1.

Lige siden ikrafttrædelsen af Bruxelleskonventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser ( 2 ) og de forskellige udgaver af Bruxellesforordningen ( 3 ), der efterfølgende har erstattet den, har hele denne samling af »europæiseret« international privatret haft til formål at fremme forudsigelighed og sikkerhed i forbindelse med fordelingen af kompetence på det civilretlige område til retterne i de enkelte medlemsstater. Med Bruxellessystemet er det ligeledes blevet tilstræbt at koncentrere antallet af mulige kompetente retter – hvor det er muligt – i en given sag ved at forbeholde kompetencen for retterne med den tætteste tilknytning til sagen.

2.

Disse formål er imidlertid blevet udfordret af en række sager, der i hvert fald går tilbage til Domstolens afgørelse i Shevill-sagen ( 4 ) fra 1995. Problemet er mest påtrængende, når en sagsøger har anlagt sag om erstatningsansvar uden for kontraktforhold på grund af ærekrænkende og andre lignende offentliggørelser, hvor det gøres gældende, at den ulovlige handling har forvoldt skade i en række forskellige jurisdiktioner. Under sådanne omstændigheder synes det ikke muligt at anvende en regel, der på den ene side på tilfredsstillende vis tager hensyn til disse potentielt modstridende mål om sikkerhed, forudsigelighed og nærhed, samtidig med, at det på den anden side undgås, at der er flere værneting. Disse vanskeligheder forstærkes af de teknologiske fremskridt i nutidens verden, hvor de angiveligt ærekrænkende eller på anden måde ulovlige ytringer er blevet offentliggjort på internettet.

3.

Dette er den generelle retlige ramme for de komplekse kompetencespørgsmål, som rejses i denne anmodning om præjudiciel afgørelse, der vedrører fortolkningen af artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012.

4.

Anmodningen er indgivet i forbindelse med en tvist mellem Gtflix Tv, der er et underholdningsselskab for voksne og har hjemsted i Den Tjekkiske Republik, og DR, der er producer, producent og distributør af pornografiske film og har hjemsted i Ungarn, vedrørende erstatning for angiveligt nedsættende ytringer, som DR havde fremsat på flere websteder og fora. Inden jeg undersøger de faktiske omstændigheder eller de materielle retlige spørgsmål, er det nødvendigt først at redegøre for de relevante retsforskrifter.

5.

Pariserkonventionen til beskyttelse af industriel ejendomsret, undertegnet den 20. marts 1883, revideret i Stockholm den 14. juli 1967 og ændret den 28. september 1979 (United Nations Treaty Series, bind 828, nr. 11851, s. 305), vedrører industriel ejendomsret i begrebets bredeste forstand og omfatter patenter, varemærker, industrielle design, brugsmodeller, servicemærker, firmanavne, geografiske betegnelser og undertrykkelse af illoyal konkurrence.

6.

I denne konventions artikel 10a bestemmes:

»1)   Unionslandene er pligtige at tilsikre enhver, som tilhører unionen, en virksom beskyttelse imod illoyal konkurrence.

2)   Ved illoyal konkurrence forstås enhver i konkurrenceøjemed foretagen handling, som strider mod hæderlig forretningsskik i industri- og handelsforhold.

3)   Særlig skal forbydes:

1. enhver handling af en sådan art, at den uanset det anvendte middels karakter er egnet til at fremkalde forveksling med en konkurrents forretning, hans varer eller hans industrielle eller kommercielle virksomhed

2. alle urigtige angivelser under udøvelse af handelsvirksomhed, for så vidt de er egnede til at bringe en konkurrents forretning, hans varer eller hans industrielle eller kommercielle virksomhed i miskredit

3. benævnelser eller angivelser, hvis anvendelse under udøvelse af handelsvirksomhed er egnet til at vildlede offentligheden med hensyn til varernes art, fremstilling, karakter, anvendelighed eller mængde.«

7.

13.-16. og 21. betragtning til forordning nr. 1215/2012 har følgende ordlyd:

[…]

8.

Kompetencereglerne er indeholdt i forordningens kapitel II, som omfatter artikel 4-34.

9.

Artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, der henhører under kapitel II, afdeling 1, med overskriften »Almindelige bestemmelser«, har følgende ordlyd:

»Med forbehold af denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«

10.

Forordningens artikel 5, stk. 1, som er indeholdt i afdeling 1, bestemmer:

»Personer, der har bopæl på en medlemsstats område, kan kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i dette kapitels afdeling 2-7.«

11.

Ordlyden af artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 er identisk med ordlyden af artikel 5, nr. 3), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1), der blev ophævet ved forordning nr. 1215/2012, og svarer til ordlyden af Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 3). Denne bestemmelse, som er indeholdt i kapital II, afdeling 2, med overskriften »Specielle kompetenceregler« i forordning nr. 1215/2012, bestemmer:

»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat:

[…]

12.

Artikel 30 i forordning nr. 1215/2012 har følgende ordlyd:

»1.   Såfremt sager vedrørende krav, som er indbyrdes sammenhængende, verserer for retter i forskellige medlemsstater, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, udsætte sagen.

2.   Når sagen for den ret, hvor sagen først blev anlagt, verserer i første instans, kan enhver anden ret ligeledes efter anmodning fra en af parterne erklære sig inkompetent, forudsat at den ret, hvor sagen først blev anlagt, har kompetence til at påkende det pågældende krav, og dens lovgivning tillader forening heraf.

3.   Ved indbyrdes sammenhængende krav forstås i denne artikel krav, der er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige afgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig.«

13.

Syvende betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) ( 5 ) har følgende ordlyd:

14.

Forordningens artikel 4 med overskriften »Almindelig regel« bestemmer:

»1.   Medmindre andet er fastsat i denne forordning, anvendes på en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af en skadevoldende handling, loven i det land, hvor skaden indtræder, uanset i hvilket land den skadevoldende begivenhed fandt sted, og uanset i hvilket land eller hvilke lande de indirekte følger af denne begivenhed indtræder.

2.   Har den angiveligt ansvarlige og den skadelidte sædvanligt opholdssted i samme land på det tidspunkt, hvor skaden indtræder, anvendes det pågældende lands lov.

3.   Hvis det af alle sagens omstændigheder fremgår, at den skadevoldende handling har en åbenbart nærmere tilknytning til et andet land end det, der er omhandlet i stk. 1 og 2, anvendes dette andet lands lov. En sådan åbenbart nærmere tilknytning til et andet land vil navnlig kunne støttes på et forudgående retsforhold mellem parterne, f.eks. en aftale, med nær tilknytning til den pågældende skadevoldende handling.«

15.

Samme forordnings artikel 6, stk. 1 og 2, med overskriften »Illoyal konkurrence og handlinger, der begrænser den frie konkurrence«, bestemmer:

»1.   På en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af illoyal konkurrence, anvendes loven i det land, hvor konkurrenceforholdene eller forbrugernes kollektive interesser påvirkes eller vil kunne blive påvirket.

2.   Påvirker en illoyal konkurrencehandling udelukkende en bestemt konkurrents interesser, finder artikel 4 anvendelse.«

16.

I fransk ret henviser illoyal konkurrence til enhver handling, der består i at gøre overdreven brug af friheden til at oprette og drive egen virksomhed ved at anvende procedurer, der er i strid med reglerne og praksis, og som forårsager skade. Blandt de anerkendte former for illoyal konkurrence hører nedsættende omtale, som ifølge praksis fra Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) består i udbredelse af oplysninger, der kan miskreditere en konkurrent ( 7 ). Denne civilretligt ulovlige handling – der adskiller sig fra ærekrænkelse – er undergivet de franske bestemmelser om civilretligt ansvar.

17.

Gtflix Tv er et selskab, der har hjemsted i Den Tjekkiske Republik, og som producerer og distribuerer, hvad der undertiden eufemistisk betegnes TV-programmer med indhold for voksne. DR er producer, producent og distributør af pornografiske film og har bopæl i Ungarn. Hans film markedsføres via websteder, der hostes i Ungarn, og som han ejer.

18.

Det er gjort gældende, at DR regelmæssigt havde fremsat nedsættende ytringer om Gtflix Tv på flere websteder og fora. Gtflix Tv anmodede formelt DR om at trække disse ytringer tilbage. Da han ikke gjorde dette, indstævnede Gtflix Tv dernæst DR for præsidenten for tribunal de grande instance de Lyon (retten i første instans i Lyon, Frankrig). Gtflix Tv har i forbindelse med denne sag nedlagt påstand om, at DR blev pålagt:

19.

Sagsøgtes reaktion var at anfægte den franske rets kompetence. Tribunal de grande instance de Lyon (retten i første instans i Lyon) var enig i sagsøgtes opfattelse i denne henseende.

20.

