbagevenden vil blive udsat for alvorlige ægteskabelige voldshandlinger (slag, voldtægt og andre seksuelle overgreb m.m.), som er traditionelle i visse samfund. I forbindelse med denne individuelle vurdering skal ansøgeren naturligvis fremlægge samtlige detaljerede bl.a. familiemæssige, geografiske og sociale forhold vedrørende de risici, som hun personligt er udsat for. Den kompetente nationale myndighed skal tage hensyn til ikke alene den pågældendes personlighed, alder, uddannelsesniveau, oprindelse, baggrund og sociale status, men også generelle oplysninger om hjemlandet og i særdeleshed gældende sociale eller sædvaneretlige normer, der måtte være fremherskende i det pågældende land, regionen, gruppen eller folket samt gældende lovgivning og gennemførelsen heraf.

79.

Endelig er jeg af den opfattelse, at det i henhold til ordlyden af 30. betragtning til direktiv 2011/95 ligeledes er muligt at tage hensyn til de særlige risici, som kvinder, der ikke overholder de sociale normer i deres hjemland, eller som forsøger at modsætte sig disse, er udsat for. Selv om der ikke findes en udtømmende fortegnelse over de forskellige sociale grupper, som de kompetente nationale myndigheder har været i stand til at identificere på dette grundlag, er det takket være en undersøgelse af national retspraksis og en række rapporter om situationen i oprindelseslande, som Den Europæiske Unions Asylagentur (EUAA) har offentliggjort ( 50 ), muligt at identificere enkelte grupper. I lande og samfund, hvor kvindelig omskæring er den sociale norm, anses piger og teenagepiger, der unddrager sig en sådan praksis, således for at kunne identificeres og at kunne henføres til en gruppe med en særskilt identitet ( 51 ), fra det øjeblik de udsættes for ydmygelse, udelukkelse eller repressalier ved en tilbagevenden til deres hjemland ( 52 ). På samme måde er kvinder, der nægter tvangsægteskab, i en befolkning, hvor en sådan praksis er sædvanlig i en sådan grad, at den udgør en social norm ( 53 ), blevet anset for at være en del af en gruppe, der har en særskilt identitet som omhandlet i direktiv 2011/95 ( 54 ), fra det øjeblik de er udsat for et misbilligende syn fra deres fællesskab såvel som for voldshandlinger, der kan true deres fysiske integritet ( 55 ).

80.

UNHCR er på tilsvarende vis af den opfattelse, at unge afghanske kvinder, der vender tilbage fra eksil i Europa, hvor de har haft lejlighed til at overtage vestlige normer og værdier, der strider mod de roller, som samfundet, traditionen og endog retssystemet i deres hjemland tildeler dem, kan anses for at tilhøre en bestemt social gruppe ( 56 ). I EUAA’s rapport om situationen i Afghanistan (2023) anføres således udtrykkeligt den omstændighed, at en kvinde eller ung afghansk kvinde, der har levet efter vestlig levevis, som følge af sin adfærd, sine følelsesrelationer, sin fremtræden, sine aktiviteter, sine anskuelser, sit fag og/eller sit ophold i udlandet vil kunne anses for at overskride gældende sociale og religiøse normer og være udsat for vold i hjemmet, legemlig afstraffelse og andre former for afstraffelse, fra udelukkelse eller stigmatisering til æresforbrydelser, for så vidt angår de kvinder, der anklages for at kaste skam over deres familie, fællesskab eller stamme ( 57 ).

81.

Domstolen behandler i øjeblikket nøjagtigt dette spørgsmål i forbindelse med en anmodning om præjudiciel afgørelse, der er indgivet i sagen Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Personer, der identificerer sig med Unionens værdier) (C-646/21) vedrørende situationen for unge irakiske kvinder, efter at en i det væsentlige identisk anmodning i sagen Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (C-456/21) vedrørende unge afghanske kvinder blev trukket tilbage ( 58 ).

82.

