–

HR ved Rechtsanwalt M. Wulf,

–

den tyske regering ved J. Möller og S. Eisenberg, som befuldmægtigede,

–

den tjekkiske regering ved M. Smolek, J. Vláčil og O. Serdula, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved J. Jokubauskaitė og L. Mantl, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 167 og artikel 168, litra a), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet under en tvist mellem HR og Finanzamt Wilmersdorf (skattemyndigheden i Wilmersdorf, Tyskland) (herefter »skattemyndigheden«) vedrørende en nægtelse af retten til fradrag af indgående merværdiafgift (moms) betalt i forbindelse med erhvervelsen af drikkevarer foretaget i regnskabsårene 2009 og 2010.

3

Artikel 167 i direktiv 2006/112, som findes i kapitel 1 med overskriften »Fradragsrettens indtræden og omfang« i dette direktivs afsnit X med overskriften »Fradrag«, bestemmer:

»Fradragsretten indtræder samtidig med, at den fradragsberettigede afgift forfalder.«

4

I samme kapitel findes direktivets artikel 168, som bestemmer:

»I det omfang varer og ydelser anvendes i forbindelse med hans afgiftspligtige transaktioner, hvoraf der er betalt moms, har den afgiftspligtige person i den medlemsstat, hvor han foretager transaktionerne, ret til i den afgift, der påhviler ham, at fradrage følgende beløb:

[…]«

5

Det pågældende direktivs artikel 273, stk. 1, bestemmer:

»Medlemsstaterne kan fastsætte andre forpligtelser, som de skønner nødvendige for at sikre en korrekt opkrævning af momsen og for at undgå svig, forudsat at der sker ligebehandling af indenlandske transaktioner og transaktioner mellem medlemsstaterne foretaget af afgiftspligtige personer, og såfremt disse forpligtelser ikke i samhandelen mellem medlemsstaterne giver anledning til formaliteter ved grænsepassagen.«

6

§ 15 i Umsatzsteuergesetz (lov om omsætningsafgift, BGBI. 2005 I, s. 386) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, bestemmer i stk. 1:

»Den erhvervsdrivende kan fradrage følgende indgående afgifter:

[…]«

7

I årene 2009 og 2010 drev HR med sin ægtefælle en grossistvirksomhed med drikkevarer. I sine momsangivelser for disse regnskabsår fradrog hun indgående moms hidrørende fra fakturaer fra P GmbH med et beløb på 993164 EUR for 2009 og 108417,87 EUR for 2010 vedrørende de leveringer af drikkevarer, som faktisk blev foretaget.

8

Det følger af to endelige straffedomme, at P ved anskaffelsen af de til HR leverede drikkevarer flere gange har begået momssvig. Ifølge straffedomstolens konstateringer leverede HR’s ægtefælle i stort omfang spirituosa, kaffe og Red Bull til P og realiserede herved en omsætning på ca. 80 mio. EUR uden at udstede fakturaer for disse leveringer. En medarbejder hos P udstedte fiktive fakturaer vedrørende købet af disse varer, på hvilket grundlag P med urette anmodede om momsfradrag. HR’s ægtefælle stillede samtidig prislister og potentielle aftagere af disse varer til rådighed for P. De nævnte varer blev videresolgt til forskellige købere, herunder HR.

9

Efter afsløringen af disse forhold nægtede skattemyndigheden P fradrag for moms og gjorde det samme i forhold til HR, idet skattemyndigheden i det væsentlige vurderede, at HR med sin virksomhed udgjorde en del af den leveringskæde, hvori svigen var blevet begået.

10

HR har anlagt sag ved den forelæggende ret, Finanzgericht Berlin-Brandenburg (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Berlin-Brandenburg, Tyskland), for hvilken hun har gjort gældende, at hun opfylder de lovmæssige betingelser for fradrag af indgående moms.

11

Skattemyndigheden har derimod gjort gældende, at HR på grund af sin ægtefælles deltagelse og den usædvanlige forretningsmæssige adfærd burde have indset, at hun med sin virksomhed havde været del af en leveringskæde, i hvilken der var begået momssvig.

