1.

Et design kan beskyttes i henhold til EU-retten, hvis det opfylder kravene om nyhed og individuel karakter. Situationen bliver imidlertid vanskeligere, når det produkt, hvorpå det pågældende design anvendes, udgør en komponent af et sammensat produkt. Der ydes i så fald kun beskyttelse, såfremt denne komponent efter at være blevet monteret fortsat er synlig under brugen af det sammensatte produkt, hvori den indgår, og såfremt de synlige dele af komponenten udviser de krævede kendetegn med hensyn til nyhed og individuel karakter. Disse supplerende krav er indført for at undgå, at designretten udnyttes til at monopolisere produktionen og afsætningen af reservedele til sammensatte produkter, bl.a. i bilindustrien ( 2 ).

2.

Betingelserne for at opnå beskyttelse af design, der anvendes på komponenter af sammensatte produkter, vedrører ikke desto mindre alle sektorer, og det er i praksis ofte vanskeligt at foretage en korrekt fortolkning af begreberne »synlighed« og »normal brug« af et produkt. Denne fortolkning er genstanden for den foreliggende sag.

3.

Artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/71/EF af 13. oktober 1998 om retlig beskyttelse af mønstre ( 3 ) bestemmer følgende:

»I dette direktiv forstås ved:

4.

Dette direktivs artikel 3, stk. 3 og 4, har følgende ordlyd:

»3.   Et mønster, der finder anvendelse på eller indgår i et produkt, som udgør en komponent af et sammensat produkt, anses kun for at være nyt og have individuel karakter:

4.   Ved »normal brug« i den i stk. 3, litra a), anvendte betydning forstås den endelige brugers anvendelse, med udelukkelse af vedligeholdelse og reparation.«

5.

§ 1, nr. 4, og § 4 i Gesetz über den rechtlichen Schutz von Design (lov om retlig beskyttelse af design) af 24. februar 2014 ( 4 ) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »designloven«), gennemfører i det væsentlige artikel 3, stk. 3 og 4, i direktiv 98/71 ordret. Udtrykket »bestimmungsgemäße Verwendung«, som anvendes til at betegne »normal brug« i den tyske sprogversion af dette direktiv og dermed i designloven, synes imidlertid at føre til en mere snæver fortolkning end den, der følger af andre sprogversioner af dette direktiv.

6.

Monz Handelsgesellschaft International mbH & Co. KG (herefter »Monz«), der er et tysk selskab, er indehaver af design nr. 40 2011 004 383-0001, der siden den 3. november 2011 har været registreret hos Deutsches Patent- und Markenamt (den tyske patent- og varemærkemyndighed, herefter »DPMA«) for produkterne »sadler til cykler eller motorcykler«. Designet er registreret med følgende eneste illustration, som viser undersiden af en sadel:

7.

Büchel GmbH & Co. Fahrzeugtechnik KG (herefter »Büchel«), der ligeledes er et tysk selskab, anmodede den 27. juli 2016 DPMA om at erklære det omtvistede design ugyldigt, idet dette selskab gjorde gældende, at designet ikke opfyldte betingelserne for opnåelse af beskyttelse, nemlig at det var nyt og af individuel karakter. Selskabet anførte, at dette design ikke kunne beskyttes i henhold til designlovens § 4, da det som komponent i et sammensat produkt såsom en »cykel« eller en »motorcykel« ikke var synligt ved normal brug af dette.

8.

Ved afgørelse af 10. august 2018 forkastede DPMA ugyldighedsbegæringen med henvisning til, at der ikke forelå nogen grund til at udelukke det omtvistede design fra beskyttelse i medfør af designlovens § 4. Efter DPMA’s opfattelse er det ansøgte design for »sadler til cykler eller motorcykler« ganske vist en »komponent af et sammensat produkt«, men denne komponent er fortsat synlig ved normal brug af dette sammensatte produkt. DPMA fandt, at normal brug ligeledes omfatter »afmontering og genmontering af sadlen til andre formål end vedligeholdelse og reparation«, så meget desto mere som designlovens § 1, nr. 4, indeholder »en udtømmende liste over »unormale anvendelser som omhandlet i designlovens § 4, der er udformet som en undtagelse og derfor skal fortolkes strengt« ( 5 ). DPMA fastslog, at det fremgår af denne bestemmelse, at »enhver anvendelse, som foretages af den endelige bruger, og som ikke anses for vedligeholdelse eller reparation […], derfor udgør normal brug«.

9.

