1

I appelskriftet har Europa-Kommissionen nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 9. september 2020, Spanien og Italien mod Kommissionen (T-401/16 og T-443/16, ikke trykt i Sml., herefter den appellerede dom, EU:T:2020:410), hvorved Retten annullerede meddelelse om almindelige udvælgelsesprøver EPSO/AD/323/16 og EPSO/AD/324/16 med henblik på oprettelse af reservelister over administratorer, der skal udføre efterforskningsopgaver (AD 7), og teamledere for efterforskere (AD 9) på områderne for EU-udgifter, korruptionsbekæmpelse, told og handel, tobak og varemærkeforfalskning (EUT 2016, C 187 A, s. 1, herefter »EPSO’s omtvistede meddelelse«).

2

Artikel 1 i Rådets forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område (den danske specialudgave: serie I kapitel 1952-1958 s. 59), som ændret ved Rådets forordning (EU) nr. 517/2013 af 13. maj 2013 (EUT 2013, L 158, s. 1) (herefter »forordning nr. 1/58«), bestemmer:

»De officielle sprog og arbejdssprogene for [Den Europæiske Unions] institutioner er bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk.«

3

Denne forordnings artikel 2 fastsætter:

»Dokumenter, som en medlemsstat eller en person, der er undergivet en medlemsstats jurisdiktion, retter til [Unionens] institutioner, kan efter afsenderens valg affattes på et af de officielle sprog. Svaret skal affattes på det samme sprog.«

4

Den nævnte forordnings artikel 6 har følgende ordlyd:

»[Unionens] institutioner kan i deres forretningsorden fastsætte de nærmere regler for denne ordning på det sproglige område.«

5

Vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) er fastsat ved Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen (den danske specialudgave 1968(I), s. 30), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1023/2013 af 22. oktober 2013 (EUT 2013, L 287, s. 15).

6

Vedtægtens afsnit I med overskriften »Almindelige bestemmelser« omfatter artikel 1-10c.

7

Vedtægtens artikel 1d, stk. 1, fastsætter:

»1.   Ved anvendelsen af denne vedtægt er enhver form for forskelsbehandling på grund af […] sprog […] forbudt.

[…]

6.   Da princippet om ligebehandling og princippet om proportionalitet skal overholdes, skal enhver fravigelse fra dette princip begrundes objektivt og rimeligt og under henvisning til legitime målsætninger af almen interesse inden for rammerne af personalepolitikken. […]«

8

Vedtægtens artikel 2 har følgende ordlyd:

»1.   Hver institution bestemmer, hvilke myndigheder der inden for dens område skal udøve de beføjelser, som ifølge denne vedtægt tilkommer ansættelsesmyndigheden.

2.   En eller flere institutioner kan imidlertid overdrage udøvelsen af nogle eller alle de beføjelser, der er tildelt ansættelsesmyndigheden, til en af de andre institutioner eller et interinstitutionelt organ, dog med undtagelse af beslutninger om udnævnelser, forfremmelser eller forflyttelse af tjenestemænd.«

9

Vedtægtens afsnit III har overskriften »Tjenestemandskarrieren«.

10

Dette afsnits kapitel 1 med overskriften »Ansættelse« omfatter vedtægtens artikel 27-34, idet artikel 27, stk. 1, fastsætter følgende:

»Det skal ved ansættelse tilstræbes, at institutionen råder over de bedst kvalificerede tjenestemænd, både med hensyn til kompetence, arbejdsindsats og integritet, og at disse udvælges på et så bredt geografisk grundlag som muligt blandt statsborgerne i Unionens medlemsstater. Ingen stillinger kan forbeholdes borgere fra en bestemt medlemsstat.«

11

Vedtægtens artikel 28 bestemmer:

»Til tjenestemand kan kun udnævnes en person, der:

[…]

[…]

12

Vedtægtens bilag III har overskriften »Udvælgelsesprocedure«. Dette bilags artikel 1 fastsætter:

»1.   Ansættelsesmyndigheden giver meddelelse om udvælgelsesprøver efter høring af Det Paritetiske Samarbejdsudvalg.

Den bør specificere:

[…]«

13

Dette bilags artikel 7 har følgende ordlyd:

»1.   Efter høring af Vedtægtsudvalget overdrager institutionerne Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor [(EPSO)] ansvaret for, at de nødvendige foranstaltninger træffes, så det sikres, at der anvendes ensartede standarder i procedurerne for udvælgelse af Unionens tjenestemænd […]«

14

EPSO blev oprettet ved Europa-Parlamentets, Rådets, Kommissionens, Domstolens, Revisionsrettens, Det Økonomiske og Sociale Udvalgs, Regionsudvalgets og Ombudsmandens afgørelse 2002/620/EF af 25. juli 2002 (EFT 2002, L 197, s. 53).

15

Artikel 2, stk. 1, første punktum, i denne afgørelse fastsætter, at EPSO bl.a. udøver de udvælgelsesbeføjelser, som i henhold til bilag III til vedtægten er overdraget til ansættelsesmyndighederne i de institutioner, der har undertegnet afgørelsen.

16

Artikel 4, sidste punktum, i afgørelse 2002/620 bestemmer, at klager på de områder, der er omfattet af denne afgørelse, rettes mod Kommissionen.

17

Den 27. februar 2015 offentliggjorde EPSO i Den Europæiske Unions Tidende et dokument med overskriften »Generelle regler for almindelige udvælgelsesprøver« (EUT 2015, C 70 A, s. 1), hvis første side præciserer, at disse »generelle regler er en integrerende del af meddelelsen om udvælgelsesprøver, og [at de] sammen med meddelelsen udgør […] den bindende ramme for udvælgelsesproceduren«.

18

Punkt 1.3 i disse generelle regler med overskriften »Adgangskriterier« bestemmer for så vidt angår sprogkundskaber:

»[…]

Det har længe været almindelig praksis at benytte engelsk, fransk og tysk til intern kommunikation i EU-institutionerne, og det er også de sprog, der hyppigst er brug for i forbindelse med kommunikation udadtil og ved sagsbehandling.

Valget af andet sprog ved udvælgelsesprøver er blevet fastlagt under hensyntagen til tjenestens interesse, således at nyansatte straks skal kunne være operationelle og i stand til at kommunikere effektivt i deres daglige arbejde. Ellers kan der være alvorlig risiko for, at institutionerne ikke kan fungere effektivt.

Af hensyn til ligebehandling skal alle ansøgere – også dem, hvis første officielle sprog er et af de tre nævnte – aflægge nogle af prøverne på deres andet sprog (skal være et af de tre nævnte sprog). Ved at vurdere specifikke kompetencer på denne måde vil institutionerne kunne bedømme, om ansøgere er i stand til straks at indgå i et miljø, som ligger tæt op ad den virkelighed, som de vil komme til at arbejde i. Disse bestemmelser er ikke til hinder for, at man som ansat senere vil kunne følge kurser i et tredje arbejdssprog, jf. artikel 45, stk. 2, i vedtægten […]«

19

Retten redegjorde i den appellerede doms præmis 1-15 for indholdet af EPSO’s omtvistede meddelelse på følgende måde:

[…]

[…]

20

Ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 29. juli og den 9. august 2016 anlagde Kongeriget Spanien (sag T-401/16) og Den Italienske Republik (sag T-443/16) hver især i henhold til artikel 263 TEUF sag med påstand om annullation af [EPSO’s omtvistede] meddelelse.

21

Ved afgørelse truffet af formanden for Niende Afdeling ved Retten af 6. november 2019 blev sag T-401/16 (Spanien mod Kommissionen) og sag T-443/16 (Italien mod Kommissionen) forenet med henblik på retsforhandlingernes mundtlige del.

22

Med søgsmålet bestred Kongeriget Spanien og Den Italienske Republik lovligheden af to dele af i den sprogordning, der blev indført ved EPSO’s omtvistede meddelelse, og som begrænsede valget af dels udvælgelsesprøvernes andet sprog, dels kommunikationssproget mellem ansøgerne og EPSO, til engelsk, fransk og tysk.

23

I første omgang undersøgte Retten samlet det andet og det tredje anbringende, der var blevet fremført i sag T-401/16 af Kongeriget Spanien, og det tredje og det syvende anbringende, der var blevet fremført i sag T-443/16 af Den Italienske Republik, og som vedrørte denne sprogordnings første del.

24

I denne henseende bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 73, at begrænsningen til engelsk, fransk og tysk af valget af det andet sprog til de udvælgelsesprøver, der var omhandlet i EPSO’s omtvistede meddelelse (herefter »begrænsningen af valget af udvælgelsesprøvernes sprog 2« eller »den omhandlede begrænsning«), i det væsentlige udgjorde en forskelsbehandling på grund af sprog, som principielt er forbudt i henhold til vedtægtens artikel 1d, stk. 1, samtidig med, at den tilføjede, at en sådan forskelsbehandling kunne være begrundet.

25

Følgelig undersøgte den i den appellerede doms præmis 74-207, om der forelå en sådan begrundelse.

26

Inden for rammerne af denne undersøgelse efterprøvede Retten i den appellerede doms præmis 94-116 de tre begrundelser, der var anført i EPSO’s omtvistede meddelelse med henblik på at begrunde den omhandlede begrænsning.

27

I denne sammenhæng fastslog Retten i den appellerede doms præmis 105, at selv om kravet om, at nyansatte umiddelbart skal kunne indgå i arbejdet, eventuelt kan være egnet til at begrunde en begrænsning til de tre omhandlede sprog, var hverken budgetmæssige og praktiske krav eller udvælgelsesprocedurens karakter begrundelser, der kunne begrunde en sådan begrænsning.

28

Med hensyn til den første af disse tre begrundelser bemærkede Retten først, i den appellerede doms præmis 107-109, at de betragtninger, der er anført i indledningen til og punkt 1, nr. i), i bilag II til EPSO’s omtvistede meddelelse – selv om de indikerer, at det er i tjenestens interesse, at de nyansatte kan udføre deres opgaver og kommunikere effektivt fra det tidspunkt, hvor de varetager deres funktioner – ikke i sig selv er tilstrækkelige til at godtgøre, at de omhandlede hverv, nemlig hvervene som efterforskere og teamledere for efterforskere ved Kommissionen, og nærmere bestemt i Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), konkret nødvendiggør et tilstrækkeligt kendskab til engelsk, fransk eller tysk, idet de øvrige officielle EU-sprog udelukkes. Navnlig var betragtningen om, at disse tre sprog udgør »de sprog, der oftest anvendes af tredjeparter i forbindelse med undersøgelser om forfalskning, korruption, told og handel« ikke underbygget af nogen konkrete indikationer, da Kommissionen i øvrigt ikke havde fremlagt nogen oplysninger i denne henseende.

29

Retten tilføjede herefter i den appellerede doms præmis 110 og 111, at denne meddelelse om udvælgelsesprøve ganske vist indeholdt mere detaljerede betragtninger om kravet om at beherske engelsk. Disse betragtninger tjente imidlertid »kun til at begrunde tilrettelæggelsen, i assessmentcentret, af en prøve i engelsk sprogforståelse, der skulle bestås«. Uafhængigt af spørgsmålet, om de nævnte betragtninger også kunne begrunde, at dette sprog indgik blandt de tre sprog, som valget af det andet sprog i den omhandlede udvælgelsesprøve var begrænset til, fandt Retten desuden, at de »ikke blot efter selve deres genstand, der alene vedrørte engelsk, ikke kunne begrunde inkluderingen af tysk og fransk blandt de tre valgte sprog; de rejste ligeledes tvivl om forståelsen, hvorefter en ansøger, der havde et tilfredsstillende kendskab til tysk eller fransk, kunne anses for straks at være operationel«.

30

Endelig fastslog Retten i den appellerede doms præmis 112-114, at denne analyse ikke afkræftes af beskrivelsen af de opgaver, som de ansatte beståede ansøgere skulle udføre, således som den fremgik af EPSO’s omtvistede meddelelse, eftersom det ikke var muligt alene ud fra denne beskrivelse at godtgøre, at de tre sprog, som valget af sprog 2 til den omhandlede udvælgelsesprøve var begrænset til, alle gjorde det muligt for de ansøgere, der havde bestået denne udvælgelsesprøve, umiddelbart at indgå i arbejdet. Retten fandt i øvrigt, at ingen oplysninger i denne meddelelse om udvælgelsesprøve eller i akterne i de foreliggende sager i øvrigt gjorde det muligt at godtgøre en faktisk anvendelse af disse tre sprog ved udførelsen af de opgaver, der var opregnet i bilag I til denne. Ligeledes fremgik det hverken på nogen måde af den nævnte meddelelse eller af oplysninger, der fremgik af akterne i de foreliggende sager, at de tre førnævnte sprog rent alle faktisk anvendtes i relationerne mellem efterforskere eller teamledere for efterforskere og medlemsstaternes myndigheder og tredjelande.

31

Retten konkluderede følgelig i den appellerede doms præmis 116, at kravet om, at nyansatte umiddelbart skal kunne at indgå i arbejdet, henset til den vage og generelle formulering, der var anvendt i EPSO’s omtvistede meddelelse, samt manglen på konkrete oplysninger til støtte herfor, ikke kunne begrunde begrænsningen af valget af udvælgelsesprøvernes andet sprog.

32

Under disse omstændigheder efterprøvede Retten derefter, om de oplysninger, som Kommissionen havde fremlagt til støtte for denne begrundelse, kunne godtgøre, at den omhandlede begrænsning, henset til de ledige stillingers specifikke karakter, var objektivt og rimeligt begrundet i kravet om at råde over administratorer, der umiddelbart kan indgå i arbejdet.

33

Med henblik på denne efterprøvelse undersøgte Retten i første række i den appellerede doms præmis 122-169 oplysningerne vedrørende Kommissionens interne praksis på det sproglige område, nemlig:

34

Hvad navnlig angår meddelelse SEC(2000) 2071/6 undersøgte Retten denne i den appellerede doms præmis 132-137, idet den i dommens præmis 133 fastslog, at dens genstand »i det væsentlige består i at bedømme kommissærkollegiets forskellige typer beslutningsprocedurer, således som disse var fastsat i Kommissionens forretningsorden, i den affattelse, der var gældende på det tidspunkt, hvor [denne] meddelelse blev [udstedt], og at foreslå en forenkling heraf. Det er i en sådan kontekst og med henvisning til en præcis type procedure, nemlig den skriftlige procedure, at det i punkt 2.2 i den pågældende meddelelse er anført, at »dokumenter skal udsendes på Kommissionens tre arbejdssprog«, uden i øvrigt at nævne disse. Selv om denne ene henvisning indeholder udtrykket »arbejdssprog«, er den imidlertid ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at engelsk, fransk og tysk er de sprog, der rent faktisk anvendes af alle Kommissionens tjenestegrene i deres daglige arbejde«. Efter at Retten i den nævnte doms præmis 134-136 havde anført, at denne henvisnings rækkevidde desuden nuanceres af andre afsnit i meddelelse SEC(2000) 2071/6, konkluderede den i samme doms præmis 137, at denne meddelelse »ikke [gør det] muligt at udlede nyttige konklusioner om den faktiske brug af engelsk, fransk og tysk i det daglige arbejde i Kommissionens tjenester, eller så meget desto mere i forbindelse med udøvelsen af de opgaver, der er omhandlet i [EPSO’s omtvistede] meddelelse«.

35

Retten tilføjede i den appellerede doms præmis 138, at denne konstatering ikke kunne drages i tvivl af de øvrige tekster, henset til hvilke Kommissionen foreslog at analysere meddelelse SEC(2000) 2071/6, dvs. Kommissionens forretningsorden, gennemførelsesbestemmelserne hertil samt dokumentet med overskriften »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren«, idet den prøvede disse tre tekster en efter en i denne doms præmis 139-151.

36

I den appellerede doms præmis 152 bemærkede Retten i denne forbindelse, at de i denne doms præmis 35 omhandlede tekster samlet set ikke kunne anses for at være gennemførelsesbestemmelser, i forretningsordenen, til den generelle sprogordning, der er fastsat i forordning nr. 1/58, som omhandlet i sidstnævntes artikel 6. Som Kommissionen ligeledes har præciseret, »afspejler disse tekster kun en længe fastsat administrativ praksis i denne institution, der består i at bruge engelsk, fransk og tysk som sprog, hvorpå dokumenter skal gøres tilgængelige med henblik på at blive forelagt kommissærkollegiet til godkendelse«. Efter bl.a. i den appellerede doms præmis 153 og 154 at have konstateret, at navnlig dokumentet med overskriften »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren«, som var et uddrag af Manual for operationelle procedurer, ikke kunne opfattes som en afgørelse fra Kommissionens formand om at fastsætte sprogene for fremlæggelse af de dokumenter, der skal forelægges kommissærkollegiet, bemærkede Retten desuden i denne doms præmis 155, at Kommissionen havde erkendt, at der ikke fandtes en intern afgørelse om fastsættelse af Kommissionens arbejdssprog.

37

Efter at have foretaget disse »indledende præciseringer« konstaterede Retten efterfølgende i den appellerede doms præmis 156, at samtlige de af Kommissionen fremlagte tekster, for så vidt som de alene havde til formål at fastlægge de sprog, der var nødvendige for forløbet af de forskellige beslutningsprocedurer i Kommissionen, ikke kunne begrunde en begrænsning til engelsk, fransk og tysk af valget af sprog 2 til udvælgelsesprocedurerne, henset til den specifikke karakter af de i EPSO’s omtvistede meddelelse omhandlede stillinger.

38

I denne henseende præciserede Retten i den appellerede doms præmis 157, at det ikke fremgår af disse tekster, at der findes en nødvendig sammenhæng mellem Kommissionens beslutningsprocedurer, navnlig dem, der finder sted i kommissærkollegiet, og de opgaver, som de beståede ansøgere fra de omtvistede udvælgelsesprøver skal udføre. Selv om det antages, at medlemmerne af en bestemt institution udelukkende bruger et eller visse sprog ved deres forhandlinger, kan det nemlig ikke antages, uden yderligere forklaringer, at en nyansat tjenestemand, som ikke behersker nogen af disse sprog, ikke er i stand til straks at levere et nyttigt arbejde i den pågældende institution.

39

Retten bemærkede desuden i den appellerede doms præmis 158, at det heller ikke fremgår af de af Kommissionen fremlagte tekster, at alle de tre sprog, der kvalificeres som »processprog«, rent faktisk anvendes af Kommissionens tjenestegrene i deres daglige arbejde. Endvidere lader meddelelse SEC(2000) 2071/6 forstå, at det ikke er den tjenestegren, der materielt set er ansvarlig for affattelsen af et dokument, men Generaldirektoratet for Oversættelse, som udarbejder versionerne af dette dokument på de »processprog«, der er nødvendige med henblik på deres fremsendelse til kommissærkollegiet. I denne doms præmis 159 tilføjede den, at for så vidt som ingen tjenestemand er forpligtet til at have et tilfredsstillende kendskab til alle de tre sprog, der kræves i EPSO’s omtvistede meddelelse, er det vanskeligt at forestille sig, at udarbejdelsen af et udkast til retsakt i de sprogversioner, der kræves med henblik på dettes fremsendelse til dette kommissærkollegium, på samme tid fordeles mellem et tilsvarende antal tjenestemænd, som henhører under den tjenestegren, der har ansvaret for udarbejdelsen af dette udkast. Efter i den nævnte doms præmis 160-163 at have forkastet Kommissionens argumenter vedrørende meddelelse SEC(2006) 1489 final bemærkede Retten i øvrigt i dommens præmis 164-168, at de tekster, der var blevet fremlagt af denne institution, langt fra indikerede, at der udelukkende gøres brug af de tre »processprog« i de procedurer, som de vedrører.

40

Henset til denne analyse udtalte Retten i den appellerede doms præmis 169, at de omhandlede tekster ikke kunne godtgøre, at den omhandlede begrænsning var egnet til at opfylde tjenestens reelle behov og følgelig, henset til den specifikke karakter af de i denne meddelelse omhandlede stillinger, at godtgøre, at tjenestegrenen har en interesse i, at de nyansatte umiddelbart kan indgå i arbejdet.

41

I anden række undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 170-195 oplysningerne om de sprog, der anvendes af OLAF’s ansatte.

42

Først undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 175-185 bilaget med titlen »Oplysninger fra Sysper om de ansatte ved OLAF’s sprogkundskaber« og konstaterede i denne doms præmis 180, at disse oplysninger ikke gjorde det muligt, hverken alene eller sammen med de tekster, der var blevet undersøgt i den nævnte doms præmis 122-169, at godtgøre, hvilket eller hvilke fællessprog der rent faktisk anvendes af denne tjenestegren i dens daglige arbejde, eller endog det eller de sprog, som er uundværlige for udøvelsen af hvervene som efterforsker og teamleder for efterforskere. Retten fandt følgelig, at disse oplysninger ikke gjorde det muligt at godtgøre, hvilket eller hvilke sprog der gjorde de ansøgere, som havde bestået de i EPSO’s omtvistede meddelelse omhandlede udvælgelsesprøver, som havde et tilfredsstillende kendskab hertil, til administratorer, der umiddelbart kunne indgå i arbejdet.

43

Efter at Retten i den appellerede doms præmis 181 havde mindet om sin retspraksis – hvorefter en begrænsning af ansøgerne til en udvælgelsesprøves valg af det andet sprog til et begrænset antal af de officielle sprog ikke kan anses for objektivt begrundet og proportional, når der blandt disse sprog, ud over et sprog, som det er ønskeligt eller endog nødvendigt at have kendskab til, findes andre sprog, som ikke giver de potentielt beståede ansøgere fra en udvælgelsesprøve nogen særlig fordel i forhold til et andet officielt sprog – antog den i denne doms præmis 182, at selv om det måtte antages, at sprogkundskaberne hos de ansatte i aktiv tjeneste kunne indikere, at en nyansat for umiddelbart at kunne indgå i arbejdet hvad angår den interne kommunikation skulle beherske et sprog, som var særligt udbredt blandt disse ansatte, kunne de omhandlede oplysninger ikke begrunde den i EPSO’s omtvistede meddelelse foretagne begrænsning af valget af sprog 2.

44

I denne henseende bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 183, at det nemlig fulgte af en gennemgang af oplysningerne vedrørende de sprog, der var oplyst som »sprog 1« og »sprog 2«, at kun et tilfredsstillende kendskab til engelsk ville kunne anses for at give de potentielt beståede ansøgere fra de omhandlede udvælgelsesprøver en fordel. Derimod gjorde disse oplysninger det ikke muligt at forklare, hvorfor en ansøger, der f.eks. havde et indgående kendskab til italiensk og et tilfredsstillende kendskab til tysk, umiddelbart kunne indgå i arbejdet for så vidt angår den interne kommunikation, mens dette ikke ville være tilfældet med en ansøger, som havde et indgående kendskab til italiensk og et tilfredsstillende kendskab til nederlandsk. Hvad desuden angik oplysningerne vedrørende »sprog 3« præciserede Retten i denne doms præmis 184, at selv om indholdet af disse ikke på nogen måde ændrede denne bedømmelse, kunne der under alle omstændigheder ikke tages hensyn til disse, eftersom det ikke fremgik af det af Kommissionen fremlagte bilag, at de deri omhandlede ansatte allerede havde udvist en evne til at arbejde på deres tredje sprog.

45

Retten konkluderede således i den appellerede doms præmis 185, at oplysningerne vedrørende sprogkundskaberne hos OLAF’s ansatte ikke gjorde det muligt at begrunde den omhandlede begrænsning, henset til formålet om at råde over beståede ansøgere, der umiddelbart kunne indgå i arbejdet.

46

Hvad herefter angik bilaget med overskriften »Oplysninger […] om brug af engelsk ved OLAF« fandt Retten i den appellerede doms præmis 186 og 187, at dette bilag ikke var relevant, eftersom det for så vidt angik hele den omfattede periode viste, at der næsten udelukkende blev gjort brug af engelsk og meget begrænset brug af fransk, og det ikke indeholdt nogen oplysninger, der kunne godtgøre en brug af tysk som arbejdssprog i de omhandlede aktiviteter.

47

Endelig undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 188-194 bilaget med overskriften »Operationelle programmer for bekæmpelse af svig«, der omfattede en tabel med oplysninger om forvaltning af visse aspekter af programmet benævnt »Hercule III«, og forkastede betydningen af disse oplysninger med den begrundelse bl.a., at det fulgte af dette bilag, at »anvendelsen af tysk og fransk i denne særlige sammenhæng er helt ekstraordinær«, da princippet var, at »alt arbejdet [vedrørende dette program foregik] på engelsk«, og at der ikke var nogen oplysninger i sagen, der gjorde det muligt at antage, at de beståede ansøgere fra de omtvistede udvælgelsesprøver skulle udføre opgaver, der var knyttet til udarbejdelsen af indkaldelser af forslag inden for rammerne af det nævnte program.

48

Under disse omstændigheder konkluderede Retten i den appellerede doms præmis 195 og 196, at oplysningerne vedrørende de sprog, der blev anvendt af OLAF’s ansatte – i lighed med de oplysninger, som Kommissionen havde fremlagt vedrørende sin interne praksis på det sproglige område – ikke gjorde det muligt at fastslå, at den omhandlede begrænsning var begrundet i formålet om, at de ansatte administratorer umiddelbart kunne indgå i arbejdet.

49

I tredje række undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 197-204 oplysningerne vedrørende udbredelsen af engelsk, fransk og tysk som udenlandske sprog, der tales og studeres i Europa, og den fastslog i denne doms præmis 203 og 204, at disse oplysninger hverken i sig selv eller sammenholdt med andre oplysninger i sagsakterne kunne begrunde den omhandlede begrænsning, eftersom disse oplysninger i bedste fald kunne vise denne begrænsnings forholdsmæssige karakter, hvis det var blevet godtgjort, at denne opfyldte behovet for at råde over beståede ansøgere, der umiddelbart kunne indgå i arbejdet, hvilket Kommissionen dog ikke havde bevist.

50

Henset til undersøgelsen af alle de oplysninger, som Kommissionen havde fremført, konkluderede Retten i den appellerede doms præmis 205-207, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at begrænsningen af valget af sprog 2 var objektivt begrundet og stod i forhold til det planlagte vigtigste formål, som bestod i at ansætte administratorer, der umiddelbart kunne indgå i arbejdet. Det var nemlig ikke tilstrækkeligt at forsvare princippet om en sådan begrænsning med henvisning til det store antal officielle EU-sprog og nødvendigheden af at vælge et mere begrænset antal sprog, endog et enkelt, som interne kommunikationssprog eller »fællessprog«. Henset til vedtægtens artikel 1d, stk. 1 og 6, skulle valget af et eller flere specifikke sprog, med udelukkelse af alle de øvrige, endvidere begrundes objektivt.

51

Retten tiltrådte følgelig det andet og det tredje anbringende, som Kongeriget Spanien havde fremført i sag T-401/16, og det tredje og det syvende anbringende, som Den Italienske Republik havde fremført i sag T-443/16, og annullerede EPSO’s omtvistede meddelelse, for så vidt som der heri skete en begrænsning af valget af udvælgelsesprøvernes sprog 2 til engelsk, fransk og tysk.

52

I anden omgang undersøgte Retten samlet det første anbringende i sag T-401/16 og det sjette anbringende i sag T-443/16 vedrørende den anfægtede sprogordnings anden del, og som omhandlede en tilsidesættelse af artikel 18 TEUF og af artikel 24, stk. 4, TEUF, af artikel 22 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, af artikel 1 og 2 i forordning nr. 1/58 samt af vedtægtens artikel 1d, stk. 1 og 6. Retten tiltrådte i den appellerede doms præmis 234 disse anbringender og annullerede EPSO’s omtvistede meddelelse, for så vidt som denne begrænsede valget af kommunikationssprogene mellem ansøgerne og EPSO til engelsk, fransk og tysk.

53

Retten gav følgelig i den appellerede doms præmis 235 sagsøgerne medhold og annullerede EPSO’s omtvistede meddelelse i sin helhed. Den præciserede desuden i denne doms præmis 237-242, at denne annullation af de grunde, der var anført i selvsamme præmisser, ikke kunne have nogen indvirkning på de ansættelser, der allerede var blevet foretaget på grundlag af de reservelister, der var blevet oprettet efter de omhandlede udvælgelsesprocedurer.

54

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

55

Kongeriget Spanien og Den Italienske Republik har nedlagt følgende påstande:

56

Kommissionen har til støtte for sin appel fremsat tre appelanbringender.

57

Det første og det andet anbringende vedrører lovligheden af begrænsningen af valget af sprog 2 til udvælgelsesprøverne til engelsk, fransk og tysk, mens det tredje anbringende vedrører lovligheden af begrænsningen af de sprog, der kan anvendes i kommunikationen mellem de ansøgere, der er omfattet af EPSO’s omtvistede meddelelse, og EPSO.

58

Det første anbringende, der består af tre led, vedrører retlige fejl ved fortolkningen af vedtægtens artikel 1d, stk. 6, og ved fastlæggelsen af den begrundelsespligt, der påhviler Kommissionen, samt en tilsidesættelse af den begrundelsespligt, der påhviler Retten.

59

Kommissionen har gjort gældende, at Retten i forbindelse med sin undersøgelse af oplysningerne vedrørende Kommissionens interne praksis på det sproglige område og de sprog, der anvendes af OLAF’s ansatte, uden begrundelse anvendte ulovlige kriterier ved bedømmelsen af, om disse oplysninger godtgjorde, at den omhandlede begrænsning var begrundet, nemlig, i den appellerede doms præmis 157, en nyansat tjenestemands evne til straks at levere et »nyttigt arbejde« i ansættelsesinstitutionen, og, i denne doms præmis 181-183, fraværet af en »særlig fordel«, som visse sprog, som valget var begrænset til, giver en sådan tjenestemand. Det forhold, at Retten baserede sig på disse kriterier, er imidlertid ensbetydende med at benægte tjenestens interesse i, at nyansatte umiddelbart kan indgå i arbejdet.

60

Hvad nærmere bestemt angår det kriterium, der er nævnt i den appellerede doms præmis 157, har Kommissionen for det første gjort gældende, at eftersom tjenestens interesse kræver ansættelse af ansøgere, der umiddelbart kan indgå i arbejdet, er den omstændighed, at disse ansøgere ikke desto mindre er i stand til at yde »nyttigt arbejde«, ikke relevant.

61

Et krav om, at det nyansatte personale umiddelbart skal kunne indgå i arbejdet, har nemlig til formål at sikre kontinuiteten for de ansatte, der gør tjeneste i tjenestegrenen, og går ud over den blotte evne til straks at kunne levere et nyttigt arbejde.

62

Kommissionen har for det andet gjort gældende, at Retten hverken har defineret, hvad begrebet »nyttigt arbejde« dækker, eller underbygget konstateringen af, at det er muligt at udføre et sådant arbejde, hvilket er i strid med begrundelsespligten.

63

For det tredje er det »umuligt«, at en nyansat ansøger, som ikke behersker et af de tre sprog, der kan vælges i henhold til EPSO’s omtvistede meddelelse som sprog 2, kan levere et nyttigt arbejde i en institution, hvis politiske og styrende ledelsesorgan, dvs. kommissærkollegiet, udelukkende træffer sine interne beslutninger på et af disse tre sprog. I denne henseende har Kommissionen i det væsentlige gjort gældende, at Rettens henvisning til præmis 121 og 122 i dom af 15. september 2016, Italien mod Kommissionen (T-353/14 og T-17/15, EU:T:2016:495), er fejlagtig, for så vidt som De Faste Repræsentanters Komité (Coreper), som der henvises til i disse præmisser, er et organ, der specifikt er fastsat i artikel 16, stk. 7, TEU, og som adskiller sig fra de andre institutioner. Den foreliggende sag vedrører imidlertid medlemmer af den samme institution, der både omfatter kollegiet og de forskellige tjenestegrene i denne institution. I øvrigt er den særlige karakter af de opgaver, der skal udføres i tjenestegrenene, uden betydning for den omstændighed, at det er tjenestegrenene, der i sidste ende forelægger ethvert udkast til retsakt for kommissærkollegiet.

64

For det fjerde overskred Retten grænserne for sin domstolsprøvelse, da den fandt, at Kommissionen burde have fremlagt yderligere forklaringer for at begrunde den omhandlede begrænsning uden derudover at begrunde en sådan vurdering.

65

Kongeriget Spanien og Den Italienske Republik har bestridt denne argumentation.

66

Det bemærkes, at i henhold til Domstolens faste praksis skal EU-institutionerne råde over en vid skønsbeføjelse i forbindelse med tilrettelæggelsen af deres tjenestegrene og navnlig ved fastlæggelsen af kriterierne for kravene til de stillinger, der skal besættes, og ved fastlæggelsen af betingelserne og de nærmere bestemmelser for afholdelsen af en udvælgelsesprøve i henhold til disse kriterier og mere generelt i tjenestens interesse. Institutionerne – og dermed EPSO i de tilfælde, hvor kontoret udøver de beføjelser, som det tillægges af nævnte institutioner – skal på baggrund af deres behov kunne fastlægge de færdigheder, som det er ønskeligt at kræve af de ansøgere, der deltager i udvælgelsesprøver, for at tilrettelægge deres tjenestegrene på en hensigtsmæssig og passende måde (dom af 26.3.2019, Kommissionen mod Italien, C‑621/16 P, EU:C:2019:251, præmis 88).

67

Institutionerne skal imidlertid i forbindelse med anvendelsen af vedtægten sikre overholdelsen af dennes artikel 1d, der forbyder enhver form for forskelsbehandling på grund af sprog. Selv om bestemmelsens stk. 6 ganske vist fastsætter, at der er mulighed for at begrænse dette forbud, er det på betingelse af, at dette »begrundes objektivt og rimeligt«, og at det sker under henvisning til »legitime målsætninger af almen interesse inden for rammerne af personalepolitikken« (dom af 26.3.2019, Kommissionen mod Italien, C-621/16 P, EU:C:2019:251, præmis 89).

68

Den vide skønsbeføjelse, som EU-institutionerne råder over for så vidt angår tilrettelæggelsen af deres tjenestegrene, hvilket ligeledes gælder EPSO på de i denne doms præmis 67 nævnte betingelser, er derfor nødvendigvis reguleret ved vedtægtens artikel 1d, således at forskelsbehandling på grund af sprog, der følger af en begrænsning af sprogordningen for en udvælgelsesprøve til et begrænset antal officielle sprog, kun kan tillades, hvis en sådan begrænsning er objektivt begrundet og står i forhold til tjenestens reelle behov. Enhver betingelse vedrørende specifikke sprogkundskaber skal desuden hvile på klare, objektive og forudsigelige kriterier, der gør det muligt for ansøgerne at forstå begrundelserne for denne betingelse og for Unionens retsinstanser at kontrollere lovligheden deraf (jf. i denne retning dom af 26.3.2019, Kommissionen mod Italien, C-621/16 P, EU:C:2019:251, præmis 90-93 og den deri nævnte retspraksis).

69

Det tilkommer den institution, der har begrænset sprogordningen i en udvælgelsesprocedure til et begrænset antal officielle EU-sprog, at godtgøre, at en sådan begrænsning er egnet til at opfylde de reelle behov for de hverv, som de ansatte personer vil skulle udføre, at den er proportional i forhold til disse behov, og at den hviler på klare, objektive og forudsigelige kriterier, mens det påhviler Retten at foretage en konkret undersøgelse af, om denne begrænsning er objektivt begrundet og proportional, henset til de nævnte behov (jf. i denne retning dom af 26.3.2019, Kommissionen mod Italien, C-621/16 P, EU:C:2019:251, præmis 93 og 94).

70

Inden for rammerne af denne undersøgelse skal Unionens retsinstanser ikke blot tage stilling til den materielle nøjagtighed af de beviser, der henvises til, samt oplysningernes troværdighed og sammenhæng, men ligeledes kontrollere, om disse oplysninger udgør alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning i forbindelse med en vurdering af en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de heraf dragne konklusioner (dom af 26.3.2019, Kommissionen mod Italien, C-621/16 P, EU:C:2019:251, præmis 104).

71

Med dette anbringendes første led har Kommissionen i det væsentlige kritiseret Retten for, at den undersøgte begrundelsen for begrænsningen af valget af udvælgelsesprøvernes sprog 2 i forhold til et formål, der ikke svarer til det formål, der blev lagt til grund i EPSO’s omtvistede meddelelse.

72

Det må imidlertid konstateres, at denne kritik hviler på en fejlagtig læsning af den appellerede doms præmis 157 og 181-183, hvis indhold er gengivet i nærværende doms præmis 38, 43 og 44.

73

Det følger nemlig af disse præmisser i den appellerede dom, læst i den sammenhæng, de indgår i, at det var i lyset af »kravet om at ansætte administratorer, der umiddelbart kan indgå i arbejdet«, som bl.a. er anført i bilag II, punkt 1, litra i), til EPSO’s omtvistede meddelelse som begrundelse for en sådan begrænsning, at Retten undersøgte, om de oplysninger, som Kommissionen havde fremlagt vedrørende sin interne praksis på det sproglige område og vedrørende de sprog, som OLAF’s ansatte anvendte, kunne godtgøre, at denne begrænsning var objektivt begrundet og forholdsmæssig.

74

Hvad i første række angår den appellerede doms præmis 157 rejste Retten – idet den fastslog, at »det […] ikke [kan] antages, uden yderligere forklaringer, at en nyansat tjenestemand, som ikke behersker nogen af [de sprog, der kan vælges som sprog 2], ikke er i stand til straks at levere et nyttigt arbejde i [institutionen]« – således på ingen måde tvivl om tjenestens interesse i at råde over administratorer, der umiddelbart kan indgå i arbejdet, men forsøgte derimod at afgøre, om de oplysninger, som Kommissionen havde fremført vedrørende sin interne praksis på det sproglige område, godtgjorde, at det for at imødekomme denne interesse var nødvendigt, henset til den specifikke karakter af de i EPSO’s omtvistede meddelelse omhandlede stillinger og de sprog, der rent faktisk anvendes af de pågældende tjenestegrene i deres daglige arbejde, at valget af sprog 2 til disse udvælgelsesprøver var begrænset til engelsk, fransk og tysk (jf. ligeledes vedrørende Rettens praksis, der er nævnt i denne præmis 157, dom af 26.3.2019, Kommissionen mod Italien, C-621/16 P, EU:C:2019:251, præmis 106).

75

Ved denne fremgangsmåde tilsidesatte Retten i øvrigt hverken sin begrundelsespligt eller overskred grænserne for sin domstolsprøvelse.

76

I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 69 og 70, var det nemlig med rette og uden at overskride grænserne for sin kontrol, at Retten efterprøvede, om begrænsningen af valget af sprog 2 i udvælgelsesprøverne var objektivt begrundet i kravet om at ansætte administratorer, der umiddelbart kan indgå i arbejdet, og om det krævede niveau for sprogkundskaber stod i forhold til tjenestens reelle behov.

77

Hvad angår Kommissionens argumentation vedrørende dens egne beslutningsprocedurer og dens kritik af Retten vedrørende det forhold, at denne fejlagtigt havde henvist til dom af 15. september 2016, Italien mod Kommissionen (T-353/14 og T-17/15, EU:T:2016:495), og den omstændighed, at denne havde lagt vægt på den særlige karakter af de funktioner, der var omfattet af EPSO’s omtvistede meddelelse, med henblik på at forkaste den begrundelse, der var støttet på formålet om at råde over administratorer, som umiddelbart kunne indgå i arbejdet, skal det indledningsvis bemærkes, at Retten undersøgte samtlige de af Kommissionen fremlagte dokumenter, og at den efter denne undersøgelse nåede til den konklusion, at der ikke deraf fremgik en nødvendig sammenhæng mellem Kommissionens beslutningsprocedurer og de hverv som efterforskere og teamledere for efterforskere, som de beståede ansøgere fra de omtvistede udvælgelsesprøver skulle udføre. Kommissionen har imidlertid ikke bestridt denne konklusion, men har begrænset sig til at gøre gældende, at det ville være »umuligt« at anvende et andet sprog end de pågældende tre sprog.

78

Herefter bemærkes, at selv om præmis 121 i dom af 15. september 2016, Italien mod Kommissionen (T-353/14 og T-17/15, EU:T:2016:495), hvortil der henvises i den appellerede doms præmis 157, vedrører Kommissionens argumentation vedrørende de sprog, der anvendes i Coreper, fastslog Retten ligeledes i samme doms præmis 122, at det – når der er tale om argumenter om anvendelsen af et eller flere sprog som »fællessprog« i en EU-institution – ikke generelt, uden yderligere forklaringer, kan antages, at en nyansat tjenestemand, som ikke behersker nogen af disse sprog, ikke er i stand til straks at levere et nyttigt arbejde i den omhandlede institution. Det følger heraf, at Kommissionen under alle omstændigheder ikke har grundlag for at gøre gældende, at Retten har underkendt sin egen praksis.

79

Hvad endelig angår den særlige karakter af de funktioner, der er omfattet af EPSO’s omtvistede meddelelse, bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 157 fastslog, at begrundelsen vedrørende formålet om at råde over administrationer, der umiddelbart kan indgå i arbejdet, ikke var tilstrækkeligt underbygget.

80

Retten begrænsede sig i denne henseende til i overensstemmelse med det i denne doms præmis 69 og 70 anførte at foretage den nødvendige undersøgelse med henblik på at fastlægge de sprogkundskaber, som Kommissionen objektivt kan kræve i tjenestens interesse, henset til de særlige funktioner, der er omhandlet i EPSO’s omtvistede meddelelse.

81

Hvad i anden række angår Kommissionens klagepunkter, der er rettet mod den appellerede doms præmis 181-183, bemærkes, at det i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 69, tilkommer Kommissionen at godtgøre, at begrænsningen af valget af udvælgelsesprøvernes sprog 2 var egnet til at opfylde de reelle behov vedrørende de opgaver, som de ansatte personer skulle udføre.

82

Det var netop dette, som Retten efterprøvede i den appellerede doms præmis 181-183, da den fastslog, at de oplysninger, som Kommissionen havde fremlagt vedrørende sprogkundskaberne hos OLAF’s ansatte, i bedste fald førte til den konklusion, at selv om en beherskelse af engelsk kunne give de ansøgere, der havde bestået de omtvistede udvælgelsesprøver, en fordel i den interne kommunikation og således gøre det muligt for disse personer umiddelbart at indgå i arbejdet på dette kommunikationsniveau, gjaldt en sådan konklusion ikke for så vidt angik beherskelsen af tysk og fransk.

83

Retten kunne derfor med rette konkludere, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at et tilfredsstillende kendskab til et af disse to andre sprog gav en fordel med henblik på at nå målet om at råde over administratorer, der umiddelbart kan indgå i arbejdet.

84

Da ingen af klagepunkterne er begrundede, må det første anbringendes første led forkastes.

85

Kommissionen har gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl, idet den fastlagde både pligten til i EPSO’s omtvistede meddelelse at give en begrundelse for den omhandlede begrænsning og bevisbyrden for, at denne begrundelse havde grundlag, uforholdsmæssigt strengt.

86

For det første gik den bevisbyrde, som Retten pålagde Kommissionen med henblik på at bevise eksistensen af de påberåbte begrundelser, således langt ud over den grad af præcision, som kræves i henhold til retspraksis, for så vidt som Retten i den appellerede doms præmis 133, sidste punktum, præmis 158, første punktum, og præmis 180 fastslog, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at de tre sprog, der kunne vælges som sprog 2 i EPSO’s omtvistede meddelelse, faktisk var de tre sprog, der til daglig blev anvendt af »alle [denne institutions] tjenestegrene«.

87

For det andet krævede Retten i den appellerede doms præmis 164, at det blev godtgjort, at der »udelukkende gøres brug af« disse tre sprog i Kommissionens beslutningsprocedurer, selv om det i denne meddelelse præciseres, at EU-institutionerne ikke udelukkende anvender disse sprog, men hovedsageligt de nævnte sprog. Retten burde således have efterprøvet, om disse tre sprog rent faktisk var de mest anvendte af institutionen, og ikke de eneste sprog, der blev anvendt. Retten begik endvidere samme fejl i denne doms præmis 181-183, idet den tilføjede et vurderingskriterium, hvorefter det var nødvendigt at vurdere, om de pågældende tre sprog gav ansøgerne til de omtvistede udvælgelsesprøver en »særlig fordel«.

88

For det tredje tilkommer det, i modsætning til det, som Retten har anført i sidste punktum i den appellerede doms præmis 167, ikke Kommissionen at identificere, hvilket af de tre sprog, der kan anvendes, og den relative betydning af hvert af disse sprog er irrelevant.

89

For det fjerde har Kommissionen kritiseret Retten for, at den i den appellerede doms præmis 201 forkastede samtlige statistiske oplysninger, som Kommissionen havde fremlagt, med den begrundelse, at det ikke kunne formodes, at de afspejlede sprogkundskaberne hos de potentielle ansøgere til de omhandlede udvælgelsesprøver korrekt.

90

Ifølge denne institution vedrører det bevisniveau, der kræves i henhold til Domstolens praksis, identificeringen af de officielle sprog, hvis kendskab er mest udbredt i Unionen. Begrænsningen af valget af udvælgelsesprøvernes sprog 2 er følgelig begrundet i objektive forhold vedrørende udbredelse af sprog, som gør det muligt med rimelighed at udlede, at disse oplysninger svarer til de sprogkundskaber, som personer, der ønsker at deltage i EU-udvælgelsesprøver, besidder. Under disse omstændigheder tilkommer det ikke Kommissionen at bevise, at en sådan overensstemmelse er korrekt godtgjort.

91

Endvidere er konklusionen i den appellerede doms præmis 205, første punktum, ligeledes behæftet med en retlig fejl. for så vidt som den hviler på den samme fejlagtige forudsætning.

92

Endelig har Kommissionen for det femte gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 159 foretog rent hypotetiske vurderinger, idet den nedsatte rækkevidden af meddelelse SEC(2000) 2071/6 væsentligt.

93

Kongeriget Spanien og Den Italienske Republik har bestridt denne argumentation.

94

Indledningsvis bemærkes, således som det følger af denne doms præmis 68, at enhver betingelse vedrørende specifikke sprogkundskaber skal hvile på klare, objektive og forudsigelige kriterier, der gør det muligt for ansøgerne at forstå begrundelserne for denne betingelse og for Unionens retsinstanser at kontrollere lovligheden deraf.

95

Begrundelsen for en afgørelse truffet af en EU-institution, et EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur er af særlig betydning, da den gør det muligt for den berørte part at afgøre, om vedkommende ønsker at anlægge sag til prøvelse af denne afgørelse på grundlag af et fuldt kendskab til sagen, og for den kompetente ret at udøve sin legalitetsprøvelse, og da den derfor udgør en af betingelserne for en effektiv domstolsprøvelse, som er sikret i artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder (dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 103 og den deri nævnte retspraksis).

96

Hvad angår begrænsningen af valget af sprog 2 i en meddelelse om udvælgelsesprøve har Domstolen udtalt, at det tilkommer Retten at efterprøve, om denne meddelelse, de generelle regler for almindelige udvælgelsesprøver eller de bevismidler, som Kommissionen har fremlagt, indeholder »konkrete oplysninger«, der gør det muligt at påvise, at der objektivt set foreligger en tjenstlig interesse, der kan begrunde denne begrænsning (jf. i denne retning dom af 26.3.2019, Kommissionen mod Italien, C-621/16 P, EU:C:2019:251, præmis 95).

97

Det var følgelig med rette, at Retten i den appellerede dom foretog denne efterprøvelse, og – i den appellerede doms præmis 116 og efter den undersøgelse, der navnlig var blevet foretaget i dennes præmis 107-115, hvis indhold er gengivet i nærværende doms præmis 28-30 – at kravet om, at nyansatte umiddelbart skal kunne indgå i arbejdet, der er anført i denne meddelelse, selv forstået henset til opgavebeskrivelsen i EPSO’s omtvistede meddelelse og ikke henset til dens vage og generelle formulering og i mangel af konkrete oplysninger i den nævnte meddelelse, som kan understøtte denne, kunne begrunde begrænsningen af valget af udvælgelsesprøvernes sprog 2 til engelsk, fransk og tysk.

98

Kommissionen har i øvrigt i appelskriftet fremhævet, at den ikke har anfægtet den appellerede doms præmis 100-116.

99

For så vidt som Kommissionen har foreholdt Retten, at den pålagde den en uforholdsmæssig bevisbyrde, følger det for det andet af denne doms præmis 69 og 70, dels, at Kommissionen inden for rammerne af den foreliggende sag skulle godtgøre, at begrænsningen af valget af udvælgelsesprøvernes sprog 2 kunne opfylde de reelle behov vedrørende de opgaver, som de ansatte personer skulle udføre, at den stod i forhold til disse behov, og at den var baseret på klare, objektive og forudsigelige kriterier, dels at Retten skulle foretage en konkret undersøgelse af, om denne begrænsning var objektivt begrundet og forholdsmæssig, henset til de nævnte behov, ved ikke blot at tage stilling til den materielle nøjagtighed af de beviser, som Kommissionen havde henvist til, samt deres troværdighed og sammenhæng, men ligeledes til, om disse beviser udgjorde alle de relevante oplysninger, som skulle tages i betragtning i forbindelse med vurderingen af begrundelsen for den nævnte begrænsning, og om disse oplysninger talte til støtte for de heraf dragne konklusioner.

100

Det var netop dette, Retten gjorde, da den i den appellerede doms præmis 122-207 undersøgte de oplysninger, som Kommissionen havde fremlagt til støtte for begrundelsen vedrørende kravet om, at nyansatte personer umiddelbart skulle kunne indgå i arbejdet.

101

Hvad for det første angår de klagepunkter, der er rettet mod præmis 133, sidste punktum, præmis 158, første punktum, og præmis 180 i den appellerede dom, hvis indhold er gengivet i nærværende doms præmis 34, 39 og 42, skal det fastslås, at Retten i modsætning til det af Kommissionen anførte på ingen måde krævede, at Kommissionen med henblik på at bevise, at den omhandlede begrænsning var begrundet, skulle godtgøre, at alle Kommissionens tjenestegrene anvendte engelsk, fransk og tysk i deres daglige arbejde.

102

I den appellerede doms præmis 133 efterprøvede Retten således blot Kommissionens argument om, at meddelelse SEC (2000) 2071/6, navnlig punkt 2.2 deri, begrænsede antallet af »arbejdssprog« ved denne institution til tre, og fandt, at den blotte henvisning til »Kommissionens tre arbejdssprog«, navnlig henset til sammenhængen i denne præmis, som vedrørte kommissærkollegiets beslutningstagen ved skriftlig procedure, ikke var tilstrækkelig til at godtgøre, at dette argument havde grundlag.

103

På samme måde konstaterede Retten i den appellerede doms præmis 156-158, henset til alle de oplysninger, som Kommissionen havde fremført vedrørende sin interne praksis på det sproglige område, at for så vidt som de alene havde til formål at definere de sprog, der var nødvendige for gennemførelsen af Kommissionens forskellige beslutningsprocedurer, og som det ikke fremgik heraf, hverken, at der forelå en nødvendig sammenhæng mellem disse procedurer og de opgaver, som de ansøgere, der havde bestået de omtvistede udvælgelsesprøver, skulle udføre, eller at alle de tre sprog, der kvalificeredes som »processprog«, faktisk anvendtes af disse tjenester i deres daglige arbejde, kunne disse oplysninger ikke begrunde den omhandlede begrænsning, henset til den specifikke karakter af de stillinger, der var omhandlet i EPSO’s omtvistede meddelelse.

104

Retten bemærkede desuden i den appellerede doms præmis 180, at de oplysninger, som Kommissionen havde fremlagt vedrørende sprogkundskaberne hos OLAF’s ansatte, hverken alene eller sammenholdt med de oplysninger, der vedrørte Kommissionens interne praksis på det sproglige område, gjorde det muligt at godtgøre, hvilket eller hvilke fællessprog der rent faktisk anvendtes af de forskellige tjenestegrene i deres daglige arbejde, eller det eller de sprog, som var uundværlige for udførelsen af opgaverne som efterforskere og teamledere for efterforskere, og at disse oplysninger følgelig ikke gjorde det muligt at godtgøre, hvilket eller hvilke sprog, der gjorde de beståede ansøgere fra de omtvistede udvælgelsesprøver, som havde et tilfredsstillende kendskab hertil, til administratorer, der umiddelbart kunne indgå i arbejdet.

105

Det følger således af den appellerede doms præmis 133, 158 og 180, læst i den sammenhæng, hvori de indgår, at Retten kun – og dette med rette – undersøgte, om de oplysninger, som Kommissionen havde fremlagt til støtte for begrundelsen vedrørende kravet om, at nyansatte personer umiddelbart skulle kunne indgå i arbejdet, kunne godtgøre, at engelsk, fransk og tysk var de sprog, der faktisk anvendtes ved udførelsen af de regelmæssige opgaver af de ansatte i den tjenestegren, som ansøgerne til de omhandlede udvælgelsesprøver i princippet skulle tilknyttes, således at disses tilfredsstillende beherskelse af mindst ét af disse tre sprog på én gang var nødvendig og tilstrækkelig for, at disse ansøgere umiddelbart kunne indgå i arbejdet.

106

For det andet gælder disse samme betragtninger for så vidt angår klagepunktet, der er rettet mod Rettens vurdering, som fremgår af den appellerede doms præmis 164, hvorefter de oplysninger, som Kommissionen havde fremført vedrørende sin interne praksis på det sproglige område, under alle omstændigheder og endog uafhængigt af, om der var en sammenhæng mellem Kommissionens beslutningsprocedurer og de specifikke opgaver, der var omhandlet i EPSO’s omtvistede meddelelse, langt fra indikerede, at der udelukkende blev gjort brug af de tre »processprog«. I denne præmis 164 bemærkede Retten nemlig kun for fuldstændighedens skyld, at de pågældende oplysninger ikke kunne underbygge konklusionen om, at disse procedurer var begrænset til disse tre sprog. Muligheden for, at de ansatte i den tjenestegren, som ansøgerne til en udvælgelsesprøve skal tilknyttes, kan udføre deres regelmæssige opgaver på andre sprog end dem, som valget af udvælgelsesprøvernes sprog 2 er begrænset til, kan i øvrigt i givet fald rejse tvivl om nødvendigheden af, at disse ansøgere behersker et af disse sprog, for umiddelbart at kunne indgå i arbejdet.

107

Endvidere hviler Kommissionens klagepunkt om, at Retten i den appellerede doms præmis 181-183 krævede, at et tilfredsstillende kendskab til et af de sprog, der kunne vælges som de omtvistede udvælgelsesprøvers sprog 2, giver de beståede ansøgere en særlig fordel, på en fejlagtig læsning af den appellerede dom.

108

Retten fastslog nemlig i den appellerede doms præmis 183, at de oplysninger, som Kommissionen havde fremlagt vedrørende sprogkundskaberne hos OLAF’s ansatte, i bedste fald førte til den konklusion, at selv om en beherskelse af engelsk kunne give de ansøgere, der havde bestået de omtvistede udvælgelsesprøver, en fordel i den interne kommunikation og således gøre det muligt for disse personer umiddelbart kunne indgå i arbejdet på dette kommunikationsniveau, gjaldt en sådan konklusion ikke for så vidt angik beherskelsen af tysk og fransk.

109

Det var følgelig med rette, at Retten konkluderede, at det ikke var lykkedes for Kommissionen at bevise, at et tilfredsstillende kendskab til tysk eller fransk – i modsætning til en kombination med et andet officielt sprog i Unionen – var uundværligt for at sikre gennemførelsen af formålet om at råde over administratorer, der umiddelbart kunne indgå i arbejdet.

110

For det tredje følger det af ovenstående betragtninger, at Retten ikke kan kritiseres for i sidste punktum i den appellerede doms præmis 167 at have fastslået, at skrivelserne fra Kommissionens generalsekretær, som Kommissionen havde fremlagt, og som i overensstemmelse med dokumentet med overskriften »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren« gav mulighed for varige fravigelser inden for visse områder ved at tillade fremlæggelse af udkast til retsakter på et enkelt »processprog«, ikke gør det muligt at drage hensigtsmæssige konklusioner, eftersom de ikke identificerer, hvilket af disse sprog der konkret kan anvendes.

111

Hvad for det fjerde angår Kommissionens klagepunkt, der er rettet mod den appellerede doms præmis 201 og 205, skal det fastslås, at dette hviler på en urigtig læsning af den appellerede dom. For det første forkastede Retten i denne præmis 201, i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, på ingen måde i sin helhed den omstændighed, at der blev taget hensyn til statistiske oplysninger om de sprog, der i 2012 var de mest studerede på grundskoleuddannelsesniveau, med den begrundelse, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at disse oplysninger korrekt afspejlede sprogkundskaberne hos de potentielle ansøgere til de omtvistede udvælgelsesprøver, men bemærkede blot, at bevisværdien af disse oplysninger var mindre, fordi de vedrørte alle EU-borgere, herunder de personer, der ikke var myndige.

112

Herefter bemærkes, at Kommissionen ikke har anfægtet Rettens vurdering i denne doms præmis 202, hvorefter den eneste ting, som de nævnte oplysninger ville kunne vise, var, at antallet af potentielle ansøgere, hvis situation var berørt af den omhandlede begrænsning, var mindre vigtigt end det ville have været, hvis dette valg var begrænset til andre sprog.

113

Endelig kunne disse oplysninger ikke, således som Retten i det væsentlige har anført i den appellerede doms præmis 203, godtgøre, at begrænsningen af valget af udvælgelsesprøvernes sprog 2 var egnet og nødvendigt til gennemførelsen af formålet om at råde over beståede ansøgere, der umiddelbart kunne indgå i arbejdet. For så vidt som Retten bl.a. i denne doms præmis 169 og 196 konkluderede, at Kommissionen ikke havde ført dette bevis, kunne de statistiske oplysninger vedrørende de mest studerede sprog følgelig ikke godtgøre, at denne begrænsning var objektivt begrundet i forhold til dette formål.

114

For det femte har Kommissionen ikke påberåbt sig en retlig fejl ved at anfægte den i præmis 159 i den appellerede dom anførte vurdering, der er redegjort for i denne doms præmis 39, og som Kommissionen finder er hypotetisk, og ved at gøre gældende, at Retten i væsentlig grad begrænsede rækkevidden af meddelelse SEC(2000) 2071/6, men har anmodet Domstolen om at sætte sin egen vurdering af dette bevis i stedet for Rettens.

115

Det fremgår imidlertid af artikel 256, stk. 1, TEUF og af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at appel er begrænset til retsspørgsmål, og at det derfor alene er Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder og til at tage stilling til bevismaterialet. Bedømmelsen af de faktiske omstændigheder og beviser er ikke et retsspørgsmål, der som sådan kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og beviser er blevet urigtigt gengivet (kendelse af 27.1.2022, FT m.fl. mod Kommissionen, C-518/21 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2022:70, præmis 12 og den deri nævnte retspraksis).

116

Det følger af samtlige disse betragtninger, at det første anbringendes andet led må forkastes.

117

Kommissionen har anført, at Retten i den appellerede doms præmis 152-155 begrænsede rækkevidden af de beviser, som Kommissionen havde fremlagt vedrørende sin interne praksis på det sproglige område, på grundlag af et fejlagtigt vurderingskriterium, nemlig eksistensen af en bindende retsakt, der definerer den pågældende institutions arbejdssprog. Det følger imidlertid hverken af vedtægtens artikel 1d, stk. 6, eller af Domstolens praksis, at kun sådanne akter kan begrunde en begrænsning af valget af en udvælgelsesprøves andet sprog.

118

Endvidere udgør såvel skrivelsen fra Kommissionens generalsekretær vedrørende gennemførelsen af meddelelse SEC(2000) 2071/6 som »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren«, der er indeholdt i Manual for operationelle procedurer, »interne regler« som omhandlet i punkt 2 i bilag II til EPSO’s omtvistede meddelelse, for så vidt som de er bindende for institutionen.

119

Kongeriget Spanien og Den Italienske Republik har bestridt denne argumentation.

120

Som generaladvokaten har anført i punkt 72-74 i forslaget til afgørelse, hviler det første anbringendes tredje led, hvorefter Retten begrænsede rækkevidden af beviserne vedrørende Kommissionens interne praksis på det sproglige område ved at fastslå, at kun en bindende retsakt kan begrunde en sprogbegrænsning som den, der er fastsat i EPSO’s omtvistede meddelelse, på en fejlagtig læsning af den appellerede doms præmis 152-155, hvis indhold er gengivet i nærværende doms præmis 36.

121

Det følger nemlig af disse præmisser, sammenholdt med den appellerede doms præmis 156-169, som er gengivet i nærværende doms præmis 37-40, at det kun var som indledende præciseringer, at Retten med rette fastslog, at disse oplysninger ikke kunne anses for at være de nærmere regler for den generelle sprogordning som omhandlet i artikel 6 i forordning nr. 1/58, samtidig med at den efterfølgende foretog en grundig undersøgelse af, om de nævnte oplysninger kunne begrunde den omhandlede begrænsning, henset til den specifikke karakter af de stillinger, der var omhandlet i EPSO’s omtvistede meddelelse. Rettens konklusion om, at dette ikke var tilfældet, vedrørte således ikke den omstændighed, at der ikke forelå en intern afgørelse om fastsættelse af arbejdssprogene i Kommissionen, hvilket Retten henviste til i den appellerede doms præmis 155, og som Kommissionen i øvrigt ikke har bestridt, men den omstændighed, at disse samme oplysninger alene havde til formål at definere, hvilke sprog der var nødvendige for gennemførelsen af Kommissionens forskellige beslutningsprocedurer.

122

Det første anbringendes tredje led kan derfor ikke tages til følge.

123

Det følger af disse betragtninger, at det første appelanbringende skal forkastes.

124

Det andet anbringende består af seks led, hvormed Kommissionen har gjort gældende, at de for Retten fremlagte beviser er gengivet urigtigt, og at der foreligger en retlig fejl.

125

Indledningsvis bemærkes, at klagepunkterne vedrørende de faktiske omstændigheder og deres bedømmelse i den appellerede afgørelse kan antages til realitetsbehandling under appellen, såfremt det enten er blevet gjort gældende, at det fremgår af sagens akter, at Retten har lagt indholdsmæssigt urigtige omstændigheder til grund, eller at Retten har gengivet de beviser, den har fået forelagt, urigtigt (dom af 18.1.2007, PKK og KNK mod Rådet, C‑229/05 P, EU:C:2007:32, præmis 35).

126

I denne henseende bemærkes, at når en appellant gør gældende, at Retten har gengivet beviserne forkert, skal appellanten i henhold til artikel 256 TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 168, stk. 1, litra d), i Domstolens procesreglement præcist angive, hvilke beviser der er blevet urigtigt gengivet af Retten, og påvise de fejl i undersøgelsen, der efter appellantens opfattelse har foranlediget Retten til at foretage denne urigtige gengivelse. En urigtig gengivelse af omstændighederne skal endvidere fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne (dom af 28.1.2021, Qualcomm og Qualcomm Europe mod Kommissionen, C-466/19 P, EU:C:2021:76, præmis 43).

127

Selv om en urigtig gengivelse af beviser kan bestå i fortolkningen af et dokument i strid med indholdet heraf, skal den desuden fremgå åbenbart af sagens akter, der er forelagt Domstolen, og den forudsætter, at Retten åbenbart har overskredet grænserne for en rimelig bedømmelse af disse beviser. Det er i denne forbindelse ikke tilstrækkeligt at godtgøre, at et dokument kan være genstand for en anden fortolkning end den, som Retten lagde til grund (dom af 28.1.2021, Qualcomm og Qualcomm Europe mod Kommissionen, C‑466/19 P, EU:C:2021:76, præmis 44).

128

Det er i lyset af disse principper, at det andet anbringendes seks led skal analyseres.

129

Kommissionen har gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 132-137 og 158 har foretaget en urigtig gengivelse af indholdet og rækkevidden af meddelelse SEC(2000) 2071/6. For det første har Kommissionen for så vidt angår den appellerede doms præmis 133 fremhævet, at denne meddelelse langt fra blot udgør en vurdering af institutionens beslutningsprocedurer, men klart begrænser antallet af institutionens arbejdssprog til tre, således som det fremgår af denne meddelelses punkt 2.2.

130

For det andet fjerner henvisningen i dette punkt 2.2 til den omstændighed, at et dokument kan godkendes på det autentiske sprog, ikke – i modsætning til, hvad Retten fastslog i den appellerede doms præmis 135 – forpligtelsen til ligeledes at godkende det på et af de tre arbejdssprog.

131

For det tredje fortjener oversættelsestjenestens medvirken ikke den betydning, som Retten har tillagt den i den appellerede doms præmis 136 og 158. Denne medvirken har nemlig kun til formål at sikre en mere effektiv forvaltning af ressourcer i de forskellige tjenestegrene og ændrer intet ved den omstændighed, at bl.a. den tjenestegren, der har udarbejdet det udkast til retsakt, der skal forelægges kommissærkollegiet, henset til dens aktive deltagelse i beslutningsproceduren og forpligtelsen til at overholde den sprogordning, der er nævnt i meddelelsens punkt 4, skal råde over tjenestemænd, der behersker de tre arbejdssprog.

132

Kongeriget Spanien og Den Italienske Republik har gjort gældende, at dette led skal afvises med den begrundelse, at Kommissionen blot har anmodet Domstolen om at foretage en ny vurdering af de beviser, som den havde fremlagt for Retten, uden at godtgøre, at Retten har gengivet dem urigtigt.

133

Det må fastslås, at Retten i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, i forbindelse med sin undersøgelse af meddelelse SEC(2000) 2071/6 i den appellerede doms præmis 132-137 og 158, hvis indhold er gengivet i nærværende doms præmis 34 og 39, på ingen måde har foretaget en urigtig gengivelse heraf.

134

Det bemærkes i denne henseende, at det følger af punkt 1.2 i meddelelse SEC(2000) 2071/6, at denne har til formål at identificere de fremgangsmåder og midler, der gør det muligt at gøre beslutningsprocedurerne mere effektive og gennemsigtige. Med henblik herpå opregner denne meddelelse i punkt 2 og 3 de gældende procedurer og foreslår i punkt 4 midler til at forenkle dem og i punkt 5 andre foranstaltninger, der skal træffes. Hvad navnlig angår meddelelsens punkt 2.2 fremgår det bl.a. heraf, at »dokumenter skal udsendes på Kommissionens tre arbejdssprog« inden for rammerne af den skriftlige procedure, mens teksten til den afgørelse, der skal vedtages, i forbindelse med bemyndigelsesproceduren »fremlægges på et enkelt arbejdssprog og/eller i de versioner heraf, der er autentiske«.

135

Det er derfor åbenbart, at Retten ikke foretog en urigtig gengivelse af meddelelse SEC(2000) 2071/6, da den i den appellerede doms præmis 133 fastslog, at meddelelsens genstand »i det væsentlige består i at bedømme kommissærkollegiets forskellige typer beslutningsprocedurer […], og [i] at foreslå en forenkling heraf«, og at »[d]et er i en sådan kontekst og med henvisning til en præcis type procedure, nemlig den skriftlige procedure«, at der i meddelelsens punkt 2.2, hvor den omhandlede passage i øvrigt er gengivet loyalt, henvises til »arbejdssprog[ene]«. Desuden har Retten på ingen måde overskredet grænserne for en rimelig vurdering af dette punkt 2.2 ved at fastslå, at denne henvisning ikke i sig selv var tilstrækkelig til at fastslå, at engelsk, fransk og tysk er de sprog, som alle Kommissionens tjenestegrene faktisk anvender i deres daglige arbejde.

136

Det samme gælder for så vidt angår den appellerede doms præmis 135, som blot loyalt gengiver punkt 2.2 i meddelelse SEC(2000) 2071/6 for så vidt angår den sprogordning, der finder anvendelse i forbindelse med bemyndigelsesproceduren, og for så vidt angår den vurdering, der er foretaget i denne doms præmis 134, hvorefter denne ordning nuancerer den nævnte henvisnings rækkevidde. Denne konstatering ændres i øvrigt ikke af punkt 4 i denne meddelelse, som Kommissionen har henvist til, hvori det bl.a. anføres, at de foreslåede foranstaltninger ligeledes har til virkning at forenkle de sproglige krav med hensyn til afgørelser, idet det anføres, at når en retsakt vedtages ved skriftlig procedure, »skal forslaget i det mindste være tilgængeligt på Kommissionens arbejdssprog«, mens det i forbindelse med afgørelser, der træffes ved bemyndigelses- eller delegationsprocedurer, »kun kræves, at teksten er affattet på den eller de sprog, som den eller de parter, som afgørelsen er rettet til, taler«.

137

Retten foretog heller ikke en urigtig gengivelse af punkt 5.2 i meddelelse SEC(2000) 2071/6 med overskriften »Forenkling af sprogordningen«, idet den i den appellerede doms præmis 136 bemærkede, at denne »[angav] […] rollen for Kommissionens Generaldirektorat (GD) for [Oversættelse]«, for så vidt som den præciserede, at »en af de væsentligste årsager til forsinkelser med påbegyndelsen eller afslutningen af de skriftlige procedurer eller bemyndigelsesprocedurerne er indhentelsen af oversættelser, herunder tekster revideret af juristlingvister […], hvilket gør en rettidig fremsendelse af de pågældende dokumenter til [dette generaldirektorat] nødvendig«, og idet den i denne doms præmis 134 udtalte, at dette punkt 5.2 ligeledes kunne nuancere rækkevidden af henvisningen til Kommissionens »arbejdssprog«.

138

Det var følgelig uden at gengive meddelelse SEC(2000) 2071/6 urigtigt, at Retten i den appellerede doms præmis 137 anførte, at det ikke af punkt 2.2 i denne meddelelse var muligt at udlede nyttige konklusioner om den faktiske brug af engelsk, fransk og tysk i det daglige arbejde i Kommissionens tjenester, eller så meget desto mere i forbindelse med udøvelsen af de opgaver, der var omhandlet i EPSO’s omtvistede meddelelse.

139

Retten har heller ikke på nogen måde foretaget en urigtig gengivelse af meddelelsens punkt 5.2 ved i den appellerede doms præmis 158 at fastslå, at dette punkt lod forstå, at det ikke er den tjenestegren, der materielt set er ansvarlig for affattelsen af et dokument, men Generaldirektoratet for Oversættelse, som udarbejder versionerne af dette dokument på de processprog, der er nødvendige med henblik på deres fremsendelse til kommissærkollegiet, idet den ansvarlige tjenestegren indskrænker sig til at udføre en kontrol af den oversatte tekst.

140

Da der ikke foreligger nogen urigtige gengivelser, henhører den betydning, som Retten tillagde den ene eller den anden af de muligheder, som den nævnte meddelelse udtrykkeligt tog sigte på, under bedømmelsen af beviserne, som i sagens natur falder uden for Domstolens kompetence under en appelsag.

141

Det andet appelanbringendes første led kan derfor ikke tages til følge.

142

Kommissionen har gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 139-146 foretog en urigtig gengivelse af sammenhængen mellem forretningsordenen, gennemførelsesbestemmelserne til denne forretningsorden, meddelelse SEC(2000) 2071/6 og dokumentet med overskriften »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren«.

143

Retten foretog således en selektiv fortolkning af gennemførelsesbestemmelserne til forretningsordenen, og den undlod at tage hensyn til, at formanden for denne institution kan fastsætte de sprog, på hvilke dokumenterne skal være tilgængelige, henset til de minimumsbehov, som medlemmerne af kollegiet har, eller de behov, der er forbundet med vedtagelsen af en retsakt.

144

Kommissionens formand havde imidlertid gjort brug af denne mulighed, da denne vedtog meddelelse SEC(2000) 2071/6.

145

Selv om denne meddelelse ikke præcist nævner de tre arbejdssprog, der skal anvendes af medlemmerne af kollegiet, bekræfter den derfor den interne praksis vedrørende brugen af engelsk, fransk eller tysk i Kommissionens beslutningsprocedurer.

146

Kongeriget Spanien og Den Italienske Republik har gjort gældende, at dette led af det andet anbringende skal afvises med den begrundelse, at Kommissionen blot har anmodet Domstolen om at foretage en ny vurdering af de beviser, som den havde fremlagt for Retten, uden at godtgøre, at Retten har gengivet dem urigtigt.

147

Det bemærkes, at Kommissionen ikke har bestridt, at Retten helt loyalt i den appellerede doms præmis 139-146 henviste til de relevante bestemmelser i forretningsordenen og gennemførelsesbestemmelserne hertil, inden den foretog en analyse af indholdet af dokumentet med overskriften »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren«.

148

Det, som Kommissionen har foreholdt Retten, er således, at den begrænsede sig til en sådan henvisning, selv om den burde have fastslået, at disse dokumenter bekræftede anvendelsen af engelsk, fransk og tysk som arbejdssprog.

149

Det må imidlertid konstateres, at Kommissionen ikke alene har rejst tvivl om vurderingen af de nævnte dokumenter uden at godtgøre, hvorledes Retten har gengivet dem urigtigt; Kommissionens argumentation hviler desuden på en fejlagtig læsning af den appellerede dom.

150

I modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, har Retten nemlig på ingen måde begrænset sig til at redegøre for indholdet af de relevante bestemmelser i disse dokumenter. Retten vurderede tværtimod disse fuldt ud sammen med de øvrige oplysninger vedrørende Kommissionens interne praksis på det sproglige område, herunder med meddelelse SEC(2000) 2071/6, idet den fastslog, for det første, i den appellerede doms præmis 152, at disse tekster som helhed »[kun afspejlede] […] en længe fastsat administrativ praksis i denne institution, der [bestod] i at bruge engelsk, fransk og tysk som sprog, hvorpå dokumenter [skulle] gøres tilgængelige med henblik på at blive forelagt kommissærkollegiet«, og, for det andet, i denne doms præmis 157 og 158, at det ikke fremgik af disse tekster, og heller ikke af de øvrige oplysninger i sagen, at »der [fandtes] en nødvendig sammenhæng mellem Kommissionens beslutningsprocedurer, navnlig dem, der [fandt] sted i kommissærkollegiet, og de opgaver, som de beståede ansøgere fra den omtvistede udvælgelsesprocedure [skulle] udføre«, eller at »alle de tre [omhandlede] sprog […] rent faktisk [anvendtes] af Kommissionens tjenestegrene i deres daglige arbejde«. Det var af denne grund, at Retten i den nævnte doms præmis 169 konkluderede, at disse samme tekster ikke kunne godtgøre, at den omhandlede begrænsning var egnet til at opfylde tjenestens reelle behov og følgelig, henset til den specifikke karakter af de i denne meddelelse omhandlede stillinger, at godtgøre, at tjenestegrenen havde en interesse i, at de nyansatte umiddelbart kunne indgå i arbejdet.

151

Kommissionen har således reelt begrænset sig til at gøre gældende, at de dokumenter, som den har påberåbt sig, kan være genstand for en anden fortolkning end den, som Retten lagde til grund, hvilket ikke, som anført i denne doms præmis 127, udgør en påvisning af en urigtig gengivelse af disse dokumenter.

152

Det følger heraf, at det andet appelanbringendes andet led ikke kan tiltrædes.

153

Kommissionen har gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 165-169 foretog en urigtig gengivelse af indholdet og rækkevidden af dokumentet med overskriften »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren«.

154

Kommissionen har navnlig gjort gældende, at Retten ved sin vurdering af dette dokument åbenbart så bort fra to aspekter. Retten så således bort fra, dels at eksistensen af undtagelsesordningen bestyrker snarere end afkræfter reglen om tre processprog, dels at det nævnte dokument utvetydigt bekræfter, at det var institutionens tjenestegrene, der skulle overholde de sprogkrav, der er fastsat deri.

155

Kongeriget Spanien og Den Italienske Republik har gjort gældende, at dette led af det andet anbringende skal afvises med den begrundelse, at Kommissionen blot har anmodet Domstolen om at foretage en ny vurdering af de beviser, som den havde fremlagt for Retten, uden at godtgøre, at Retten har gengivet dem urigtigt.

156

Det skal fastslås, at Kommissionen med dette klagepunkt i realiteten har anmodet Domstolen om at sætte sin egen vurdering af dokumentet med overskriften »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren« i stedet for Rettens uden at godtgøre, at denne åbenbart har overskredet grænserne for en rimelig bedømmelse af dette dokument.

157

Som det blev anført i denne doms præmis 127, udgør denne argumentation følgelig ikke en påvisning af en urigtig gengivelse af dokumentet med overskriften »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren«.

158

Under disse omstændigheder kan det andet anbringendes tredje led ikke antages til realitetsbehandling.

159

Kommissionen har gjort gældende, at Retten ved i den appellerede doms præmis 152 at betegne meddelelse SEC(2000) 2071/6, forretningsordenen og gennemførelsesbestemmelserne hertil samt dokumentet med overskriften »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren« som en afspejling af en administrativ praksis så bort fra, at disse dokumenter fastsætter en bindende regel for Kommissionens, herunder OLAF’s, vedtagelse af retsakter.

160

Under disse omstændigheder foretog Retten i den appellerede doms præmis 152-157 og 159 en urigtig gengivelse af disse dokumenter, idet den benægtede, at de havde karakter af interne regler som omhandlet i punkt 2 i bilag II til EPSO’s omtvistede meddelelse, som det tilkom den at tage hensyn til ved bedømmelsen af lovligheden af den fremførte begrundelse med hensyn til den objektive og forholdsmæssige karakter af den omhandlede begrænsning.

161

Kongeriget Spanien og Den Italienske Republik har gjort gældende, at dette led af det andet anbringende skal afvises med den begrundelse, at Kommissionen blot har anmodet Domstolen om at foretage en ny vurdering af de beviser, som den havde fremlagt for Retten, uden at godtgøre, at Retten har gengivet dem urigtigt.

162

Det bemærkes indledningsvis, at Retten i den appellerede doms præmis 156 og 157 konstaterede, at de dokumenter, der er nævnt i denne doms præmis 123-125 og 127, alene havde til formål at fastlægge de sprog, der var nødvendige for forløbet af de forskellige beslutningsprocedurer i denne institution, men ikke gjorde det muligt at fastslå den nødvendige sammenhæng mellem disse procedurer og de opgaver, som de beståede ansøgere fra de omtvistede udvælgelsesprøver skulle udføre.

163

Kommissionen er af den opfattelse, at Retten, henset til den bindende virkning af sprogordningen i denne institution, ikke uden at gengive disse dokumenter urigtigt kunne konkludere, at der ikke forelå en sådan sammenhæng.

164

Det fremgår imidlertid for det første af denne doms præmis 121, at Retten i modsætning til, hvad Kommissionen synes at mene, ikke nåede frem til denne konklusion med den begrundelse, at den sprogordning, der finder anvendelse på de forskellige beslutningsprocedurer, ikke har bindende virkning i denne institution.

165

For det andet har Kommissionen ikke godtgjort, at Retten ved at nå til den nævnte konklusion åbenbart overskred grænserne for en rimelig bedømmelse af de nævnte dokumenter, som den i modsætning til, hvad Kommissionen synes at gøre gældende, vurderede såvel individuelt som samlet.

166

Det følger af disse betragtninger, at det andet anbringendes fjerde led ikke kan tages til følge.

167

Kommissionen er af den opfattelse, at Retten i den appellerede doms præmis 160-163 gengav meddelelse SEC(2006) 1489 final og navnlig dens bilag med overskriften »Regler for oversættelse efter 2006« urigtigt.

168

Kommissionen har navnlig foreholdt Retten, at den ved i denne doms præmis 161 at anføre, at disse oversættelsesregler henviste til dokumenter affattet på engelsk, fransk og tysk, ikke som originalsprog, men som målsprog, underkendte det forhold, at disse tre sprog var oversættelsessprogene for dokumenter til internt brug, og at det udelukkende var til disse sprog, at den væsentligste del af dokumenterne til en sådan brug skulle oversættes. Det var således på grundlag af oversættelsen af et dokument til et af de nævnte sprog, at institutionens tjenestegrene skulle arbejde.

169

Den omstændighed, at visse dokumenter oversættes til alle de officielle sprog, er i denne henseende uden betydning, eftersom en sådan oversættelse udelukkende vedrører dokumenter til ekstern brug.

170

Desuden udgør den undersøgelse af argumentet vedrørende »grå« oversættelser, der er foretaget i den appellerede doms præmis 162, en yderligere urigtig gengivelse, eftersom Retten koncentrerede sig om indholdet af et ekstremt begrænset punkt i det omhandlede dokument, idet den så bort fra den videre rækkevidde, der fulgte af resten af dokumentet.

171

Kongeriget Spanien og Den Italienske Republik har gjort gældende, at dette led af det andet anbringende skal afvises med den begrundelse, at Kommissionen blot har anmodet Domstolen om at foretage en ny vurdering af de beviser, som den havde fremlagt for Retten, uden at godtgøre, at Retten har gengivet dem urigtigt.

172

I den appellerede doms præmis 160-163 fastslog Retten, at den vurdering, som den foretog af meddelelse SEC(2000) 2071/6, af forretningsordenen og af gennemførelsesbestemmelserne hertil samt af dokumentet med overskriften »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren«, ikke kunne drages i tvivl af de argumenter, som Kommissionen havde udledt af meddelelse SEC(2006) 1489 final, og navnlig af bilaget hertil med overskriften »Regler for oversættelse efter 2006«, dvs. at det deraf fulgte, med hensyn til dokumenter til internt brug, at der alene krævedes en oversættelse til engelsk, fransk og tysk, ud over et eventuelt autentisk sprog, og at Kommissionens tjenestegrene i øvrigt ville blive foranlediget til at udarbejde oversættelser ved brug af deres ansattes sprogkundskaber, de såkaldte »grå« oversættelser.

173

Retten bemærkede i denne henseende for det første i den appellerede doms præmis 161, at indholdet af meddelelse SEC(2006) 1489 final ikke bevirkede, at den vurdering, der var anført i denne doms præmis 157 og 158, afkræftedes, men at den derimod bekræftedes. I »oversættelsesregler efter 2006«, som er anført i bilaget til denne meddelelse, nævnes engelsk, fransk og tysk nemlig kun som målsprog, hvortil visse kategorier af dokumenter skal oversættes, uden at kildesproget på nogen måde defineres. I øvrigt var der for størstedelen af de kategorier af dokumenter, der er omhandlet i dette bilag, fastsat en oversættelse til alle de officielle sprog, idet en oversættelse kun til engelsk, fransk og tysk reelt var undtagelsen.

174

I den appellerede doms præmis 162 konstaterede Retten for det andet for så vidt angår argumentet om udarbejdelsen af »grå« oversættelser, at dette ikke var understøttet af nogen oplysninger vedrørende den nøjagtige andel, som denne type oversættelser udgjorde, henset til den samlede mængde af oversættelser, der udarbejdedes i Kommissionen. Selv om det i meddelelse SEC(2006) 1489 final, i dennes punkt 2.2, anerkendtes, at det var »yderst vanskeligt at kvantificere disse oversættelser på grund af manglende pålidelige indikatorer«, indeholdt denne ikke desto mindre, i punkt 3.1, et skøn for 2007, hvorefter oversættelser fremstillet af Generaldirektoratet for Oversættelse udgjorde 1700000 sider, mens de »grå« oversættelser udgjorde 100000 sider. Eftersom sidstnævnte tal imidlertid svarede til alle Kommissionens tjenestegrene, bortset fra dette generaldirektorat, var det mere end åbenbart, at de »grå« oversættelser kun udgjorde en meget lille andel i forhold til den mængde, der blev fremstillet af det nævnte generaldirektorat. Endelig og navnlig gjorde ingen oplysning i sagen det muligt at godtgøre, at de tre førnævnte sprog var de sprog, hvortil disse »grå« oversættelser blev foretaget.

175

Det må konstateres, at Kommissionen ikke har godtgjort, at den vurdering af meddelelse SEC(2006) 1489 final og dens bilag med overskriften »Regler for oversættelse efter 2006«, som Retten foretog i disse præmisser i den appellerede dom, er åbenbart urigtig, men i realiteten blot har gjort gældende, at disse tekster kan være genstand for en anden fortolkning end den, som Retten lagde til grund.

176

Under disse omstændigheder kan det andet anbringendes femte led ikke tiltrædes.

177

Kommissionen er af den opfattelse, at Retten, henset til den fejlagtige karakter, der blev gjort gældende i forbindelse med det første anbringende, af den fastlæggelse af kriterierne for bedømmelsen af beviserne, som Retten lagde til grund i den appellerede doms præmis 180-183, foretog en urigtig gengivelse i den appellerede doms præmis 180-185 og 188-196 af oplysningerne vedrørende de sprog, som OLAF’s ansatte anvender, idet den fandt, at disse beviser ikke kunne godtgøre, at kendskabet til et af de tre omhandlede sprog gjorde det muligt for ansøgerne i de omtvistede udvælgelsesprøver umiddelbart at indgå i arbejdet. Kommissionen har i denne forbindelse anført, at det var for at beskrive det arbejdsmæssige sprogområde, hvor de beståede ansøgere til de omtvistede udvælgelsesprøver skulle udøve deres funktion, at den fremlagde statistiske oplysninger vedrørende det andet og det tredje sprog, som beherskes af de administratorer, som udfører opgaver inden for OLAF.

178

Retten kunne derfor ikke afvise, at disse oplysninger var relevante, uden at se bort fra karakteren heraf, eftersom de godtgjorde, at kombinationen af de tre sprog, der var valgt som sprog 2 i EPSO’s omtvistede meddelelse, ville muliggøre en effektiv interaktion blandt de ansatte, som sikrede, at de beståede ansøgere umiddelbart kunne indgå i arbejdet.

179

Desuden kunne Retten ikke begrænse sig til at anvende et rent kvantitativt kriterium i analysen af disse oplysninger for deraf at konkludere, at kun beherskelse af engelsk ville medføre en fordel i det sproglige miljø i den tjenestegren i Kommissionen, der var berørt af EPSO’s omtvistede meddelelse.

180

I modsætning til, hvad Retten fastslog i den appellerede doms præmis 184, er oplysningerne om det tredje sprog, som de ansatte i de berørte tjenestegrene behersker, nemlig relevante for at give det mest præcise billede af dette sprogmiljø.

181

Endelig har Kommissionen gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 191 gengav oplysningerne vedrørende forvaltningen af visse aspekter af Hercule III programmet, som Kommissionen havde fremlagt, urigtigt, idet den støttede sig på konstateringen om, at den forordning, der indfører dette program, dvs. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 250/2014 af 26. februar 2014 om oprettelse af et program til fremme af aktiviteter til beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser (Hercule III-programmet) og om ophævelse af afgørelse nr. 804/2004/EF (EUT 2014, L 84, s. 6), ikke kræver, at der anvendes et af de tre mulige sprog som andet sprog i medfør af EPSO’s omtvistede meddelelse. Retten forbigik nemlig den omstændighed, at selve forvaltningen af dette program blev varetaget af OLAF’s tjenestegrene.

182

Kongeriget Spanien og Den Italienske Republik har gjort gældende, at dette led af det andet anbringende skal afvises med den begrundelse, at Kommissionen blot har anmodet Domstolen om at foretage en ny vurdering af de beviser, som den havde fremlagt for Retten, uden at godtgøre, at Retten har gengivet dem urigtigt.

183

Det bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 180 fastslog, at de oplysninger, som Kommissionen havde fremlagt, ikke gjorde det muligt at identificere, hvilket eller hvilke fællessprog de tjenester, hvorfra disse oplysninger stammede, faktisk anvendte i deres daglige arbejde.

184

Endvidere fremhævede Retten i den appellerede doms præmis 181-183, at det fulgte af de af Kommissionen fremlagte oplysninger, at et kendskab til tysk og fransk – i modsætning til et kendskab til engelsk – ikke udgjorde en særlig fordel i forhold til et kendskab til andre officielle EU-sprog hvad angik kravet om at råde over administratorer, der umiddelbart kunne indgå i arbejdet.

185

Som det følger af denne doms præmis 81-83, 104 og 107-109, var det med rette, at Retten støttede undersøgelsen af begrundelsen for den omhandlede begrænsning på et sådant krav.

186

I overensstemmelse med denne doms præmis 107 og 108 skal det navnlig fremhæves, at Kommissionen har foretaget en urigtig læsning af den appellerede dom, når den kritiserer Retten for i den appellerede doms præmis 181 og 183 at have støttet sig på begrebet »fordel«. Retten begrænsede sig nemlig langt fra til at foretage en kvantitativ vurdering af de oplysninger, som Kommissionen havde fremlagt, men anførte med rette, at kendskabet til tysk og fransk ikke var mere begrundet end kendskabet til et andet EU-sprog.

187

Hvad desuden angår de oplysninger, der er omhandlet i den appellerede doms præmis 184, vedrørende det kendskab, som de administratorer, der udfører de opgaver, der er omhandlet i EPSO’s omtvistede meddelelse, har oplyst for så vidt angår deres tredje sprog, skal det bemærkes, at disse oplysninger blev nævnt, »selv om [deres] indhold[…] ikke på nogen måde [ændrede] bedømmelsen i [den appellerede doms] præmis 183«.

188

Da begrundelsen i den appellerede doms præmis 184 er anført for fuldstændighedens skyld, er klagepunkterne om en urigtig gengivelse af disse oplysninger og om en selvmodsigende begrundelse, der er rettet mod denne præmis, uvirksomme.

189

Hvad endelig angår vurderingen af oplysningerne vedrørende forvaltningen af visse aspekter af Hercule programmet bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 191 først fremhævede, at der ikke var nogen bestemmelse i forordning nr. 250/2014, der krævede anvendelsen af engelsk, fransk eller tysk ved gennemførelsen og forvaltningen af dette program.

190

I samme doms præmis 192 anførte Retten, at et dokument med overskriften »Operationelle programmer for bekæmpelse af svig«, der kun identificerede ni indkaldelser af forslag, som var blevet offentliggjort på engelsk, fransk eller tysk, ikke gjorde det muligt at identificere, om disse indkaldelser af forslag var blevet udarbejdet direkte af OLAF’s ansatte eller af Generaldirektoratet for Oversættelse ved Kommissionen.

191

I den appellerede doms præmis 193 fremhævede Retten, at »ingen oplysninger i sagsakterne […] gjorde det muligt at antage, at de beståede ansøgere fra de i [EPSO’s omtvistede] meddelelse omhandlede udvælgelsesprøver ville skulle varetage opgaver, der var forbundet med udarbejdelsen af indkaldelser af forslag inden for rammerne af Hercule III-programmet, og ikke andre opgaver«.

192

Kommissionen har ikke rejst tvivl om den konstatering, der blev foretaget af Retten i den appellerede doms præmis 193, og den har ikke godtgjort, hvorledes denne skulle have gengivet de oplysninger, som denne har fremlagt i denne henseende, urigtigt, men tilsigter alene at gøre en anden fortolkning af disse oplysninger gældende, end den fortolkning, der er blevet lagt til grund af Retten, hvilket ikke i sig selv– således som det er blevet anført i denne doms præmis 127 – udgør en påvisning af en urigtig gengivelse af de nævnte oplysninger.

193

Da det sjette led ikke kan tages til følge, må det andet appelanbringende følgelig forkastes i sin helhed.

194

Kommissionen har gjort gældende, at idet Retten gav sagsøgerne medhold i søgsmålet i første instans på grundlag af dels en retlig fejlvurdering af begrundelsen for den omhandlede begrænsning, dels en urigtig gengivelse af de beviser, som denne institution havde fremlagt, er den appellerede doms præmisser vedrørende anden del af EPSO’s omtvistede meddelelse behæftet med en retlig fejl.

195

Kongeriget Spanien og Den Italienske Republik har gjort gældende, at dette anbringende skal afvises med den begrundelse, at det ikke er selvstændigt begrundet, men blot gentager argumentationen om en angivelig retlig fejl vedrørende den omhandlede begrænsning.

196

Det følger af bedømmelsen af det første og det andet appelanbringende, at Kommissionen ikke har godtgjort, at der foreligger retlige fejl og urigtige gengivelse af de påberåbte beviser.

197

Da det tredje anbringende hviler på de samme hævdelser, må det forkastes som ugrundet.

198

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at appellen må forkastes i sin helhed, da ingen af anbringenderne er blevet taget til følge.

199

Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, som i medfør af dette reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

200

Da Kongeriget Spanien og Den Italienske Republik har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og Kommissionen har tabt sagen, bør det pålægges Kommissionen at betale sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):