12

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorledes begrebet »leveringskæde« skal fortolkes under hensyntagen til de EU-retlige bestemmelser, og om de forretningsmæssige relationer, der er genstand for denne sag, kan subsumeres herunder, og har i den forbindelse anført, at hverken HR, som har gjort gældende, at denne kan fradrage indgående moms på leveringer af drikkevarer foretaget af P, eller P som vareleverandør har begået momssvig inden for rammerne af de omhandlede transaktioner.

13

Ifølge den forelæggende ret er det muligt, at det forhold alene, at en afgiftspligtig person havde eller burde have haft kendskab til momssvig begået i et omsætningsled, der ligger tidligere end den omhandlede transaktion, skal anses for at fratage denne person ret til fradrag af indgående moms. Begrebet »leveringskæde« skal i så fald forstås således, at det er tilstrækkeligt, at den leverede vare har været genstand for flere efter hinanden følgende transaktioner, og involveringen i svigen begået i et tidligere omsætningsled ville kun bestå i, at det drejer sig om den samme leverede vare, uden at det ville være nødvendigt, at den afgiftspligtige person har fremmet eller understøttet svigen ved den omtvistede transaktion.

14

Den forelæggende ret finder imidlertid, at en sådan fortolkning af begrebet »leveringskæde« går for vidt, når der tages hensyn til princippet om afgiftsmæssig neutralitet og proportionalitetsprincippet. Det fremgår ifølge den forelæggende ret af Domstolens praksis, at nægtelse af fradrag for moms ved momssvig kun kan komme i betragtning, når det netop er den specifikke kombination af transaktioner, som er foretaget efter hinanden, der indebærer, at disse transaktioner samlet set har karakter af svig, som eksempelvis i det tilfælde, hvor de på hinanden følgende leveringer er dele af en samlet plan, som har til formål at vanskeliggøre sporbarheden af de leverede genstande og samtidig hermed afsløringen af den momssvig, der er begået i leveringskæden. En sådan analyse underbygges af den retspraksis, der for nægtelse af fradrag forudsætter, at der har været en »deltagelse« eller en »involvering« af den afgiftspligtige person. Ifølge den forelæggende ret er det blotte forhold, at den afgiftspligtige person havde eller burde have haft kendskab til svigen, ikke tilstrækkeligt til, at der foreligger deltagelse eller involvering i svigen, idet en deltagelse eller involvering forudsætter et personligt bidrag til svigen, som minimum i form af fremme eller understøttelse. Ond tro som ren subjektiv omstændighed kan ikke erstatte den aktive deltagelse, der kræves til deltagelse eller involvering.

15

Således kan fradragsretten ifølge den forelæggende ret ikke nægtes i et tilfælde som det, der er indbragt for den, hvor der hverken er en tilsløring af leveringsforholdene eller af leverandørerne, hvor svigen begået i et tidligere omsætningsled er helt afsluttet og ikke længere kan fremmes eller favoriseres, og hvor der ikke foreligger en samlet plan, der bestemmer, at leveringerne udgjorde en del af en svig, der strækker sig over flere transaktioner. Den transaktion, der forbinder P og HR, kan under sådanne omstændigheder anses for et senere leveringsforhold, der er uafhængigt af den i det tidligere led begåede momssvig, således at leveringskæden afsluttes med P. Spørgsmålet om, hvorvidt HR’s ægtefælle har eller ikke har leveret listen med aftagere og listen med de omhandlede varer til P, er uden betydning, idet denne omstændighed ikke ændrer på det forhold, at P’s leveringer til HR ikke har haft nogen indflydelse på den af dette selskab begåede svig. Desuden er der ved de omhandlede transaktioner ikke sket noget momstab, eftersom den fakturerede moms påhvilede P, og der er ved disse transaktioner heller ikke opstået nogen afgiftsfordel, som kan stride mod formålet med direktiv 2006/112.

16

Det er den forelæggende rets opfattelse, at en fortsat virkning på samtlige efterfølgende transaktioner af en momssvig, der har fundet sted på et tidligere trin, blot fordi denne svig er kendt eller burde være kendt, under sådanne omstændigheder ville udgøre en uforholdsmæssig begrænsning af princippet om afgiftsmæssig neutralitet, idet den forelæggende ret har anført, at nægtelse af momsfradrag ikke må antage karakter af sanktion. Det kunne ifølge den forelæggende ret yderligere tale for denne retsopfattelse, at det i henhold til Domstolens praksis er uden relevans for den afgiftspligtige persons ret til momsfradrag, om den moms, der skyldes for forudgående eller efterfølgende salg af de pågældende varer, er blevet indbetalt til statskassen. Domstolen har i denne forbindelse altid fremhævet, at de foranstaltninger, som medlemsstaterne kan træffe i henhold til artikel 273 i direktiv 2006/112 for at sikre en korrekt opkrævning af moms og for at undgå svig, ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål. Imidlertid fremgår det ikke, at en bred fortolkning af begrebet »leveringskæde« vil kunne nå disse mål. Det forhold, at det under disse omstændigheder kan være forkert at nægte momsfradrag, kan endelig følge af Domstolens praksis, hvorefter der i momsmæssig henseende ikke skal sondres mellem lovlige og ulovlige transaktioner.

17

På denne baggrund har Finanzgericht Berlin-Brandenburg (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i Berlin-Brandenburg) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen det følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 167 og artikel 168, litra a), i [direktiv 2006/112] fortolkes således, at de er til hinder for en national retsanvendelse, ifølge hvilken retten til fradrag af indgående moms også skal nægtes i de tilfælde, hvor der er begået momssvig i et tidligere omsætningsled, og den afgiftspligtige person havde eller burde have haft kendskab hertil, men i forbindelse med de transaktioner, der var foretaget med den pågældende, hverken havde deltaget i momssvigen eller var involveret i den og heller ikke havde fremmet eller understøttet den begåede momssvig?«

18

I henhold til Domstolens procesreglements artikel 99 kan Domstolen, navnlig såfremt besvarelsen af et præjudicielt spørgsmål klart kan udledes af retspraksis, eller såfremt besvarelsen af et sådant spørgsmål ikke giver anledning til nogen rimelig tvivl, til enhver tid på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse.

19

Denne bestemmelse finder anvendelse i nærværende sag.

20

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at det er til hinder for en national praksis, hvorefter retten til fradrag af indgående moms nægtes en afgiftspligtig person, som har erhvervet varer, der har været genstand for momssvig begået i et tidligere omsætningsled i leveringskæden, og som vidste eller burde have vidst dette, selv om den pågældende ikke har deltaget aktivt i svigen.

21

Domstolen har gentagne gange fastslået, at bekæmpelse af svig, unddragelse og misbrug er et formål, som anerkendes og støttes i direktiv 2006/112. I denne henseende har Domstolen fastslået, at borgerne ikke kan gøre EU-retten gældende med henblik på at muliggøre svig eller misbrug, og at det således tilkommer de nationale myndigheder og domstole at nægte at indrømme ret til fradrag, hvis det på grundlag af objektive momenter er godtgjort, at påberåbelsen af denne ret er udtryk for svig eller misbrug (jf. i denne retning dom af 6.7.2006, Kittel og Recolta Recycling, C-439/04 og C-440/04, EU:C:2006:446, præmis 54 og 55, og af 16.10.2019, Glencore Agriculture Hungary, C-189/18, EU:C:2019:861, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

22

Domstolen har endvidere ved flere lejligheder fastslået, at retten til fradrag skal nægtes ikke alene, når den afgiftspligtige person selv har begået svig, men også når det godtgøres, at den afgiftspligtige person, hvortil de varer eller ydelser, der tjener som grundlag for at støtte fradragsretten, er blevet leveret, vidste eller burde have vidst, at vedkommende ved sin erhvervelse af disse varer eller disse ydelser deltog i en transaktion, der var led i momssvindel (jf. i denne retning dom af 6.7.2006, Kittel og Recolta Recycling, C-439/04 og C-440/04,EU:C:2006:446, præmis 59, af 21.6.2012, Mahagében og Dávid, C-80/11 og C-142/11, EU:C:2012:373, præmis 45, og af 16.10.2019, Glencore Agriculture Hungary, C-189/18, EU:C:2019:861, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

23

I denne henseende må en sådan afgiftspligtig person med henblik på direktiv 2006/112 anses for at have deltaget i denne svindel, uanset om vedkommende har opnået fortjeneste ved videresalget af varerne eller ved anvendelsen af ydelserne i forbindelse med de af ham gennemførte udgående momspligtige transaktioner, idet denne afgiftspligtige person under sådanne omstændigheder er medvirkende til, at der bliver udført svigagtige transaktioner, og derfor er medskyldig (jf. i denne retning dom af 6.7.2006, Kittel og Recolta Recycling, C-439/04 og C-440/04, EU:C:2006:446, præmis 56 og 57, af 21.6.2012, Mahagében og Dávid, C-80/11 og C-142/11, EU:C:2012:373, præmis 46, af 6.12.2012, Bonik, C-285/11, EU:C:2012:774, præmis 39, af 13.2.2014, Maks Pen, C-18/13, EU:C:2014:69, præmis 27, og af 22.10.2015, PPUH Stehcemp, C-277/14, EU:C:2015:719, præmis 48).

