–

NK, som kurator i konkursboet efter Alpine BAU GmbH, ved odvetnica L.T. Štruc,

–

Alpine BAU GmbH, Salzbourg – filialen i Celje, under konkurs, ved odvetnica V. Sodja,

–

den slovenske regering ved V. Klemenc, som befuldmægtiget,

–

den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved M. Kocjan og M. Wilderspin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 32, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling (EFT 2000, L 160, s. 1, berigtiget i EUT 2014, L 350, s. 15).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en kæresag iværksat af NK som kurator for den hovedinsolvensbehandling, der er indledt i forhold til Alpine BAU GmbH, som er et selskab med hjemsted i Østrig, til prøvelse af kendelsen fra Okrožno sodišče v Celju (regional domstol i Celje, Slovenien), hvorved NK’s anmeldelse af fordringer i Slovenien afvistes under henvisning til at være for sent indgivet, efter indledning af en sekundær insolvensbehandling i denne anden medlemsstat.

3

6. og 19.-23. betragtning til forordning nr. 1346/2000 har følgende ordlyd:

[…]

4

Forordningens artikel 3 med overskriften »International kompetence« bestemmer:

»1.   Retterne i den medlemsstat, på hvis område centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig, har kompetence til at indlede insolvensbehandling. For selskabers og juridiske personers vedkommende anses det vedtægtsmæssige hjemsted for at være centret for skyldnerens hovedinteresser, medmindre andet godtgøres.

2.   Befinder centret for skyldnerens hovedinteresser sig på en medlemsstats område, har retterne i en anden medlemsstat kun kompetence til at indlede insolvensbehandling mod denne skyldner, hvis han har et forretningssted på denne anden medlemsstats område. Denne insolvensbehandling kan kun omfatte den del af skyldnerens aktiver, som befinder sig på sidstnævnte medlemsstats område.

3.   Er der indledt insolvensbehandling i henhold til stk. 1, bliver en insolvensbehandling, som senere indledes i henhold til stk. 2, en sekundær insolvensbehandling. Denne insolvensbehandling skal være en likvidation.

4.   En territorial insolvensbehandling som omhandlet i stk. 2 kan kun indledes inden indledningen af en hovedinsolvensbehandling i henhold til stk. 1, såfremt:

5

Forordningens artikel 4 med overskriften »Den lovgivning, der finder anvendelse« har følgende ordlyd:

»1.   Medmindre andet er fastsat i denne forordning, er det konkurslovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen indledes, der gælder for insolvensbehandlingen og dens virkninger.

2.   Lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, er bestemmende for betingelserne for insolvensbehandlingens indledning og afslutning samt for dens forløb. Lovgivningen bestemmer navnlig:

[…]

[…]«

6

Samme forordnings artikel 28, som vedrører den lovgivning, der finder anvendelse på den sekundære insolvensbehandling, bestemmer:

»Medmindre andet er bestemt i denne forordning, er det lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område den sekundære insolvensbehandling er indledt, der finder anvendelse på den sekundære insolvensbehandling.«

7

Artikel 31 i forordning nr. 1346/2000 med overskriften »Samarbejds- og oplysningspligt« fastsætter:

»1.   Med forbehold af reglerne om begrænsninger i videregivelsen af oplysninger har kurator for hovedinsolvensbehandlingen og kuratorerne for de sekundære insolvensbehandlinger en gensidig oplysningspligt. De skal straks give hinanden oplysninger om alle forhold, som kan være nyttige for den anden insolvensbehandling, navnlig om, hvor langt man er nået med anmeldelsen og prøvelsen af fordringerne, og om foranstaltninger, der sigter mod at afslutte insolvensbehandlingen.

2.   Med forbehold af de bestemmelser, der gælder for hver enkelt insolvensbehandling, har kurator for hovedinsolvensbehandlingen og kuratorerne for de sekundære insolvensbehandlinger pligt til at samarbejde.

