1)

Artikel 101 TEUF, som gennemført ved artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101 TEUF og 102 TEUF], og sammenholdt med effektivitetsprincippet, skal fortolkes således, at en overtrædelse af konkurrenceretten, der er fastslået i en afgørelse fra en national konkurrencemyndighed, som har været genstand for et annullationssøgsmål ved de kompetente nationale domstole, men som er blevet endelig efter at være blevet opretholdt af disse domstole, skal anses for godtgjort i forbindelse med såvel et ugyldighedssøgsmål i henhold til artikel 101, stk. 2, TEUF som et erstatningssøgsmål for en overtrædelse af artikel 101 TEUF, som sagsøgeren har anlagt, indtil det modsatte er bevist, hvorved den bevisbyrde, der er fastsat i den nævnte artikel 2, overføres på sagsøgte, for så vidt som den påståede overtrædelse, der er genstand for disse søgsmål, i forhold til dens karakter samt dens materielle, personmæssige, tidsmæssige og territoriale omfang er sammenfaldende med den overtrædelse, der er konstateret i den nævnte afgørelse.

2)

Artikel 101 TEUF skal fortolkes således, at for så vidt som en sagsøger kan godtgøre, at der foreligger en overtrædelse af artikel 101 TEUF, som er genstand for den pågældendes ugyldighedssøgsmål, der er anlagt i henhold til denne artikel, og for sagsøgerens erstatningssøgsmål i forbindelse med denne overtrædelse, skal den nationale ret drage alle konsekvenser heraf og i henhold til artikel 101, stk. 2, TEUF bl.a. udlede, at alle kontraktvilkår, der er uforenelige med artikel 101, stk. 1, TEUF, er ugyldige uden videre, idet hele den pågældende aftale kun er ugyldig, hvis disse dele ikke kan adskilles fra aftalens øvrige bestemmelser.