Büchel indbragte denne afgørelse for Bundespatentgericht (forbundsdomstol i patentretlige sager, Tyskland), som ved afgørelse af 27. februar 2020 erklærede det omtvistede design ugyldigt, fordi det ikke opfyldte kravene om nyhed og individuel karakter. Ifølge denne domstol er det i henhold til designlovens § 4 kun komponenter, som fortsat er »synlige efter at være blevet inkorporeret i det sammensatte produkt«, der umiddelbart kan beskyttes som design. Hvis det kun er muligt at se en komponent som følge af eller i forbindelse med, at den adskilles fra et sammensat produkt, er der omvendt ikke tale om en synlighed, som er til hinder for, at der ikke indrømmes beskyttelse i henhold til designlovens § 4. Den nævnte domstol fastslog, at den normale brug som omhandlet i designlovens § 1, nr. 4, af en cykel kun omfatter kørslen samt på- og afstigning. I forbindelse med disse anvendelser er sadlens underside ifølge denne domstol hverken synlig for den endelige bruger eller for en tredjemand. Monz har iværksat revisionsanke ved den forelæggende ret til prøvelse af denne afgørelse.

10.

Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) har på denne baggrund besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

11.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse er indgået til Domstolen den 2. august 2021. Parterne i hovedsagen og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Der er ikke afholdt retsmøde i sagen.

12.

Retten i første instans i hovedsagen erklærede som nævnt det omhandlede design ugyldigt, idet den fandt, at den normale brug af en cykel består i kørslen samt den tilhørende på- og afstigning, hvor sadlens underside normalt ikke er synlig, hvilket strider mod kravet i de tyske lovbestemmelser, der gennemfører artikel 3, stk. 3, i direktiv 98/71.

13.

De foreliggende præjudicielle spørgsmål skal forstås i lyset af denne vurdering. Den forelæggende ret ønsker for det første oplyst, om retten i første instans med føje fastslog, at der kun skal tages hensyn til synligheden af en komponent af et sammensat produkt i en situation, hvor dette produkt anvendes (det første spørgsmål), og for det andet, at det kun er anvendelsen af dette produkt til dets primære formål – i det foreliggende tilfælde at transportere cyklisten – der er relevant (det andet spørgsmål).

14.

Med det første præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 3, i direktiv 98/71 skal fortolkes således, at det, for at et design, der finder anvendelse på eller indgår i et produkt, som udgør en komponent af et sammensat produkt, kan beskyttes, er tilstrækkeligt, at denne komponent i abstrakt forstand er synlig, eller om den nævnte komponent skal være synlig under normal brug af dette sammensatte produkt.

15.

Det bestemmes ligeledes i artikel 3, stk. 3, litra b), i direktiv 98/71, at det er de synlige elementer af komponenten, der i sig selv skal opfylde kravene om nyhed og individuel karakter. Selv om der ikke henvises udtrykkeligt til dette aspekt i de præjudicielle spørgsmål, er det imidlertid underforstået. Det er nemlig klart, at der i hovedsagen er tale om synligheden af undersiden af en sadel, dvs. det sted, hvorpå det omhandlede design finder anvendelse. I henhold til dette direktivs artikel 7 kan der i øvrigt ikke erhverves rettigheder til design, hvis udseende alene er bestemt af den tekniske funktion. Dette synes imidlertid ikke at være tilfældet i den foreliggende sag. Det ser under alle omstændigheder ikke ud til, at der er fremført en sådan indsigelse mod det design, der er omhandlet i hovedsagen.

16.

Jeg vil indledningsvis i lighed med den forelæggende ret anføre, at retten i første instans med rette kvalificerede sadler til cykler og motorcykler som »komponenter af et sammensat produkt« som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i direktiv 98/71.

17.

Retten i første instans forkastede i øvrigt med føje DPMA’s afgørelse, for så vidt som denne myndighed fastslog, at det er tilstrækkeligt, at undersiden af en sadel er synlig, når den monteres på eller afmonteres fra en cykel. Det fremgår nemlig klart af artikel 3, stk. 3, litra a), i direktiv 98/71, at komponenten fortsat skal være synlig »efter at være blevet inkorporeret i det sammensatte produkt«. Der kan derfor ikke tages hensyn til komponentens synlighed, når den monteres eller afmonteres, selv om der er tale om almindelige handlinger i forbindelse med anvendelsen af et produkt.

18.

Med hensyn til det præjudicielle spørgsmål er ordlyden af artikel 3, stk. 3, litra a), i direktiv 98/71 ikke lige så klar, som man umiddelbart skulle tro. Som Monz har fremhævet i sit indlæg, kræves det nemlig i denne bestemmelse, at komponenten efter at være blevet inkorporeret i det sammensatte produkt »fortsat« ( 6 ) er synlig under normal brug af dette produkt. Denne formulering kan fortolkes således, at det er tilstrækkeligt, at den pågældende komponent efter montering i det sammensatte produkt ikke er helt tildækket, således at det i hvert fald i teorien vil være muligt at se den, selv om det eventuelt skal ske fra en usædvanlig synsvinkel. De eneste design, der er udelukket fra beskyttelse i medfør af dette direktiv, er således design, som anvendes på komponenter, hvis synlighed kræver, at der træffes foranstaltninger, som ikke kan henføres til normal brug af et produkt, herunder afmontering.

19.

Denne fortolkning strider imidlertid mod ordlyden af anden del af artikel 3, stk. 3, litra a), i direktiv 98/71, hvorefter den pågældende komponent skal være synlig »under« ( 7 ) det sammensatte produkts normale brug. Som både den forelæggende ret og Kommissionen – efter min opfattelse med rette – har påpeget, udelukker dette udtryk tilfælde, hvor komponenten kun er synlig i situationer, der ikke forekommer under normal brug af det pågældende produkt.

20.

Som Kommissionen i det væsentlige har påpeget, fremgår det i øvrigt af artikel 1, litra a), i direktiv 98/71, at genstanden for beskyttelsen af et design i henhold til dette direktiv er et produkts eller en del af et produkts udseende. Selv om dele, der er bestemt til at blive inkorporeret i et sammensat produkt, selv udgør produkter i overensstemmelse med dette direktivs artikel 1, litra b), kan de kun beskyttes, såfremt de er synlige efter at være blevet inkorporeret. Det er således udseendet af komponenten i det sammensatte produkt, der er genstand for beskyttelse. Efter min opfattelse er det imidlertid vanskeligt at tale om et produkts udseende, hvis dette produkt efter at være blevet inkorporeret i et sammensat produkt kun er synligt i sjældne og usædvanlige situationer, henset til den normale brug af dette sammensatte produkt.

21.

Jeg foreslår på denne baggrund, at det første præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 3, i direktiv 98/71 skal fortolkes således, at for at et design, der finder anvendelse på eller indgår i et produkt, som udgør en komponent af et sammensat produkt, kan beskyttes i henhold til dette direktiv, skal den pågældende komponent være synlig under normal brug af dette sammensatte produkt.

22.

Det springende punkt i den foreliggende sag er som følge heraf fortolkningen af begrebet »normal brug« som omhandlet i artikel 3, stk. 4, i direktiv 98/71, som er genstand for det andet præjudicielle spørgsmål.

23.

Med det andet præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 4, i direktiv 98/71 skal fortolkes således, at udtrykket »normal brug« kun omfatter anvendelsen af et sammensat produkt til dets primære formål ( 8 ), eller om det omfatter alle situationer, der med rimelighed vil kunne opstå i forbindelse med den endelige brugers anvendelse af et sådant produkt ( 9 ).

24.

Dette spørgsmål afspejler de konklusioner, der blev draget af retten i første instans, som kvalificerede kørslen med en cykel samt den tilhørende på- og afstigning som »normal brug«. Ifølge denne ret er cykelsadlens underside imidlertid ikke synlig i disse situationer, hvilket indebærer, at et design, der anvendes på dette sted, ikke er synligt under normal brug som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i direktiv 98/71.

25.

Retten har ganske vist anvendt en sådan – og tilmed strengere – tilgang i sine i øvrigt ganske få domme vedrørende fortolkningen af artikel 4, stk. 2, i forordning (EF) nr. 6/2002 ( 10 ), der i forbindelse med ordningen for beskyttelse af EF-design svarer til artikel 3, stk. 3, i direktiv 98/71. Retten har fastslået, at synligheden af en komponent af et sammensat produkt alene skal vurderes ud fra perspektivet for den endelige bruger af dette sammensatte produkt, når det anvendes til sit primære formål ( 11 ).

26.

Hvis denne tilgang anvendes på cykelsadler, vil det få det uønskede resultat, at intet design, der anvendes på en sadel, vil kunne beskyttes, eftersom sadlen under cyklens primære anvendelse, dvs. under kørslen, er helt dækket af den del af brugerens krop, der er placeret på sadlen, til forskel fra undersiden af denne sadel, som imidlertid under alle omstændigheder fortsat vil være usynlig.

27.

I erkendelse af dette resultat fastslog retten i første instans i hovedsagen, at begrebet »normal brug« indbefatter »på- og afstigning«. Den udelukkede imidlertid navnlig opbevaring og transport af cyklen, som må anses for forudgående eller efterfølgende handlinger i forhold til anvendelsen af denne cykel. Dette ræsonnement er ikke overbevisende, for hvis det antages, at den »normale brug« af en cykel kun omfatter kørslen, vil på- og afstigningen også være en forudgående eller efterfølgende handling i lighed med opbevaring og transport. Sondringen mellem disse handlinger forekommer derfor vilkårlig.

28.

Efter min opfattelse fører denne tilgang imidlertid til en for snæver definition af vendingen »normal brug« som omhandlet i artikel 3, stk. 4, i direktiv 98/71, da den uden grund begrænser beskyttelsen af design, der anvendes på komponenter af sammensatte produkter.

29.

Det er almindeligt anerkendt, at den særlige EU-lovgivning om beskyttelse af design, der anvendes på komponenter af sammensatte produkter, er motiveret af ønsket om at undgå, at designretten udnyttes til monopolisering af reservedelsmarkedet. Denne lovgivning er imidlertid blevet mødt med skarp kritik i retslitteraturen ( 12 ), for så vidt som den udgør en urimelig begrænsning af beskyttelsen af design, der anvendes på komponenter af sammensatte produkter, i forhold til beskyttelsen af design, der anvendes på andre produkter.

30.

Denne kritik er ikke grundløs. Design, som anvendes på produkter, der ikke er bestemt til at blive inkorporeret i sammensatte produkter, beskyttes, uanset om de er synlige »under normal brug«. Eftersom et design defineres som et produkts »eller en del af et produkts« udseende ( 13 ), kan design, som anvendes på dele af produkter, der ikke er synlige, når produktet anvendes til sit primære formål, såsom skosåler eller foret i en jakke, imidlertid indrømmes beskyttelse ( 14 ).

31.

Når designrettigheder udnyttes til at monopolisere et produktmarked, er der ganske vist tale om misbrug, som i videst muligt omfang skal undgås. Dette kan bl.a. sikres ved kravene om, at et design skal være nyt og have individuel karakter, jf. artikel 3, stk. 2, i direktiv 98/71. Efter min opfattelse skal dette direktivs artikel 3, stk. 3, derimod fortolkes således, at det ikke begrænser beskyttelsen af design, der anvendes på reservedele, i urimelig grad. Rækkevidden af en sådan begrænsning, der følger af denne bestemmelse, afhænger imidlertid i vidt omfang af fortolkningen af begrebet »normal brug«.

32.

I henhold til artikel 3, stk. 4, i direktiv 98/71 skal der ved »normal brug« forstås den endelige brugers anvendelse, med udelukkelse af vedligeholdelse og reparation. Dette indebærer selvfølgelig først og fremmest, at der foreligger en anvendelse. Afmontering eller ødelæggelse af et produkt kan ikke betragtes som en anvendelse af dette produkt. Nedenstående redegørelse skal læses med dette forbehold.

33.

Det skal for det første påpeges, at selv om der henvises til den endelige bruger i denne kortfattede definition, kan det efter min opfattelse ikke heraf konkluderes, således som Retten gjorde i de domme, der er nævnt i punkt 25 i dette forslag til afgørelse, at synligheden af en komponent af et sammensat produkt alene skal vurderes i forhold til den endelige bruger af dette produkt. Den »endelige brugers« anvendelse sigter alene til de situationer, hvor denne synlighed skal vurderes, og udelukker dem, der ikke er relateret til den endelige bruger, såsom fremstilling, afsætning og eventuelt destruktion eller genanvendelse af produktet, efter at det er udtjent. Det er også ifølge denne logik, at artikel 3, stk. 4, i direktiv 98/71 udtrykkeligt udelukker vedligeholdelse og reparation, dvs. handlinger, som udføres i den periode, hvor den endelige bruger anvender et produkt, men som ofte foretages af tredjemand, fra begrebet »normal brug«.

34.

Selv om det i artikel 3, stk. 3, i direktiv 98/71, sammenholdt med dette direktivs artikel 3, stk. 4, kræves, at komponenten i et sammensat produkt er synlig under den endelige brugers anvendelse heraf, kan denne bestemmelse derimod ikke forstås således, at denne komponent skal være synlig for den nævnte endelige bruger. Synligheden for andre betragtere spiller også en rolle. Designets tiltrækningskraft for købere af produkterne hænger i øvrigt også sammen med, at det gør det muligt for disse købere at gøre indtryk på andre ( 15 ).

35.

Hvis den endelige brugers perspektiv er afgørende, vil det i øvrigt være nødvendigt at fastlægge præcist, hvem denne endelige bruger er. Dette kan være let nok, når der er tale om et produkt såsom en cykel, men noget vanskeligere i andre situationer. Ser man f.eks. på den endelige bruger af en bus, er det så chaufføren, passagererne eller personalet i den transportvirksomhed, der står for busdriften? Alle disse personer har forskellige perspektiver, og forskellige komponenter af bussen kan være synlige for dem, bl.a. når de benytter denne bus til dens primære formål, dvs. under kørslen.

36.

Begrebet »den endelige bruger« af et sammensat produkt, som er omhandlet i artikel 3, stk. 4, i direktiv 98/71, må heller ikke forveksles med begrebet »den informerede bruger«, som er omhandlet i dette direktivs artikel 5, stk. 1 ( 16 ). Det sidstnævnte begreb vedrører den fiktive person, der anvendes som målestok ved vurderingen af et designs individuelle karakter, hvorimod den »endelige bruger« er en hypotetisk person, som et sammensat produkt, der indeholder en komponent, hvorpå der er anvendt et design, er tiltænkt. Denne endelige brugers evne til at opfatte dette designs individuelle karakter og dermed den pågældendes egenskab af informeret bruger har ingen betydning i denne sammenhæng.

37.

Hvis der kun tages hensyn til den endelige brugers perspektiv, indebærer det endelig logisk set, at begrebet »normal brug« forstås således, at det alene dækker anvendelsen af et produkt til dets primære formål. I andre situationer, hvor der anvendes et produkt, anlægger brugeren nemlig ikke en anden synsvinkel end en tredjemand. Som jeg vil forklare i det følgende, er en sådan indskrænkende fortolkning af begrebet »normal brug« imidlertid ligeså urimelig som kun at tage udgangspunkt i den endelige brugers perspektiv.

38.

For det andet er det nemlig efter min opfattelse, således som Kommissionen også har påpeget, forkert at sidestille den normale brug af et produkt med det for dette produkt tilsigtede primære formål. I praksis kræver anvendelsen af et produkt til dets primære formål ofte, at der udføres forskellige handlinger, før og efter at produktet har opfyldt sit primære formål, såsom opbevaring og transport af produktet. Når produktet er et transportmiddel, kan der være tale om handlinger såsom på- og afstigning, men også på- og aflæsning af bagage eller varer.

39.

Det kan ikke udledes af ordlyden af artikel 3, stk. 4, i direktiv 98/71, at sådanne handlinger skal udelukkes fra begrebet »normal brug«. I den definition af dette begreb, der findes i denne bestemmelse, henvises der tværtimod blot til »den endelige brugers anvendelse«. Det er ikke nødvendigt at fremhæve et yderligere kendetegn ved anvendelsen, for at den kan kvalificeres som »normal«. Alle handlinger, som den endelige bruger af et produkt kan foretage i forbindelse med produktets anvendelse, skal som følge heraf henføres til begrebet »normal brug«, med undtagelse af dem, der udtrykkeligt er udelukket herfra ( 17 ).

40.

Formålet med artikel 3, stk. 3, i direktiv 98/71 taler heller ikke for, at andre handlinger end dem, der vedrører produktets primære formål, udelukkes fra begrebet »normal brug«. Dette formål er at undgå, at designbeskyttelse udnyttes til at monopolisere markedet for reservedele, som ikke er synlige, efter at de er blevet inkorporeret i det sammensatte produkt, eftersom det design, der måtte anvendes på en sådan reservedel, ikke bidrager eller bidrager meget lidt til dette sammensatte produkts udseende. Et produkts udseende synliggøres imidlertid ikke kun, når det anvendes til sit primære formål, men også når det ledsages af handlinger før og efter denne anvendelse og i forbindelse hermed. Den omstændighed, at disse handlinger omfattes af begrebet »normal brug«, rejser derfor ikke tvivl om formålet om at undgå monopolisering af markedet.

41.

For det tredje skal det endelig anføres, at selv om artikel 3, stk. 4, i direktiv 98/71 udtrykkeligt udelukker vedligeholdelse og reparation fra begrebet »normal brug«, er det imidlertid min opfattelse, at denne udelukkelse ikke skal fortolkes for bredt. Visse handlinger, navnlig i forbindelse med vedligeholdelse, er uløseligt forbundet med anvendelsen af visse produkter. Jeg tænker her især på vask og rengøring. Hvis vask og rengøring udelukkes fra begrebet »normal brug«, vil det efter min opfattelse stride mod enhver logik, bl.a. fordi regelmæssig rengøring i visse tilfælde udgør en betingelse for, at produkter kan anvendes ( 18 ). Hertil kommer den løbende vedligeholdelse, som den endelige bruger af et produkt normalt skal sørge for, og som ofte også udgør en forudsætning for dets anvendelse, såsom udskiftning af hjælpematerialer og driftsvæske, pumpning af dæk på køretøjer eller opfyldning af brændstoftanken på produkter, der er forsynet med forbrændingsmotorer. Det kan endelig for det tredje være nødvendigt at afhjælpe mindre fejl såsom papirstop i en printer. Alle disse handlinger er nødvendige for, at den endelige bruger kan anvende et produkt, og skal derfor henføres til begrebet »normal brug«.

42.

De handlinger, der falder uden for dette begreb, er handlinger, som ikke er knyttet til produktets anvendelse, såsom teknisk kontrol, periodisk vedligeholdelse eller egentlig reparation ( 19 ). Disse handlinger foretages som regel ikke af den endelige bruger af produktet, men af fagfolk, og kan desuden kræve, at et sammensat produkt til dels skilles ad eller betragtes fra en usædvanlig vinkel for at få adgang til komponenter, som normalt er usynlige, når produktet anvendes. Det er som følge af disse to særlige forhold begrundet at udelukke disse handlinger fra begrebet »normal brug«.

43.

Når der ved vurderingen af synligheden af en komponent af et sammensat produkt tages hensyn til perspektiver, som anlægges af andre personer end den endelige bruger af dette sammensatte produkt, og der i begrebet »normal brug« indgår andre handlinger end anvendelsen af et produkt til dets primære formål, bliver det muligt at tage hensyn til synsvinkler, som er lige så relevante for at synliggøre et produkts udseende som den, der anlægges af brugeren, når produktet anvendes til sit primære formål. Dette resultat strider efter min opfattelse hverken mod ordlyden af eller formålet med artikel 3, stk. 3 og 4, i direktiv 98/71, men er fuldt ud begrundet. Når et design, der anvendes under en skosål, kan beskyttes i henhold til dette direktiv ( 20 ), kan jeg ikke se, hvorfor et design som det omhandlede, der anvendes under en cykelsadel, ikke skulle kunne det. Den eneste grund til at sondre mellem de to tilfælde er, at sadlen kan afmonteres fra cyklen ( 21 ), hvorimod sålen ikke (lige så let) kan fjernes fra skoen.

44.

En så bred fortolkning af begrebet »normal brug« vil ganske rigtigt omfatte næsten alle situationer, hvor et produkt anvendes, men ikke situationer, hvor produktet afmonteres, uden at det sker som led i den normale brug. Det kunne derfor have været lettere at basere svaret på det første præjudicielle spørgsmål på en abstrakt vurdering af synligheden af den komponent, hvorpå der anvendes et design, uden sammenhæng med den konkrete anvendelse af det pågældende sammensatte produkt.

45.

Jeg erkender, at forskellen først og fremmest er af begrebsmæssig karakter. Den har alligevel praktiske konsekvenser, eftersom de to fortolkninger har betydning for den bevisbyrde, som påhviler en person, der ønsker beskyttelse af et design, som finder anvendelse på en komponent af et sammensat produkt. En komponent af et sammensat produkt kan i øvrigt, selv om den ret beset er synlig, eftersom den ikke er tildækket, være umulig at se under normal brug af dette produkt ( 22 ). Som jeg har påpeget i forbindelse med gennemgangen af det første præjudicielle spørgsmål, strider den fortolkning, der er nævnt i det foregående punkt, desuden mod ordlyden af artikel 3, stk. 3, i direktiv 98/71.

46.

Jeg foreslår derfor, at det andet præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 4, i direktiv 98/71 skal fortolkes således, at udtrykket »normal brug« omfatter alle situationer, der med rimelighed kan opstå i forbindelse med den endelige brugers anvendelse af et sammensat produkt.

47.

Jeg foreslår, henset til samtlige ovenstående betragtninger, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, som Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) har forelagt, således: