1.

I henhold til EU-retten kan visse familiemedlemmer, herunder forældre, der forsørges af en vandrende EU-arbejdstager, slutte sig til denne arbejdstager i den medlemsstat, hvor den pågældende opholder sig som arbejdstager. Hvis denne forælder til arbejdstageren gør krav på sociale ydelser i værtsmedlemsstaten, mister denne forælder da retten til ophold i henhold til EU-retten? Kan medlemsstaterne anse en sådan forælder for en urimelig byrde for deres sociale system? Og, først og fremmest, hvad betyder det, at en forælder forsørges af en vandrende EU-arbejdstager?

2.

Dette er nærmere bestemt de primære spørgsmål, som rejses i den anmodning om præjudiciel afgørelse, som Court of Appeal (appeldomstol, Irland) har forelagt Domstolen.

3.

Selv om Domstolen ved flere lejligheder har præciseret, hvilke rettigheder en slægtning til en unionsborger, der forsørges af denne unionsborger, har i henhold til EU-retten, og under hvilke omstændigheder disse rettigheder opstår, vedrørte de fleste af disse sager direkte efterkommere ( 2 ) eller ægtefæller, der blev forsørget ( 3 ). Den foreliggende sag giver derfor Domstolen en anledning til at komme nærmere ind på fortolkningen af rettighederne for en vandrende EU-arbejdstagers slægtninge i opstigende linje, når de forsørges af denne arbejdstager.

4.

GV er rumænsk statsborger og mor til AC, der har rumænsk statsborgerskab og opholder sig som arbejdstager i Irland. AC har tillige erhvervet irsk statsborgerskab ved naturalisation. GV sluttede sig til sin datter i Irland i 2017 og har siden opholdt sig i landet. Det er ubestridt, at hun har lovligt ophold i Irland som forælder til en vandrende EU-arbejdstager, der forsørger hende.

5.

GV har opholdt sig i Irland ved flere lejligheder, bl.a. i perioden 2009-2011, hvorefter hun rejste tilbage til Rumænien. I perioden 2011-2016 flyttede hun mellem Irland, Rumænien og Spanien, hvor hendes anden datter bor. Hun har været separeret fra sin mand i de seneste 15 år og har i denne periode været økonomisk afhængig af AC, som med jævne mellemrum har sendt hende penge.

6.

I løbet af 2017 blev GV’s gigtsygdom forværret. Den 28. september 2017 indgav GV en ansøgning om invaliditetsydelse i medfør af Social Welfare Consolidation Act 2005, as amended (den konsoliderede lov af 2005 om social sikring og sociale tjenester, som ændret).

7.

Den forelæggende ret har forklaret, at formålet med den invaliditetsydelse, som GV har gjort krav på, er at beskytte mod fattigdom. Der er tale om en social bistandsydelse, der udbetales over det almindelige budget, uden at modtageren skal have betalt sociale sikringsbidrag. Med andre ord finansieres ydelsen gennem almindelig beskatning. Invaliditetsydelse kategoriseres som en »særlig ikke-bidragspligtig kontantydelse« som omhandlet i forordning nr. 883/2004 ( 4 ). Der kan derfor kun søges om denne ydelse i bopælsmedlemsstaten ( 5 ), hvorfor GV ikke ville kunne gøre krav på den i den stat, hvor hun er statsborger, da hun er bosat i Irland.

8.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at den pågældende skal opfylde visse krav med hensyn til alder, handicap og indtægter for at være berettiget til invaliditetsydelse i Irland. Bl.a. kan ydelsen kun tildeles personer, der ikke har nået den almindelige pensionsalder ( 6 ). De øvrige kriterier for at modtage ydelsen er medicinske kriterier og en økonomisk kontrol. Sidstnævnte kontrol omfatter ethvert beløb, som en person modtager fra et familiemedlem.

9.

Endnu mere specifikt er irsk ret til hinder for, at invaliditetsydelsen udbetales til en person, som ikke har varigt ophold i Irland ( 7 ). En betingelse for varigt ophold er, at en person har opholdsret i den pågældende medlemsstat.

10.

Ved afgørelse af 27. februar 2018 blev der givet afslag på GV’s ansøgning. GV’s klage over afgørelsen blev afvist den 12. februar 2019. I begge tilfælde var afslaget begrundet med, at GV ikke havde ret til ophold i Irland.

11.

Efter anmodning fra en ikke-statslig organisation indgivet på vegne af GV blev der foretaget en prøvelse af afgørelsen af 12. februar 2019.

12.

Ved afgørelse af 2. juli 2019 fastslog Appeals Officer (klageinstans), at GV som slægtning i opstigende linje til en unionsborger beskæftiget i Irland, som forsørges af denne unionsborger, havde ret til ophold, men ikke havde ret til sociale ydelser.

13.

Der blev indgivet en anmodning om efterprøvelse af denne afgørelse til Chief Appeals Officer (overordnet klageinstans, den første sagsøgte for den forelæggende ret), som ved afgørelse af 23. juli 2019 bekræftede, at GV ikke havde ret til invaliditetsydelse. Afgørelsen var begrundet med, at GV i henhold til den irske lov, der gennemførte direktiv 2004/38 ( 8 ), ikke måtte blive en urimelig byrde for det nationale sociale system.

14.

Som den forelæggende ret har forklaret, er den relevante irske lov European Communities (Free Movement of Persons) Regulations 2015 (S.I 548 of 2015) (bekendtgørelse om De Europæiske Fællesskaber (fri bevægelighed for personer) af 2015, herefter »bekendtgørelsen af 2015«). Regulation 11(1) i bekendtgørelsen af 2015 fastsætter, at retten til ophold i Irland kan bevares på følgende måde:

»En person, der opholder sig i indlandet i medfør af regulation 6 [ ( 9 )], 9 eller 10, bevarer ret til ophold i indlandet, så længe han eller hun opfylder de relevante bestemmelser i den gældende bekendtgørelse og ikke bliver en urimelig byrde for medlemsstatens sociale system.«

15.

GV anmodede om domstolsprøvelse af afgørelsen af 23. juli 2019 ved High Court (ret i første instans, Irland). Ved dom af 29. maj 2020 annullerede denne ret den anfægtede afgørelse. Den fastslog, at den irske lov, for så vidt som den gør opholdsretten for et familiemedlem til en unionsborger betinget af, at det pågældende familiemedlem ikke må blive en urimelig byrde for statens sociale system, var uforenelig med direktiv 2004/38. Ifølge den samme ret vil det, når det på det tidspunkt, hvor det pågældende familiemedlem slutter sig til EU-arbejdstageren, fastslås, at familiemedlemmet forsørges af denne arbejdstager, således ikke blive krævet, at familiemedlemmet fortsat forsørges af EU-arbejdstageren, for at vedkommende kan bevare opholdsretten i værtsmedlemsstaten.

16.

Chief Appeals Officer og Minister for Employment Affairs and Social Protection (ministeren for beskæftigelse og social beskyttelse, Irland) appellerede dommen til Court of Appeal (appeldomstol), den forelæggende ret i den foreliggende sag.

17.

På den ene side forudsætter definitionen af »familiemedlem« i artikel 2, nr. 2), litra d), i direktiv 2004/38 ifølge Minister for Employment Affairs and Social Protection, at det pågældende familiemedlem fortsat forsørges af unionsborgeren, så længe den afledte ret til ophold gøres gældende. Når dette afhængighedsforhold ophører, kan vedkommende således ikke længere have en sådan opholdsret. Hvis GV blev tildelt invaliditetsydelse, ville hun ikke blive forsørget af sin datter og ville derfor ikke længere have afledt opholdsret i medfør af dette direktiv.

18.

På den anden side har GV i det væsentlige hævdet, at regulation 11(1) i bekendtgørelsen af 2015 er ugyldig, idet den pålægger familiemedlemmer til en unionsborger betingelsen vedrørende en »urimelig byrde«, hvorimod en sådan betingelse ikke indgår i artikel 7 i direktiv 2004/38. Ifølge GV bekræftes hendes synspunkt af Domstolens retspraksis vedrørende udtrykket »som forsørges«. Hun har endvidere gjort gældende, at det argument, som Minister for Employment Affairs and Social Protection har fremført, er i strid med hendes ret til ligebehandling i henhold til artikel 24, stk. 1, i direktiv 2004/38.