Henset til disse betragtninger er jeg af den opfattelse, at artikel 10, stk. 1, litra d), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at en tredjelandsstatsborger kan anses for at tilhøre en »bestemt social gruppe« på grund af sit køn, fra det øjeblik det med udgangspunkt i en vurdering af kendsgerninger og omstændigheder er fastslået, at den pågældende ud over selve sit seksuelle tilhørsforhold, dvs. sin identitet som og status af kvinde, har en særskilt identitet i sit hjemland, fordi hun som følge af sociale, retlige eller religiøse normer eller riter eller sædvaner i sit land eller i det fællesskab, hun tilhører, opfattes anderledes af det omgivende samfund. I forbindelse med denne vurdering er karakteren af de handlinger, som den pågældende statsborger frygter at blive udsat for, hvis hun sendes tilbage til sit hjemland, en relevant omstændighed, som den kompetente nationale myndighed skal tage hensyn til.

83.

Med det fjerde præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 9, stk. 3, i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at den kompetente nationale myndighed i tilfælde af vold i hjemmet, der forøves af en ikke-statslig aktør, skal fastslå en årsagsforbindelse mellem grunden til forfølgelse og det forhold, at staten eller parter eller organisationer, der kontrollerer denne, ikke yder beskyttelse.

84.

Det skal indledningsvis præciseres, at for at vold i hjemmet – der pr. definition begås af ikke-statslige aktører – kan anses for forfølgelse som omhandlet i artikel 9, stk. 1, i direktiv 2011/95, skal den kompetente nationale myndighed i overensstemmelse med dette direktivs artikel 6, litra c), tage i betragtning, at staten eller den part eller organisation, der kontrollerer denne, ikke kan eller ikke vil tilbyde offeret sin beskyttelse.

85.

Denne påvisning er væsentlig, da hjemlandets manglende evne eller – omvendt – evne til at sikre beskyttelse mod forfølgelse udgør et afgørende element ved den vurdering af omstændighederne, som fører til enten tildeling eller, i givet fald, ophør af flygtningestatus ( 59 ). Som jeg anførte i mit forslag til afgørelse i Bundesrepublik Deutschland-sagen (Sikring af familiens enhed) ( 60 ), er den internationale beskyttelse nemlig en alternativ beskyttelse, som tildeles en ansøger, når og så længe ansøgerens hjemland ikke er i stand til – eller ikke ønsker – at beskytte mod de risici for forfølgelse eller alvorlig overlast, som den pågældende er udsat for ( 61 ), idet ansøgerens frygt i så fald anses for at være begrundet.

86.

Denne vurdering af, hvorvidt der forefindes beskyttelse mod forfølgelse og alvorlig overlast, skal foretages i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i artikel 7 i direktiv 2011/95 ( 62 ).

87.

For det første defineres i dette direktivs artikel 7, stk. 1, hvilke aktører der yder sådan beskyttelse. Beskyttelsen skal ydes enten af staten eller af parter eller organisationer, der kontrollerer denne eller en væsentlig del af dens område. Den kompetente nationale myndighed skal således for at vurdere, om den nævnte beskyttelse forefindes, sikre sig, at de nævnte aktører har ikke alene evnen, men også viljen til at beskytte ansøgeren mod den forfølgelse eller den alvorlige overlast, som den pågældende er udsat for. Dette aspekt er særlig vigtigt, når ansøgeren om international beskyttelse er en kvinde, der frygter at blive offer for vold i hjemmet, der begås inden for familien, hvis hun vender tilbage til sit hjemland.

88.

For det andet følger det af ordlyden af artikel 7, stk. 2, i direktiv 2011/95, at beskyttelsen mod forfølgelse og alvorlig overlast skal være effektiv og ikke blot af midlertidig karakter. Dette indebærer, at de aktører, der yder sådan beskyttelse, tager rimelige skridt til at forhindre forfølgelse eller udsættelse for alvorlig overlast ( 63 ), og at ansøgeren har adgang til den nævnte beskyttelse. Denne bestemmelse henviser til spørgsmålet om, hvilken evne den stat, hvor ansøgeren er statsborger, har til at forebygge eller sanktionere forfølgelse som omhandlet i dette direktiv.

89.

