1.

I september 2006 blev Alessandro Missir Mamachi di Lusignano (herefter »den afdøde tjenestemand«) og hans hustru dræbt i det hus, som Europa-Kommissionen havde lejet til dem i Rabat (Marokko). Alessandro Missir Mamachi di Lusignano skulle tiltræde sin stilling som politisk og diplomatisk rådgiver ved Kommissionens delegation. Han var følgelig ansat ved en EU-institution.

2.

Den foreliggende sag er den seneste i en retlig saga ved Unionens retsinstanser ( 2 ), som hidhører fra denne uheldige og tragiske begivenhed. Den gør det muligt for Domstolen at præcisere sin praksis for så vidt angår den ret til erstatning, der opstår i sammenhæng med personalesager, dvs. sager vedrørende en persons ansættelse ved Unionens institutioner eller organer. Denne sag giver således Domstolen mulighed for at præcisere afgrænsningen mellem den kompetence, der følger af artikel 270 TEUF, og den kompetence, der følger af artikel 268 TEUF.

3.

Den foreliggende appel er iværksat af Kommissionen til prøvelse af dom af 20. november 2019, Missir Mamachi di Lusignano m.fl. mod Kommissionen (T-502/16, EU:T:2019:795, herefter »den appellerede dom«). Ved denne dom pålagde Retten Kommissionen at betale in solidum 50000 EUR til den afdøde tjenestemands moder og 10000 EUR hver til hans søster og broder i erstatning for den ikke-økonomiske skade, som de har lidt som følge af denne tragiske begivenhed.

4.

Kommissionen accepterer den del af dommen, der vedrører moderen, men bestrider Rettens bedømmelser i forbindelse med erstatningskravene fremsat af broderen og søsteren. Det centrale spørgsmål, som appelsagen giver anledning til, er, om broderen og søsteren havde ret til at anlægge erstatningssøgsmål for ikke-økonomisk skade på egne vegne i henhold til artikel 270 TEUF, som tillægger Domstolen kompetence i personalesager ( 3 ), eller om broderen og søsteren burde have påberåbt sig artikel 268 TEUF, der regulerer Domstolens generelle kompetence i erstatningssøgsmål vedrørende Unionens ansvar uden for kontraktforhold.

5.

Bortset fra artikel 268 TEUF, 270 TEUF og 340 TEUF har følgende bestemmelser ligeledes været relevante i den foreliggende sag.

6.

Vedtægtens artikel 91, stk. 1, hvortil der henvises i artikel 270 TEUF, har følgende ordlyd:

»Den Europæiske Unions Domstol kan afgøre enhver tvist mellem Unionen og en af de af denne vedtægt, omfattede personer om lovligheden af en akt, der går imod denne person efter artikel 90, stk. 2. I tvister, der angår pengebeløb, har Domstolen fuld prøvelsesret.«

7.

Det fremgår af vedtægtens artikel 90, stk. 2, sammenholdt med dens artikel 91, stk. 2, at en person, der er omfattet af vedtægten, kun kan indbringe en klage for Domstolen, såfremt vedkommende i forvejen har indbragt en klage for ansættelsesmyndigheden over en akt, der går vedkommende imod.

8.

Flere andre bestemmelser i vedtægten er blevet påberåbt eller benyttet i forbindelse med den sag, der gav anledning til den appellerede dom, samt i den tidligere sag vedrørende krav om erstatning som følge af Alessandro Missir Mamachi di Lusignanos og hans hustrus død. De skal derfor nævnes her.

9.

De relevante påberåbte elementer i vedtægtens artikel 73 er følgende:

»1.   Under de betingelser, der er fastsat i henhold til en af EU-institutionernes ansættelsesmyndigheder efter fælles aftale og efter udtalelse fra vedtægtsudvalget vedtaget ordning, sikres tjenestemanden fra tiltrædelsesdagen imod risiko for erhvervssygdomme og ulykker. Han skal til sikring mod risici uden for tjenesten bidrage med indtil 0,1% af sin grundløn.

I ordningen præciseres de risici, der ikke dækkes.

2.   De garanterede ydelser er følgende:

10.

De øvrige påberåbte bestemmelser i vedtægten er som følger.

11.

Vedtægtens artikel 40, stk. 2, nr. iii), der giver en tjenestemand ret til tjenestefrihed af personlige årsager uden løn, når det bl.a. er nødvendigt for at »bistå sin ægtefælle, slægtning i op- eller nedadstigende linje, bror eller søster i tilfælde, hvor en alvorlig sygdom eller et alvorligt handicap er attesteret af en læge«.

12.

Vedtægtens artikel 42b, hvoraf det fremgår, at »[h]vis tjenestemandens ægtefælle, en af hans slægtninge i opstigende linje, en af hans efterkommere eller en bror eller søster rammes af en alvorlig sygdom eller et alvorligt handicap, som er attesteret af en læge, har tjenestemanden ret til en familieorlov, under hvilken der ikke udbetales grundløn«.

13.

Vedtægtens artikel 55a, stk. 2, litra e), som tillader en tjenestemand halvtidsbeskæftigelse, hvis dette er nødvendigt bl.a. »for at tage sig af en alvorligt syg eller handicappet ægtefælle, slægtning i op- eller nedadstigende linje, broder eller søster«.

14.

Tvistens faktiske omstændigheder er beskrevet detaljeret i den appellerede dom ( 4 ). De vigtigste relevante punkter i forbindelse med dette forslag til afgørelse kan sammenfattes som følger.

15.

Drabet på Alessandro Mamachi di Lusignano og hans hustru blev begået den 18. september 2006 i et møbleret hus, som Kommissionens delegation havde lejet til ægteparret og deres fire børn.

16.

Efter denne tragiske begivenhed blev børnene sat under deres bedsteforældres værgemål. Kommissionen udbetalte til den afdøde tjenestemands børn i deres egenskab af hans arvinger forsikringsydelsen i henhold til vedtægtens artikel 73.

17.

Livio Missir Mamachi, der er fader til den afdøde tjenestemand samt børnenes værge, var utilfreds med det beløb, der blev udbetalt på grundlag af vedtægtens artikel 73. Han anlagde derfor sag i henhold til artikel 270 TEUF og fremsatte krav om betaling af forskellige beløb i erstatning for økonomisk og ikke-økonomisk skade lidt som følge af denne tragiske begivenhed. Disse krav blev fremsat i børnenes egenskab af både arvinger til og efterkommere af den afdøde tjenestemand samt på deres egne vegne og på vegne af den afdøde tjenestemands fader. Dette har ført til en række sager (A), der ligger forud for den foreliggende sag (B).

