Sag C-709/20

mod

Department for Communities in Northern Ireland

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Appeal Tribunal for Northern Ireland)

Domstolens dom (Store Afdeling) af 15. juli 2021

»Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – ikke-erhvervsaktiv statsborger i en medlemsstat, som opholder sig på en anden medlemsstats område på grundlag af national ret – artikel 18, stk. 1, TEUF – forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet – direktiv 2004/38/EF – artikel 7 – betingelser for opnåelse af en ret til ophold i mere end tre måneder – artikel 24 – sociale ydelser – begreb – ligebehandling – aftale om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden – overgangsperiode – national bestemmelse, som udelukker unionsborgere, der har ret til tidsbegrænset ophold i henhold til national ret, fra retten til at modtage sociale ydelser – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 1, 7 og 24«

Præjudicielle spørgsmål – fremskyndet præjudiciel procedure – betingelser – omstændigheder, der begrunder en hurtig behandling – risiko for tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder i forhold til sagsøgeren i hovedsagen og dennes børn – adgang til at anvende denne procedure

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 7 og 24; Domstolens procesreglement, art. 105)

(jf. præmis 42-44)
Unionsborgerskab – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38 – sociale ydelser – begreb – eksistenssikrende ydelser i kontanter såvel som universalstøtte – omfattet – den forelæggende rets efterprøvelse

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 24, stk. 2)

(jf. præmis 68-71)
Unionsborgerskab – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38 – ligebehandlingsprincippet – unionsborger uden økonomisk aktivitet og uden tilstrækkelige midler – midlertidig opholdsret, der er tildelt den nævnte borger på grundlag af værtsmedlemsstatens lovgivning – denne medlemsstats lovgivning, der udelukker en sådan borger fra at modtage sociale ydelser – ydelser, som er garanteret statsborgere fra værtsmedlemsstaten, der befinder sig i samme situation – lovlighed

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 7 og art. 24, stk. 1)

(jf. præmis 78, 79 og 93 samt domskonkl.)
Unionsborgerskab – traktatens bestemmelser – anvendelsesområde – unionsborger uden økonomisk aktivitet og uden tilstrækkelige midler – midlertidig opholdsret, der er tildelt den nævnte borger på grundlag af værtsmedlemsstatens lovgivning – omfattet – ansøgning om sociale ydelser indgivet i denne medlemsstat – de kompetente myndigheders forpligtelse til at undersøge overholdelsen af de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – omfanget af denne undersøgelse

(Art. 21, stk. 1, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 1, 7 og 24 samt art. 51, stk. 1)

(jf. præmis 84, 85, 88 og 93 samt domskonkl.)

Resumé

Den britiske lovgivning om universalstøtten, som afskærer unionsborgere, der har ret til ophold i henhold til den ordning, der blev indført i forbindelse med Brexit, men som ikke opfylder alle betingelserne i direktiv 2004/38, fra denne støtte, er forenelig med det ligebehandlingsprincip, der er sikret ved EU-retten.

De kompetente nationale myndigheder skal imidlertid kontrollere, at et afslag på at tildele sådanne sociale ydelser ikke udsætter unionsborgeren og dennes børn for en risiko for tilsidesættelse af deres rettigheder i henhold til EU’s charter om grundlæggende rettigheder, navnlig respekten for den menneskelige værdighed.

CG, der har både kroatisk og nederlandsk statsborgerskab, havde boet i Det Forenede Kongerige siden 2018 uden at udøve erhvervsmæssig virksomhed dér. Hun boede dér sammen med sin partner, der var nederlandsk statsborger, og deres to børn, indtil hun flyttede til et krisecenter for voldsramte kvinder. CG rådede ikke over nogen ressourcer.

Den 4. juni 2020 tildelte Home Office (Det Forenede Kongeriges indenrigsministerium) CG midlertidig opholdstilladelse i Det Forenede Kongerige på grundlag af en ny britisk ordning, der fandt anvendelse på unionsborgere med bopæl i dette land, og som var indført i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen. Tildelingen af en sådan opholdsret var ikke underlagt en betingelse om indtægter.

Den 8. juni 2020 indgav CG en ansøgning om en social ydelse, den såkaldte universalstøtte (Universal Credit), til Nordirlands ministerium for lokalsamfund. Denne ansøgning blev afslået med den begrundelse, at lov om universalstøtte udelukker unionsborgere, der har en opholdsret, som er tildelt i henhold til den nye ordning, fra kategorien af potentielle modtagere af universalstøtten.

CG anfægtede dette afslag ved Appeal Tribunal (Northern Ireland) (appeldomstol for Nordirland, Det Forenede Kongerige) og gjorde bl.a. gældende, at unionsborgere med lovligt ophold i Det Forenede Kongerige og britiske statsborgere blev behandlet forskelligt. Denne ret besluttede at forelægge Domstolen et spørgsmål om, hvorvidt den britiske lov om universalstøtte eventuelt var uforenelig med forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet som fastsat i artikel 18, stk. 1, TEUF.

Domstolens Store Afdeling fastslog, at den britiske lovgivning var forenelig med ligebehandlingsprincippet i artikel 24 i direktiv 2004/38 ( 1 ), samtidig med at den forpligtede de kompetente nationale myndigheder til at efterprøve, hvorvidt et afslag på at tildele sociale ydelser på grundlag af denne lovgivning udsatte unionsborgeren og dennes børn for en konkret og aktuel risiko for tilsidesættelse af deres grundlæggende rettigheder, der er sikret ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Domstolens bemærkninger

Da den forelæggende rets anmodning blev fremsat inden udløbet af overgangsperioden, dvs. inden den 31. december 2020, havde Domstolen kompetence til at afgøre de præjudicielle spørgsmål i denne anmodning i henhold til artikel 86, stk. 2, i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab ( 2 ).

Domstolen præciserede indledningsvis de EU-retlige bestemmelser, der fandt anvendelse i den foreliggende sag, og konkluderede, at spørgsmålet om, hvorvidt CG var genstand for forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, skulle vurderes i lyset af artikel 24 i direktiv 2004/38 og ikke artikel 18 TEUF, idet den første af disse artikler konkretiserer det princip om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, som bl.a. er fastsat i den sidstnævnte bestemmelse, i forhold til unionsborgere, der udøver deres ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område.

Efter at have konstateret, at universalstøtten skal kvalificeres som en social ydelse i dette direktivs forstand, fastslog Domstolen, at adgangen til de nævnte ydelser er forbeholdt unionsborgere, som overholder betingelserne i direktiv 2004/38. I denne henseende bemærkede Domstolen, at i henhold til artikel 7 i dette direktiv er forpligtelsen til at råde over tilstrækkelige midler for en ikke-erhvervsaktiv unionsborger en betingelse for, at denne kan opnå ret til ophold i mere end tre måneder, men under fem år.

Den bekræftede dernæst sin praksis, hvorefter en medlemsstat i henhold til denne artikel har mulighed for at nægte at tildele sociale ydelser til ikke-erhvervsaktive unionsborgere, der i lighed med CG udøver deres ret til fri bevægelighed og ikke råder over tilstrækkelige midler til at gøre krav på en ret til ophold i henhold til dette direktiv. Domstolen præciserede, at der i forbindelse med den konkrete undersøgelse af den enkelte berørtes økonomiske situation ikke tages hensyn til de ydelser, der er ansøgt om, ved vurderingen af, om der rådes over tilstrækkelige midler.

Domstolen fremhævede i øvrigt, at direktiv 2004/38 ikke er til hinder for, at medlemsstaterne indfører en gunstigere ordning end den, der er indført ved dette direktiv, i overensstemmelse med direktivets artikel 37. En opholdsret, der alene er tildelt på grundlag af national ret, som det var tilfældet i tvisten i hovedsagen, kan imidlertid på ingen måde anses for at være tildelt »i medfør af« det nævnte direktiv.

CG udøvede sin grundlæggende ret til at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område i henhold til traktaten, således at den pågældende situation var omfattet af EU-rettens anvendelsesområde, også selv om hun afledte sin opholdsret fra britisk ret, som indfører en gunstigere ordning end den, der er fastsat i direktiv 2004/38. Domstolen fastslog dog, at myndighederne i værtsmedlemsstaten, når de indrømmer en opholdsret som den i hovedsagen omhandlede, uden at påberåbe sig de betingelser og begrænsninger,, som er fastsat i direktiv 2004/38 vedrørende denne ret, gennemfører EUF-traktatens bestemmelser om unionsborgerskabet, der har til hensigt at være den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere.

I overensstemmelse med artikel 51, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder skal disse myndigheder således ved behandlingen af en ansøgning om sociale ydelser som den, der er indgivet af CG, overholde chartrets bestemmelser, navnlig artikel 1 (den menneskelige værdighed), artikel 7 (respekt for privatliv og familieliv) og artikel 24 (barnets rettigheder). I forbindelse med denne undersøgelse kan disse myndigheder tage hensyn til samtlige de bistandsforanstaltninger, der er fastsat i national ret, og som den berørte unionsborger og dennes børn faktisk og aktuelt kan nyde godt af.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29.4.2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT 2004, L 158, s. 77, berigtiget i EUT 2004, L 229, s. 35, og EUT 2020, L 191, s. 6).

( 2 ) – EUT 2020, L 29, s. 7.