Desuden kræves det i medfør af artikel 9, stk. 3, i direktiv 2011/95, at den kompetente nationale myndighed fastslår en sammenhæng mellem de i dette direktivs artikel 10 nævnte grunde til forfølgelse og forfølgelse i henhold til artikel 9, stk. 1, i nævnte direktiv eller den manglende beskyttelse mod en sådan forfølgelse.

90.

I et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede skal den kompetente nationale myndighed således vurdere, om der kan fastslås en årsagsforbindelse mellem på den ene side de grunde, hvorpå vold i hjemmet, der begås inden for husstanden eller inden for familien, beror, dvs. tilhørsforhold til en bestemt social gruppe, og på den anden side det forhold, at hjemlandets myndigheder i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 7 i direktiv 2011/95, ikke yder beskyttelse mod disse handlinger.

91.

Denne vurdering er afgørende for at fastslå, at tredjelandsstatsborgeren ikke har mulighed for – og er berettiget til at afslå – at påberåbe sig det pågældende lands beskyttelse som omhandlet i artikel 2, litra d), i direktiv 2011/95 som følge af landets manglende evne eller manglende vilje til at forebygge, retsforfølge og sanktionere de nævnte handlinger.

92.

Denne vurdering kan være særdeles vanskelig at foretage.

93.

Hvad angår ikke-statslige aktørers motiver, der fører til vold, indeholder ansøgerens forklaringer nødvendigvis subjektive elementer og er ikke altid underbygget af direkte beviser eller dokumentation. Det fremgår i denne forbindelse af forelæggelsesafgørelsen, at DAB lagde til grund, at »ansøgeren er myndig og ikke [ved beskrivelsen af de faktiske omstændigheder, som hun har påberåbt sig til støtte for sin ansøgning om international beskyttelse] har oplyst, at hun er blevet forfulgt på grund af sit køn«. En sådan ansøgning kan imidlertid ikke afvises med den begrundelse, at den berørte tredjelandsstatsborger ikke har oplyst, at der er en sammenhæng mellem de voldshandlinger, som vedkommende er udsat for i sit hjemland, og en af de i artikel 2, litra d), i direktiv 2011/95 opregnede grunde. Det fremgår nemlig af fast retspraksis, at forklaringerne fra en person, der har ansøgt om international beskyttelse, kun kan betragtes som et udgangspunkt for de kompetente myndigheders vurdering af kendsgerningerne og omstændighederne. Selv om dette direktiv i artikel 4, stk. 1, foreskriver, at medlemsstaterne kan betragte det som en pligt for den pågældende, der har ansøgt om international beskyttelse, hurtigst muligt at forelægge alle de elementer, der er nødvendige for at underbygge ansøgningen om international beskyttelse, fastsætter samme bestemmelse, at medlemsstaterne har pligt til i samarbejde med den pågældende ansøger at vurdere de relevante elementer i ansøgningen ( 64 ). Blandt de relevante elementer, der er forelagt de kompetente nationale myndigheder til vurdering, nævner direktivets artikel 4, stk. 2, »grundene til, at vedkommende ansøger om international beskyttelse«, som nødvendigvis omfatter grunden til den forfølgelse, som ansøgeren hævder at være udsat for ( 65 ).

94.

Hvad angår den beskyttelse mod forfølgelse eller alvorlig overlast, som hjemlandet yder, skal den kompetente nationale myndighed afgøre, i hvilket omfang denne beskyttelse opfylder kravene i artikel 7 i direktiv 2011/95, herunder navnlig, hvorvidt beskyttelsen er effektiv.

95.

I henhold til artikel 4, stk. 3, litra a), i direktiv 2011/95 skal denne myndighed således foretage en vurdering af ansøgningen om international beskyttelse ud fra det specifikke sagsforhold og herunder tage hensyn til alle relevante kendsgerninger vedrørende hjemlandet, herunder det pågældende lands love og andre bestemmelser og den måde, hvorpå de anvendes. Derudover skal det i henhold til direktivets artikel 4, stk. 5, litra c), under hensyntagen til tilgængelige specifikke og generelle oplysninger, der er relevante for ansøgerens sag, vurderes, om ansøgerens forklaringer er troværdige og sammenhængende ( 66 ).

96.

I denne sammenhæng angiver EUAA i sin rapport om situationen i Tyrkiet fra november 2016 ( 67 ), at til trods for de lovgivningsmæssige reformer, der er blevet indført i dette land med det formål at sikre ligebehandling af mænd og kvinder og at forebygge de forskellige former for vold, der begås mod kvinder, herunder vold i hjemmet ( 68 ), er de bestræbelser, som de statslige myndigheder har iværksat for at bekæmpe sådan vold, fortsat utilstrækkelige og ineffektive hvad angår ofrenes adgang til information, til retshjælp, til registrering af klager og til domstolene, og det er sjældent, at politimyndighederne anvender retskendelser om påbud eller beskyttelse. Hvad angår støttetilbud, såsom herberger eller krisecentre for ofre, der er tiltænkt modtagelse af kvinder – og som der er for få af – er disse tilbud utilstrækkelige. Hvad angår »æresforbrydelser« og vold i hjemmet fremgår det af denne rapport, at domfældelsesprocenten er særdeles lav, og at størstedelen af forbrydelserne begås i konservative familier i det sydøstlige Tyrkiet. Jeg gør opmærksom på, at den nævnte rapport ikke tager højde for Tyrkiets udtrædelse af Istanbulkonventionen, som fandt sted i løbet af 2021 ( 69 ).

97.

På tilsvarende vis minder jeg om, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i dommen i sagen M.G. mod Tyrkiet ( 70 ) foretog den samme konstatering, som den foretog i 2009 i dommen i sagen Opuz mod Tyrkiet ( 71 ) og i 2014 i dommen i sagen Durmaz mod Tyrkiet ( 72 ), nemlig konstateringen af, at der hersker en udbredt og diskriminerende retsplejemæssig passivitet, som allerede var blevet konstateret i sager mod Tyrkiet om vold i hjemmet, og at der ikke er adgang til de beskyttelsesforanstaltninger, som ydes ugifte eller fraskilte kvinder.

98.

Henset til disse omstændigheder er jeg af den opfattelse, at artikel 9, stk. 3, i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at den kompetente nationale myndighed i tilfælde af forfølgelseshandlinger, der begås af en ikke-statslig aktør, efter en vurdering af ansøgningen om international beskyttelse ud fra det specifikke sagsforhold og under hensyntagen til alle relevante kendsgerninger vedrørende hjemlandet, herunder det pågældende lands love og andre bestemmelser og den måde, hvorpå de anvendes, skal fastslå, om der består en årsagsforbindelse mellem på den ene side de grunde, hvorpå volden beror, dvs. tredjelandsstatsborgerens tilhørsforhold til en bestemt social gruppe, og på den anden side det forhold, at hjemlandets myndigheder i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktivets artikel 7, ikke yder beskyttelse.

99.

Med det femte præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret vejledning om betingelserne for, hvornår en tredjelandsstatsborger, der ikke anerkendes som flygtning, men som løber en risiko for at blive offer for æresforbrydelse samt vold i hjemmet, tvangsægteskab og stigmatisering, hvis hun sendes tilbage til sit hjemland, kan tildeles subsidiær beskyttelse, således som disse betingelser defineres i artikel 2, litra f), i direktiv 2011/95.

100.

Den forelæggende ret har centreret sit spørgsmål om to aspekter, som jeg vil undersøge efter hinanden.

101.

Det første aspekt vedrører spørgsmålet om, i hvilket omfang de voldshandlinger, som den pågældende statsborger risikerer at blive udsat for, kan kvalificeres som »alvorlig overlast« som omhandlet i artikel 15 i direktiv 2011/95, for så vidt som de udgør enten en alvorlig trussel mod den pågældendes liv eller en umenneskelig eller vanærende behandling.

102.

Det andet aspekt vedrører kravet om, at den pågældende tredjelandsstatsborger skal være udsat for en reel risiko for at lide alvorlig overlast som omhandlet i artikel 15 i direktiv 2011/95, og at den pågældende ikke kan eller følgelig ikke vil påberåbe sig sit hjemlands beskyttelse.

103.

Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, litra f), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at det i en situation, hvor en tredjelandsstatsborger gør gældende, at hun løber en risiko for at blive offer for æresforbrydelse og at blive udsat for kønsbestemt vold, hvis hun sendes tilbage til sit hjemland, er tilstrækkeligt at fastslå, at der foreligger en reel risiko for at blive udsat for »dødsstraf eller henrettelse« som omhandlet i dette direktivs artikel 15, litra a), eller om det er nødvendigt at fastslå, at der ud fra en samlet vurdering foreligger en risiko for »umenneskelig eller vanærende behandling eller straf« som omhandlet i nævnte direktivs artikel 15, litra b).

104.

Artikel 15 i direktiv 2011/95 definerer tre former for »alvorlig overlast«, som efter deres karakter kan udløse tildeling af subsidiær beskyttelse til den person, som er udsat for dem. Der er i bestemmelsen bl.a. opført den form for alvorlig overlast, der i direktivets artikel 15, litra a) (som i det væsentlige modsvarer EMRK’s artikel 2 og artikel 1 i protokol nr. 6 hertil ( 73 )) defineres som »dødsstraf eller henrettelse«, og den form, der i direktivets artikel 15, litra b) (som i det væsentlige modsvarer EMRK’s artikel 3 ( 74 )), defineres som »tortur, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf«. Som Domstolen har anerkendt, dækker disse former for »alvorlig overlast« situationer, hvor en person, der søger om international beskyttelse, »specifikt er udsat for en risiko for en bestemt form for overlast« eller for »specifikke former for vold« ( 75 ).

105.

Jeg noterer, at de former for »alvorlig overlast«, som den person, der søger om international beskyttelse, risikerer at blive udsat for, i artikel 15, litra a) og b), i direktiv 2011/95 er opregnet alternativt: »a) dødsstraf eller henrettelse, eller b) […] tortur [eller] umenneskelig eller vanærende behandling eller straf« ( 76 ). Denne opregning vidner om EU-lovgivers ønske om i videst muligt omfang at dække de situationer, hvor en tredjelandsstatsborger kan være berettiget til international beskyttelse, selv om den pågældende måtte være blevet nægtet flygtningestatus.

106.

Hvad angår begrebet »æresforbrydelse« fremgår det af Europarådets arbejder, at dette begreb henviser til enhver handling, hvorved et medlem af familien eller fællesskabet dræber, lemlæster, forbrænder eller sårer en kvinde med det formål at genoprette familiens ære med den begrundelse, at den pågældende med sit livsvalg, sit frigørelseskrav, et afslag på ægteskab eller sin seksuelle orientering har overskredet kulturelle, religiøse eller traditionsmæssige normer ( 77 ). Denne handling kan, for så vidt som den består i, at et medlem af familien eller fællesskabet dræber en person, fortolkes på grundlag af artikel 15, litra a), i direktiv 2011/95, eftersom handlingen består i en »henrettelse«.

107.

Det er efter min opfattelse vigtigt ikke at forbeholde begrebet »henrettelse« en handling, der begås af statslige myndigheder. Selv om en sådan »æresforbrydelse« består i at dræbe en person, kan den nemlig ikke blot kvalificeres som »tortur, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf« som omhandlet i artikel 15, litra b), i direktiv 2011/95 alene med den begrundelse, at den er begået af en ikke-statslig aktør. Desuden fremgår det af direktivets artikel 6, at aktører, der kan stå bag alvorlig overlast, omfatter ikke-statslige aktører, hvis det kan påvises, at staten eller parter eller organisationer, der kontrollerer denne, ikke kan eller ikke vil tilbyde beskyttelse mod alvorlig overlast. Desuden omfatter EMRK’s artikel 2 i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis situationer, hvor staten ikke har opfyldt sin forpligtelse til at beskytte en persons liv, selv om den var informeret om, at der forelå en reel og overhængende trussel mod den pågældendes liv som følge af en tredjemands kriminelle handlinger. Menneskerettighedsdomstolen fastslog således i dommen i sagen Opuz mod Tyrkiet ( 78 ), at staten var forpligtet til forebyggende at træffe praktiske foranstaltninger for at beskytte en person, der var offer for vold i hjemmet, og som på forhånd kunne identificeres som et potentielt mål for en drabshandling i den hensigt at forsvare ære. Ifølge Menneskerettighedsdomstolen pålægger EMRK’s artikel 2 følgelig, at staten skal sikre retten til liv ved at iværksætte en konkret straffelovgivning, der afskrækker fra at begå personovergreb, og som er støttet på en håndhævelsesmekanisme, der er tiltænkt forebyggelse, bekæmpelse og sanktionering af vold ( 79 ).

108.

Fra det øjeblik den kompetente nationale myndighed efter en samlet vurdering af de specifikke omstændigheder i den konkrete sag konstaterer, at den berørte person løber en risiko for at blive henrettet under påberåbelse af familiens eller fællesskabets ære, og at denne risiko er reel og begrundet som følge af, at hjemlandets myndigheder ikke yder beskyttelse, skal en sådan handling under disse omstændigheder kvalificeres som »henrettelse« som omhandlet i artikel 15, litra a), i direktiv 2011/95 og kan i sig selv udløse tildeling af subsidiær beskyttelsesstatus, hvis de øvrige betingelser, der er fastsat i så henseende, er opfyldt.

109.

Tildeling af subsidiær beskyttelsesstatus kræver ikke, at det fastslås, at den berørte person tillige er udsat for en risiko for at blive offer for tortur, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf som omhandlet i nævnte direktivs artikel 15, litra b).

110.

Jeg gør ikke desto mindre opmærksom på, at den kompetente nationale myndighed skal foretage en fuldstændig karakterisering af de former for alvorlig overlast, som den berørte person risikerer at lide, hvis hun sendes tilbage til sit hjemland ( 80 ). Dels følger dette af kravene i artikel 4 i direktiv 2011/95, hvorefter den kompetente nationale myndighed skal foretage en behørig og effektiv behandling af ansøgningen om international beskyttelse for at sikre en udtømmende vurdering af den berørte persons behov for beskyttelse. Jeg erindrer i denne henseende om, at den pågældende myndighed allerede har vurderet karakteren og rækkevidden af de handlinger, som den berørte person er udsat for i sit hjemland, i forbindelse med undersøgelsen af betingelserne for tildeling af flygtningestatus. Dels skal dette gøre det muligt at undgå de vanskelige situationer, hvor den berørte person i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 2011/95 anses for ikke længere at være berettiget til subsidiær beskyttelse på grund af en ændring af forholdene i hjemlandet og således får inddraget sin status for tidligt som følge af en utilstrækkelig karakterisering af risiciene ( 81 ).

111.

Det følger af det ovenstående, at artikel 2, litra f), og artikel 15 i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at i en situation, hvor den kompetente nationale myndighed efter en samlet vurdering af de specifikke omstændigheder i den konkrete sag har fastslået, at den pågældende statsborger ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer ikke alene at blive henrettet under påberåbelse af familiens eller fællesskabets ære, men tillige at blive offer for tortur, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf som følge af vold i hjemmet eller enhver anden form for kønsbestemt vold, skal den pågældende myndighed karakterisere disse handlinger som »alvorlig overlast«.

112.

Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, litra f), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at det i en situation, hvor en tredjelandsstatsborger gør gældende, at hun løber en risiko for at blive offer for æresforbrydelse og at blive udsat for kønsbestemt vold, hvis hun sendes tilbage til sit hjemland, er tilstrækkeligt, at det fastslås, at den pågældende person ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse, eller om det kræves, at grundene til, at vedkommende ikke vil påberåbe sig en sådan beskyttelse, fastslås.

113.

Den forelæggende ret har i denne forbindelse henvist til de konstateringer, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol foretog i dommen i sagen N. mod Sverige ( 82 ) hvad angår tilsidesættelse af EMRK’s artikel 3 i en situation, hvor en afghansk statsborger, som er separeret fra sin ægtemand, og som ikke efterlever de roller, som samfundet, traditionen, endog retssystemet tildeler vedkommende, er udsat for en risiko for mishandling ved tilbagesendelse til sit hjemland, idet de modtagelses- og levevilkår, der hersker på kvindeherberger, tvinger disse kvinder til at vende tilbage til deres familie, hvor de er ofre for misbrug eller æresforbrydelse.

114.

Inden for rammerne af det fælles europæiske asylsystem supplerer subsidiær beskyttelse de regler om flygtningestatus, der blev indført ved Genèvekonventionen.

115.

I henhold til artikel 2, litra f), i direktiv 2011/95 er en »person, der er berettiget til subsidiær beskyttelse«, en person, der ikke anerkendes som flygtning, men for hvem der er alvorlig grund til at antage, at vedkommende, hvis han eller hun sendes tilbage til sit hjemland, vil løbe en reel risiko for at lide alvorlig overlast som defineret i direktivets artikel 15, og som ikke kan eller, på grund af en sådan risiko, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse.

116.

I lighed med definitionen af begrebet »flygtning« i artikel 2, litra d), i direktiv 2011/95, hvorefter det kræves, at det fastslås, at den person, der søger om international beskyttelse, har begrundet frygt for forfølgelse ved en tilbagevenden til sit hjemland, kræves det i henhold til definitionen af begrebet »person, der er berettiget til subsidiær beskyttelse« ifølge direktivets artikel 2, litra f), på tilsvarende vis, at det fastslås, at den risiko for at lide alvorlig overlast, som den pågældende ansøger er udsat for ved en tilbagevenden til sit hjemland, er begrundet. Jeg minder om, at denne påvisning er nødvendig for at fastslå, at den pågældende ikke har mulighed for – eller er berettiget til at afslå – at påberåbe sig sit hjemlands beskyttelse, og at det i henhold hertil kræves, at den kompetente nationale myndighed på grundlag af direktivets artikel 7 vurderer det relevante lands evne og vilje til at forebygge, retsforfølge og sanktionere disse handlinger.

117.

Jeg skal i denne forbindelse præcisere, at kravene i denne bestemmelse hvad angår karakteren og rækkevidden af den påkrævede beskyttelse vedrører såvel den forfølgelse, som ansøgeren risikerer at blive udsat for, som den alvorlige overlast, som den pågældende risikerer at lide ved en tilbagesendelse til sit hjemland. På det tidspunkt, hvor den kompetente nationale myndighed undersøger, om ansøgeren opfylder betingelserne for at være berettiget til subsidiær beskyttelse, har nævnte myndighed imidlertid allerede i forbindelse med undersøgelsen af betingelserne for tildeling af flygtningestatus fastslået, om hjemlandet har eller ikke har evnen og viljen til at sikre den i artikel 7 i direktiv 2011/95 påkrævede beskyttelse.

118.

Det følger af disse betragtninger, at artikel 2, litra f), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at i en situation, hvor en tredjelandsstatsborger gør gældende, at hun løber en risiko for at blive offer for æresforbrydelse og at blive udsat for kønsbestemt vold, hvis hun sendes tilbage til sit hjemland, skal den kompetente nationale myndighed for at afgøre, om risikoen er begrundet, fastslå, om staten eller parter eller organisationer, der kontrollerer denne, tilbyder en beskyttelse mod denne alvorlige overlast, der opfylder kravene i direktivets artikel 7.

119.

Henset til samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Administrativen sad Sofia-grad (forvaltningsdomstolen i Sofia, Bulgarien) forelagte præjudicielle spørgsmål således:

»I en situation, hvor en tredjelandsstatsborger har indgivet en ansøgning om international beskyttelse med den begrundelse, at hun frygter at blive offer for æresforbrydelse eller tvangsægteskab samt at blive udsat for vold i hjemmet, der begås inden for familien, hvis hun sendes tilbage til sit hjemland, lægges følgende til grund: