–

SW ved Rechtsanwalt H. Mohrmann,

–

den nederlandske regering ved M.K. Bulterman, A. Hanje og J. Langer, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved C. Cattabriga og D. Schaffrin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, litra f), artikel 10, stk. 3, litra a), og artikel 16, stk. 1, litra a) og b), i Rådets direktiv 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring (EUT 2003, L 251, s. 12).

2

Anmodningerne er blevet indgivet i forbindelse med tvister mellem på den ene side Bundesrepublik Deutschland (Forbundsrepublikken Tyskland) og på den anden side SW samt BL og BC, der er syriske statsborgere, vedrørende de ansøgninger, som disse har indgivet om udstedelse af et nationalt visum med henblik på familiesammenføring med deres respektive sønner, der har opnået flygtningestatus i Tyskland.

3

Anden, fjerde, sjette, ottende og niende betragtning til direktiv 2003/86 har følgende ordlyd:

[…]

[…]

[…]

4

Artikel 1 i direktiv 2003/86 er affattet som følger:

»Formålet med dette direktiv er at fastsætte betingelserne for udøvelsen af retten til familiesammenføring for tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold på medlemsstaternes område.«

5

Dette direktivs artikel 2, litra f), har følgende ordlyd:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

6

Det nævnte direktivs artikel 4 fastsætter:

»1.   Hvis betingelserne i kapitel IV og artikel 16 er opfyldt, tillader medlemsstaterne i henhold til dette direktiv indrejse og ophold for følgende familiemedlemmer:

[…]

[…]

De mindreårige børn, der er omhandlet i denne artikel, skal være under den myndighedsalder, der gælder i den pågældende medlemsstat, og må ikke være gift.

[…]

2.   Medlemsstaterne kan, hvis kravene i kapitel IV er opfyldt, ved lov eller administrative bestemmelser tillade indrejse og ophold i henhold til dette direktiv for følgende familiemedlemmer:

[…]«

7

Samme direktivs artikel 5 bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne afgør, om det er referencepersonen eller de berørte familiemedlemmer, der for at udøve retten til familiesammenføring skal indgive en ansøgning om tilladelse til indrejse og ophold til de kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat.

[…]

5.   Ved behandlingen af ansøgningen tager medlemsstaterne behørigt hensyn til mindreårige børns tarv.«

8

Artikel 10, stk. 3, i direktiv 2003/86 bestemmer:

»Hvis flygtningen er en uledsaget mindreårig:

[…]«

9

Direktivets artikel 13, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

»1.   Når ansøgningen om tilladelse til familiesammenføring er godkendt, tillader den berørte medlemsstat det eller de pågældende familiemedlemmers indrejse. Den pågældende medlemsstat letter i den forbindelse udstedelsen af de nødvendige visa til de pågældende personer.

2.   Den berørte medlemsstat udsteder en første opholdstilladelse med en gyldighedsperiode på mindst et år til familiemedlemmerne. Opholdstilladelsen kan fornyes.«

10

Det nævnte direktivs artikel 15 fastsætter:

»1.   Senest efter fem års ophold har ægtefællen eller den ugifte partner samt børn, der er blevet myndige, efter ansøgning, hvis det kræves, ret til at få selvstændig opholdstilladelse, uafhængig af referencepersonens opholdstilladelse, hvis familiemedlemmet ikke har fået opholdstilladelse med andre begrundelser end familiesammenføring.

Medlemsstaterne kan, hvis den familiemæssige tilknytning ophører, begrænse meddelelse af opholdstilladelse som omhandlet i første afsnit til ægtefællen eller den ugifte partner.

2.   Medlemsstaterne kan meddele myndige børn og slægtninge i lige opstigende linje, jf. artikel 4, stk. 2, selvstændig opholdstilladelse.

[…]

4.   Betingelserne i forbindelse med den selvstændige opholdstilladelses meddelelse og gyldighedsperiode fastsættes i henhold til national ret.«

11

Samme direktivs artikel 16, stk. 1, er affattet som følger:

»Medlemsstaterne kan give afslag på en ansøgning om tilladelse til indrejse og ophold med henblik på familiesammenføring eller, hvor dette er relevant, inddrage eller afslå at forny et familiemedlems opholdstilladelse i følgende tilfælde:

[…]«

12

Artikel 17 i direktiv 2003/86 har følgende ordlyd:

»Hvis der gives afslag på opholdstilladelse, eller opholdstilladelsen inddrages eller ikke fornyes, eller hvis der træffes afgørelse om udsendelse af referencepersonen eller dennes familiemedlemmer, tager medlemsstaterne behørigt hensyn til arten og holdbarheden af vedkommendes familiemæssige tilknytning og til, hvor længe vedkommende har opholdt sig i medlemsstaten, samt til, om der er familiemæssig, kulturel eller social tilknytning til hjemlandet.«

13

Gesetz über den Aufenthalt, die Erwerbstätigkeit und die Integration von Ausländern im Bundesgebiet (lov om udlændinges ophold, arbejde og integration på forbundsrepublikkens område) af 25. februar 2008 (BGBl. 2008 I, s. 162) fastsætter i den affattelse, der finder anvendelse på tvisterne i hovedsagerne (herefter »AufenthG«), følgende i § 6, stk. 3:

»Ved længerevarende ophold kræves der visum til forbundsrepublikkens område (nationalt visum), der skal være udstedt før indrejsen. Visummet udstedes i henhold til de gældende regler for opholdstilladelse, det blå EU-kort, kortet til virksomhedsinternt udstationerede (ICT-kort), bopælstilladelse og ubegrænset EU-opholdstilladelse. […]«

14

Denne lovs § 25 med overskriften »Ophold af humanitære årsager« bestemmer i stk. 2:

»En udlænding skal meddeles opholdstilladelse, såfremt Bundesamt für Migration und Flüchtlinge [(forbundskontoret for migration og flygtninge)] har tildelt den pågældende flygtningestatus som omhandlet i § 3, stk. 1, i Asylgesetz [(asylloven)] eller subsidiær beskyttelse som omhandlet i § 4, stk. 1, i Asylgesetz. […]«

15

AufenthG’s § 36 med overskriften »Familiesammenføring af forældre og andre familiemedlemmer« bestemmer:

»(1)   Forældrene til en mindreårig udlænding, der har en opholdstilladelse i henhold til § 23, stk. 4, § 25, stk. 1, eller § 25, stk. 2, første punktum, første alternativ, en bopælstilladelse i henhold til § 26, stk. 3, eller, efter meddelelse af opholdstilladelse i henhold til § 25, stk. 2, første punktum, andet alternativ, en bopælstilladelse i henhold til § 26, stk. 4, skal uanset § 5, stk. 1, nr. 1, og § 29, stk. 1, nr. 2, meddeles opholdstilladelse, hvis ingen forælder med beføjelse til at træffe afgørelse med hensyn til barnets personlige forhold opholder sig på forbundsrepublikkens område.

(2)   Der kan udstedes en opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring til andre familiemedlemmer til en udlænding, såfremt det er nødvendigt for at undgå urimelige byrder. § 30, stk. 3, og § 31 finder tilsvarende anvendelse på myndige familiemedlemmer, og § 34 finder tilsvarende anvendelse på mindreårige familiemedlemmer.«

16

SW samt BL og BC, der er syriske statsborgere, har anmodet om udstedelse af nationale visa med henblik på familiesammenføring med deres respektive sønner, der har opnået flygtningestatus.

17

SW’s søn samt BL’s og BC’s søn, født henholdsvis den 18. januar 1999 og den 1. januar 1999, ankom til Forbundsrepublikken Tyskland i 2015. De ansøgte om asyl henholdsvis den 10. december 2015 og den 5. oktober 2015, hvorefter forbundskontoret for migration og flygtninge tildelte dem flygtningestatus henholdsvis den 15. juli 2016 og den 10. december 2015. Udlændingemyndigheden meddelte dem henholdsvis den 15. august 2016 og den 26. maj 2016 en tidsbegrænset opholdstilladelse, der var gyldig i tre år.

18

Henholdsvis den 4. oktober 2016 og den 9. november 2016 ansøgte SW samt BL og BC ved Forbundsrepublikken Tysklands ambassade i Beirut om nationale visa til sig selv og til andre børn, som er brødre og søstre til deres respektive sønner, der bor på tysk område, med henblik på familiesammenføring med disse. Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen i sag C-355/20, havde BL’s og BC’s sønner allerede ved e-mail af 29. januar 2016 indgivet en ansøgning om familiesammenføring med deres forældre til denne ambassade.

19

Ved afgørelser af 2. marts 2017 og 28. marts 2017 afslog ambassaden disse visumansøgninger med den begrundelse, at SW’s søn samt BL’s og BC’s søn i mellemtiden var blevet myndige henholdsvis den 18. januar 2017 og den 1. januar 2017.

20

Verwaltungsgericht Berlin (forvaltningsdomstolen i Berlin, Tyskland) pålagde ved domme af 1. februar 2019 og 30. januar 2019 Forbundsrepublikken Tyskland at udstede nationale visa til henholdsvis SW samt BL og BC med henblik på familiesammenføring i medfør af AufenthG’s § 6 stk. 3, andet punktum, sammenholdt med § 36, stk. 1, med den begrundelse, at deres sønner i henhold til Domstolens praksis, navnlig dom af 12. april 2018, A og S (C-550/16, EU:C:2018:248), skulle anses for at være mindreårige.

21

Forbundsrepublikken Tyskland har iværksat revisionsanke til prøvelse af Verwaltungsgericht Berlins (forvaltningsdomstolen i Berlin) domme ved Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Tyskland) og har herved gjort gældende, at AufenthG’s § 36, stk. 1, er blevet tilsidesat. Forbundsrepublikken har i det væsentlige gjort gældende, at i henhold til Bundesverwaltungsgerichts (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) praksis var SW’s søn samt BL’s og BC’s søn på den relevante dato for den afgørelse, der er truffet af den sidste instans, der har realitetsbehandlet sagen, ikke mindreårige flygtninge. Efter forbundsrepublikkens opfattelse kan den retspraksis, der følger af dom af 12. april 2018, A og S (C-550/16, EU:C:2018:248), ikke anvendes på det foreliggende tilfælde, eftersom der i den sag, der gav anledning til denne dom, kun blev truffet endelig afgørelse om overholdelsen af kravet vedrørende den pågældende flygtnings status som mindreårig som omhandlet i artikel 10, stk. 3, litra a), i direktiv 2003/86, sammenholdt med artikel 2, litra f), heri. Den har anført, at der i den pågældende sag ikke blev taget stilling til, om der skal udstedes visum med henblik på indrejse og ophold til forældrene til en flygtning, der er blevet myndig, når de i henhold til national ret ikke har en opholdsret, der er uafhængig af den mindreårige flygtning, og straks skal forlade den pågældende medlemsstats område.

22

Ifølge den forelæggende ret har SW samt BL og BC ikke på grundlag af national ret krav på at få udstedt visum med henblik på familiesammenføring med deres respektive sønner.

23

Den forelæggende ret er navnlig af den opfattelse, at de betingelser, der er fastsat i AufenthG’s § 36, stk. 1, ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde. Det følger nemlig af Bundesverwaltungsgerichts (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) faste praksis, at forældrene til en mindreårig flygtning i henhold til denne bestemmelse kun har ret til familiesammenføring med barnet, såfremt dette stadig er mindreårigt på det tidspunkt, hvor afgørelsen vedrørende ansøgningen om familiesammenføring træffes, administrativt eller af den ret, der påkender sagens realitet. På dette punkt adskiller forældres familiesammenføring sig fra børns familiesammenføring, der ikke er tidsmæssigt begrænset, eftersom den tidsbegrænsede opholdstilladelse, der er meddelt et barn, når barnet bliver myndigt, forvandles til en selvstændig opholdsret, der er uafhængig af familiesammenføringen. Ifølge tysk ret indrømmes forældre til en mindreårig flygtning, der er blevet familiesammenført med den mindreårige, derimod ikke en sådan selvstændig opholdsret, når det pågældende barn bliver myndigt, idet den nationale lovgiver ikke har udnyttet den valgfrie bemyndigelse hertil i artikel 15, stk. 2, i direktiv 2003/86.

24

Den forelæggende ret er desuden i tvivl om, hvilke kriterier den skal lægge til grund ved vurderingen af, om kravet om et faktisk familieliv, som det nævnte direktivs artikel 16, stk. 1, litra b), gør retten til familiesammenføring betinget af, er opfyldt.

25

På denne baggrund har Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål, der er affattet enslydende i sag C-273/20 og sag C-355/20:

26

Ved afgørelse af 3. august 2020 har Domstolens præsident anmodet den forelæggende ret i sag C-273/20 om at oplyse, om den ønskede at opretholde sin anmodning om præjudiciel afgørelse, henset til dom af 16. juli 2020, État belge (Familiesammenføring – mindreårigt barn) (C-133/19, C-136/19 og C-137/19, EU:C:2020:577). Ved afgørelse af 20. august 2020, indgået til Domstolens Justitskontor den 27. august 2020, har den forelæggende ret meddelt Domstolen, at den ønsker at opretholde denne anmodning, idet den har anført, at den nævnte dom efter dens opfattelse ikke i tilstrækkelig grad besvarer de spørgsmål, der er rejst i denne sag, og præciseret, at det samme gælder for anmodningen om præjudiciel afgørelse i sag C-355/20.

27

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 10. september 2020 er sagerne C-273/20 og C-355/20 blevet forenet med henblik på den skriftlige og den mundtlige forhandling samt dommen.

28

Med det første spørgsmåls første del ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 16, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/86 skal fortolkes således, at ved forældres familiesammenføring med en uledsaget mindreårig flygtning i henhold til dette direktivs artikel 10, stk. 3, litra a), sammenholdt med artikel 2, litra f), heri, udgør det forhold, at denne flygtning fortsat skal være mindreårig på den dato, hvorpå der træffes afgørelse om den ansøgning om tilladelse til indrejse og ophold med henblik på familiesammenføringen, som er indgivet af referencepersonens forældre, en »betingelse« som omhandlet i artikel 16, stk. 1, litra a), der skal være opfyldt, idet medlemsstaterne ellers kan afslå en sådan ansøgning. Den forelæggende ret ønsker ligeledes oplyst, om disse bestemmelser skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter de pågældende forældres opholdsret i en sådan situation ophører, når barnet bliver myndigt.

29

I denne henseende skal det indledningsvis fremhæves, at som anført i denne doms præmis 17-19 tildelte de tyske myndigheder SW’s søn samt BL’s og BC’s søn flygtningestatus henholdsvis den 15. juli 2016 og den 10. december 2015. Den 4. oktober 2016, dvs. inden for tre måneder efter anerkendelsen af flygtningestatus for SW’s barn, indgav SW en ansøgning om nationalt visum med henblik på familiesammenføring med sin søn, som på dette tidspunkt stadig var mindreårig. Med hensyn til BL og BC blev deres ansøgning om nationalt visum ganske vist først indgivet den 9. november 2016, men ifølge den forelæggende rets forklaringer havde deres sønner på samme måde allerede indgivet en ansøgning om familiesammenføring den 29. januar 2016, dvs. inden for tre måneder efter anerkendelsen af flygtningestatus for deres mindreårige søn. Det var først ved afgørelser af 2. marts 2017 og 28. marts 2017, at disse ansøgninger blev afslået med den begrundelse, at SW’s søn samt BL’s og BC’s søn i mellemtiden var blevet myndige henholdsvis den 18. januar 2017 og den 1. januar 2017.

30

Med henblik på besvarelsen af det første spørgsmåls første del bemærkes, at formålet med direktiv 2003/86 i henhold til ordlyden af artikel 1 er at fastsætte betingelserne for udøvelsen af retten til familiesammenføring for tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold på medlemsstaternes område.

31

I denne henseende fremgår det af ottende betragtning til direktivet, at der bør indføres gunstigere betingelser for flygtninges udøvelse af denne ret til familiesammenføring, idet deres situation kræver særlig opmærksomhed på grund af de årsager, som har tvunget dem til at flygte fra deres land, og som forhindrer dem i at have et familieliv i hjemlandet.

32

En af disse gunstigere betingelser omhandler familiesammenføring med flygtningens førstegradsslægtninge i lige opstigende linje. Mens muligheden for en sådan familiesammenføring i medfør af artikel 4, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/86 i princippet overlades til hver medlemsstats skøn og navnlig underlægges den betingelse, at førstegradsslægtninge i lige opstigende linje forsørges af referencepersonen og ikke har den nødvendige familiemæssige støtte i hjemlandet, fastsætter dette direktivs artikel 10, stk. 3, litra a), som en undtagelse til dette princip nemlig en ret for førstegradsslægtninge i lige opstigende linje til en sådan familiesammenføring med en uledsaget mindreårig flygtning, der hverken er underlagt medlemsstaternes skøn eller de betingelser, der er fastsat i artikel 4, stk. 2, litra a) (dom af 12.4.2018, A og S, C-550/16, EU:C:2018:248, præmis 33 og 34).

33

I denne henseende er begrebet »uledsaget mindreårig«, som inden for rammerne af direktiv 2003/86 kun anvendes i artikel 10, stk. 3, litra a), defineret i direktivets artikel 2, litra f). Selv om det fremgår af sidstnævnte bestemmelse, at der ved »uledsaget mindreårig« skal forstås tredjelandsstatsborgere eller statsløse, som navnlig er under 18 år, præciserer bestemmelsen ikke, hvilket tidspunkt der skal lægges til grund ved vurderingen af, om denne betingelse er opfyldt, og henviser heller ikke i denne henseende til medlemsstaternes ret, og Domstolen har på denne baggrund allerede fastslået, at der ikke kan overlades medlemsstaterne noget råderum med hensyn til fastsættelsen af det relevante tidspunkt for vurderingen af en uledsaget mindreårig flygtnings alder med henblik på anvendelsen af artikel 10, stk. 3, litra a), i direktiv 2003/86 (jf. i denne retning dom af 12.4.2018, A og S, C-550/16, EU:C:2018:248, præmis 39-45).

34

Det bemærkes desuden, at i henhold til såvel kravet om en ensartet anvendelse af EU-retten som lighedsprincippet skal en EU-retlig bestemmelse, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt i hele Den Europæiske Union undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, som skal søges under hensyntagen til navnlig bestemmelsens kontekst og formålet med den pågældende ordning (dom af 16.7.2020, État belge (Familiesammenføring – mindreårigt barn), C-133/19, C-136/19 og C-137/19, EU:C:2020:577, præmis 29 og 30 og den deri nævnte retspraksis).

35

I denne henseende bemærkes, at formålet med direktiv 2003/86 er at fremme familiesammenføring, og at dette direktiv desuden tilsigter at yde tredjelandsstatsborgere, navnlig mindreårige, beskyttelse (dom af 16.7.2020, État belge (Familiesammenføring – mindreårigt barn), C-133/19, C-136/19 og C-137/19, EU:C:2020:577, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

36

Desuden skal medlemsstaterne i henhold til artikel 51, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), når de gennemfører EU-retten, respektere de rettigheder og overholde de principper, der er fastsat i chartret, og fremme anvendelsen heraf i overensstemmelse med deres respektive kompetencer og under overholdelse af grænserne for de kompetencer, der er tildelt Unionen i traktaterne.

37

I denne henseende bemærkes, at det i henhold til fast retspraksis påhviler medlemsstaterne og navnlig deres retsinstanser ikke blot at fortolke deres nationale ret på en måde, der er forenelig med EU-retten, men også at sikre, at de ikke lægger en fortolkning af den afledte ret til grund, som kommer i konflikt med grundlæggende rettigheder, der beskyttes ved Unionens retsorden (dom af 16.7.2020, État belge (Familiesammenføring – mindreårigt barn), C-133/19, C-136/19 og C-137/19, EU:C:2020:577, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

38

Chartrets artikel 7 anerkender specifikt retten til respekt for privatlivet og familielivet. Denne artikel 7 skal i henhold til fast retspraksis sammenholdes med forpligtelsen til at tage hensyn til barnets tarv som omhandlet i chartrets artikel 24, stk. 2, og til at respektere barnets behov for regelmæssigt at have personlig forbindelse med begge sine forældre som omhandlet i chartrets artikel 24, stk. 3 (dom af 16.7.2020, État belge (Familiesammenføring – mindreårigt barn), C-133/19, C-136/19 og C-137/19, EU:C:2020:577, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

39

Det følger heraf, at bestemmelserne i direktiv 2003/86 skal fortolkes og anvendes i lyset af chartrets artikel 7 og artikel 24, stk. 2 og 3, således som det i øvrigt fremgår af ordlyden af anden betragtning til direktivet og direktivets artikel 5, stk. 5, som pålægger medlemsstaterne at behandle de pågældende ansøgninger om familiesammenføring i de berørte børns interesse og ud fra et ønske om at begunstige familielivet (dom af 16.7.2020, État belge (Familiesammenføring – mindreårigt barn), C-133/19, C-136/19 og C-137/19, EU:C:2020:577, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

40

I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningerne om præjudiciel afgørelse, at tysk ret kræver, at den uledsagede mindreårige flygtning er under 18 år ikke blot på det tidspunkt, hvor førstegradsslægtningen i lige opstigende linje indgiver sin ansøgning om tilladelse til indrejse og ophold med henblik på familiesammenføring, men også på den dato, hvorpå de kompetente nationale myndigheder eller de eventuelt involverede nationale retter træffer afgørelse om denne ansøgning.

41

Domstolen har imidlertid allerede fastslået, at artikel 2, litra f), i direktiv 2003/86, sammenholdt med direktivets artikel 10, stk. 3, litra a), skal fortolkes således, at en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, som var under 18 år på tidspunktet for sin ankomst til en medlemsstats område og ved indgivelsen af sin ansøgning om asyl i denne stat, men som under asylproceduren bliver myndig og derefter tildeles flygtningestatus, skal kvalificeres som »mindreårig« som omhandlet i denne bestemmelse (dom af 12.4.2018, A og S, C-550/16, EU:C:2018:248, præmis 64).

42

I denne forbindelse må det for det første konstateres, at det følger af fast retspraksis, at såfremt den dato, hvorpå den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat træffer afgørelse om ansøgningen om tilladelse til indrejse og ophold på denne medlemsstats område med henblik på familiesammenføring, var den dato, der skulle lægges til grund ved vurderingen af ansøgerens eller, alt efter omstændighederne, referencepersonens alder med henblik på anvendelsen af artikel 10, stk. 3, litra a), i direktiv 2003/86, ville dette hverken være foreneligt med de formål, der forfølges med dette direktiv, eller med de krav, der følger af chartrets artikel 7 vedrørende respekt for familielivet og chartrets artikel 24, stk. 2, idet den sidstnævnte bestemmelse indebærer, at barnets tarv i alle handlinger vedrørende børn, herunder handlinger, der udføres af medlemsstaterne ved anvendelsen af det nævnte direktiv, kommer i første række (jf. analogt dom af 16.7.2020, État belge (Familiesammenføring – mindreårigt barn), C-133/19, C-136/19 og C-137/19, EU:C:2020:577, præmis 36).

43

De kompetente nationale myndigheder og retsinstanser ville nemlig ikke have noget incitament til at prioritere behandling af ansøgninger indgivet af forældre til mindreårige med den hastighed, der er nødvendig for at tage hensyn til disse mindreåriges sårbarhed, og de ville dermed kunne handle på en måde, som ville bringe såvel en forælders ret til familieliv med sit mindreårige barn som dette mindreårige barns ret til familieliv med et af barnets familiemedlemmer i fare (jf. analogt dom af 9.9.2021, Bundesrepublik Deutschland (Familiemedlem), C-768/19, EU:C:2021:709, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

44

For det andet gør en sådan fortolkning det heller ikke muligt – i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet og retssikkerhedsprincippet – at sikre en ensartet og forudsigelig behandling af alle ansøgere, som i kronologisk henseende befinder sig i samme situation, for så vidt som den medfører, at spørgsmålet om, hvorvidt ansøgningen om familiesammenføring kan imødekommes, hovedsageligt gøres afhængigt af omstændigheder, som kan tilregnes myndighederne eller de nationale retter, navnlig den større eller mindre hurtighed, hvormed ansøgningen behandles, eller hvormed der træffes afgørelse i søgsmålet til prøvelse af en afgørelse om afslag på en sådan ansøgning, og ikke af omstændigheder, som kan tilregnes ansøgeren (jf. analogt dom af 16.7.2020, État belge (Familiesammenføring – mindreårigt barn), C-133/19, C-136/19 og C-137/19, EU:C:2020:577, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

45

Da den nævnte fortolkning indebærer, at retten til familiesammenføring gøres afhængig af vilkårlige og uforudsigelige omstændigheder, som udelukkende kan tilskrives de kompetente myndigheder og nationale retter i den pågældende medlemsstat, kan den desuden føre til store forskelle på behandlingen af ansøgninger om familiesammenføring mellem medlemsstaterne og inden for den samme medlemsstat (jf. analogt dom af 16.7.2020, État belge (Familiesammenføring – mindreårigt barn), C-133/19, C-136/19 og C-137/19, EU:C:2020:577, præmis 43).

46

Under disse omstændigheder må det fastslås, at ved forældres familiesammenføring med en uledsaget mindreårig flygtning som omhandlet i artikel 10, stk. 3, litra a), i direktiv 2003/86, sammenholdt med artikel 2, litra f), heri, er den dato, hvorpå der træffes afgørelse om den ansøgning om tilladelse til indrejse og ophold med henblik på familiesammenføringen, som er indgivet af referencepersonens forældre, ikke afgørende for vurderingen af den pågældende flygtnings status som mindreårig.

47

Følgelig kan det forhold, at denne flygtning fortsat skal være mindreårig på denne dato, ikke udgøre en »betingelse« som omhandlet i dette direktivs artikel 16, stk. 1, litra a), der skal være opfyldt, idet medlemsstaterne ellers kan afslå en sådan ansøgning, idet et sådant resultat vil være i modstrid med Domstolens fortolkning som anført i præmis 41 af artikel 2, litra f), i direktiv 2003/86, sammenholdt med artikel 10, stk. 3, litra a), heri.

48

I denne henseende bemærkes, således som Domstolen allerede har fastslået, at ansøgerens eller, alt efter omstændighederne, referencepersonens alder ikke kan betragtes som en materiel betingelse for udøvelsen af retten til familiesammenføring som omhandlet i sjette betragtning til og artikel 1 i direktiv 2003/86 i lighed med de betingelser, der bl.a. er fastsat i dette direktivs kapitel IV, og hvortil der henvises i direktivets artikel 16, stk. 1, litra a). I modsætning til de sidstnævnte betingelser er aldersbetingelsen nemlig en betingelse for, at ansøgningen om familiesammenføring i det hele taget kan behandles, som naturligt og forventeligt vil ændre sig, og som således kun kan vurderes på datoen for denne ansøgnings indgivelse (jf. analogt dom af 16.7.2020, État belge (Familiesammenføring – mindreårigt barn), C-133/19, C-136/19 og C-137/19, EU:C:2020:577, præmis 46).

49

Det følger heraf, at artikel 16, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/86 er til hinder for en national lovgivning, der ved forældres familiesammenføring med en uledsaget mindreårig flygtning i henhold til dette direktivs artikel 10, stk. 3, litra a), sammenholdt med artikel 2, litra f), heri, kræver, at denne flygtning fortsat er mindreårig på den dato, hvorpå der træffes afgørelse om den ansøgning om tilladelse til indrejse og ophold med henblik på familiesammenføringen, som er indgivet af referencepersonens forældre.

50

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt de berørte forældres opholdsret kan begrænses til den periode, hvori referencepersonen fortsat er mindreårig, bemærkes, at medlemsstaterne i henhold til artikel 13, stk. 2, i direktiv 2003/86, sammenholdt med artikel 13, stk. 1, når ansøgningen om tilladelse til familiesammenføring er godkendt, skal udstede en første opholdstilladelse med en gyldighedsperiode på mindst et år til familiemedlemmerne.

51

Det følger af denne bestemmelse, at selv i tilfælde, hvor der er blevet ansøgt om familiesammenføring af forældrene til en mindreårig flygtning, som i mellemtiden er blevet myndig, skal disse forældre, såfremt deres ansøgning imødekommes, tildeles en opholdstilladelse, der er gyldig i mindst et år, og den omstændighed, at det barn, der har opnået flygtningestatus, når myndighedsalderen, kan ikke medføre, at varigheden af en sådan opholdstilladelse gøres kortere (jf. analogt dom af 9.9.2021, Bundesrepublik Deutschland (Familiemedlem), C-768/19, EU:C:2021:709, præmis 63). Det er således i strid med denne bestemmelse under sådanne omstændigheder kun at tildele forældrene opholdsret, så længe barnet faktisk er mindreårigt.

52

Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmåls første del besvares med, at artikel 16, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/86 skal fortolkes således, at ved forældres familiesammenføring med en uledsaget mindreårig flygtning i henhold til dette direktivs artikel 10, stk. 3, litra a), sammenholdt med artikel 2, litra f), heri, udgør det forhold, at denne flygtning fortsat skal være mindreårig på den dato, hvorpå der træffes afgørelse om den ansøgning om tilladelse til indrejse og ophold med henblik på familiesammenføringen, som er indgivet af referencepersonens forældre, ikke en »betingelse« som omhandlet i artikel 16, stk. 1, litra a), der skal være opfyldt, idet medlemsstaterne ellers kan afslå en sådan ansøgning. Disse bestemmelser, sammenholdt med direktivets artikel 13, stk. 2, skal desuden fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter de pågældende forældres opholdsret i en sådan situation ophører, når barnet bliver myndigt.

53

Henset til besvarelsen af det første spørgsmåls første del er det ufornødent at besvare dette spørgsmåls anden del, idet den forelæggende ret udelukkende har forelagt denne del af spørgsmålet for det tilfælde, at det første spørgsmåls første del blev besvaret bekræftende.

54

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvilke krav der skal være opfyldt, for at det kan lægges til grund, at der foreligger et faktisk familieliv som omhandlet i artikel 16, stk. 1, litra b), i direktiv 2003/86 i tilfælde af en forælders familiesammenføring med en mindreårig flygtning, som har opnået flygtningestatus, når dette barn er blevet myndigt, inden der er blevet truffet afgørelse om denne forælders ansøgning om tilladelse til indrejse og ophold med henblik på familiesammenføringen.

55

Den forelæggende ret har navnlig anmodet Domstolen om at præcisere, om det med henblik herpå er tilstrækkeligt, at der er tale om førstegradsslægtskab i lige opstigende linje, eller om der også kræves et faktisk familieliv, og hvilken intensitet heraf der i givet fald kræves. Den forelæggende ret ønsker ligeledes oplyst, om familiesammenføring kræver, at familielivet, efter forælderens indrejse på den pågældende medlemsstats område, genoptages i denne medlemsstat.

56

I denne henseende bemærkes, at artikel 16, stk. 1, litra b), i direktiv 2003/86 giver medlemsstaterne mulighed for at give afslag på en ansøgning om familiesammenføring, inddrage en opholdstilladelse tildelt med henblik herpå eller afslå at forny en sådan, hvis referencepersonen og det eller de pågældende familiemedlemmer ikke har eller ikke længere har et faktisk ægteskabeligt samliv eller familieliv. Denne bestemmelse fastsætter imidlertid hverken kriterier til vurdering af, om der foreligger en sådan faktisk familiemæssig tilknytning, eller opstiller særlige krav vedrørende intensiteten af de pågældende familierelationer. Bestemmelsen henviser desuden heller ikke på dette punkt til medlemsstaternes ret.

57

Som nævnt i denne doms præmis 34 skal en EU-retlig bestemmelse, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, i henhold til såvel kravet om en ensartet anvendelse af EU-retten som lighedsprincippet normalt undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Unionen, som skal søges under hensyntagen til navnlig bestemmelsens kontekst og formålet med den pågældende ordning.

58

Det bemærkes, at direktiv 2003/86 i henhold til sjette betragtning hertil tager sigte på at sikre beskyttelsen af familien samt opretholdelsen eller skabelsen af familielivet ved hjælp af familiesammenføring. I henhold til fjerde betragtning til direktivet er familiesammenføring desuden et nødvendigt middel til at muliggøre familielivet og bidrager til at skabe en sociokulturel stabilitet.

59

Som anført i denne doms præmis 39 skal foranstaltninger vedrørende familiesammenføring, herunder foranstaltningerne i direktivets artikel 16, i øvrigt være i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, særligt retten til respekt for privatliv og familieliv, der er sikret ved chartrets artikel 7 og artikel 24, stk. 2 og 3, som pålægger medlemsstaterne at behandle ansøgninger om familiesammenføring i de berørte børns interesse og ud fra et ønske om at begunstige familielivet.

60

Det bemærkes ligeledes, at situationen for flygtninge ifølge ottende betragtning til direktiv 2003/86 kræver særlig opmærksomhed på grund af de årsager, som har tvunget dem til at flygte fra deres land, og som forhindrer dem i at have et familieliv i hjemlandet. Det er ud fra denne betragtning, at direktivet fastsætter gunstigere betingelser for flygtninge og deres førstegradsslægtninge i lige opstigende linje for så vidt angår udøvelsen af deres ret til familiesammenføring.

61

Endelig kræver vurderingen af de betingelser, der skal være opfyldt, for at det kan lægges til grund, at der foreligger et faktisk familieliv som omhandlet i artikel 16, stk. 1, litra b), i direktiv 2003/86, at der foretages en individuel vurdering, således som det i øvrigt fremgår af dette direktivs artikel 17, på grundlag af alle relevante forhold i hvert enkelt tilfælde og i lyset af de formål, der forfølges med direktivet.

62

Med henblik herpå er førstegradsslægtskab i lige opstigende linje ikke i sig selv tilstrækkeligt til at godtgøre en faktisk familiemæssig tilknytning. Selv om de relevante bestemmelser i direktiv 2003/86 og chartret beskytter retten til et familieliv og fremmer opretholdelsen heraf, overlader de det nemlig, for så vidt som de berørte fortsætter med at have et faktisk familieliv, til indehaverne af denne ret at bestemme, på hvilken måde de ønsker at udøve deres familieliv, og de pålægger navnlig ikke noget krav med hensyn til intensiteten af deres familierelation (jf. analogt dom af 9.9.2021, Bundesrepublik Deutschland (Familiemedlem), C-768/19, EU:C:2021:709, præmis 58).

63

I det foreliggende tilfælde er det for det første ubestridt, at SW’s barn samt BL’s og BC’s barn stadig var mindreårige på det tidspunkt, hvor de blev nødt til at forlade deres hjemland, og at disse børn og forældrene således sammen udgjorde en kernefamilie som nævnt i niende betragtning til direktiv 2003/86, hvis medlemmer ifølge samme betragtning »i alle tilfælde« er omfattet af familiesammenføringen. Med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse synes der ikke at være noget, der tyder på, at de berørte i perioden forud for deres respektive børns flugt ikke havde et faktisk familieliv.

64

For det andet skal der tages hensyn til det forhold, at i det foreliggende tilfælde har SW samt BL og BC og deres respektive børn ikke kunnet have et egentligt familieliv i den periode, hvor de var adskilt som følge af bl.a. børnenes særlige situation som flygtninge, idet denne omstændighed alene derfor ikke som sådan kan begrunde, at det fastslås, at der ikke foreligger et faktisk familieliv som omhandlet i artikel 16, stk. 1, litra b), i direktiv 2003/86. I øvrigt kan det heller ikke formodes, at ethvert familieliv mellem forælder og barn ophører, så snart det mindreårige barn når myndighedsalderen.

65

Det er imidlertid en forudsætning for at fastslå, at der foreligger et faktisk familieliv, at der godtgøres at foreligge en reel familiemæssig tilknytning eller et ønske om at etablere eller bevare en sådan tilknytning.

66

Den omstændighed, at de berørte personer påtænker at aflægge hinanden lejlighedsvise besøg, for så vidt som de er mulige, og at have regelmæssig kontakt, uanset arten heraf, henset til bl.a. de materielle omstændigheder, der kendetegner de berørte personers situation, herunder barnets alder, kan således være tilstrækkelig til at fastslå, at disse personer genopbygger personlige og følelsesmæssige relationer, og til at godtgøre, at der foreligger et faktisk familieliv.

67

Desuden har Domstolen ligeledes fastslået, at det heller ikke kan kræves, at det barn, som er referenceperson, og dets forælder støtter hinanden økonomisk, da de muligvis ikke råder over midlerne hertil (jf. analogt dom af 1.8.2022, Bundesrepublik Deutschland (Familiesammenføring af et barn, der er blevet myndigt), C-279/20, EU:C:2022:618, præmis 68).

68

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 16, stk. 1, litra b), i direktiv 2003/86 skal fortolkes således, at for at det kan lægges til grund, at der foreligger et faktisk familieliv som omhandlet i denne bestemmelse, i tilfælde af en forælders familiesammenføring med et mindreårigt barn, som har opnået flygtningestatus, når dette barn er blevet myndigt, inden der er blevet truffet afgørelse om denne forælders ansøgning om tilladelse til indrejse og ophold med henblik på familiesammenføringen, er det ikke i sig selv tilstrækkeligt, at der foreligger førstegradsslægtskab i lige opstigende linje. Det er imidlertid ikke nødvendigt, at det barn, som er referenceperson, og den pågældende forælder bor sammen i en fælles husholdning eller lever under samme tag, for at denne forælder kan opnå familiesammenføring. Lejlighedsvise besøg, for så vidt som de er mulige, og regelmæssige kontakter af enhver art, kan være tilstrækkelige til, at det kan lægges til grund, at disse personer genopbygger personlige og følelsesmæssige relationer, og til at godtgøre, at der foreligger et faktisk familieliv. Det kan heller ikke kræves, at det barn, som er referenceperson, og den pågældende forælder støtter hinanden økonomisk.

69

Da sagernes behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret: