10.8.2020 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 262/20 |
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Visoki trgovački sud Republike Hrvatske (Kroatien) den 8. juni 2020 — HRVATSKE Šume d.o.o., Zagreb, indtrådt i rettighederne efter HRVATSKE ŠUME javno poduzeće za gospodarenje šumama i šumskim zemljištima u Republici Hrvatskoj, p.o., Zagreb mod BP EUROPA SE, indtrådt i rettighederne efter DEUTSCHE BP AG, indtrådt i rettighederne efter THE BURMAH OIL (Deutschland), GmbH
(Sag C-242/20)
(2020/C 262/26)
Processprog: kroatisk
Den forelæggende ret
Visoki trgovački sud Republike Hrvatske
Parter i hovedsagen
Sagsøger: HRVATSKE Šume d.o.o., Zagreb, indtrådt i rettighederne efter HRVATSKE ŠUME javno poduzeće za gospodarenje šumama i šumskim zemljištima u Republici Hrvatskoj, p.o., Zagreb
Sagsøgt: BP EUROPA SE, indtrådt i rettighederne efter DEUTSCHE BP AG, indtrådt i rettighederne efter THE BURMAH OIL (Deutschland), GmbH
Præjudicielle spørgsmål
1) |
Er krav om tilbagebetaling som følge af ugrundet berigelse omfattet af kompetencereglen i forordning (EF) nr. 44/2001 (1) for sager om »erstatning uden for kontrakt« under hensynstagen til, at forordningens artikel 5, nr. 3), bl.a. bestemmer, at »[e]n person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå«? |
2) |
Er civile søgsmål, der er anlagt på grund af, at der fandtes tidsbegrænsninger inden for rammerne af en tvangsfuldbyrdelsesprocedure for tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld inden for rammerne af samme tvangsfuldbyrdelsesprocedure, omfattet af enekompetencen i henhold til artikel 22, nr. 5), i forordning (EF) nr. 44/2001, som bestemmer, at i sager om fuldbyrdelse af retsafgørelser, er retterne i den medlemsstat, på hvis område fuldbyrdelsesstedet er beliggende, enekompetente, uden hensyn til bopæl? |
(1) Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2001, L 12, s. 1).