14.12.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 433/66


Sag anlagt den 30. oktober 2020 — Ryanair mod Kommissionen

(Sag T-657/20)

(2020/C 433/82)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Ryanair DAC (Swords, Irland) (ved advokaterne F. Laprévote, V. Blanc, E. Vahida, S. Rating og I. Metaxas-Maranghidis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Europa-Kommissionens afgørelse (EU) af 9. juni 2020 om statsstøtte SA.57410 COVID — Recapitalisation of Finnair (1) annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Sagsøgeren har ligeledes nedlagt påstand om, at søgsmålet behandles i en fremskyndet procedure som omhandlet i artikel 23a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har anvendt artikel 107, stk. 3, litra b), urigtigt, foretaget en ufuldstændig anvendelse af de midlertidige rammebestemmelser samt anlagt et åbenbart urigtigt skøn, idet den har fastslået, at støtten afhjælper en alvorlig forstyrrelse i den finske økonomi, og idet den har tilsidesat forpligtelsen til at afveje støttens gunstige virkninger og dens negative indvirkning på samhandelsvilkårene og konkurrencen (dvs. »afvejningstesten«) og har fastslået, at Finnair ikke havde en stærk markedsposition.

2.

Andet anbringende om, at Europa-Kommissionen har tilsidesat specifikke bestemmelser i TEUF og de almindelige EU-retlige principper om forbud mod forskelsbehandling, den frie udveksling af tjenesteydelser og den frie etableringsret, der har understøttet liberaliseringen af luftfarten i EU siden slutningen af 1980'erne. Liberaliseringen af lufttransportmarkedet i EU har givet mulighed for vækst hos egentlige paneuropæiske lavpris-luftfartsselskaber. Europa-Kommissionen har set bort fra de skader, som COVID-19-krisen har påført sådanne paneuropæiske luftfartsselskaber, og fra deres rolle i forbindelse med udbud af flyforbindelser til og fra Finland, idet den har tilladt Finland at forbeholde støtten for Finnair alene.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen har undladt at indlede en formel undersøgelsesprocedure på trods af alvorlige vanskeligheder og har tilsidesat sagsøgerens proceduremæssige rettigheder.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat begrundelsespligten.


(1)  Europa-Kommissionens afgørelse (EU) af 9.6.2020 om statsstøtte SA.57410 COVID — Recapitalisation of Finnair, (EUT 2020 C 310, s. 6).