18.

Som indledning til denne række sager er det nødvendigt at redegøre for sammenhængen for sagernes afgørelse. På det relevante tidspunkt var der tre retslige institutioner inden for Den Europæiske Unions Domstol som EU-institution: Domstolen, Retten og Personaleretten. Sidstnævnte havde kompetence til at træffe afgørelse i første instans vedrørende søgsmål i henhold til 270 TEUF.

19.

Spørgsmålet om, hvorvidt der skulle fremsættes erstatningskrav i henhold til artikel 268 TEUF eller 270 TEUF, var således relevant ikke blot med henblik på at fastlægge retsgrundlaget for sådanne søgsmål, men også for at afgøre, om sagen i første instans skulle behandles af Personaleretten eller af Retten. Denne sammenhæng har efter min opfattelse påvirket afgørelsen i dom af 10. september 2015, Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen (C-417/14 RX-II, EU:C:2015:588, herefter »dommen om fornyet prøvelse«), og er vigtig for forståelsen heraf.

20.

Denne række sager blev indledt for Personaleretten, som den 12. maj 2011 afsagde dom Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen (F-50/09, EU:F:2011:55). Personaleretten forkastede sagen som delvis ugrundet – for så vidt angik kravet om erstatning for økonomisk skade – og frifandt Kommissionen for så vidt angik kravet om ikke-økonomisk skade.

21.

I dom i appelsagen af 10. juli 2014, Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen (T-401/11 P, EU:T:2014:625), som ophævede dommen i første instans, undersøgte Retten ex officio, om Personaleretten havde kompetence til at træffe afgørelse i sagen i første instans. Retten sondrede bl.a. mellem på den ene side den skade, som den afdøde tjenestemand og børnene som hans arvinger havde lidt, og på den anden side den skade, som børnene og faderen havde lidt på egne vegne. Retten fastslog, at Personaleretten »ab initio« ikke havde kompetence til at påkende den sag, som faderen og børnene havde anlagt på egne vegne. Ifølge denne dom havde den kun kompetence for så vidt angår kravet om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som den afdøde tjenestemand og hans børn i deres egenskab af hans arvinger havde lidt. Erstatningssøgsmålene vedrørende ikke-økonomisk skade skulle på egne vegne anlægges af børnene og den afdøde tjenestemands fader ved Retten under påberåbelse af artikel 268 TEUF.

22.

Med henblik på at undgå manglende ensartethed i de processuelle krav fastslog Retten, at når en afdød tjenestemands arvinger og efterkommere kræver erstatning for forskellige tab, der er forvoldt ved den samme handling, såvel i deres egenskab af arvinger og efterkommere (i henhold til artikel 270 TEUF) som på deres egne vegne (i henhold til artikel 268 TEUF), burde de have mulighed for at forene disse ved at anlægge et eneste søgsmål. Henset til Personalerettens manglende kompetence med hensyn til en del af disse krav (de krav, der er fremsat i henhold til artikel 268 TEUF), kan det »eneste søgsmål« kun behandles for Retten. Retten havde kompetence i appelsager i søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF og i første instans til at træffe afgørelse i søgsmål i henhold til artikel 268 TEUF.

23.

Rettens appeldom har efterfølgende været genstand for fornyet prøvelse og delvis ophævelse fra Domstolens side i dommen om fornyet prøvelse. Ved denne dom fastslog Domstolen i det væsentlige, at Rettens betragtninger i appeldommen indebar en urigtig fortolkning af Personalerettens kompetence til at påkende tvister, der hidhører fra ansættelsesforholdet.

24.

Som led i efterprøvelsen konstaterede Domstolen således, at alle de omhandlede erstatningskrav henhørte under Personalerettens kompetence i henhold til artikel 270 TEUF. Med andre ord var det ikke alene muligt at fremsætte erstatningskrav fra børnene i deres egenskab af arvinger efter den afdøde tjenestemand, men også erstatningskrav for ikke-økonomisk skade, der blev fremsat på deres egne vegne samt det erstatningskrav i henhold til artikel 270 TEUF, der blev fremsat af den afdøde tjenestemands fader, således at de var omfattet af Personalerettens kompetence.

25.

Ved hjemvisning efter fornyet prøvelse afsagde Retten dom af 7. december 2017, Missir Mamachi di Lusignano m.fl. mod Kommissionen (T-401/11 P RENV-RX, EU:T:2017:874), og tilkendte erstatning for såvel den økonomiske som ikke-økonomiske skade, som den afdøde tjenestemands børn og fader havde fremsat krav om.

26.

Samtidig med den første række sager anlagde den afdøde tjenestemands fader og børn sammen med hans moder samt hans broder og søster to yderligere søgsmål.

27.

Den 16. september 2011 anlagde de et søgsmål om erstatning uden for kontrakt ved Retten, idet de påberåbte sig artikel 268 TEUF og 340 TEUF. De hævede imidlertid efterfølgende denne sag, som derfor blev slettet fra Rettens register ved kendelse af 25. november 2015, Missir Mamachi di Lusignano og Sintobin mod Kommissionen (T-494/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:909).

28.

Den 7. november 2012 anlagde de samme sagsøgere et erstatningssøgsmål ved Personaleretten i henhold til artikel 270 TEUF. Det blev registreret under sagsnr. F-132/12. Sagen blev udsat dels den 6. juni 2013 indtil afsigelsen af de endelige afgørelser i sag T-401/11 P og sag T-494/11, dels efter Domstolens fornyede prøvelse og hjemvisning til Retten indtil afsigelsen af den endelige afgørelse i sag T-401/11 P RENV RX.

29.

Den 2. september 2016 blev sag F-132/12 efter Personalerettens nedlæggelse overført til Retten og registreret under sagsnr. T-502/16.

30.

Nedlæggelsen af Personaleretten som institution fjernede visse dele af de betænkeligheder, der lå til grund for den afgørelse, der blev truffet i den første række sager.

31.

Under hensyntagen til dom af 7. december 2017, Missir Mamachi di Lusignano m.fl. mod Kommissionen (T-401/11 P RENV-RX, EU:T:2017:874), som tilkendte faderen og børnene skadeserstatning, konstaterede Retten, at den kun skulle træffe afgørelse vedrørende den afdøde tjenestemands moders påstande samt påstandene fra hans broder og søster.

32.

Den 20. november 2019 afsagde Retten den appellerede dom, hvor den tilkendte erstatning for den ikke-økonomiske skade, der var lidt som følge af drabet på den afdøde tjenestemand, 50000 EUR til moderen og 10000 EUR til hver af den afdøde tjenestemands søskende.

33.

Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 30. januar 2020 har Kommissionen nedlagt følgende påstande:

34.

Indstævnte har for Domstolen nedlagt følgende påstande:

35.

På grund af den mellemliggende covid-19-pandemi er der ikke afholdt retsmøde, men parterne har besvaret Domstolens skriftlige spørgsmål.

36.

Appelsagen omfatter to anbringender: retlige fejl (det første anbringende) og tilsidesættelse af begrundelsespligten (det andet anbringende).

37.

Efter Domstolens anmodning begrænser dette forslag til afgørelse sig til en analyse af det første anbringende.

38.

Appellanten har opdelt det første anbringende i to led.

39.

Med det første led har appellanten gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl i sin fortolkning af begrebet »person, der er omfattet af denne vedtægt«. Dette led vedrører den appellerede doms præmis 48-64.

40.

Med det første appelanbringendes andet led har appellanten subsidiært gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved at tilkende en afdød tjenestemands broder og søster ret til at fremsætte krav om erstatning for ikke-økonomisk skade i henhold til vedtægten. Dette led vedrører den appellerede doms præmis 134 og 135.

41.

I den appellerede dom fastslog Retten, at den havde kompetence til at træffe afgørelse vedrørende den afdøde tjenestemands moder og søskende i henhold til artikel 270 TEUF og tilkendte erstatning.

42.

Med det første appelanbringende har Kommissionen anfægtet Rettens bedømmelse af kompetencen for så vidt angår de af søsteren og broderen fremsatte krav. Kommissionen er i det væsentlige af den opfattelse, at det i tilfælde af en tjenestemands død kun er de personer, der er nævnt i vedtægtens artikel 73, der kan anlægge et erstatningssøgsmål i henhold til artikel 270 TEUF. Søskende, som ikke er nævnt i den pågældende bestemmelse, kan således kun fremsætte et krav om erstatning for ikke-økonomisk skade i henhold til artikel 268 TEUF.

43.

Kommissionen har draget en sådan konklusion af dommen om fornyet prøvelse, hvori Domstolen på grundlag af vedtægtens artikel 73 fastslog, at den afdøde tjenestemands fader og børn, der kræver erstatning på egne vegne, kan påberåbe sig artikel 270 TEUF. Som jeg vil påvise, er den fortolkning af den pågældende retspraksis, som Kommissionen har foreslået, alt for formalistisk og vanskelig at forsvare.

44.

Jeg anlægger en anden fortolkning af den samme retspraksis, som fører til den konklusion, at artikel 270 TEUF er den korrekte procedure, inden for rammerne af hvilken enhver kan anlægge erstatningssøgsmål på egne vegne, hvis den pågældendes påstand om EU-institutionens eller et andet organs ansvar hidhører fra et ansættelsesforhold som tjenestemand ved en EU-institution eller et EU-organ.

45.

Jeg vil først undersøge retspraksis vedrørende erstatningskravene i henhold til artikel 270 TEUF (A), inden jeg foretager en mere konkret bedømmelse af de argumenter, der er fremført i appellen (B).

46.

Artikel 270 TEUF indfører en særlig kompetence for Domstolen i personalesager. Den sondrer mellem sådanne sager og andre sager, der henhører under Domstolens kompetence, idet førstnævnte er tvister »mellem Unionen og dens ansatte«, og henviser til vedtægten som det instrument, der regulerer grænserne og betingelserne for denne kompetence.

47.

Grunden til at isolere personalesager fra de øvrige kompetencestrukturer for Domstolen er det særlige tillidsforhold, der skal være mellem institutionen og dens ansatte »med henblik på at sikre borgerne, at de opgaver af almen interesse, som skal varetages af institutionen, udføres korrekt« ( 5 ). Denne forbindelse, som uddybet i Domstolens praksis, hviler på gensidige rettigheder og forpligtelser og indebærer en omsorgspligt for institutionen ( 6 ). Denne forbindelses særlige karakter kræver en konkret vurdering af institutionens ansvar over for sine ansatte ( 7 ).

48.

Den vedtægtsbestemmelse, som fastlægger forbindelsen til kompetencen i henhold til artikel 270 TEUF, er vedtægtens artikel 91, stk. 1. Af denne artikel fremgår det, at »Den Europæiske Unions Domstol kan afgøre enhver tvist mellem Unionen og en af de af denne vedtægt, omfattede personer […]«

49.

Ifølge vedtægtens artikel 91, stk. 1, kan enhver tvist, der er opstået i forhold til vedtægten, indbringes for Domstolen i henhold til artikel 270 TEUF.

50.

Det fremgår imidlertid ikke af vedtægtens tekst, at en institution kan ifalde ansvar for skader, der forvoldes dens ansatte. Spørgsmålet er derfor, om et erstatningskrav, der er baseret på en tilsidesættelse af en pligt, der påhviler en institution over for sine ansatte, kan fremsættes under påberåbelse af vedtægten. Med andre ord er »enhver tvist« også en tvist vedrørende et erstatningskrav over for en institution som følge af tilsidesættelse af dens forpligtelser over for sine ansatte?

51.

I vedtægtens artikel 73 nævnes udtrykkeligt en form for ret til erstatning, som opstår i tilfælde af en tjenestemands tilskadekomst eller død. Denne ret er imidlertid ikke en ret til skadeserstatning, men til en på forhånd fastsat forsikringsydelse. Den afhænger hverken af beviset for eller omfanget af den lidte skade. I tilfælde af tjenestemandens død bestemmer vedtægtens artikel 73, stk. 2, litra a), at denne ret tilkommer den afdøde tjenestemands ægtefælle og børn. Hvis den afdøde tjenestemand ikke har ægtefælle eller børn på tidspunktet for sin død, tilkommer retten andre efterkommere i overensstemmelse med de for tjenestemanden gældende arveretlige regler. Hvis der ikke er nogen personer af de to ovennævnte kategorier, tilkommer retten til forsikringsydelsen slægtninge i opstigende linje. Endelig tilkommer forsikringsydelsen institutionen, hvis der ikke er nogen personer af de tre nævnte kategorier.

52.

Forsikringsydelsen afhænger ikke af det faktiske tab, som kan være større end forsikringsydelsen. Derfor har der ved Domstolen været anlagt sager med påstand om erstatning til tilskadekomne tjenestemænd vedrørende supplerende erstatning, når de pågældende tjenestemænd mente, at forsikringsydelsen ikke dækkede den lidte skade. Domstolen har fastslået, at en tjenestemand i sådanne situationer netop har ret til fuld erstatning ( 8 ).

53.

Domstolen har således anerkendt, at vedtægten indebærer erstatningsansvar for skade, der hidhører fra ansættelsesforholdet. Domstolen har derfor fastslået, at sådanne erstatningskrav bør fremsættes inden for rammerne af den procedure, der er fastsat i artikel 270 TEUF, snarere end proceduren i henhold til artikel 268 TEUF ( 9 ). En sådan ret til skadeserstatning adskiller sig fra retten til den forsikringsydelse, der er sikret ved vedtægtens artikel 73. Domstolen har således i vedtægten indarbejdet Unionens institutioners eller organers ansvar uden for kontraktforhold i deres egenskab af arbejdsgivere.

54.

De erstatningssøgsmål vedrørende økonomisk og ikke-økonomisk skade, der følger af ansættelsesforholdet, er således omfattet af Domstolens kompetence som omhandlet i artikel 270 TEUF og vedtægtens artikel 91, stk. 1, og er faktisk blevet behandlet ved Domstolen i henhold til artikel 270 TEUF, som det bekræftes i den nævnte praksis.

55.

Denne fortolkning er senest blevet bekræftet i dommen om fornyet prøvelse, hvori Domstolen præciserede, at en tvist, der hidhører fra ansættelsesforholdet mellem en tjenestemand og institutionen, er omfattet af artikel 270 TEUF, »selv hvis det drejer sig om et erstatningssøgsmål« ( 10 ).

56.

Udtrykket »enhver tvist«, der i henhold til vedtægtens artikel 91, stk. 1, kan indbringes for Domstolen inden for rammerne af den procedure, der er omhandlet i artikel 270 TEUF, omfatter derfor påstande om erstatning for økonomisk og ikke-økonomisk skade, der følger af ansættelsen ved EU-institutionen.

57.

Spørgsmålet om, hvem der har ret til at anlægge et erstatningssøgsmål i henhold til artikel 270 TEUF, står imidlertid stadig åbent.

58.

Besvarelsen af spørgsmålet om, hvem der har ret til at anlægge sag ved Domstolen i henhold til artikel 270 TEUF, afhænger af betydningen af udtrykket »enhver person, der er omfattet af vedtægten« i vedtægtens artikel 91, stk. 1.

59.

I sin fortolkning af EU-retten vejledes og begrænses Domstolen af ordlyden af, sammenhængen for og formålet med de bestemmelser, der skal fortolkes, samt af sin egen tidligere praksis, som allerede har tillagt den eller de omhandlede bestemmelser en betydning.

60.

Med støtte i teksten bidrager udtrykket »der er omfattet af vedtægten« ikke til en forståelse af, om et søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF kun kan anlægges af tjenestemænd eller også af andre personer, og i givet fald af hvilke personer.

61.

Der er indikationer af, at selve teksten ikke er entydig, dels i forskellene mellem de forskellige sprogversioner af den samme bestemmelse, dels i ordvalget i oversættelser fra fransk til engelsk af tidligere domme afsagt af Domstolen. Hvad angår førstnævnte viser en sammenlignende analyse, at der i forskellige sprogversioner af vedtægtens artikel 91, stk. 1, anvendes lidt forskellige udtryk. På den ene side anvender den tyske, den engelske, den spanske og den kroatiske version ordet »apply«. På den anden side anvender den franske og den italienske version henholdsvis ordet »visées« og »indicate«. Udtrykket »apply« indebærer tildeling af rettigheder til en person eller pålæggelse af forpligtelser for en person samt en forståelse af, hvilke personer der tildeles rettigheder eller pålægges forpligtelser. Derimod synes udtrykket »visées« at indebære, at det kun er nødvendigt at undersøge, til hvem der henvises i vedtægtens ordlyd, uanset i hvilken egenskab eller kontekst en person omtales. Når dette er sagt, er det ganske vist muligt også at tillægge disse udtryk forskellige betydninger. I sidste ende kan betydningen ikke løsrives fra den, der fortolker den, eller fra den sammenhæng, hvori vedkommende vurderer den.

62.

Den anden indikation af, at teksten ikke i sig selv er afgørende for forståelsen af betydningen heraf, er den engelske oversættelse af ordet »visées«, der anvendes i den franske sprogversion af Domstolens domme. Det er tilstrækkeligt at nævne oversættelsen af dommen om fornyet prøvelse, som viser, at det er vanskeligt at være loyal mod enten teksten eller den, der fortolker den. I præmis 33 i den engelske sprogversion af dommen anvendes udtrykket »any personreferred to in these Regulations« ( 11 ). I præmis 34 og 42 deri anvendes i den engelske sprogversion udtrykket »persons covered by« ( 12 ), og i præmis 50 anvendes udtrykket »persons mentioned in the Staff Regulations« ( 13 ). I den franske sprogversion anvendes kun udtrykket »visées« i alle de nævnte præmisser.

63.

For så vidt angår sammenhængen finder udtrykket »enhver person, der er omfattet af vedtægten« sin plads i vedtægten. I vedtægtens artikel 1 fastlægges dens anvendelsesområde som følger: »Denne vedtægt gælder for Unionens tjenestemænd.« Hvis den sammenholdes med denne bestemmelse, kan det omhandlede udtryk forstås således, at det kun vedrører Unionens tjenestemænd. Dette ville betyde, at kun tjenestemænd og ingen andre personer kan anlægge sag ved Domstolen i henhold til artikel 270 TEUF.

64.

Hvis man tager vedtægtens fulde ordlyd i betragtning, er det imidlertid muligt at anlægge en anden fortolkning. Vedtægten finder nemlig også direkte anvendelse på andre personer, normalt tjenestemandens familiemedlemmer, idet den direkte tillægger dem visse rettigheder ( 14 ) eller nævner dem som ydelsesberettigede i forhold til tjenestemandens rettigheder ( 15 ). Denne omstændighed og det valg, der er truffet i vedtægtens artikel 91, stk. 1, om ikke at anvende begrebet »tjenestemand«, men »enhver person, der er omfattet af vedtægten«, fører til den antagelse, at den personkreds, der kan påberåbe sig denne bestemmelse, er bredere. Derfor er det ikke muligt ud fra sammenhængen at give et entydigt svar vedrørende betydningen af udtrykket »enhver person, der er omfattet af vedtægten«.

65.

Vedtægten har til formål at fastlægge forholdet mellem Unionen institutioner og deres ansatte på en sådan måde, at de kan udvise gensidig tillid ( 16 ). Opbygningen af en sådan tillid kan ofte indebære hensyntagen til andre personer, især, men ikke udelukkende, familiemedlemmer. Domstolen har således anerkendt, at selv om vedtægten kun har til formål at regulere de retlige relationer mellem EU-institutionerne og deres tjenestemænd, fastlægger den en række gensidige rettigheder og forpligtelser ud over, at den »giver visse af tjenestemandens familiemedlemmer rettigheder, som de kan gøre gældende over for De Europæiske Fællesskaber« ( 17 ). Det kan udledes heraf, at udtrykket »enhver person, der er omfattet af vedtægten«, også omfatter andre personer, der er berørt af tjenestemandens ansættelse i en EU-institution.

66.

Selv hvis en indskrænkende fortolkning, der kun omfatter tjenestemænd, var mulig, har Domstolen valgt en bredere fortolkning, der på tilsvarende måde var mulig. Den har allerede fastslået, at »personer, der er omfattet af vedtægten«, ikke kun er tjenestemænd. I dens praksis anerkendes det, at bl.a. personer, der gør krav på status som tjenestemænd ( 18 ) eller påberåber sig ret til ansættelse ( 19 ), kan have ret til at anlægge sag i henhold til vedtægten. Retspraksis har desuden accepteret søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF af den fraskilte ægtefælle til en tidligere tjenestemand ( 20 ) og den fraskilte ægtefælle til et tidligere medlem af en EU-institution ( 21 ).

67.

De i ovenstående punkt nævnte personer har imidlertid ikke nedlagt påstand om erstatning, men om andre rettigheder, som de udtrykkeligt var tillagt i henhold til vedtægten, såsom den fælles sygeforsikringsordning ( 22 ) eller retten til efterladtepension ( 23 ).

68.

Den første og hidtil eneste sag, hvor Domstolen har anerkendt retten for andre personer end tjenestemanden selv til at nedlægge påstand om erstatning, var Rettens dom i den første sag Missir Mamachi di Lusignano (sag T-401/11 P RENV-RX) ( 24 ), hvor afgørelsen blev truffet efter hjemvisning til Retten efter Domstolens dom om fornyet prøvelse.

69.

I dommen om fornyet prøvelse blev det anerkendt, at den afdøde tjenestemands fader og børn har ret til at kræve erstatning for ikke-økonomisk skade på egne vegne og ikke i deres egenskab af den afdøde tjenestemands arvinger. Domstolen har således anerkendt deres status som »personer, der er omfattet af vedtægten«.

70.

Hvor har rettigheden for andre personer end tjenestemænd til at anlægge erstatningssøgsmål på egne vegne i henhold til artikel 270 TEUF og vedtægtens artikel 91, stk. 1, sin oprindelse?

71.

Efter min opfattelse følger det af indarbejdelsen i vedtægten af en institutions ansvar, når dette ansvar udspringer af et ansættelsesforhold. Som følge af denne indarbejdelse påberåbes retten til skadeserstatning, der følger af et sådant ansvar uden for kontraktforhold, inden for rammerne af den procedure, der er omhandlet i traktaten, vedrørende personalesager – artikel 270 TEUF. Retten til at anlægge erstatningssøgsmål ved hjælp af denne procedure i stedet for artikel 268 TEUF har allerede været begrundet i denne retning i sager anlagt af tjenestemændene selv ( 25 ).

72.

Det samme gør sig efter min opfattelse gældende, når andre personer end tjenestemænd anlægger erstatningssøgsmål, hvor skaden angiveligt er forårsaget af institutionens tilsidesættelse af de forpligtelser, der følger af ansættelsesforholdet. Det er dette, der gør, at sådanne personer henhører under begrebet »personer, der er omfattet af vedtægten«. Selv om påstanden om erstatning følger af et sådant ansættelsesforhold, kan den kun nedlægges i henhold til artikel 270 TEUF og ikke i henhold til artikel 268 TEUF.

73.

Denne forståelse følger efter min opfattelse ligeledes af retspraksis. Der blev skabt en vis forvirring, fordi Domstolen i dommen om fornyet prøvelse ( 26 ) støttede sig på vedtægtens artikel 73, stk. 2, litra a), for at bekræfte, at såvel faderen som børnene havde søgsmålskompetence med hensyn til erstatning i henhold til artikel 270 TEUF ( 27 ).

74.

Dommen om fornyet prøvelse tyder imidlertid ikke på, at retten til erstatning og derfor den tilknyttede processuelle ret til at anlægge et erstatningssøgsmål er baseret på vedtægtens artikel 73. Henvisningen til vedtægtens artikel 73 eller til andre artikler i vedtægten, såsom vedtægtens artikel 40, 42b eller 55a, tjener alene til at angive, at de personer, der er nævnt i disse bestemmelser, kan have søgsmålskompetence vedrørende erstatning, idet de som følge af deres nære forhold til en tjenestemand, der er anerkendt i disse bestemmelser, kunne have lidt den ikke-økonomiske skade, som de påberåber sig.

75.

Deres eventuelle ret til erstatning, som knytter dem til begrebet »personer, der er omfattet af vedtægten«, hidhører fra institutionens ansvar som følge af tilsidesættelsen af forpligtelsen, der følger af ansættelsesforholdet, over for den tjenestemand, til hvem personer der har nedlagt påstand om erstatning for ikke-økonomisk skade, er pårørende.

76.

Påberåbelsen af disse andre bestemmelser bør imidlertid ikke forstås således, at det udelukker andre personer. Selv om en person intetsteds er nævnt i vedtægten, kan den pågældende alligevel være en »person, der er omfattet af vedtægten« på en sådan måde, at den pågældende ifølge vedtægten har ret til erstatning i tilfælde af en tjenestemands død, hvor arbejdsgiverinstitutionen er ansvarlig, og til hvem den person, der nedlægger påstand om erstatning, har et nært forhold.

77.

Hvis f.eks. en afdød tjenestemands niece nedlægger påstand om erstatning i henhold til artikel 270 TEUF, kan hendes søgsmål ikke afvises alene med den begrundelse, at hun ikke er nævnt noget sted i vedtægten. Hun ville have større vanskeligheder med at etablere søgsmålskompetence end en broder eller en søster ville have, da Domstolen med hensyn til søskende kan basere sig på den udtrykkelige anerkendelse af deres nære forhold til tjenestemanden med henblik på at afgøre, om søgsmålet skal tages til følge. Selv om en niece kan godtgøre, at der er et tæt forhold til den afdøde tjenestemand, således at hun rent faktisk kunne have lidt ikke-økonomisk skade, befinder hun sig imidlertid i samme situation som en fader, moder, børn eller søskende, der anlægger søgsmål på egne vegne. Hun ville således have ret til at anlægge et erstatningssøgsmål i henhold til artikel 270 TEUF.

78.

Flere forhold taler for den brede betydning af udtrykket »person, der er omfattet af vedtægten« i vedtægtens artikel 91, stk. 1, hvilket medfører kompetence i henhold til artikel 270 TEUF til at træffe afgørelse om alle erstatningskrav i forbindelse med ansættelsesforholdet.

79.

Indledningsvis fremgår en bred fortolkning af kompetencen for erstatningssøgsmål i henhold til artikel 270 TEUF allerede af retspraksis. For så vidt som Domstolens egen praksis begrænser dens fortolkning, vil en indskrænkning af anvendelsesområdet for artikel 270 TEUF kræve en udtrykkelig dom, der ophæver den første række af sager Missir Mamachi di Lusignano ( 28 ). I disse sager har Domstolen anerkendt, at faderen og børnene har ret til at kræve erstatning i henhold til artikel 270 TEUF, uden at denne ret udtrykkeligt er fastsat i vedtægten, herunder dennes artikel 73. Påberåbelsen af denne bestemmelse kan derfor ikke forstås således, at den henviser til retsgrundlaget for en sådan erstatning. Der er snarere blot tale om en indikation af, at disse personer har et nært forhold til tjenestemanden, hvilket giver dem ret til erstatning for ikke-økonomisk skade i tilfælde af en tjenestemands død, hvor den institution, der har ansat tjenestemanden, er ansvarlig.

80.

Domstolens domme i den første række af sager (såvel dommen om fornyet prøvelse som Rettens dom efter fornyet prøvelse) kan bedst forstås som en forklaring på, at artikel 270 TEUF og vedtægtens artikel 91, stk. 1, fastlægger Domstolens kompetence til at påkende erstatningssøgsmål, hver gang de er knyttet til et ansættelsesforhold mellem en tjenestemand og en EU-institution, uanset hvem der har anlagt et sådant søgsmål.

81.

I dommen om fornyet prøvelse blev Domstolens fortolkning begrundet i den daværende sammenhæng, hvor Personaleretten havde kompetence til at træffe afgørelse i første instans i sager, der var anlagt i henhold til proceduren i artikel 270 TEUF ( 29 ). Den brede fortolkning af denne kompetence gav derfor mulighed for, at sager vedrørende ansættelse ved en EU-institution kunne koncentreres i én retsinstans. Dette har bidraget til domstolsbeskyttelsens effektivitet.

82.

Selv om Personaleretten efterfølgende blev nedlagt, og kompetencen blev givet tilbage til Retten ( 30 ), er ræsonnementet stadig gyldigt. Den anden begrundelse for en bred fortolkning af kompetencen for erstatningssøgsmål i henhold til artikel 270 TEUF er derfor effektiviteten af den domstolsbeskyttelse, der sikres, hvis søgsmål der vedrører den samme begivenhed som følge af ansættelsesforholdet kan koncentreres inden for rammerne af en enkelt retsforhandling ved samme retsinstans eller samme afdeling ved retten.

83.

Endelig vil en fortolkning, hvorefter alle erstatningskrav, der hidhører fra ansættelsen ved en EU-institution, skal fremsættes inden for rammerne af artikel 270 TEUF, styrke klarheden og forudsigeligheden af kompetencereglerne for Unionens retsinstanser ved at styrke respekten for retsstatsprincippet ( 31 ). Ved at give en klar afgrænsning mellem kompetencen i henhold til artikel 268 TEUF og 270 TEUF til erstatningssøgsmål på grundlag af Unionens ansvar uden for kontraktforhold bidrager en sådan fortolkning til at definere Unionens retsinstansers opbygning ( 32 ) og til at øge borgernes adgang til Unionens retsinstanser.

84.

I lyset af ovenstående betragtninger vil jeg nu undersøge de argumenter, som Kommissionen har fremført i forbindelse med den foreliggende appel.

85.

I forbindelse med det første appelanbringendes første led har Kommissionen gjort gældende, at Retten (den appellerede doms præmis 48-64) har begået en retlig fejl ved fortolkningen af vedtægtens artikel 91, stk. 1, og at en sådan fortolkning er i strid med Domstolens synspunkt i dommen om fornyet prøvelse.

86.

Kommissionen er for det første af den opfattelse, at Rettens opfattelse, hvorefter »søskende er personer, der er omfattet af vedtægten, netop på grund af deres familiemæssige tilknytning til den afdøde tjenestemand« ( 33 ), samt det ræsonnement, der fører til dette, udgør en fejlagtig fortolkning af gældende ret.

87.

Efter Kommissionens forståelse kan søskendes ret til at anlægge søgsmål med påstand om erstatning for ikke-økonomisk skade i henhold til artikel 270 TEUF kun støttes på vedtægtens artikel 73. Dette hviler på Kommissionens forståelse af Domstolens konstateringer i dommen om fornyet prøvelse. Kommissionen har i denne forbindelse gjort gældende, at Rettens konstateringer er i strid med denne doms præmis 34.

88.

Domstolen har i præmis 34 i dommen om fornyet prøvelse anført: »Tjenestemandsvedtægtens artikel 73, stk. 2, litra a), henviser udtrykkeligt til tjenestemandens »efterkommere« såvel som dennes »slægtninge i opstigende linje« som personer, der i tilfælde af sidstnævntes død kan få udbetalt en ydelse. Det følger heraf, at såvel appellanten som den afdøde tjenestemands børn er omfattet af denne bestemmelse.«

89.

Som indstævnte har gjort gældende, udelukker denne præmis dog ikke personer, der ikke er omtalt i vedtægtens artikel 73, fra også at anlægge søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF og vedtægtens artikel 91, stk. 1, hvilket Domstolen heller ikke har anført i dommen om fornyet prøvelse. Tværtimod angiver denne del af Domstolens ræsonnement blot, at efterkommere og slægtninge i opstigende linje er personer, der har ret til forsikringsydelser (men ikke erstatning!).

90.

Den fortolkning, ifølge hvilken vedtægtens artikel 73 er relevant for angivelse af et nært forhold mellem sagsøgeren og en tjenestemand, mens den ikke er væsentlig for eksistensen af en ret til at anlægge søgsmål med påstand om erstatning, udgør en sammenhængende forklaring af Domstolens praksis ( 34 ). En sådan fortolkning bekræftes andetsteds i Domstolens dom om fornyet prøvelse, navnlig præmis 38 og 42. Disse præmisser bekræfter, at det centrale spørgsmål om fastlæggelse af søgsmålsretten er, at kravet hidhører fra ansættelsesforholdet, »selv hvis det drejer sig om et erstatningssøgsmål«. Kompetencen i henhold til artikel 270 TEUF opstår således, når »en erstatningssag anlagt af enhver person, der, selv om vedkommende ikke er tjenestemand, er omfattet af tjenestemandsvedtægten på grund af de familiemæssige bånd, som denne har til en tjenestemand, når tvisten hidrører fra det ansættelsesforhold, som knytter denne tjenestemand til den pågældende institution« ( 35 ).

91.

Jeg har allerede redegjort for, hvorfor den formalistiske fortolkning af Domstolens synspunkt i dommen om fornyet prøvelse er fejlagtig. Denne dom kan i det væsentlige ikke forstås således, at Domstolen har fastslået, at faderens og børnenes ret til erstatning er reguleret af vedtægtens artikel 73. Denne bestemmelse regulerer retten til forsikring op til et vist beløb, men ikke retten til skadeserstatning. Anvendelsen af vedtægtens artikel 73 i dommen om fornyet prøvelse kan nemlig, som Retten med rette har redegjort for, kun forstås som en indikation af sagsøgernes nære forbindelse til den afdøde tjenestemand.

92.

Påberåbelse af enten vedtægtens artikel 73 eller artikel 40, 42b eller 55a, idet ingen af disse regulerer erstatningsansvaret, i forbindelse med vurderingen af enten faderens, moderens, børnenes eller søskendes rettigheder til at anlægge et erstatningssøgsmål i henhold til artikel 270 TEUF, er kun en indikation af disse sagsøgeres sandsynlige prima facie søgsmålskompetence. Begrundelsen for valget af artikel 270 TEUF og ikke artikel 268 TEUF for deres krav er, at de er »personer, der er omfattet af vedtægten«, fordi de nedlægger påstand om erstatning for skade, der angiveligt hidhører fra institutionens ansvar på grundlag af et ansættelsesforhold for en tjenestemand, til hvem de havde et nært forhold.

93.

Det var således med rette, at Retten baserede sin konklusion om, at søskende havde ret til at kræve erstatning for ikke-økonomisk skade ved at påberåbe sig deres nære forhold til den afdøde tjenestemand, hvilket anerkendes i visse bestemmelser i vedtægten.

94.

Kommissionen har betegnet en sådan forståelse som en »principerklæring«, der kræver en forklaring på, hvorledes en »familiemæssig tilknytning kan påberåbes i henhold til vedtægtens artikel 91, stk. 1«. Hvis Kommissionen ved »principerklæring« har forstået den generelt gældende juridiske fortolkning af Domstolens kompetence i personalesager, er det min opfattelse, at Retten har redegjort tilstrækkeligt for sin forståelse ved at gentage, at Domstolens kompetence i henhold til artikel 270 TEUF og vedtægtens artikel 91, stk. 1, er begrundet i, at kravene er knyttet til ansættelsesforholdet og EU-institutionens tilsvarende ansvar.

95.

Da erstatningsansvaret blev indarbejdet i vedtægten i Domstolens tidligere praksis, har enhver person, der med rimelighed kan påberåbe sig et nært forhold til den tjenestemand, hvis ansættelsesforhold er involveret, ret til at anlægge et søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF. De personer, hvis nære forhold er udtrykkeligt anerkendt i vedtægten, uanset hvilken sammenhæng de indgår i, er godt stillet med henblik på at fastlægge deres søgsmålskompetence, men det er hverken en betingelse for eller giver ejendomsret til deres processuelle rettigheder, at de nævnes i disse bestemmelser. Det er kun den retlige anerkendelse af, at disse personer oftest har et nært forhold til tjenestemanden og derfor kan kræve erstatning for ikke-økonomisk skade i tilfælde af tjenestemandens død.

96.

Retten har således ikke begået en retlig fejl, da den fastslog, at brødres og søstres processuelle rettigheder til at anlægge et søgsmål med påstand om erstatning for ikke-økonomisk skade i henhold til artikel 270 TEUF er begrundet i deres nære forhold til den tjenestemand, hvis ansættelse ved Kommissionen ligger til grund for deres påstand.

97.

Retten har heller ikke begået fejl, da den fastslog, at den omstændighed, at broderen og søsteren ikke er nævnt i vedtægtens artikel 73, ikke bør fratage dem »den processuelle mulighed for i henhold til artikel 270 TEUF at kræve erstatning for deres egen skade« ( 36 ). Endelig har Retten heller ikke med urette konkluderet, at dommen om fornyet prøvelse giver mulighed for en sådan fortolkning.

98.

Kommissionen har for det andet gjort gældende, at Rettens løsning er i strid med kravet i vedtægtens artikel 91, stk. 1, hvorefter søgsmålet skal vedrøre lovligheden af en akt, der går imod sagsøgeren.

99.

Dette argument må forkastes, for så vidt som det erstatningssøgsmål, som sagsøgerne har anlagt, er baseret på en sådan akts angivne ulovlighed. Inden sagen blev anlagt, har broderen og søsteren ganske vist, således som det kræves i vedtægtens artikel 90, hvortil vedtægtens artikel 91, stk. 1, henviser, anmodet Kommissionen om at betale dem erstatning, hvilket Kommissionen har afvist. Det var efter Kommissionens negative svar, at de anlagde erstatningssøgsmål ved Retten. Selv om der søges skadeserstatning på grund af Kommissionens ulovlige undladelse i forhold til den afdøde tjenestemand, kræves det samtidig, at Kommissionens afvisning ophæves.

100.

Det processuelle krav om, at den administrative procedure ved den kompetente EU-institution først skal være udnyttet fuldt ud, er et nødvendigt skridt i forbindelse med anlæggelse af et erstatningssøgsmål i henhold til proceduren i artikel 270 TEUF. I erstatningssøgsmål, også når sådanne søgsmål anlægges af tjenestemanden selv, er selve den omtvistede akt, hvorved institutionens afvisning af at tildele tjenestemanden visse ydelser, undertiden årsag til skade, men undertiden forårsages skaden af en anden akt eller undladelse af at handle fra institutionens side ( 37 ). I sidstnævnte tilfælde kan erstatningssøgsmålet imidlertid først anlægges, efter at en sådan erstatning er søgt over for den pågældende institution, som har afvist den ( 38 ). En retsstridig handling (eller undladelse) kan således give anledning til skadeserstatning, men søgsmålet skal anlægges til prøvelse af den afgørelse, hvorved der nægtes den krævede erstatning. ( 39 ). Dette var tilfældet i den foreliggende sag.

101.

Jeg vil tilføje, at netop den omstændighed, at den samme underliggende ulovlige handling (undladelse) har udløst erstatningskravene i alle de omhandlede sager, uanset om det er børnene som tjenestemandens arvinger, eller det er faderen, moderen og børnene på egne vegne, eller søskende, der også kræver erstatning for deres personlige ikke-økonomiske tab, taler for, at disse krav samles under samme processuelle ordning.

102.

Den omstændighed, at andre personer end tjenestemænd processuelt kan påberåbe sig artikel 270 TEUF, fjerner ikke de processuelle krav, der fremgår af vedtægten, og fjerner heller ikke kravet om, at søgsmålet skal vedrøre lovligheden af en akt, der går imod sagsøgeren. Rettens fortolkning er således ikke i strid med ordlyden af vedtægtens artikel 91, stk. 1, som Kommissionen har gjort gældende. Denne argumentation må derfor forkastes.

103.

For det tredje har Kommissionen gjort gældende, at den omstændighed, at en persons mulighed for at kræve erstatning ved at påberåbe sig en nær tilknytning til tjenestemanden, giver Domstolen en skønsbeføjelse til at vurdere, om der foreligger en akt, der går imod sagsøgeren.

104.

Dette argument hviler på Kommissionens fejlagtige forståelse af grunden til, at der ud over vedtægtens artikel 91, stk. 1, også er lagt andre artikler i vedtægten til grund. Kommissionen har nemlig forklaret, at selv om en sagsøgers søgsmålskompetence kun er baseret på en bestemmelse, der godtgør dennes nære tilknytning til tjenestemanden, »kan en sagsøger altid anses for en person, der er omfattet af vedtægten, uanset hvilken forbindelse der er mellem den akt, som vedkommende har anfægtet, og forpligtelserne i vedtægten«.

105.

I den foreliggende sag er sagsøgernes procesevne med hensyn til søgsmål imidlertid ikke baseret på artikler i vedtægten, der godtgør deres nære tilknytning til tjenestemanden (såsom artikel 40, 42b eller 55b). En sådan procesevne følger af forbindelsen mellem påstanden om erstatning og ansættelsen ved institutionen. Den afdøde tjenestemands søskende kan således anlægge erstatningssøgsmål i henhold til artikel 270 TEUF i kraft af forbindelsen mellem den skadeserstatning, de nedlægger påstand om, og den omtvistede akt, hvorved Kommissionen har tilsidesat sin forpligtelse, der følger af ansættelsesforholdet med den afdøde tjenestemand.

106.

For så vidt som erstatningskravet er forbundet med ansættelsesforholdet for den tjenestemand, med hvem appellanten skal godtgøre en nær tilknytning, mener jeg, at Domstolens skønsbeføjelse er korrekt orienteret og begrænset. Den skønsbeføjelse, som Domstolen råder over ved vurderingen af, om den pågældende person umiddelbart kan være berettiget til erstatning, adskiller sig ikke fra den skønsbeføjelse, som retterne generelt har til at træffe afgørelse i et eventuelt erstatningssøgsmål.

107.

Følgelig bør argumenterne om, at Retten har skønsbeføjelse til at vurdere sagsøgernes søgsmålskompetence, forkastes.

108.

For så vidt angår Kommissionens angivelse af, at en godtagelse af Rettens synspunkt ville føre til, at fagforeningerne ligeledes ville have mulighed for at anlægge sag, bemærkes blot, at det fremgår af fast retspraksis, at vedtægtens artikel 91 kun finder anvendelse på individuelle tvister. Med andre ord er erstatningskrav, der i det væsentlige er kollektive, såsom dem, der fremsættes af en fagforening, udelukket ( 40 ).

109.

Af alle disse grunde mener jeg, at det første appelanbringendes første led bør forkastes.

110.

Med det første appelanbringendes andet led har Kommissionen kritiseret den appellerede doms præmis 134 og 135 og har i det væsentlige gjort gældende, at kun de personer, der udtrykkeligt er nævnt i vedtægtens artikel 73, er personer, der er omfattet af denne vedtægt, med henblik på at opnå erstatning fra Kommissionen for den ikke-økonomiske skade, der hidhører fra en tjenestemands død. Brødre og søstre er ikke omfattet af denne bestemmelse, og deres påstand burde have været afvist.

111.

Den appellerede doms præmis 134 udgør blot en krydshenvisning til præmis 33 og 34 i dommen om fornyet prøvelse. Da dette spørgsmål allerede er blevet rejst i forbindelse med Kommissionens første appelanbringendes første led, finder de samme argumenter som dem, der allerede er blevet fremført i forbindelse med det første anbringendes første led, anvendelse.

112.

I den appellerede doms præmis 135 præciseres det, at den begrundelse, der ligger til grund for præmis 33 og 34 i Domstolens dom om fornyet prøvelse, bestod i at opretholde alle erstatningskrav, der er baseret på ansættelsen ved en EU-institution, under Personalerettens kompetence. Disse sager er af denne grund blevet fortolket således, at de henhører under den kompetence, der er fastsat i artikel 270 TEUF. Denne vurdering forekommer mig korrekt.

113.

I den omtvistede præmis forklares det yderligere, at præmis 35 i dommen om fornyet prøvelse præciserer, at det ikke var relevant, om faderen faktisk havde ret til forsikringsydelsen, for at fastslå dennes ret til at anlægge erstatningssøgsmål i henhold til artikel 270 TEUF. Hvis man accepterer den fortolkning, hvorefter vedtægtens artikel 73 blot angiver en persons nære forhold til tjenestemanden, uden at det fastslås, at vedkommende har ret til at anlægge sag, udgør Rettens forklaring i denne præmis ikke en retlig fejl.

114.

Følgelig bør det første anbringendes andet led ligeledes forkastes.

115.

På baggrund af det ovenstående er det min opfattelse, at det første appelanbringende bør forkastes, uden at dette berører spørgsmålet om, hvorvidt det andet appelanbringende er begrundet.