1.

De foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse, der er indgivet af rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene), vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584/RIA ( 2 ), sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), og nærmere bestemt forudsætningerne for, at den judicielle myndighed, der fuldbyrder en europæisk arrestordre, kan afslå at overgive den eftersøgte person på grund af, at der med hensyn til den pågældende foreligger en risiko for krænkelse af den pågældende persons ret til en retfærdig rettergang for en uafhængig domstol i den udstedende medlemsstat ( 3 ).

2.

Den væsentligste udfordring i de foreliggende sager består i på baggrund af den lære, der kan udledes af Domstolens dom af 25. juli 2018, Minister for Justice and Equality (Mangler ved domstolssystemet) ( 4 ), og af 17. december 2020, Openbaar Ministerie (Den udstedende judicielle myndigheds uafhængighed) ( 5 ), at præcisere, om og i hvilket omfang forekomsten af systemiske eller generelle mangler med hensyn til domstolenes uafhængighed i den udstedende medlemsstat under omstændighederne i de foreliggende sager kan foranledige den fuldbyrdende judicielle myndighed til at modsætte sig overgivelse af den eftersøgte person.

3.

Baggrunden for disse sager er udviklingen i det polske domstolssystem og de nyligt gennemførte reformer af dette (herefter »de omstridte reformer«) ( 6 ), der har ført Domstolen til i det væsentlige at konstatere, at flere af de bestemmelser, som den polske lovgiver har indført, er uforenelige med EU-retten ( 7 ), og at Republikken Polen i flere henseender har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EU-retten ( 8 ) (herefter under ét »retspraksis om det polske domstolssystems uafhængighed«) ( 9 ). I denne sammenhæng indebærer den nyligt meddelte dom fra Trybunał Konstytucyjny (forfatningsdomstol, Polen) af 7. oktober 2021 (K 3/21) (herefter »forfatningsdomstolens dom«), der er afsagt efter fremsættelsen af forelæggelsesafgørelserne, en række yderligere udfordringer for den forelæggende ret ( 10 ).

4.

Med udgangspunkt i en analyse af Domstolens relevante praksis vil jeg præcisere, under hvilke forudsætninger systemiske eller generelle mangler med hensyn til domstolenes uafhængighed i den udstedende medlemsstat, herunder særligt den udøvende magts indblanding i udøvelsen af den dømmende magt for så vidt angår udnævnelse af dommere, risikerer at påvirke eftersøgte personers individuelle situation efter deres overgivelse og således kan foranledige den fuldbyrdende judicielle myndighed til at afslå at overgive disse personer.

5.

I henhold til artikel 2 TEU:

»Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd.«

6.

Artikel 7 TEU foreskriver:

»1.   På begrundet forslag af en tredjedel af medlemsstaterne, Europa-Parlamentet eller Europa-Kommissionen kan Rådet med et flertal på fire femtedele af sine medlemmer efter godkendelse fra Europa-Parlamentet fastslå, at der er en klar fare for, at en medlemsstat groft overtræder de værdier, der er nævnt i artikel 2. Inden Rådet fastslår dette, hører det den berørte medlemsstat, og det kan efter samme fremgangsmåde rette henstillinger til denne medlemsstat.

Rådet efterprøver regelmæssigt, om de forhold, der har fået Rådet til at fastslå ovennævnte, stadig er gældende.

2.   Det Europæiske Råd kan med enstemmighed på forslag af en tredjedel af medlemsstaterne eller Europa-Kommissionen og efter godkendelse fra Europa-Parlamentet fastslå, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder de værdier, der er nævnt i artikel 2, efter at have opfordret denne medlemsstat til at fremsætte sine bemærkninger.

3.   Hvis en overtrædelse som omhandlet i stk. 2 er fastslået, kan Rådet med kvalificeret flertal beslutte at suspendere visse af de rettigheder, der følger af anvendelsen af traktaterne på den pågældende medlemsstat, herunder de stemmerettigheder, der er tillagt repræsentanten for den pågældende medlemsstats regering i Rådet. Rådet tager i så fald hensyn til en sådan suspensions mulige følger for fysiske og juridiske personers rettigheder og forpligtelser.

Den pågældende medlemsstat er under alle omstændigheder fortsat bundet af sine forpligtelser i henhold til traktaterne.

4.   Rådet kan senere med kvalificeret flertal beslutte at ændre eller tilbagekalde foranstaltninger, der er truffet i medfør af stk. 3, som følge af ændringer i den situation, som har ført til, at de blev indført.

5.   De afstemningsregler, der gælder for Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd og Rådet i forbindelse med anvendelsen af denne artikel, er fastsat i artikel 354 [TEUF].«

7.

Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU bestemmer:

»Medlemsstaterne tilvejebringer den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten.«

8.

Chartrets artikel 47 med overskriften »Adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol« fastsætter følgende:

»Enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel.

Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov. Enhver skal have mulighed for at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret.

[…]«

9.

Femte, sjette, tiende og tolvte betragtning til rammeafgørelse 2002/584 har følgende ordlyd:

[…]

[…]

10.

Ifølge ordlyden af denne rammeafgørelses artikel 1 med overskriften »Definition af og pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre«:

»1.   Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

2.   Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.

3.   Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [TEU].«

11.

I den nævnte rammeafgørelses artikel 3, 4 og 4a opregnes de obligatoriske og fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre.

12.

I samme rammeafgørelses artikel 15, der har overskriften »Afgørelse om overgivelse«, fastsættes:

»1.   Den fuldbyrdende judicielle myndighed træffer afgørelse om overgivelse af den pågældende inden for de frister og på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse.

2.   Hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed finder, at de oplysninger, den udstedende medlemsstat har fremsendt, ikke er tilstrækkelige til, at den kan træffe afgørelse om overgivelsen, anmoder den om straks at få de nødvendige supplerende oplysninger, navnlig i forbindelse med artikel 3-5 og 8, og kan fastsætte en tidsfrist for fremsendelsen af disse oplysninger under hensyn til nødvendigheden af at overholde fristerne i artikel 17.

3.   Den udstedende judicielle myndighed kan til enhver tid fremsende supplerende nyttige oplysninger til den fuldbyrdende judicielle myndighed.«

13.

Overleveringswet (lov om overgivelse) af 29. april 2004 ( 11 ), som senest ændret ved lov af 17. marts 2021 ( 12 ), gennemfører rammeafgørelse 2002/584 i nederlandsk ret.

14.

Artikel 1 i lov om overgivelse lyder således:

»I denne lov forstås ved:

[…]

[…]«

15.

Denne lovs artikel 11 fastsætter i stk. 1:

»En europæisk arrestordre gennemføres ikke i tilfælde, hvor tungtvejende og på faktiske omstændigheder beroende grunde efter rettens opfattelse lader formode, at den eftersøgte person efter overgivelsen løber reel fare for, at hans rettigheder i henhold til [chartret] vil blive krænket.«

16.

Nævnte lovs artikel 26 bestemmer i stk. 1:

»Retten undersøger […] muligheden for overgivelse. […]«

17.

Følgende fremgår af samme lovs artikel 28:

»1.   Senest 14 dage efter afslutningen af undersøgelsen i retsmødet skal retten træffe afgørelse om overgivelse. Denne afgørelse skal ledsages af grunde.

2.   Finder retten, […] at der ikke bør gives tilladelse til overgivelse, træffer den afgørelse om, at der ikke må ske overgivelse.

3.   I andre end de i stk. 2 omhandlede tilfælde kan retten træffe afgørelse om overgivelse, medmindre den finder, at den europæiske arrestordre i henhold til artikel 11, stk. 1, ikke bør gennemføres […].«

18.

Den 6. april 2021 udstedte en polsk judiciel myndighed en europæisk arrestordre over for X, der er polsk statsborger, for at opnå, at han blev anholdt og overgivet til disse retsinstanser med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, som var blevet pålagt ved retskraftig dom af 30. juni 2020 på grund af afpresning og trussel om vold.

19.

Den berørte blev varetægtsfængslet i afventning af, at rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam), som er den forelæggende ret, traf afgørelse med hensyn til overgivelse, og gav ikke samtykke til overgivelse.

20.

Den nævnte ret, hvortil der blev indgivet en anmodning om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, konstaterede, at der var tale om systemiske eller generelle mangler med hensyn til domstolenes uafhængighed i den udstedende medlemsstat, og at disse mangler indebar en reel fare for krænkelse af den ret til en uafhængig domstol, der som kerneindhold i den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang er fastsat i chartrets artikel 47, stk. 2.

21.

Den nævnte ret anførte endvidere, at selv hvis det var muligt for en person, der begæres overgivet med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, under overgivelsesproceduren at specificere, hvilke dommere der i den udstedende medlemsstat havde deltaget i domsafgørelsen, ville den pågældende efter sin overgivelse, i medfør af den lovgivning, der trådte i kraft den 14. februar 2020 ( 13 ), ikke effektivt kunne anfægte lovligheden af udnævnelsen af en dommer eller retmæssigheden af dennes udøvelse af sit dommerhverv.

22.

Under disse omstændigheder har rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Hvilket prøvelseskriterium skal anvendes af en fuldbyrdende judiciel myndighed, der skal træffe afgørelse om fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, der vedrører en retskraftig pålagt frihedsstraf eller [en anden frihedsberøvende] foranstaltning, når den efterprøver, om retten til en domstol, der forudgående er oprettet ved lov, er blevet krænket under den retssag, der førte til domfældelsen i den udstedende medlemsstat, såfremt der i denne medlemsstat ikke var noget effektivt retsmiddel til rådighed til anfægtelse af en eventuel krænkelse af denne ret?«

23.

En polsk judiciel myndighed udstedte seks europæiske arrestordrer mod Y, der er polsk statsborger, for at opnå, at han blev anholdt og overgivet til disse retsinstanser. To europæiske arrestordrer blev udstedt med henblik på fuldbyrdelse af frihedsstraffe, og de øvrige fire europæiske arrestordrer blev udstedt med henblik på strafforfølgning på grund af flere overtrædelser, herunder bedrageri. Den af den forelæggende ret indbragte sag vedrører den europæiske arrestordre, der i forhold til sidstnævnte overtrædelse blev udstedt den 7. april 2020.

24.

Den berørte blev varetægtsfængslet i afventning af, at rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam), som er den forelæggende ret, traf afgørelse med hensyn til overgivelse, og gav ikke samtykke til overgivelse.

25.

Den nævnte ret, hvortil der blev indgivet en anmodning om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, konstaterede, i lighed med, hvad den konstaterede i sag C-562/21 PPU, at der var tale om systemiske eller generelle mangler med hensyn til domstolenes uafhængighed i den udstedende medlemsstat, og at disse mangler indebar en reel fare for krænkelse af retten til en uafhængig domstol som omhandlet i chartrets artikel 47, stk. 2 ( 14 ).

26.

Den nævnte ret anførte endvidere dels, at det ikke var muligt for en person, der begæres overgivet med henblik på strafforfølgning, under overgivelsesproceduren at specificere, hvilke dommere der i den udstedende medlemsstat ville behandle den pågældendes sager efter overgivelsen, eftersom sager tildeles vilkårligt til rettens dommere, og det derfor er umuligt for denne person at anfægte uregelmæssigheder begået ved udnævnelsen af en eller flere individualiserede dommere. Dels konstaterede samme ret, at en eftersøgt person efter sin overgivelse, i medfør af den lovgivning, der trådte i kraft den 14. februar 2020 ( 15 ), ikke effektivt ville kunne anfægte lovligheden af udnævnelsen af en dommer eller retmæssigheden af dennes udøvelse af sit dommerhverv.

27.

Under disse omstændigheder har rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

28.

