—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2092 af 28. november 2019 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af biodiesel med oprindelse i Indonesien annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgernes omkostninger.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte artikel 8, stk. 1, og artikel 8, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1037 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (»grundforordningen«), ved at fastslå, at der forelå et prisunderbud, eftersom den (1) undlod at undersøge hele det relevante bevismateriale og (2) ikke påviste et prisunderbud for produktet som helhed.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen også tilsidesatte grundforordningens artikel 8, stk. 5, fordi den støttede sin analyse af årsagssammenhængen på en urigtig konstatering af, at der forelå et prisunderbud.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen foretog en åbenbart urigtig vurdering og tilsidesatte grundforordningens artikel 3 ved at fastslå, at Indonesiens regering har overdraget eller pålagt leverandørerne af rå palmeolie at levere deres varer mod utilstrækkeligt vederlag, at denne regering har ydet indkomst- eller prisstøtte til leverandørerne af rå palmeolie, og at der derved er givet en fordel.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen foretog en åbenbart urigtig vurdering og tilsidesatte grundforordningens artikel 3 ved på den ene side at fastslå, at betalingerne fra Oil Palm Plantation Fund (»OPPF«) kan kvalificeres som tilskud i stedet for betaling for indkøb af biodiesel, og ved på den anden side at fastslå, at betalingerne fra OPPF giver biodieselproducenterne en fordel, eftersom Kommissionen henholdt sig til et åbenbart urigtigt kontrafaktisk scenarie og undlod at fastslå, at fordelen — hvis der forelå en sådan — blev sendt videre til de virksomheder, der blander biodiesel.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen foretog en åbenbart urigtig vurdering og tilsidesatte grundforordningens artikel 7 ved beregningen af størrelsen af fordelen ifølge OPPF-ordningen.

6.

Sjette anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte grundforordningens artikel 8, stk. 1, og artikel 8, stk. 8, ved ikke at basere sin vurdering af truslen om skade på positivt bevismateriale og en objektiv undersøgelse af alle de relevante faktorer.

7.

Syvende anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte sagsøgernes ret til forsvar ved først i den anfægtede forordning at medtage visse væsentligste betragtninger angående prisunderbudsanalysen, hvorved sagsøgerne blev hindret i at kommentere dette spørgsmål.