27.4.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 137/52


Sag anlagt den 19. februar 2020 — Campine and Campine Recycling mod Kommissionen

(Sag T-94/20)

(2020/C 137/83)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Campine (Beerse, Belgien) og Campine Recycling (Beerse) (ved advokaterne C. Verdonck, B. Gielen og Q. Silvestre)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Kommissionen tilpligtes at betale erstatning svarende til morarenter for manglende opfyldelse af Rettens Campine-dom (1) for perioden, der starter med tidspunktet for Campines foreløbige betaling af bøden, indtil den 11. december 2019. Disse morarenter skal beregnes med en sats, der svarer til ECB’s refinansieringssats, forhøjet med de 3,5 procentpoint — dvs. et beløb på 300 637,32 EUR — eller subsidiært med en sats, som Domstolen finder passende.

Kommissionen tilpligtes at betale morarenter af det under første tankestreg anførte beløb, dvs. en erstatning, der svarer til morarenter af den del af bøden, der blev annulleret. Disse morarenter skal beregnes med en sats, der svarer til ECB’s refinansieringssats, forhøjet med de 3,5 procentpoint (beregnet på erstatningen på 300 637,32 EUR, der svarer til 28,83 EUR pr. dag), eller subsidiært med en sats, som Domstolen finder passende. Disse morarenter skal beregnes for perioden, der starter med tidspunktet for Kommissionens tilbagebetaling af hovedbeløbet den 11. december 2019, eller subsidiært med dagen for afsigelsen af Rettens dom i denne sag, eller mere subsidiært for en periode, der starter på et tidspunkt, som Domstolen finder passende.

Subsidiært annulleres Kommissionens skrivelse af 13. januar 2020 eller subsidiært Kommissionens e-mail af 10. december 2019, hvorved Kommissionen afviste at betale morarenter til sagsøgerne efter Rettens dom i sag T-240/17, og Kommissionen tilpligtes at betale i medfør af artikel 340 TEUF eller subsidiært at vedtage passende foranstaltninger med henblik på at sikre fuld opfyldelse af Rettens dom af 7. november 2019 i lyset af kravene i artikel 266, stk. 1, TEUF.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført tre anbringender.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen bør betale erstatning i henhold til artikel 266, stk. 2, TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF. Sagsøgerne har anført, at Kommissionen efter Rettens Campine-dom var forpligtet til i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF, som fortolket i retspraksis, som foranstaltning med henblik på opfyldelse af denne dom at tilbagebetale ikke blot bødens hovedbeløb, men også morarenter som erstatning til sædvanlig sats for manglende rådighed over det nævnte beløb i referenceperioden (dvs. perioden mellem sagsøgernes foreløbige betaling af bøden og Kommissionens tilbagebetaling), og at Kommissionen ikke rådede over en skønsmargen i denne henseende. I betragtning af den tilbagevirkende kraft af en dom, der annullerer en afgørelse, bør Kommissionen betale en erstatning, der svarer til morarenter for manglende opfyldelse af Rettens dom i Campine-sagen.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen bør betale morarenter på den erstatning, der skal betales. Sagsøgerne har anført, at princippet om restitutio in integrum kræver, at Kommissionen betaler morarenter på erstatningen, der svarer til morarenterne på den del af bøden, der blev annulleret.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionens skrivelse af 13. januar 2020, eller subsidiært Kommissionens e-mail af 10. december 2019, hvorved Kommissionen afviste at betale morarenter, er ulovlig og derfor skal annulleres. Sagsøgerne har anført, at disse akter er ulovlige som følge af tilsidesættelsen af artikel 266, stk. 1, TEUF og artikel 296, stk. 1, TEUF.


(1)  Dom af 7.11.2019, Campine and Campine Recycling mod Kommissionen, T-240/17, (ECLI:EU:T:2019:778)