Sag C-421/20

Acacia Srl

mod

Bayerische Motoren Werke AG

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Düsseldorf)

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 3. marts 2022

»Præjudiciel forelæggelse – intellektuelle ejendomsrettigheder – EF-design – forordning (EF) nr. 6/2002 – artikel 82, stk. 5 – søgsmål anlagt ved retterne i den medlemsstat, på hvis område krænkelsen er begået, eller hvor der er risiko for krænkelse – krænkelsessøgsmålets afledte krav – lovvalg – artikel 88, stk. 2 – artikel 89, stk. 1, litra d) – forordning (EF) nr. 864/2007 – om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) – artikel 8, stk. 2 – det land, hvor krænkelsen af en intellektuel ejendomsret fandt sted«

  1. EF-design – krænkelsessøgsmål – sanktioner – spørgsmål, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 6/2002 – søgsmål vedrørende krænkelser, der er begået i en enkelt medlemsstat – lovgivning, der finder anvendelse på de afledte krav

    [Rådets forordning nr. 6/2002, art. 82, art. 83, stk. 2, art. 88, stk. 2, og art. 89, stk. 1, litra d)]

    (jf. præmis 31, 32, 36, 38-40, 49 og 50)

  2. Retligt samarbejde i civile sager – lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt – forordning nr. 864/2007 – forpligtelser, der udspringer af en krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed, der er en EF-enhedsret – udtrykket det land, hvor krænkelsen fandt sted – søgsmål vedrørende krænkelser af EF-design – krænkelser begået på en enkelt medlemsstats område – krænkelsessøgsmålets afledte krav – land, i hvilket det sted, hvor de påberåbte krænkelser blev begået, ligger

    (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 864/2007, art. 8, stk. 2; Rådets forordning nr. 6/2002, art. 82, stk. 5)

    (jf. præmis 44-46 og 51 samt domskonkl.)

Resumé

Acacia er et italiensk selskab, som fremstiller fælge til biler i Italien og markedsfører dem i flere medlemsstater. Da Bayerische Motoren Werke AG var af den opfattelse, at Acacias markedsføring af visse fælge i Tyskland udgjorde en krænkelse af selskabets registrerede EF-design, anlagde det et krænkelsessøgsmål ved en EF-designdomstol udpeget af Tyskland.

Denne domstol fastslog, at Acacia havde begået de påståede krænkelser, og den påbød Acacia, at krænkelsen skulle bringes til ophør. Hvad angår de såkaldte »afledte« krav om skadeserstatning og renter, fremlæggelse af oplysninger, fremlæggelse af dokumenter, regnskabsaflæggelse og overgivelse af de varer, der er berørt af krænkelsen, med henblik på deres destruktion, anvendte domstolen tysk ret og imødekom kravene.

Oberlandesgericht Düsseldorf (den regionale appeldomstol i Düsseldorf, Tyskland), for hvilken der blev iværksat appel, fastslog, at kompetencen for de EF-designdomstole, der er udpeget af Tyskland, i den foreliggende sag udspringer af artikel 82, stk. 5, i forordning nr. 6/2002 ( 1 ), og at Acacia havde begået de hævdede krænkelser. Hvad angår de afledte krav gjorde Acacia gældende, at den lov, der fandt anvendelse, var italiensk ret. Oberlandesgericht Düsseldorf anmodede derfor Domstolen om en fortolkning af EU-retten, således at denne kan afgøre, hvilken lov der finder anvendelse på disse afledte krav.

Domstolen fastslog, at den domstol, der behandler et søgsmål om krænkelse af et EF-design i henhold til artikel 82, stk. 5, i forordning nr. 6/2002 vedrørende krænkelser, der er begået på en enkelt medlemsstats område, skal tage stilling til de i denne sag fremsatte afledte krav på grundlag af lovgivningen i denne medlemsstat.

Domstolens bemærkninger

Indledningsvis bemærkede Domstolen, at en EF-designdomstol, der har kompetence i henhold til artikel 82, stk. 5, i forordning nr. 6/2002, kun er kompetent med hensyn til en krænkelse, der har fundet sted, eller hvor der er risiko for, at den vil finde sted, i den medlemsstat, hvor domstolen er beliggende ( 2 ). Denne bestemmelse gør det muligt for indehaveren af et EF-design at anlægge en eller flere sager hver for sig særligt vedrørende de krænkelseshandlinger, der er begået på en enkelt medlemsstats område.

Dernæst fastslog Domstolen, at Rom II-forordningen ( 3 ) finder anvendelse, idet den findes blandt den omhandlede medlemsstats internationale privatretlige regler ( 4 ). Denne forordning fastsætter, at på en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af en krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed, der er en EF-enhedsret, anvendes for så vidt angår spørgsmål, der ikke er omfattet af den relevante fællesskabsretsakt, »loven i det land, hvor krænkelsen fandt sted« ( 5 ).

I et tilfælde, hvor den krænkelse, der skal efterprøves, befinder sig på en enkelt medlemsstats område, er den lov, der finder anvendelse, i henhold til Rom II-forordningen den lov, der finder anvendelse på stedet for en sådan krænkelse. Denne lov er således i tilfælde af et krænkelsessøgsmål, der er anlagt i henhold til artikel 82, stk. 5, i forordning nr. 6/2002, og som derfor vedrører krænkelser, der er begået på en enkelt medlemsstats område, sammenfaldende med denne medlemsstats lovgivning.

De eventuelle krænkelser af det omhandlede EF-design i andre medlemsstater eller i tredjelande er ikke genstand for den tvist, der er anlagt i henhold til artikel 82, stk. 5, i forordning nr. 6/2002. Udtrykket »det land, hvor krænkelsen fandt sted« kan ikke fortolkes som en betegnelse for et land, hvor de krænkelser, der ikke er genstand for den omhandlede tvist, har fundet sted. Fortolkningen af udtrykket som en betegnelse for det land, hvor sagsøgeren alene har påberåbt sig det omhandlede EF-design til støtte for sit krænkelsessøgsmål, gør det desuden muligt at bevare princippet om »lex loci protectionis« ( 6 ), der har en særlig betydning på området for intellektuel ejendomsret ( 7 ).

Endelig tilføjede Domstolen, at indehaveren af EF-designet ikke i forhold til de samme krænkelser kan kumulere handlinger, der er støttet på artikel 82, stk. 5, i forordning nr. 6/2002 eller på denne bestemmelses øvrige stykker. Der er derfor ikke risiko for, at der opstår en situation, hvor afledte krav fra et krænkelsessøgsmål, der har samme genstand, bliver behandlet i forbindelse med flere sager på grundlag af forskellige love.

( 1 ) – Artikel 82, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12.12.2001 om EF-design (EFT 2002, L 3, s. 1, berigtiget i EFT 2002, L 179, s. 31), fastsætter, at søgsmål, som følger af krænkelse af EF-design, kan indbringes for domstolene i den medlemsstat, hvor krænkelsen har fundet sted, eller hvor der er risiko for, at den vil finde sted.

( 2 ) – I modsætning til det krænkelsessøgsmål, der er anlagt i medfør af denne artikels øvrige stykker, som gør det muligt for den domstol, der skal behandle sagen, at tage stilling til handlinger, der har fundet sted på enhver anden medlemsstats område.

( 3 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11.7.2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT 2007, L 199, s. 40).

( 4 ) – I henhold til artikel 88, stk. 2, og artikel 89, stk. 1, litra d), i forordning nr. 6/2002.

( 5 ) – Rom II-forordningens artikel 8, stk. 2.

( 6 ) – Loven i det land, for hvilket der ansøges om beskyttelse.

( 7 ) – 26. betragtning til Rom II-forordningen.