Domstolens dom (Store Afdeling) af 22. november 2022 — X mod Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Rechtbank Den Haag — Nederlandene)

(Sag C-69/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - område med frihed, sikkerhed og retfærdighed - artikel 4, 7 og 19 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling - respekt for privatliv og familieliv - beskyttelse i tilfælde af udsendelse, udvisning og udlevering - opholdsret af medicinske årsager - fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold - direktiv 2008/115/EF - tredjelandsstatsborger, der lider af en alvorlig sygdom - medicinsk behandling med henblik på smertelindring - behandling ikke tilgængelig i oprindelseslandet - betingelser, hvorunder udsendelsen skal udsættes)

(2023/C 24/05)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Rechtbank Den Haag

Parter i hovedsagen

Sagsøger: X

Sagsøgt: Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

Konklusion

Artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, sammenholdt med artikel 1 og 4 samt artikel 19, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at

artiklen er til hinder for, at en afgørelse om tilbagesendelse eller en udsendelsesforanstaltning træffes over for en tredjelandsstatsborger, der har ulovligt ophold på en medlemsstats område, og som lider af en alvorlig sygdom, når der er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at den pågældende i det tredjeland, hvortil vedkommende vil blive udsendt, i tilfælde af tilbagesendelse vil være udsat for en reel risiko for en betydelig, uoprettelig og hurtig forøgelse af sine smerter som følge af, at den eneste effektive smertebehandling er forbudt i det nævnte land. En medlemsstat kan ikke fastsætte nogen fast frist, inden for hvilken en sådan forøgelse skal kunne vise sig for at kunne udgøre en hindring for denne afgørelse om tilbagesendelse eller denne udsendelsesforanstaltning.

Artikel 5 og artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2008/115, sammenholdt med artikel 1 og 4 samt artikel 19, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at

disse bestemmelser er til hinder for, at de følger, som selve udsendelsesforanstaltningen har for en tredjelandsstatsborgers helbredstilstand, kun tages i betragtning af den kompetente nationale myndighed med henblik på at undersøge, om den pågældende er i stand til at rejse.

Direktiv 2008/115, sammenholdt med artikel 1, 4 og 7 i chartret om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at

—

det ikke pålægger den medlemsstat, på hvis område en tredjelandsstatsborger opholder sig ulovligt, at tildele en opholdstilladelse til den pågældende, når denne hverken kan gøres til genstand for en afgørelse om tilbagesendelse eller en udsendelsesforanstaltning, fordi der er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at vedkommende i bestemmelseslandet vil være udsat for en reel risiko for en hurtig, betydelig og uoprettelig forøgelse af de smerter, som forårsages af den alvorlige sygdom, som denne lider af

—

den nævnte tredjelandsstatsborgers helbredstilstand og den pleje, som den pågældende modtager på dette område på grund af denne sygdom, skal, sammen med alle øvrige forhold, tages i betragtning af den kompetente nationale myndighed, når den undersøger, om tredjelandsstatsborgerens ret til respekt for privatlivet er til hinder for, at den pågældende gøres til genstand for en afgørelse om tilbagesendelse eller en udsendelsesforanstaltning

—

vedtagelsen af en sådan afgørelse eller foranstaltning ikke er i strid med denne ret alene med den begrundelse, at tredjelandsstatsborgeren i tilfælde af tilbagesendelse til bestemmelseslandet vil være udsat for en risiko for, at dennes helbredstilstand forværres, når en sådan risiko ikke overskrider den alvorstærskel, der kræves i henhold til chartrets artikel 4.

(1) EUT C 163 af 3.5.2021.