15.2.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 53/45


Sag anlagt den 3. december 2020 — Lenovo Global Technology Belgium mod fællesforetagendet EuroHPC

(Sag T-717/20)

(2021/C 53/61)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Lenovo Global Technology Belgium BV (Machelen, Belgien) (ved advokaterne S. Sakellariou, G. Forwood, K. Struckmann og F. Abou Zeid)

Sagsøgt: Det europæiske fællesforetagende for højtydende databehandling

Sagsøgerens påstande

Der anordnes de begærede foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse.

Afgørelse af 29. september 2020 truffet af Det europæiske fællesforetagende for højtydende databehandling (Ref. Ares(2020)5103538), hvorved Lenovos tilbud på delkontrakt nr. 3 i udbudsproceduren SMART 2019/1084 vedrørende erhvervelse af supercomputeren Leonardo, der skal huses af CINECA i Italien, blev afvist, og kontrakten blev tildelt et andet selskab, annulleres.

Det europæiske fællesforetagende for højtydende databehandling tilpligtes at betale sagsøgerens sagsomkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at sagsøgte tilsidesatte ligebehandlingsprincippet og gennemsigtighedsprincippet ved at undlade at diskvalificere den vindende tilbudsgiver for ikke at opfylde en række obligatoriske krav, der var indeholdt i de tekniske specifikationer. Nærmere bestemt diskvalificerede sagsøgte ikke den vindende tilbudsgiver, til trods for at denne ikke opfyldte det obligatoriske krav om et fast prisforslag ved at medtage en klausul om en gensidig vekselkurs i sit tilbud og ved ikke at fastsætte en fast pris for hukommelseskomponenterne. Ydermere tilsidesatte sagsøgte disse samme principper ved at undlade at diskvalificere den vindende tilbudsgiver for ikke at medtage andre krav, der var anført i de tekniske specifikationer, i sit tilbud.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at sagsøgte begik en række fejl i relation til bedømmelsen af præstationspointene og effektivitetspointene for den vindende tilbudsgivers tilbud. Nærmere bestemt anlagde sagsøgte et åbenbart urigtigt skøn ved at anvende en forkert minimal HPCG-værdi ved beregningen af præstationspointene, sagsøgte anvendte tydeligvis ukorrekte værdier for de HPL- og HPCG-præstationer, som den vindende tilbudsgiver havde oplyst, uden at søge en afklaring, hvorved denne anlagde et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesatte princippet om god forvaltningsskik, og sagsøgte accepterede tydeligvis ukorrekte værdier for energiforbruget fra den vindende tilbudsgiver, hvorved sagsøgte atter anlagde et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesatte princippet om god forvaltningsskik.

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at sagsøgte begik en række fejl i relation til tildelingskriteriet om »EU-merværdi«. Nærmere bestemt var et sådant kriterium ulovligt, idet det ikke havde nogen forbindelse til kontraktens genstand og tilsidesatte ligebehandlingsprincippet, finansforordningen, EU’s forpligtelser i henhold til WTO-aftalen om offentlige udbud og princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning, der er fastsat i artikel 310, stk. 5, TEUF. Da sagsøgte anvendte dette kriterium, begik dette fællesforetagende desuden en åbenbar fejl og tilsidesatte ligebehandlingsprincippet.

4.

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at sagsøgte begik en række fejl i relation til tildelingskriteriet om »Sikkerheden i forsyningskæden«. Nærmere bestemt tilsidesatte EU ligebehandlingsprincippet og sin begrundelsespligt ved at behandle den vindende tilbudsgivers tilbud mere fordelagtigt end sagsøgerens uden nogen objektiv begrundelse, til trods for at de to tilbud var sammenlignelige med hensyn til de centrale aspekter. Sagsøgte begik også en åbenbar fejl i relation til bedømmelsen af en række elementer i sagsøgerens tilbud, som var relevante for tildelingskriteriet om sikkerheden i forsyningskæden.