Sag C-713/20

Raad van bestuur van de Sociale verzekeringsbank
mod
X

og

Y
mod
Raad van bestuur van de Sociale verzekeringsbank

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Centrale Raad van Beroep)

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 13. oktober 2022

»Præjudiciel forelæggelse – social sikring af vandrende arbejdstagere – forordning (EF) nr. 883/2004 – artikel 11, stk. 3, litra a) og e) – person, der er bosat i en medlemsstat og udøver lønnet beskæftigelse i en anden medlemsstat – ansættelseskontrakt(er) indgået med et enkelt vikarbureau – vikaransættelser – mellemliggende perioder – fastlæggelse af den lovgivning, der finder anvendelse i perioderne mellem vikaransættelserne – ansættelsesforholdets ophør«

Social sikring – vandrende arbejdstagere – lovgivning, der finder anvendelse – person, der er bosat i en medlemsstat og har vikaransættelser på en anden medlemsstats område gennem et vikarbureau, der har hjemsted i denne anden medlemsstat – denne persons undergivelse af bopælsmedlemsstatens lovgivning i perioderne mellem disse vikaransættelser – betingelse – ophør af ansættelsesforholdet i de nævnte mellemliggende perioder

[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, art. 11, stk. 3, litra a) og e)]

(jf. præmis 40, 43, 44, 48, 50 og 53 samt domskonkl.)

Resumé

Fra henholdsvis januar 2013 og juli 2007 begyndte X (der er nederlandsk statsborger med bopæl i Tyskland) og Y (der er polsk statsborger med bopæl i Polen) at udøve lønnet beskæftigelse i Nederlandene gennem vikarbureauer. X havde indgået en ansættelseskontrakt med et vikarbureau, inden for rammerne af hvilken hun havde flere vikaransættelser, der var adskilt af mellemliggende perioder, i hvilke hun udførte frivilligt arbejde og beskedent aflønnet husholdningsarbejde, ligeledes i Nederlandene. Y havde for sit vedkommende indgået flere på hinanden følgende ansættelseskontrakter med et vikarbureau, der var adskilt af en række mellemliggende perioder.

I juli 2015 fik X fremsendt opgørelsen over sine pensionsrettigheder, af hvilken det fremgik, at hun, for så vidt som hun boede i Tyskland, udelukkende var forsikret i henhold til den nederlandske sociale sikringsordning i de perioder, hvor hun faktisk havde arbejdet for vikarbureauet i Nederlandene, men ikke i perioderne mellem hendes vikaransættelser.

I marts 2016 blev Y, der ikke havde arbejdet mellem den 1. januar og den 7. februar 2016, meddelt, at han ikke havde ret til børnetilskud i henhold til den nederlandske sociale sikringsordning for januar og februar 2016, eftersom han ikke havde udøvet erhvervsmæssig beskæftigelse i Nederlandene den første arbejdsdag i hver af disse måneder.

De berørte anlagde begge sag til prøvelse af afgørelsen truffet over for dem ved rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene). Den forelæggende ret, Centrale Raad van Beroep (appeldomstol i sager vedrørende social sikring og tjenestemænd, Nederlandene), ved hvilken der er iværksat appel af dommene afsagt af retten i første instans i Amsterdam, har anført, at sagerne vedrører spørgsmålet om, hvorvidt de berørtes tilknytning til den nederlandske sociale sikringsordning ophørte i perioderne mellem vikaransættelserne. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at det med henblik herpå er nødvendigt at fastslå, hvilken lovgivning der skal anvendes i disse perioder i henhold til forordning nr. 883/2004 ( 1 ).

Domstolen fastslog, at i henhold til den nævnte forordning ( 2 ) er en person, der er bosat i en medlemsstat, og som gennem et vikarbureau, der har hjemsted i en anden medlemsstat, arbejder som vikaransat på denne anden medlemsstats område, undergivet – i perioderne mellem de nævnte vikaransættelser – lovgivningen i dennes bopælsmedlemsstat, hvis ansættelsesforholdet i disse mellemliggende perioder ophører i henhold til vikaransættelseskontrakten.

Domstolens bemærkninger

Indledningsvis mindede Domstolen om princippet, der er fastsat i artikel 11, stk. 3, litra a), i forordning nr. 883/2004, om, at en person, der udøver lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed i en medlemsstat, er omfattet af denne medlemsstats lovgivning. Domstolen bemærkede dernæst – for så vidt angår spørgsmål om, hvorvidt de berørte skulle anses for i de nævnte mellemliggende perioder at have udøvet lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed – at begrebet »lønnet beskæftigelse« defineres som en beskæftigelse eller dermed ligestillet aktivitet, der betragtes som sådan ved anvendelse af lovgivningen om social sikring i den medlemsstat, hvor den pågældende beskæftigelse eller dermed ligestillede aktivitet udøves ( 3 ).

I det foreliggende tilfælde udøvede X imidlertid sin beskæftigelse på grundlag af en midlertidig vikaransættelseskontrakt, der bestemte, at ansættelsesforholdet ville blive indledt på det tidspunkt, hvor beskæftigelsen faktisk påbegyndtes, og ophøre på det tidspunkt, hvor beskæftigelsen ophørte. Følgeligt var der i perioderne mellem X’s vikaransættelser ikke et ansættelsesforhold mellem X og vikarbureauet. De aktiviteter, som X udførte i Nederlandene i disse mellemliggende perioder, kan desuden ikke anses for lønnet beskæftigelse eller dermed ligestillet aktivitet i henhold til nederlandsk lovgivning. For så vidt angår Y var ansættelsesforholdet mellem ham og vikarbureauet i perioden mellem de to kontrakter, som han havde indgået med vikarbureauet, ophørt.

Det følger heraf, at de berørte i perioderne mellem deres vikaransættelser på grund af ophøret af deres erhvervsmæssige beskæftigelse ikke udøvede lønnet beskæftigelse eller dermed ligestillede aktiviteter i henhold til nederlandsk lovgivning. De var derfor ikke omfattet af anvendelsesområdet for artikel 11, stk. 3, litra a), i forordning nr. 883/2004, hvorfor de ikke var undergivet nederlandsk lovgivning. Med henblik på anvendelsen af beskæftigelsesmedlemsstatens lovgivning er det nemlig altid nødvendigt, at der består et kontinuerligt ansættelsesforhold. På denne baggrund var de berørte i de nævnte mellemliggende perioder omfattet af anvendelsesområdet for artikel 11, stk. 3, litra e), i forordning nr. 883/2004 ( 4 ), som udgør en opsamlingsbestemmelse, som skal finde anvendelse på alle de personer, som befinder sig i en situation, der ikke er specifikt reguleret af andre bestemmelser i den nævnte forordning, og følgelig undergivet lovgivningen i bopælsmedlemsstaten.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29.4.2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2004, L 200, s. 1).

( 2 ) – Nærmere bestemt dennes artikel 11, stk. 3, litra a) og e).

( 3 ) – Jf. artikel 1, litra a), i forordning nr. 883/2004.

( 4 ) – Denne bestemmelse fastsætter, at alle andre personer, som ikke falder ind under den nævnte bestemmelses litra a)-d), er omfattet af lovgivningen i bopælsmedlemsstaten, dog uden at tilsidesætte bestemmelser i denne forordning, som sikrer de pågældende ret til ydelser efter lovgivningen i en eller flere medlemsstater.