1.

Med denne præjudicielle forelæggelse ønskes en fortolkning af artikel 15, stk. 1, litra c), i Luganokonventionen af 2007 ( 2 ) med henblik på at afklare, hvilken ret der har kompetence til at afgøre en tvist, hvori en bank har fremsat krav om, at en kunde betaler den skyldige saldo på den pågældendes løbende konto.

2.

Det særlige ved sagen er, at begge parter ved indgåelsen af aftalen havde bopæl i den samme stat (Tyskland), mens kunden havde bopæl i Schweiz, da kravet blev gjort gældende for domstolene ( 3 ). Sagen har således fået en international karakter, som den ikke havde oprindeligt.

3.

Domstolen har, medmindre jeg tager fejl, endnu ikke taget stilling til konventionens artikel 15, stk. 1, litra c) ( 4 ). Domstolen har ikke desto mindre taget stilling til den tilsvarende bestemmelse i forordning (EF) nr. 44/2001 ( 5 ), som indgår i forordning (EU) nr. 1215/2012 ( 6 ), der er i kraft i dag.

4.

En samlet læsning af Domstolens domme på området kaster efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt lys over et spørgsmål, som har en ikke uvæsentlig betydning for den økonomiske virksomhed hos en aktør, der indgår en aftale med en forbruger.

5.

Afdeling 1 i afsnit II (»Almindelige bestemmelser«) omfatter artikel 2 og 3, der har følgende ordlyd:

6.

Afdeling 4 i afsnit II (»Kompetence i sager om forbrugeraftaler«) indeholder artikel 15, 16 og 17, som er affattet således:

– Artikel 15, stk. 1, litra c):

»1. I sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, stk. 5:

[…]

– Artikel 16, stk. 2:

»2. Sager, som agtes rejst mod forbrugeren af forbrugerens medkontrahent, kan kun anlægges ved retterne i den konventionsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl.«

– Artikel 17, nr. 3):

»Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om værneting:

7.

Commerzbank AG, hvis hovedsæde befinder sig i Frankfurt am Main (Tyskland), har en filial i Dresden (Tyskland), hvorigennem banken i 2009 oprettede en konto for en kunde, som på daværende tidspunkt også var bosiddende i Dresden, hvilken konto blev ført som en løbende konto.

8.

Fra banken modtog kunden et kreditkort, hvis transaktioner blev afregnet via førnævnte konto. Banken tålte overtræk, hvis kunden med sit kreditkort foretog dispositioner, som blev debiteret på denne konto, uden at der var tilstrækkelig dækning på kontoen.

9.

Kunden flyttede til Schweiz i 2014. I januar 2015 ønskede kunden at afslutte forretningsforbindelsen med Commerzbank AG. På dette tidspunkt viste den løbende konto en skyldig saldo, som stammede fra debiteringen af et beløb i september 2013, og som kunden nægtede at udligne, idet denne debitering ifølge kunden beroede på, at kreditkortet uden kundens samtykke var blevet misbrugt af tredjemand.

10.

I april 2015 opsagde Commerzbank aftaleforholdet med omgående virkning og anførte en skyldig saldo i bankens favør som forfalden. Kunden nægtede fortsat at udligne denne saldo.

11.

Commerzbank anlagde sag med betalingspåstand ved Amtsgericht Dresden (byretten i Dresden), som afviste sagen på grund af manglende kompetence.

12.

Eftersom Commerzbank ikke fik medhold i sin appel, iværksatte banken kassationsappel ved Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland), som har forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

13.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolen den 3. juli 2020.

14.

Efter offentliggørelsen af Domstolens kendelse i mBank S.A.-sagen ( 7 ) og på grund af nævnte kendelses forbindelse med de i denne sag omtvistede spørgsmål blev den forelæggende ret den 3. september 2020 anmodet om at beslutte, om den ønskede at fastholde sine præjudicielle spørgsmål.

15.

Den 6. oktober 2020 meddelte Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) Domstolen, at den trak det andet spørgsmål tilbage og fastholdt det første.

16.

Commerzbank, den schweiziske regering og Kommissionen har afgivet skriftlige indlæg. Det blev ikke anset for nødvendigt at afholde et retsmøde.

17.

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om det med henblik på anvendelsen af konventionens artikel 15, stk. 1, litra c):

18.

Kommissionen, den schweiziske regering og Commerzbank har afgivet forskellige svar på dette dobbelte spørgsmål og fremført forskellige argumenter. På baggrund af disse argumenter ( 8 ) er det efter min opfattelse hensigtsmæssigt at minde om visse aspekter ved afdeling 4 i konventionens afsnit II vedrørende kompetence i sager om forbrugeraftaler, inden jeg går videre til fortolkningen af konventionens artikel 15, stk. 1, litra c).

19.

Den omstændighed, at den i denne sag omtvistede bestemmelse er affattet i næsten enslydende vendinger som de tilsvarende artikler i forordning nr. 44/2001 og nr. 1215/2012, kræver, at der tages behørigt hensyn til alle disse bestemmelser ( 9 ).

20.

Ligesom det er tilfældet i de to nævnte forordninger, bør begreberne i konventionens artikel 15, stk. 1, litra c), fortolkes selvstændigt for at sikre, at de anvendes ensartet i alle de stater, som er bundet af konventionen ( 10 ).

21.

Et vigtigt mål med konventionens afsnit II, afdeling 4, er at sikre passende beskyttelse for forbrugeren som den part, der må antages at være økonomisk set svagere og retligt set mindre erfaren end den erhvervsdrivende medkontrahent ( 11 ) ( 12 ).

22.

Denne hensigt er ikke af absolut karakter: Lovgiver indførte ikke en ubegrænset beskyttelse af forbrugeren, og Domstolen har heller ikke forstået denne beskyttelse således ( 13 ).

23.

Den omtvistede situations internationale element er en ufravigelig betingelse for, at konventionen finder anvendelse. Afsnit II, afdeling 4, som fastlægger kompetencen i sager om forbrugeraftaler, udgør ikke en undtagelse fra denne regel ( 14 ). Den beskyttelse, der ydes, har til formål at afbalancere forholdet mellem kontrahenterne for så vidt angår den internationale kompetence ( 15 ).

24.

Ved hjælp af de bestemmelser, hvorefter sager, der er anlagt af eller imod en forbruger, skal anlægges i den stat, hvor den pågældendes bopæl befinder sig, fjernes forbrugerens ulemper ved at skulle anlægge sag i en anden stat. Det formodes, at forbrugeren på grund af sin status som »svag part« ikke altid er i stand til på forhånd at forudse, at en eventuel retssag har et internationalt element, eller beregne risiciene og omkostningerne herved ( 16 ). Det undgås desuden, at den pågældende afholder sig fra at gøre sine rettigheder gældende for domstolene ved udsigten til at skulle gøre dem gældende uden for sin bopælsstat ( 17 ).

25.

Den beskyttelse, der gives en forbruger, hvis bopæl befinder sig i en konventionsstat, består således i: a) at den pågældende som sagsøger kan benytte sig af de samme retter, som ville være tilgængelige med hensyn til tvister, der udspringer af indenlandske aftaler ( 18 ), og b) at den erhvervsdrivendes adgang til de samme retter begrænses, når den erhvervsdrivende ønsker at anlægge sag mod forbrugeren.

26.

Enhver anden løsning risikerer at afskrække borgere fra at forbruge ud over de nationale grænser, på det indre marked (eller inden for Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA)).

27.

Beskyttelsen af forbrugeren for så vidt angår den internationale kompetence er som nævnt ikke ubetinget og er heller ikke uafhængig af andre af konventionens fælles mål.

28.

For den økonomiske aktør erstatter reglerne om kompetence i sager om forbrugeraftaler reglerne i konventionens artikel 2 (hvorefter retterne i den stat, på hvis område sagsøgte har bopæl, har kompetence) og artikel 5, nr. 1) (om specielle kompetenceregler i sager om kontraktforhold). Derfor skal disse regler fortolkes strengt og kan ikke udvides til at omfatte andre situationer end de i teksten omhandlede ( 19 ).

29.

Dette forholder sig således, især fordi reglerne i konventionens afsnit II, afdeling 4, for den forbruger, der anlægger sag, udgør forum actoris.

30.

Anvendelsen af sådanne regler på en konkret situation kræver, at tre kumulative betingelser ( 20 ), som ligeledes skal fortolkes strengt eller snævert ( 21 ), er opfyldt med hensyn til den pågældende situation.

31.

Reglerne om international kompetence i sager om forbrugeraftaler finder som nævnt ikke anvendelse uden hensyntagen til konventionens principper. En styrkelse af den retslige beskyttelse af personer bosat i Den Europæiske Union ved at gøre den kompetente ret forudsigelig og forhindre parallelle sager herom er fælles mål, som skal afvejes mod ønsket om at beskytte forbrugeren ( 22 ).

32.

Forudsigeligheden for den økonomiske aktør om, hvor den pågældende kan anlægge sag og blive sagsøgt, er et afgørende element. Det ligger til grund for konventionens afsnit II, afdeling 4, som en modvægt til forbrugerens privilegier. Jeg vil senere gøre rede for, at det også gælder for artikel 15, stk. 1, litra c).

33.

Konventionen, således som Domstolen har fortolket den, indeholder andre foranstaltninger i samme retning. Følgende foranstaltninger, som ikke udgør en udtømmende liste, kan fremhæves:

34.

Konventionens artikel 15, stk. 1, litra c), hvis fortolkning det eneste foreliggende præjudicielle spørgsmål omhandler, tillader i princippet to fortolkninger, som giver anledning til enten et benægtende eller et bekræftende svar:

35.

Jeg vil allerede nu anføre, at begrundelsen for det første svar indtil videre forekommer mig at være mere tungtvejende. Det er imidlertid muligt at skimte en forsonende løsning, der afbalancerer forbrugerens og den erhvervsdrivendes retsstilling med hensyn til den internationale kompetence, når førstnævnte flytter sin bopæl til en anden stat efter aftalens indgåelse.

36.

Domstolen har allerede taget stilling til artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 og artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012. Det er således berettiget at rejse spørgsmålet, om det af Domstolens domme kan udledes, at spørgsmålet om den samme tekst i konventionen allerede er blevet afgjort.

37.

Jeg forkaster ikke et argument, der anvender dommen i sagen Pammer og Alpenhof som udgangspunkt og efterfølgende fokuserer på at efterprøve, om der er grundlag for at sondre mellem den virksomhed, som den erhvervsdrivende udøver i en stat, og den virksomhed, som den pågældende retter mod denne stat, i forbindelse med konventionens artikel 15, stk. 1, litra c). Jeg vender tilbage til dette punkt nedenfor ( 27 ).

38.

Jeg er derimod ikke af den opfattelse, at de hidtil afsagte domme, der er anført i de i denne sag afgivne skriftlige indlæg, er udslagsgivende med henblik på afgørelsen af denne tvist.

39.

Det er efter min opfattelse vanskeligt at udlede af disse domme, at Domstolen måtte have ønsket at besvare et spørgsmål som det i denne sag omhandlede stiltiende. Den forelæggende ret, som har vist, at den har kendskab til Domstolens praksis, har ikke udledt et entydigt svar heraf. De bebyrdende konsekvenser, som anvendelsen af reglerne om beskyttelse af forbrugeren medfører for den erhvervsdrivende, når sidstnævnte overraskes af forbrugerens flytning af bopæl, som den erhvervsdrivende hverken regnede med eller kunne forudsige, kræver en udtrykkelig diskussion herom.

40.

Det forholder sig således, at sagen mBank S.A. omhandlede en tilsvarende situation som i den foreliggende sag. Domstolen omformulerede ( 28 ) imidlertid de forelagte spørgsmål og svarede, at »begrebet »forbrugerens bopæl« i artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at det henviser til forbrugerens bopæl på tidspunktet for sagsanlægget«. Domstolen begrænsede sin argumentation til denne detalje ( 29 ).

41.

Heller ikke dommen i sag C-327/10 ( 30 ) afklarer den i den foreliggende sag rejste tvivl. I ovennævnte dom afviste Domstolen ikke, at aftalen mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, der på tidspunktet for aftalens indgåelse havde deres bopæl i den samme medlemsstat, kunne være omfattet af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001. Domstolen behandlede imidlertid ikke det aspekt, der er omtvistet her ( 31 ).

42.

Noget lignende gør sig gældende for dommen i sag C-478/12 ( 32 ), som efter min opfattelse heller ikke løser problemstillingen i den foreliggende sag:

43.

Lugano II-konventionens artikel 15, stk. 1, litra c), har den funktion, som artikel 13, stk. 1, nr. 3, i Luganokonventionen fra 1988 ( 36 ) havde, og som på dette punkt er identisk med Bruxelleskonventionen.

44.

For at forstå bestemmelsen er det nødvendigt at gå tilbage til dens indførelse i 1978 i Bruxelles-konventionen og få kendskab til dens senere udvikling.

45.

I den oprindelige udgave (1968) af Bruxelles-konventionen omfattede beskyttelsen af forbrugeren for så vidt angår den internationale kompetence artikel 13-15. Den var begrænset til aftaler om køb med betaling i rater og finansiering af sådanne køb, hvilket afspejlede status quo i forbrugerlovgivningen i de oprindelige medlemsstater i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab.

46.

I forbindelse med konventionen om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritanniens og Nordirlands tiltrædelse af Bruxelleskonventionen ( 37 ) blev der tilføjet et stk. 3 til artikel 13, som udvidede dækningen til enhver aftale om levering af tjenesteydelser eller løsøregenstande, såfremt to betingelser desuden var opfyldt:

47.

De kumulative betingelser var inspireret af artikel 5, stk. 2, første led, i Romkonventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser ( 38 ). De omhandlede en »passiv« forbruger, dvs. en forbruger, som den erhvervsdrivende opsøger på den pågældendes bopæl, og havde til formål at sikre en snæver forbindelse mellem aftalen og forbrugerens bopælsstat.

48.

Det typiske eksempel i begge tekster var en situation, hvor en økonomisk aktør trænger ind på et andet lands marked ved hjælp af reklamering over grænserne ( 39 ) eller individuelle salgstilbud fremsat navnlig gennem en agent eller kolportør ( 40 ).

49.

Aftalens grænseoverskridende karakter udsprang af den økonomiske aktørs initiativ. Forbrugerens reaktion på den erhvervsdrivendes reklamering eller tilbud var begrænset til forbrugerens egen stat. Det var således med rette, at risikoen ved det internationale element og omkostningerne ved en retssag i den pågældende stat udelukkende påhvilede den erhvervsdrivende.

50.

Den ret, for hvilken en eventuel sag mod forbrugeren skulle anlægges, eller hvor denne forbruger kunne anlægge sag, var forudsigelig for alle.

51.

Artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001, som er gengivet i konventionen, udvidede kapitel II, afdeling 4, til at omfatte enhver aftale og ændrede betingelserne for at gøre denne beskyttende kompetenceregel gældende. Dette skete med henblik på at sikre beskyttelsen af forbrugerne »med hensyn til de nye former for kommunikationsmidler og udviklingen af elektronisk handel« ( 41 ).

52.

EU-lovgiver erstattede de betingelser, der påhvilede henholdsvis den erhvervsdrivende og forbrugeren, med andre betingelser, som kun førstnævnte var underlagt. Forbrugerens handling, stedet for aftalens indgåelse eller den måde, hvorpå den blev indgået, var uden betydning ( 42 ).

53.

I Pocar-rapporten vedrørende konventionen forklares den nye affattelse af teksten ( 43 ). Heraf fremgår følgende: »Den indeholder ingen nyskabelser med hensyn til køb af løsøregenstande, hvor købesummen skal betales i rater, eller lån, der skal tilbagebetales i rater, hvor det ikke er nødvendigt med en nær forbindelse mellem aftalen og den stat, hvor forbrugeren har sin bopæl«, hvorimod »det i forbindelse med andre aftaler ikke [ville] være berettiget med en udvidelse af beskyttelsen til alle forbrugeraftaler og den deraf følgende udvidelse af forum actoris, når der ikke foreligger noget forhold, der knytter den anden aftalepart og forbrugerens bopælsstat sammen« ( 44 ).

54.

Ved fortolkningen af syntagmet »retter sådan virksomhed« i artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 betingede Domstolen denne bestemmelses anvendelse af den erhvervsdrivendes hensigt om at etablere forretningsmæssig kontakt med forbrugerne i en eller flere andre medlemsstater og indgå en aftale med disse forbrugere ( 45 ).

55.

Domstolen slog fast, at udvidelsen af forbrugerbeskyttelsen udspringer af det samme scenario som før, dvs. hvor en erhvervsdrivende, der er er etableret i en medlemsstat, forsøger at vinde kunder i andre medlemsstater.

56.

Kun under disse omstændigheder er det muligt for den erhvervsdrivende at forudsige, at den internationale kompetence – som for den erhvervsdrivende er afgørende – er tillagt retterne i disse andre medlemsstater.

57.

Domstolen har præciseret artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 med hensyn til formuleringen »retter sådan virksomhed«.

58.

Jeg kan ikke se nogen grund til at anlægge en forskellig fortolkning af bestemmelsen, alt efter om den erhvervsdrivendes handling består i at udøve virksomhed i den stat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller i at rette den mod denne stat.

59.

Jeg er af den opfattelse, at hensigten hos den økonomiske aktør, der har bopæl i en stat og forsøger at etablere forretningsforbindelser med forbrugere, der har bopæl i en anden, og indgå aftaler med disse, på samme måde er påkrævet i begge tilfælde.

60.

Forarbejderne til forordning nr. 44/2001 viser enhedskarakteren af begrebet virksomhed (som udøves i forbrugerens bopælsstat eller er rettet mod denne stat) og bekræfter, at bestemmelsen finder anvendelse på forbrugeraftaler indgået »via en interaktiv hjemmeside på internet, der er tilgængelig i forbrugerens bopælsland« ( 46 ). Således sidestilles elektroniske aftaler med aftaler indgået via telefon, telefax eller lignende medier, med hensyn til hvilke kompetencereglen i artikel 16 ikke bestrides ( 47 ).

61.

I teksten befinder ordene »udøve« og »rette« virksomhed sig på samme niveau og er forbundet med den sideordnende konjunktion »eller«, som i denne funktion viser, at de elementer, som konjunktionen forener, er ligeværdige ( 48 ).

62.

Konsekvensen for så vidt angår den internationale kompetence for den erhvervsdrivende er den samme i begge tilfælde og skal derfor være underlagt de samme betingelser.

63.

Konventionens artikel 15, stk. 1, litra c), betinger anvendelsen af afsnit II, afdeling 4, af, at den erhvervsdrivende udøver eller retter virksomhed mod »den […]stat, på hvis område forbrugeren har bopæl«, eftersom denne bopæl er afgørende for, hvilken ret der er kompetent i tilfælde af en eventuel tvist.

64.

Domstolen har fastslået, at forbrugerens bopæl med henblik på artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012 (som svarer til konventionens artikel 16, stk. 2) er den pågældendes bopæl på tidspunktet for sagsanlægget ( 49 ).

65.

En aftale, hvori en forbruger deltager, er omfattet af bestemmelsen, hvis forbrugerens bopæl, som det internationale element, der er relevant ( 50 ) for den internationale kompetence, befinder sig i den stat, hvor den erhvervsdrivende udøver eller mod hvilken den retter sin virksomhed.

66.

Denne fortolkning er i overensstemmelse med det, der er anført med hensyn til tilblivelseshistorien for konventionens artikel 15, stk. 1, litra c), og målet om at sikre en forudsigelig international kompetence for den erhvervsdrivende.

67.

Konventionens artikel 15, stk. 1, litra c), er bogstavelig talt en supplerende bestemmelse, for så vidt som den omfatter de forbrugeraftaler, der ikke er omfattet af litra a) og b).

68.

Ligesom anvendelsen af alle konventionens bestemmelser kræver anvendelsen af disse litraer, at sagen har et internationalt element. Den kræver imidlertid ikke en særlig tilknytning til forbrugerens bopæl, som er skabt af forbrugerens medkontrahent.

69.

Denne manglende særlige betingelse kendetegnede den første udgave af teksten i Bruxelleskonventionen, som er blevet bevaret frem til i dag.

70.

Domstolen har forklaret den specifikke behandling af aftalerne i litra a) og b) med de risici, der er forbundet med betaling i rater. Den form for køb, som i dag er omfattet af konventionens artikel 15, stk. 1, litra a), er kun køb, hvor sælgeren har overladt besiddelsen af genstanden til køberen, før denne har betalt hele købesummen.

71.

I sådanne tilfælde »kan køberen dels, ved kontraktens indgåelse, være blevet vildledt med hensyn til det beløb, han reelt skal betale, dels bærer han risikoen for, at genstanden går tabt, samtidig med at han er forpligtet til at betale de resterende afdrag« ( 51 ).

72.

Disse alvorlige risici kompenserer for den omstændighed, at der ikke derudover kræves en nær forbindelse mellem aftalen og den stat, hvor forbrugeren har sin bopæl, med henblik på anvendelsen af konventionens afsnit II, afdeling 4.

73.

Således taler bestemmelsens tilblivelseshistorie og formål, Domstolens praksis herom (eller om bestemmelsens forgængere) og en læsning af bestemmelsen, sammenholdt med artikel 16, for følgende fortolkning af konventionens artikel 15, stk. 1, litra c): Det kræves a) at den erhvervsdrivende gennem den pågældendes udøvelse af økonomisk virksomhed eller fremsættelse af tilbud frivilligt skaber en tilknytning til en anden kontraherende stat end den, hvor den pågældende har bopæl, og b) at denne »anden stat« er den, hvor forbrugerens bopæl befinder sig, hvorved forstås den, som anvendes (eller, når tiden er inde, vil blive anvendt) til at fastlægge den internationale kompetence.

74.

Af det ovenstående må det logisk nok udledes, at:

75.

Den forståelse af bestemmelsen, som jeg netop har foreslået, kan imidlertid skabe problemer med hensyn til konventionens artikel 17, der omhandler aftaler om værneting i forbindelse med de i artikel 15 omhandlede aftaler.

76.

Artikel 17, nr. 3), anerkender, at aftaler om værneting, der er indgået mellem parterne, som »på tidspunktet for forbrugeraftalens indgåelse« havde deres bopæl eller sædvanlige opholdssted på samme konventionsstats område, er gyldige, såfremt de tillægger retterne i denne stat kompetence, og en sådan aftale ikke er forbudt efter lovgivningen i den pågældende stat.

77.

Selve konventionen synes ved første øjekast at anerkende, at den omstændighed, at de to parter (en erhvervsdrivende og en forbruger) har deres bopæl i den samme stat på tidspunktet for aftalens indgåelse, ikke er en hindring for at fastslå et internationalt element og dermed at fastlægge domstolskompetencen.

78.

Der fandtes en regel, der svarer til Lugano II-konventionens artikel 17, nr. 3), i den første udgave (1968) af Bruxelleskonventionen, nærmere bestemt i sidstnævnte konventions artikel 15, stk. 3.

79.

I Jenard-rapporten forklares det, at den blev indført af rimelighedshensyn til fordel for sælgeren eller långiveren, som havde bopæl i den samme stat som køberen eller låntageren, når sidstnævnte efter aftalens indgåelse tog bopæl i udlandet ( 52 ).

80.

I forbindelse med affattelsen af Bruxelleskonventionen af 1978 blev bestemmelsens ordlyd ændret for at gøre det klart, at bestemmelsen omhandler den fælles bopæl på tidspunktet for aftalens indgåelse og ikke på tidspunktet for sagsanlægget ( 53 ).

81.

Henvisningen til sælgere og långivere blev erstattet af den nuværende formulering. Der foreligger ingen forklaring af denne ændring.

82.

Schlosser-rapporten nævnte i forbindelse med forbrugerens flytning af bopæl efter aftalens indgåelse udtrykkeligt den begrænsede mulighed for, at dette ville berøre det i artikel 13, stk. 3, omhandlede tilfælde i den daværende affattelse ( 54 ). Anvendelsen af artikel 15, stk. 3, i sådanne tilfælde ville ligeledes være af undtagelsesvis karakter.

83.

Placeringen af artikel 17, nr. 3), i afdelingen vedrørende forbrugeraftaler er ikke forbundet med placeringen af konventionens artikel 15, stk. 1, litra c), eller med placeringen af de tilsvarende artikler i de foregående tekster.

84.

Desuden er udgangspunktet for artikel 17, nr. 3) (placeringen af kontrahenternes bopæl i den samme konventionsstat på tidspunktet for aftalens indgåelse), reelt i modstrid med udgangspunktet for artikel 15, stk. 1, litra c).

85.

Lovgiver forekommer imidlertid ikke at have ønsket at fjerne enhver forbindelse mellem de to bestemmelser, da lovgiver i så fald ikke ville have fjernet den oprindelige henvisning til aftalen mellem sælgeren og køberen eller långiveren og låntageren.

86.

Jeg er af den opfattelse, at uoverensstemmelsen (som lovgiver måske ikke har lagt mærke til) ikke skal afklares ved at lade artikel 15, stk. 1, litra c), omfatte situationer, som bestemmelsen ikke var tiltænkt, og som underkaster den erhvervsdrivende den anden parts vilje ( 55 ) uden at give den pågældende en sikker løsning til gengæld.

87.

Muligheden for at indgå en aftale om værneting under de i artikel 17, nr. 3), omhandlede omstændigheder foreligger ikke automatisk, men afhænger derimod i sidste ende af den enkelte konventionsstats beslutning.

88.

Jeg er heller ikke sikker på, at denne mulighed i praksis beskytter den erhvervsdrivende mod uventede omstændigheder, der er indtruffet som følge af forbrugerens ensidige vilje.

89.

Den situation, der beskrives i konventionens artikel 17, nr. 3), er pr. definition indenlandsk: Den naturlige hensigt hos parterne, der indgår en aftale om værneting, er at vælge den stedlige kompetence. En udvidelse ex lege af rækkevidden af den oprindelige aftale, der omdanner den til en aftale om kompetence på internationalt plan ( 56 ), tager ikke hensyn til forudsigeligheden for parterne, og jeg kan ikke se, hvorfor de skulle underkastes en sådan udvidelse.

90.

Anvendelsesområdet for artikel 17, nr. 3), er aftaler om værneting, der er indgået inden enhver tvist, som specifikt har til formål at neutralisere et fremtidig internationalt element, der opstår som følge af, at en af parterne flytter bopæl ( 57 ).

91.

Sandsynligheden for en bestemmelse af denne art afhænger af omstændighederne for aftalens indgåelse: Den er stor, hvis situationen allerede indeholdt et udenlandsk element, og lille eller ikkeeksisterende i modsat fald.

92.

Denne sandsynlighed afhænger også i vidt omfang af den berørte erhvervsdrivendes erfaring og af de nationale værnetingsregler:

93.

En fortolkning, der med henblik på at forene konventionens artikel 15, stk. 1, litra c), og artikel 17, nr. 3), under alle omstændigheder lader den erhvervsdrivende bære risikoen ved et internationalt element, der opstår som følge af, at forbrugeren flytter sin bopæl:

94.

Jeg mener derfor, at denne fortolkning bør forkastes.

95.

Såfremt Domstolen ikke tiltræder mit forslag, bør den måske opstille en fremgangsmåde, der kan sikre såvel målet om at beskytte forbrugeren i forbindelse med kravet om et internationalt element (herunder et sådant element, som forbrugeren selv skaber), som målet om at gøre det muligt for den erhvervsdrivende at forudsige den internationale kompetence, som konventionens artikel 15, stk. 1, litra c), knytter til den erhvervsdrivendes egen grænseoverskridende økonomiske virksomhed.

96.

Det er efter min opfattelse ikke fuldstændig urealistisk at håndtere det modsætningsforhold, som jeg har nævnt ovenfor. Konventionens artikel 15, stk. 1, litra c), kunne fortolkes således, at denne bestemmelse omfatter enhver situation, hvor en erhvervsdrivende udøver sin økonomiske virksomhed i eller retter denne virksomhed mod andre stater end sin bopælsstat, hvoraf en af disse er den stat, hvor forbrugerens bopæl på tidspunktet for sagsanlægget befinder sig.

97.

I en sådan situation er den omstændighed, at begge parter på tidspunktet for aftalens indgåelse har deres bopæl i den samme konventionsstat, ikke til hinder for anvendelsen af konventionens artikel 15, stk. 1, litra c), og dermed af dens afsnit II, afdeling 4, med alle deraf følgende virkninger.

98.

I samme situation kan en forbruger, der senere flytter sin bopæl til en anden konventionsstat, anlægge sag ved retterne på det sted, hvor den økonomiske aktør har bopæl, eller ved retterne på det sted, hvor forbrugerens nye bopæl befinder sig. Den økonomiske aktør kan kun anlægge sag på sidstnævnte sted.

99.

Jeg er klar over, at den økonomiske aktør, såfremt den pågældende på tidspunktet for udarbejdelsen og indgåelsen af aftalen har bopæl i den samme stat som forbrugeren, og der ikke foreligger nogen tegn på et senere internationalt element, i princippet ikke har nogen grund til at forudse, at der kan anlægges sag i en anden stat med hensyn til den konkrete aftale.

100.

Forudsigeligheden befinder sig i dette tilfælde på et højere abstraktionsniveau. En normalt påpasselig erhvervsdrivende, der udøver en bestemt form for økonomisk virksomhed i en anden stat, kan ikke se bort fra den omstændighed, at der kan blive anlagt sag mod den pågældende med hensyn til enhver aftale, der på grund af indholdet kan henføres under denne virksomhed ( 59 ), hvis en forbruger flytter sin bopæl dertil.

101.

En normalt påpasselig økonomisk aktør, der er bevidst om et sådant tilfælde, fordi det udspringer af den pågældendes egen virksomhed, kan anvende det instrument, som artikel 17, nr. 3), indeholder, dvs. at underskrive en værnetingsaftale, hvorefter retterne i den stat, hvor begge parter har bopæl på tidspunktet for aftalens indgåelse, har kompetence (under forudsætning af at denne stats lovgivning ikke forbyder dette).

102.

Løsningen, som ikke er optimal, er i et vist omfang inspireret af Domstolens praksis:

103.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen svarer Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) således:

»Artikel 15, stk. 1, litra c), i konventionen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, undertegnet i Lugano den 30. oktober 2007, hvis indgåelse blev godkendt på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 2009/430/EF af 27. november 2008, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse, når parterne i en aftale på tidspunktet for denne aftales indgåelse har deres bopæl (som omhandlet i den nævnte konventions artikel 59 og 60) i den samme konventionsstat, og retsforholdets udenlandske element først opstår efterfølgende, idet forbrugeren har flyttet sin bopæl til en anden stat, som også er en konventionsstat.

Subsidiært finder konventionens artikel 15, stk. 1, litra c), anvendelse, når parternes bopæl på tidspunktet for aftalens indgåelse befinder sig i den samme konventionsstat, og forbrugeren efterfølgende flytter til en anden stat, som også er en konventionsstat, under forudsætning af at den økonomiske aktør i forbrugerens nye bopælsstat udøver erhvervsmæssig virksomhed såsom den virksomhed, der gav anledning til aftalens indgåelse.«