19.

Da Court of Appeal (appeldomstol) er i tvivl om, hvorvidt den irske lovgivning er i overensstemmelse med direktiv 2004/38, har denne ret besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

20.

GV, Chief Appeals Officer, Social Welfare Appeals Office (Irland), Minister for Employment Affairs and Social Protection, Attorney General (herefter »de sagsøgte«), den tjekkiske, den danske og den tyske regering samt Irland og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Der blev afholdt retsmøde den 18. oktober 2022, hvor GV, de sagsøgte, den tjekkiske, den danske og den tyske regering samt Irland og Kommissionen afgav mundtlige indlæg.

21.

I henhold til artikel 2, nr. 2), i direktiv 2004/38 forstås i dette direktiv ved:

»»familiemedlem«:

22.

Artikel 7, stk. 1, i direktiv 2004/38 har følgende ordlyd:

»Enhver unionsborger har ret til at opholde sig på en anden medlemsstats område i mere end tre måneder, hvis den pågældende:

23.

Artikel 24 i direktiv 2004/38 fastsætter:

»1.   Med forbehold af specifikke bestemmelser, der udtrykkeligt fremgår af traktaten og den afledte ret, anvendes traktatens bestemmelser uden forskelsbehandling på alle unionsborgere, der i henhold til dette direktiv opholder sig i værtsmedlemsstaten, og på værtsmedlemsstatens egne statsborgere. Denne ligebehandling gælder også familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, men som har ret til tidsubegrænset ophold.

2.   Uanset stk. 1 er værtsmedlemsstaten ikke forpligtet til at tillægge ret til sociale ydelser i de første tre måneder af et ophold eller eventuelt i den længere periode, der er omhandlet i artikel 14, stk. 4, litra b), eller til, forud for erhvervelse af ret til tidsubegrænset ophold, at yde studiestøtte, herunder støtte til erhvervsuddannelse, i form af stipendier eller lån, til andre personer end arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og personer, der har bevaret denne status, samt deres familiemedlemmer.«

24.

Artikel 7 i forordning nr. 492/2011 ( 10 ) har, for så vidt det er relevant for den foreliggende sag, følgende ordlyd:

»1.   En arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, må ikke på grund af sin nationalitet behandles anderledes på de øvrige medlemsstaters område end indenlandske arbejdstagere med hensyn til beskæftigelses- og arbejdsvilkår, navnlig for så vidt angår aflønning, afskedigelse og, i tilfælde af arbejdsløshed, genoptagelse af beskæftigelse i faget eller genansættelse.

2.   Arbejdstageren nyder samme sociale og skattemæssige fordele som indenlandske arbejdstagere.

[…]«

25.

Et spørgsmål, der er blevet drøftet af parterne i den foreliggende sag, er den omstændighed, at direktiv 2004/38, som den forelæggende ret har anmodet Domstolen om at fortolke, ikke som sådan finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i sagen. Selv om jeg er enig i parternes argumenter hvad angår dette spørgsmål, vil jeg kort forklare, hvorfor en fortolkning af direktiv 2004/38 ikke desto mindre er til nytte for den forelæggende ret.

26.

I henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 2004/38 finder dette direktiv anvendelse på enhver unionsborger, der rejser til eller tager ophold i en anden medlemsstat end den, hvor vedkommende er statsborger, samt familiemedlemmer, der ledsager unionsborgeren eller slutter sig til denne.

27.

Dette direktiv regulerer derfor ikke de afledte rettigheder for familiemedlemmer til en unionsborger i en medlemsstat, hvor denne er statsborger.

28.

Da AC har erhvervet irsk statsborgerskab, ophørte direktiv 2004/38 med at finde anvendelse på de rettigheder, som hendes mor har i Irland, fra det tidspunkt, hvor AC blev naturaliseret.

29.

Selv om direktiv 2004/38 ikke i sig selv finder anvendelse på den situation, der har ført til tvisten i den foreliggende sag, har Domstolen imidlertid allerede fastslået, at det finder anvendelse »analogt« i tilsvarende situationer ( 11 ).

30.

Den afledte ret til ophold for et familiemedlem til en unionsborger kan udledes direkte af artikel 21, stk. 1, TEUF. Som Domstolen har præciseret, kan den omstændighed, at en statsborger i en medlemsstat, som er indrejst og opholder sig i en anden medlemsstat, senere erhverver sidstnævnte medlemsstats statsborgerskab, ikke indebære, at vedkommende fratages retten til at have et familieliv i denne stat som garanteret i EU-retten ( 12 ).

31.

For at undgå en situation, hvor en unionsborger, der har udøvet sin ret til fri bevægelighed og er integreret i samfundet i værtsmedlemsstaten ved at erhverve statsborgerskab i denne stat, for så vidt angår sit familieliv behandles mindre fordelagtigt end en unionsborger, der ligeledes har udøvet sin ret til fri bevægelighed, men som kun har bevaret sit statsborgerskab i oprindelsesstaten, fastsætter direktiv 2004/38 minimumsindholdet af de afledte rettigheder for familiemedlemmer til naturaliserede borgere.

32.

Der skal således tages hensyn til direktiv 2004/38 ved fortolkningen af artikel 21, stk. 1, TEUF, som finder anvendelse i den foreliggende sag, idet det præciserer denne artikels minimumsindhold.

33.

Den forelæggende ret kan anvende Domstolens fortolkning af direktiv 2004/38 ved bedømmelsen af, hvorvidt Chief Appeals Officer med sin afgørelse tilsidesatte de rettigheder, som både AC og GV har i henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF. Domstolen kan derfor besvare de præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af direktiv 2004/38.

34.

Endvidere er det min opfattelse, at arbejdstagerforordningen også finder indirekte anvendelse på hovedsagen. Den angiver minimumsindholdet af den primære ret til fri bevægelighed for vandrende EU-arbejdstagere, der ved naturalisation opnår statsborgerskab i den værtsmedlemsstat, hvortil de er rejst ( 13 ). Den omstændighed, at den forelæggende ret har begrænset sine spørgsmål til fortolkningen af direktiv 2004/38, er ikke til hinder for, at Domstolen oplyser den forelæggende ret om alle de momenter angående fortolkningen af EU-retten, som kan være til nytte ved afgørelsen ( 14 ).

35.

Jeg vil derfor foreslå en fortolkning af artikel 45, stk. 2, TEUF, sammenholdt med arbejdstagerforordningen, for så vidt som jeg finder den hensigtsmæssig for denne sag, navnlig med henblik på behandlingen af det tredje spørgsmål. Følgelig vil jeg ligeledes foreslå Domstolen, hvordan dette spørgsmål kan omformuleres med henblik på at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar.

36.

Den primære faktor, som har givet anledning til denne sag, er bekendtgørelsen af 2015 – den lovgivningsmæssige foranstaltning, hvorved Irland gennemførte direktiv 2004/38 i sin lovgivning. Denne retsakt gentager næsten ordret definitionerne af familiemedlemmer ( 15 ) samt reglerne om familiemedlemmers ret til ophold ( 16 ), således som de indgår i direktiv 2004/38.

37.

Bekendtgørelsen af 2015 regulerer ligeledes bevarelse af opholdsretten, herunder for familiemedlemmer. I henhold til regulation 11(1) i bekendtgørelsen af 2015 (jf. dette forslag til afgørelses punkt 14) kan en slægtning i opstigende linje bevare sin opholdsret, hvis to betingelser er opfyldt, nemlig for det første at slægtningen i opstigende linje forsørges af den vandrende unionsborger ( 17 ), og for det andet at denne slægtning ikke bliver en urimelig byrde for statens sociale system.

38.

Hvis slægtningen i opstigende linje ikke har ret til ophold i Irland, er vedkommende ikke berettiget til invaliditetsydelse. Begge argumenter – om at vedkommende ikke længere forsørges, og at vedkommende bebyrder det sociale system – blev lagt til grund i de forskellige afgørelser om afslag på GV’s ansøgning om invaliditetsydelse.

39.

