Sag C-251/20

Gtflix Tv

mod

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig))

Domstolens dom (Store Afdeling) af 21. december 2021

»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning (EU) nr. 1215/2012 – artikel 7, nr. 2) – speciel kompetence i sager om erstatning uden for kontrakt – offentliggørelse på internettet af angiveligt nedsættende ytringer om en person – stedet for skadens indtræden – retterne i hver enkelt medlemsstat, på hvis område et indhold offentliggjort på internettet er eller har været tilgængeligt«

Retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning nr. 1215/2012 – specielle kompetenceregler – kompetence i sager om erstatning uden for kontraktforhold – det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået – grænseoverskridende ærekrænkelse i pressen – retterne i hver enkelt medlemsstat, der alt efter påstandene skal svare til det sted, hvor krænkedes omdømme har lidt skade – kompetence begrænset til skader forvoldt i den medlemsstat, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende

[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1215/2012, 16. betragtning og art. 7, nr. 2)]

(jf. præmis 29)
Retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning nr. 1215/2012 – specielle kompetenceregler – kompetence i sager om erstatning uden for kontraktforhold – krænkelse af individets rettigheder ved spredning af nedsættende ytringer på internettet – stedet for skadens indtræden – berørt person, som har nedlagt påstand både om fjernelse af disse ytringer og berigtigelse af de offentliggjorte oplysninger og om erstatning for den skade, som følger af denne offentliggørelse på internettet –erstatningssøgsmål anlagt ved retterne i hver enkelt medlemsstat, på hvis område disse ytringer er spredt, med påstand om erstatning for den skade, som er forvoldt i den medlemsstat, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende – kompetence til at påkende denne påstand om delvis erstatning – ikke kompetence til at påkende påstanden om berigtigelse og fjernelse – ingen betydning for at påkende nævnte påstand om delvis erstatning

[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1215/2012, art. 7, nr. 2)]

(jf. præmis 30-33, 35, 37 og 41-43 samt domskonkl.)

Resumé

Spredning af angiveligt nedsættende ytringer på internettet: Der kan anlægges sag med påstand om erstatning for den skade, som følger heraf på en medlemsstats område, ved retterne i denne medlemsstat

Denne kompetence er kun betinget af, at det skadelige indhold er eller har været tilgængeligt på dette område

Gtflix Tv (herefter »sagsøgeren«) er et selskab med hjemsted i Den Tjekkiske Republik, som producerer og udbreder audiovisuelt indhold for voksne. DR, der har hjemsted i Ungarn, er en anden erhvervsdrivende inden for dette felt.

Sagsøgeren, som gjorde gældende, at DR havde spredt nedsættende ytringer over for selskabet via flere internetsider, sagsøgte sidstnævnte ved de franske retter med påstand om både fjernelse af disse ytringer og berigtigelse af de offentliggjorte oplysninger og om erstatning for den skade, der var forvoldt ved nævnte ytringer. Både i første instans og for appeldomstolen erklærede disse retter, at de savnede kompetence til at påkende påstandene.

For Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) nedlagde sagsøgeren påstand om ophævelse af dommen afsagt af appeldomstolen, som havde tilsidesat den særlige kompetenceregel i artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 ( 1 ) til fordel for de retter »på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå«, idet appeldomstolen havde konstateret, at for at fastslå, at den ret, ved hvilken sagen var anlagt, havde kompetence, var det ikke tilstrækkeligt, at de ytringer, der fandtes nedsættende og var offentliggjort på internettet, var tilgængelige i den påkendende rets jurisdiktion, men at ytringerne ligeledes skulle kunne forårsage en skade dér.

Idet den forelæggende ret bl.a. fandt, at centrum for sagsøgerens interesser befandt sig i Den Tjekkiske Republik, og konstaterede, at DR havde hjemsted i Ungarn, fastslog den, at de franske retter ikke havde kompetence til at påkende påstanden om fjernelse af de angiveligt nedsættende ytringer og berigtigelse af de offentliggjorte oplysninger. Den besluttede imidlertid at spørge Domstolen, om de franske retter havde kompetence til at påkende påstanden om erstatning, for så vidt som den vedrørte den skade, som sagsøgeren var blevet påført på det område, hvor disse retter var beliggende, selv om disse ikke havde kompetence til at påkende påstanden om berigtigelse og fjernelse.

I sin dom gav Domstolen, sat i Store Afdeling, præciseringer med hensyn til fastlæggelsen af de retter, der har kompetence til at påkende erstatningssøgsmål på stedet for skadens indtræden på internettet.

Domstolens bemærkninger

Domstolen fastslog, at en person, som anser sine rettigheder for at være krænket på grund af spredning af nedsættende ytringer om vedkommende på internettet og derfor anlægger sag både med henblik på berigtigelse af oplysninger og fjernelse af indhold offentliggjort på internettet og med henblik på erstatning for den skade, der følger af denne offentliggørelse på internettet, for retterne i hver enkelt medlemsstat, på hvis område disse ytringer er eller har været tilgængelige, kan kræve erstatning for den skade, som den pågældende har lidt, på den medlemsstats område, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende, selv om disse retter ikke har kompetence til at påkende påstanden om berigtigelse og fjernelse.

Efter denne præcisering bemærkede Domstolen, at ifølge retspraksis omfatter den specielle kompetenceregel i artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 til fordel for de retter »på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå«, både stedet for den skadevoldende begivenhed og stedet for skadens indtræden, da de hver især efter omstændighederne kan være af særlig praktisk betydning med henblik på beviset og på tilrettelæggelsen af retssagen.

Hvad angår den angivelige krænkelse af individets rettigheder gennem indhold offentliggjort på et websted bemærkede Domstolen, at den person, der føler sig krænket, har mulighed for at anlægge erstatningssag i relation til den fuldstændige skade, som er forårsaget, enten ved retterne i den medlemsstat, hvor ophavsmanden bag indholdet er etableret, i medfør af den skadevoldende begivenhed, eller ved retterne i den medlemsstat, hvori centrum for dennes interesser befinder sig, i medfør af skadens indtræden. Denne person kan ligeledes i stedet for en erstatningssag vedrørende den fuldstændige skade anlægge sag ved retterne i hver medlemsstat, på hvis område et offentliggjort indhold er tilgængeligt eller har været tilgængeligt. Disse har imidlertid alene kompetence i relation til den skade, der er forårsaget på den medlemsstats område, hvor den ret, som sagen er anlagt for, er beliggende.

I henhold til artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012, som fortolket i tidligere retspraksis, kan en person, som føler sig krænket af offentliggørelsen af oplysninger på et websted, med henblik på berigtigelse af disse oplysninger og fjernelse af det på internettet offentliggjorte indhold følgelig anlægge sag ved de retter, der har kompetence til at påkende hele erstatningssøgsmålet, dvs. enten ved retten, hvor ophavsmanden bag indholdet er etableret, eller ved retten på det sted, hvori centrum for denne persons interesser befinder sig i medfør af skadens indtræden.

I denne henseende præciserede Domstolen, at der ikke kan anlægges sag med påstand om berigtigelse af oplysninger og om fjernelse af indhold offentliggjort på internettet for en anden ret end den, der har kompetence til at påkende hele erstatningssøgsmålet, idet en sådan påstand om berigtigelse og fjernelse er sammenhængende og ikke kan adskilles.

En påstand om erstatning kan derimod omfatte både fuldstændig erstatning og delvis erstatning. Det er således ikke berettiget at udelukke sagsøgerens mulighed for at nedlægge en påstand om delvis erstatning for enhver anden ret på det område, hvor vedkommende mener at have lidt skade.

Retsplejehensyn indebærer i øvrigt heller ikke, at en sådan mulighed skal udelukkes, eftersom den ret, der alene er kompetent til at vurdere den skade, der er lidt i den medlemsstat, hvor den er beliggende, inden for rammerne af et søgsmål i denne medlemsstat og i betragtning af de beviser, der er indsamlet i denne stat, forekommer at være fuldt ud i stand til at vurdere den angivelige skades indtræden og rækkevidde.

Endelig er tildelingen af kompetence til de pågældende retter til alene at påkende den skade, der er forvoldt på den medlemsstats område, hvor de er beliggende, kun betinget af, at det skadelige indhold er eller har været tilgængeligt på dette område, idet artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 ikke fastlægger en yderligere betingelse i denne henseende. Tilføjelsen af supplerende betingelser kan i praksis føre til en udelukkelse af den berørte persons mulighed for at anlægge et søgsmål med påstand om delvis erstatning ved retterne på det sted, hvor denne person anser skaden for indtrådt.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1). Denne forordnings artikel 7, nr. 2), har nærmere bestemt følgende ordlyd: »En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat: [...] i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå [...]«