—

Kommissionen nåede, idet den lagde udtalelser fra udvalget for biocidholdige produkter (UBP) om godkendelse af det aktivstoffet sølvzeolit for produkter af produkttype 2 og 7 til grund, den konklusion, at stoffet ikke kunne godkendes, da der ikke var påvist tilstrækkelig effektivitet. Efter sagsøgerens opfattelse blev vurderingen af effektivitet imidlertid med urette foretaget med henvisning til den artikel, hvori sølvzeolit anvendes. Effektiviteten af stoffet sølvzeolit er blevet godtgjort af sagsøgeren i overensstemmelse med gældende lovgivning. Sagsøgte har ved sin vurdering af og konklusion vedrørende stoffets effektivitet fortolket og anvendt den relevante lovgivning forkert.

—

Begrundelsen for, at sølvzeolit ikke blev godkendt ved den anfægtede retsakt, var den angiveligt utilstrækkelige effektivitet af den behandlede artikel, hvori det blev brugt. Sagsøgeren har imidlertid gjort gældende, at de eneste kriterier, sagsøgte lovligt kunne tage i betragtning, var de, der er opregnet i artikel 4 og 19 i forordning (EU) nr. 528/2012. Disse kriterier omfatter ikke den behandlede artikels effektivitet, idet denne vurdering er overladt til det andet, efterfølgende trin i godkendelsen af det biocidholdige produkt på medlemsstatsniveau. Set i lyset af den omstændighed, at netop denne vurdering blev foretaget af sagsøgte for at begrunde, at sølvzeolit ikke blev godkendt, hvilket betyder, at sagsøgte gik langt ud over de beføjelser, der er delegeret til Kommissionen i henhold til forordning (EU) nr. 528/2012, har sagsøgte tilsidesat traktatens artikel 290 og denne forordnings artikel 4 og 19.

—

Sagsøgerens stof er blevet behandlet anderledes end andre stoffer, der anvendes til de samme produkttyper 2 og 7, uden at sagsøgte objektivt har begrundet, hvorfor sølvzeolit skulle behandles anderledes end de andre stoffer, som alle var genstand for de samme bedømmelsesregler i henhold til forordning (EU) nr. 528/2012 (og direktiv 98/8/EF (3)) for de samme produkttyper.

—

Sagsøgte har fremsendt en åben skrivelse til UBP, som var udfærdiget med henblik på at forklare, hvorledes de retlige rammer for effektivitetsvurderingen og behandlede artikler i henhold til forordning (EU) nr. 528/2012 skulle forstås og anvendes. Mens de retlige aspekter var klare, bekræftede denne skrivelse, at det lå uden for anvendelsesområdet for forordning (EU) nr. 528/2012 at kræve, at fordelene ved de behandlede artikler blev godtgjort. Sagsøgeren lagde indholdet af denne skrivelse, som bekræftede den klare retstilstand, til grund, og sagsøgeren havde berettigede forventninger vedrørende stoffets godkendelse. Som følge deraf fremgår det, at den anfægtede retsakt tilsidesatte princippet om den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet.