Sag C-720/20
RO
mod
Forbundsrepublikken Tyskland
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Cottbus)
Domstolens dom (Store Afdeling) af 1. august 2022
»Præjudiciel forelæggelse – fælles asylpolitik – kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse – forordning (EU) nr. 604/2013 (Dublin III) – ansøgning om international beskyttelse indgivet af en mindreårig i den medlemsstat, hvor den mindreårige er født – denne mindreåriges forældre, der tidligere har opnået flygtningestatus i en anden medlemsstat – artikel 3, stk. 2 – artikel 9 – artikel 20, stk. 3 – direktiv 2013/32/EU – artikel 33, stk. 2, litra a) – antagelse af ansøgningen om international beskyttelse til realitetsbehandling og ansvaret for behandlingen af denne ansøgning«
Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse – forordning nr. 604/2013 – procedurer for overtagelse og tilbagetagelse – ansøgerens mindreårige barn – karakteren af den situation, som et mindreårigt barn befinder sig i, som værende uløseligt forbundet med den situation, som den pågældendes familiemedlem befinder sig i – analog anvendelse på en mindreårigs ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet i den medlemsstat, hvor barnet er født, når denne mindreårige har forældre, der allerede nyder international beskyttelse i en anden medlemsstat – afvisning fra realitetsbehandling
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 604/2013, art. 2, litra c) og f), art. 3, stk. 2, art. 9 og art. 20, stk. 3]
(jf. præmis 32, 34, 39-42, 44 og 45 samt domskonkl. 1)
Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32 – procedure for behandling af en ansøgning om international beskyttelse – ansøgning, som medlemsstaterne kan afvise – begrundelse – en anden medlemsstats tidligere meddelelse af international beskyttelse – analog anvendelse på en ansøgning, der er indgivet af en mindreårig, der ikke selv nyder international beskyttelse i en anden medlemsstat, mens dette er tilfældet for den mindreåriges forældre – afvisning fra realitetsbehandling
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32, art. 33, stk. 2, litra a)]
(jf. præmis 51-55 og domskonkl. 2)
Resumé
Sagsøgeren, der er statsborger i Den Russiske Føderation, blev født i Tyskland i 2015. I marts 2012 opnåede sagsøgerens forældre og fem søskende, der alle ligeledes er russiske statsborgere, flygtningestatus i Polen. I december 2012 forlod de Polen til fordel for Tyskland, hvor de indgav ansøgninger om international beskyttelse. Republikken Polen afviste at imødekomme anmodningen fra de tyske myndigheder om at tilbagetage disse personer med den begrundelse, at de allerede var indrømmet international beskyttelse på Republikken Polens område. Efterfølgende afviste de tyske myndigheder at realitetsbehandle ansøgningerne om international beskyttelse fra disse personer på grund af den flygtningestatus, som disse personer allerede havde opnået i Polen. Sagsøgerens familie fortsatte imidlertid med at opholde sig på tysk område.
I marts 2018 indgav sagsøgeren en ansøgning om international beskyttelse til de tyske myndigheder. Denne ansøgning blev afvist på grundlag af bl.a. Dublin III-forordningen ( 1 ).
Den forelæggende ret, hvorved der blev anlagt sag til prøvelse af denne sidstnævnte afgørelse om afslag, var i tvivl om, hvorvidt Forbundsrepublikken Tyskland var den medlemsstat, der var ansvarlig for behandlingen af sagsøgerens ansøgning, og om denne medlemsstat i bekræftende fald havde ret til i henhold til »proceduredirektivet« at afvise at realitetsbehandle denne ansøgning ( 2 ).
Den forelæggende ret ønskede nærmere bestemt oplyst, om visse bestemmelser i Dublin III-forordningen og proceduredirektivet finder analog anvendelse på sagsøgerens situation. I denne henseende ønskede den forelæggende ret for det første oplyst, om Dublin III-forordningens artikel 20, stk. 3 – for så vidt angår situationen for børn, der er født efter ankomsten af en ansøger om international beskyttelse ( 3 ) – for at forhindre sekundære bevægelser finder anvendelse på en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en mindreårig i den medlemsstat, hvor vedkommende er født, når dennes forældre nyder international beskyttelse i en anden medlemsstat. For det andet ønskede den forelæggende ret oplyst, om proceduredirektivets artikel 33, stk. 2, litra a) ( 4 ), finder anvendelse på en mindreårig, hvis forældre nyder international beskyttelse i en anden medlemsstat, mens denne mindreårige ikke selv gør det.
Domstolens Store Afdeling besvarede disse spørgsmål benægtende. Med sin dom tydeliggør Domstolen rækkevidden af Dublin III-forordningen og proceduredirektivet i forbindelse med sekundære bevægelser af familier, der allerede har international beskyttelse i en medlemsstat, til en anden medlemsstat, hvor et nyt barn er født.
Domstolens bemærkninger
For det første fastslog Domstolen, at Dublin III-forordningens artikel 20, stk. 3, ikke finder analog anvendelse på den situation, hvor en mindreårig og dennes forældre – selv om den mindreåriges forældre allerede har en ret til international beskyttelse i en anden medlemsstat – indgiver ansøgninger om international beskyttelse i den medlemsstat, hvor den mindreårige er født. Dels forudsætter denne bestemmelse nemlig, at den mindreåriges familiemedlemmer stadig har status som »ansøger«, og bestemmelsen regulerer således ikke situationen for et barn, der er født efter at familiemedlemmerne har opnået international beskyttelse i en anden medlemsstat end den, hvor barnet er født og opholder sig med sin familie. Dels er den situation, som en mindreårig, hvis familiemedlemmer har ansøgt om international beskyttelse, befinder sig i, og den situation, som en mindreårig, hvis familiemedlemmer allerede er omfattet af en sådan beskyttelse, befinder sig i, ikke sammenlignelige i forbindelse med den ordning, der er indført ved Dublin III-forordningen. Begreberne »ansøger« ( 5 ) og »person med international beskyttelse« ( 6 ) omfatter nemlig særskilte retlige statusser, der reguleres af særskilte bestemmelser i forordningen. En analog anvendelse af artikel 20, stk. 3, på situationen for en mindreårige, hvis familiemedlemmer allerede er omfattet af en international beskyttelse, ville følgelig fratage såvel den mindreårige som den medlemsstat, der har indrømmet denne beskyttelse til den mindreåriges familiemedlemmer, anvendelsen af de procedurer, der er fastsat i denne forordning. Dette ville navnlig have til følge, at en sådan mindreårig kunne gøres til genstand for en afgørelse om overførsel, uden at der blev indledt en procedure for overtagelse af ansvaret for denne mindreårige.
Dublin III-forordningen fastsætter i øvrigt specifikke regler i de tilfælde, hvor den procedure, der er indledt vedrørende ansøgerens familiemedlemmer, er afsluttet, og hvor disse familiemedlemmer har ret til at opholde sig som personer med international beskyttelse i en medlemsstat. Forordningens artikel 9 fastsætter nærmere bestemt, at i en sådan situation er det sidstnævnte medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse, forudsat at de pågældende skriftligt har udtrykt ønske herom. Denne betingelse udelukker ganske vist anvendelsen af artikel 9, når der ikke er blevet udtrykt et sådant ønske. Denne situation kan bl.a. opstå, når den pågældende mindreåriges ansøgning om international beskyttelse er blevet indgivet efter dennes families uregelmæssige sekundære bevægelse fra en første medlemsstat til den medlemsstat, hvor denne ansøgning er blevet indgivet. Dette forhold ændrer imidlertid ikke ved den omstændighed, at EU-lovgiver med denne artikel har fastsat en bestemmelse, der netop omfatter den omhandlede situation. Henset til den klare ordlyd af forordningens artikel 9 kan dette krav om skriftlig tilkendegivelse af ønsket ikke fraviges.
I en situation, hvor de pågældende personer ikke skriftligt har givet udtryk for et ønske om, at den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af et barns ansøgning om international beskyttelse, skal være den medlemsstat, i hvilken barnets familiemedlemmer har fået tilladelse til at opholde sig som personer med international beskyttelse, skal afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, på denne baggrund ske i henhold til Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2 ( 7 ).
For det andet fastslog Domstolen, at proceduredirektivets artikel 33, stk. 2, litra a), ikke finder analog anvendelse på en mindreårigs ansøgning om international beskyttelse, når det ikke er barnet selv, men dettes forældre, der nyder international beskyttelse i en anden medlemsstat. I denne forbindelse bemærkede Domstolen, at der i direktivet er foretaget en udtømmende opregning af de situationer, hvor medlemsstaterne kan afvise en ansøgning om international beskyttelse. Bestemmelsen, der fastsætter disse afvisningsgrunde, har desuden karakter af en undtagelse til medlemsstaternes forpligtelse til at undersøge substansen i samtlige ansøgninger om international beskyttelse. Det følger af denne bestemmelses udtømmende og undtagelsesvise karakter, at den skal fortolkes indskrænkende og derfor ikke kan anvendes på en situation, der ikke svarer til bestemmelsens ordlyd. Bestemmelsens personelle anvendelsesområde kan følgelig ikke udstrækkes til at omfatte en ansøger om international beskyttelse, der ikke selv nyder en sådan beskyttelse.
( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26.6.2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 31, herefter »Dublin III-forordningen«).
( 2 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26.6.2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60, herefter »proceduredirektivet«).
( 3 ) – I henhold til denne bestemmelse, der vedrører proceduren for overtagelse, betragtes den situation, som et mindreårigt barn, der ledsager ansøgeren, og som falder ind under definitionen af et familiemedlem, befinder sig i, som værende uløseligt forbundet med den situation, som den pågældendes familiemedlem befinder sig i, og ansvaret for denne situation påhviler den medlemsstat, som er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse fra det pågældende familiemedlem, selv når den mindreårige ikke selv er ansøger, forudsat at det tjener den mindreåriges tarv bedst. På samme måde behandles børn født efter ansøgernes ankomst til medlemsstaternes område, uden at det er nødvendigt at indlede en ny procedure for overtagelse af ansvaret for dem.
( 4 ) – Medlemsstaterne kan i medfør af denne bestemmelse afvise en ansøgning om international beskyttelse, hvis en anden medlemsstat har indrømmet international beskyttelse.
( 5 ) – Som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 2, litra c).
( 6 ) – Som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 2, litra f).
( 7 ) – I henhold til denne bestemmelse er det den første medlemsstat, som ansøgningen om international beskyttelse indgives til, der er ansvarlig for behandlingen af denne ansøgning, når det ikke på grundlag af kriterierne i Dublin III-forordningen kan afgøres, hvilken medlemsstat der er ansvarlig.