—

Ved afgørelsen om afslag forurettes sagsøgeren som omhandlet i den retspraksis, der følger af Deshormes-sagen (1), da afgørelsen indeholder konstateringen om, at sagsøgeren er genstand for mobilitet, også selv om virkningen af denne konstatering først vil indtræde tidsforskubbet ved en gennemførelsesafgørelse, der er fremtidig på tidspunktet for udstedelsen af afgørelsen om afslag.

—

Sagsøgeren har en fortsat interesse i, at det fastslås, at forflyttelsen af hende ikke kan anordnes på grund af mobilitetsordningen.

—

Retten til privatliv og familieliv og retten for den mindreårige datter til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre er blevet tilsidesat, eftersom sagsøgerens familie vil være nødt til at bo adskilt, idet datteren vil forblive i Berlin med sin far, og sagsøgeren vil flytte alene til Luxembourg.

—

Retten til lighed for loven og til ikke-forskelsbehandling er blevet tilsidesat. Sagsøgeren er som gift tjenestemand ved et EPLO (European Parliament Liaison Office) og mor til en mindreårig datter, over hvilken hun og hendes ægtemand deler forældremyndigheden, genstand for mobilitet, på grund af hvilken hun skal forflyttes til Luxembourg. Separerede og fraskilte EPLO-tjenestemænd, som har fælles forældremyndighed over et mindreårigt barn, er undtaget fra mobilitet indtil barnet er myndigt, og der er ikke nogen objektiv begrundelse for denne ulige behandling.

—

Der er ikke blevet foretaget en afvejning af sagsøgerens og sagsøgtes interesser, selv om sagsøgte var forpligtet hertil i forbindelse med sin pligt til god forvaltning (artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder).

—

Sagsøgerens beskyttede interesser vejer betydeligt tungere end sagsøgtes interesse i forflyttelsen.

—

Forflyttelsen fra EPLO i Berlin til EPLO i Luxembourg er ikke i tjenestens interesse.

—

Sagsøgte anerkender ikke sit skøn og har derfor ikke udøvet noget skøn.

—

Siden sagsøgeren blev udnævnt i 2001 og indtil Europa-Parlamentets Præsidiums vedtagelse af mobilitetsafgørelsen af 2018 var princippet om, at AST-tjenestemænd, som sagsøgeren, ikke er genstand for mobilitet, gældende. Dette princip har været gældende siden mobilitetsafgørelsen af 1998 og blev også bekræftet ved Europa-Parlamentets Præsidiums mobilitetsafgørelser af 2002 og 2004.

—

Sagsøgerens berettigede forventning om mobilitetsundtagelsens fortsatte eksistens er beskyttet. En ændring af reglerne kræver derfor passende overgangsforanstaltninger og passende undtagelser. Den fastsatte overgangsperiode på tre år er utilstrækkelig, eftersom den ikke fjerner separationen af sagsøgerens familie. En undtagelse for sagsøgeren findes ikke.

—

Sagsøgte har fortabt muligheden for at anordne mobilitet med den konsekvens, at sagsøgerens tjenestested ændres, eftersom sagsøgte ved gentagne gange at undtage AST-tjenestemænd fra mobilitet har givet sagsøgeren det indtryk, at sagsøgeren ikke skulle forvente, at tjenestestedet blev ændret.