Sag C-501/20

MPA

mod

LCDNMT

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Audiencia Provincial de Barcelona)

 Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 1. august 2022

»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar – forordning (EF) nr. 2201/2003 – artikel 3, artikel 6-8 og artikel 14 – begrebet »sædvanligt opholdssted« – kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt – forordning (EF) nr. 4/2009 – artikel 3 og 7 – statsborgere i to forskellige medlemsstater, der er bosiddende i et tredjeland som kontraktansatte, der gør tjeneste ved Den Europæiske Unions delegation i dette tredjeland – fastlæggelse af kompetencen – forum necessitatis«

1.        Retligt samarbejde i civile sager – kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar – forordning nr. 2201/2003 – kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende underholdspligt – forordning nr. 4/2009 – begrebet »sædvanligt opholdssted« – bedømmelseskriterier – ægtefæller, der hævdes at have diplomatisk status i deres egenskab af kontraktansatte, der gør tjeneste ved en af Unionens delegationer i et tredjeland – ingen betydning

[Haagerprotokollen af 23.11.2007, art. 3; Rådets forordning nr. 2201/2003, art. 3, stk. 1, litra a), og nr. 4/2009, ottende betragtning og art. 3, litra a) og b)]

(jf. præmis 41-47, 49, 53 og 66 samt domskonkl. 1)

2.        Retligt samarbejde i civile sager – kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar – forordning nr. 2201/2003 – kompetence i sager om forældreansvar – begrebet barnets sædvanlige opholdssted – bedømmelseskriterier – moderens statsborgerskab og hendes bopæl før ægteskabets indgåelse i den medlemsstat, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende – ingen betydning – mindreårige børn, der er født i denne medlemsstat og har statsborgerskab dér – ikke tilstrækkelig omstændighed

(Rådets forordning nr. 2201/2003, 12. betragtning og art. 8, stk. 1)

(jf. præmis 71, 72 og 75-78 samt domskonkl. 2)

3.        Retligt samarbejde i civile sager – kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar – forordning nr. 2201/2003 – residualkompetence – rækkevidde – sagsøgte i hovedsagen er statsborger i en anden medlemsstat end den, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende – udelukkelse af residualkompetence for den nævnte ret i ægteskabssager – ingen betydning i sager om forældreansvar

(Rådets forordning nr. 2201/2003, art. 3-6, art. 7, stk. 1, og art. 8-14)

(jf. præmis 81-85, 89-91 og 96 samt domskonkl. 3)

4.        Retligt samarbejde i civile sager – kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende underholdspligt – forordning nr. 4/2009 – kompetence i sager om underholdspligt – forum necessitatis – anvendelighed – betingelser

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 24, stk. 2; Haagerkonventionen af 23.11.2007; Rådets forordning nr. 4/2009, 16. betragtning og art. 3-7)

(jf. præmis 99, 101, 105-111 og 113 samt domskonkl. 4)

Resumé

Domstolen præciserede retternes kompetence i sager om skilsmisse, forældreansvar og underholdspligt

Domstolen specificerede desuden kriteriet om »sædvanligt opholdssted eller sædvanlig bopæl«, som bestemmer, hvilken ret der har kompetence i civilretlige sager

I 2015 flyttede to kontraktansatte ved Europa-Kommissionen, som tidligere havde boet i Guinea-Bissau, med deres mindreårige børn til Togo, fordi de skulle gøre tjeneste ved Den Europæiske Unions delegation i dette tredjeland. Da moderen er spansk statsborger og faderen portugisisk statsborger, har børnene, der er født i Spanien, både spansk og portugisisk statsborgerskab. Efter parrets samlivsophævelse i 2018 fortsatte moderen og børnene med at bo på den tidligere fælles bopæl i Togo, og faderen boede på et hotel i samme stat.

I 2019 indgav moderen en skilsmissebegæring til en spansk ret og nedlagde samtidigt påstand om fastlæggelse af ordningen for udøvelse af forældremyndigheden over og forældreansvaret for børnene og om fastsættelse af børnebidrag. Denne ret fastslog imidlertid, at den ikke havde stedlig kompetence til at behandle sagen, eftersom parterne ikke havde deres sædvanlige opholdssted i Spanien.

Efter appel iværksat af moderen besluttede Audiencia Provincial de Barcelona (den regionale domstol i Barcelona, Spanien) at forelægge Domstolen en række præjudicielle spørgsmål med henblik på, henset til ægtefællernes og deres børns særlige situation, at kunne træffe afgørelse om, hvorvidt de spanske retter havde kompetence i henhold til forordning nr. 2201/2003 (1) og nr. 4/2009 (2).

I sin dom præciserede Domstolen de elementer, der er relevante med henblik på at fastlægge parternes sædvanlige opholdssted, der er anført som kompetencekriterium i de nævnte forordninger. Domstolen specificerede ligeledes betingelserne for, at den ret, ved hvilken sagen er anlagt, kan fastslå sin kompetence til at træffe afgørelse i sager om skilsmisse, forældreansvar og underholdsbidrag, når ingen ret i en medlemsstat normalt vil have kompetence.

Domstolens bemærkninger

Begrebet ægtefællernes »sædvanlige opholdssted«, der er indeholdt i de alternative kompetenceregler, som er fastsat i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2201/2003, skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning. Det er ikke alene kendetegnet ved den pågældende persons ønske om at etablere det sædvanlige midtpunkt for sit liv på et bestemt sted, men også ved en tilstedeværelse på den pågældende medlemsstats område, der har en tilstrækkelig grad af stabilitet. Den samme definition gælder ligeledes for begrebet »sædvanlig bopæl« i sager om underholdspligt som omhandlet i kompetencekriterierne i artikel 3, litra a) og b), i forordning nr. 4/2009, og denne skal styres af de samme principper og kendetegnes ved de samme elementer som i Haagerprotokollen om, hvilken lov der skal anvendes på underholdspligt. De pågældende ægtefællers egenskab af EU-kontraktansatte, der gør tjeneste ved en af Unionens delegationer i et tredjeland – og som i det foreliggende tilfælde hævdedes at have diplomatstatus dér – kan ikke påvirke fortolkningen af begrebet »sædvanlig opholdssted« eller »sædvanlig bopæl« som omhandlet i de ovennævnte bestemmelser.

Hvad angår barnets sædvanlige opholdssted som omhandlet i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 vedrørende forældreansvar udgør dette ligeledes et selvstændigt begreb. Det kræver som minimum fysisk tilstedeværelse i en given medlemsstat, der på ingen måde er af midlertidig eller lejlighedsvis karakter, og som afspejler barnets tilknytning til et socialt og familiemæssigt miljø. I denne henseende er den tilknytning, der udgøres af moderens statsborgerskab og hendes bopæl før ægteskabet i den medlemsstat, hvor den ret, ved hvilken sagen om forældreansvar er anlagt, er beliggende, ikke relevant med henblik på at anerkende denne rets kompetence, mens den omstændighed, at de mindreårige børn er født i denne medlemsstat og har statsborgerskab dér, er utilstrækkelig.

Denne fortolkning af begrebet »sædvanligt opholdssted« kan, henset til omstændighederne i den enkelte sag, føre til, at ingen ret i en medlemsstat har kompetence i medfør af de generelle kompetenceregler i forordning nr. 2201/2003 til at træffe afgørelse om en begæring om opløsning af ægteskab og i en sag om forældreansvar. I et sådant tilfælde kan forordningens artikel 7 og 14 give en ret, ved hvilken en sag er anlagt, mulighed for at anvende kompetencereglerne i national ret på begge områder, dog i et forskelligt omfang. I ægteskabssager er en sådan residualkompetence for retten i den medlemsstat, hvor sagen er anlagt, udelukket, når sagsøgte er statsborger i en anden medlemsstat, uden at dette dog er til hinder for, at retterne i sidstnævnte medlemsstat har kompetence i medfør af dennes nationale lovgivning. I sager om forældreansvar er den omstændighed, at sagsøgte er statsborger i en anden medlemsstat, derimod ikke til hinder for, at retten i den medlemsstat, hvor sagen er anlagt, fastslår, at den har kompetence.

Der gælder andre regler for sager om underholdspligt, når ingen parter i sagen har sædvanligt opholdssted i en medlemsstat. I dette tilfælde opstiller artikel 7 i forordning nr. 4/2009 fire kumulative betingelser, for at en ret i en medlemsstat undtagelsesvist kan fastslå sin kompetence på grundlag af nødvendighedsbetragtninger (forum necessitatis). For det første skal den ret, ved hvilken sagen er anlagt, fastslå, at ingen ret i en medlemsstat har kompetence i medfør af artikel 3-6 i forordning nr. 4/2009. For det andet skal den omhandlede tvist være nært knyttet til et tredjeland, hvilket er tilfældet, når samtlige parter har deres sædvanlige opholdssted dér. For det tredje kræver betingelsen om, at sagen ikke med rimelighed skal kunne anlægges eller føres i tredjelandet, eller skal vise sig umulig at føre dér, at adgangen til domstolsprøvelse i tredjelandet, i betragtning af den konkrete sag, retligt eller faktisk hindres, bl.a. på grund af processuelle betingelser, som fører til forskelsbehandling eller er i strid med en retfærdig rettergang. Endelig skal tvisten have en tilstrækkelig tilknytning til den medlemsstat, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende, idet en sådan tilknytning bl.a. kan baseres på en af parternes nationalitet.


1 –      Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27.11.2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT 2003, L 338, s. 1).


2 –      Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18.12.2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt (EUT 2009, L 7, s. 1).