Sag C-459/20
X
mod
Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af rechtbank Den Haag, zittingsplaats Utrecht)
Domstolens dom (Første Afdeling) af 22. juni 2023
»Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – artikel 20 TEUF – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – en medlemsstats afgørelse om afslag på ophold til en tredjelandsstatsborger, der er forælder til et mindreårigt barn, som er statsborger i denne medlemsstat – barn, der befinder sig uden for Den Europæiske Unions område, og som aldrig har haft ophold på dennes område«
Unionsborgerskab – traktatens bestemmelser – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – mindreårig unionsborger, der befinder sig uden for Unionens område, og som aldrig har haft ophold på dette område – afledt opholdsret for en af dennes forældre, som er tredjelandsstatsborger – betingelser for tildeling – eksistensen af et afhængighedsforhold mellem barnet og denne forælder – barnets indrejse og ophold i den medlemsstat, hvor det er statsborger, i selskab med denne forælder
(Art. 20 TEUF)
(jf. præmis 28-31, 33-36 og 38 samt domskonkl. 1)
Unionsborgerskab – traktatens bestemmelser – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – mindreårig unionsborger, der befinder sig uden for Unionens område, og som aldrig har haft ophold på dette område – afledt opholdsret for en af dennes forældre, som er tredjelandsstatsborger – nægtelse af den nævnte ret med den begrundelse, at barnet ikke har nogen interesse i at flytte til den medlemsstat, hvor det er statsborger – ikke tilladt
(Art. 20 TEUF)
(jf. præmis 40-45 og domskonkl. 2)
Unionsborgerskab – traktatens bestemmelser – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – mindreårig unionsborger, som har en forælder, der er tredjelandsstatsborger – afledt opholdsret for den nævnte forælder – betingelser for tildeling – eksistensen af et afhængighedsforhold mellem barnet og denne forælder – vurderingskriterier – vurderingen skal baseres på en hensyntagen til samtlige sagens omstændigheder
(Art. 20 TEUF)
(jf. præmis 48, 52, 53 og 55-61 samt domskonkl. 3)
Resumé
X, der er thailandsk statsborger, opholdt sig lovligt i Nederlandene, hvor hun var gift med A, som er nederlandsk statsborger. Deres barn, som er nederlandsk statsborger, er født i Thailand, hvor han altid har boet. Efter fødslen af dette barn vendte X tilbage til Nederlandene. I 2017 inddrog de nederlandske myndigheder X’ opholdsret som følge af parrets de facto separation. Efter skilsmissen ansøgte X i 2019 om ophold i Nederlandene hos en anden statsborger i denne medlemsstat. I forbindelse hermed undersøgte de nederlandske myndigheder af egen drift, om hun kunne tildeles en afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF med henblik på at kunne opholde sig på Unionens område sammen med sit mindreårige barn, der er unionsborger. Den 8. maj 2019 gav Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (statssekretær for justits- og sikkerhedsanliggender, Nederlandene) afslag på den nævnte ansøgning. Samme dag blev X udvist til Thailand.
Rechtbank Den Haag, zittingsplaats Utrecht (retten i første instans i Haag, tingstedet i Utrecht, Nederlandene), som er den forelæggende ret, og ved hvilken X havde anlagt sag til prøvelse af den nævnte afgørelse om afslag, ønskede oplysninger om, hvorledes artikel 20 TEUF skulle fortolkes i det foreliggende tilfælde.
I dommen præciserede Domstolen de betingelser, hvorunder en tredjelandsstatsborger kan tildeles en afledt opholdsret på grundlag af artikel 20 TEUF, når tredjelandsstatsborgerens mindreårige barn er unionsborger, men befinder sig uden for Unionens område og aldrig har haft ophold på dennes område.
Domstolens bemærkninger
Domstolen bemærkede indledningsvis, at artikel 20 TEUF er til hinder for nationale foranstaltninger, herunder afgørelser om afslag på ophold til en unionsborgers familiemedlemmer, der har den virkning, at unionsborgere fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som de er tildelt ved deres status. I disse situationer kræves det dog, at der mellem tredjelandsstatsborgeren og den unionsborger, som er dennes familiemedlem, består et afhængighedsforhold af en sådan art, at en afgørelse om afslag på en ret til ophold for tredjelandsstatsborgeren vil fratage dennes familiemedlem den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, der er knyttet til familiemedlemmets status som unionsborger. Dette er tilfældet, når sidstnævnte ser sig nødsaget til at ledsage den omhandlede tredjelandsstatsborger og til at forlade Unionens område som helhed eller ikke kan rejse ind i og opholde sig på den medlemsstats område, hvor den pågældende er statsborger.
I den foreliggende sag havde det mindreårige barn, som er unionsborger, siden fødslen levet i et tredjeland uden nogensinde at have opholdt sig i Unionen. På denne baggrund fastslog Domstolen for det første, at den omstændighed, at en tredjelandsstatsborger, som er forælder til et sådant barn, nægtes opholdsret, kun kan have konsekvenser for dette barns udøvelse af sine rettigheder i henhold til artikel 20 TEUF, såfremt det godtgøres, at barnet i selskab med denne forælder vil rejse ind i og opholde sig på den medlemsstats område, hvor det er statsborger, eller vil slutte sig til denne på dette område. Det tilkommer den forelæggende ret at vurdere, om dette er tilfældet, og om der består et afhængighedsforhold mellem den forælder, som er tredjelandsstatsborger, og dennes mindreårige barn.
For det andet bemærkede Domstolen, at en ansøgning om afledt opholdsret fra den nævnte forælder, hvis barn, der er unionsborger, er afhængigt af den pågældende, ikke kan afslås med den begrundelse, at den flytning til den medlemsstat, hvor barnet er statsborger, som barnets udøvelse af sine rettigheder som unionsborger forudsætter, ikke er i barnets reelle eller sandsynlige interesse. Den ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, som enhver unionsborger er tillagt, følger nemlig direkte af statussen som unionsborger, uden at udøvelsen af denne ret er betinget af, at det godtgøres, at der foreligger nogen interesse i at påberåbe sig denne ret, eller af, at den pågældende har opnået den alder, der kræves for retligt at være i stand til selv at udøve sine rettigheder som unionsborger.
Ganske vist havde Domstolen tidligere fastslået, at det påhviler de myndigheder, som har kompetence til at træffe afgørelse om en ansøgning om opholdstilladelse i henhold til artikel 20 TEUF, at tage hensyn til det pågældende barns tarv ( 1 ). Formålet med en sådan stillingtagen var imidlertid ikke at afslå en ansøgning om opholdstilladelse, men tværtimod at hindre vedtagelsen af en afgørelse, der tvang barnet til at forlade Unionens område.
Endelig gav Domstolen præciseringer med hensyn til den vurdering, der inden for rammerne af en ansøgning om afledt opholdsret skal foretages af spørgsmålet om, hvorvidt et mindreårigt barn, der er unionsborger, er afhængigt af sin forælder, som er tredjelandsstatsborger. Domstolen præciserede bl.a., at de kompetente myndigheder skal tage hensyn til situationen, således som den foreligger på det tidspunkt, hvor de skal træffe afgørelse, for så vidt som disse myndigheder skal vurdere de forudsigelige konsekvenser af deres afgørelse for det pågældende barns effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som det har i henhold til den status, som det er tildelt ved artikel 20 TEUF.
Denne vurdering skal desuden altid foretages på grundlag af en undersøgelse af samtlige relevante omstændigheder i den enkelte sag. Navnlig kan den omstændighed, at den forælder, der er tredjelandsstatsborger, ikke altid har varetaget den daglige omsorg for barnet, men nu har eneforældremyndigheden over barnet, eller den omstændighed, at den anden forælder, som er unionsborger, kan påtage sig det daglige og faktiske ansvar for barnet, ikke anses for at være afgørende omstændigheder i denne henseende.
( 1 ) – Jf. i denne retning dom af 10.5.2017, Chavez-Vilchez m.fl. (C-133/15, EU:C:2017:354, præmis 71), og af 5.5.2022, Subdelegación del Gobierno en Toledo (Ophold for et familiemedlem – utilstrækkelige midler) (C-451/19 og C-532/19, EU:C:2022:354, præmis 53).