–

Rzecznik Praw Obywatelskich ved M. Taborowski,

–

den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved I. Barcew og J. Hradil, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, nr. 5), artikel 3 og 4, artikel 57, stk. 1, og artikel 70 og 80 i Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og ophævelse af forordning (EF) nr. 1260/1999 (EUT 2006, L 210, s. 25), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 423/2012 af 22. maj 2012 (EUT 2012, L 133, s. 1) (herefter »forordning nr. 1083/2006«), og af artikel 2, nr. 15), artikel 37, stk. 1, artikel 66, artikel 67, stk. 1, artikel 74, stk. 1, og artikel 89, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af forordning nr. 1083/2006 (EUT 2013, L 347, s. 320).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Gmina Wieliszew (Wieliszew kommune, Polen, herefter »kommunen«) og Syndyk masy upadłości Spółdzielczego Banku Rzemiosła i Rolnictwa w Wołominie w upadłości likwidacyjnej (kurator i konkursboet efter den kooperative håndværks- og landbrugsbank) vedrørende udelukkelsen af et beløb på 2439814 polske zloty (PLN) (ca. 500000 EUR), som kommunen har indsat på en konto i denne bank, fra konkursboet efter denne bank.

3

Artikel 1, tredje punktum, i protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter (herefter »protokollen«) har følgende ordlyd: »[Den Europæiske Unions] ejendom og aktiver kan ikke uden bemyndigelse fra [Den Europæiske Unions Domstol] gøres til genstand for tvangsforanstaltninger, hvad enten disse er af administrativ eller judiciel art.«

4

Artikel 2, litra i), i Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (EUT 2005, L 277, s. 1) definerede begrebet »offentlige udgifter« som værende »ethvert offentligt bidrag til finansiering af operationer, der hidrører fra statens budget, regionale og lokale myndigheders budgetter eller De Europæiske Fællesskabers budget og lignende udgifter. Ethvert bidrag til finansiering af operationer, der hidrører fra budgettet for offentligretlige organer eller sammenslutninger af en eller flere regionale eller lokale myndigheder eller et eller flere offentligretlige organer som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter [(EUT 2004, L 134, s. 114)], betragtes som et offentligt bidrag«.

5

Denne forordnings artikel 3 bestemte følgende:

»ELFUL skal bidrage til at fremme en bæredygtig udvikling af landdistrikterne i hele Fællesskabet som supplement til den fælles landbrugspolitiks markeds- og indkomststøttepolitikker, samhørighedspolitikken og den fælles fiskeripolitik.«

6

Den nævnte forordnings artikel 4, stk. 1, havde følgende ordlyd:

»Støtten til udvikling af landdistrikterne skal bidrage til at opfylde følgende mål:

7

Samme forordnings artikel 15, stk. 1, bestemte følgende:

»ELFUL’s indsats i medlemsstaterne foregår via landdistriktudviklingsprogrammer. Ved disse programmer gennemføres en strategi for udvikling af landdistrikterne ved hjælp af et sæt foranstaltninger, der er grupperet efter de akser, som er fastlagt i afsnit IV, og til hvis gennemførelse der vil blive ansøgt om støtte fra ELFUL.

Hvert landdistriktudviklingsprogram skal dække en periode mellem [den] 1. januar 2007 og [den] 31. december 2013.«

8

Artikel 72, stk. 1, i forordning nr. 1698/2005 havde følgende ordlyd:

»Medmindre andet fremgår af reglerne om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser, jf. […] artikel 43 [EF] og 49 [EF], sørger medlemsstaten for, at ELFUL’s bidrag til en investeringsoperation kun opretholdes, hvis operationen ikke inden for fem år efter forvaltningsmyndighedens beslutning om finansiering undergår en væsentlig ændring[,]

9

Forordning nr. 1083/2006 fastsætter i henhold til sin artikel 1, stk. 1, »generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og Den Europæiske Socialfond (ESF) (i det følgende benævnt »strukturfondene«) og Samhørighedsfonden«.

10

Denne forordnings artikel 2, nr. 5), præciserede følgende:

»I denne forordning forstås ved:

[…]

11

Den nævnte forordnings artikel 3, der havde overskriften »Mål«, bestemte følgende:

»1.   Formålet med Fællesskabets indsats efter […] artikel 158 [EF] er at styrke den økonomiske og sociale samhørighed i det udvidede EU for at fremme en harmonisk, afbalanceret og bæredygtig udvikling af Fællesskabet. Denne indsats støttes af fondene, Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og andre eksisterende finansielle instrumenter. Sigtet med den er at mindske de økonomiske, sociale og territoriale forskelle, navnlig i lande og regioner med udviklingsefterslæb, og i forbindelse med den økonomiske og sociale omstrukturering og befolkningens aldring.

Indsatsen i fondenes regi skal på nationalt og regionalt plan integrere Fællesskabets prioriteter til fremme af bæredygtig udvikling ved forbedring af væksten, konkurrenceevnen, beskæftigelsen og den sociale inklusion samt ved at beskytte og forbedre kvaliteten af miljøet.

2.   Med henblik herpå bidrager EFRU, ESF, Samhørighedsfonden, EIB og Fællesskabets andre finansielle instrumenter hver på relevant måde til virkeliggørelsen af følgende tre mål:

3.   Under de tre mål, der er omhandlet i stk. 2, tages der i forbindelse med fondenes interventioner alt efter deres art hensyn dels til de særlige økonomiske og sociale karakteristika, dels til de særlige territoriale karakteristika. Interventionerne støtter på relevant måde bæredygtig byudvikling, navnlig som led i regionaludvikling, samt fornyelse af landdistrikterne og fiskeriafhængige områder via økonomisk diversificering. Interventionerne støtter også områder, der lider under geografiske eller naturbetingede ulemper, som forværrer udviklingsproblemerne, hvilket navnlig er tilfældet for fjernområderne, jf. […] artikel 299, stk. 2 [EF], og de nordlige områder med meget lav befolkningstæthed samt visse øer og ø-medlemsstater og bjergområder.«

12

Samme forordnings artikel 4 med overskriften »Instrumenter og opgaver« bestemte i stk. 1 følgende:

»Fondene bidrager hver i overensstemmelse med de særlige bestemmelser, der gælder for dem, til virkeliggørelsen af følgende tre mål, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2:

13

I medfør af artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 1083/2006 gennemføres EU’s budget for fondene ved delt forvaltning mellem medlemsstaterne og Europa-Kommissionen.

14

Denne forordnings artikel 57, stk. 1, første afsnit, bestemte følgende:

»Medlemsstaten eller forvaltningsmyndigheden sørger for, at en operation, der omfatter infrastruktur- eller produktionsinvesteringer, kun bevarer bidraget fra fondene, hvis den ikke i de første fem år efter afslutningen undergår en væsentlig ændring, som skyldes en ændring i ejendomsretten til et infrastrukturelement eller ophør med produktionsaktivitet, og som berører operationens art eller gennemførelsesvilkår eller giver en virksomhed eller et offentligt organ en uberettiget fordel.«

15

Den nævnte forordnings artikel 70, stk. 1 og 2, havde følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne har ansvaret for forvaltningen af og kontrollen med de operationelle programmer, navnlig ved hjælp af følgende foranstaltninger[,]

2.   Når beløb, der er udbetalt uretmæssigt til en modtager, ikke kan inddrives, er medlemsstaten ansvarlig for, at de tabte beløb tilbagebetales til Den Europæiske Unions almindelige budget, når det fastslås, at tabet kan tilskrives fejl eller forsømmelse fra dens side.«

16

Samme forordnings artikel 80 bestemte følgende:

»Medlemsstaterne forvisser sig om, at betalingsorganerne sørger for, at modtagerne modtager det fulde offentlige bidragsbeløb så hurtigt som muligt. Der foretages ikke fradrag eller tilbageholdelse af noget beløb, og der pålægges ikke nogen specifik afgift eller andre afgifter med tilsvarende virkning, der kan nedsætte beløbene til modtagerne.«

17

Artikel 152, stk. 1 og 2, i direktiv 1303/2013 har følgende ordlyd:

»1.   Denne forordning berører hverken fortsættelse eller ændring, herunder hel eller delvis annullering, af støtte, som Kommissionen har godkendt på grundlag af forordning (EF) nr. 1083/2006 eller anden lovgivning, der gælder for denne støtte pr. 31. december 2013, og som derfor fortsat gælder for denne støtte eller de pågældende operationer indtil deres afslutning. I dette stykke dækker støtte operationelle programmer og store projekter.

2.   Ansøgninger om støtte, der er indgivet eller godkendt i henhold til forordning (EF) nr. 1083/2006, er fortsat gyldige.«

18

Artikel 153, stk. 1, i forordning nr. 1303/2013 fastsætter følgende:

»Med forbehold af de i artikel 152 omhandlede bestemmelser ophæves forordning (EF) nr. 1083/2006 med virkning fra den 1. januar 2014.«

19

Artikel 88 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 af 17. december 2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og om ophævelse af forordning nr. 1698/2005 (EUT 2013, L 347, s. 487) bestemmer, at sidstnævnte forordning fortsat finder anvendelse på operationer, der gennemføres i henhold til de programmer, som Kommissionen har godkendt i henhold til denne forordning inden den 1. januar 2014.

20

Artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008 (EUT 2013, L 347, s. 549) har følgende ordlyd:

»Medmindre andet er udtrykkeligt fastsat i EU-retten, skal betalinger i forbindelse med den finansiering, der er omhandlet i denne forordning, udbetales med det fulde beløb til støttemodtagerne.«

21

Artikel 34, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1306/2013 bestemmer følgende:

»1.   De midler, der er nødvendige til dækning af de i artikel 5 nævnte udgifter, stilles til rådighed for medlemsstaterne i form af forfinansiering, mellemliggende betalinger og betaling af en saldo, som det er beskrevet i denne afdeling.

2.   Det samlede beløb for forfinansiering og mellemliggende betalinger må ikke overstige 95% af ELFUL’s deltagelse i hvert program for udvikling af landdistrikterne.

[…]«

22

Denne forordnings artikel 35, stk. 1, bestemmer følgende: »Efter Kommissionens afgørelse om godkendelse af programmet for udvikling af landdistrikterne udbetaler Kommissionen et første forfinansieringsbeløb for hele programmeringsperioden til medlemsstaten.« I henhold til den nævnte forordnings artikel 36, stk. 2, foretager Kommissionen de mellemliggende betalinger med henblik på godtgørelse af de udgifter, der er afholdt af de godkendte betalingsorganer. Hvad angår betalingen af saldoen præciserer den samme forordnings artikel 37, stk. 1 og 2, at denne foretages af Kommissionen efter modtagelse af den seneste årlige statusrapport vedrørende gennemførelsen af et program for udvikling af landdistrikterne. Det angives i denne artikel 37, stk. 2, at denne betaling sker senest seks måneder efter, at Kommissionen har modtaget de oplysninger og dokumenter, der er omhandlet i artikel 37, stk. 1, og det seneste årsregnskab er blevet afsluttet.

23

Artikel 54 i forordning nr. 1306/2013 bestemmer følgende:

»1.   For enhver uretmæssig betaling som følge af uregelmæssigheder eller forsømmelighed anmoder medlemsstaterne støttemodtageren om tilbagebetaling inden for 18 måneder efter, at det betalingsorgan, der er ansvarligt for inddrivelsen, har godkendt og i givet fald modtaget en kontrolrapport eller et tilsvarende dokument, hvoraf det fremgår, at en uregelmæssighed har fundet sted. Det hertil svarende beløb skal samtidig med anmodningen om tilbagebetaling indføres i betalingsorganets debitorregnskab.

2.   Hvis tilbagebetalingen ikke har fundet sted senest fire år efter datoen for tilbagebetalingsanmodningen eller senest otte år, hvis anmodningen bliver bragt for en national domstol, bæres 50% af de finansielle konsekvenser af den manglende tilbagebetaling af den pågældende medlemsstat og 50% af Unionens budget, uden at dette berører kravet om, at den pågældende medlemsstat skal fortsætte inddrivelsesprocedurerne i medfør af artikel 58.

Hvis det i forbindelse med inddrivelsesproceduren ved et administrativt eller retsligt instrument, som har endelig karakter, konstateres, at der ikke foreligger nogen uregelmæssighed, anmelder den berørte medlemsstat til fondene den finansielle byrde, den har båret i henhold til første afsnit, som en udgift.

Hvis inddrivelsen imidlertid, af årsager, der ikke kan tilskrives den pågældende medlemsstat, ikke kan finde sted inden for den frist, der er anført i første afsnit af dette stykke, og det beløb, der skal inddrives, overskrider 1 mio. EUR, kan Kommissionen efter anmodning fra medlemsstaten forlænge fristen med en periode, der højst er halvt så lang som den oprindelige frist.

3.   I behørigt begrundede tilfælde kan medlemsstaterne beslutte ikke at fortsætte inddrivelsen. Beslutning herom kan træffes i følgende tilfælde:

Hvis den i første afsnit i dette stykke omhandlede beslutning træffes, inden det udestående beløb har været genstand for de i stk. 2 omhandlede regler, bæres de finansielle konsekvenser af den manglende inddrivelse af Unionens budget.

4.   De beløb, der påhviler medlemsstaterne som følge af anvendelsen af stk. 2 i denne artikel, skal angives af dem i de årsregnskaber, der fremsendes til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 102, stk. 1, litra c), nr. iv). Kommissionen kontrollerer, at dette er sket på korrekt vis og foretager eventuelt de nødvendige tilpasninger i den i artikel 51 omhandlede gennemførelsesretsakt.

5.   Kommissionen kan, forudsat at proceduren i artikel 52, stk. 3, er blevet fulgt, vedtage gennemførelsesretsakter, der fastsætter, at beløb, der er bogført i Unionens budget, udelukkes fra finansiering fra Unionen i følgende tilfælde:

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 116, stk. 2.«

24

Denne forordnings artikel 56 er affattet således:

»Hvis der afsløres uregelmæssigheder eller forsømmelighed i forbindelse med foranstaltninger eller programmer for udvikling af landdistrikterne, foretager medlemsstaterne finansielle justeringer ved fuldstændigt eller delvis at annullere den pågældende finansiering fra Unionen. Medlemsstaterne tager i den forbindelse hensyn til de konstaterede uregelmæssigheders art og grovhed samt til det økonomiske tab, der er påført ELFUL.

Beløb fra Unionen, der finansieres under ELFUL, og som bliver annulleret, og inddrevne beløb samt de påløbne renter gentildeles det pågældende program. Dog kan medlemsstaten kun genanvende de annullerede eller inddrevne unionsmidler til en foranstaltning under det samme program for udvikling af landdistrikterne, og under forbehold af at de pågældende midler ikke gentildeles foranstaltninger, der har været genstand for en finansiel justering. Efter afslutningen af et program for udvikling af landdistrikterne refunderer medlemsstaten de inddrevne beløb til Unionens budget.«

25

Den nævnte forordnings artikel 58, stk. 1, litra e), har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne vedtager inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik alle love og administrative bestemmelser og træffer alle andre foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre en effektiv beskyttelse af Unionens finansielle interesser, navnlig med henblik på at:

[…]

inddrive uberettigede betalinger med renter og om nødvendigt anlægge retssag.«

26

Artikel 61 i ustawa z dnia 28 lutego 2003 r. – Prawo upadłościowe (lov om konkurs af 28. februar 2003) (Dz. U. af 2020, nr. 60, pos. 1228, herefter »konkursloven«) bestemmer følgende:

»Fra datoen for konkurserklæringen bliver fallentens formue det konkursbo, der anvendes til fyldestgørelse af dennes kreditorer.«

27

I henhold til konkurslovens artikel 63, stk. 1, omfatter konkursboet ikke nogen genstand, der er udelukket fra tvangsfuldbyrdelse i henhold til bestemmelserne i ustawa z dnia 17 listopada 1964 r. – Kodeks postępowania cywilnego (den civile retsplejelov af 17. november 1964) (Dz. U. af 2020, pos. 1575, herefter »den civile retsplejelov«).

28

Konkurslovens artikel 70 bestemmer følgende:

»De aktiver, der ikke tilhører fallentens formue, er udelukket fra konkursboet.«

29

Den civile retsplejelovs artikel 831, stk. 1, nr. 2a), fastsætter følgende:

»Følgende kan ikke gøres til genstand for tvangsfuldbyrdelse:

[…]

30

Artikel 5, stk. 1, nr. 2), 2a) og 3), i lov om offentlige finanser bestemmer følgende:

»Følgende betragtes som offentlige midler:

[…]

31

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at kommunen på grundlag af tre tilskudsaftaler (herefter samlet »tilskudsaftalerne«), som den har indgået med de kompetente nationale myndigheder, er blevet tildelt midler, som disse myndigheder har modtaget med henblik på gennemførelsen af projekter, der medfinansieres over EU-budgettet.

32

Den første tilskudsaftale blev indgået den 26. maj 2014 med henblik på at finansiere et projekt inden for rammerne af det operationelle program »Innovativ økonomi« for perioden 2007-2013, der blev gennemført med støtte fra EFRU. De samlede tilskudsberettigede omkostninger ved dette projekt beløb sig til 1014473 PLN (ca. 210000 EUR) og kunne medfinansieres med 85% over EU-budgettet. Det fremgår af denne aftale, dels at det offentlige bidrag skulle ydes i form af en refusion af de afholdte tilskudsberettigede udgifter og/eller i form af forskud, dels at tilskudsmodtageren skulle sikre gennemførelsen og projektets langsigtede bæredygtighed i den femårsperiode, der er fastsat i artikel 57 i forordning nr. 1083/2006, og var forpligtet til at tilbagebetale midlerne i visse situationer, såsom ved en misbrugspræget anvendelse af midlerne.

33

Den anden tilskudsaftale, der blev indgået den 28. august 2014, vedrørte finansieringen af et projekt i henhold til foranstaltningen »Basistjenesteydelser for økonomien og befolkningen i landdistrikterne« inden for rammerne af programmet for udvikling af landdistrikterne for 2007-2013, støttet af ELFUL. Kommunen modtog en støtte på 2335084 PLN (ca. 480000 EUR) inden for grænsen af et loft på 50% af de tilskudsberettigede omkostninger, der var afholdt med henblik på gennemførelsen af dette projekt. I lighed med den første aftale pålagde den anden aftale støttemodtageren en forpligtelse til at tilbagebetale midlerne i visse situationer og indeholdt en række bestemmelser, der havde til formål at sikre projektets fortsatte langsigtede bæredygtighed.

34

Lignende bestemmelser var fastsat i den tredje tilskudsaftale, der blev indgået den 8. september 2014, og som vedrørte finansieringen af et projekt inden for rammerne af det operationelle program »Infrastruktur og Miljø« for perioden 2007-2013, støttet af Samhørighedsfonden. De samlede tilskudsberettigede omkostninger ved dette projekt beløb sig til 5107639,40 PLN (ca. 1000000 EUR). Dette beløb skulle udbetales til tilskudsmodtageren i form af forskud efterfulgt af mellemliggende betalinger og en endelig betaling.

35

Alle de beløb, som de nationale myndigheder udbetalte til kommunen i henhold til tilskudsaftalerne, blev indsat på konti, som kommunen havde i Spółdzielczy Bank Rzemiosła i Rolnictwa w Wołominie (den kooperative håndværks- og landbrugsbank, herefter »banken«).

36

Ved kendelse af 30. december 2015 blev banken erklæret konkurs.

37

Kommunen anmodede den tilsynsførende dommer om at udelukke de beløb, som den havde modtaget i forbindelse med gennemførelsen af tilskudsaftalerne, fra konkursboet efter banken, men fik ved kendelse af 18. marts 2016 ikke medhold i sit søgsmål. Kommunen anlagde herefter sag ved Sąd Rejonowy dla m. st. Warszawy w Warszawie (retten i første instans i Warszawa, Polen) med påstand om at opnå denne udelukkelse. Ved nævnte rets dom af 8. februar 2017 fik kommunen ikke medhold i dette søgsmål. Efter at Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa, Polen) ved dom af 7. februar 2018 forkastede den appel, som kommunen havde iværksat til prøvelse af denne dom, har kommunen iværksat kassationsanke ved Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen), som er den forelæggende ret.

38

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvad der skal ske med de beløb, der er nævnt i nærværende doms præmis 35. Den forelæggende ret har navnlig rejst spørgsmålet om foreneligheden med EU-retten af en national lovgivning, hvorefter sådanne beløb, der hidrører fra Unionens budget, ikke er udelukket fra konkursboet efter den bank, hvor de er blevet indsat, eftersom denne lovgivning har til følge at skade opfyldelsen af de formål, der er fastsat i EU-lovgivningen.

39

I denne henseende har den forelæggende ret for det første anført, at de beløb, der er nævnt i nærværende doms præmis 35, som følge af deres indsættelse på en af bankens løbende konti er blevet bankens ejendom og dermed retmæssigt er indgået i konkursboet efter denne bank med henblik på at fyldestgøre bankens kreditorer.

40

Sąd Najwyższy (øverste domstol) er ganske vist af den opfattelse, at det fremgår af konkurslovens artikel 63, den civile retsplejelovs artikel 831, stk. 1, og lov om offentlige finansers artikel 5, stk. 1, nr. 2) og 3), i lov om offentlige finanser, at beløb, der hidrører fra offentlige midler, herunder beløb, der hidrører fra Unionens budget, ikke kan gøres til genstand for en tvangsfuldbyrdelsesprocedure. Disse bestemmelser finder imidlertid ikke anvendelse på tvisten i hovedsagen. Det er nemlig ubestridt i polsk retslitteratur og i polsk retspraksis, at den udelukkelse, der er fastsat i de nævnte bestemmelser, kun finder anvendelse i det tilfælde, hvor fallenten er modtageren af de omhandlede midler. I det foreliggende tilfælde var tilskudsmodtageren imidlertid ikke banken, men kommunen. Følgelig burde kommunen ifølge den forelæggende ret, med henblik på at undgå udlæg i de omhandlede midler, have beholdt midlerne uden at indsætte dem i banken, hvilket imidlertid ikke var tilladt i tilskudsaftalerne.

41

For det andet har den forelæggende ret anført, at kommunen har fulgt den procedure, der er fastsat i polsk ret, navnlig i konkurslovens artikel 70, med henblik på at opnå udelukkelse fra konkursboet af aktiver, som ifølge denne lokale myndighed ikke tilhørte fallenten. Det søgsmål, som kommunen i denne henseende anlagde, blev imidlertid ikke taget til følge, med den begrundelse, at banken var blevet ejer af de af tilskudsmodtageren indsatte midler, således at denne artikel 70 ikke finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.

42

Ikke desto mindre indgår kommunen blandt bankens kreditorer, idet dens fordringer udgøres af de beløb, som den har fået udbetalt i henhold til tilskudsaftalerne. For at forsøge at inddrive disse beløb skal kommunen derfor anmelde sin fordring på de nævnte beløb i konkursboet efter banken. Det er imidlertid på ingen måde sikret, at dette forsøg på inddrivelse vil lykkes.

43

Sąd Najwyższy (øverste domstol) er af den opfattelse, at den omstændighed, at det eventuelt måtte være umuligt at inddrive de omhandlede beløb, vil udgøre en tilsidesættelse af artikel 57 og 80 i forordning nr. 1083/2006. En sådan umulighed tillader nemlig ikke at nå det formål, der forfølges med tilskudsaftalerne, nemlig at medfinansiere specifikke investeringsprojekter og dermed gøre disse projekter gennemførlige. En manglende allokering af disse beløb til de formål, der er fastsat i disse aftaler, vil i øvrigt være i strid med disse aftaler og vil kunne medføre en forpligtelse for modtageren af de nævnte beløb til at tilbagebetale dem.

44

På denne baggrund har Sąd Najwyższy (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen det følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal [forordning nr. 1083/2006], navnlig artikel 2, nr. 5), artikel 3, artikel 4, artikel 57, stk. 1, artikel 70 og artikel 80, og nu [forordning nr. 1303/2013], navnlig artikel 2, nr. 15), artikel 37, stk. 1, artikel 66, artikel 67, stk. 1, artikel 74, stk. 1, og artikel 89, stk. 1, fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national ordning, som indebærer, at en aktør, der har modtaget midler fra Den Europæiske Unions budget, ikke kan anlægge et søgsmål ved domstolene om udelukkelse af disse midler fra konkursboet, hvis de er blevet indbetalt på en konto i en bank, der efterfølgende er blevet erklæret konkurs, eller til hinder for en national ordning, der indebærer, at disse midler ikke kan udelukkes fra konkursboet for den konkursramte bank?«

45

Den forelæggende ret har anmodet om, at den foreliggende præjudicielle forelæggelse undergives den fremskyndede procedure i henhold til artikel 105 i Domstolens procesreglement.

46

Til støtte for sin anmodning har den forelæggende ret henvist til konkursbehandlingens karakter, formålet om hurtigst muligt at fyldestgøre kreditorerne og således afslutte bankens konkursbehandlingen.

47

Procesreglementets artikel 105, stk. 1, bestemmer, at Domstolens præsident efter anmodning fra den forelæggende ret eller i undtagelsestilfælde af egen drift, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, kan beslutte at undergive en sag en fremskyndet procedure, der fraviger bestemmelserne i dette reglement, når sagens karakter kræver, at den behandles hurtigt.

48

Det skal i denne henseende bemærkes, at denne fremskyndede procedure udgør et processuelt instrument til behandling af en ekstraordinær nødsituation (dom af 28.4.2022, Phoenix Contact, C-44/21, EU:C:2022:309, præmis 14).

49

I det foreliggende tilfælde har Domstolens præsident, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, ved afgørelse af 9. februar 2021 afslået anmodningen om, at den foreliggende sag undergives en fremskyndet procedure.

50

I denne henseende bemærkes for det første, for så vidt angår formålet om hurtigst muligt at fyldestgøre kreditorerne og således hurtigt at afslutte den i hovedsagen omhandlede konkursbehandling, at kravet om, at en tvist, der verserer for Domstolen, behandles hurtigt, ikke kan udledes af den omstændighed alene, at den forelæggende ret er forpligtet til at sikre en hurtig afgørelse af tvisten (dom af 28.4.2022, Caruter, C-642/20, EU:C:2022:308, præmis 24).

51

For det andet har den forelæggende ret i det foreliggende tilfælde begrænset sig til at gøre gældende, at anvendelsen af en fremskyndet procedure var begrundet i konkursbehandlingens »karakter«, uden at forklare, hvorfor denne »karakter« i sig selv kræver, at den foreliggende sag behandles hurtigt som omhandlet i procesreglementets artikel 105, stk. 1. Under alle omstændigheder indebærer en sags økonomisk eller socialt følsomme karakter, såfremt den anses for godtgjort, ikke i sig selv, at det er nødvendigt at behandle sagen hurtigt (jf. i denne retning dom af 10.3.2022, Commissioners for Her Majesty’s Revenue and Customs (Fuld sygesikring), C-247/20, EU:C:2022:177, præmis 45).

52

Rzecznik Praw Obywatelskich (ombudsmand, Polen) er af den opfattelse, at den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling med den begrundelse, at det forelæggende organ, der er sammensat af personer, som er udnævnt i strid med national ret og EU-retten, ikke kan kvalificeres som en »ret« som omhandlet i artikel 267 TEUF.

53

For det første og navnlig gør sådanne tilsidesættelser af national ret og EU-retten ved proceduren for udnævnelse af de personer, der udgør den forelæggende ret, det ikke muligt at fastslå, at dette organ opfylder kriteriet om, at en ret skal være »oprettet ved lov«.

54

For det andet har ombudsmanden gjort gældende, at en vurdering af samtlige retlige og faktiske omstændigheder vedrørende proceduren for udnævnelse af de personer, som er nævnt i nærværende doms præmis 52, ikke gør det muligt at fjerne enhver rimelig tvivl om organets uafhængighed og upartiskhed.

55

For det tredje har ombudsmanden anført, at en af de personer, som udgør den afdeling ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), der har forelagt Domstolen den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, er den dommer, der som enedommer havde indbragt den sag for Domstolen, der gav anledning til dom af 29. marts 2022, Getin Noble Bank (C-132/20, EU:C:2022:235), og at denne person allerede i forbindelse med denne sag udtrykte tvivl om, hvorvidt den opfyldte de krav, der gør det muligt at anse den for at være en »ret« i artikel 267 TEUF’s forstand.

56

I denne forbindelse bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at Domstolen for at bedømme, om det pågældende organ, der forelægger en sag, er en »ret« i henhold til artikel 267 TEUF – et spørgsmål, som alene skal afgøres på grundlag af EU-retten – og følgelig for at bedømme, om anmodningen om præjudiciel forelæggelse kan antages til realitetsbehandling, tager en hel række forhold i betragtning, herunder bl.a., om organet er oprettet ved lov, har permanent karakter, virker som obligatorisk retsinstans, anvender en kontradiktorisk sagsbehandling og træffer afgørelse på grundlag af retsregler, samt om det er uafhængigt (dom af 29.3.2022, Getin Noble Bank, C-132/20, EU:C:2022:235, præmis 66).

57

Det er ubestridt, at Sąd Najwyższy (øverste domstol) som sådan opfylder de krav, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms foregående præmis. I det foreliggende tilfælde rejser ombudsmanden snarere det spørgsmål, om de dommere, der udgør det dommerkollegium ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), som har forelagt Domstolen den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, opfylder disse krav.

58

Forudsat at en anmodning om præjudiciel afgørelse hidrører fra en national domstol, skal der imidlertid – som fastslået af Domstolen i præmis 69 i dom af 29. marts 2022, Getin Noble Bank (C-132/20, EU:C:2022:235), og af de grunde, der er opregnet i den nævnte doms præmis 70 og 71 – gælde en formodning for, at denne domstol opfylder de i nærværende doms præmis 56 omhandlede krav uafhængigt af dens konkrete sammensætning.

59

Den i nærværende doms foregående præmis omhandlede formodning kan ganske vist afkræftes, når en endelig retsafgørelse, som er truffet af en national eller international ret, fører til, at det må lægges til grund, at den dommer eller de dommere, der udgør den forelæggende ret, ikke har status som en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, som omhandlet i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (jf. i denne retning dom af 29.3.2022, Getin Noble Bank, C-132/20, EU:C:2022:235, præmis 72).

60

Eftersom det i den foreliggende sag ikke er blevet bragt til Domstolens kendskab, hverken ved afslutningen af retsforhandlingernes skriftlige del eller i øvrigt ved optagelsen af sagen til dom, at de dommere, der udgør det forelæggende dommerkollegium, har været genstand for en sådan endelig retsafgørelse, kan de eventuelle mangler, der har kunnet påvirke den nationale procedure for udnævnelse af disse dommere, imidlertid ikke medføre en afvisning af den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse.

61

Det er ikke desto mindre vigtigt at bemærke, at den formodning, der er nævnt i nærværende doms præmis 58, kun gælder med henblik på vurderingen af, om anmodninger om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling inden for rammerne af artikel 267 TEUF. Det kan ikke heraf udledes, at betingelserne for udnævnelse af de dommere, som udgør den forelæggende ret, nødvendigvis gør det muligt at opfylde de garantier for adgang til en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, som omhandlet i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU eller artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder (jf. i denne retning dom af 29.3.2022, Getin Noble Bank, C-132/20, EU:C:2022:235, præmis 74).

62

Det skal endelig bemærkes, at en anden vurdering end den, der følger af nærværende doms præmis 57-61, kan være påkrævet under omstændigheder, hvor andre forhold ud over den personlige situation for en eller flere dommere, der formelt fremsætter en anmodning i henhold til artikel 267 TEUF, skulle have indvirkning på funktionsmåden for den forelæggende ret, som disse dommere er tilknyttet, og dermed være med til at skade den nævnte rets uafhængighed og upartiskhed. (jf. i denne retning dom af 29.3.2022, Getin Noble Bank, C-132/20, EU:C:2022:235, præmis 75).

63

Det følger af ovenstående betragtninger, at den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

64

Det skal indledningsvis bemærkes, at den forelæggende ret med sit præjudicielle spørgsmål har anmodet Domstolen om en fortolkning dels af forordning nr. 1083/2006, dels af forordning nr. 1303/2013, som ophævede og erstattede denne forordning nr. 1083/2006, og at denne ret ønsker oplyst, om disse forordninger er til hinder for en national lovgivning, hvorefter beløb, der hidrører fra Unionens budget, og som modtages af en tilskudsmodtager i henhold til programmer, der medfinansieres af Unionen, i tilfælde af, at den bank, hvor disse beløb er blevet indsat, går konkurs, ikke kan udelukkes fra denne banks konkursbo.

65

Det fremgår imidlertid for det første af de oplysninger, som Domstolen råder over, at mens den første og den tredje tilskudsaftale vedrører projekter, der støttes af henholdsvis EFRU og Samhørighedsfonden, og som derfor bl.a. er reguleret af bestemmelserne i forordning nr. 1083/2006, som er blevet ophævet og erstattet af forordning nr. 1303/2013, angår den anden tilskudsaftale et landdistriktsudviklingsprogram støttet af ELFUL, der bl.a. reguleres af forordning nr. 1698/2005, som er blevet ophævet og erstattet af forordning nr. 1305/2013, og af Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21. juni 2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EUT 2005, L 209, s. 1), som er blevet ophævet og erstattet af forordning nr. 1306/2013.

66

For det andet bemærkes, at selv om tilskudsaftalerne blev underskrevet efter ophævelsen den 1. januar 2014 af forordning nr. 1083/2006 og nr. 1698/2005, er disse aftaler ifølge henholdsvis artikel 152 i forordning nr. 1303/2013 og artikel 88 i forordning nr. 1305/2013 fortsat omfattet af bestemmelserne i disse forordninger nr. 1083/2006 og nr. 1698/2005, eftersom de projekter, der er genstand for disse aftaler, ifølge oplysningerne i forelæggelsesafgørelsen vedrører perioden 2007-2013 og blev godkendt på grundlag af de nævnte forordninger nr. 1083/2006 og nr. 1698/2005. I øvrigt er den anden tilskudsaftale omfattet af de relevante bestemmelser i forordning nr. 1306/2013, idet denne forordning ikke indeholder en overgangsbestemmelse som artikel 88 i forordning nr. 1305/2013, og idet forordning nr. 1290/2005 i henhold til artikel 119 og 121 i forordning nr. 1306/2013 blev ophævet med virkning fra den 1. januar 2014.

67

Under disse omstændigheder må det lægges til grund, at den forelæggende ret med sit spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 2, nr. 5), og artikel 3, 4, 57, 70 og 80 i forordning nr. 1083/2006, artikel 11, 54, 56 og 58 i forordning nr. 1306/2013, og artikel 2, litra i), artikel 3 og 4 og artikel 72, stk. 1, i forordning nr. 1698/2005 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, som for det første ikke gør det muligt for en enhed, der har modtaget midler inden for rammerne af programmer, der medfinansieres over EU-budgettet, i tilfælde, hvor disse midler er blevet indsat på en konto i en bank, der efterfølgende er blevet erklæret konkurs, at få udelukket disse midler fra konkursboet efter denne bank, og som for det andet ikke fastsætter, at de nævnte midler skal udelukkes fra dette konkursbo.

68

Det skal indledningsvis bemærkes, at de aktiver, der udgår fra Unionens budget og stilles til rådighed for medlemsstaterne gennem strukturfondene og Samhørighedsfonden, når de først er udbetalt, ikke kan anses for Unionens aktiver som omhandlet i protokollens artikel 1, sidste punktum (jf. i denne retning dom af 30.5.2018, Dell’Acqua, C-370/16, EU:C:2018:344, præmis 40).

69

For det første har Domstolen i denne henseende allerede for så vidt angår forordning nr. 1083/2006 fastslået, at de betalinger, som Kommissionen foretager til medlemsstaterne gennem strukturfondene og Samhørighedsfonden, indebærer en overførsel af aktiver fra Unionens budget til medlemsstaternes budgetter (jf. i denne retning dom af 30.5.2018, Dell’Acqua, C-370/16, EU:C:2018:344, præmis 39).

70

For det andet fremgår det af artikel 34-37 i forordning nr. 1306/2013, at de betalinger, som Kommissionen har foretaget inden for rammerne af landdistriktsudviklingsprogrammerne støttet af ELFUL, også indebærer en overførsel af aktiver mellem Unionens budget og medlemsstaternes budgetter.

71

Det følger i det foreliggende tilfælde heraf, at de beløb, som kommunen har modtaget i henhold til tilskudsaftalerne og derefter indsat i banken, ikke kan kvalificeres som Unionens aktiver som omhandlet i protokollens artikel 1, sidste punktum, der begrunder, at de ikke kan gøres til genstand for nogen administrativ eller judiciel tvangsforanstaltning uden bemyndigelse fra Den Europæiske Unions Domstol som omhandlet i denne bestemmelse.

72

Det skal i øvrigt fastslås, at ingen af de bestemmelser, der er nævnt i nærværende doms præmis 67, pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til at vedtage nationale bestemmelser, der gør det muligt at udelukke beløb fra konkursboet efter en bank alene med den begrundelse, at disse beløb er blevet indsat i denne bank af en tilskudsmodtager under et program, der medfinansieres over Unionens budget.

73

Hvad for det første angår artikel 57, stk. 1, i forordning nr. 1083/2006, hvis indhold i det væsentlige svarer til indholdet af artikel 72, stk. 1, i forordning nr. 1698/2005, skal det fastslås, at det i det væsentlige fremgår af disse bestemmelsers ordlyd, at medlemsstaten eller forvaltningsmyndigheden skal sikre sig, at den pågældende fonds bidrag til en medfinansieret operation kun opretholdes, hvis denne operation ikke inden for en frist på fem år efter sin afslutning undergår en væsentlig ændring, som dels berører dens art eller gennemførelsesvilkår, dels enten skyldes en ændring i ejendomsretten til et infrastrukturelement eller ophør med en produktionsaktivitet.

74

Det fremgår imidlertid hverken af denne artikel 57 eller af denne artikel 72, stk. 1, at der består en forpligtelse som den, der er nævnt i nærværende doms præmis 72.

75

Hvad for det andet angår artikel 70 i forordning nr. 1083/2006, hvis indhold i det væsentlige svarer til indholdet af artikel 54, 56 og 58 i forordning nr. 1306/2013, pålægger denne bestemmelse bl.a. medlemsstaterne en forpligtelse til at tilbagebetale de tabte beløb til Unionens almindelige budget, når det er godtgjort, at tabet kan tilskrives fejl eller forsømmelse fra deres side.

76

Det fremgår imidlertid hverken af ordlyden af artikel 70 i forordning nr. 1083/2006 eller af ordlyden af artikel 54, 56 og 58 i forordning nr. 1306/2013, at der består en forpligtelse som den, der er nævnt i nærværende doms præmis 72.

77

Det er i øvrigt på ingen måde blevet gjort gældende, at Republikken Polen har begået en fejl eller forsømmelse i forvaltningen af eller kontrollen med de pågældende operationelle programmer, som kan begrunde en eventuel anvendelse af den nævnte artikel 70.

78

Hvad for det tredje angår artikel 80 i forordning nr. 1083/2006, der svarer til artikel 11 i forordning nr. 1306/2013, bemærkes, at selv om det i det væsentlige fremgår af disse bestemmelsers ordlyd, at modtagerne af et offentligt bidrag skal modtage det fulde beløb, forholder det sig ikke desto mindre således, at de nævnte bestemmelser ikke i sig selv pålægger medlemsstaterne den forpligtelse, der er nævnt i nærværende doms præmis 72.

79

I øvrigt fremgår det af de konstateringer vedrørende de faktiske omstændigheder, som den forelæggende ret har foretaget, og som er gengivet i nærværende doms præmis 35, at de omhandlede beløb rent faktisk er blevet udbetalt til kommunen af de nationale myndigheder i henhold til tilskudsaftalerne.

80

For det fjerde bemærkes, at den forpligtelse, der er nævnt i nærværende doms præmis 72, hverken fremgår af artikel 3 og 4 i forordning nr. 1083/2006 eller af artikel 3 og 4 i forordning nr. 1698/2005. Disse artikler begrænser sig nemlig til i generelle vendinger at angive målene, instrumenterne og opgaverne for de fonde, som er nævnt i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1083/2006, samt ELFUL’s opgaver og mål.

81

Endelig skal det for det femte bemærkes, at denne forpligtelse heller ikke fremgår af artikel 2, nr. 5), i forordning nr. 1083/2006 eller af artikel 2, litra i), i forordning nr. 1698/2005, som blot definerer begrebet offentlige udgifter.

82

Som den forelæggende ret i det væsentlige har anført, kan en eventuel manglende mulighed for at inddrive de omhandlede beløb ganske vist i visse tilfælde hindre opfyldelsen af det formål, der forfølges med den gældende EU-lovgivning, eller endog medføre en forpligtelse for modtageren af disse beløb til at tilbagebetale dem.

83

Denne omstændighed kan imidlertid ikke begrunde en fortolkning af denne lovgivning, der er uforenelig med dens ordlyd. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at i henhold til fast retspraksis kan en fortolkning af en EU-retlig bestemmelse ikke resultere i, at bestemmelsens ellers klare og præcise ordlyd berøves enhver effektiv virkning. Når betydningen af en bestemmelse i EU-retten således er utvetydig i henhold til selve bestemmelsens ordlyd, kan Domstolen ikke fravige denne fortolkning (dom af 25.1.2022, VYSOČINA WIND, C-181/20, EU:C:2022:51, præmis 39).

84

Endelig skal det præciseres, at den omstændighed, at EU-retten i givet fald ikke indeholder den forpligtelse, der er nævnt i nærværende doms præmis 72, ikke berører en eventuel mulighed for i henhold til polsk ret at udelukke de omhandlede beløb fra konkursboet efter banken.

85

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 2, nr. 5), og artikel 3, 4, 57, 70 og 80 i forordning nr. 1083/2006, artikel 11, 54, 56 og 58 i forordning nr. 1306/2013 og artikel 2, litra i), artikel 3 og 4 samt artikel 72, stk. 1, i forordning nr. 1698/2005 skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en national lovgivning, som for det første ikke gør det muligt for en enhed, der har modtaget midler inden for rammerne af programmer, der medfinansieres over EU-budgettet, i tilfælde, hvor disse midler er blevet indsat på en konto i en bank, der efterfølgende er blevet erklæret konkurs, at få udelukket disse midler fra konkursboet efter denne bank, og som for det andet ikke fastsætter, at de nævnte midler skal udelukkes fra dette konkursbo.

86

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:

Artikel 2, nr. 5), og artikel 3, 4, 57, 70 og 80 i Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og ophævelse af forordning (EF) nr. 1260/1999, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 423/2012 af 22. maj 2012, artikel 11, 54, 56 og 58 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008, og artikel 2, litra i), artikel 3 og 4 samt artikel 72, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne

skal fortolkes således, at:

disse bestemmelser ikke er til hinder for en national lovgivning, som for det første ikke gør det muligt for en enhed, der har modtaget midler inden for rammerne af programmer, der medfinansieres over Den Europæiske Unions budget, i tilfælde, hvor disse midler er blevet indsat på en konto i en bank, der efterfølgende er blevet erklæret konkurs, at få udelukket disse midler fra konkursboet efter denne bank, og som for det andet ikke fastsætter, at de nævnte midler skal udelukkes fra dette konkursbo.