Med sine spørgsmål ønsker den forelæggende ret at få oplyst, om nogen af disse to betingelser for at bevare retten til ophold i Irland er tilladt i henhold til EU-retten.

40.

Jeg vil anvende følgende fremgangsmåde ved behandlingen af disse spørgsmål. Jeg vil analysere spørgsmålene i den rækkefølge, hvori de er stillet. Det første spørgsmål rejser imidlertid nødvendigvis et andet spørgsmål, som også er relevant for besvarelsen af det andet præjudicielle spørgsmål: Hvad indebærer udtrykket »som forsørges af«? Efter at have taget stilling til det første spørgsmål vil jeg derfor behandle dette yderligere spørgsmål, inden jeg behandler det andet og det tredje spørgsmål.

41.

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt fastslået, om det i henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 7, stk. 1, litra d), i direktiv 2004/38 ( 18 ), er tilstrækkeligt, at slægtningen i opstigende linje til den vandrende EU-arbejdstager blev forsørget af denne på det tidspunkt, hvor slægtningen sluttede sig til arbejdstageren i værtsmedlemsstaten, eller om det er et krav, som løbende skal være opfyldt, for at der foreligger en afledt ret til ophold i denne stat.

42.

GV og Kommissionen har i denne henseende gjort gældende, at der kun skal foreligge forsørgelse på det tidspunkt, hvor en forælder til en vandrende arbejdstager slutter sig til denne arbejdstager i værtsmedlemsstaten. De har til støtte for deres synspunkt henvist til Jia-dommen ( 19 ) og Reyes-dommen ( 20 ). I disse sager bekræftede Domstolen, at et familiemedlems afhængighedsforhold til en unionsborger, der benyttede sig af sin ret til fri bevægelighed (eller af unionsborgerens ægtefælle, der har udøvet sin ret til fri bevægelighed), skulle foreligge i hjemlandet, inden den pågældende fik opholdsret i værtsmedlemsstaten ( 21 ).

43.

De sagsøgte og de øvrige regeringer, der har afgivet indlæg i sagen, har derimod gjort gældende, at GV kun kan have afledt opholdsret, så længe hun forsørges af sin datter. Forsørgelse er således et løbende krav efter artikel 7, stk. 1, litra d), i direktiv 2004/38, og den ville ophøre, hvis de irske myndigheder tildelte hende invaliditetsydelse.

44.

I Jia-sagen og Reyes-sagen, som sagsøgeren i hovedsagen har påberåbt sig, blev Domstolen anmodet om at tage stilling til, hvorvidt betingelserne for at erhverve opholdstilladelse ved ankomsten til værtsmedlemsstaten var lovlige. Ingen af disse sager vedrørte betingelserne for at bevare opholdsretten. I modsætning til disse to sager, hvor sagsøgerne fik afslag på opholdstilladelse, har GV i den foreliggende sag desuden allerede ret til ophold i Irland. Derfor løser Domstolens konklusioner i Jia-dommen og Reyes-dommen ikke situationen i den foreliggende sag.

45.

Disse to sager er således ikke til hinder for at konkludere, at der skal foreligge forsørgelse, som grundlag for en afledt ret til ophold, gennem hele forælderens ophold i værtsmedlemsstaten, således som de sagsøgte og de regeringer, der har afgivet indlæg i sagen, har gjort gældende.

46.

Jeg er tilbøjelig til at tilslutte mig det sidstnævnte synspunkt.

47.

Den afledte opholdsret er ubestrideligt ikke en selvstændig rettighed, som slægtninge i opstigende linje har. Det er en rettighed, som de har – på grundlag af artikel 7, stk. 1, litra d), i direktiv 2004/38, sammenholdt med direktivets artikel 2, nr. 2), litra d) – fordi de er en slægtning i opstigende linje til en unionsborger og forsørges af denne. Denne opholdsret adskiller sig fra den selvstændige ret til ophold, som også kan opnås af en sådan person ( 22 ), idet den vedrører og afhænger af en vandrende unionsborgers udøvelse af sin ret til fri bevægelighed, i det foreliggende tilfælde som arbejdstager. Jeg finder det derfor logisk, at et familiemedlem i lige linje fortsat skal forsørges af unionsborgeren efter at have sluttet sig til denne borger i værtsmedlemsstaten.

48.

Endvidere fremgår det tydeligt af artikel 14, stk. 2, i direktiv 2004/38, der vedrører bevarelse af opholdsretten, at familiemedlemmer bevarer deres rettigheder efter direktivets artikel 7, såfremt de opfylder de i denne bestemmelse opstillede betingelser. Da denne bestemmelse henviser til familiemedlemmer som defineret i artikel 2, nr. 2), i direktiv 2004/38 kan dette forstås således, at det indebærer, at der foreligger ret til ophold, så længe den pågældende stadig forsørges.

49.

Endelig er det netop den omstændighed, at en slægtning i opstigende linje forsørges af sit barn, der begrunder førstnævntes ret til at opholde sig i værtsmedlemsstaten. Som Domstolen har forklaret, er formålet med direktiv 2004/38 at lette og styrke udøvelsen af den grundlæggende ret til at færdes frit ( 23 ). Den afledte ret til ophold for en slægtning i opstigende linje bidrager således til den vandrende EU-arbejdstagers udøvelse af retten til fri bevægelighed.

50.

Jeg foreslår derfor, at Domstolen besvarer den forelæggende rets første spørgsmål således, at artikel 21, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 2, nr. 2), litra d), og artikel 7, stk. 1, litra d), i direktiv 2004/38, skal fortolkes således, at betingelsen om, at slægtningen i opstigende linje til en vandrende EU-arbejdstager forsørges af denne arbejdstager, skal være opfyldt, så længe denne slægtnings ret til ophold er afledt af retten til fri bevægelighed, der udøves af arbejdstageren.

51.

Hvorvidt en ansøgning om invaliditetsydelse indebærer, at den pågældende ikke længere forsørges, er imidlertid et andet spørgsmål. Dette spørgsmål kræver først en fortolkning af, hvad der forstås ved forsørgelse.

52.

Det fremgår tydeligt af artikel 2, nr. 2), litra d), og artikel 7, stk. 1, litra d), i direktiv 2004/38, at alene slægtninge i opstigende linje, som forsørges af unionsborgeren, har afledt opholdsret ( 24 ).

53.

Begrebet »forsørgelse« hvad angår slægtninge i opstigende linje præciseres imidlertid ikke yderligere i direktiv 2004/38 ( 25 ). De forskellige sprogversioner af dette direktivs artikel 2, nr. 2), litra d), går således i forskellige retninger. For blot at nævne nogle enkelte henviser den engelske sprogversion til »dependent«, den franske sprogversion til »à charge«, den tyske til »Unterhalt gewährt wird«, den italienske til »a carico«, den kroatiske til »uzdržavanici«, den nederlandske til »te hunnen laste«, den polske til »utrzymaniu« og den rumænske sprogversion til »în întreținere«.

54.

Selv om visse sprogversioner forekommer kun at henvise til økonomisk eller materiel afhængighed, skal det undersøges, om direktivet kun henviser til en sådan form for forsørgelse. Med andre ord: Forsørges en person kun i dette direktivs forstand, når vedkommende har behov for økonomisk bistand fra en anden person? Eller omfatter forsørgelse også andre behov, f.eks. behov for fysisk eller følelsesmæssig bistand?

55.

Den retlige baggrund for direktiv 2004/38 giver tilsyneladende ikke noget svar. Definitionen af familiemedlemmer i dette direktivs artikel 2, nr. 2), følger af, at den i det væsentlige identiske bestemmelse i artikel 10, stk. 1, litra b), i forordning (EØF) nr. 1612/68 blev overført til denne retsakt ( 26 ). Denne bestemmelse henviste til »slægtninge i opstigende linje, når disse forsørges af [arbejdstageren]« ( 27 ), men det blev hverken i retsakten eller i retspraksis vedrørende denne forklaret, hvorfor der var anvendt denne ledsætning. I Kommissionens oprindelige forslag til direktiv 2004/38 indgik ledsætningen ikke i artikel 2, nr. 2), litra d), og bestemmelsen henviste blot til »egne slægtninge i opstigende linje« ( 28 ). I løbet af lovgivningsproceduren blev ordlyden i forordning nr. 1612/68 imidlertid genindført, og ledsætningen »når disse forsørges af denne« blev igen indsat ( 29 ). Årsagerne til denne ændring fremgår ikke af forarbejderne, og lovgivers hensigt kan derfor kun være genstand for spekulationer.

56.

De sagsøgte i hovedsagen og de regeringer, der har afgivet indlæg i den foreliggende sag, forstår begrebet »som forsørges« således, at det alene vedrører økonomisk forsørgelse. De har således gjort gældende, at GV ikke længere forsørges af sin datter, hvis hun tildeles invaliditetsydelse. Ifølge disse parters argumenter vil hun derefter være afhængig af statens forsørgelse og ikke af sin datter.

57.

I sager, der vedrørte afledt ret til ophold for familiemedlemmer i lige linje, har Domstolen ganske vist bekræftet, at behovet for økonomisk bistand anses for forsørgelse som omhandlet i direktiv 2004/38 ( 30 ). I disse sager var Domstolen imidlertid ikke blevet anmodet om at forklare betydningen af forsørgelse. Kort sagt drejede den faktiske situation, der lå til grund for alle disse sager, sig om denne form for forsørgelse ( 31 ).

58.

Denne retspraksis kan derfor ikke forstås således, at det kun er økonomisk forsørgelse, der er relevant med henblik på at opnå afledte opholdsrettigheder efter direktiv 2004/38. Efter min opfattelse er der adskillige faktorer, der begrunder en anden konklusion, nemlig at »forsørgelse« i direktiv 2004/38’s forstand er et bredere begreb, der også vedrører følelsesmæssige og fysiske behov.

59.

For det første er materiel eller økonomisk forsørgelse efter min opfattelse den mindst vigtige grund til at tillade en vandrende EU-arbejdstager at tage sine forældre med til værtsmedlemsstaten, hvor vedkommende bor og er beskæftiget. Hvis det udelukkende drejede sig om økonomisk bistand, kunne denne nemlig også ydes til forældre, der bor i deres hjemland. Det er ikke nødvendigt at få dem til værtsmedlemsstaten for at sørge for bolig til dem eller økonomisk bistand til mad og tøj. Det kunne endda være billigere at yde forældrene denne bistand i deres hjemland, hvor leveomkostningerne måske er lavere end i værtsmedlemsstaten. Derimod er det under de fleste omstændigheder umuligt at give en forælder følelsesmæssig og fysisk bistand, hvis den pågældende ikke bor tæt på sine børn.

60.

For det andet fremgår det klart af forarbejderne til direktiv 2004/38, at det hensyn, der lå til grund for anerkendelsen af afledte rettigheder til familiemedlemmer, var, at det skulle være muligt reelt at nyde retten til familieliv ( 32 ). Denne grundlæggende rettighed, der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) ( 33 ), omfatter eksistensen af følelsesmæssige bånd mellem familiemedlemmer ( 34 ).

61.

For det tredje er denne udvidende fortolkning af begrebet »forsørgelse« i overensstemmelse med i direktiv 2004/38’s formål om at bidrage til vandrende EU-arbejdstageres ret til fri bevægelighed. Såfremt GV har behov for datterens selskab og pleje, men ikke kan slutte sig til hende i den medlemsstat, hvor datteren bor og er beskæftiget, er det (i hvert fald indtil vi opfinder teleportering) sandsynligt, at datteren vil være nødsaget til at forlade værtsmedlemsstaten for at slutte sig til sin mor i dennes hjemland ( 35 ). Det ville udgøre en hindring for AC’s ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område. Som vandrende EU-arbejdstager og barn af en forælder, der er tredjelandsstatsborger og kræver en sådan bistand, ville hun muligvis blive nødsaget til at forlade Den Europæiske Unions område.

62.

Hvad netop dette angår har Domstolen i sin retspraksis anerkendt, at EU-retten anser det for vigtigt at beskytte medlemsstaternes statsborgeres familieliv med henblik på at fjerne hindringerne for udøvelsen af de grundrettigheder, der er sikret i traktaten ( 36 ).

63.

Endelig er der i retspraksis indikationer for, at Domstolen forstår begrebet »forsørgelse«, som anvendt i direktiv 2004/38, mere bredt end blot i relation til økonomiske behov. Indledningsvis fastslog Domstolen, at artikel 2, nr. 2), i direktiv 2004/38 skal tillægges en udvidende fortolkning ( 37 ).

64.

Endvidere har den seneste retspraksis vedrørende artikel 3, stk. 2, i direktiv 2004/38, der vedrører fjernere familiemedlemmer, anerkendt en mere udvidende forståelse af forsørgelse ( 38 ). Selv om artikel 3, stk. 2, indrømmer familiemedlemmer mere begrænsede rettigheder end den opholdsret, som automatisk tildeles familiemedlemmer, der er omfattet af artikel 2, nr. 2), litra d), i direktiv 2004/38, er der ingen grund til at forstå begrebet »forsørgelse« forskelligt på tværs af dette direktiv eller i øvrigt på tværs af de forskellige retsakter, der regulerer vandrende EU-arbejdstageres familiemedlemmers rettigheder ( 39 ).

65.

Af de ovenstående grunde foreslår jeg, at Domstolen anvender en bred betydning af begrebet »forsørgelse«, hvorved denne foreligger, når en person har behov for materiel, økonomisk, fysisk eller følelsesmæssig bistand fra et familiemedlem. Selv om GV ikke længere ville have behov for økonomisk bistand fra sin datter, kan hun derfor stadig opfylde det forsørgelseskrav, hvorpå den afledte ret til ophold er baseret.

66.

Som den forelæggende ret har forklaret, er irsk ret til hinder for, at der udbetales invaliditetsydelse til en person, som ikke varigt opholder sig i denne stat. Der kan kun være tale om varigt ophold, hvis den pågældende har opholdsret i Irland. Som følge af folkeretten kan irske statsborgere ikke nægtes lovligt ophold i Irland. Andre landes statsborgere skal imidlertid have et retsgrundlag, der er anerkendt i irsk ret, som de kan påberåbe sig for at få opholdsret. Artikel 7, stk. 1, litra d), i direktiv 2004/38 er et sådant retsgrundlag.

67.

Det er denne retsstilling, der har givet anledning til den forelæggende rets andet spørgsmål. Med dette spørgsmål ønsker denne ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 21, stk. 1, TEUF, sammenholdt med direktiv 2004/38, skal fortolkes således, at tildelingen af invaliditetsydelse til en slægtning i opstigende linje til en unionsborger, der er arbejdstager, indebærer, at den pågældende slægtning ikke længere forsørges af arbejdstageren, og at vedkommende derfor fortaber sin afledte ret til ophold.

68.

Hvis Domstolen accepterer det svar på det første spørgsmål, som jeg foreslår – dvs. at forsørgelsen skal være løbende for at kunne begrunde, at en slægtning i opstigende linje har ret til ophold efter artikel 7, stk. 1, litra d), i direktiv 2004/38 – medfører den omstændighed, at slægtningen i opstigende linje ikke længere forsørges af den vandrende unionsborger, at slægtningens afledte opholdsret på grundlag af denne bestemmelse ophører.

69.

Det betyder imidlertid ikke, at en ansøgning om en social ydelse medfører, at slægtningen i opstigende linje ikke længere forsørges af den vandrende unionsborger.

70.

For det første – og for så vidt som Domstolen accepterer mit forslag og anlægger en udvidende fortolkning af forsørgelse – kan invaliditetsydelse muligvis dække den økonomiske forsørgelse (eller i det mindste en del af den), men det er usandsynligt, at den dækker de andre behov for bistand, som slægtninge i opstigende linje måtte have ( 40 ). De irske statslige myndigheder kan næppe erstatte den omsorg og følelsesmæssige bistand, som vedkommendes barn giver.

71.

Selv om værtsmedlemsstaten dækker en del af eller endog alle forælderens økonomiske leveomkostninger i denne medlemsstat, ville den pågældende således stadig blive forsørget af den vandrende unionsborger, som er grundlag for vedkommendes afledte opholdsret, når der er et fortsat behov for materiel, følelsesmæssig eller fysisk bistand.

