14.12.2020 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 433/27 |
Appel iværksat den 21. september 2020 af Crédit agricole Corporate and Investment Bank til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Udvidede Afdeling) den 8. juli 2020 i sag T-577/18, Crédit agricole Corporate and Investment Bank mod ECB
(Sag C-457/20 P)
(2020/C 433/34)
Processprog: fransk
Parter
Appellant: Crédit agricole Corporate and Investment Bank (ved avocates A. Champsaur og A. Delors)
Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Centralbank
Appellanten har nedlagt følgende påstande
— |
Punkt 2 i domskonklusionen i dom afsagt af Retten den 8. juli 2020 i sag T-577/18, Crédit agricole Corporate and Investment Bank mod ECB, hvorved ECB i øvrigt blev frifundet for appellantens påstand om annullation af ECB’s afgørelse ECB/SSM/2018-FRCAG-76 af 16. juli 2018, ophæves. |
— |
Alle påstande, som Crédit agricole Corporate and Investment Bank nedlagde for Retten i første instans, tages til følge. |
— |
ECB tilpligtes at betale sagsomkostningerne. |
Anbringender og væsentligste argumenter
Med sine tre appelanbringender har appellanten gjort følgende gældende:
(1) |
Retten begik en retlig fejl og tilsidesatte begrundelsespligten, idet den ikke tog stiling til anbringendet om den tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, der følger af afgørelse ECB/SSM/2018-FRCAG-76, og tilsidesatte retssikkerhedsprincippet ved at lægge til grund, at der forelå en tilsidesættelse af artikel 26, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, selv om Retten udtrykkeligt medgav, at denne bestemmelse mangler klarhed. |
(2) |
Retten tilsidesatte artikel 18, stk. 1, i Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter samt begrundelsespligten, idet Retten ikke påviste, at appellantens adfærd havde karakter af uagtsomhed. |
(3) |
Retten begik en retlig fejl og tilsidesatte begrundelsespligten, idet den ikke tog stiling til anbringendet om den tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet, der følger af afgørelse ECB/SSM/2018-FRCAG-76, og tilsidesatte disse to principper ved implicit at lægge til grund, at sanktionen principielt var begrundet. |