–

WD ved Rechtsanwälte G. Storch og R. Storch,

–

job-medium GmbH, under likvidation, ved Rechtsanwalt F. Marhold,

–

den østrigske regering ved A. Posch, J. Schmoll og C. Leeb, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann og C. Valero, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT 2003, L 299, s. 9) samt af artikel 31 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem WD og dennes tidligere arbejdsgiver, job-medium GmbH, under likvidation, vedrørende sidstnævntes afvisning af at betale WD en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke var afholdt inden arbejdsforholdets ophør.

3

Fjerde og femte betragtning til direktiv 2003/88 har følgende ordlyd:

4

Dette direktivs artikel 1 med overskriften »Formål og anvendelsesområde« bestemmer:

»1.   Dette direktiv indeholder minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.«

5

Nævnte direktivs artikel 7 med overskriften »Årlig ferie« bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis.

2.   Den minimale årlige betalte ferieperiode kan ikke erstattes med en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet ophører.«

6

Samme direktivs artikel 23 med overskriften »Beskyttelsesniveau« er affattet således:

»Uanset medlemsstaternes ret til at tilpasse de forskellige love, administrative og kontraktmæssige bestemmelser på arbejdstidsområdet efter udviklingen, for så vidt som dette direktivs minimumskrav overholdes, kan gennemførelsen af direktivet ikke danne grundlag for at sænke det generelle niveau for beskyttelse af arbejdstagerne.«

7

§ 10 i Urlaubsgesetz (lov om ferie) af 7. juli 1976 (BGBl. I, 3/2013) lyder således:

»1.   På ophørsdatoen for arbejdsforholdet har arbejdstageren for det referenceår, hvor arbejdsforholdet ophører, ret til en kompenserende godtgørelse for ferie svarende til arbejdsforholdets varighed i referenceåret i forhold til det samlede referenceår. Ferie, der allerede er afholdt, skal fratrækkes den årlige ferie, som arbejdstageren har ret til, pro rata temporis. […]

2.   Der skal ikke betales nogen godtgørelse [for ferie], såfremt arbejdstageren bringer arbejdsforholdet til ophør før tid, uden at der foreligger en vigtig grund.

3.   Hvad angår ikke afholdt ferie, der vedrører tidligere referenceår, har arbejdstageren, i stedet for den ikke udbetalte godtgørelse for betalt ferie, ret til en kompenserende godtgørelse svarende til hele den ikke udbetalte godtgørelse for betalt ferie, der ikke er afholdt, for så vidt som retten til ferie ikke er forældet. […]«

8

WD var ansat ved job-medium fra den 15. juni 2018 til den 9. oktober 2018, på hvilken dato WD bragte ansættelsesforholdet til ophør ved en førtidig og uberettiget fratrædelse. I løbet af ansættelsesperioden optjente WD ret til en årlig betalt ferie svarende til 7,33 dage, hvoraf 4 dage blev afholdt under ansættelsesforholdet. På det tidspunkt, hvor arbejdsforholdet ophørte, rådede WD fortsat over en ret til ferie svarende til 3,33 dage. Job-medium afviste med henvisning til § 10, stk. 2, i lov om ferie at udbetale WD en finansiel godtgørelse for disse ikke-afholdte dage, svarende til et beløb på 322,06 EUR.

9

WD var af den opfattelse, at denne bestemmelse er i strid med EU-retten, og anlagde sag med påstand om betaling af denne finansielle godtgørelse.

10

Retten i første instans og appelinstansen frifandt sagsøgte på grundlag af § 10, stk. 2, i lov om ferie.

11

Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig), for hvilken der er iværksat revisionsanke til prøvelse af appelinstansens afgørelse, har præciseret, at fortabelsen af retten til betaling af en godtgørelse for årlig ferie, der ikke er afholdt, jf. § 10, stk. 2, i lov om ferie, er begrænset til tilfælde, hvor arbejdstageren opsiger arbejdsforholdet, uden at der foreligger en vigtig grund. I denne sammenhæng er en »vigtig grund« enhver omstændighed, hvor det ikke med rimelighed kan forventes af arbejdstageren, at han fortsætter arbejdsforholdet.

12

Denne retsinstans har anført, at formålet med denne bestemmelse dels er inciterende, for så vidt som denne afholder arbejdstageren fra uden grund at bringe arbejdsforholdet til ophør før tid, dels er økonomisk, eftersom den har til formål at yde den arbejdsgiver, der står over for det uforudseelige tab af en af sine ansatte, en økonomisk håndsrækning.

13

Den nævnte retsinstans er imidlertid i tvivl om, hvorvidt § 10, stk. 2, i lov om ferie er forenelig med artikel 7 i direktiv 2003/88, således som fortolket af Domstolen, samt med chartrets artikel 31, stk. 2.

14

Under disse omstændigheder har Oberster Gerichtshof (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

15

Job-medium har gjort gældende, at de præjudicielle spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling med den begrundelse, at den forelæggende ret ikke var forpligtet til at forelægge sagen for Domstolen, eftersom afgørelsen af tvisten i hovedsagen er åbenbar i lyset af EU-retten og gældende retspraksis.

16

Indledningsvis konstateres, at den omstændighed, at en national retsinstans ikke er forpligtet til at forelægge en sag for Domstolen, eller at besvarelsen af en anmodning om præjudiciel afgørelse angiveligt er indlysende i lyset af EU-retten, henset til Domstolens procesreglement, ikke har nogen indvirkning på, om en sådan anmodning kan antages til realitetsbehandling.

17

Desuden følger det af Domstolens faste praksis, at det inden for rammerne af samarbejdet mellem Domstolen og de nationale retter i henhold til artikel 267 TEUF udelukkende tilkommer de nationale retter, for hvilke tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af de konkrete omstændigheder i hver sag at vurdere såvel, om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, de forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 24.11.2020, Openbaar Ministerie (Dokumentfalsk), C-510/19, EU:C:2020:953, præmis 25).

18

Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål fremsat af en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 24.11.2020, Openbaar Ministerie (Dokumentfalsk), C-510/19, EU:C:2020:953, præmis 26).

19

Ifølge den forelæggende ret blev WD nægtet udbetaling af den finansielle godtgørelse for ferie, der ikke var afholdt ved ophøret af hans arbejdsforhold med job-medium på grundlag af § 10, stk. 2, i lov om ferie som følge af, at han havde bragt dette arbejdsforhold til ophør før tid, uden at der forelå en vigtig grund.

20

I lyset af disse omstændigheder er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt denne bestemmelse er forenelig med artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 og med chartrets artikel 31, stk. 2.

21

Det er følgelig åbenbart, at de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, og at svaret på disse spørgsmål er hensigtsmæssigt og relevant med henblik på løsningen af den tvist, der verserer for den forelæggende ret.

22

Det følger heraf, at de præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.

23

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 7 i direktiv 2003/88, sammenholdt med chartrets artikel 31, stk. 2, skal fortolkes således, at den er til hinder for en retsbestemmelse i national lovgivning, hvorefter der ikke er ret til nogen finansiel godtgørelse for årlig ferie, der ikke er afholdt, for det løbende sidste arbejdsår, når arbejdstageren ensidigt, og uden at der foreligger en vigtig grund, bringer arbejdsforholdet til ophør før tid.

24

Indledningsvis bemærkes, at i henhold til Domstolens faste praksis skal en arbejdstagers ret til årlig betalt ferie betragtes som et særligt vigtigt princip i Unionens sociallovgivning, der ikke kan fraviges, og som skal gennemføres af de kompetente nationale myndigheder inden for de udtrykkelige grænser, der er fastsat ved direktiv 2003/88 (jf. i denne retning dom af 12.6.2014, Bollacke, C-118/13, EU:C:2014:1755, præmis 15 og den deri nævnte retspraksis).

25

Artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 afspejler og præciserer således den grundlæggende ret til en årlig ferie med løn, som er fastsat i chartrets artikel 31, stk. 2 (jf. i denne retning dom af 8.9.2020, Kommissionen og Rådet mod Carreras Sequeros m.fl., C-119/19 P og C-126/19 P, EU:C:2020:676, præmis 115).

26

Det følger heraf, at retten til årlig betalt ferie ikke kan fortolkes indskrænkende (dom af 8.11.2012, Heimann og Toltschin, C-229/11 og C-230/11, EU:C:2012:693, præmis 23, og af 25.6.2020, Varhoven kasatsionen sad na Republika Bulgaria og Iccrea Banca SpA, C-762/18 og C-37/19, EU:C:2020:504, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

27

Desuden fremgår det af ordlyden af direktiv 2003/88 og af Domstolens praksis, at medlemsstaterne, selv om det tilkommer dem at definere betingelserne for udøvelsen og gennemførelsen af retten til årlig betalt ferie, er forpligtet til at afholde sig fra at fastsætte nogen form for betingelser for selve stiftelsen af denne ret, der direkte er fastsat i direktivet (dom af 25.6.2020, Varhoven kasatsionen sad na Republika Bulgaria og Iccrea Banca SpA, C-762/18 og C-37/19, EU:C:2020:504, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

28

I denne henseende bemærkes, at formålet med den ret til årlig betalt ferie, som i henhold til artikel 7 i direktiv 2003/88 gælder for alle arbejdstagere, er at gøre det muligt for arbejdstageren dels at hvile ud efter udførelsen af de arbejdsopgaver, der påhviler denne i henhold til ansættelseskontrakten, dels at have en periode til rådighed, hvorunder den pågældende kan slappe af og nyde sin fritid. Dette formål, der adskiller retten til årlig betalt ferie fra andre typer af fravær med andre formål, er baseret på den forudsætning, at arbejdstageren har udført faktisk arbejde i referenceperioden (dom af 4.10.2018, Dicu, C-12/17, EU:C:2018:799, præmis 27 og 28, og af 25.6.2020, Varhoven kasatsionen sad na Republika Bulgaria og Iccrea Banca SpA, C-762/18 og C-37/19, EU:C:2020:504, præmis 57 og 58).

29

Det skal tilføjes, at retten til årlig ferie kun er den ene af de to dele af retten til årlig betalt ferie som grundlæggende princip i Unionens sociallovgivning. Denne grundlæggende ret omfatter således ligeledes en ret til at opnå en betaling og – som uadskillelig ret i forhold til denne ret til årlig »betalt« ferie – retten til en finansiel godtgørelse for årlig ferie, der ikke er blevet afholdt ved arbejdsforholdets ophør (dom af 25.6.2020, Varhoven kasatsionen sad na Republika Bulgaria og Iccrea Banca SpA, C-762/18 og C-37/19, EU:C:2020:504, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis).

30

Når arbejdsforholdet ophører, er det ikke længere muligt at holde den årligt betalte ferie. For at undgå, at arbejdstageren på grund af umuligheden heraf fratages sin ret til ferie, og selv adgangen til at få udbetalt et pengebeløb, bestemmer artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88, at arbejdstageren er berettiget til en finansiel godtgørelse (dom af 20.1.2009, Schultz-Hoff m.fl., C-350/06 og C-520/06, EU:C:2009:18, præmis 56).

31

Det fremgår ligeledes af fast retspraksis, at artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 ikke opstiller nogen anden betingelse for opnåelse af retten til en finansiel godtgørelse end den, der vedrører den omstændighed dels, at arbejdsforholdet er ophørt, dels, at arbejdstageren ikke har afholdt alle de årlige ferier, som den pågældende havde ret til på tidspunktet for ophøret af arbejdsforholdet (dom af 6.11.2018, Bauer og Willmeroth, C-569/16 og C-570/16, EU:C:2018:871, præmis 44, og af 25.6.2020, Varhoven kasatsionen sad na Republika Bulgaria og Iccrea Banca SpA, C-762/18 og C-37/19, EU:C:2020:504, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis).

32

Grunden til, at arbejdsforholdet er ophørt, er således ikke relevant for den ret til at oppebære en finansiel godtgørelse, der er fastsat i artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 (jf. i denne retning dom af 20.7.2016, Maschek, C-341/15, EU:C:2016:576, præmis 28).

33

I det foreliggende tilfælde har arbejdstageren ifølge den forelæggende ret rent faktisk arbejdet i referenceperioden. Han har således erhvervet en ret til en årlig betalt ferie, hvoraf en del endnu ikke var blevet udnyttet, da arbejdsforholdet ophørte. Han blev nægtet den finansielle godtgørelse svarende til de ikke afholdte feriedage alene af den grund, at han havde bragt arbejdsforholdet til ophør før tid, og uden at der forelå en vigtig grund.

34

Som anført i denne doms præmis 32 har den omstændighed, at en arbejdstager selv bringer sit arbejdsforhold til ophør, imidlertid ingen indvirkning på hans ret til i givet fald at oppebære en finansiel godtgørelse for den ret til årligt betalt ferie, som han ikke har kunnet afholde før arbejdsforholdets ophør.

35

Henset til de ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 7 i direktiv 2003/88, sammenholdt med chartrets artikel 31, stk. 2, skal fortolkes således, at den er til hinder for en bestemmelse i national lovgivning, hvorefter der ikke er ret til nogen finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt, for det løbende sidste arbejdsår, når arbejdstageren ensidigt, og uden at der foreligger en vigtig grund, bringer arbejdsforholdet til ophør før tid.

36

Med det andet spørgsmål, som Domstolen skal tage stilling til, såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, som formuleret i præmis 14, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, i hvilket omfang og efter hvilke kriterier det påhviler den at prøve, om det var umuligt for arbejdstageren at afholde sin betalte ferie.

37

Da det følger af præmis 30-32, 34 og 35 i nærværende dom, at arbejdstageren under alle omstændigheder har ret til en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt, uafhængigt af årsagen til, at vedkommende ikke har kunnet afholde den, skal den nationale ret ikke prøve, om det var umuligt for denne arbejdstager at afholde disse betalte feriedage.

38

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.

39

Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret: