24.7.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 261/26


Domstolens dom (Femte Afdeling) af 8 juni 2023 — I.S. og K.S. mod YYY. S.A. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Sąd Rejonowy dla Warszawy-Woli w Warszawie — Polen)

(Sag C-570/21 (1), YYY. (Begrebet »forbruger«))

(Præjudiciel forelæggelse - forbrugerbeskyttelse - direktiv 93/13/EØF - urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler - aftale med dobbelt formål - artikel 2, litra b) - begrebet »forbruger« - kriterier)

(2023/C 261/36)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Sąd Rejonowy dla Warszawy-Woli w Warszawie

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: I.S. og K.S.

Sagsøgt: YYY. S.A.

Konklusion

1)

Artikel 2, litra b), i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler

skal fortolkes således, at

en person, som har indgået en aftale om et lån, der delvist skal bruges til vedkommendes erhvervsmæssige virksomhed og delvist til formål, der ligger uden for denne virksomhed, sammen med en anden låntager, der ikke handler som led i sit erhverv, henhører under begrebet »forbruger« i denne bestemmelses forstand, når det erhvervsmæssige formål er så begrænset, at det ikke er fremherskende i forbindelse med aftalen som helhed.

2)

Artikel 2, litra b), i direktiv 93/13

skal fortolkes således, at

for at afgøre, om en person henhører under begrebet »forbruger« i denne bestemmelses forstand, og navnlig om det erhvervsmæssige formål med en låneaftale, som denne person har indgået, er så begrænset, at det ikke er fremherskende i forbindelse med denne aftale som helhed, skal den forelæggende ret tage hensyn til alle relevante såvel kvantitative som kvantitative omstændigheder omkring denne aftale, såsom bl.a. fordelingen af det lånte beløb mellem en erhvervsmæssig virksomhed og en ikke-erhvervsmæssig virksomhed, samt, når der er tale om flere låntagere, den omstændighed, at en enkelt låntager forfølger et erhvervsmæssigt formål, eller at långiver har gjort ydelsen af et lån, som skulle anvendes til forbrug, betinget af, at en del af det lånte beløb benyttes til tilbagebetaling af gæld knyttet til erhvervsmæssig virksomhed.


(1)  EUT C 24 af 17.1.2022.