Gtflix Tv appellerede denne kendelse til cour d’appel de Lyon (appeldomstolen i Lyon, Frankrig) og forhøjede det foreløbige krævede beløb til dækning af det driftsmæssige og ikke-økonomiske tab i Frankrig til 10000 EUR. Ved dom af 24. juli 2018 stadfæstede denne domstol ligeledes, at den franske ret savnede kompetence.

21.

Sagsøgeren iværksatte herefter appel ved Cour de cassation (kassationsdomstol). Gtflix Tv har for den pågældende domstol anfægtet dom afsagt af cour d’appel (appeldomstol) den 24. juli 2018, hvori det blev fastslået, at de franske retter savnede kompetence til fordel for de tjekkiske retter, eftersom retterne i en medlemsstat ifølge Gtflix Tv har kompetence til at behandle sager, der vedrører skade forårsaget af onlineindhold på den pågældende medlemsstats område, så snart dette indhold var tilgængeligt dér. Ved at udelukke de franske retters kompetence med den begrundelse, at det ikke er tilstrækkeligt, at ytringer, der anses for at være nedsættende og fremsættes på internettet, er tilgængelige inden for den påkendende rets jurisdiktion, men at dette indhold ligeledes skal være af en vis interesse for personen bosat i denne medlemsstat, har cour d’appel de Lyon (appeldomstolen i Lyon) tilsidesat artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012.

22.

Den forelæggende ret synes at være af den opfattelse, at afgørelsen fra cour d’appel de Lyon (appeldomstolen i Lyon) ganske vist er behæftet med en retlig fejl, men at de franske retters manglende kompetence til at påkende sagen med påstand om berigtigelse eller fjernelse af ytringerne alligevel er begrundet. Det fremgår nemlig af dom af 17. oktober 2017, Bolagsupplysningen og Ilsjan (C-194/16, EU:C:2017:766), at en sag med påstand om berigtigelse eller fjernelse af oplysninger ikke kan anlægges ved retterne i en stat alene af den grund, at disse oplysninger er tilgængelige fra den pågældende medlemsstat. Dette ræsonnement var ganske vist indeholdt i en dom afsagt i forbindelse med en injuriesag. For så vidt som det var baseret på de pågældende oplysningers allestedsnærværende karakter, kan dette ræsonnement imidlertid finde analog anvendelse på sager vedrørende fjernelse eller berigtigelse af påstande, der vil kunne udgøre (angiveligt) nedsættende omtale.

23.

Den forelæggende ret ønsker imidlertid oplyst, om sagsøgeren med hensyn til erstatningskrav som følge af, at der forelå sådanne illoyale konkurrencehandlinger, kan anlægge sag ved retterne i hver enkel medlemsstat, på hvis område et indhold offentliggjort på internettet er eller har været tilgængeligt, når vedkommende samtidig anlægger sag med henblik på berigtigelse af oplysninger, sletning af indhold og erstatning for ikke-økonomisk og økonomisk tab, eller om vedkommende skal anlægge denne erstatningssag ved den ret, der har kompetence til at pålægge berigtigelse af oplysninger og sletning af nedsættende ytringer.

24.

På den baggrund har Cour de cassation (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal bestemmelserne i artikel 7, nr. 2), i forordning (EU) nr. 1215/2012 fortolkes således, at en person, som anser sine rettigheder for at være krænket på grund af spredning af nedsættende ytringer på internettet og derfor anlægger sag både med henblik på berigtigelse af oplysninger og fjernelse af indhold og med henblik på erstatning for ikke-økonomisk og økonomisk tab som følge heraf for retterne i hver enkelt medlemsstat, på hvis område et indhold offentliggjort på internettet er eller har været tilgængeligt, kan kræve erstatning for tab, som er lidt på den pågældende medlemsstats område, i overensstemmelse med dom af 25. oktober 2011, eDate Advertising m.fl. [(C-509/09 og C-161/10, EU:C:2011:685, præmis 51 og 52),] eller om vedkommende, i henhold til dom af 17. oktober 2017, Bolagsupplysningen og Ilsjan [(C-194/16, EU:C:2017:766, præmis 48)], skal forelægge dette erstatningskrav for den ret, der har kompetence til at pålægge berigtigelse og fjernelse af de nedsættende kommentarer?«

25.

Det skal indledningsvis fremhæves, at alene den omstændighed, at flere typer af krav er fremsat sammen i en enkelt påstand, er uden betydning for de kompetenceregler, der finder anvendelse på hvert af disse krav, idet påstanden i givet fald kan opdeles ( 8 ). I hovedsagen skal det i øvrigt fremhæves, at selv om sagsøgeren har fremsat flere typer af krav, vedrører den forelæggende rets spørgsmål alene fastlæggelsen af, hvilke retter der bør anses for kompetente for så vidt angår erstatningssøgsmål som følge af nedsættende omtale.

26.

I denne henseende bemærkes, at uanset artikel 4 i forordning nr. 1215/2012, som tillægger retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, kompetence til at påkende sagens realitet, bestemmer forordningens artikel 7, nr. 2), at i sager om erstatning uden for kontrakt kan en person, der har bopæl på en medlemsstats område, sagsøges i en anden medlemsstat ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå ( 9 ).

27.

For så vidt som denne artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 gengiver ordlyden af og formålet med artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 og endog inden da ordlyden af og formålet med Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 3), må Domstolens fortolkning af disse to bestemmelser anses for ligeledes at gælde for artikel 7, nr. 2) ( 10 ).

28.

Ifølge Domstolens faste praksis støttes den specielle kompetenceregel i Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 3), og i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 på, at der foreligger en særlig snæver tilknytning mellem tvisten og retterne på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå, og at denne tilknytning begrunder, at det er disse retter, der tillægges kompetencen af retsplejehensyn og af hensyn til tilrettelæggelsen af retssagen ( 11 ). I sager om erstatning uden for kontrakt er retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå, normalt også bedst egnet til at træffe afgørelse, bl.a. på grund af nærheden i forhold til tvisten og på grund af, at bevisoptagelsen herved lettes ( 12 ).

29.

For så vidt som denne bestemmelse imidlertid er en undtagelse fra det grundlæggende princip i artikel 4 i forordning nr. 1215/2012, som tildeler retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, kompetencen, må artikel 7, nr. 2), fortolkes strengt, og der må ikke anlægges en fortolkning, der rækker ud over de tilfælde, som udtrykkeligt er fastsat ved denne forordning ( 13 ).

30.

Ifølge Domstolens praksis, der ligeledes er fast, skal begrebet »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå« ( 14 ) dog ikke desto mindre forstås således, at det omfatter to forskellige steder, nemlig stedet for skadens indtræden og stedet for den begivenhed, der er årsag til skaden (ligeledes benævnt stedet for den skadevoldende begivenhed), som hver især efter omstændighederne kan give en meget nyttig indikation med henblik på beviset og tilrettelæggelsen af retssagen ( 15 ). Hvis det sted, hvor disse tilknytningskriterier befinder sig, er forskellige, kan sagsøgte efter sagsøgerens valg derfor sagsøges ved retten på det ene eller det andet af disse to steder ( 16 ).

31.

I den foreliggende sag vedrører det forelagte spørgsmål udelukkende fastlæggelsen af stedet for skadens indtræden.

32.

I denne henseende har Domstolen præciseret, at denne tilknytning er det sted, hvor den skadevoldende handling har haft skadelige virkninger, dvs. det sted, hvor den skade, der skyldes det mangelfulde produkt, konkret opstod ( 17 ). Dette sted kan imidlertid variere i forhold til arten af den rettighed, der angiveligt er krænket ( 18 ).

33.

Eksempelvis har Domstolen i det væsentlige fastslået, at i tilfælde af svig, som påvirker værdien af finansielle værdipapirer, der – eftersom der er tale om ikke-fysiske aktiver – nødvendigvis deponeres på en bestemt bankkonto, kaldet en værdipapirkonto, er de retter, der er kompetente i henhold til stedet for skadens indtræden, retterne på det sted, hvor sagsøgeren har bopæl, når denne bankkonto er i en bank etableret inden for disse retters jurisdiktion ( 19 ). Domstolen fastslog imidlertid, at denne løsning ikke finder anvendelse, når sagsøgeren påberåber sig økonomisk skade som følge af investeringsbeslutninger truffet på grundlag af ukorrekte, ufuldstændige eller vildledende oplysninger, der er let tilgængelige på globalt niveau, hvis den virksomhed, der har udstedt de pågældende finansielle instrumenter, ikke var omfattet af nogen juridiske offentliggørelseskrav i den medlemsstat, hvori den bank eller det investeringsselskab, hvor kontoen er registreret, befinder sig ( 20 ).

34.

Hvad angår en angiveligt ikke-økonomisk skade forvoldt af en avisartikel, der er blevet udbredt i flere medlemsstater, fastslog Domstolen i Shevill-dommen, at den fornærmede kan anlægge erstatningssag mod udgiveren enten ved retterne i den stat, hvor udgiveren af det ærekrænkende skrift har hjemsted, således at disse har kompetence til at tilkende erstatning for hele den skade, ærekrænkelsen har forvoldt, eller ved retterne i hver enkelt stat, hvor skriftet er blevet udbredt, og hvor den fornærmede hævder, at vedkommendes omdømme har lidt skade, således at disse kun har kompetence til at tage stilling til den skade, der er forvoldt i den stat, for hvis retter sagen er indbragt ( 21 ). Denne sidstnævnte kompetenceregel er undertiden – navnlig af dens kritikere – blevet beskrevet som et princip om kompetencefordeling, der for nemheds skyld kan betegnes som »mosaikløsningen« med hensyn til kompetence ( 22 ).

35.

Efterfølgende skulle Domstolen i eDate-sagen tage stilling til spørgsmålet om grænseoverskridende ærekrænkende onlineindhold. I denne henseende fastslog Domstolen, at disse situationer er forskellige fra offlinesituationer på grund af dels den potentielle allestedsnærværelse af ethvert onlineindhold og dels vanskeligheden ved at kvantificere denne spredning med sikkerhed og pålidelighed og derfor at vurdere den skade, der udelukkende forårsages i én medlemsstat ( 23 ). Domstolen fastslog derfor, at når det websted, der hoster det pågældende indhold, ikke har truffet nogen restriktive foranstaltninger, bør retten på det sted, hvor den angiveligt fornærmede har centrum for sine interesser, have kompetence til at påkende realiteten af et krav om erstatning for den samlede skade, der er lidt, med den begrundelse, at dette var det sted, hvor indvirkningen af onlineindhold på en persons personlige rettigheder bedst kunne vurderes ( 24 ). Ifølge Domstolen svarer dette sted i reglen, men ikke nødvendigvis, til personens sædvanlige opholdssted. En person kan imidlertid have centrum for sine interesser i en medlemsstat, hvori vedkommende ikke sædvanligvis opholder sig, for så vidt som øvrige indicier, såsom udøvelsen af erhvervsmæssig aktivitet, kan godtgøre, at der foreligger en særlig tæt tilknytning til denne stat ( 25 ).

36.

Ud over dette tilknytningsmoment fastslog Domstolen i præmis 51 i eDate-dommen, at det også fortsat var muligt for sagsøgeren at anlægge sag ved retterne i hver enkelt medlemsstat, hvor et offentliggjort indhold er eller har været tilgængeligt. Disse retter har alene kompetence i relation til den skade, der er forårsaget på den medlemsstats område, hvor den ret, som sagen er anlagt for, er beliggende ( 26 ).

37.

På baggrund af denne dom har en person, der mener at være offer for en krænkelse af personlige rettigheder som følge af en ærekrænkelse begået på internettet, således ret til at anlægge sag ved tre værneting, hvor de pågældende nationale retter har kompetence med hensyn til den samlede skade, nemlig sagsøgtes bopælssted, stedet for den skadevoldende begivenhed – som er det sted, hvor beslutningen om at sprede den pågældende meddelelse blev truffet, udtrykkeligt eller stiltiende ( 27 ) – og det sted, hvor sagsøgeren har centrum for sine interesser. Denne person har ligeledes mulighed for at anlægge sag ved flere andre værneting, nemlig i de forskellige medlemsstater, hvor den pågældende offentliggørelse er eller har været tilgængelig, men hvor de relevante nationale retter kun har kompetence med hensyn til den skade, der er indtrådt på den pågældende medlemsstats område.

38.

I en efterfølgende trilogi af sager er muligheden for at anlægge sag ved retterne i hver medlemsstat, på hvis område indhold offentliggjort på internettet er tilgængeligt eller har været tilgængeligt, blevet gentaget og anvendt på krænkelser af ophavsrettigheder på internettet med den begrundelse, at disse retter er bedst egnet til dels at vurdere, om denne rettighed faktisk er blevet krænket, dels at fastslå skadens art: Pinckney-dommen ( 28 ), Hejduk-dommen ( 29 ) og dommen i sagen Hi Hotel HCF ( 30 ). Bl.a. i Hejduk-dommen bekræftede Domstolen denne analyse, selv om den i sidste ende ikke tilsluttede sig generaladvokat Cruz Villalóns opfattelse, hvorefter et sådant princip ville medføre en retlig usikkerhed blandt parterne ( 31 ). I hver af disse sager begrundede Domstolen sin stillingtagen med, at beskyttelse af ophavsrettigheder normalt er underlagt et territorialprincip, nemlig at medlemsstaternes lovgivning faktisk kun sanktionerer krænkelser af ophavsrettigheder, der begås på deres område ( 32 ).

39.

Endelig blev Domstolen i sagen Bolagsupplysningen og Ilsjan i forbindelse med et første spørgsmål anmodet om at afgøre, om analysen i eDate-dommen fandt anvendelse på en juridisk person, der ønskede en berigtigelse af angiveligt urigtigt indhold offentliggjort på et websted og fjernelse af kommentarer vedrørende disse i et diskussionsforum på dette websted samt erstatning for den angivelige lidte skade.

40.

I denne henseende fastslog Domstolen med hensyn til sagerne vedrørende berigtigelse og fjernelse, at reglen om kompetence til at påkende realiteten af den samlede skade, der er lidt, hvilket var fastsat i eDate-dommen til fordel for retterne i den medlemsstat, hvor centrum for denne persons interesser er, ligeledes finder anvendelse på juridiske personer, uanset om det pågældende indhold er af en sådan art, at det kan medføre en økonomisk eller ikke-økonomisk skade ( 33 ). Ifølge Domstolen skal en virksomheds centrum for interesser i denne situation forstås som det sted, hvor dens kommercielle omdømme er bedst fastslået, og det skal derfor være baseret på det sted, hvor den udøver sin væsentligste økonomiske aktivitet. Selv om en juridisk persons centrum for interesser kan være sammenfaldende med dennes vedtægtsmæssige hjemsted, når denne udøver hele sin aktivitet eller væsentligste aktivitet i den medlemsstat, hvori dette hjemsted er, og det omdømme, som denne som følge heraf har der, er vigtigere end i enhver anden medlemsstat, er det nævnte hjemsteds beliggenhed imidlertid ikke i sig selv et afgørende kriterium i forbindelse med en sådan analyse ( 34 ).

41.

Som svar på et andet spørgsmål med hensyn til, hvilke retter der har kompetence til at træffe afgørelse om et søgsmål med påstand om berigtigelse eller fjernelse af onlinekommentarer, fastslog Domstolen, at et sådant søgsmål ikke kan anlægges ved retterne i hver medlemsstat, i betragtning af »den allestedsnærværende karakter af oplysningerne og indholdet på et websted og den omstændighed, at rækkevidden af deres spredning i princippet er universel […] er et søgsmål med påstand om berigtigelse af oplysningerne og fjernelse af kommentarerne sammenhængende og kan ikke adskilles« ( 35 ). Ifølge Domstolen kunne et sådant søgsmål kun anlægges ved de retter, som var tillagt kompetence til at påkende realiteten af en sag om fuld skadeserstatning.

42.

Det er i denne sammenhæng, at den forelæggende ret i lyset af Domstolens begrundelse for visse retters enekompetence i spørgsmål om fjernelse eller berigtigelse af omtvistet indhold ønsker oplyst, om det ikke ligeledes ville være hensigtsmæssigt at tillægge disse samme retter enekompetence i spørgsmål om erstatning. Dette rejser implicit spørgsmålet, om Domstolen i dom af 17. oktober 2017, Bolagsupplysningen og Ilsjan (C-194/16, EU:C:2017:766), snarere end blot at foretage en sondring i forhold til tidligere retspraksis på denne måde endvidere tilsigtede at foretage en fuldstændig ændring af sin praksis og således opgive mosaikløsningen også med hensyn til erstatningskrav ( 36 ).

43.

Indledningsvis vil jeg gerne gøre det klart, at ordlyden af artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 efter min opfattelse ikke er til hinder for en opgivelse af mosaikløsningen og heller ikke kræver, at den opretholdes. Som forklaret ovenfor begrænser denne bestemmelse sig nemlig til at fastsætte et princip om kompetence for retterne på stedet for skadens indtræden, uden at dette præciseres nærmere.

44.

For det andet finder jeg det vanskeligt at drage en konklusion om mosaikløsningen på grundlag af dommen i sagen Bolagsupplysningen og Ilsjan. Selv om generaladvokat Bobek udtrykkeligt havde lagt op til, at Domstolen reviderede sin praksis, valgte Domstolen med hensyn til det første spørgsmål, som var det spørgsmål, hvori den kunne have behandlet spørgsmålet om at opretholde mosaikløsningen med hensyn til erstatningskrav, at give et relativt kort svar, der alene vedrørte de nationale retter, der har kompetence til at påkende sager med påstand om berigtigelse eller fjernelse af ytringer ( 37 ). For så vidt som Domstolen – for at begrunde visse retters enekompetence til at træffe afgørelse om sager om berigtigelse eller fjernelse af onlineindhold – baserede sig på, at en sådan type af sag er sammenhængende og ikke kan adskilles, indebærer dette svar ikke nødvendigvis en opgivelse af mosaikløsningen med hensyn til erstatningssager.

45.

Den omstændighed, at en national ret i henhold til den gældende lovgivning i den medlemsstat, hvor denne ret er beliggende, og navnlig henset til arten og tilgængeligheden af det pågældende indhold og den pågældende persons omdømme i denne medlemsstat, eksempelvis fastslår, at der ikke er grundlag for at yde sagsøgeren erstatning for den skade, der er lidt på den pågældende medlemsstats område, udelukker ikke muligheden for, at en ret i en anden medlemsstat kan beslutte at yde vedkommende erstatning på grundlag af en anden lov og andre overvejelser. Man kan sagtens forestille sig situationer, hvor en sagsøger ikke får erstatning i medlemsstat A på grund af, at det var meget sandsynligt, at kun et meget begrænset antal personer i denne stat havde haft adgang til offentliggørelserne, eller at sagsøgeren ikke havde noget reelt omdømme at beskytte i denne stat, men samtidig får erstatning i medlemsstat B, hvor flere personer kan have læst den pågældende offentliggørelse, eller hvor sagsøgeren havde et større omdømme, som faktisk var blevet skadet eller påvirket heraf.

46.

Eftersom lovene om ærekrænkelse fortsat henhører under medlemsstaternes lovgivninger, og da disse ikke er blevet harmoniseret, er det ligeledes muligt at forestille sig tilfælde, hvor visse udtryk kan anses for ærekrænkende i medlemsstat C, men ikke i medlemsstat D. I modsætning hertil ville – såfremt flere nationale retter skulle afsige modstridende domme i sager med påstand om berigtigelse eller fjernelse af det samme onlineindhold – de personer, der administrerer det websted, hvor det pågældende indhold findes eller er gjort tilgængeligt, ikke kunne efterkomme disse afgørelser samtidigt.

47.

Det er korrekt, at Domstolen i præmis 31 i sin dom i sagen Bolagsupplysningen og Ilsjan, hvori der henvises til mosaikløsningen, kun nævner Shevill-dommen som et fortilfælde. Dette er imidlertid efter min opfattelse uden betydning, eftersom Domstolen ikke altid henviser til hele sin tidligere praksis ( 38 ).

48.

I denne forbindelse er det mest sandsynligt, at Domstolen i dommen i sagen Bolagsupplysningen og Ilsjan bevidst valgte ikke at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt mosaikløsningen skulle opretholdes i erstatningsspørgsmål ( 39 ). Dette betyder imidlertid ikke, at spørgsmålet om, hvorvidt denne løsning er hensigtsmæssig, ikke skal bedømmes.

49.

I sit forslag til afgørelse i sagen Bolagsupplysningen og Ilsjan anførte generaladvokat Bobek, at denne løsning hverken tjente parternes interesser eller almenhedens interesse. Til støtte for denne opfattelse fremførte han en række argumenter til støtte for at opgive denne løsning, hvoraf tre kan antages at være relevante i forbindelse med erstatningskrav.

50.

For det første tog Domstolen ikke hensyn til, da den udvidede løsningen i Shevill-dommen til også at omfatte onlineindhold, internettets særlige karakter, nemlig at det giver ethvert indhold, der offentliggøres dér, en allestedsnærværende karakter ( 40 ). I en sådan sammenhæng vil anvendelsen af mosaikløsningen føre til, at mange flere retter bliver kompetente, hvilket vil gøre det vanskeligt for ophavsmanden til et indhold at forudse, hvilken ret der har kompetence i tilfælde af en retssag ( 41 ).

51.

For det andet indebærer princippet om mosaikkompetence en risiko for fragmentation af sagerne ved de retter i medlemsstaterne, der kun er kompetente med hensyn til skader, der er forårsaget på deres nationale område. I praksis vil det være vanskeligt at koordinere sådanne sager med hinanden ( 42 ).

52.

For det tredje tjener mangfoldigheden af specielle værneting ikke til at beskytte dem, der er blevet udsat for ærekrænkelse, eftersom de under alle omstændigheder har ret til at sagsøge ophavsmændene til det ærekrænkende indhold ved de retter, hvor centrum for deres interesser befinder sig, hvilket er det nemmeste for dem. I denne forbindelse kan en sådan mangfoldighed kun tjene til at opmuntre til retslig chikane ( 43 ).

53.

Jeg medgiver, at disse argumenter er tungtvejende, navnlig i lyset af de formål, der forfølges med forordning nr. 1215/2012. For det første præciseres det i 21. betragtning til denne forordning, at den har til formål at mindske risikoen for parallelle retssager mest muligt og undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige retsafgørelser i forskellige medlemsstater. For det andet fremgår det af 15. betragtning til denne forordning, at kompetencereglerne bør tjene til at skabe retssikkerhed. For det tredje fremgår det af 16. betragtning, at hvis der findes alternative kompetencekriterier til retterne på sagsøgtes bopælssted, beror dette på, at disse værneting har en tættere tilknytning til sagen, eller på hensynet til god retspleje.

54.

I denne forbindelse kan man være fristet til at udlede et argument af det forhold, at løsningerne i Shevill-dommen og eDate-dommen vedrørte fortolkningen af forordning nr. 44/2001 og ikke forordning nr. 1215/2012, til at begrunde opgivelsen af mosaikløsningen. I 16. betragtning til sidstnævnte forordning, som har en anden ordlyd end 12. betragtning til førstnævnte forordning, fremhæves således nu betydningen af princippet om retssikkerhed i tvister angående forpligtelser uden for kontrakt, der er opstået i forbindelse med krænkelser af privatlivets fred og af individets rettigheder, herunder ærekrænkelser, en tilføjelse, der kunne tyde på, at EU-lovgiver havde haft til hensigt at ændre visse aspekter af Domstolens tidligere praksis.

55.

En sådan fortolkning forekommer mig imidlertid at være noget vidtgående. Efter min opfattelse kan denne tilføjelse bedst forstås som en simpel præcisering af det formål, der forfølges med artikel 7 i forordning nr. 1215/2012. Det følger ikke heraf, at vedtagelsen af denne forordning kan anses for at antyde, at mosaikløsningen ikke længere svarer til retstilstanden. En opgivelse af denne løsning ville derfor svare til en ændring af den eksisterende retspraksis.

56.

Selv om Domstolen ikke følger en streng doktrin om præcedens, bør enhver væsentlig afvigelse fra fast retspraksis ikke desto mindre være undtagelsen – og er det også. Det er dog korrekt, at Domstolen tidligere har fraveget dele af sin praksis. Som påpeget af professor F. Picod ( 44 ) har dette eksempelvis været tilfældet, når det har vist sig, at den fortolkning, der var foretaget af en bestemmelse, i praksis er ført til en ikke særlig effektiv regel ( 45 ) eller er stødt på stærk modstand fra de nationale retter, der har ansvaret for dens anvendelse ( 46 ), eller når denne fortolkning efterfølgende er blevet forældet på grund af visse sociale, politiske eller teknologiske udviklinger ( 47 ).

57.

Eftersom proportionalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet ligeledes finder anvendelse på Domstolen, bør en sådan fravigelse af tidligere retspraksis imidlertid ikke finde sted, hvis der ikke foreligger en tungtvejende grund hertil, og skal begrænses til, hvad der er nødvendigt. Selv hvis der foreligger en sådan grund, bør en sådan fravigelse endvidere navnlig søge at begrænse en eventuel tilbagevirkende kraft og samtidig overholde princippet om retskraft.

58.

I den foreliggende sag er spørgsmålet derfor, om de (ganske vist) problematiske aspekter af mosaikløsningen er så grundlæggende, at de begrunder, at den opgives, og selv hvis dette er tilfældet, om der findes en anden – ikke så potentielt vidtrækkende – løsning, som Domstolen kan anvende. Selv om jeg fuldt ud anerkender styrken i de argumenter, som generaladvokat Bobek har fremført i sit forslag til afgørelse i sagen Bolagsupplysningen og Ilsjan, er jeg dog ikke overbevist om, at retspraksis efter Shevill-dommen bør ændres på denne måde. Jeg er af denne opfattelse af følgende grunde.

59.

For det første er det ingen nyhed, at ethvert indhold offentliggjort på internettet har en allestedsnærværende karakter ( 48 ). Det er korrekt, at de sociale netværk er vokset betydeligt siden eDate-dommen fra 2011, men selv på daværende tidspunkt havde Facebook allerede over 500 mio. brugere, hvoraf halvdelen loggede på dagligt ( 49 ).

60.

For det andet skal de problemer, der opstår som følge af muligheden for at anlægge sager ved flere retter, sættes i perspektiv. Ud fra et rent juridisk synspunkt fører mosaikprincippet nemlig ikke til noget koordinationsproblem i tilfælde af parallelle procedurer. Eftersom hver national ret kun er kompetent til at træffe afgørelse om skader, der er indtrådt på den medlemsstats område, hvor den befinder sig, vil enhver af disse retter, så længe reglerne om ærekrænkelse ikke er harmoniseret, logisk set anvende en forskellig lovgivning, nemlig den lovgivning, der finder anvendelse på hvert af disse områder; disse sager vil dog ikke have samme genstand, som svarer til den pågældende persons krav, og heller ikke samme søgsmålsgrundlag, som i henhold til EU-retten henviser til det retlige og faktiske grundlag for disse krav ( 50 ).

61.

Fra et praktisk perspektiv fører anvendelsen af mosaikløsningen til, at ikke alle retterne i medlemsstaterne tillægges kompetence, men kun retterne i de medlemsstater, hvor det omtvistede indhold er tilgængeligt ( 51 ). Afhængigt af, hvordan begrebet tilgængelighed skal forstås, hvilket fortsat er uklart i Domstolens praksis, vil ikke alle retterne i alle medlemsstaterne være kompetente. Selv når flere retter har kompetence, indebærer dette endvidere ikke nødvendigvis, at en skade anses for at være opstået på hvert af de pågældende medlemsstaters område. Som jeg allerede har anført, er kendskabsgraden af den fysiske eller juridiske person, som angiveligt har været udsat for ærekrænkelse ( 52 ), det sprog, der er anvendt til at udarbejde den pågældende offentliggørelse, præsentationen ( 53 ), konteksten, de henvisninger, der er anvendt til at formulere meddelelsen, og antallet af besøgende fra de pågældende medlemsstater, der har tilgået denne offentliggørelse ( 54 ), alt sammen elementer, der kan føre til, at retterne fastslår, at den pågældende person ikke har lidt nogen skade på det område, hvor de har geografisk kompetence.

62.

I denne forbindelse synes den problemstilling, der følger af mosaikprincippet, i realiteten hovedsagelig at være forbundet med, at der foreligger en risiko for retslig chikane. Den omstændighed, at mange flere retter bliver kompetente, skaber god grobund for strategier for retslig chikane og navnlig for strategiske retssager mod offentligt engagement (SLAPP, recours bâillon på fransk) ( 55 ). Eftersom enhver retssag tvinger sagsøgte til at bruge energi og ressourcer på den, kan en person – uanset påstandens realitet – ved at anlægge eller blot ved at true med at anlægge flere retssager påføre en anden person skade (eller i forbindelse med en virksomhed en konkurrencemæssig ulempe ved at spilde ledelsens tid og ressourcer).

63.

Hvis sådanne strategier kan gennemføres af visse skrupelløse sagsøgere til egen fordel, skyldes dette imidlertid til dels, at medlemsstaternes eksisterende bestemmelser om godtgørelse af sagsomkostninger ofte ikke er tilstrækkeligt strenge hvad angår den tabende parts forpligtelse til at yde den vindende part erstatning for det tab, der er lidt, i givet fald enten ved anlæggelse af sagen eller ved retsstridigt at have bestridt sagsøgerens påstande. Disse bestemmelser tager nemlig ikke altid tilstrækkeligt hensyn til de indirekte omkostninger, der er forbundet med forvaltningen af en procedure (navnlig omkostningerne i forbindelse med de genvordigheder, der er forårsaget af retstvisten), selv om disse omkostninger i praksis kan være betydelige i både økonomisk og immateriel henseende ( 56 ). Hvis disse omkostninger blev godtgjort systematisk og bedre, navnlig i tilfælde af procedurefordrejning, ville sagsøgere blive afskrækket fra at misbruge mosaikprincippet, eftersom de ville risikere at skulle betale den sagsøgte en betydelig erstatning i tilfælde af, at de ikke får medhold i deres påstande.

64.

Desuden kan sagsøgte træffe visse foranstaltninger for at beskytte sig mod denne form for risiko. Alt efter kontekst kan de f.eks. anlægge et negativt anerkendelsessøgsmål ved en ret med fuld kompetence ( 57 ). Eftersom denne ret er kompetent til at træffe afgørelse om skaden på hele Unionens område, medfører anvendelsen af bestemmelserne om gensidig anerkendelse af afgørelser i forordning nr. 1215/2012, at alle andre retter fratages deres kompetence til at træffe afgørelse om den skade, der opstår på kun en enkelt medlemsstats område. Mere generelt har parter i henhold til artikel 30 i forordning nr. 1215/2012 ligeledes mulighed for at anmode om udsættelse eller endog afvisning af sagen, når der er tale om sager, som har forbindelse med hinanden, dvs. sager, der er så nært knyttet til hinanden, at det er hensigtsmæssigt at behandle og afgøre dem sammen for at undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige afgørelser som følge af særskilte procedurer ( 58 ). Ophavsmanden til det angiveligt ærekrænkende indhold vil følgelig navnlig undgå at blive udsat for den stress, der er forbundet med at skulle håndtere flere procedurer på samme tid.

65.

Navnlig i betragtning af, at potentielle sagsøgeres ressourcer ikke er ubegrænsede, vil gennemførelsen af en søgsmålsstrategi, der er baseret på flere sager, sjældent være til deres fordel. Sådanne strategier gennemføres derfor hovedsageligt af økonomiske aktører, der råder over betydelige ressourcer. Såfremt mosaikprincippet forsvinder, vil dette imidlertid ikke hindre disse i at gennemføre denne form for strategi. Eksempelvis skal ifølge Domstolens praksis kriteriet om centrum for interesser vurderes i forhold til hvert enkelt retssubjekt ( 59 ). Når der er tale om en virksomhed, der er organiseret i form af en koncern med lignende virksomhedsnavne, indebærer anvendelsen af kriteriet om centrum for interesser derfor i realiteten, at hver juridisk enhed i denne koncern (som muligvis ikke kontrolleres 100% af et moderselskab) har ret til at anlægge sag mod ophavsmanden til meddelelsen for den skade, der er lidt, ved retterne i den stat, hvor hver af dem har centrum for deres interesser ( 60 ).

66.

For det tredje er det ikke helt klart, om mosaikløsningen faktisk er i strid med de formål, der forfølges med forordning nr. 1215/2012. Som fremhævet i dommen i sagen Bolagsupplysningen og Ilsjan havde den specielle kompetenceregel i sager om erstatning uden for kontrakt i artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 nemlig ikke til formål at sikre en bedre beskyttelse af den svageste part ( 61 ). Det er derfor i princippet uden betydning, at anvendelsen af mosaikløsningen potentielt kan stille en af parterne ringere.

67.

Hvad nærmere bestemt angår de tre formål, der forfølges med bestemmelserne i forordning nr. 1215/2012 om retternes kompetence, kan det for så vidt angår formålet om retssikkerhed, der er anført i 15. betragtning til forordning nr. 1215/2012, bemærkes, at Domstolen anser dette for at være opfyldt, hvis sagsøgte på grundlag af det anvendte kriterium kan afgøre, for hvilken ret vedkommende kan blive sagsøgt. Fra dette perspektiv kan det, således som High Court of Australia har fremhævet i en principiel afgørelse, Dow Jones og Company Inc mod Gutnick, påpeges, at når en person beslutter at lægge indhold ud på internettet, som er »tilgængeligt« fra alle medlemsstater, kan denne person forvente at blive sagsøgt i hver af disse medlemsstater ( 62 ).

68.

Det er imidlertid korrekt, at Domstolen i dom af 12. maj 2021, Vereniging van Effectenbezitters (C-709/19, EU:C:2021:377, præmis 34 ff.) synes at have tillagt formålet om retssikkerhed en vis forrang i forhold til andre hensyn, herunder vedrørende ordlyden af artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012. I den pågældende dom, der vedrørte erstatningssøgsmål anlagt af aktionærer på grund af manglende oplysninger, forkastede Domstolen nemlig argumentet om, at et selskab kan forvente at blive sagsøgt på det sted, hvor dets aktionærers værdipapirkonti befinder sig, med den begrundelse, at kriterierne vedrørende aktionærernes bopæl og det sted, hvor deres konti befinder sig, ikke gør det muligt for det udstedende selskab at forudse, ved hvilke retter med international kompetence det vil kunne sagsøges, alene med den begrundelse, at det ville være i strid med formålet i 16. betragtning til forordning nr. 1215/2012 om – for at skabe retssikkerhed – at undgå muligheden for, at sagsøgte indstævnes for en ret i en medlemsstat, som vedkommende ikke med rimelighed kunne forudse. Efter Domstolens opfattelse forudsætter formålet om forudsigelighed i et tilfælde med et børsnoteret selskab som det i hovedsagen omhandlede, at der kun kan fastsættes kompetence for retterne i de medlemsstater, hvor dette selskab med henblik på dets børsnotering har opfyldt de lovbestemte offentliggørelsesforpligtelser, på grundlag af skadens indtræden. Det er således kun i disse medlemsstater, at et sådant selskab med rimelighed kan forudse, at der findes et investeringsmarked, og at det kan ifalde ansvar.

69.

Efter min opfattelse rejser denne løsning dog ikke indirekte tvivl om mosaikløsningen. Hvis det på den ene side er muligt – om end kun tilnærmelsesvist ( 63 ) – at antage, at et børsnoteret selskabs investeringsmarked befinder sig på det sted, hvor det er børsnoteret, vil det geografiske »marked« for en meddelelse blive afgjort af tilgængeligheden af denne meddelelse. På den anden side bemærkes det, at løsningen i dommen i sagen Vereniging van Effectenbezitters kombineret med kompetencen for retterne på det sted, hvor aktierne blev udstedt, hvilket i henhold til artikel 4 i forordning nr. 1215/2012 følger af kompetencen på det sted, hvor sagsøgte har bopæl, medfører, at kompetencen tillægges retterne i de medlemsstater, hvis lov i princippet er den lov, der finder anvendelse på tvisten. I den henseende er denne løsning i overensstemmelse med formålet om god retspleje i 16. betragtning til forordning nr. 1215/2012. Hvad imidlertid angår ærekrænkelser kan den lov, der finder anvendelse, derimod antages at være loven i de forskellige medlemsstater, hvor meddelelsen er tilgængelig. Efter min opfattelse er dette en afgørende forskel, da sagsøger – såfremt mosaikløsningen blev opgivet i forbindelse med sager om ærekrænkelse – kan blive frataget muligheden for at anlægge sag ved retterne i de medlemsstater, hvor den pågældende meddelelse var tilgængelig, og derfor ved de retter, der er bedst i stand til at anvende de forskellige relevante love og foretage alle nødvendige faktiske vurderinger.

70.

Under alle omstændigheder synes mosaikløsningen ikke at kunne føre til et resultat, der er mindre forudsigeligt end det, der eksempelvis følger af anvendelsen af kriteriet om centrum for skadelidtes interesser ( 64 ). For så vidt angår andre personer end erhvervsdrivende kan et sådant kriterium ganske vist synes enkelt at anvende, da det mere eller mindre svarer til det sted, hvor centrum for skadelidtes livsinteresser og sociale aktiviteter er. Dette kriterium forekommer imidlertid meget mere kompleks at anvende i forbindelse med erhvervsdrivende, da der findes forskellige opfattelser af, hvad der udgør et selskabs »interesser« ( 65 ), hvilket fremgår af de forskellige tilgange mellem aktionærernes forrang og interessentteorier ( 66 ).

71.

For at løse denne problemstilling ville den logiske følgeslutning være, at begrebet »centrum for interesser« for en juridisk person svarer til dennes vedtægtsmæssige hjemsted, da navnlig på den ene side ærekrænkelse er et angreb på en persons ære, værdighed og agtelse (og ikke på dennes produkter), og det på den anden side er i regnskaberne, at virkningerne af en eventuel krænkelse af vedkommendes omdømme viser sig ( 67 ). På grundlag af en sådan regel ville det således i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet have været muligt for ophavsmanden til enhver offentliggørelse vedrørende denne juridiske person at forudse resultatet af anvendelsen af dette tilknytningsmoment, for så vidt som det er let at finde oplysninger om en erhvervsdrivendes hjemsted, da angivelsen heraf er gjort obligatorisk i medfør af forskellige EU-retlige instrumenter.

72.

Domstolen fastslog imidlertid i stedet, at »[s]elv om en juridisk persons centrum for interesser kan være sammenfaldende med dennes vedtægtsmæssige hjemsted, når denne udøver hele sin aktivitet eller væsentligste aktivitet i den medlemsstat, hvori dette hjemsted er, og det omdømme, som denne som følge heraf har der, er vigtigere end i enhver anden medlemsstat, er det nævnte hjemsteds beliggenhed imidlertid ikke i sig selv et afgørende kriterium i forbindelse med en sådan analyse« ( 68 ). Det, der er relevant, er det sted, hvor »en overvægt af den pågældende juridiske persons erhvervsaktiviteter« ( 69 ) udøves.

73.

For en virksomhed er begrebet økonomisk virksomhed naturligvis noget tvetydigt. Det kan forstås på mindst to måder, nemlig ud fra et kommercielt perspektiv som angivelse af det sted, hvor en erhvervsdrivende udfører størstedelen af sit salg (uden at gå ind i diskussionen om, hvorvidt fortjenesten eller omsætningen er den relevante indikator i denne forbindelse, da dette jævnligt kan ændre sig, navnlig for en virksomhed, der gennemfører store projekter i hele verden) ( 70 ), eller ud fra et mere industrielt perspektiv som en angivelse af det sted, hvor de finansielle, menneskelige og tekniske ressourcer, der er nødvendige for, at den juridiske enhed kan udføre sin aktivitet, kombineres og anvendes til at fremstille de varer eller tjenesteydelser, der sælges ( 71 ). De relationer, som en erhvervsdrivende har, ikke kun med sine kunder, men med alle sine interessenter (aktionærer, kreditorer, leverandører, ansatte osv.), påvirkes nemlig af dette omdømme. F.eks. kan omdømmet have en direkte indvirkning på virksomhedens mulighed for at rejse midler på finansmarkederne ( 72 ) eller få leverancer.

74.

Anvendelsen af et sådant kriterium støder nødvendigvis på andre praktiske vanskeligheder. Uanset hvordan begrebet økonomisk virksomhed skal forstås, vil de oplysninger, som sagsøgte behøver for at fastslå, hvilken ret der har kompetence på dette grundlag, højst sandsynligt for borgeres vedkommende være omfattet af forordning 2016/679 ( 73 ) og for virksomheders vedkommende i et vist omfang af forretningshemmeligheden ( 74 ). I praksis kan man derfor spørge sig selv, om det for sagsøgte er mindst lige så vanskeligt at forudse, hvilke retter der har kompetence, på grundlag af kriteriet om centrum for interesser som på grundlag af mosaikprincippet.

75.

Hvis man nu ser nærmere på målet om at mindske risikoen for parallelle retssager mest muligt (med henblik på at sikre en nær tilknytning mellem disse retter og tvisten eller af hensyn til god retspleje), synes Domstolens standpunkt hidtil at have været, at anvendelsen af et kriterium, der muligvis kan føre til, at flere retter i forskellige medlemsstater har kompetence i sådanne sager, ikke er noget problem, så længe det anvendte kriterium giver kompetence til retter, der sandsynligvis er bedst i stand til at vurdere den indtrådte skade. Et sådant standpunkt opfylder nemlig formålet om god retspleje i 16. betragtning til forordning nr. 1215/2012, der begrunder en undtagelse fra kompetencen for retterne på det sted, hvor sagsøgte har bopæl ( 75 ).

76.

Det skal eksempelvis nævnes, at Domstolen i præmis 43 i dom af 3. oktober 2013, Pinckney (C-170/12, EU:C:2013:635), under henvisning til målet om god retspleje fastslog, at retterne i de forskellige medlemsstater, hvor den angivelige skade sandsynligvis er opstået eller kan opstå, har kompetence til at træffe afgørelse i sager om erstatning for en angiveligt krænkelse af en ophavsret, såfremt den medlemsstat, på hvis område denne ret befinder sig, beskytter det ophavsretlige materiale, som sagsøgeren har påberåbt sig ( 76 ).

77.

På samme måde konkluderede Domstolen i præmis 33 og 34 i dom af 29. juli 2019, Tibor-Trans (C-451/18, EU:C:2019:635), at retterne i de forskellige medlemsstater, på hvis område det marked, der påvirkes af overtrædelsen, befinder sig, og hvor skadelidte hævder at have lidt en skade, bør anses for at være kompetente til at træffe afgørelse i sager om erstatning for en skade forvoldt ved overtrædelse i henhold til artikel 101 TEUF. Domstolen tilføjede dernæst, at »[d]enne løsning opfylder således kompetencereglernes mål om nærhed og forudsigelighed, for det første fordi retterne på det påvirkede marked er bedst placeret til at behandle sådanne erstatningssøgsmål, og for det andet fordi en erhvervsdrivende, der udøver konkurrencebegrænsende adfærd, med rimelighed kan forvente at blive sagsøgt ved retterne på det sted, hvor den pågældendes adfærd har fordrejet reglerne om en sund konkurrence«.

78.

Endelig fastslog Domstolen i præmis 56 og 57 i dom af 5. september 2019, AMS Neve m.fl. (C-172/18, EU:C:2019:674), indledningsvis, at retterne i de forskellige medlemsstater, på hvis område de forbrugere eller erhvervsdrivende, som reklamerne eller salgsudbuddet er rettet imod, befinder sig, skal anses for at have kompetence til at træffe afgørelse i sager om varemærkekrænkelse, inden den præciserede, at denne løsning »understøttes« af det forhold, at disse retter er særligt egnede til at træffe afgørelse på grund af nærheden i forhold til tvisten og fordi bevisoptagelsen herved lettes.

79.

I denne forbindelse er jeg hverken overbevist om, at mosaikløsningen er i strid med formålene med forordning nr. 1215/2012, eller at anvendelsen af de øvrige tilknytningsmomenter, der begrunder en »regel om et enkelt værneting« (såsom sagsøgtes bopæl, stedet for den skadevoldende begivenheds indtræden eller centrum for interesser), vil føre til udpegning af retter, der nødvendigvis er bedre i stand til at vurdere den ærekrænkende eller ikke-ærekrænkende karakter af indhold samt omfanget af den derved forårsagede skade.

80.

Der vil naturligvis være en række tilfælde, hvor der næppe er tvivl om, at et indhold er ærekrænkende. Dette bør imidlertid ikke skjule den omstændighed, at et indholds ærekrænkende karakter kan opfattes forskelligt i forskellige medlemsstater. I forbindelse med eksempelvis en artikel, der fejlagtigt tillægger en bestemt virksomhed visse former for skadelig handels- eller skattepraksis, kan det budskab, der formidles gennem denne offentliggørelse, blive opfattet forskelligt og derfor have forskellige virkninger i forskellige medlemsstater ( 77 ).

81.

Ud over dette klassiske problem med interkulturel diskurs (hvilket eksempelvis forklarer, hvorfor virksomheder udvikler forskellige markedsføringsstrategier i forskellige medlemsstater), synes den manglende harmonisering af lovgivningen om ærekrænkelse at begrunde opretholdelsen af mosaikprincippet. Alle medlemsstater har ganske vist vedtaget love til bekæmpelse af ærekrænkelse, men indholdet af disse love, gennemførelsen heraf og ikke mindst den måde, hvorpå erstatningerne kvantificeres, kan variere betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat, hvilket ofte afspejler dybtgående forskelle i den retskultur, der finder anvendelse ( 78 ).

82.

Som Kommissionen har anført, kan en sagsøger derfor have en berettiget interesse i at anlægge sag ved en anden ret end den, hvor centrum for dennes interesser befinder sig, selv om dette begrænser størrelsen af den erstatning, som han eller hun kan få. Da forordning nr. 864/2007 ikke finder anvendelse på krænkelser af privatlivets fred og af individets rettigheder, fastlægges på den ene side den lov, der finder anvendelse, i henhold til de internationale privatretlige regler, der finder anvendelse i hver kompetent rets medlemsstat, og som kan være meget forskellige ( 79 ). På den anden side kan en erhvervsdrivende ønske snarere at anlægge sag ved retterne i de medlemsstater, hvor denne forsøger at udvikle sine økonomiske aktiviteter, end i den medlemsstat, hvor vedkommende allerede har et solidt omdømme, netop fordi dette omdømme allerede beskytter den erhvervsdrivende mod de groveste krænkelser, eller fordi denne kan håbe at drage fordel af en dom på dette marked i betragtning af, at afgørelsen fra en lokal ret samlet set får en større mediedækning i denne medlemsstat end en afgørelse fra retterne i den medlemsstat, hvor centrum for vedkommendes interesser befinder sig ( 80 ).

83.

At antage – således som modstanderne af mosaikløsningen synes at gøre – at det ville være at foretrække at koncentrere alle erstatningskrav hos én ret, synes at overse, at hverken medlemsstaternes love om ærekrænkelse eller for den sags skyld reglerne om fastlæggelse af den lov, der finder anvendelse, på nuværende tidspunkt er harmoniseret.

84.

I mangel af harmonisering på disse områder skal de retter, der har enekompetence til at træffe afgørelse om hele skaden, nemlig anvende lovgivningen i hver af de medlemsstater, hvor den angivelige skade sandsynligvis er opstået, med henblik på at påkende ethvert erstatningskrav. Dette indebærer, at de i princippet for hver af disse medlemsstater skal tage hensyn til den lov, der finder anvendelse, den skadelidtes omdømme på dette område samt den opfattelse, som offentligheden i disse stater har af meddelelsen ( 81 ).

85.

Kan det på denne baggrund virkelig antages, at kun en enkelt ret med fuld kompetence i én identificeret (eller identificerbar) medlemsstat vil være bedre i stand til at foretage en sådan vurdering ( 82 )? Skal det ikke snarere antages, at den omstændighed, at der er flere kompetente værneting, er en uundgåelig konsekvens af sagsøgeres ret i henhold til subsidiaritetsprincippet til at få deres tvist afgjort af de retter, som på grund af, at de befinder sig tættest på hver enkelt medlemsstats område, er bedst i stand til at foretage alle faktiske vurderinger, sammen med den omstændighed, at lovene om ærekrænkelse i de enkelte medlemsstater er forskellige og afspejler kulturelt forskellige særskilte retstraditioner i hver af disse stater ( 83 )?

86.

Formålet om forudsigelighed skal naturligvis ligeledes tages i betragtning, men efter min opfattelse er det netop efter at have foretaget en afvejning mellem dette formål og hensynet til god retspleje, at Domstolen har tilsluttet sig mosaikløsningen ( 84 ).

87.

Inden en opgivelse af mosaikløsningen vil det under alle omstændigheder være nødvendigt at sikre, at der ikke findes andre mindre vidtgående løsninger end en sådan fuldstændig ændring af retspraksis. I denne henseende kan det således synes mindre radikalt blot at kombinere mosaikløsningen med det, der måske kan betegnes »et fokuskriterium«, som fastsat i EU-retten på visse områder ( 85 ).

88.

For at retterne i en medlemsstat er kompetente, kræves ifølge dette kriterium ikke kun, at det pågældende indhold er tilgængeligt via internettet, men offentliggørelsen skal desuden også specifikt være rettet til den pågældende medlemsstats område. Hvis dette kriterium blev anvendt, ville det bidrage til at sikre, at kun retterne i de medlemsstater, som offentliggørelsen navnlig var rettet til, havde ret til at erklære sig kompetente på grundlag af artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012. I overensstemmelse med de formål, der forfølges med denne bestemmelse, ville dette gøre det muligt at reducere antallet af kompetente retter og skabe en vis retssikkerhed, samtidig med at det sikres, at der er en nær tilknytning mellem retterne og tvisten, og der derfor garanteres en god retspleje.

89.

Domstolen har ganske vist generelt afvist anvendelsen af fokuskriteriet med hensyn til anvendelsen af artikel 7, nr. 2), med den begrundelse, at artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 [nu artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012] i modsætning til artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 [nu artikel 17, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1215/2012], ikke kræver, at den pågældende aktivitet skal være »rettet mod« den medlemsstat, hvor sagen er anlagt ( 86 ).

90.

Det bemærkes imidlertid for det første, at den omstændighed, at artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012, ikke indeholder en sådan betingelse, ikke betyder, at denne omstændighed under visse særlige omstændigheder ikke kan være relevant for fastlæggelsen af stedet for skadens indtræden. Eksempelvis henviser Domstolen i præmis 42 i dommen i sagen Bolagsupplysningen og Ilsjan til den omstændighed, at det pågældende websted var bestemt til at kunne forstås af personer med bopæl i en bestemt medlemsstat, hvilket tyder på, at det efter Domstolens opfattelse i det mindste i forbindelse med ærekrænkelse tages hensyn til markederne i specifikke medlemsstaterne ved fastlæggelsen af kompetencen.

91.

Hvad for det andet angår varemærkekrænkelser indeholder artikel 97, stk. 5, i forordning (EF) nr. 207/2009 ( 87 ) – som fastsætter en undtagelsesregel om kompetence i forbindelse med varemærkekrænkelser – ingen henvisning til en betingelse, hvorefter retterne i en medlemsstat kun har kompetence, hvis det pågældende websted var bestemt til at rette sine aktiviteter til denne medlemsstat. Ved efterprøvelsen af kompetencen i sådanne tilfælde har Domstolen dog for nylig udtrykkeligt taget hensyn til den omstændighed, at det pågældende onlineindhold – reklamer og salgsudbud – ikke kun var tilgængelige for, men også rettet til forbrugere i visse medlemsstater ( 88 ).

92.

Hvad for det tredje angår udsendelse af TV-programmer fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) efter at have undersøgt indholdet af forordning nr. 44/2001, at Sverige havde tilsidesat artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention, i det væsentlige med den begrundelse, at når et TV-program – selv om var tilgængeligt uden for Sverige – var blevet produceret til den svenske offentlighed, burde denne stat have givet en person, der hævdede at være blevet udsat for krænkelse i dette program, adgang til effektive retsmidler ( 89 ). Det ser derfor ud til, at Menneskerettighedsdomstolen er af den opfattelse, at stater skal give personer, der har været udsat for ærekrænkelse, mulighed for at anlægge sag ved deres retter, alene af den grund, at meddelelsen er rettet til personer, der har bopæl i den pågældende stat.

93.

På baggrund af det ovenstående kan det derfor antages, at anvendelsen af fokuskriteriet muligvis udgør en mindre radikal ændring i Domstolens praksis, end hvis mosaikløsningen droppes eller på anden måde opgives. Dette har ligeledes den fordel, at det undgås, at retterne i en anden medlemsstat erklærer sig kompetente, hvis der blot er en svag forbindelse mellem den pågældende offentliggørelse på internettet og den skade, som sagsøgeren hævder at have lidt som følge heraf, eller hvis sagsøgeren opportunistisk forsøger at udnytte den tekniske omstændighed, at offentliggørelsen er sket via internettet, for at få adgang til et værneting, der er mere gunstigt for vedkommendes sag. Endvidere kan anvendelsen af et sådant kriterium, hvilket ikke udtrykkeligt er udelukket efter ordlyden af artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012, sagtens medføre en bedre afvejning mellem målet om nærhed og målet om at reducere antallet af kompetente retter ( 90 ).

94.

Det må derfor alt i alt erkendes, at bestræbelsen for en perfekt løsning i tilfælde af grænseoverskridende krænkelse, er ørkesløs. Erfaringen har vist, at dette er tilfældet. Der er problemer med både mosaikløsningen og kriteriet om et »enkelt værneting«. Siden dommen i Shevill-sagen fra 1991 har Domstolen dog i det store og hele valgt at anvende mosaikløsningen. Efter min opfattelse kan denne løsning ikke siges at være så entydig forkert eller utilfredsstillende, at den retspraksis, der er baseret herpå, nu bør opgives eller på anden måde fraviges.

95.

Under alle omstændigheder er den foreliggende sag efter min opfattelse ikke den rigtige anledning, hvor Domstolen skal tage stilling til, om mosaikløsningen bør opretholdes, præciseres eller for den sags skyld opgives. I hovedsagen har sagsøgeren nemlig ikke hævdet, at det pågældende indhold udgør ærekrænkelser, men at det snarere er i strid med fransk ret vedrørende dénigrement, som er en form for injurier ( 91 ). I øvrigt synes den forelæggende ret ikke at sætte spørgsmålstegn ved denne kvalificering ( 92 ).

96.

I fransk ret er nedsættende omtale ikke omfattet af anvendelsesområdet for en krænkelse af personlige rettigheder, men hører snarere blandt bestemmelserne om illoyal konkurrence ( 93 ). Efter fransk ret adskiller nedsættende omtale sig navnlig fra ærekrænkelse ved, at ærekrænkelse forudsætter, at kritikken er af sådan art, at den skader en fysisk eller juridisk persons ære, værdighed eller agtelse, mens nedsættende omtale består i offentligt at miskreditere en erhvervsdrivendes produkter, uanset om de konkurrerer med hinanden, med henblik på at påvirke kundernes indkøbsmønstre ( 94 ).

97.

Disse særlige forhold i fransk ret har ganske vist ikke i sig selv indflydelse på, hvordan artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes. Den omstændighed, at sagsøgeren har valgt at påberåbe sig denne kvalificering i stedet for ærekrænkelse, indebærer imidlertid implicit, men nødvendigvis, at den påberåbte skade er af rent økonomisk art ( 95 ).

98.

Ifølge Domstolens praksis har i tilfælde af krænkelse af økonomiske rettigheder i henhold til forskellige medlemsstaters lovgivning retterne i disse medlemsstater kompetence til at påkende den skade, der er indtrådt på deres medlemsstaters område, for så vidt som disse retter er bedre egnet til at vurdere, om disse rettigheder faktisk er blevet krænket og at fastslå arten af skaden ( 96 ).

99.

Det fremgår navnlig af Domstolens praksis, at en sag vedrørende en overtrædelse af lovgivning om illoyal konkurrence kan indbringes for retterne i enhver medlemsstat, såfremt denne handling har medført eller vil kunne medføre en skade inden for den påkendende rets jurisdiktion ( 97 ). Nærmere bestemt gælder, at når det marked, der påvirkes af den konkurrencebegrænsende adfærd, imidlertid befinder sig i den medlemsstat, på hvis område den angivelige skade hævdes at være indtrådt, bemærkes, at stedet for skadens indtræden med hensyn til anvendelsen af artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 befinder sig i denne medlemsstat ( 98 ).

100.

For så vidt som de markeder, der sandsynligvis påvirkes i tilfælde af nedsættende omtale, er de markeder, hvor på den ene side de tjenesteydelser, der har været udsat for nedsættende omtale, markedsføres, og på den anden side den nedsættende meddelelse var tilgængelig, er jeg af den opfattelse, at de franske retter i hovedsagen bør anses for kompetente, hvis Gtflix Tv faktisk har et betydeligt antal kunder med bopæl i Frankrig, og hvis de pågældende meddelelser blev lagt ud på fransk eller engelsk, da antallet af personer, der forstår disse sprog i denne medlemsstat, ikke kan anses for at være ubetydeligt ( 99 ).

101.

Denne løsning er i overensstemmelse med målene om nærhed og hensynet til god retspleje, der forfølges med forordning nr. 1215/2012, som er omhandlet i 16. betragtning hertil. De retter, der har kompetence i henhold til artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012, dvs. under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede retterne på bopælsstedet for hver kunde, der sandsynligvis har haft adgang til og forstået de pågældende offentliggørelser, skal betragtes som de bedst egnede til at vurdere, om en nedsættende omtale faktisk har medført, at de har ændret adfærd ( 100 ). Dette er ligeledes i overensstemmelse med kravet om forudsigelighed, eftersom enhver virksomhed, der i offentligt indhold henviser til en konkurrent, må forvente at kunne blive sagsøgt ved retterne i de forskellige medlemsstater, hvor dette indhold er eller var tilgængeligt, og hvor denne konkurrent havde kunder.

102.

Sidst – og ikke mindst – understøttes denne løsning af kravet om overensstemmelse mellem fortolkningen af kompetencereglen og instrumenterne vedrørende lovvalgsregler i syvende betragtning til Rom II-forordningen ( 101 ). Mens nemlig de lovvalgsregler, der finder anvendelse på ærekrænkelser, ikke er harmoniseret, harmoniserer Rom II-forordningen ikke desto mindre lovvalgsreglerne vedrørende illoyal konkurrence ( 102 ).

103.

I forbindelse med illoyale konkurrencehandlinger, der påvirker en bestemt konkurrents interesser, som det er tilfældet i hovedsagen, fastsætter Rom II-forordningens artikel 6, stk. 2, anvendelsen af den almindelige regel i forordningens artikel 4 ( 103 ), dvs. loven i det land, hvor skaden indtræder ( 104 ).

104.

På baggrund af det ovenstående er det min opfattelse, at de franske retter har kompetence, hvis det fastslås, at Gtflix Tv har et betydeligt antal kunder i Frankrig, der sandsynligvis har adgang til og forstår den eller de omhandlede offentliggørelse(r). Det tilkommer den nationale ret at fastslå disse faktiske omstændigheder.

105.

I betragtning af, at en sag med påstand om berigtigelse af oplysninger og fjernelse af et vist indhold kun kan anlægges ved retterne på det sted, hvor sagsøgte har bopæl, ved retterne på stedet for den skadevoldende begivenhed eller ved retterne på det sted, hvor centrum for sagsøgernes interesser befinder sig, foreslår jeg, at det forelagte spørgsmål besvares på følgende måde:

»Artikel 7, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at en sagsøger, som påberåber sig en illoyal konkurrencehandling i form af spredning af nedsættende ytringer på internettet, og som har nedlagt påstand om både berigtigelse af oplysningerne og fjernelse af et vist indhold samt erstatning for det ikke-økonomiske og økonomiske tab, som følger heraf, kan ved retterne i hver enkelt medlemsstat, på hvis område et indhold offentliggjort på internettet er eller har været tilgængeligt, kun anlægge sag om erstatning for det tab, som er lidt på den pågældende medlemsstats område. For at disse retter imidlertid kan have den fornødne kompetence, er det nødvendigt, at sagsøgeren kan godtgøre, at vedkommende har et betydeligt antal kunder.«