24

Domstolen har endvidere gentagne gange i tilfælde, hvor de materielle betingelser for fradragsretten var opfyldt, præciseret, at fradragsretten kun kan nægtes en afgiftspligtig person på betingelse af, at det på grundlag af objektive forhold godtgøres, at han vidste eller burde have vidst, at vedkommende ved sin erhvervelse af varer eller ydelser, der tjener som grundlag for at støtte fradragsretten, medvirkede til en transaktion, som var led i momssvig begået af leverandøren eller en anden erhvervsdrivende i et tidligere eller efterfølgende led i leveringskæden (jf. i denne retning dom af 6.12.2012, Bonik, C-285/11, EU:C:2012:774, præmis 40, og af 13.2.2014, Maks Pen, C-18/13, EU:C:2014:69, præmis 28, samt kendelse af 3.9.2020, Vikingo Fővállalkozó, C-610/19, EU:C:2020:673, præmis 53).

25

Domstolen har i denne henseende udtalt, at det ikke er foreneligt med den i nævnte direktiv 2006/112 fastsatte ordning for fradragsret at pålægge en sanktion over for en afgiftspligtig person, som ikke vidste eller kunne have vidst, at den omhandlede transaktion var led i en af leverandøren begået svig, eller at en anden transaktion, som udgør en del af leveringskæden og ligger før eller efter den af nævnte afgiftspligtige gennemførte transaktion, var behæftet med momssvig, ved at nægte at indrømme denne ret, idet indførelse af et system med ubetinget hæftelse nemlig ville gå ud over, hvad der er nødvendigt for at beskytte statskassens rettigheder (jf. i denne retning dom af 21.6.2012, Mahagében og Dávid, C-80/11 og C-142/11, EU:C:2012:373, præmis 47 og 48, og af 6.12.2012, Bonik, C-285/11, EU:C:2012:774, præmis 41 og 42, samt kendelse af 3.9.2020, Vikingo Fővállalkozó, C-610/19, EU:C:2020:673, præmis 52).

26

I modsætning til den forelæggende rets fortolkning af Domstolens praksis følger det for det første klart af den retspraksis, der er nævnt i denne kendelses præmis 21-25, at det blotte forhold, at den afgiftspligtige person har erhvervet varer eller ydelser, selv om han – af den ene eller den anden grund – vidste, at han ved denne erhvervelse deltog i en transaktion, der var led i momssvindel begået i et tidligere omsætningsled i leveringskæden, med henblik på direktiv 2006/112 anses for en deltagelse i denne svig. Som den tyske regering har gjort gældende, er den eneste positive handling, som under sådanne omstændigheder er afgørende for, at momsfradrag kan nægtes, erhvervelsen af disse varer eller disse ydelser. For at begrunde en sådan nægtelse er det derfor ikke nødvendigt at godtgøre, at den afgiftspligtige person på den ene eller den anden måde har deltaget aktivt i den omhandlede svig, eventuelt blot ved aktivt at fremme eller understøtte denne. Det har heller ingen betydning, at han ikke har skjult sine leveringsforhold og sine leverandører.

27

Dette gælder så meget desto mere, fordi fradragsretten ifølge denne retspraksis også fratages en afgiftspligtig person, som burde have vidst, at denne ved sin erhvervelse deltog i en transaktion, der var led i momssvindel begået i et tidligere omsætningsled i leveringskæden. I en sådan situation er det undladelsen af at udvise den fornødne omhu, som fører til en nægtelse af at indrømme ret til fradrag.

28

I denne henseende skal det bemærkes, at Domstolen allerede ved flere lejligheder har fastslået, at det ikke er i strid med EU-retten at kræve af en erhvervsdrivende, at denne træffer enhver foranstaltning, som med rimelighed kan kræves, for at sikre sig, at den pågældendes transaktioner ikke fører til deltagelse i momssvig, idet fastlæggelsen af de foranstaltninger, som i et konkret tilfælde med rimelighed kan kræves af en afgiftspligtig person, der ønsker at udøve retten til momsfradrag, for at sikre sig, at hans transaktioner ikke er led i svig begået af en erhvervsdrivende i et tidligere omsætningsled, i det væsentlige afhænger af omstændighederne i det nævnte konkrete tilfælde (jf. i denne retning dom af 21.6.2012, Mahagében og Dávid, C-80/11 og C-142/11, EU:C:2012:373, præmis 54 og 59, og af 19.10.2017, Paper Consult, C-101/16, EU:C:2017:775, præmis 52).

29

Domstolen har præciseret, at hvis der foreligger indicier, der giver anledning til mistanke om uregelmæssigheder eller svig, kan en påpasselig erhvervsdrivende efter omstændighederne i det konkrete tilfælde se sig nødsaget til at indhente oplysninger om en anden erhvervsdrivende, hos hvem han overvejer at købe varer eller tjenesteydelser, med henblik på at sikre sig, at denne er pålidelig (dom af 21.6.2012, Mahagében og Dávid, C-80/11 og C-142/11, EU:C:2012:373, præmis 60, samt kendelse af 16.5.2013, Hardimpex, C-444/12, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:318, præmis 25, og af 3.9.2020, Vikingo Fővállalkozó, C-610/19, EU:C:2020:673, præmis 55).

30

Endvidere må det, idet den forelæggende ret nærmere bestemt har anført, at ond tro hos den afgiftspligtige person ikke kan udgøre et kriterium, der kan erstattes af kriteriet om denne afgiftspligtige persons aktive deltagelse, bemærkes, at det ikke er i strid med EU-retten at kræve af en erhvervsdrivende, at denne handler i god tro (jf. i denne retning dom af 28.3.2019, Vinš, C-275/18, EU:C:2019:265, præmis 33, og af 17.10.2019, Unitel, C-653/18, EU:C:2019:876, præmis 33).

31

Det er imidlertid ikke nødvendigt, at det godtgøres, at den afgiftspligtige person er i ond tro, for at han kan nægtes ret til fradrag, eftersom det følger af den retspraksis, der er nævnt i denne kendelses præmis 21-25, og af det ovenstående, at det forhold, at den afgiftspligtige person har erhvervet varer eller ydelser, selv om han – idet han traf de foranstaltninger, som med rimelighed kan kræves af ham for at sikre sig, at denne transaktion ikke fører til deltagelse i svig – vidste eller burde have vidst, at han ved denne erhvervelse deltog i en transaktion, der var led i svig, er tilstrækkeligt til med henblik på direktiv 2006/112 at anse den pågældende afgiftspligtige person for at have deltaget i denne svig og nægte den pågældende fradrag.

32

For det andet kan der ikke lægges en fortolkning til grund, hvorefter dels begrebet »leveringskæde« skal forstås således, at udelukkende omfatter den situation, hvor svigen følger af en specifik kombination af flere på hinanden følgende transaktioner eller af en samlet plan, i hvilken leveringerne udgør en del af en svig, der strækker sig over flere transaktioner, dels den afgiftspligtige persons transaktion og den i et tidligere led foretagne transaktion, som er behæftet med svig, uden for disse tilfælde skal anses for uafhængige transaktioner, navnlig når den begåede svig er afsluttet på det tidspunkt, hvor den første af disse transaktioner sker, således at denne svig ikke længere kan fremmes eller understøttes.

33

En sådan fortolkning ville nemlig indebære, at nægtelse af momsfradrag udvides med yderligere betingelser i tilfælde af svig, som ikke følger af den retspraksis, der er nævnt i denne kendelses præmis 21-25. Som bemærket i denne kendelses præmis 31 er det forhold, at den afgiftspligtige person har erhvervet varer eller ydelser, selv om han vidste eller burde have vidst, at han ved sin erhvervelse af disse varer eller disse ydelser deltog i en transaktion, der var led i svig begået i et tidligere omsætningsled, tilstrækkeligt til, at denne afgiftspligtige person anses for at have deltaget i denne svig og til at nægte denne momsfradrag.

34

Desuden tager en sådan fortolkning ikke hensyn til, at svig begået i et led i leverings- eller ydelseskæden har indvirkning på de følgende led i denne kæde, såfremt den betalte moms ikke svarer til det skyldige beløb på grund af prisfald på varer eller ydelser, der skyldes manglende betaling af moms i et tidligere led. I alle tilfælde tillader den afgiftspligtige persons erhvervelse af varer, der har været genstand for en transaktion behæftet med svig i et tidligere led, afsætningen af disse varer, som de faktiske omstændigheder i hovedsagen viser, således at denne erhvervelse – som den tjekkiske regering har bemærket – understøtter svigen.

35

For det tredje er det i forhold til at vurdere, om den afgiftspligtige person har deltaget i svig, uden betydning, om den omhandlede transaktion har givet denne en afgiftsfordel eller ej. Til forskel fra retspraksis vedrørende misbrug (dom af 21.2.2006, Halifax m.fl., C-255/02, EU:C:2006:121, præmis 74 og 75, af 17.12.2015, WebMindLicenses, C-419/14, EU:C:2015:832, præmis 36, og af 10.7.2019, Kuršu zeme, C-273/18, EU:C:2019:588, præmis 35) er konstateringen af den afgiftspligtige persons deltagelse i momssvig ikke betinget af, at denne transaktion har givet den pågældende en afgiftsfordel, som det ville stride mod formålet med bestemmelserne i direktiv 2006/112 at tildele. Tilsvarende er det uden betydning, at den omhandlede transaktion ikke har givet den afgiftspligtige person nogen økonomisk fordel, som det bemærkes i denne kendelses præmis 23 og 34.

36

Endelig følger det af betragtningerne i denne kendelses præmis 23 og 25, hvorefter indførelse af et system med ubetinget hæftelse for det første ville gå ud over, hvad der er nødvendigt for at beskytte statskassens rettigheder, og hvorefter den afgiftspligtige person, som vidste eller burde have vidst, at han ved sin erhvervelse deltog i en transaktion, der var led i svig, for det andet er medvirkende til, at der bliver udført svigagtige transaktioner, og derfor er medskyldig, at den afgiftspligtige person hæfter som følge af sit ansvar for en sådan deltagelse.

37

En sådan fortolkning kan vanskeliggøre gennemførelsen af svigagtige transaktioner (jf. i denne retning dom af 6.7.2006, Kittel og Recolta Recycling, C-439/04 og C-440/04, EU:C:2006:446, præmis 58), idet den bl.a. fratager varer og ydelser, der har været genstand for en transaktion, som var led i svig, afsætningsmuligheder og dermed deltager i bekæmpelsen af svig, hvilket – som bemærket i denne kendelses præmis 21 – er et formål, som anerkendes og støttes i direktiv 2006/112. Da Domstolen i sin faste praksis har udtalt, at retten til fradrag skal nægtes, når den afgiftspligtige person vidste eller burde have vidst, at han ved sin erhvervelse deltog i en transaktion, der var led i svig, har Domstolen nødvendigvis fastslået, at en nægtelse under disse betingelser ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå dette formål. Tilsvarende har Domstolen nødvendigvis fastslået, at en sådan nægtelse ikke kan anses for en tilsidesættelse af princippet om afgiftsmæssig neutralitet, som desuden ikke kan påberåbes med henblik på fradrag af indgående moms af en afgiftspligtig person, som har deltaget i momssvig (jf. analogt dom af 28.3.2019, Vinš, C-275/18, EU:C:2019:265, præmis 33, og af 17.10.2019, Unitel, C-653/18, EU:C:2019:876, præmis 33).

38

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at direktivet ikke er til hinder for en national praksis, hvorefter retten til fradrag af indgående moms nægtes en afgiftspligtig person, som har erhvervet varer, der har været genstand for momssvig begået i et tidligere omsætningsled i leveringskæden, og som vidste eller burde have vidst dette, selv om den pågældende ikke har deltaget aktivt i denne svig.

39

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

Af disse grunde bestemmer Domstolen (Tiende Afdeling):

Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at dette direktiv ikke er til hinder for en national praksis, hvorefter retten til fradrag af indgående merværdiafgift (moms) nægtes en afgiftspligtig person, som har erhvervet varer, der har været genstand for momssvig begået i et tidligere omsætningsled i leveringskæden, og som vidste eller burde have vidst dette, selv om den pågældende ikke har deltaget aktivt i denne svig.