29.6.2020 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 215/23 |
Appel iværksat den 27. marts 2020 af Republikken Litauen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 22. januar 2020 i sag T-19/18, Litauen mod Kommissionen
(Sag C-153/20 P)
(2020/C 215/28)
Processprog: litauisk
Parter
Appellant: Republikken Litauen (ved R. Dzikovič og K. Dieninis)
De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Den Tjekkiske Republik
Appellanten har nedlagt følgende påstande
— |
Rettens dom af 22. januar 2020 i sag T-19/18, Litauen mod Kommissionen, EU:T:2020:4, hvorved Retten frifandt Europa-Kommissionen i det søgsmål, som Republikken Litauen havde anlagt den 19. januar 2018 med påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/2014 af 8. november 2017 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), ophæves. |
— |
Sagen hjemvises til Retten, eller Domstolen afgør selv sagen ud fra de anbringender, der er fremsat i appellen, og træffer endelig afgørelse om annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/2014 af 8. november 2017 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL). |
— |
Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne. |
Anbringender og væsentligste argumenter
Republikken Litauen har nedlagt påstand for Domstolen om ophævelse af Rettens dom i sag T-19/18 (»den appellerede dom«) og har fremsat de følgende anbringender:
1) |
Urigtig fortolkning af artikel 24, stk. 1, i forordning nr. 65/2011 (1) og tilsidesættelse af forpligtelsen til at begrunde en dom, fordi Retten ikke klart og utvetydigt underbyggede begrundelsen for sin dom, da den i den appellerede doms præmis 61-80 tog stilling til de kriterier, der var blevet anvendt til at afgøre, hvorvidt ansøgere havde status af små og mellemstore virksomheder. |
2) |
Tilsidesættelse af artikel 256, stk. 2, TEUF og af retssikkerhedsprincippet, fordi Retten i den appellerede doms præmis 81-90 tog stilling til effektiviteten af overvågningen af højrisikoprojekter på en måde, der var i strid med Domstolens stillingtagen i tidligere lignende sager, samt fejlagtig bevisbedømmelse, fordi Retten i den appellerede doms præmis 88-92 ikke fastlagde de faktiske omstændigheder korrekt. |
3) |
Urigtig fortolkning af artikel 26 i forordning nr. 65/2011 og fordrejning af bevisernes klare betydning, fordi Retten gav en selvmodsigende begrundelse, da den i den appellerede doms præmis 178-188 tog stilling til kvalitetskriterierne for kontroller på stedet, og derved uberettiget udvidede artikel 26 i forordning nr. 65/2011, samt i den appellerede doms præmis 181 og 191 foretog en fejlagtig bevisbedømmelse. |
4) |
Tilsidesættelse af artikel 263 TEUF og 256 TEUF samt fejlagtig bevisbedømmelse, fordi Retten i den appellerede doms præmis 195-212 ikke efterprøvede, hvorvidt Kommissionens oplysninger om de utilstrækkelige kontroller af projektudgifter var nøjagtige, pålidelige og sammenhængende, og dette er en mangel ved legalitetskontrollen af Kommissionens afgørelse. |
(1) Kommissionens forordning (EU) nr. 65/2011 af 27.1.2011 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 for så vidt angår kontrol og krydsoverensstemmelse i forbindelse med støtteforanstaltninger til udvikling af landdistrikterne (EUT 2011, L 25, s. 8).