3.   Kurator for en sekundær insolvensbehandling skal tidligt give kurator for hovedinsolvensbehandlingen lejlighed til at fremsætte forslag vedrørende realisation eller anvendelse af aktiverne i den sekundære insolvensbehandling.«

8

Forordningens artikel 32 med overskriften »Udøvelse af kreditorernes rettigheder« har følgende ordlyd:

»1.   Enhver kreditor kan anmelde sine fordringer i hovedinsolvensbehandlingen og i alle sekundære insolvensbehandlinger.

2.   Kurator for hovedinsolvensbehandlingen og kurator for en sekundær insolvensbehandling anmelder i andre insolvensbehandlinger fordringer, der allerede er anmeldt i den insolvensbehandling, som de er udpeget til kuratorer for, hvis dette tjener kreditorerne i sidstnævnte insolvensbehandling, idet kreditorerne dog, såfremt den lov, der finder anvendelse, giver hjemmel hertil, har ret til at modsætte sig dette eller til at trække deres fordringer tilbage.

3.   Kurator for en hovedinsolvensbehandling eller en sekundær insolvensbehandling har ret til at deltage i en anden insolvensbehandling på samme måde som en kreditor, navnlig ved at deltage i skiftesamlinger.«

9

Forordningens artikel 33 med overskriften »Udsættelse af likvidationen« har følgende ordlyd:

»1.   Den ret, der har indledt den sekundære insolvensbehandling, udsætter helt eller delvis likvidationen efter anmodning fra kurator for hovedinsolvensbehandlingen, dog således at retten kan kræve, at kurator for hovedinsolvensbehandlingen i så fald træffer alle passende foranstaltninger for at sikre kreditorernes interesser i den sekundære insolvensbehandling og enkelte kreditorgruppers interesser. Anmodningen fra kurator i hovedinsolvensbehandlingen kan i øvrigt kun afvises, hvis den helt klart er uden interesse for kreditorerne i hovedinsolvensbehandlingen. Udsættelsen af likvidationen kan kræves for højst tre måneder. Den kan forlænges for tidsrum af samme længde.

2.   Den i stk. 1 omhandlede ret ophæver udsættelsen af likvidationen:

10

Samme forordnings artikel 34, som vedrører »Foranstaltninger, som bringer den sekundære insolvensbehandling til ophør«, bestemmer:

»1.   Hvis den lovgivning, der finder anvendelse på den sekundære insolvensbehandling, åbner mulighed for at afslutte insolvensbehandlingen uden likvidation ved hjælp af en saneringsplan, en tvangsakkord eller en tilsvarende foranstaltning, har kurator for hovedinsolvensbehandlingen beføjelse til selv at foreslå en sådan foranstaltning.

Afslutningen af den sekundære insolvensbehandling ved en af de i første afsnit omhandlede foranstaltninger kan kun finde sted med samtykke fra kurator for hovedinsolvensbehandlingen eller, hvis denne ikke giver sit samtykke, hvis foranstaltningen ikke berører de økonomiske interesser, som kreditorerne i hovedinsolvensbehandlingen har.

2.   Begrænsninger i kreditorernes rettigheder, såsom henstand eller gældseftergivelse i forbindelse med en foranstaltning som omhandlet i stk. 1, der foreslås i forbindelse med en sekundær insolvensbehandling, kan kun få virkning over for den del af skyldnerens aktiver, som ikke er omfattet af denne insolvensbehandling, hvis alle berørte kreditorer giver deres samtykke.

3.   Under udsættelsen af likvidationen i henhold til artikel 33 kan kun kurator for hovedinsolvensbehandlingen eller skyldneren med kurators samtykke foreslå foranstaltninger som omhandlet i stk. 1 i forbindelse med den sekundære insolvensbehandling; ingen andre forslag til en sådan foranstaltning kan sættes under afstemning eller godkendes.«

11

Forordning nr. 1346/2000 blev ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/848 af 20. maj 2015 om insolvensbehandling (EUT 2015, L 141, s. 19). I medfør af sidstnævnte forordnings artikel 84, stk. 2, finder forordning (EF) nr. 1346/2000 imidlertid fortsat anvendelse ratione temporis på den i hovedsagen omhandlede insolvensbehandling.

12

Artikel 59, stk. 2, i Zakon o finančnem poslovanju, postopkih zaradi insolventnosti in prisilnem prenehanju (lov om finansielle transaktioner, insolvensbehandling og tvangslikvidation, Uradni list RS, nr. 126/2007) i den affattelse, der finder anvendelse i hovedsagen (herefter »ZFPPIPP«), fastsætter, at kreditor skal anmelde sin fordring til optagelse som et passiv i skyldnerens konkursbo, inden tre måneder fra datoen for offentliggørelsen af bekendtgørelsen om indledning af denne insolvensbehandling, medmindre andet er fastsat i artiklens stk. 3 og 4.

13

I medfør af ZFPPIPP’s artikel 298, stk. 1, skal kreditor, hvis fordringen har fortrinsret, ligeledes inden fristen for anmeldelse af fordringen også anmelde fortrinsretten i konkursboet, medmindre andet er fastsat i ZFPPIPP’s artikel 281, stk. 1, eller artikel 282, stk. 2.

14

ZFPPIPP’s artikel 296, stk. 5, bestemmer, at såfremt kreditor ikke overholder fristen for anmeldelse af fordringen, bortfalder fordringen hos konkursskyldner, og den kompetente ret afviser anmeldelsen af fordringen som værende for sent indgivet. Tilsvarende fremgår det af ZFPPIPP’s artikel 298, stk. 5, at hvis kreditor ikke overholder fristen for anmeldelse af fortrinsretten, bortfalder denne fortrinsret.

15

§ 107, stk. 1, i Insolvenzordnung (lov om insolvensbehandling) fastsætter, at der med hensyn til fordringer, der er blevet anmeldt efter den fastsatte frist og ikke er blevet prøvet ved den almindelige samling for bedømmelse af passiver, skal gennemføres en særlig samling for at anerkende fordringerne. Fordringer, som anmeldes senere end 14 dage inden samlingen for endelig bedømmelse af passiver, prøves ikke.

16

Ved afgørelse fra Handelsgericht Wien (handelsretten i Wien, Østrig) af 19. juni 2013 blev der indledt insolvensbehandling af Alpine BAU, og NK blev udpeget som kurator. Som det fremgår af kendelsen af 5. juli 2013 fra denne ret, er der tale om en hovedinsolvensbehandling som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000.

17

Efter NK’s begæring indledte Okrožno sodišče v Celju (regional domstol i Celje) ved afgørelse af 9. august 2013 en sekundær insolvensbehandling af Alpine BAU GmbH, Salzbourg – filialen i Celje (herefter »Alpine BAU Slovenien«).

18

Ved en bekendtgørelse, som samme dag blev offentliggjort på webstedet tilhørende Agencija Republike Slovenije za javnopravne evidence in storitve (Republikken Sloveniens agentur for offentlige juridiske registre og tilhørende tjenester), oplyste Okrožno sodišče v Celju (regional domstol i Celje) kreditorer for og kuratorer i andre tilknyttede insolvensbehandlinger om, at de i henhold til artikel 32 i forordning nr. 1346/2000 i den sekundære insolvensbehandling indledt i Slovenien kunne anmelde deres fordringer fra hovedinsolvensbehandlingen og andre sekundære insolvensbehandlinger, og fastsatte med henblik herpå en frist på tre måneder fra offentliggørelsen af denne bekendtgørelse, der udløb den 11. november 2013.

19

I forbindelse med denne offentliggørelse henledte denne ret ligeledes kreditorernes og kuratorernes opmærksomhed på, at såfremt de ikke anmeldte deres fordringer inden denne dato, ville disse fordringer hos den insolvente skyldner i denne sekundære insolvensbehandling bortfalde, og at retten ville afvise deres anmeldelse i medfør af artikel 296, stk. 5, eller artikel 298, stk. 5, i ZFPPIPP.

20

Den 30. januar 2018 indgav NK til Okrožno sodišče v Celju (regional domstol i Celje) en anmeldelse af fordringer i den sekundære insolvensbehandling i henhold til artikel 32, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000. Ved kendelse af 5. juli 2019 afviste denne ret på grundlag af ZFPPIPP’s artikel 296, stk. 5, denne anmeldelse af fordringer som værende for sent indgivet.

21

NK kærede denne kendelse til den forelæggende ret, Višje sodišče v Ljubljani (appeldomstolen i Ljubljana, Slovenien). NK er af den opfattelse, at artikel 32, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000 indfører en »særlig ret« for kurator for hovedinsolvensbehandlingen, som er ukendt i slovensk ret. Denne særlige ret giver mulighed for at anmelde hovedinsolvensbehandlingens fordringer i en hvilken som helst sekundær insolvensbehandling, uden at der for denne kurator er fastsat nogen frist til at gøre dette. Ifølge NK ville anvendelsen af en sådan frist have til følge, at NK i praksis fratages den ret, der er fastsat i denne forordnings artikel 32, stk. 2, i det omfang det ikke har været muligt for NK, inden for den frist på tre måneder, der er fastsat i slovensk lovgivning, at anmelde de fordringer, som endnu ikke var anmeldt eller anerkendt i en anden medlemsstat.

22

NK har præciseret, at Alpine BAU’s konkurs udgør én af de største konkurser, der har fundet sted i Østrig, og at likvidationsbehandlingen har strakt sig over flere år, idet det sidste retsmøde fandt sted den 2. oktober 2018. Med henblik på bestemmelsens effektive anvendelse kræver artikel 32, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000 imidlertid, at kurator for en hovedinsolvensbehandling af et sådant omfang ikke er underlagt en streng frist for anmeldelse af fordringer alene på grundlag af lovgivningen i den medlemsstat, hvor den sekundære insolvensbehandling er indledt. For at sikre, at forordning nr. 1346/2000 gives forrang, må der således ses bort fra ZFPPIPP.

23

Alpine BAU Slovenien har derimod gjort gældende, at i medfør af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 finder lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område der er indledt en insolvensbehandling, anvendelse i alle tilfælde, medmindre andet er bestemt i forordning nr. 1346/2000. Forordningen indeholder imidlertid ikke nogen bestemmelse, der ser bort fra anvendelsen af national ret for så vidt angår den frist, der er fastsat i en sekundær insolvensbehandling for kurator for anmeldelse af hovedinsolvensbehandlingens fordringer. Desuden fastsætter artikel 32, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000 ikke nogen »særlig ret« for kurator for hovedinsolvensbehandlingen, idet denne bestemmelse begrænser sig til at give kurator mulighed for at anmelde fordringer som retlig repræsentant for de simple kreditorer. En fortolkning, hvorefter slovenske kreditorer er bundet af en streng frist for anmeldelse af fordringer i den sekundære insolvensbehandling, mens kreditorer i andre medlemsstater repræsenteret ved en kurator ikke er bundet heraf, skaber en ulige behandling af disse to kategorier af kreditorer. Endvidere har Alpine BAU Slovenien gjort gældende, at ordlyden af artikel 32, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000 ikke kræver, at de fordringer, som kurator for hovedinsolvensbehandlingen anmelder, og fordringerne i andre sekundære insolvensbehandlinger på forhånd er prøvet og anerkendt i disse insolvensbehandlinger.

24

Under disse omstændigheder har Višje sodišče v Ljubljani (appeldomstolen i Ljubljana) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 32, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000 fortolkes således, at den af kurator for hovedinsolvensbehandlingen indgivne anmeldelse af fordringer i en sekundær insolvensbehandling er omfattet af reglerne om fristerne for anmeldelse af kreditorers fordringer og konsekvenserne af for sen anmeldelse i medfør af lovgivningen i den medlemsstat, hvor den sekundære insolvensbehandling afvikles?«

25

Det bemærkes indledningsvis, at det følger af Domstolens praksis, at selv om den forelæggende ret formelt set har begrænset sine spørgsmål til visse EU-retlige aspekter, er en sådan omstændighed ikke til hinder for, at Domstolen oplyser den om alle de momenter angående fortolkningen af EU-retten, som kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for den, uanset om den henviser til dem i sine spørgsmål (dom af 9.7.2020, Santen, C-673/18, EU:C:2020:531, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

26

Den forelæggende ret skal derfor anses for med sit spørgsmål nærmere bestemt at ønske oplyst, om artikel 32, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000, sammenholdt med forordningens artikel 4 og 28, skal fortolkes således, at anmeldelse i en sekundær insolvensbehandling af fordringer, der allerede er anmeldt under hovedinsolvensbehandlingen af kurator for sidstnævnte hovedinsolvensbehandling, er omfattet af bestemmelserne om fristerne for anmeldelse af fordringer og konsekvenserne af for sen anmeldelse i medfør af lovgivningen i den medlemsstat, hvor den sekundære insolvensbehandling er indledt.

27

Artikel 32, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000 fastsætter, at kurator for hovedinsolvensbehandlingen og kurator for en sekundær insolvensbehandling i andre insolvensbehandlinger anmelder fordringer, der allerede er anmeldt i den insolvensbehandling, som de er udpeget til kuratorer for, hvis dette tjener kreditorerne i sidstnævnte insolvensbehandling, idet kreditorerne dog, såfremt den lov, der finder anvendelse, giver hjemmel hertil, har ret til at modsætte sig dette eller til at trække deres fordringer tilbage.

28

Som det fremgår af ordlyden af denne bestemmelse, fastsætter den en principiel forpligtelse for kurator til at anmelde fordringer, der allerede er anmeldt i den insolvensbehandling, som vedkommende er udpeget til kurator for, i andre tilknyttede insolvensbehandlinger. Derimod indeholder den nævnte bestemmelse, på samme måde som de øvrige bestemmelser i forordning nr. 1346/2000, ingen præciseringer med hensyn til fristerne for en sådan anmeldelse af fordringer og konsekvenserne af en eventuel for sen anmeldelse.

29

Når dette er sagt, bemærkes for det første, at artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 bestemmer, at medmindre andet er fastsat i denne forordning, er det konkurslovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen indledes, der gælder for insolvensbehandlingen og dens virkninger. Som det fremgår af 23. betragtning til denne forordning, gælder denne lovvalgsregel både for hovedinsolvensbehandlingen og for sekundære insolvensbehandlinger (jf. i denne retning dom af 21.1.2010, MG Probud Gdynia, C-444/07, EU:C:2010:24, præmis 25). Forordningens artikel 28 bestemmer i denne henseende, at medmindre andet er bestemt i samme forordning, er det lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område den sekundære insolvensbehandling er indledt, der finder anvendelse på den sekundære insolvensbehandling.

30

For det andet indeholder artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000 – som præciserer denne artikels stk. 1 – en ikke-udtømmende opregning af de forskellige punkter i insolvensbehandlingen, som er reguleret af lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, herunder bl.a. litra h), reglerne for anmeldelse, prøvelse og anerkendelse af fordringer.

31

Domstolen har heraf udledt, at for ikke at fratage disse bestemmelser deres effektive virkning, skal konsekvenserne af en tilsidesættelse af lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne insolvensbehandling indledes, vedrørende anmeldelse af fordringer og særligt de fastsatte frister, i denne forbindelse ligeledes vurderes på grundlag af denne lovgivning (jf. i denne retning dom af 9.11.2016, ENEFI, C-212/15, EU:C:2016:841, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).

32

Det følger heraf, at for så vidt som der ikke i forordning nr. 1346/2000 er foretaget en harmonisering af fristerne for anmeldelse af fordringer i insolvensbehandlinger henhørende under forordningens anvendelsesområde, tilkommer det i medfør af princippet om procesautonomi hver enkelt medlemsstat at fastsætte sådanne bestemmelser, dog på den betingelse, at disse ikke må være mindre gunstige end dem, som regulerer tilsvarende situationer, der er underlagt den nationale ret (ækvivalensprincippet), og at de i praksis ikke umuliggør eller uforholdsmæssigt vanskeliggør udøvelsen af de rettigheder, der er tillagt forbrugerne ved EU-retten (effektivitetsprincippet) (jf. i denne retning dom af 9.11.2016, ENEFI, C-212/15, EU:C:2016:841, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

33

Nærmere bestemt er fristerne for anmeldelse i en sekundær insolvensbehandling af fordringer, der er anmeldt i en hertil knyttet insolvensbehandling, som er indledt i en anden medlemsstat, af kurator for sidstnævnte insolvensbehandling i henhold til denne forordnings artikel 32, stk. 2, underlagt lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne sekundære insolvensbehandling er indledt, forudsat at ækvivalens- og effektivitetsprincippet som omhandlet i nærværende doms foregående præmis overholdes.

34

I den foreliggende sag har NK, som er kurator for hovedinsolvensbehandlingen, i det væsentlige gjort gældende, at denne bestemmelse skal fortolkes således, at den giver kurator for hovedinsolvensbehandlingen en »særlig ret« til i den sekundære insolvensbehandling at anmelde fordringer, der allerede er anmeldt i den hovedinsolvensbehandling, i hvilken vedkommende er udpeget, uden at være underlagt de frister for anmeldelse, der er fastsat i lovgivningen i den medlemsstat, hvor den sekundære insolvensbehandling er indledt. Denne særlige ret er begrundet i denne kurators forpligtelse til at afvente prøvelsen og anerkendelsen af fordringerne i hovedinsolvensbehandlingen, inden de anmeldes i en sekundær insolvensbehandling.

35

Det er korrekt, at kurator for hovedinsolvensbehandlingen råder over visse prærogativer, som giver den pågældende mulighed for at øve indflydelse på den sekundære insolvensbehandling, således at denne ikke skader beskyttelsesformålet med hovedinsolvensbehandlingen. I medfør af artikel 33, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 kan kurator for hovedinsolvensbehandlingen således anmode om udsættelse af likvidationen i et tidsrum, der ganske vist er begrænset til tre måneder, men som kan forlænges for tidsrum af samme længde. I medfør af forordningens artikel 34, stk. 1, kan kurator for hovedinsolvensbehandlingen ligeledes foreslå at afslutte den sekundære insolvensbehandling ved en saneringsplan, en tvangsakkord eller en tilsvarende foranstaltning. I henhold til forordningens artikel 34, stk. 3, er det under en udsættelse som omhandlet i samme forordnings artikel 33, stk. 1, kun kurator for hovedinsolvensbehandlingen eller skyldneren med kurators samtykke, som er bemyndiget til at fremsætte et sådant forslag (dom af 22.11.2012, Bank Handlowy og Adamiak, C-116/11, EU:C:2012:739, præmis 61).

36

Tilsvarende skal det bemærkes, at i medfør af princippet om loyalt samarbejde i artikel 4, stk. 3, TEU påhviler det den ret, som har kompetence til at indlede en sekundær insolvensbehandling, ved anvendelsen af disse bestemmelser at tage hovedinsolvensbehandlingens formål i betragtning og at tage hensyn til forordningens opbygning, der har til formål, således som det fremgår af 20. betragtning hertil, at sørge for, at grænseoverskridende insolvensbehandlinger kan afvikles effektivt ved hjælp af en ufravigelig samordning af hovedinsolvensbehandlingen og de sekundære insolvensbehandlinger, som sikrer hovedinsolvensbehandlingens fortrinsret (dom af 22.11.2012, Bank Handlowy og Adamiak, C-116/11, EU:C:2012:739, præmis 62).

37

Kurator for hovedinsolvensbehandlingen kan imidlertid ikke på grundlag af artikel 32, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000 fravige de frister for anmeldelse, der er fastsat i lovgivningen i den medlemsstat, hvor den sekundære insolvensbehandling er indledt, i hvilken denne kurator anmelder fordringer, der allerede er anmeldt i hovedinsolvensbehandlingen, som vedkommende er udpeget for.

38

Det skal nemlig bemærkes, at forordning nr. 1346/2000 hviler på et princip om ligebehandling af samtlige kreditorer, der ligger til grund mutatis mutandis for enhver insolvensbehandling (jf. i denne retning dom af 6.6.2018, Tarragó da Silveira, C-250/17, EU:C:2018:398, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

39

Eftersom kuratorerne inden for rammerne af artikel 32, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000 handler i kreditorernes navn og for deres regning, kan denne bestemmelse ikke fortolkes således, at disse kuratorer kan fravige lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, hvilken lovgivning regulerer fristerne for anmeldelse af disse fordringer, mens kreditorer, der handler i eget navn og for egen regning, ikke kan gøre det. Såfremt dette var tilfældet, ville de sidstnævnte kreditorer være ringere stillet i forhold til de kreditorer, hvis fordringer er anmeldt af kurator for en anden tilknyttet insolvensbehandling.

40

De kreditorer, der handler i eget navn og for egen regning, ville således ikke blot være forpligtede til at overholde fristerne for anmeldelse af deres fordringer, men skulle i tilfælde af for sen anmeldelse tåle de konsekvenser, der er fastsat i lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, mens de kreditorer, der repræsenteres af en kurator for en anden tilknyttet insolvensbehandling, ville nyde godt af en fuldstændig mangel på præklusionsfrist og undgå enhver konsekvens af en for sen anmeldelse. En sådan ulige behandling ville risikere at medføre et uberettiget indgreb i rettighederne for en gruppe kreditorer.

41

Under alle omstændigheder kan artikel 32, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000 i modsætning til, hvad NK har gjort gældende i sit skriftlige indlæg, ikke fortolkes således, at kurator for hovedinsolvensbehandlingen skal afvente, at de fordringer, som vedkommende har til hensigt at anmelde i den sekundære insolvensbehandling, er blevet prøvet og anerkendt i hovedinsolvensbehandlingen, inden de kan anmeldes i den sekundære insolvensbehandling. Prøvelse og anerkendelse af fordringer er nemlig, og således som det fremgår af nærværende doms præmis 28 og 29, i henhold til forordningens artikel 4, stk. 2, litra h), underlagt lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes. Det tilkommer derfor kurator for den sekundære insolvensbehandling på baggrund af lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne sekundære insolvensbehandling er indledt, at prøve, om de således anmeldte fordringer kan anerkendes. Den omstændighed, at kurator for hovedinsolvensbehandlingen har prøvet fordringerne i henhold til den lovgivning, der gælder for hovedinsolvensbehandlingen, er a priori ikke relevant for prøvelsen af de samme fordringer, der er anmeldt i den sekundære insolvensbehandling.

42

Det følger af samtlige ovenstående forhold, at det forelagte spørgsmål skal besvares med, at artikel 32, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000, sammenholdt med forordningens artikel 4 og 28, skal fortolkes således, at anmeldelse i en sekundær insolvensbehandling af fordringer, der allerede er anmeldt under hovedinsolvensbehandlingen af kurator for denne hovedinsolvensbehandling, er omfattet af bestemmelserne om fristerne for anmeldelse af fordringer og konsekvenserne af for sen anmeldelse i medfør af lovgivningen i den medlemsstat, hvor den sekundære insolvensbehandling er indledt.

43

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Niende Afdeling) for ret:

Artikel 32, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling, sammenholdt med forordningens artikel 4 og 28, skal fortolkes således, at anmeldelse i en sekundær insolvensbehandling af fordringer, der allerede er anmeldt under hovedinsolvensbehandlingen af kurator for denne hovedinsolvensbehandling, er omfattet af bestemmelserne om fristerne for anmeldelse af fordringer og konsekvenserne af for sen anmeldelse i medfør af lovgivningen i den medlemsstat, hvor den sekundære insolvensbehandling er indledt.