72.

For det andet kan ansøgningen om invaliditetsydelse – selv hvis der ved forsørgelse kun forstås behov for materiel eller økonomisk bistand – ikke automatisk føre til den konklusion, at opholdsretten på grundlag af direktiv 2004/38 ville fortabes, hvis ydelsen blev tildelt.

73.

Som Kommissionen har anført, ville denne konklusion medføre en uendelig løkke, som ikke kan tillades: Den fører til det scenario, at når et familiemedlem tildeles en social ydelse, fortabes opholdsretten, hvilket derefter udelukker, at den pågældende kan få tildelt en social ydelse. Uden denne sociale ydelse må familiemedlemmet imidlertid igen forsørges af den vandrende unionsborger, hvilket betyder, at vedkommende har afledt ret til ophold og opfylder en betingelse for at kunne søge om den sociale ydelse. Og sådan fortsætter det i uendelighed.

74.

For at komme ud af en absurd løkke som denne skal den lukkes på et bestemt punkt. Ved bedømmelsen af, om en person har status som forsørget familiemedlem til en arbejdstager, bør der derfor ses bort fra tildelingen af en given ydelse.

75.

Domstolen har allerede accepteret denne fremgangsmåde i Lebon-sagen, som omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt en datter af en vandrende unionsborger, som forsørgede hende, havde ret til en belgisk social ydelse ved navn minimex.

76.

I denne dom bemærkede Domstolen, at »en ansøgning om minimex fra et medlem af den vandrende arbejdstagers familie, som forsørges af arbejdstageren, ikke kan indvirke på dennes status som familiemedlem, der forsørges af arbejdstageren. Hvis man ikke antog dette, ville det nemlig være det samme som at anerkende, at udbetalingen af minimex kan bevirke, at den pågældende mister sin status som familiemedlem, der forsørges af arbejdstageren, og dette kunne begrunde, enten at minimex inddrages, eller endog at den pågældende mister sin ret til ophold. En sådan løsning ville i praksis forhindre det familiemedlem, der forsørges af arbejdstageren, i at ansøge om minimex og ville som følge heraf gøre indgreb i den ligestilling, der er tillagt den vandrende arbejdstager. Der må derfor ses bort fra minimex ved bedømmelsen af, om en person har status som familiemedlem, der forsørges af arbejdstageren« ( 41 ). Selv om Lebon-sagen drejede sig om en direkte efterkommer, er der ingen grund til, at den samme logik ikke også skulle gælde for slægtninge i opstigende linje ( 42 ).

77.

Selv hvis forsørgelse kun forstås i relation til behovet for økonomisk bistand (hvilket efter min mening er en for indskrænkende fortolkning af dette begreb), fjerner den omstændighed, at den pågældende tildeles økonomisk bistand fra medlemsstaten, således ikke denne persons afhængighed af forsørgelse.

78.

At en person er berettiget til invaliditetsydelse (hvilket efter irsk ret kræver opfyldelse af medicinske og økonomiske betingelser), bekræfter, snarere end afkræfter, afhængigheden af forsørgelse. Hvis de statslige myndigheder ikke ville støtte det forsørgede familiemedlem, ville den primære omsorgsperson, en vandrende EU-arbejdstager, være nødsaget til at dække de hermed forbundne bistandsomkostninger.

79.

Derfor kan tildelingen af en særlig ikke-bidragspligtig kontantydelse såsom invaliditetsydelse ikke påvirke ansøgerens afhængighed af forsørgelse.

80.

Som et yderligere argument, der støtter ovenstående konklusion, skal det påpeges, at hverken litra a) eller d) i artikel 7, stk. 1, i direktiv 2004/38 indeholder et krav om, at enten arbejdstageren eller dennes familiemedlem er selvforsørgende, således at de ikke bliver en byrde for værtsmedlemsstatens sociale system ( 43 ). Det er kun direktivets artikel 7, stk. 1, litra b), og artikel 7, stk. 1, litra c), der opstiller selvforsørgelse som en betingelse for opholdsret. Jeg vil vende tilbage til dette punkt i forbindelse med min behandling af argumentet om, at et familiemedlem kan blive en byrde for værtsmedlemsstatens sociale system ( 44 ).

81.

Som Europa-Kommissionen har anført, bør foranstaltninger, som et forsørget familiemedlem træffer for at styrke sin selvstændighed i værtsmedlemsstaten, desuden på ingen måde bevirke, at vedkommende fratages retten til ophold.

82.

I modsat fald ville det betyde, at kun personer, der ikke har behov for en særlig ikke-bidragspligtig ydelse, ville være berettiget til den. Loven bør ikke fortolkes således, at den fører til dette absurde resultat ( 45 ).

83.

Jeg foreslår derfor, at Domstolen besvarer den forelæggende rets andet spørgsmål således, at artikel 21, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 2, nr. 2), litra d), og artikel 7, stk. 1, litra d), i direktiv 2004/38, skal fortolkes således, at den omstændighed, at en slægtning i opstigende linje til en vandrende unionsborger ansøger om en særlig ikke-bidragspligtig kontantydelse, ikke indebærer, at denne slægtning ikke længere forsørges af arbejdstageren, og derfor ikke ændrer ved slægtningens afledte ret til ophold.

84.

Som anført ovenfor ( 46 ) fastsætter irsk ret, at en slægtning i opstigende linje kan bevare sin afledte opholdsret på to betingelser: 1) Hvis vedkommende forsørges af den vandrende unionsborger, og 2) hvis vedkommende ikke er en urimelig byrde for statens sociale system. Selv om slægtningen i opstigende linje fortsat forsørges, ville den pågældende således miste sin opholdsret, hvis vedkommende blev en urimelig byrde.

85.

På dette grundlag fandt Chief Appeals Officer i den afgørelse, der prøves ved den forelæggende ret, at GV, selv om hun har opholdsret, ikke er berettiget til invaliditetsydelse, da dette ville medføre, at hun blev en urimelig byrde for det sociale system, hvorved hun ville miste sin opholdsret.

86.

Med sit tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvorvidt EU-retten er til hinder for, at en værtsmedlemsstat begrænser adgangen til invaliditetsydelse for en slægtning i opstigende linje til en vandrende EU-arbejdstager med den begrundelse, at den forsørgede slægtning som følge af ydelsen bliver en urimelig byrde for statens sociale system.

87.

Jeg skal indledningsvis erindre om, at EU-retten ikke giver vandrende unionsborgere og deres familiemedlemmer ret til social bistand. Tilrettelæggelsen af velfærdsstaten henhører i princippet under medlemsstaternes kompetence. Denne kompetence omfatter valget af typerne af sociale ydelser samt betingelserne for at modtage disse ydelser.

88.

Spørgsmålet er derfor ikke, hvorvidt GV er berettiget til invaliditetsydelse. Det henhører under irsk ret. EU-retten kommer imidlertid ind i billedet som følge af princippet om ligebehandling på grundlag af nationalitet ( 47 ). Det forbyder medlemsstaterne at behandle andre EU-medlemsstaters statsborgere anderledes end deres egne statsborgere. Selv om princippet om ligebehandling på grundlag af nationalitet finder direkte anvendelse på grundlag af traktaten, er det blevet konkretiseret i forskellige retsakter i afledt EU-ret, bl.a. i artikel 24 i direktiv 2004/38 og artikel 7 i forordning nr. 492/2011.

89.

GV kan derfor gøre krav på adgang til invaliditetsydelse under henvisning til princippet om ligebehandling. Hvis irske statsborgere har adgang til denne ydelse, bør hun også have adgang til den.

90.

Jeg har i den foreliggende sag påpeget, at der er to personer, hvis ret til ligebehandling kan danne grundlag for GV’s ret til invaliditetsydelse.

91.

For det første er der GV selv. Som en forsørget slægtning i opstigende linje til en vandrende unionsborger skal hun i henhold til artikel 24 i direktiv 2004/38 behandles på samme måde som irske statsborgere hvad angår adgang til invaliditetsydelse.

92.

For det andet er der hendes datter, AC. Ved at nægte adgang til invaliditetsydelse for sin forsørgede mor bringes AC i en situation, der er mindre fordelagtig end den situation, en irsk arbejdstager befinder sig i, når denne forsørger en forælder, der kan gøre krav på invaliditetsydelse. Forbuddet mod forskelsbehandling af AC kan ikke alene baseres på hendes status som unionsborger, der opholder sig i værtsmedlemsstaten i henhold til artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 2004/38 men også, som Kommissionen har foreslået, på grundlag af hendes status som arbejdstager, der har udøvet retten til fri bevægelighed i henhold til artikel 45 TEUF, sammenholdt med arbejdstagerforordningen. I denne forordnings artikel 7 er princippet om ligebehandling formuleret.

93.

Den forelæggende ret har i sin forelæggelsesafgørelse og i formuleringen af dette spørgsmål fremhævet, at den primære omsorgsperson i den foreliggende sag er vandrende arbejdstager. Derfor kan der i den foreliggende sag ikke ses bort fra den mulige forskelsbehandling af denne arbejdstager.

94.

Jeg foreslår følgelig, at Domstolen tager hensyn til begge disse perspektiver.

95.

Jeg vil først undersøge, hvorledes GV’s krav om invaliditetsydelse kan baseres indirekte på AC’s ret til ligebehandling [a)], og derefter, hvorledes den kan baseres direkte på hendes egen ret til ligebehandling som foreskrevet i direktiv 2004/38 [b)] ( 48 ). Jeg vil derefter vurdere, om disse rettigheder kan begrænses på grundlag af bekymring for, at en slægtning i opstigende linje bliver en urimelig byrde for værtsmedlemsstatens sociale system, når vedkommende modtager sociale ydelser [c)].

96.

Efter min opfattelse kan GV’s ret til invaliditetsydelse følge af den ret til ligebehandling, som AC har som arbejdstager, der har udøvet sin ret til fri bevægelighed.

97.

Artikel 45, stk. 2, TEUF bestemmer, at arbejdskraftens frie bevægelighed »forudsætter afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere, for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår«.

98.

Kan forskelsbehandling af en vandrende EU-arbejdstagers forælder i forhold til forældrene til arbejdstagere, der er statsborgere i værtsmedlemsstaten, anses for forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til artikel 45, stk. 2, TEUF?

99.

Denne traktatbestemmelse blev yderligere gennemført og præciseret ved arbejdstagerforordningen. I henhold til denne forordnings artikel 7, stk. 2, skal en arbejdstager, der er unionsborger, »nyde samme sociale og skattemæssige fordele som indenlandske arbejdstagere« i en anden medlemsstat ( 49 ).

100.

Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt en social ydelse, som en arbejdstagers forælder modtager, kan anses for at være en social fordel, som den pågældende arbejdstager nyder.

101.

Af følgende grunde skal dette spørgsmål besvares bekræftende. For det første har Domstolen anlagt en udvidende fortolkning af begrebet »social fordel« i arbejdstagerforordningen ( 50 ). Det omfatter »alle de fordele, det være sig med eller uden tilknytning til en arbejdskontrakt, som generelt tilkommer alle indenlandske arbejdstagere i det væsentlige på grund af deres objektive status som arbejdstagere, eller alene fordi de har sædvanlig bopæl på det nationale område, og hvis udstrækning til også at gælde arbejdstagere med statsborgerskab i andre medlemsstater følgelig må antages at kunne fremme disses mobilitet inden for Unionen og dermed deres integration i værtsmedlemsstaten« ( 51 ).

102.

Domstolens retspraksis har allerede bekræftet, at dette begreb kan omfatte en social ydelse, f.eks. en invaliditetsydelse ( 52 ). Den har ligeledes bekræftet, at begrebet »sociale fordele« som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011 kan finde anvendelse på ydelser, som samtidig falder ind under anvendelsesområdet for forordning nr. 883/2004, som f.eks. invaliditetsydelse i denne sag ( 53 ).

103.

For det andet omfatter begrebet arbejdstagerens »sociale fordel« også en social ydelse, som f.eks. invaliditetsydelse, når den ydes til arbejdstagerens forælder og ikke til arbejdstageren selv.

104.

Domstolen begrænsede oprindeligt begrebet »sociale fordele« til ydelser, der tildeles arbejdstagerne selv ( 54 ), men retspraksis ændrede sig efter Lebon-dommen. Det følger af denne dom, at en fordel, der ydes til en direkte efterkommer, kan udgøre arbejdstagerens »sociale fordel«, hvis denne efterkommer forsørges af arbejdstageren ( 55 ).

105.

Efter min opfattelse gælder den samme logik hvad angår forsørgede slægtninge i opstigende linje. GV forsørges af AC. Det, hun ikke får i social bistand, vil AC skulle sørge for. Hvis GV tildeles invaliditetsydelse, vil dette med andre ord også gøre AC’s situation lettere ( 56 ). Hvis de irske myndigheder derimod afviser at tildele hendes mor denne bistand, vil AC blive stillet mindre fordelagtigt end irske arbejdstagere i en tilsvarende situation.

106.

For at vurdere, om AC befinder sig i en mindre fordelagtig situation, skal hun sammenlignes med arbejdstagere, der er irske statsborgere. Disse arbejdstagere kan også have forældre, der er unionsborgere, men ikke irske statsborgere, og som kan få afslag på invaliditetsydelser, hvis de har haft ophold i Irland i mindre end fem år ( 57 ). I de fleste situationer vil de irske arbejdstageres forældre imidlertid også være irske statsborgere og derfor berettiget til invaliditetsydelse. I denne henseende kan den forskelsbehandling af AC, der skyldes, at hendes mor ikke kan søge om invaliditetsydelse, kategoriseres som en indirekte forskelsbehandling hvad angår sociale fordele, som indenlandske arbejdstagere har.

107.

Endelig bekræfter fast retspraksis, at familiemedlemmer, som forsørges af en unionsborger, har indirekte fordele af den ligebehandling, som tillægges den vandrende arbejdstager i medfør af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011 ( 58 ). Domstolen har allerede inkluderet slægtninge i opstigende linje i denne gruppe af indirekte modtagere ( 59 ).

108.

Selv om de kun har indirekte fordele af arbejdstagerens ret til ligebehandling, kan forsørgede slægtninge gøre krav på sociale ydelser i deres eget navn ( 60 ). De argumenter, som de sagsøgte og de medlemsstaters regeringer, der har afgivet indlæg i sagen, har fremført – hvorefter AC’s ret til ligebehandling ikke er relevant, da GV har gjort krav på ydelsen i eget navn – er således uden betydning.

109.

Den fortolkning af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011 som foreslås, fremmer arbejdskraftens frie bevægelighed, for så vidt som den – som Domstolen har fastslået for nylig – gør det muligt at skabe de bedst mulige betingelser for integrationen af familiemedlemmer til unionsborgere, der har gjort brug af denne frihed, og som har udøvet beskæftigelse i værtsmedlemsstaten ( 61 ).

110.

Afslutningsvis kan det konkluderes, at en forsørget slægtning i opstigende linje til en vandrende EU-arbejdstager har ret til at kræve ydelser, der på grundlag af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011 kan anses for at være en social fordel for den EU-arbejdstager, som slægtningen forsørges af.

111.

I lyset af GV’s situation, hvor hun forsørges af AC, kan hun derfor påberåbe sig artikel 45, stk. 2, TEUF, sammenholdt med artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011, med henblik på – idet hun kan drage indirekte fordel af sin datters ret til ligebehandling – at gøre krav på en særlig ikke-bidragspligtig kontantydelse som invaliditetsydelsen i denne sag.

112.

Arbejdskraftens frie bevægelighed og arbejdstagerforordningen indeholder således allerede et svar på tvisten for den forelæggende ret. Jeg vil dog nu se nærmere på muligheden for at besvare denne rets spørgsmål på grundlag af direktiv 2004/38.

113.

Ifølge artikel 24, stk. 1, i direktiv 2004/38 anvendes traktatens bestemmelser uden forskelsbehandling på alle unionsborgere, der i henhold til dette direktiv opholder sig i værtsmedlemsstaten, og på værtsmedlemsstatens egne statsborgere.

114.

I retspraksis er det blevet præciseret, at en unionsborger kan kræve ret til samme behandling som værtsmedlemsstatens statsborgere, såfremt den pågældendes ophold på værtsmedlemsstatens område overholder betingelserne i direktiv 2004/38 ( 62 ).

115.

Da GV er en slægtning i opstigende linje til en vandrende EU-arbejdstager og forsørges af denne arbejdstager – som forklaret i dette forslag til afgørelses første del – overholder hun betingelserne i direktiv 2004/38 og har derfor en afledt ret til ophold i Irland. Hun har følgelig ret til ligebehandling.

116.

GV’s ret til ligebehandling i henhold til arbejdstagerforordningen er en ret, der er afledt af hendes datters selvstændige ret til ligebehandling. GV har imidlertid også en selvstændig ret til ligebehandling i henhold til artikel 24, stk. 1, i direktiv 2004/38. Efter at have fået afledt opholdsret erhverver hun sin egen selvstændige ret til at blive behandlet på samme måde som irske statsborgere. Hun bør derfor have ret til at kræve invaliditetsydelse på de samme betingelser som irske statsborgere.

117.

De sagsøgte i hovedsagen samt den tjekkiske, den danske og den tyske regering er imidlertid af den opfattelse, at en medlemsstat ikke er forpligtet til at tildele en sådan ydelse, hvis ansøgeren ville blive en urimelig byrde for det sociale system.

118.

Argumentet om, at GV kan udgøre en urimelig byrde for statens sociale system (herefter »argumentet om en urimelig byrde«) er i den foreliggende sag blev anvendt til at udtrykke tre forskellige typer hensyn. Det første hensyn vedrører den begrænsende virkning, det kan have på medlemsstaternes valg af velfærdspolitik, hvis der gives adgang til sociale ydelser. Det andet drejer sig om solidaritet. Det tredje, der er forbundet med de ovenstående, vedrører frygten for såkaldt »velfærdsturisme«. Jeg vil analysere alle tre hver især og derefter konkludere, at argumenter med udgangspunkt i disse hensyn ikke kan danne grundlag for en begrænsning af GV’s ret til ligebehandling, hverken som en indirekte rettighed baseret på hendes datters selvstændige ret til som vandrende arbejdstager at blive behandlet lige eller som den selvstændige ret til ligebehandling, som GV har erhvervet gennem sin afledte opholdsret.

119.

Hensynet til nationale socialpolitikkers holdbarhed bør ubestrideligt tages alvorligt.

120.

I forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed har Domstolen anerkendt, at »budgetmæssige hensyn kan være afgørende for en medlemsstats socialpolitiske valg og påvirke arten og omfanget af de sociale beskyttelsesforanstaltninger, staten ønsker at træffe« ( 63 ). Domstolen udelukkede imidlertid, at sådanne hensyn kan begrunde en forskelsbehandling af vandrende EU-arbejdstagere ( 64 ).

121.

Da argumentet om en urimelig byrde ikke kan anvendes som begrundelse for at begrænse vandrende EU-arbejdstageres ret til ligebehandling, kan det heller ikke anvendes til at begrænse den afledte ret til ligebehandling, som tilkommer den pågældende arbejdstagers forsørgede slægtning i opstigende linje, hvis ret til at kræve sociale ydelser er en social fordel for den pågældende arbejdstager.

122.

Irland kan derfor ikke anse GV for en urimelig byrde for landets sociale system, når hendes krav om invaliditetsydelse analyseres på grundlag af hendes datters ret til at blive behandlet på samme måde som indenlandske arbejdstagere.

123.

Svaret er efter min opfattelse det samme, hvis det vurderes, at GV har en retsstilling som slægtning i opstigende linje til en vandrende EU-arbejdstager og har en selvstændig ret til ligebehandling efter artikel 24, stk. 1, i direktiv 2004/38 på grundlag af sin afledte opholdsret i medfør af direktivets artikel 7, stk. 1, litra d).

124.

Jeg skal forklare hvorfor: Alle unionsborgere blev ved den primære ret indrømmet ret til fri bevægelighed (som omfatter opholdsret og ret til ligebehandling), men den giver mulighed for, at disse rettigheder underlægges betingelser i henhold til enten afledt EU-ret eller national ret. Direktiv 2004/38 fastlægger rammerne for de betingelser, som det er acceptabelt at knytte til retten til fri bevægelighed. Det anerkendte medlemsstaternes hensyn i denne forbindelse og fastsatte, at unionsborgernes ret til ophold kan underlægges betingelser for at hindre, at de bliver en urimelig byrde for værtsmedlemsstatens sociale system ( 65 ). Det gav derfor medlemsstaterne mulighed for at begrænse retten til ophold for visse udtrykkeligt definerede kategorier af borgere (men ikke for andre) ved at tillade argumentet om en urimelig byrde som begrundelse.

125.

Dette er dog kun muligt i udtrykkeligt angivne situationer og kun i forhold til visse grupper af unionsborgere, som ikke er økonomisk aktive. Disse situationer vedrører indledningsvis borgere, hvis ret til fri bevægelighed er baseret på den formodning, at de råder over tilstrækkelige midler til at forsørge sig selv og deres familie [artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38], og studerende [direktivets artikel 7, stk. 1, litra c)]. Kun i disse situationer kan argumentet om en urimelig byrde påberåbes.

126.

Jeg vil gå et skridt videre og nævne, at disse begrænsninger – selv når det drejer sig om begrænsninger af retten til ophold for de anførte kategorier af borgere – ikke kan være automatiske. Selv om Domstolens retspraksis vedrørende disse begrænsninger har været genstand for en vis kritik i retslitteraturen med hensyn til klarheden ( 66 ), finder jeg det klart, at en stat, der ønsker at påberåbe sig et sådant argument, først skal påvise, at der er systemiske risici for dens sociale system ( 67 ), og desuden påvise, at disse risici begrunder begrænsninger af en bestemt persons rettighed i et konkret tilfælde. Når medlemsstaterne vælger at anvende argumentet om en urimelig byrde, som EU-lovgivningen giver mulighed for, skal de således stadig iagttage proportionalitetsprincippet ( 68 ).

127.

Alle personer, der har opholdsret på grundlag af direktiv 2004/38, skal af værtsmedlemsstaten behandles på samme måde som dens egne statsborgere. De eneste undtagelser til dette princip er udtrykkeligt fastsat i artikel 24, stk. 2, i direktiv 2004/38. I sin egenskab af undtagelse til princippet om ligebehandling skal denne bestemmelse fortolkes strengt ( 69 ).

128.

Slægtninge i opstigende linje til vandrende EU-arbejdstagere er ikke omfattet af anvendelsesområdet for artikel 24, stk. 2, i direktiv 2004/38.

129.

Sammenfattende kan retten til ophold for forsørgede slægtninge i opstigende linje ikke begrænses med den begrundelse, at de er en urimelig byrde for en stats sociale system, ligesom retten til ligebehandling, der følger af opholdsretten, heller ikke kan begrænses af nogen som helst grund.

130.

Dette er efter min opfattelse resultatet af den lovgivningsmæssige konsensus på EU-plan om den ligevægt mellem hensynet til den frie bevægelighed og hensynet til medlemsstaternes velfærdssystemer, som kan accepteres. Som anført af Kommissionen blev der under den lovgivningsproces, der førte til vedtagelsen af direktiv 2004/38, taget hensyn til medlemsstaternes legitime bekymringer for deres sociale system.

131.

Resultatet af denne lovgivningsmæssige konsensus er den aktuelle situation, hvorved værtsmedlemsstaten hverken kan anse vandrende EU-arbejdstagere eller deres forsørgede slægtninge i opstigende linje for en urimelig byrde. Med andre ord er disse familiemedlemmer en (u)rimelig byrde på samme måde som medlemsstatens egne statsborgere er en (u)rimelig byrde.

132.

I denne henseende står det medlemsstaterne frit for at tilrettelægge deres sociale bistandssystemer således, som de finder det passende. De kan vælge, hvilke former for ydelser de vil tilbyde, eller de kan beslutte at fjerne en eksisterende ydelse eller at reducere dens størrelse. Når medlemsstaterne træffer disse valg, skal de dog blandt de faktorer, der påvirker deres politiske beslutninger, medtage forsørgede familiemedlemmer til vandrende EU-arbejdstagere, der har ophold i deres land.