Domstolens Første Afdeling har den 30. september 2021 besluttet at efterkomme den forelæggende rets anmodning om, at de to foreliggende sager undergives den præjudicielle hasteprocedure. Domstolen har i denne forbindelse noteret dels, at de forelagte præjudicielle spørgsmål vedrører fortolkningen af en rammeafgørelse, der henhører under afsnit V i tredje del af EUF-traktaten, dels, at den forelæggende ret har oplyst, at X og Y er frihedsberøvet i Nederlandene i afventning af dens afgørelser med hensyn til deres overgivelse.

29.

Domstolen har ligeledes besluttet at forene de to sager med henblik på retsforhandlingernes skriftlige og mundtlige del samt med henblik på dommen under hensyntagen til sagernes forbindelse med hinanden.

30.

X, Openbaar Ministerie (anklagemyndigheden, Nederlandene), den nederlandske og den polske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Openbaar Ministerie (anklagemyndigheden), den nederlandske regering, Irland og den polske regering samt Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet, som blev afholdt den 16. november 2021.

31.

Med de præjudicielle spørgsmål i de to sager, som skal undersøges samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvorvidt den i henhold til de principper, der blev klarlagt i dommen i sagen Minister for Justice and Equality og Openbaar Ministerie-dommen, er forpligtet til at afslå at overgive den eftersøgte person i følgende situationer:

32.

Jeg vil indledningsvis erindre om de principper, der fremgår af rammeafgørelse 2002/584 og af den relevante retspraksis (A), hvorefter jeg vil besvare de præjudicielle spørgsmål (B).

33.

Jeg vil i det følgende erindre om de principper, der er nedfældet i rammeafgørelse 2002/584, og som er udviklet i retspraksis, for så vidt angår grundene til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre i forbindelse med en risiko for krænkelse af den eftersøgte persons grundlæggende rettigheder (1), og om de forudsætninger, under hvilke en uregelmæssighed ved udnævnelsen af en dommer kan føre til, at borgernes ret til en retfærdig rettergang drages i tvivl (2).

34.

Som det fremgår af 5., 6. og 10. betragtning til rammeafgørelse 2002/584, er indførelsen af ordningen med den europæiske arrestordre, som gør det muligt at mindske den kompleksitet og den risiko for forsinkelser, der er en følge af udleveringsprocedurerne, en udmøntning på det strafferetlige område af princippet om gensidig anerkendelse, som Det Europæiske Råd har udråbt til en »hjørnesten« i det retlige samarbejde, og den er baseret på en høj grad af tillid mellem medlemsstaterne ( 20 ). Anvendelsen af denne ordning kan kun suspenderes i tilfælde af, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder de principper, der er fastlagt i artikel 6, stk. 1, TEU, hvilket skal fastslås af Rådet i henhold til samme traktats artikel 7, stk. 1, med de følger, der er fastsat i stk. 2 i samme artikel. I 12. betragtning til rammeafgørelsen præciseres det imidlertid, at denne respekterer de grundlæggende rettigheder og principper, som er anerkendt i artikel 6 TEU, og som er afspejlet i chartret ( 21 ).

35.

Disse to »hovedbestanddele« i rammeafgørelse 2002/584 er afspejlet i artikel 1 heri, hvor det i stk. 2 fastslås, at medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse, og det i stk. 3 præciseres, at den nævnte rammeafgørelse ikke indebærer nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 TEU.

36.

Heraf følger, at de fuldbyrdende judicielle myndigheder principielt alene kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre af de grunde, der er udtømmende opregnet i artikel 3, 4 og 4a i rammeafgørelse 2002/584 ( 22 ), eller, i henhold til Domstolens faste praksis, når der er tale om »helt særlige omstændigheder«, der på grund af deres alvorlige karakter indskrænker princippet om gensidig anerkendelse og princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, som ligger til grund for det retlige samarbejde i straffesager ( 23 ).

37.

For at fastslå, om der foreligger sådanne helt særlige omstændigheder, herunder krænkelse af visse grundlæggende rettigheder, som er fastsat i chartret, indførte Domstolen i Aranyosi og Căldăraru-dommen en prøvelse i to trin (herefter »prøvelse i to trin« eller »prøvelse« ( 24 )):

38.

Disse principper, herunder navnlig prøvelsen i to trin, er efterfølgende blevet anvendt i forhold til den situation, hvor der efter fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre foreligger en risiko for krænkelse af den i chartrets artikel 47 fastsatte ret til en retfærdig rettergang på grund af systemiske eller generelle mangler ved domstolssystemet i den udstedende medlemsstat, i det foreliggende tilfælde Republikken Polen, som vil kunne påvirke dommernes uafhængighed og dermed føre til en krænkelse af denne ret.

39.

I dommen i sagen Minister for Justice and Equality, der vedrørte en europæisk arrestordre, der var udstedt af de polske judicielle myndigheder med henblik på strafforfølgning, fandt Domstolen, at selv når den fuldbyrdende judicielle myndighed efter det første trin i prøvelsen råder over oplysninger, såsom dem, der er indeholdt i et begrundet forslag fra Kommissionen i medfør af artikel 7, stk. 1, TEU, på grund af systemiske eller generelle mangler ved den dømmende magts uafhængighed i den udstedende medlemsstat, som synes at godtgøre, at der er en reel risiko for overtrædelse af kerneindholdet i den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang ( 26 ), er denne myndighed stadig forpligtet til i forbindelse med det andet trin at foretage en konkret og præcis prøvelse af, om der er alvorlige grunde til at antage, at den berørte person løber en sådan risiko i tilfælde af overgivelse til den udstedende medlemsstat ( 27 ). Den nævnte myndighed skal i denne forbindelse tage hensyn til visse kriterier, såsom den pågældendes personlige situation, beskaffenheden af den lovovertrædelse, som vedkommende retsforfølges for, og de faktiske omstændigheder, som udgør grundlaget for den europæiske arrestordre (herefter »de relevante kriterier«), samt til de oplysninger, som den udstedende medlemsstat har meddelt i henhold til artikel 15, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 ( 28 ).

40.

I Openbaar Ministerie-dommen, der vedrørte en europæisk arrestordre, der var udstedt af de polske judicielle myndigheder med henblik på strafforfølgning og fuldbyrdelse af en frihedsstraf, fandt Domstolen for det første, at selv når den fuldbyrdende judicielle myndighed råder over oplysninger, der for så vidt angår den dømmende magts uafhængighed i den udstedende medlemsstat vidner om systemiske eller generelle mangler, der forelå på tidspunktet for udstedelsen, eller som er indtrådt efterfølgende, kan denne myndighed ikke nægte at anse den retsinstans, der har udstedt den europæiske arrestordre, for »udstedende judiciel myndighed« som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 ( 29 ). Domstolen erindrede for det andet om, at den fuldbyrdende judicielle myndighed, selv når den konstaterer, at der foreligger systemiske eller generelle mangler som de ovenanførte, ikke kan afstå fra at gennemføre det andet trin i prøvelsen. I forbindelse med dette andet trin skal denne myndighed undersøge, om der er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at den person, som er omfattet af en europæisk arrestordre, i tilfælde af overgivelse løber en reel risiko for tilsidesættelse af sin ret til en retfærdig rettergang ( 30 ). Domstolen henviste i denne henseende til de relevante kriterier, som blev fremstillet i dommen i sagen Minister for Justice and Equality ( 31 ), samtidig med at den præciserede, at den nævnte myndighed som led i de faktiske omstændigheder, under hvilke den europæiske arrestordre er blevet udstedt, kan tage hensyn til erklæringer fra offentlige myndigheder, der kan gribe ind i den individuelle behandling, som en konkret sag skal undergives ( 32 ).

41.

Domstolen fastholdt nærmere bestemt i de ovenanførte domme princippet om overgivelse af den eftersøgte person, samtidig med at den fastslog, at såfremt der foreligger en reel risiko for, at den pågældende i tilfælde af dennes overgivelse til den udstedende judicielle myndighed udsættes for en krænkelse af vedkommendes grundlæggende ret til en uafhængig domstol og følgelig af kerneindholdet i dennes grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, som er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2, kan dette give den fuldbyrdende judicielle myndighed mulighed for undtagelsesvis at undlade at fremme en europæisk arrestordre med henvisning til artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 ( 33 ).

42.

Denne kontrol, som følger af prøvelsen i to trin, kræver i det væsentlige, at der foretages en generel vurdering af situationen i den udstedende medlemsstat, efterfulgt af en individuel vurdering af den berørte persons situation, hvoraf det fremgår, at denne konkret er udsat for en reel risiko for krænkelse af de pågældende grundlæggende rettigheder.

43.

Da den forelæggende ret har anført, at de systemiske eller generelle mangler vedrørende den grundlæggende ret til en domstol, der forudgående er oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat, hovedsageligt er en konsekvens af en uregelmæssighed ved udnævnelsen af domstolsmedlemmer ( 34 ), finder jeg det hensigtsmæssigt i det følgende kort at minde om de principper, som Domstolen har fastslået for så vidt angår de forudsætninger, under hvilke en uregelmæssighed ved udnævnelsen af en dommer kan drage borgernes ret til en retfærdig rettergang i tvivl.

44.

I dom af 26. marts 2020, Fornyet prøvelse Simpson mod Rådet og HG mod Kommissionen ( 35 ), tog Domstolen stilling til, hvilken betydning en ulovlighed ved proceduren for udnævnelse af en dommer ved Retten for EU-Personalesager havde for parternes ret til en domstol, der forudgående er oprettet ved lov.

45.

Domstolen påpegede i den nævnte dom, at retten til at blive dømt af en »ved lov oprettet« domstol som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, hvortil chartrets artikel 47, stk. 2, svarer ( 36 ), ifølge praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol efter sin art omfatter proceduren for udnævnelse af dommere ( 37 ), samtidig med, at den præciserede, at en ulovlighed, der er begået under udnævnelsen af dommere inden for det pågældende retssystem, indebærer en tilsidesættelse af chartrets artikel 47, stk. 2, første punktum, navnlig når denne ulovlighed er af en sådan art og alvorlighed, at den skaber en reel risiko for, at andre dele af statsmagten, navnlig den udøvende magt, kan udøve et skøn, der ikke tilkommer denne, hvorved integriteten af resultatet af udnævnelsesproceduren bringes i fare, og der således vækkes en rimelig tvivl hos borgerne med hensyn til den eller de pågældende dommeres uafhængighed og upartiskhed, hvilket er tilfældet, når der er tale om grundlæggende regler, der udgør en integrerende del af indretningen og funktionen af dette retssystem ( 38 ).

46.

Domstolen sondrede i den nævnte dom mellem på den ene side proceduren for udnævnelse af den omstridte dommer ved Personaleretten (dvs. indkaldelsen af ansøgninger), som Den Europæiske Unions Ret havde fastslået var ulovlig, og på den anden side de grundlæggende regler for udnævnelse af dommere ved den pågældende retsinstans (dvs. artikel 257, stk. 4, TEUF og artikel 3 i bilag I til statutten for Den Europæiske Unions Domstol), og den konkluderede, at alene tilsidesættelsen af udnævnelsesproceduren ikke var tilstrækkelig til at fastslå, at der forelå en tilsidesættelse af en grundlæggende regel for proceduren for udnævnelse af dommere ved Personaleretten, som var af en sådan art og alvorlighed, at den skabte en reel risiko for, at Rådet gjorde uberettiget brug af sine beføjelser, hvorved integriteten af resultatet af udnævnelsesproceduren blev bragt i fare, og der således blev vakt en rimelig tvivl hos borgerne med hensyn til uafhængigheden og upartiskheden hos den dommer, der blev udnævnt i den tredje stilling, eller hos den afdeling, hvortil denne dommer var blevet knyttet ( 39 ). Domstolen anvendte i dom af 6. oktober 2021, W.Ż. (Afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager ved den øverste domstol – udnævnelse), de samme principper i forhold til situationen i det polske retssystem ( 40 ).

47.

Denne retspraksis viser nærmere bestemt, at uregelmæssigheder ved udnævnelsen af visse dommere kan have indvirkning på borgernes konkrete situation, når disse uregelmæssigheder skaber en risiko for, at den udøvende magt blander sig i forvaltningen af domstolene, og således vækker en tvivl hos borgerne med hensyn til uafhængigheden og upartiskheden hos disse dommere og de domstole, hvortil de er knyttet. Denne lære fører mig frem til at konkludere, at det i forbindelse med det andet trin i prøvelsen i hovedsagerne skal efterprøves, om de eftersøgte personers situation under hensyntagen til de relevante kriterier er af en betydning for den udøvende magt, som går ud over de konkrete forhold, der gælder for de formodede overtrædelser, og som udsætter disse personer for en risiko for, at deres sag ikke vil blive behandlet upartisk, således som jeg vil redegøre for i det følgende.

48.

De foreliggende sager indgår i en sammenhæng, der er stort set identisk med den, der førte til dommen i sagen Minister for Justice and Equality og Openbaar Ministerie-dommen, samt den, der er genstand for den verserende sag C-480/21, Minister for Justice and Equality ( 41 ). De vedrører fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der er udstedt af en polsk judiciel myndighed med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf. Som allerede anført ønsker den forelæggende ret med de præjudicielle spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om og hvorledes den skal anvende det andet trin i prøvelsen ( 42 ) i den særlige sammenhæng, der gælder for de foreliggende sager.

49.

Hvad indledningsvis angår det første trin i prøvelsen har den forelæggende ret, uden at den har forelagt et præjudicielt spørgsmål herom, konstateret, at der med hensyn til domstolenes uafhængighed i den udstedende medlemsstat har været tale om systemiske eller generelle mangler, der forelå ved udstedelsen af den europæiske arrestordre, som stadig foreligger, og som endog er blevet forværret de seneste år. Den forelæggende ret har hovedsageligt støttet denne konstatering på udnævnelsen af dommere efter indstilling fra KRS i medfør af lov af 8.12.2017 om ændring af lov om KRS og visse andre love ( 43 ), og på den omstændighed, at en person, der overgives, i medfør af den lovgivning, som trådte i kraft den 14. februar 2020 ( 44 ) ikke effektivt kan anfægte lovligheden af udnævnelsen af en dommer eller retmæssigheden af dennes udøvelse af sit dommerhverv.

50.

I lyset af retspraksis om det polske domstolssystems uafhængighed kan jeg – uden at ville gøre indgreb i den forelæggende rets kompetencer, og for så vidt andet ikke fremgår af den kontrol, som det påhviler den nævnte ret at foretage med hensyn til denne bedømmelses aktualitet og en eventuel udvikling i situationen på nationalt plan ( 45 ) – principielt tilslutte mig de konstateringer, som den nævnte ret har fremsat ( 46 ).

51.

Hvad angår det andet trin i prøvelsen er Domstolen blevet anmodet om at præcisere anvendelsen af de relevante kriterier dels i forbindelse med fuldbyrdelse af europæiske arrestordrer, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, dels i forbindelse med fuldbyrdelse af europæiske arrestordrer, der er udstedt med henblik på strafforfølgning ( 47 ).

52.

Det skal således undersøges, om de systemiske eller generelle mangler med hensyn til domstolenes uafhængighed i den udstedende medlemsstat, når de medfører eller kan medføre specifikke mangler i forbindelse med udnævnelsen af de dommere, der har dømt den eftersøgte person, eller som formodes at skulle pådømme dennes sag efter overgivelsen, i de foreliggende sager kan føre til en krænkelse af den pågældendes ret til en uafhængig domstol, som er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2, første punktum. I bekræftende fald skal den fuldbyrdende judicielle myndighed i henhold til artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 afstå fra at imødekomme den europæiske arrestordre, mens den i modsat fald skal foranstalte fuldbyrdelse heraf ( 48 ).

53.

For så vidt for det første angår fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, har den forelæggende ret påpeget, at der består en reel fare for, at dommen over en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, er blevet afsagt af en eller flere dommere, der er udnævnt som følge af de omstridte reformer ( 49 ). Den nævnte ret har tilføjet, at selv om det er faktisk muligt for denne person at specificere, hvilke dommere der i den udstedende medlemsstat har deltaget i domsafgørelsen, kan den pågældende i medfør af den lovændring, der blev indført i 2020 i forbindelse med de omstridte reformer ( 50 ), ikke effektivt anfægte lovligheden af udnævnelsen af en dommer eller retmæssigheden af dennes udøvelse af sit dommerhverv.

54.

For så vidt for det andet angår fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på strafforfølgning, har den forelæggende ret fastslået, at en eftersøgt person ikke er i stand til at vide, hvilke dommere der vil behandle vedkommendes sag efter overgivelsen, under henvisning til den ordning med vilkårlig fordeling af sager til rettens dommere, som ligeledes blev indført i forbindelse med de omstridte reformer.

55.

Jeg gør opmærksom på, at der i disse to tilfælde kan indtræde to tænkelige situationer, nemlig den, hvor det er muligt at udelukke, at der foreligger uregelmæssigheder ved udnævnelsen af en eller flere dommere, der har behandlet, eller som formodes at skulle behandle, de eftersøgte personers sag (a), og den, hvor der foreligger uregelmæssigheder eller en reel risiko for uregelmæssigheder ved en sådan udnævnelse (b). I forbindelse med sidstnævnte situation, som er genstand for de præjudicielle spørgsmål, skal det præciseres, om og i hvilket omfang forekomsten af eller risikoen for sådanne uregelmæssigheder kan foranledige den fuldbyrdende judicielle myndighed til at afslå at fuldbyrde den europæiske arrestordre. Endelig finder jeg det hensigtsmæssigt at give nogle anvisninger med hensyn til de mulige konsekvenser af forfatningsdomstolens dom for den førnævnte prøvelse, eftersom nævnte dom, selv om den er afsagt efter fremsættelsen af de foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse, udgør en omstændighed, som den forelæggende ret vil skulle tage hensyn til ved sin vurdering (c).

56.

Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan på baggrund af sin kontrol og sin eventuelle udveksling af oplysninger med de kompetente myndigheder i den udstedende medlemsstat i henhold til artikel 15, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 kunne nå til den konklusion, at den judicielle myndighed, der har idømt frihedsstraffen eller den anden frihedsberøvende foranstaltning over for den eftersøgte person, ikke har været sammensat af dommere, der er udnævnt i henhold til de regler, der følger af de omstridte reformer ( 51 ), eller at der ikke foreligger nogen konkret risiko for, at den person, der begæres overgivet med henblik på strafforfølgning, vil blive dømt af en judiciel myndighed, der er sammensat af dommere, som er udnævnt på grundlag af disse regler.

57.

I sådanne situationer bør de systemiske eller generelle mangler, der vedrører domstolssystemet i den udstedende medlemsstat, ikke være til hinder for overgivelse af den berørte person til denne medlemsstat, såfremt der ikke foreligger andre grunde til at afslå overgivelsen ( 52 ).

58.

Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan – ligeledes på baggrund af sin kontrol og sin eventuelle udveksling af oplysninger med de kompetente myndigheder i den udstedende medlemsstat i henhold til artikel 15, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 – fastslå, at den judicielle myndighed, der har idømt frihedsstraffen eller den anden frihedsberøvende foranstaltning, faktisk har været sammensat af en eller flere dommere, der er udnævnt på grundlag af de regler, der følger af de omstridte reformer, eller at der foreligger en konkret risiko for, at de dommere, der har afsagt den fældende dom over for den eftersøgte person, eller som skal behandle den pågældendes sag efter overgivelsen, tilhører den gruppe dommere, der er udnævnt i henhold til disse regler. Disse situationer, som er genstand for det første og det andet præjudicielle spørgsmål i sag C-563/21 PPU, er kendetegnet ved, at den fuldbyrdende judicielle myndighed nærer tvivl med hensyn til, hvilken faktisk indvirkning den (faktiske eller sandsynlige) deltagelse af dommere, der i henseende til overholdelsen af den nævnte persons grundlæggende ret til en uafhængig domstol er ulovligt udnævnt, har.

59.

I lyset af den i punkt 37-41 i dette forslag til afgørelse undersøgte praksis fra Domstolen er jeg imidlertid af den opfattelse, at denne tvivl ikke i sig selv er tilstrækkelig til i forbindelse med det andet trin i prøvelsen at godtgøre, at der foreligger en reel risiko for krænkelse af den eftersøgte persons grundlæggende ret til en uafhængig domstol, og dermed til at begrunde et eventuelt afslag fra denne myndigheds side på at fuldbyrde den europæiske arrestordre. I lighed med, hvad der gælder for de systemiske eller generelle mangler ved den udstedende medlemsstats domstolssystem, kan alene den omstændighed, at disse mangler indvirker på selve de nationale – afsluttede eller fremtidige – retssager mod den eftersøgte person, samtidig med at den nævnte myndighed opfordres til at udvise stor agtpågivenhed ved vurderingen af de omstændigheder, der ligger til grund for udstedelsen af den europæiske arrestordre ( 53 ), nemlig ikke fritage samme myndighed for at efterprøve de relevante kriterier.

60.

Jeg erindrer i denne henseende om, at Domstolen i sin praksis om det polske domstolssystems uafhængighed i det væsentlige har fastslået, at Republikken Polen med de omstridte reformer har gjort det muligt for den udøvende magt på afgørende vis at blande sig i udnævnelsen af dommere og i disciplinærordningen for disse. I den i punkt 45 i dette forslag til afgørelse undersøgte praksis har Domstolen endvidere præciseret, at en ulovlighed begået under udnævnelsen af dommere indebærer en tilsidesættelse af chartrets artikel 47, stk. 2, navnlig når denne ulovlighed skaber en risiko for, at den udøvende magt blander sig i domstolsprøvelsen og således giver den udøvende magt mulighed for at øve indflydelse på domstolene, hvorved magtadskillelsen og dermed domstolenes uafhængighed sættes ud af kraft ( 54 ).

61.

Jeg er således af den opfattelse, at vurderingen af, hvilke virkninger de systemiske eller generelle mangler har på de eftersøgte personers specifikke situation, skal foretages i forhold til karakteren af de konstaterede mangler. I betragtning af de mangler, der er konstateret i forbindelse med den udøvende magts indblanding i den dømmende magt, er det i det foreliggende tilfælde et spørgsmål om, hvorvidt denne indblanding er i stand til at påvirke sagsbehandlingen for så vidt angår de eftersøgte personer.

62.

Det påhviler således den forelæggende ret, på grundlag af de beviser, som den eftersøgte person har fremlagt, og de eventuelle oplysninger, der i henhold til artikel 15, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 måtte være modtaget fra myndighederne i den medlemsstat, som har udstedt den europæiske arrestordre, at efterprøve, om de polske domstoles manglende uafhængighed, som skyldes den udøvende magts indblanding i udøvelsen af den dømmende magt, vil kunne føre til en krænkelse af de eftersøgte personers ret til en uafhængig domstol, vel at mærke under hensyntagen til de relevante kriterier og en eventuel udvikling i de lovgivningsmæssige og retslige rammer i den udstedende medlemsstat ( 55 ).

63.

De relevante kriterier skal således i de foreliggende sager anvendes i lyset af en eventuel risiko for, at den udøvende magt blander sig i de sager, der berører de eftersøgte personer. Nærmere bestemt påhviler det i henhold til disse kriterier indledningsvis den forelæggende ret at vurdere, om de eftersøgte personers personlige situation kan indebære en risiko for, at de vil blive dømt på baggrund af andre forhold, end dem, der er relevante for prøvelsen af deres angiveligt ansvarspådragende handlinger, som eksempelvis disse personers eventuelle deltagelse i det politiske liv eller deres tilhørsforhold til en gruppe, et mindretal eller en socialklasse, der er særligt udsat for indblanding fra den udøvende magt, i betragtning af den politik, som sidstnævnte magt fører. Dernæst er den nævnte ret forpligtet til at efterprøve, om beskaffenheden af de lovovertrædelser, som de nævnte personer retsforfølges for, kan indebære en risiko for, at disse personer ikke vil blive dømt på uafhængig vis ( 56 ). Endelig skal den nævnte ret vurdere, om en sådan risiko kan følge af de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for den europæiske arrestordre, når henses til eventuelle erklæringer fra offentlige myndigheder, som vil kunne påvirke den behandling, som en individuel sag vil blive undergivet.

64.

Endvidere vil den forelæggende ret i forbindelse med den ovennævnte prøvelse ligeledes skulle undersøge, om den udstedende medlemsstats lovgivning sikrer, at eftersøgte personer har adgang til et effektivt retsmiddel, hvorved en eventuel uregelmæssighed ved udnævnelsen af den eller de berørte dommere kan gøres gældende (jf. punkt 53 i dette forslag til afgørelse) – en problemstilling, som er genstand for det eneste præjudicielle spørgsmål i sag C-562/21 PPU og det tredje præjudicielle spørgsmål i sag C-563/21 PPU ( 57 ).

65.

Hvad angår omfanget af den prøvelse, som den fuldbyrdende judicielle myndighed skal foretage, er jeg af den opfattelse, at det påhviler den eftersøgte person at fremlægge beviser for den forelæggende ret, hvoraf der prima facie fremgår en konkret risiko for, at vedkommendes sag, når henses til de i punkt 63 i dette forslag til afgørelse nævnte kriterier, vil blive dømt på ikke-uafhængig vis. Selv om der ikke i denne forbindelse kan kræves et fuldstændigt bevis, kan denne bevisførelse ikke begrænses til at henvise til en generel risiko for, at de systemiske eller generelle mangler ved den udstedende medlemsstats domstolssystem kan indvirke på den pågældendes sag, idet denne vurdering fortsat henhører under det første trin i prøvelsen. Det påhviler efter min opfattelse den eftersøgte person dels at fremlægge beviser, hvoraf det fremgår, at de dommere, der har deltaget, eller som sandsynligvis skal deltage, i afgørelsen af vedkommendes sag, henhører til de dommere, der er udnævnt ifølge de omstridte reformer, eller at den udstedende judicielle myndighed selv er behæftet med en mangel på uafhængighed i forhold til den udøvende magt, dels at fremlægge grundene til, at den pågældende mener, at en sådan situation vil kunne indvirke negativt på vedkommendes egen sag, vel at mærke under hensyntagen til de relevante betingelser, der er knyttet til den pågældendes personlige situation, til beskaffenheden af de pågældende lovovertrædelser og til de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for den europæiske arrestordre ( 58 ). Sådanne beviser er efter min opfattelse almindeligvis tilstrækkelige til at foranledige den fuldbyrdende judicielle myndighed til at afslå overgivelse af den pågældende, medmindre den udstedende judicielle myndighed selv fremsætter forsikringer eller konkrete løfter hvad angår den behandling, som den pågældende vil blive undergivet efter sin overgivelse, på en sådan måde, at enhver tvivl med hensyn til de risici, som den berørte person har henvist til, fjernes.

66.

Selv om forfatningsdomstolens dom er afsagt efter fremsendelsen af de foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse, udgør den som uomstødeligt faktum et forhold, som den forelæggende ret bør tage i betragtning, når den træffer sin afgørelse.

67.

Selv om begrundelsesdelen til den pågældende dom endnu ikke er tilgængelig, fremgår det af domskonklusionen hertil, at Trybunał Konstytucyjny (forfatningsdomstol) har rejst tvivl om selve anvendeligheden, i Republikken Polen, af visse grundlæggende bestemmelser i EU-traktaten og om Domstolens centrale rolle med henblik på i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, TEU at sikre overholdelse af lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af traktaterne, heri indbefattet for så vidt angår det omstridte spørgsmål om domstolenes uafhængighed, der er et af de grundlæggende træk ved retsstaten som sikret ved artikel 2 TEU ( 59 ). Det fremgår – modsat de fornyede løfter, som repræsentanten for den polske regering har fremsat i retsmødet – at de nationale domstoles anvendelse af EU-retten ikke kan gøres til genstand for nogen prøvelse i de retlige situationer, hvor Trybunał Konstytucyjny (forfatningsdomstol) skønner, at en given fortolkning er påkrævet i medfør af den polske forfatning.

68.

Den nævnte dom er ved første øjekast et udtryk for en retspolitik, der på det højeste forfatningsmæssige niveau tilsigter at rejse tvivl om, hvorvidt Republikken Polen deler Unionens grundlæggende principper og værdier ( 60 ), selv om der ikke derved synes at rejses tvivl om samme medlemsstats deltagelse i Unionen ( 61 ).

69.

Den forelæggende ret bør ganske vist udvise meget stor forsigtighed, inden den drager nogen konklusion af forfatningsdomstolens dom for de foreliggende sager, i betragtning af, at virkningerne af den nævnte dom vil skulle efterprøves ved hjælp af en omhyggelig undersøgelse af begrundelsen for dommen og de konkrete bestemmelser for dens anvendelse ( 62 ), og ligeledes i betragtning af, at der er tale om en situation i fuld udvikling ( 63 ). Navnlig ville en konstatering af, at den nævnte dom de facto for fremtiden indebærer, at det ikke er muligt at fuldbyrde europæiske arrestordrer, som den pågældende medlemsstat udsteder, føre til straffrihed for mange straffelovsovertrædelser, hvorved ofrene for de pågældende strafbare handlinger ville få krænket deres rettigheder, ligesom den ville udgøre en underkendelse af den faglige praksis hos de dommere i Republikken Polen, som bestræber sig på at anvende de ordninger for retligt samarbejde, der er fastsat i EU-retten ( 64 ). Dette ville i sig selv kunne udgøre en retsnægtelse og ville kunne have alvorlige konsekvenser til følge, der endog ville gå ud over anvendelsesområdet for rammeafgørelse 2002/584 og det retlige samarbejde i straffesager ( 65 ).

70.

Henset til disse omstændigheder er jeg af den opfattelse, at en sådan tilgang ville kunne rejse tvivl om princippet om gensidig anerkendelse og om det retlige samarbejde mellem medlemsstaternes retsinstanser og mellem disse og Domstolen, hvilket udgør grundlaget for ordningen med den europæiske arrestordre. Jeg kan nemlig ikke se, hvordan den høje grad af gensidig tillid og anerkendelse, som ordningen med den europæiske arrestordre hviler på, ville kunne sikres i en sådan situation.

71.

Den fortolkning, der synes at fremgå af domskonklusionen til den pågældende dom, kan give anledning til tvivl med hensyn til, hvorvidt en borger, der bliver omfattet af en afgørelse fra en polsk judiciel myndighed, for nærværende vil kunne støtte sig på de grundlæggende EU-retlige principper for at afhjælpe eventuelle uforeneligheder i den nationale lovgivning, herunder i de forfatningsmæssige regler, i forhold til EU-retten. For så vidt angår hovedsagerne ville den nævnte dom navnlig kunne indebære, at manglen på et effektivt retsmiddel i den nationale lovgivning, hvorved enkeltpersoner, herunder personer, der overgives, kan beskyttes mod eventuelle krænkelser af deres ret til en retfærdig rettergang, ikke ville kunne afhjælpes ved at gøre brug af princippet om EU-rettens forrang og princippet om EU-rettens direkte anvendelse ( 66 ).

72.

Følgelig ville konsekvenserne af forfatningsdomstolens dom kunne være af stor betydning – ikke i absolut forstand, men i forbindelse med undersøgelsen af de konkrete risici for, at eftersøgte personer efter overgivelsen udsættes for en krænkelse af deres ret til en retfærdig rettergang, herunder navnlig for så vidt som den nævnte dom er til hinder for en afhjælpning af manglen på et effektivt retsmiddel (indsigelse, appel m.v.), som gør det muligt at anfægte en ulovlig udnævnelse af de dommere, der skal deltage i de sager, som de nævnte personer vil blive omfattet af – hvilket det, når disse personer fremlægger beviser i denne henseende, tilkommer den forelæggende ret at efterprøve ( 67 ).

73.

Jeg vil under sådanne omstændigheder ikke udelukke, at den forelæggende ret – så længe denne situation varer ved, og den eftersøgte person på grundlag af de relevante kriterier godtgør dels, at der på baggrund af vedkommendes særlige situation foreligger en konkret risiko for en ikke-upartisk behandling, dels, at den pågældende ikke har mulighed for at gøre en ulovlig sammensætning af de domstole, der er kompetente til at pådømme de sager, som vedkommende vil blive omfattet af, gældende – kan være forpligtet til at afslå at fuldbyrde de pågældende europæiske arrestordrer, til trods for de beklagelige følger, som en sådan udsættelse vil have for det specifikke mål med den europæiske arrestordre, som består i at bekæmpe straffrihed for eftersøgte personer, der befinder sig i en anden medlemsstat end den, hvor de angiveligt har begået strafbare handlinger. Det påhviler den forelæggende ret at vurdere, hvorvidt et sådant afslag er påkrævet, på baggrund af de relevante kriterier, som er udførligt beskrevet i punkt 61-64 i dette forslag til afgørelse, og de eventuelle konsekvenser af forfatningsdomstolens dom, samt ligeledes i betragtning af, at der er tale om en situation i konstant udvikling.

74.

Henset til disse omstændigheder foreslår jeg at besvare de præjudicielle spørgsmål med, at artikel 1, stk. 2 og 3, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at når den fuldbyrdende judicielle myndighed, som skal træffe afgørelse om overgivelse af en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, som er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller med henblik på strafforfølgning, råder over oplysninger, som synes at godtgøre, at der er en reel risiko for krænkelse af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, som er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2, på grund af systemiske eller generelle mangler med hensyn til domstolenes uafhængighed i den udstedende medlemsstat, skal denne myndighed foretage en konkret og præcis prøvelse af, om der – under hensyntagen til den pågældendes personlige situation, beskaffenheden af den lovovertrædelse, som vedkommende retsforfølges for, og de faktiske omstændigheder, som udgør grundlaget for den europæiske arrestordre, samt i betragtning af de oplysninger, som denne medlemsstat har meddelt i henhold til denne rammeafgørelses artikel 15, stk. 2 – er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at den nævnte person løber en sådan risiko i tilfælde af overgivelse til den nævnte medlemsstat.

75.

Den omstændighed, at der er en reel fare for, at den pågældende efter sin overgivelse vil blive dømt ved en domstol, der ikke forudgående er oprettet ved lov, at det ikke er muligt at fastslå, hvorledes de retter, der skal dømme ham, er sammensat, og at der mangler et effektivt retsmiddel til at anfægte lovligheden af udnævnelsen af de pågældende dommere, fritager i denne forbindelse ikke den forelæggende ret for – i henseende til de ovennævnte kriterier – at vurdere den konkrete risiko for krænkelse af den pågældendes ret til en retfærdig rettergang.

76.

Det påhviler i særlig grad den forelæggende ret – på baggrund af disse kriterier og i betragtning af udviklingen i situationen i den udstedende medlemsstats domstolssystem – at efterprøve, om den eftersøgte person efter sin overgivelse løber en risiko for, at vedkommendes ret til en retfærdig rettergang vil blive påvirket af den udøvende magts indblanding i de kompetente domstole, henset til en eventuel mangel på effektive retsmidler, der gør det muligt at anfægte en ulovlig udnævnelse af den eller de dommere, der har behandlet, eller som er kompetente til at behandle, den pågældendes sag, og henset til en forfatningsmæssig retspraksis, der, idet den rejser tvivl om EU-rettens forrang, ikke giver mulighed for at afhjælpe denne mangel.

77.

Henset til ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene) forelagte præjudicielle spørgsmål som følger: