Sag T-321/20

enercity AG

mod

Europa-Kommissionen

Rettens dom (Fjerde Udvidede Afdeling) af 17. maj 2023

»Konkurrence – fusioner – det tyske elektricitetsmarked – afgørelse, der erklærer fusionen forenelig med det indre marked – annullationssøgsmål – manglende søgsmålskompetence – ingen aktiv deltagelse – afvisning«

Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – umiddelbart berørt – kriterier – kommissionsafgørelse, hvorved en fusion erklæres forenelig med det indre marked – søgsmål anlagt af en konkurrerende virksomhed til parterne i fusionen – afgørelse, der kan medføre en øjeblikkelig ændring af situationen på de berørte markeder – sagsøger, der er umiddelbart berørt

(Art. 263, stk. 4, TEUF)

(jf. præmis 27)
Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – individuelt berørt – kriterier – kommissionsafgørelse, hvorved en fusion erklæres forenelig med det indre marked – søgsmål anlagt af en konkurrerende virksomhed til parterne i fusionen – virksomhed, der ikke har deltaget aktivt i den administrative procedure vedrørende fusionen – foreligger ingen særlige omstændigheder vedrørende påvirkningen af dennes stilling på markedet – ikke individuelt berørt – afvisning

(Art. 263, stk. 4, TEUF)

(jf. præmis 28-39, 49, 50, 54 og 56-58)
Virksomhedssammenslutninger – bedømmelse af foreneligheden med det indre marked – Kommissionens undersøgelse – gennemførelse af en markedsundersøgelse – bevisbyrden for fremsendelse af spørgeskemaer – rækkevidde

(Rådets forordning nr. 139/2004, art. 11, stk. 7)

(jf. præmis 46-48)

Resumé

Det tyske kommunale organ enercitys søgsmål til prøvelse af Kommissionens godkendelse af RWE’s køb af E.ON’s produktionsaktiver afvises

Retten afklarede i den forbindelse det hidtil uafklarede spørgsmål vedrørende bevisbyrden i forbindelse med Kommissionens udsendelse af spørgeskema for at gennemføre sin markedsundersøgelse

I marts 2018 meddelte de tyske selskaber RWE AG og E.ON SE, at de ønskede at gennemføre en kompleks udveksling af aktiver gennem tre fusioner.

Ved den første fusion ønskede RWE, som opererer på tværs af hele energiforsyningskæden i flere europæiske stater, at erhverve enekontrol eller fælles kontrol over visse produktionsaktiver i E.ON, der leverer elektricitet til flere europæiske stater. Den anden fusion bestod i E.ON’s erhvervelse af eksklusiv kontrol over distributions- og detailhandelsaktiverne samt visse produktionsaktiver tilhørende innogy SE, der er et datterselskab under RWE. Hvad angik den tredje fusion var det fastsat, at RWE erhvervede 16,67% af aktierne i E.ON.

Den 24. juli 2018 sendte det tyske kommunale organ enercity AG, der producerer og leverer energi i Tyskland, en skrivelse til Europa-Kommissionen, hvori selskabet meddelte Kommissionen, at det ønskede at deltage i proceduren vedrørende den første og den anden fusion og følgelig modtage dokumenterne vedrørende disse.

Da den første fusion blev anmeldt til Kommissionen den 22. januar 2019, gennemførte sidstnævnte en markedsundersøgelse ved at sende visse virksomheder et spørgeskema. Ved afgørelse af 26. februar 2019 ( 1 ) (herefter »den anfægtede afgørelse«) erklærede Kommissionen fusionen forenelig med det indre marked.

enercity ( 2 ) anlagde et annullationssøgsmål vedrørende denne afgørelse, der blev afvist af Rettens Fjerde Udvidede Afdeling, da det kommunale organ ikke er individuelt berørt af den anfægtede afgørelse. Som grundlag for denne konklusion undersøgte Retten navnlig det hidtil uafklarede spørgsmål vedrørende bevisbyrden i forbindelse med Kommissionens udsendelse af spørgeskema for at gennemføre sin markedsundersøgelse.

Rettens bemærkninger

Indledningsvis bemærkede Retten, at det følger af artikel 263, stk. 4, TEUF, at en fysisk eller juridisk person kun kan anlægge sag til prøvelse af en afgørelse, som er rettet til en anden person, såfremt afgørelsen berører denne umiddelbart og individuelt.

I denne henseende bekræftede Retten, at enercity er umiddelbart berørt af den anfægtede afgørelse, idet den anfægtede afgørelse muliggør en øjeblikkelig gennemførelse af fusionen ‐ afgørelsen kunne derfor medføre en øjeblikkelig ændring af situationen på de berørte markeder.

Hvad angår spørgsmålet, om enercity er individuelt berørt, bemærkede Retten, at når der er tale om en afgørelse, hvorved det fastslås, at en fusion er forenelig med det indre marked, og når det drejer sig om en i forhold til fusionen tredje virksomhed, skulle det fastslås dels på grundlag af påvirkningen af dens stilling på markedet, dels på grundlag af dens deltagelse i den administrative procedure, om den er individuelt berørt. Hvad angår dette sidste punkt følger det af retspraksis, at såfremt den tredje virksomheds aktive deltagelse i den administrative procedure er et forhold, der jævnligt tages hensyn til for sammen med andre særlige omstændigheder at fastslå, om dennes annullationssøgsmål kan antages til realitetsbehandling, kan den blotte deltagelse i proceduren naturligvis ikke i sig selv godtgøre, at denne er individuelt berørt af afgørelsen.

I den foreliggende sag bemærkede Retten imidlertid indledningsvis, at enercitys deltagelse i den administrative procedure vedrørende den første fusion ikke bestrides. Herefter fik en detaljeret undersøgelse af de beviser, der er fremlagt i den forbindelse, Retten til at fastslå, at sidstnævnte ikke er tilstrækkelige til at godtgøre enercitys deltagelses karakter som »aktiv«. Retten fandt nærmere bestemt, at enercitys bemærkninger i denne forbindelse, selv om de havde en vis interesse og var blevet behandlet af Kommissionen, ikke var afgørende for vurderingen af fusionens virkninger på det relevante marked.

Denne konklusion afkræftedes ikke af enercitys argument, der i det væsentlige er baseret på Kommissionens tjenestegrenes manglende udvisning af omhu både med hensyn til udsendelse af spørgeskemaet med henblik på at gennemføre en markedsundersøgelse og i forhold til opfølgningen på selskabets anmodning om at blive anerkendt som interesseret tredjepart.

For så vidt som enercity hævder, at selskabet ikke har modtaget dette spørgeskema, anførte Retten for det første, at det tilkommer Kommissionen at bevise, at dette er blevet sendt. I den forbindelse fandt Retten, at sidstnævnte ved en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse har fremlagt flere beviser, der kan påvise, at det omtvistede dokument faktisk blev sendt til enercity.

Som svar på enercitys argument om, at spørgeskemaet blev sendt til den forkerte adressat, nemlig selskabets pressemedarbejder, bemærkede Retten, at det med rimelighed kan forventes af en sådan person, der modtager ikke blot en skrivelse, men også en fax fra en EU-institution, at vedkommende hurtigst muligt underretter nævnte institution om fejlen vedrørende dennes modtagelse af disse. Desuden kunne pressemedarbejderen ligeledes henvende sig til sit selskabs juridiske eller kommercielle afdeling for at oplyse denne om modtagelsen af sådanne dokumenter.

Under alle omstændigheder, selv hvis enercity havde returneret det udfyldte spørgeskema, ville den blotte returnering heraf ikke have været i stand til at kvalificere selskabets deltagelse i den administrative procedure som aktiv og udpege det som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF.

Selv om enercitys anmodning til høringskonsulenten om at blive anerkendt som en interesseret tredjepart kan udgøre et indicium for dets vilje til at deltage i proceduren vedrørende den omhandlede fusion, fandt Retten endelig ikke, at en sådan anmodning kan definere selskabets deltagelse som »aktiv«, idet en sådan karakter kræver, at det godtgøres, at der foreligger handlinger fra det pågældende selskabs side, der har kunnet påvirke udfaldet af den pågældende procedure.

Under disse omstændigheder, hvoraf det fremgår, at enercity ikke deltog aktivt i den første fusion, og i øvrigt under hensyntagen til, at der ikke foreligger nogen særlig omstændighed vedrørende påvirkning af selskabets stilling på markedet, fandt Retten, at enercity ikke er individuelt berørt af den anfægtede afgørelse. Retten konkluderede således, at enercity ikke har godtgjort sin søgsmålskompetence, og afviste følgelig sagen.

( 1 ) – Kommissionens afgørelse C(2019) 1711 final af 26.2.2019 om en fusions forenelighed med det indre marked og EØS-aftalen (sag M.8871 – RWE/E.ON Assets).

( 2 ) – Det skal bemærkes, at ti andre virksomheder også anlagde annullationssøgsmål til prøvelse af denne afgørelse. I alle disse søgsmål afvises sagen eller Kommissionen frifindes. Jf. en række konnekse sager: domme af 17.5.2023, EVH mod Kommissionen (sag T-312/20), Stadtwerke Leipzig mod Kommissionen (sag T-313/20), GWS Stadtwerke Hameln mod Kommissionen (sag T-314/20), TEAG mod Kommissionen (sag T-315/20), Naturstrom mod Kommissionen (sag T-316/20), EnergieVerbund Dresden mod Kommissionen (sag T-317/20), eins energie in sachsen mod Kommissionen (sag T-318/20), GGEW mod Kommissionen (sag T-319/20), Mainova mod Kommissionen (sag T-320/20) og Stadtwerke Frankfurt am Main Holding mod Kommissionen (sag T-322/20).