133.

Irland kan derfor ikke anse GV for en urimelig byrde for landets sociale system, når hendes ansøgning om invaliditetsydelse analyseres på grundlag af hendes selvstændige ret til ligebehandling, som følger af hendes afledte opholdsret.

134.

Den anden måde, hvorpå argumentet om en urimelig byrde kan forstås, drejer sig om solidaritet, dvs. som villighed til at deltage i byrdefordelingen. En sådan solidaritet er normalt baseret på tilhørsforholdet til et fællesskab, det være sig nationalt, fagligt, familiemæssigt eller europæisk ( 70 ), som gør det muligt at udelukke dem, der ikke er medlem af fællesskabet, idet det opfattes som urimeligt at dele byrden med dem ( 71 ).

135.

I denne henseende har de sagsøgte gjort gældende, at forsørgede slægtninge i opstigende linje først bør have ret til sociale ydelser som invaliditetsydelse, når de har fået ret til tidsubegrænset ophold, men ikke i de første fem år af deres ophold i værtsmedlemsstaten. Efter deres opfattelse afspejles dette i direktiv 2004/38’s opbygning, idet det sondrer mellem korte ophold i landet på indtil tre måneder ( 72 ), ophold i mere end tre måneder ( 73 ) og endelig ret til tidsubegrænset ophold, som kan opnås efter fem års ophold i værtsmedlemsstaten ( 74 ). Efter disse sagsøgtes opfattelse bør familiemedlemmer i de første fem år fortsat være den vandrende EU-arbejdstagers ansvar, som de har sluttet sig til i værtsmedlemsstaten, og bør ikke kræve, at denne stats skatteydere bærer de omkostninger, der er forbundet med disse familiemedlemmer.

136.

Det er korrekt, at direktiv 2004/38 anerkender et gradvist system med hensyn til rettigheder, der er baseret på opholdets varighed i værtsmedlemsstaten ( 75 ). Dette afspejler imidlertid ikke forskellige grader af solidaritet. Direktivet indeholder ikke bestemmelser om, at rettighederne for forsørgede direkte slægtninge til den vandrende unionsborger kan begrænses, efter at de har opholdt sig tre måneder i værtsmedlemsstaten ( 76 ).

137.

Ligebehandling af slægtninge i opstigende linje hvad angår deres adgang til sociale ydelser fremmer faktisk deres progressive integration i værtsmedlemsstaten ( 77 ).

138.

Som Domstolen har anerkendt i sin principielle dom i Grzelczyk-sagen ( 78 ), afspejler direktiv 2004/38 samt arbejdstagerforordningen således »en vis økonomisk solidaritet fra denne stats statsborgeres side med statsborgere fra andre medlemsstater«.

139.

Endelig bør det ikke glemmes, at der i henhold til artikel 70, stk. 4, i forordning nr. 883/2004 kun kan ansøges om en ydelse som f.eks. invaliditetsydelse i bopælsmedlemsstaten (jf. dette forslag til afgørelses punkt 7). Hvis denne form for særlig ikke-bidragspligtig ydelse fandtes i Rumænien, ville GV med andre ord ikke kunne gøre krav på den fra denne stat, eftersom hun er bosat i Irland.

140.

Irland kan derfor ikke anse GV for en urimelig byrde for landets sociale system med den begrundelse, at hun ikke har været en del af dets samfund længe nok til at gøre sig fortjent til solidaritet.

141.

Endelig skal jeg se nærmere på endnu et hensyn, som de medlemsstaters regeringer, der har afgivet indlæg i den foreliggende sag, har givet udtryk for, men som også forekommer i det politiske liv i EU og i retslitteraturen. Det drejer sig om frygten for såkaldt »velfærdsturisme«. Der er medlemsstater – navnlig de, der har et højt socialt beskyttelsesniveau – der har udtrykt bekymring med hensyn til de unionsborgere, der vælger at flytte til disse lande udelukkende for at drage fordel af deres sociale systemer ( 79 ). Denne praksis, der ofte betragtes som misbrug af retten til fri bevægelighed, blev behandlet i Dano-dommen ( 80 ). I denne sag blev det fastslået, at ikke-erhvervsaktive unionsborgere, der har udøvet deres frie bevægelighed alene med det formål at opnå social bistand i værtsmedlemsstaten, ikke har ret til ligebehandling i henhold til direktiv 2004/38 ( 81 ).

142.

Kan et sådant misbrug finde sted, når den økonomisk inaktive borger har en afledt ret til ophold og ret til ligebehandling på grundlag af en vandrende EU-arbejdstager, som er en økonomisk aktiv borger? Man kunne muligvis forestille sig en situation, hvor en unionsborger besluttede at udøve beskæftigelse (eller at blive selvstændig erhvervsdrivende) i en anden medlemsstat end vedkommendes oprindelsesmedlemsstat udelukkende for at gøre det muligt for sin(e) slægtning(e) i opstigende linje at gøre krav på social bistand i værtsmedlemsstaten. Selv i et usandsynligt scenario som dette ( 82 ) ville den unionsborger, hvis rettighed danner grundlag for, at den forsørgede direkte slægtning har en afledt status som berettiget person, være arbejdstager i værtsmedlemsstaten. En borgers indrejse i en anden medlemsstat med henblik på at udøve beskæftigelse kan ikke anses for misbrug, men snarere som udøvelse af en grundlæggende traktatsikret rettighed. Hvis en person udelukkende rejser ind i værtslandet som arbejdssøgende, giver artikel 24, stk. 2, i direktiv 2004/38 medlemsstaterne mulighed for at udelukke denne person og vedkommendes familiemedlemmer fra retten til visse sociale ydelser, men ikke nødvendigvis alle ydelser, f.eks. sociale sikringsydelser ( 83 ). Når familiemedlemmernes rettigheder er baseret på en vandrende EU-arbejdstagers rettigheder, kan jeg imidlertid ikke se, hvorledes det kan hævdes, at den pågældende arbejdstager udelukkende er rejst ind i landet med det formål at modtage social bistand.

143.

Selv om jeg ikke kan forestille mig det, kan jeg ikke helt udelukke, at misbrug kan forekomme. I disse situationer ville artikel 35 i direktiv 2004/38, som blev vedtaget specifikt for at forebygge risikoen for misbrug, samt retspraksis i Dano-dommen kunne anvendes til at forhindre, at en sådan risiko bliver til virkelighed.

144.

Situationen i den foreliggende sag synes ikke at give anledning til sådanne betænkeligheder. AC har allerede opholdt sig i Irland som arbejdstager i en lang periode. Hun har opbygget stærke bånd til det irske samfund, hvilket fremgår af den omstændighed, at hun erhvervede irsk statsborgerskab den 17. juli 2015 ( 84 ). Det er svært at tro, at alt dette var planlagt udelukkende med det formål at få sin mor til Irland, for at hun kunne gøre krav på en social ydelse ( 85 ).

145.

Ovenstående argumenter leder – samlet eller hver for sig – frem til den konklusion, at når betingelserne for ligebehandling er opfyldt ( 86 ), er begrebet »urimelig byrde for medlemsstatens sociale system« ikke en lovlig begrundelse for, at en medlemsstat kan nægte forsørgede slægtninge i opstigende linje til vandrende EU-arbejdstagere adgang til særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser.

146.

Jeg er følgelig af den opfattelse, at artikel 45, stk. 2, TEUF, sammenholdt med artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011 og artikel 21, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 24, stk. 1, i direktiv 2004/38, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der begrænser adgangen til en særlig ikke-bidragspligtig kontantydelse for en vandrende EU-arbejdstagers slægtning i opstigende linje, som har en afledt ret til ophold, fordi den pågældende forsørges af denne arbejdstager, og som har opholdt sig lovligt i mere end tre måneder i bopælsmedlemsstaten, med den begrundelse, at tildelingen af en sådan ydelse vil medføre, at det pågældende familiemedlem bliver en urimelig byrde for denne stats sociale system.

147.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Court of Appeal (appeldomstol, Irland) forelagte spørgsmål som følger: