1.

I slutningen af det 20. århundrede tog Den Europæiske Union i forbindelse med det retlige samarbejde i civile sager, først ved Maastrichttraktaten ( 2 ) og efterfølgende ved Amsterdamtraktaten ( 3 ), fat om problemerne i familieretten med hensyn til integration.

2.

For så vidt angår retternes kompetence i ægteskabssager blev der først udarbejdet en konvention, der ikke trådte i kraft ( 4 ), som blev efterfulgt af forordning (EF) nr. 1347/2000 ( 5 ), der blev ophævet ved forordning (EF) nr. 2201/2003 ( 6 ), som er den gældende retsakt ( 7 ).

3.

Domstolen har fortolket artikel 3 i forordning nr. 2201/2003 i forbindelse med en række præjudicielle forelæggelser ( 8 ). Medmindre jeg tager fejl, omhandler ingen af disse de konsekvenser, som en fortolkning, hvorefter en af ægtefællerne (eller begge) har to eller flere »sædvanlige opholdssteder«, kan medføre.

4.

Denne præjudicielle forelæggelse giver således Domstolen lejlighed til at behandle et spørgsmål, der er blevet rejst på andre områder ( 9 ), men endnu ikke er blevet besvaret inden for dette. Svaret kræver indledningsvis en afgrænsning af begrebet »sædvanligt opholdssted«, når dette begreb anvendes som kriterium for fastlæggelsen af den internationale kompetence i sager om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab.

5.

Første betragtning har følgende ordlyd:

»Det Europæiske Fællesskab har sat sig som mål at skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer. Med henblik herpå skal Fællesskabet bl.a. vedtage de foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål, der er nødvendige for det indre markeds funktion.«

6.

Ottende betragtning lyder således:

»For så vidt angår retsafgørelser vedrørende skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab bør denne forordning kun vedrøre opløsningen af ægteskabelige forbindelser og følgelig ikke vedrøre spørgsmål såsom skilsmissegrunde og ægteskabets formueretlige virkninger eller andre accessoriske spørgsmål.«

7.

Artikel 3 bestemmer:

»1.   Kompetencen til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab ligger hos retterne i den medlemsstat:

[…]«

8.

FA, der er irsk statsborger, og IB, der er fransk statsborger, indgik ægteskab i 1994 i Irland. Parret har tre børn, der nu er myndige.

9.

Den 28. december 2018 indgav IB en begæring om skilsmisse til tribunal de grande instance de Paris (retten i første instans i Paris).

10.

Ved kendelse af 11. juli 2019 fastslog juge aux affaires familiales du tribunal de grande instance de Paris (afdelingen for familieret ved retten i første instans i Paris), at de franske retter ikke har kompetence til at træffe afgørelse om ægtefællernes skilsmisse. Retten støttede sin kendelse på følgende faktiske omstændigheder:

11.

IB iværksatte appel til prøvelse af kendelsen fra retten i første instans ved cour d’appel de Paris (appeldomstol i Paris, Frankrig), hvori vedkommende nedlagde påstand om, at det fastslås, at de franske retter har stedlig kompetence til at træffe afgørelse om ægtefællernes skilsmisse. IB anfægtede navnlig, at han ikke skulle have til hensigt at oprette og »stabilisere det varige eller sædvanlige midtpunkt for sine interesser« i Frankrig.

12.

FA har nedlagt påstand om stadfæstelse af den appellerede kendelse.

13.

Ifølge cour d’appel de Paris (appeldomstol i Paris, Frankrig) havde IB i det mindste seks måneder før, der blev indgivet begæring om skilsmisse, etableret et stabilt og varigt opholdssted i Frankrig, uden dog at have opgivet sit opholdssted i Irland, hvortil han bevarede et familiemæssigt tilhørsforhold, og hvor han af personlige årsager rejste til lige så ofte som tidligere.

14.

Den nævnte ret er således af den opfattelse, at IB i Frankrig har et opholdssted, der er kendetegnet ved en sådan stabilitet og varighed, at det skal anses for et sædvanligt opholdssted, og at IB på samme tid har et opholdssted i Irland, som har de samme kendetegn.

15.

På denne baggrund har førnævnte ret udledt, at både de franske retter og de irske retter i henhold til artikel 3, stk. 1, litra a), femte og sjette led, i forordning nr. 2201/2003 kan have kompetence til at træffe afgørelse om skilsmissen.

16.

I denne situation kræves der efter rettens opfattelse en fortolkning af begrebet »sædvanligt opholdssted«, og derfor har retten forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Når det som i det foreliggende tilfælde af de faktiske omstændigheder fremgår, at en af ægtefællerne tilbringer sit liv i to medlemsstater, kan den pågældende da anses for at have sit sædvanlige opholdssted, som omhandlet i artikel 3 i forordning nr. 2201/2003 og i forbindelse med anvendelsen af denne artikel, i to medlemsstater, således at retterne i begge medlemsstater har kompetence til at træffe afgørelse om skilsmissen, hvis betingelserne i denne artikel er opfyldt i disse to medlemsstater?«

17.

Forelæggelsesafgørelsen indgik til Domstolen den 30. juni 2020.

18.

Der er afgivet indlæg af FA, den tyske og den franske regering, Irland, den portugisiske regering og Europa-Kommissionen.

19.

Den 17. februar 2021 fremsatte IB en begrundet anmodning om afholdelse af et retsmøde. IB accepterede imidlertid, at retsmødet, set i lyset af sundhedskrisen, blev erstattet af skriftlige indlæg. Ud over IB har den franske regering og Irland samt Kommissionen afgivet skriftlige indlæg som erstatning for retsmødet.

20.

Det præjudicielle spørgsmål har lagt til grund, at en person »tilbringer sit liv i to medlemsstater« ( 10 ). Den forelæggende ret ønsker oplyst, hvordan dette forhold påvirker afgørelsen af, hvilken ret der har kompetence til at træffe afgørelse om en begæring om skilsmisse.

21.

Svaret kræver, at der tages stilling til, hvad der skal forstås ved en voksens »sædvanlige opholdssted« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2201/2003. Hvis det fastslås, at IB kan have sit sædvanlige opholdssted, i denne bestemmelses forstand, i to medlemsstater, må det afgøres, om retterne i begge medlemsstater har kompetence til at træffe afgørelse om skilsmissen.

22.

Med henblik på en bedre forståelse af den gældende bestemmelse vil jeg først og fremmest henvise til dens forgængere.

23.

Forordning nr. 2201/2003 omhandler international kompetence i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser samt samarbejde mellem myndigheder i alle Den Europæiske Unions medlemsstater, med undtagelse af Danmark.

24.

Der er ikke tale om den første retsakt på området. I 1998 blev der som nævnt indgået en konvention om de samme aspekter (som imidlertid var mere begrænset med hensyn til forældreansvar). Konventionen var ledsaget af en forklarende rapport, der redegør for begrundelsen for dens regler ( 11 ).

25.

Konventionen af 1998 trådte ikke i kraft. Da Fællesskabet kort herefter fik kompetence på området for civilretligt samarbejde, blev konventionens indhold indarbejdet i forordning nr. 1347/2000, hvis sjette betragtning henviser til kontinuiteten mellem retsakter.

26.

Tre år senere erstattede forordning nr. 2201/2003 forordning nr. 1347/2000 og udvidede anvendelsesområdet til at omfatte sager og afgørelser om forældreansvar, der ikke havde tilknytning til ægteskabssager. Derimod bevarede førstnævnte sidstnævntes regler om retternes internationale kompetence i sager om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab.

27.

Anvendelsesperioden for forordning nr. 2201/2003 udløber den 1. august 2022, eftersom forordning (EU) 2019/1111 ( 12 ), der har til formål at tage hånd om manglerne ved anvendelsen af førstnævnte forordning med hensyn til sager, hvor børn er involveret, blev vedtaget den 25. juni 2019. Reglerne for retternes internationale kompetence i forbindelse med ægteskabelige kriser bliver ikke ændret.

28.

Den omstændighed, at kompetencereglerne med hensyn til sager om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab er identiske i de efterfølgende retsakter, sammenholdt med den manglende forklaring af disse i forordning nr. 2201/2003, bevirker, at de forudgående retsakter (og i forlængelse heraf, navnlig Borrás-rapporten) er det centrale, men ikke det eneste element med henblik på forståelsen af begrebet »sædvanligt opholdssted« i den nævnte forordnings artikel 3 ( 13 ).

29.

Artikel 3 i forordning nr. 2201/2003 indgår i en retsakt, der inden for sit eget område har til formål at sikre den frie bevægelighed for personer i det europæiske område med frihed, sikkerhed og retfærdighed ( 14 ).

30.

En korrekt forståelse af den frie bevægelighed kræver, at medlemsstaterne afholder sig fra såvel at indføre direkte begrænsninger for dens udøvelse som at skabe hindringer, der indirekte har en lignende afskrækkende virkning.

31.

Forskellene mellem medlemsstaterne inden for familieretten eller de vanskeligheder, som en person, der ønsker sin civilstatus anerkendt uden for den medlemsstat, hvor denne status er blevet opnået, oplever, kan medføre en sådan afskrækkende virkning.

32.

EU-lovgiver, som var bekendt med disse omstændigheder, indførte en fælles lovgivningsramme for at fremme adgangen til medlemsstaternes domstole i sager om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab, der omfatter et udenlandsk element, samt med henblik på gensidig anerkendelse af de afgørelser, der træffes ( 15 ).

33.

Artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2201/2003 nævner gentagne gange en eller begge ægtefællers sædvanlige opholdssted med henblik på at præcisere, hvilke retter der har kompetence til at træffe afgørelse i sådanne sager.

34.

Flere EU-retsakter vedrørende det retlige samarbejde i familieretlige sager anvender ligesom visse internationale multilaterale konventioner ( 16 ) den eller de interesserede parters sædvanlige opholdssted som et kriterium til at fastlægge den internationale kompetence (direkte eller i forbindelse med anerkendelse af afgørelser) og tilknytningen med henblik på lovvalg ( 17 ).

35.

Det sædvanlige opholdssted er også et hyppigt anvendt kriterium inden for andre områder af EU-retten ( 18 ) og i internationale konventioner ( 19 ). Et fælles træk ved de respektive tekster er, at de som regel hverken definerer det nævnte begreb eller henviser til medlemsstaternes (eller de kontraherende staters) lovgivninger med henblik på dets fortolkning ( 20 ).

36.

I daglig sprogbrug betyder udtrykket »sædvanligt opholdssted« et regelmæssigt eller fast ophold på et bestemt sted. Udtrykkets anvendelse i retlig henseende kræver imidlertid noget mere end en fortolkning, der er begrænset til ordenes almindelige betydning ( 21 ).

37.

Betragtningerne, de forklarende rapporter, forarbejderne og Domstolens praksis viser en tendens til at sidestille det sædvanlige opholdssted med en persons »midtpunkt for interesser«. For at identificere dette midtpunkt anvendes i teorien en række særlige tilknytningsmomenter og i praksis en vurdering af disse momenter set i lyset af omstændighederne i den konkrete sag ( 22 ).

38.

Karakteren af interesserne samt de relevante aspekter og indicier (nærmere bestemt tilknytningsmomenterne), der er afgørende for fastlæggelsen af en persons sædvanlige opholdssted, afhænger af konteksten af den bestemmelse, der indeholder dette kompetencekriterium. Der må ligeledes tages højde for formålet med denne bestemmelse samt for den helhed af retsregler, som den indgår i.

39.

Inden for rammerne af forordning nr. 2201/2003 er begrebet sædvanligt opholdssted og dets fortolkning selvstændige størrelser, således som Domstolen gentagne gange har fastslået ( 23 ). Konteksten af og formålet med denne forordnings bestemmelser fastsætter således grænserne for anvendelsen af analogier og for overførsler mellem juridiske områder ( 24 ).

40.

For så vidt angår barnets sædvanlige opholdssted i sager vedrørende forældreansvar har Domstolen sidestillet dette sted med midtpunktet for barnets livsinteresser, som anerkendes gennem en række indicier:

41.

Domstolen har imidlertid afvist uden videre at vedtage definitioner eller fortolkninger af det pågældende begreb inden for andre områder af EU-retten (navnlig på området for social sikring og tjenestemænd). Netop fordi konteksten er en anden, kan disse definitioner eller fortolkninger »ikke overføres direkte til sager, hvor børns sædvanlige opholdssted skal fastlægges i henhold til […] artikel 8, stk. 1[, i forordning nr. 2201/2003]« ( 28 ).

42.

Denne tilgang finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med fastlæggelsen af den afdødes sædvanlige opholdssted i henhold til forordning (EU) nr. 650/2012 ( 29 ).

43.

I betragtningerne til sidstnævnte forordning henvises der til dette opholdssted som »centret for den [afdødes] families livsudfoldelse og den [afdødes] sociale liv«, som foreslås identificeret gennem »en samlet vurdering af afdødes livsomstændigheder i årene forud for dødsfaldet og på dødstidspunktet under hensyn til alle relevante, faktiske forhold, især varigheden og lovligheden af afdødes tilstedeværelse i den pågældende stat samt vilkårene og baggrunden for denne tilstedeværelse«. Det således fastlagte sædvanlige opholdssted »bør vise en nær og stabil tilknytning til den pågældende stat under hensyntagen til denne forordnings specifikke mål« ( 30 ).

44.

Det sædvanlige opholdssted er endelig det (indirekte) kriterium for fastlæggelsen af den internationale kompetence og, i forlængelse heraf, tilknytningen med henblik på lovvalg i forordning (EU) 2015/848 om insolvensbehandling ( 31 ).

45.

Denne forordnings artikel 3, stk. 1, lægger til grund, at »centret for skyldnerens hovedinteresser«, når der er tale om en fysisk person, er vedkommendes sædvanlige opholdssted. På dette område er de relevante interesser af økonomisk og finansiel karakter, og de indicier, der skal vurderes, skal gøre det muligt for tredjemand let at identificere det pågældende »center for interesser« ( 32 ).

46.

Da den beskrevne tilgang er fleksibel, er den velegnet til at identificere det sædvanlige opholdssted i artikel 3 i forordning nr. 2201/2003 og dermed at gøre det muligt at afgøre, hvilken medlemsstats retter der har kompetence i sager vedrørende skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab.

47.

I forordningen findes der ingen indikationer af, hvad det »sædvanlige opholdssted« er, eller hvordan det fastlægges for en voksen i forbindelse med ægteskabelige kriser, og der henvises heller ikke til nationale lovgivninger i denne henseende. Disse manglende oplysninger er et bevidst valg (som også gør sig gældende for de forudgående retsakter).

48.

I Borrás-rapporten fremhæves dette således:

49.

Som følge af kontinuiteten mellem konventionen af 1998 og den gældende forordning bør det fastslås, at de nuværende kriterier for retternes internationale kompetence i sager om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab støtter sig på det samme grundlag.

50.

Præciseringen af de interesser, der er relevante i forbindelse med fastlæggelsen af ægtefællernes sædvanlige opholdssted, og udvælgelsen af de tilknytningsmomenter, der ved en samlet vurdering fører til en fastlæggelse af dette sted i hver enkelt sag, bør som nævnt ske selvstændigt i betragtning af bestemmelsens kontekst og formålet med forordning nr. 2201/2003 ( 37 ).

51.

Det må desuden ikke glemmes, at situationen i disse sager hurtigt kan ændre sig, netop på grund af den ægteskabelige krise. Det sker ofte, at det sædvanlige opholdssted ændres, eventuelt som følge af at en af ægtefællerne vender tilbage til sin oprindelsesmedlemsstat, når der er tale om ægtefæller med forskelligt statsborgerskab.

52.

Det sædvanlige opholdssted og statsborgerskabet i en medlemsstat er de vigtigste elementer i afdeling 1 (»Skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab«) under kapitel II (»Kompetence«) i forordning nr. 2201/2003.

53.

Disse elementer har to funktioner: at fastlægge den internationale kompetence i tvister vedrørende ægteskabelige kriser i henhold til artikel 3 og at afgrænse rækkevidden af den pågældende afdeling, jf. artikel 6 og 7 ( 38 ).

54.

Begrebet »sædvanligt opholdssted« er det samme i begge tilfælde, og dermed er den definition, der anlægges i forbindelse med artikel 3, stk. 1, relevant med henblik på artikel 6 og 7. Dette fremgår af ottende betragtning til forordning nr. 1347/2000, som er forgænger til den nuværende forordning, og som udvider ordningen til at omfatte tredjelandsborgere, »der har en tilstrækkelig tæt tilknytning til en medlemsstats område, i overensstemmelse med kompetencereglerne i denne forordning« ( 39 ).

55.

Med henblik på situationer med ægteskabelige kriser fastlægger artikel 3, stk. 1, litra a) og b), i forordning nr. 2201/2003 internationale kompetenceregler på grundlag af en eller begge ægtefællers personlige omstændigheder. Der er tale om de eneste anvendelige kompetenceregler, og de er ikke indordnet i et hierarki ( 40 ).

56.

Listen over kompetenceregler gengiver kriterierne fra artikel 3 i forordning nr. 1347/2000, mens sidstnævnte gengiver kriterierne fra artikel 2 i konventionen af 1998. For så vidt angår det sædvanlige opholdssted vedrører disse kriterier:

57.

Borrás-rapporten redegør for udvælgelsen af kompetenceregler og deres status som alternative muligheder: De tager hensyn til parternes interesse og indebærer en fleksibilitet, der harmonerer med folks mobilitet, samt viser en nærhed forstået som en reel tilknytning mellem den berørte person og en medlemsstat. Disse regler tager nærmere bestemt sigte på »at lade personerne komme i første række uden at sætte retssikkerheden over styr« ( 42 ).

58.

Domstolen har overtaget disse forklaringer i forskellige domme, der er blevet afsagt vedrørende artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 ( 43 ).

59.

I Borrás-rapporten anføres det også, at muligheden for at anlægge sag på det sted, som kun er midtpunktet for en af ægtefællernes interesser, når den pågældende ikke er sagsøgte, og der ikke foreligger en aftale mellem ægtefællerne, indgår i teksten, da dette var en absolut ufravigelig betingelse for, at enkelte medlemsstater ville acceptere konventionen af 1998 ( 44 ).

60.

Dette afspejler bekymringen i det specifikke tilfælde, hvor en ægtefælle på grund af den ægteskabelige krise flytter til en anden medlemsstat, hvilket tilfælde er nævnt ovenfor ( 45 ). En sådan flytning indebærer ofte, at vedkommende, endda også øjeblikkeligt, vender tilbage til den medlemsstat, hvor den pågældende havde bopæl inden indgåelsen af ægteskabet, eller til den medlemsstat, hvori den pågældende er statsborger. I sådanne tilfælde bør det fastslås, at der er en tilknytning mellem den pågældende og den kompetente ret, selv om der endnu ikke er konsolideret en objektiv geografisk nærhed.

61.

Det begreb, som kompetencereglerne i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2201/2003 støtter sig på:

62.

Kvalificeringen af et ophold som en voksens »sædvanlige opholdssted« afhænger ikke under alle omstændigheder af, at et bestemt tidsrum er forløbet. Det afhænger heller ikke af, at den objektive geografiske nærhed mellem den pågældende og den ret, der skal påkende sagen om skilsmisse, separation eller ophævelse af ægteskab, konsolideres i løbet af dette tidsrum.

63.

Når artikel 3, stk. 1, litra a), femte og sjette led, i forordning nr. 2201/2003 kræver, at der ud over det sædvanlige opholdssted er visse tidsmæssige betingelser, der skal være opfyldt, skyldes dette, at sidstnævnte ikke er afgørende for, at opholdet i sig selv kan kvalificeres som »sædvanligt« ( 46 ).

64.

Kravet om et ophold af et års varighed i den medlemsstat, hvor sagsøgeren har sit sædvanlige opholdssted, eller seks måneder, når den pågældende er statsborger der (eller, i givet fald, har »domicil« der), nedtoner betydningen af »tidsfaktoren« som en indikator for opholdsstedets sædvanlige karakter.

65.

Det er således legitimt at antage, at det med henblik på artikel 3 i forordning nr. 2201/2003 er muligt for en ægtefælle næsten øjeblikkeligt (eller efter et kort tidsrum) at få et sædvanligt opholdssted som følge af en flytning, der sker som følge af den ægteskabelige krise.

66.

Under disse omstændigheder kan den varige, regelmæssige eller faste karakter, der normalt betegner det »sædvanlige opholdssted«, suppleres eller endda erstattes med den voksnes hensigt om etablere sig og integrere sig i en anden stat (eller genetablere sig og genintegrere sig i oprindelsesmedlemsstaten), hvorved der opnås et nyt sædvanligt opholdssted og gives afkald på det hidtidige ( 47 ).

67.

Denne hensigt kan foreligge fra begyndelsen eller gradvist opstå. I begge tilfælde skal den, for at den kan tages i betragtning, være identificerbar ved hjælp af konkrete elementer eller fremgå af ydre omstændigheder ( 48 ). I modsat fald ville anvendelsen af bestemmelsen om fastlæggelse af retternes kompetence være uforholdsmæssig vanskelig eller endda umulig.

68.

For at anerkende midtpunktet for en persons livsinteresser (eller, i givet fald, den pågældendes hensigt om at etablere dette midtpunkt) på et sted med henblik på artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2201/2003 skal der, ligesom på andre beslægtede områder ( 49 ), tages højde for alle de faktorer, der er egnede til at vise en væsentlig tilknytning mellem personen og det pågældende sted.

69.

Navnlig betingelserne for og grundene til den pågældendes ophold på området samt varigheden og regelmæssigheden af dette ophold kan, med de ovenfor anførte nuancer, have denne karakter. Her følger en ikke-udtømmende liste over nogle af disse indicier:

70.

Relevansen af disse eller lignende indicier (der som nævnt ikke udgør en udtømmende liste over mulige indicier ( 50 )) bekræftes af Domstolens praksis med hensyn til det sædvanlige opholdssted for småbørn og spædbørn. Det faktiske centrum for barnets livsinteresser udledes af barnets integration i et familiemæssigt og socialt miljø hos den forælder, som barnet er afhængigt af, på grundlag af elementer, som Domstolen har fastslået med henblik på at anerkende dette miljø ( 51 ).

71.

Det tilkommer den ret, for hvilken en begæring om skilsmisse er indbragt, at fastlægge det sædvanlige opholdssted for en voksen og, på dette grundlag, at afgøre, hvilken ret der har kompetence til at træffe afgørelse om begæringen om skilsmisse. Retten skal bestræbe sig på at identificere ét (dvs. det) sædvanligt opholdssted, enten for en ægtefælle eller for begge ægtefæller.

72.

Det er korrekt, at artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 ikke afviser, at flere retter kan have kompetence, eller at den kompetente ret kan vælges (forumshopping) i forbindelse med sager, der udelukkende vedrører skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab. Problemstillingen vedrørende samtidigt verserende sager er omhandlet og løst i forordningens artikel 19, stk. 1 og 3.

73.

Jeg er imidlertid af den opfattelse, at dette argument ikke begrunder en endnu større spredning af de kompetente retter, hvilket generelt ville opstå som følge af muligheden for at opholde sig sædvanligt på flere steder på én gang med henblik på artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003.

74.

Argumenter mod en sådan fortolkning er denne bestemmelses ordlyd og formål samt andre overvejelser af systematisk karakter.

75.

Artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2201/2003 henviser til enhver tid til retterne i den medlemsstat, hvor en eller flere aktører har sit eller deres sædvanlige opholdssted, i singularis.

76.

I henhold til samme forordnings artikel 66, som omhandler anvendelsen af kompetencereglerne i medlemsstater med to eller flere retssystemer, »forstås en henvisning til sædvanligt opholdssted på denne medlemsstats område som en henvisning til sædvanligt opholdssted på en territorial enheds område« ( 52 ).

77.

Hvis det sædvanlige opholdssted sidestilledes med en persons midtpunkt for livsinteresser, ville det i øvrigt ikke være sammenhængende at acceptere, at flere opholdssteder kan have denne karakter.

78.

Der er imidlertid intet til hinder for, at der findes flere »enkelte« ( 53 ) opholdssteder, dvs. at en person sammen med sit sædvanlige eller faste opholdssted har et eller flere sekundære opholdssteder (med henblik på ferie, arbejde eller lignende). Sidstnævnte har ingen betydning i forbindelse med artikel 3 i forordning nr. 2201/2003.

79.

En accept af flere sædvanlige opholdssteder ville heller ikke være i overensstemmelse det formål, som forordning nr. 2201/2003 forfølger med artikel 3, stk. 1, litra a).

80.

Dette formål består som nævnt ( 54 ) i:

81.

De anvendte tilknytningsmomenter sikrer en ligevægt mellem disse to målsætninger: De tilgodeser såvel de berørte parters interesser som retsplejehensyn. Denne ligevægt understøttes af den omstændighed, at de kompetenceregler, der er støttet på det sædvanlige opholdssted, ikke giver lige så mange alternativer, som der er led i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2201/2003, selv om det ved første øjekast kunne se sådan ud ( 55 ).

82.

En fortolkning, hvorefter der tillades flere samtidige sædvanlige opholdssteder for den samme person, kunne de facto ødelægge ligevægten mellem parterne og øge antallet af situationer, hvor forum actoris anvendes. Det ville desuden øge vanskelighederne ved på forhånd at identificere de retter, der kan træffe afgørelse vedrørende skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab i Den Europæiske Union ( 56 ).

83.

Disse samt nedenstående overvejelser taler for, at der anlægges en indskrænkende fortolkning af begrebet sædvanligt opholdssted i artikel 3 i forordning nr. 2201/2003, uanset om en person lever i flere medlemsstater.

84.

Når ordlyden og betydningen af samt formålet med artikel 3 i forordning nr. 2201/2003 er til hinder for, at de deri fastlagte retsvirkninger gør sig gældende for flere sædvanlige opholdssteder, gør dette udsagn sig gældende for andre sager end sager vedrørende ægteskabelige kriser på trods af det i ottende betragtning til denne forordning nævnte ( 57 ).

85.

EU-lovgiver har ladet dette kriterium til at fastlægge den internationale kompetence omfatte efterfølgende retsakter, der omhandler: a) lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation ( 58 ), b) den internationale kompetence i sager vedrørende underholdspligt ( 59 ) og c) den internationale kompetence i sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller, som er forbundet med begæringer om opløsning, separation eller annullation ( 60 ).

86.

Jo mere begrebet »sædvanligt opholdssted« i artikel 3 i forordning nr. 2201/2003 udvides, desto flere retter i medlemsstaterne vil potentielt have kompetence også på disse andre områder, hvilket forringer forudsigeligheden for de berørte personer ( 61 ).

87.

Jeg vil navnlig fokusere på indvirkningen på lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation.

88.

Forordning nr. 1259/2010 har til formål at »sikre borgerne løsninger, der giver retssikkerhed, retlig forudsigelighed og fleksibilitet« ( 62 ). En indfrielse af dette mål kræver, at den lov, der finder anvendelse på sagens realitet, altid kun er én lov, uanset hvilken ret i Unionen der skal træffe afgørelse i sagen vedrørende skilsmisse eller separation. Det følger heraf, at de tilknytningsmomenter, der er fastlagt i forordning nr. 1259/2010, selv om der er flere, er opstillet i rækkefølge og ikke som alternativer.

89.

Det beskrevne formål støtter sig desuden, om end i et mindre omfang ( 63 ), på forum/jus-sammenhængen i artikel 8 i forordning nr. 1259/2010, da det omhandler lovvalg i mangel af aftale mellem parterne:

90.

En lempelig anvendelse af begrebet sædvanligt opholdssted i artikel 3 i forordning nr. 2201/2003, hvorefter den internationale kompetence på grundlag af dette kriterium kan opdeles eller flerdobles, vil bringe formålet med forordning nr. 1259/2010 i fare på to måder:

91.

Den indskrænkende fortolkning, som jeg har foreslået, er ikke i strid med Domstolens fortolkning i Hadadi-dommen ( 65 ), hvori Domstolen anerkendte, at retterne i flere medlemsstater kan være kompetente i henhold til artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 2201/2003, når parterne har statsborgerskab i flere lande ( 66 ).

92.

Der er væsentlige forskelle mellem den sag, der blev afgjort ved Hadadi-dommen, og den foreliggende sag. Domstolen afviste i Hadadi-dommen, at tilknytningsmomentet »statsborgerskab« var begrænset til det »dominerende statsborgerskab«, hvilken omstændighed ikke berører den foreliggende sag:

93.

Sidstnævnte situation er også mulig i forbindelse med anvendelsen af tilknytningsmomentet »sædvanligt opholdssted«. Jeg er imidlertid ikke af den opfattelse, at disse vanskeligheder afhjælpes (tværtimod) ved at acceptere, at det i tvivlstilfælde er bedst at tillade, at der findes mere end ét sædvanligt opholdssted.

94.

En sådan fremgangsmåde sikrer ikke mindre omfattende diskussioner mellem parterne om, hvilket opholdssted, blandt flere, der er det relevante med henblik på en retssag. Den tilføjer snarere endnu et element af kompleksitet til diskussionen: hver gang en part anfører to eller flere sædvanlige opholdssteder, må det afklares, om alle opholdsstederne reelt er sædvanlige. Dette ville endelig øge risikoen for, at et »enkelt« opholdssted (og ikke det sædvanlige opholdssted i artikel 3 i forordning nr. 2201/2003) i sidste ende er afgørende for den internationale kompetence.

95.

Forordning nr. 2201/2003 indeholder løsninger til de situationer, hvor det er umuligt at fastlægge et barns sædvanlige opholdssted, men derimod ikke, når det drejer sig om en voksen.

96.

Denne manglende regulering er ikke tilfældig. I positiv retning udelukker den, at der findes personer, hvis sædvanlige opholdssted ikke kan fastlægges (selv om det kan være svært at dokumentere). I negativ retning bekræfter den efter min opfattelse, at en voksen ikke anerkendes to eller flere sædvanlige opholdssteder i forskellige medlemsstater med henblik på artikel 3 i forordning nr. 2201/2003.

97.

Hvis det teoretisk anerkendtes, at det ikke forholder sig sådan, og at det faktisk er umuligt at fastlægge ( 71 )det sædvanlige opholdssted som omhandlet i artikel 3 i forordning nr. 2201/2003 blandt flere, er der to mulige løsninger:

98.

På grundlag af de ovenfor anførte argumenter mod at tillade, at en person har flere samtidige sædvanlige opholdssteder i forbindelse med artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2201/2003, foretrækker jeg den anden mulighed, som i mindre grad forstyrrer systemet som helhed.

99.

Denne anden mulighed (som har karakter af en undtagelse) bekræfter, at tilknytningsmomentet »sædvanligt opholdssted« ikke er i stand til at afgøre spørgsmålet om international kompetence. Skulle det forholde sig sådan, ville parterne ikke nødvendigvis blive frataget deres retlige beskyttelse inden for Den Europæiske Union, såfremt et af de øvrige kriterier i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 ( 73 ) fandt anvendelse, eller såfremt kompetencereglerne i de enkelte medlemsstater blev anvendt ( 74 ), hvis supplerende anvendelse er omhandlet i artikel 7.

100.

Kun subsidiært (dvs. når disse muligheder er udtømt eller udelukket) og undtagelsesvist, såfremt det er nødvendigt for at undgå manglende adgang til domstolsprøvelse, er det efter min opfattelse acceptabelt at tillægge retterne i en af de medlemsstater, hvor en ægtefælle opholder sig, kompetence, når ingen af disse opholdssteder kan identificeres som den pågældendes sædvanlige opholdssted som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2201/2003.

101.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer det af cour d’appel de Paris (appeldomstol i Paris, Frankrig) forelagte spørgsmål således:

»Artikel 3, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 skal fortolkes således, at der med henblik på fastlæggelsen af kompetence for hver ægtefælle kun kan anerkendes ét sædvanligt opholdssted.

Når en ægtefælle tilbringer sit liv i to eller flere medlemsstater, således at det på ingen måde er muligt at identificere en af disse medlemsstater som vedkommendes sædvanlige opholdssted som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2201/2003, skal den internationale kompetence fastlægges i henhold til denne forordnings øvrige kriterier og, eventuelt, i henhold til de supplerende kriterier, der er gældende i medlemsstaterne.

Under de samme omstændigheder er det undtagelsesvist muligt at tillægge retterne i en medlemsstat, hvor en ægtefælle ikke har sit sædvanlige opholdssted, kompetence, når anvendelsen af forordning nr. 2201/2003 og af de supplerende kompetenceregler ikke fører til, at retterne i nogen medlemsstat har kompetence.«