1.

Med spildevandsdirektivet ( 2 ) har Unionen forpligtet medlemsstaterne til at opføre og drive rensningsanlæg med en vis rensningskapacitet for spildevand fra byområder af en vis størrelsesorden. I den foreliggende sag har Kommissionen foreholdt Sverige at have tilsidesat denne forpligtelse i nogle byområder.

2.

I denne forbindelse skal det for det første afklares, om en undtagelse i direktivet for steder i højtliggende bjergområder på grund af lignende miljøbetingelser også skal anvendes på steder i de nordligste egne. For det andet er parterne uenige om, hvilke måledata der skal anvendes til at fastslå et rensningsanlægs kapacitet. Og for det tredje har Kommissionen gjort gældende, at Sverige ikke har fremlagt visse måledata, som er nødvendige for at kunne bedømme et af Sveriges anbringender, nemlig den såkaldte naturlige reduktion af kvælstof.

3.

Spildevandsdirektivets artikel 4 foreskriver en såkaldt sekundær rensning af spildevand:

»1.   Medlemsstaterne skal sikre, at byspildevand, der tilledes kloaknet, før udledningen underkastes sekundær rensning eller en tilsvarende rensning efter følgende plan:

1a)   […]

2.   Udledninger af byspildevand til vandrecipienter i højtliggende bjergområder (over 1500 m over havoverfladen), hvor det på grund af lave temperaturer er vanskeligt at foretage en effektiv biologisk rensning, kan renses mindre vidtgående end foreskrevet i stk. 1, når det af indgående undersøgelser fremgår, at udledningerne ikke vil påvirke miljøet negativt.

3.   De i stk. 1 og 2 omhandlede udledninger fra rensningsanlæg for byspildevand skal opfylde de relevante krav i bilag I, litra B. […]«

4.

Spildevandsdirektivets artikel 5 fastsætter særlige krav for så vidt angår udledninger til særligt følsomme områder:

»1.   Medlemsstaterne skal med henblik på anvendelsen af stk. 2 senest den 31. december 1993 kortlægge følsomme områder efter de kriterier, som er fastlagt i bilag II.

2.   Medlemsstaterne sørger for, at byspildevand, der tilledes kloaknet, senest den 31. december 1998 renses mere vidtgående end beskrevet i artikel 4, før det udledes til følsomme områder, for så vidt angår alle udledninger fra byområder med over 10000 PE.

2a)   […]

3.   De i stk. 2 omhandlede udledninger fra rensningsanlæg for byspildevand skal opfylde de relevante krav i bilag I, litra B. […]«

5.

Spildevandsdirektivets artikel 10 vedrører det lokale klima:

»Medlemsstaterne skal sikre, at de rensningsanlæg for byspildevand, der bygges for at efterkomme kravene i artikel 4, 5, 6 og 7, projekteres, opføres, drives og vedligeholdes således, at de har tilstrækkelig funktionsduelighed under alle normale lokale vejrforhold. Ved projekteringen af anlæggene skal der tages hensyn til sæsonbestemte svingninger i spildevandsmængden.«

6.

I henhold til spildevandsdirektivets artikel 15, stk. 1, første led, skal de ansvarlige myndigheder eller relevante organer overvåge udledninger fra rensningsanlæg for byspildevand for i overensstemmelse med kontrolprocedurerne i bilag I, litra D, at sikre, at kravene i bilag I, litra B, overholdes.

7.

Bilag I, litra B, nr. 2, til spildevandsdirektivet med overskriften »Udledning fra rensningsanlæg for byspildevand til vandrecipienter« bestemmer:

»Udledninger fra rensningsanlæg for byspildevand, der skal renses i henhold til direktivets artikel 4 og 5, skal opfylde de i tabel 1 anførte krav.«

8.

Tabel 1 i bilag I til spildevandsdirektivet har overskriften »Krav gældende for udledninger fra rensningsanlæg for byspildevand i henhold til direktivets artikel 4 og 5«, og heraf fremgår følgende:

9.

I henhold til bilag I, litra B, nr. 3, til spildevandsdirektivet skal »[u]dledninger fra rensningsanlæg for byspildevand til følsomme områder […] herudover opfylde de i tabel 2 i dette bilag anførte krav«.

10.

Tabel 2 i bilag I til spildevandsdirektivet regulerer navnlig nedbringelsen af kvælstof:

»Krav gældende for udledninger fra rensningsanlæg for byspildevand til følsomme områder, som er udsat for eutrofiering, som kortlagt i henhold til bilag II, litra A, underlitra a). Den ene eller begge parametre anvendes afhængigt af de lokale forhold. Koncentrationen eller den procentvise nedbringelse skal anvendes.«

11.

Bilag I, litra D, til spildevandsdirektivet indeholder detaljerede referencemetoder til brug ved kontrol med og evaluering af resultater. Nr. 3 specificerer, at det antal prøver, der mindst skal udtages pr. år, fastsættes i forhold til rensningsanlæggets størrelse, og prøverne udtages med regelmæssige mellemrum i årets løb. For rensningsanlæg, der har en størrelse på mellem 2000 og 9999 PE, er det mindste antal 12 prøver i løbet af det første år. I efterfølgende år kræves der 4 prøver om året, hvis de i det første år indsamlede prøver overholder direktivet. Hvis 1 af de 4 prøver ikke opfylder kravene, skal der tages 12 prøver mere i det følgende år. For rensningsanlæg, der har en størrelse på mellem 10000 og 49999 PE, er det mindste antal 12 prøver pr. år.

12.

Bilag I, litra D, nr. 4, til spildevandsdirektivet regulerer forholdet mellem de forskellige målinger og grænseværdierne:

»Renset spildevand skal anses for at overholde de relevante parametre, hvis spildevandsprøverne viser, at vandet for hver relevant parameter isoleret betragtet er i overensstemmelse med den relevante grænseværdi efter følgende retningslinjer:

13.

Tabel 3 i bilag I til spildevandsdirektivet regulerer antallet af prøver og de tilladte afvigelser fra grænseværdierne i henhold til artikel 4.

14.

I 2010, 2014 og 2017 opfordrede Kommissionen Sverige til at fremsætte bemærkninger til anvendelsen af spildevandsdirektivet. På grundlag heraf fremsendte Kommissionen den 8. november 2018 en begrundet udtalelse til Sverige, hvori den opfordrede medlemsstaten til at efterkomme klagepunkterne inden for to måneder, dvs. senest den 8. januar 2019.

15.

Da Kommissionen ikke var tilfreds med de svenske svar, har den anlagt nærværende sag og nedlagt følgende påstande:

16.

Kongeriget Sverige har medgivet, at rensningsanlæggene i byområderne Lycksele, Pajala og Malå ikke opfylder kravene i spildevandsdirektivets artikel 4, og har nedlagt følgende påstande:

17.

Parterne har indgivet skriftlige indlæg.

18.

Traktatbrudsproceduren vedrører opfyldelsen af to forpligtelser i spildevandsdirektivet, nemlig den sekundære rensning i henhold til artikel 4 (herom under A) og den mere vidtgående rensning i henhold til artikel 5 (herom under B), i i alt ti svenske byområder. Derudover har Kommissionen gjort gældende, at Sverige ikke har samarbejdet loyalt med Kommissionen, fordi Sverige ikke har fremlagt visse oplysninger (herom under C).

19.

For så vidt angår seks byområder, Lycksele, Malå, Pajala, Mockfjärd, Robertsfors og Tänndalen, har Kommissionen gjort gældende, at spildevandsdirektivets artikel 4, 10 og 15 er tilsidesat.

20.

I henhold til artikel 4, stk. 1, andet led, skal medlemsstaterne sikre, at byspildevand, der tilledes kloaknet, for så vidt angår samtlige udledninger fra byområder med mellem 10000 og 15000 personækvivalenter (PE) før udledningen underkastes sekundær rensning eller en tilsvarende rensning. Denne forpligtelse berører i den foreliggende sag byområdet Lycksele. Den samme forpligtelse gælder i henhold til spildevandsdirektivets artikel 4, stk. 1, tredje led, for så vidt angår udledninger til ferskvand og flodmundinger fra byområder med mellem 2000 og 10000 PE. Dette berører i det foreliggende tilfælde byområderne Malå, Mockfjärd, Pajala, Robertsfors og Tänndalen.

21.

Med henblik på at præcisere kravene til spildevandsrensningen henviser spildevandsdirektivets artikel 4, stk. 3, til bilag I, litra B, hvori nr. 2 for sin del henviser til tabel 1 i bilag I. Heraf fremgår det, at det »biokemiske iltforbrug« for udledninger fra rensningsanlæg for byspildevand i henhold til direktivets artikel 4 og 5 ikke må overstige 25 mg/l ilt eller i forhold til det spildevand, der tilledes disse anlæg, skal nedbringes med mindst 70%, og at det »kemiske iltforbrug« for disse udledninger ikke må overstige 125 mg/l ilt eller i forhold til det spildevand, der tilledes disse anlæg, skal nedbringes med 75% ( 3 ).

22.

Kommissionen nævner ganske vist ikke byområdet Töreboda i sin påstand vedrørende spildevandsdirektivets artikel 4, 10 og 15, men gør i forbindelse med påstanden vedrørende artikel 5, 10 og 15 gældende, at det biokemiske iltforbrug også er for højt i dette område. De relevante krav i henhold til bilag I, tabel 1, gælder ifølge bilag I, litra B, nr. 2, også i henhold til artikel 5. På grund af den tematiske sammenhæng vil jeg undersøge dette anbringende i nærværende afsnit A.

23.

I henhold til spildevandsdirektivets artikel 10 skal medlemsstaterne sikre, at de rensningsanlæg for byspildevand, der bygges for at efterkomme kravene i artikel 4, 5, 6 og 7, projekteres, opføres, drives og vedligeholdes således, at de har tilstrækkelig funktionsduelighed under alle normale lokale vejrforhold.

24.

Endelig regulerer spildevandsdirektivets artikel 15, stk. 1, første led, og bilag I, litra D, til samme direktiv kontrolprocedurerne. Ifølge bilag I, litra D, nr. 3, skal der for så vidt angår byområder mellem 10000 og 49999 PE, i den foreliggende sag altså byområderne Lycksele og Töreboda, tages 12 prøver. For så vidt angår byområder mellem 2000 og 9999 PE, dvs. de øvrige fem byområder, skal der i løbet af rensningsanlæggets første driftsår tages mindst 12 prøver. I de efterfølgende år er det tilstrækkeligt med 4 prøver, medmindre 1 af prøverne i det foregående år ikke opfyldte kravene. I så fald skal der tages 12 prøver. Under alle omstændigheder skal prøverne tages med regelmæssige mellemrum i årets løb. Desuden fastsættes det i bilag I, tabel 3, afhængigt af antallet af prøver, hvor mange prøver der må afvige fra grænseværdierne.

25.

Parterne er enige om, at det kemiske iltforbrug i udledningerne fra rensningsanlæggene i byområderne Lycksele, Malå og Pajala er højere end det tilladte i henhold til spildevandsdirektivets artikel 4, stk. 3, og bilag I, litra B, til direktivet. For så vidt angår byområdet Lycksele gælder dette også for det biokemiske iltforbrug.

26.

Disse tilsidesættelser med hensyn til rensningskapaciteten i henhold til spildevandsdirektivets artikel 4 er nødvendigvis forbundet med en tilsidesættelse af artikel 10, eftersom disse rensningsanlæg åbenbart ikke er blevet projekteret, opført, drevet og vedligeholdt således, at de har tilstrækkelig funktionsduelighed under alle normale lokale vejrforhold, dvs. opfylder kravene i artikel 4.

27.

I denne henseende må Kommissionen derfor gives medhold.

28.

Kommissionen har derimod ikke godtgjort, at udtagningen af prøver af spildevandet i disse byområder var uforenelig med spildevandsdirektivets artikel 15. På dette punkt kan der derfor ikke gives Kommissionen medhold.

29.

Det er ligeledes ubestridt, at det biokemiske iltforbrug i udledningerne fra rensningsanlæggene i byområderne Malå og Pajala er højere end det tilladte i henhold til spildevandsdirektivets artikel 4, stk. 3, og bilag I, litra B, til direktivet, dvs. at rensningsanlæggets rensningskapacitet er for ringe i så henseende.

30.

Sverige har imidlertid påberåbt sig spildevandsdirektivets artikel 4, stk. 2, som begrundelse for dette. I henhold til denne bestemmelse kan udledninger af byspildevand til vandrecipienter i højtliggende bjergområder (over 1500 m over havoverfladen), hvor det på grund af lave temperaturer er vanskeligt at foretage en effektiv biologisk rensning, renses mindre vidtgående end foreskrevet i stk. 1, når det af indgående undersøgelser fremgår, at udledningerne ikke vil påvirke miljøet negativt.

31.

Byområderne Malå og Pajala er ganske vist ikke beliggende i et højtliggende bjergområde, men Sverige har uimodsagt anført, at de klimatiske forhold i denne nordlige region af landet, gør det vanskeligt at foretage en effektiv biologisk rensning af spildevand på samme måde som i de højtliggende bjergområder andre steder i Unionen. Heraf har Sverige udledt, at spildevandsdirektivets artikel 4, stk. 2, også finder anvendelse på de nævnte byområder.

32.

I modsætning til det af Sverige anførte er det ikke muligt at drage denne konklusion ved en fortolkning af spildevandsdirektivets artikel 4, stk. 2, eftersom denne bestemmelse i alle sprogversioner entydigt er begrænset til klart afgrænsede højtliggende bjergområder over 1500 m over havoverfladen. Reelt indebærer den svenske opfattelse derfor, at den geografiske betingelse i artikel 4, stk. 2, ignoreres fuldstændig. Overalt hvor det på grund af lave temperaturer er vanskeligt at foretage en effektiv biologisk rensning af spildevand, skulle man i så fald tillade en mindre effektiv rensning, når det af indgående undersøgelser fremgår, at udledningerne ikke vil påvirke miljøet negativt. Sverige har således krævet en fortolkning contra legem og dermed implicit fremsat en indsigelse om, at artikel 4, stk. 2, er delvis ugyldig med hensyn til betingelsen om en beliggenhed i et højtliggende bjergområde ( 4 ).

33.

Trinhøjere ret taler ganske vist for denne indsigelse [herom under b)], men medlemsstater kan ikke anvende sådanne argumenter til at rejse tvivl om gyldigheden af afledt ret i en traktatbrudsprocedure [herom under c)].

34.

Begrænsningen af spildevandsdirektivets artikel 4, stk. 2, til højtliggende bjergområder kan være i strid med trinhøjere ret. I henhold til artikel 4, stk. 2, første punktum, TEU respekterer Unionen medlemsstaternes lighed over for traktaterne. Desuden fremgår det navnlig af artikel 191, stk. 3, andet led, TEUF, at der ved udarbejdelsen af Unionens politik på miljøområdet tages hensyn til de miljømæssige forhold i de forskellige områder i Unionen.

35.

Ganske vist har Domstolen endnu ikke præciseret, hvordan medlemsstaternes lighed skal fortolkes, men det må antages, at retspraksissen vedrørende ligebehandlingsprincippet også gælder til fordel for medlemsstaterne. Ifølge dette princip må ensartede situationer ikke behandles forskelligt, og forskellige situationer må ikke behandles ens, medmindre en forskelsbehandling er objektivt begrundet ( 5 ).

36.

En begrænsning af undtagelsen i spildevandsdirektivets artikel 4, stk. 2, til de udtrykkeligt anførte steder i højtliggende bjergområder kan indebære en forskelsbehandling af medlemsstaterne, som er uforenelig med disse principper. Steder i visse medlemsstater fritages for krav, hvorimod områder i andre medlemsstater ikke gør, selv om de miljømæssige forhold, der skal tages hensyn til, i begge tilfælde giver anledning til lignende vanskeligheder i forbindelse med opfyldelsen af disse krav og en fravigelse forudsætter, at der ikke er tale om negative indvirkninger på miljøet.

37.

Det kan her lades ubesvaret, hvorvidt borgere, virksomheder eller NGO’er, der er undergivet EU-retten, i sådanne tilfælde kan påberåbe sig staternes lighed eller ligebehandlingsprincippet.

38.

Under alle omstændigheder kan en medlemsstat ikke anfægte lovligheden af en retsakt, som er vedtaget af EU-lovgiver og er blevet endelig i forhold til medlemsstaten, efter udløbet af fristen for iværksættelse af et annullationssøgsmål. Derfor kan medlemsstaten ifølge fast praksis ikke under en traktatbrudssag, der er anlagt på grund af tilsidesættelse af et direktiv, gøre gældende, at dette direktiv er ulovligt ( 6 ). Af de samme grunde kan Kommissionen i øvrigt heller ikke iværksætte en traktatbrudsprocedure vedrørende tilsidesættelse af primær ret, såfremt de nationale foranstaltninger er i overensstemmelse med afledt ret, som ikke er blevet anfægtet ( 7 ). Andre parter kan ligeledes ikke indirekte gøre gældende, at en EU-retlig foranstaltning er ugyldig, hvis de uden nogen tvivl havde ret til at anlægge et direkte annullationssøgsmål ( 8 ).

39.

Domstolen har støttet denne praksis på det retsbeskyttelsessystem, der er fastsat ved traktaterne, og navnlig på søgsmålsfristens funktion med henblik på at sikre retssikkerheden. Begrænsningen af medlemsstaternes og Kommissionens påstande er dog også begrundet i den omstændighed, at de i væsentligt omfang deltager i udformningen af EU-retten og i henhold til artikel 263, stk. 2, TEUF indtager en privilegeret stilling med hensyn til kontrollen heraf.

40.

Derfor er det medlemsstaternes ansvar at forhindre indgreb i staternes lighed allerede i lovgivningsproceduren og at anfægte dem ved Domstolen umiddelbart herefter. Hvis de undlader at gøre det, vil det være i strid med Unionens retsbeskyttelsessystem, at Domstolen på et senere tidspunkt i forbindelse med traktatbrudsprocedurer korrigerer medlemsstaternes EU-retlige forpligtelser til medlemsstaternes fordel ved at foretage en fortolkning, der går videre end ordlyden.

41.

Sverige deltog ganske vist ikke i lovgivningsproceduren vedrørende vedtagelsen af spildevandsdirektivet, idet tiltrædelsen til Unionen først skete senere. Ved sin tiltrædelse har Sverige dog udtrykkeligt godkendt spildevandsdirektivet, herunder artikel 4, stk. 2, og undladt at forsøge at få tilpasset bestemmelsen til miljøforholdene i de nordligste egne ( 9 ). At der var mulighed for sådanne tilpasninger, fremgår bl.a. af de territoriale undtagelser fra beskyttelsen af bæveren (Castor fiber) og ulven (Canis lupus) i henhold til habitatdirektivet ( 10 ).

42.

Selv om en sådan tilpasning derfor ikke har fundet sted, har Sverige som medlem af Rådet desuden stadig mulighed for at tage initiativ til at foranledige en sådan. Foruden uformelle kontakter med Kommissionen ( 11 ) kan Sverige navnlig bestræbe sig på at få Rådet til at opfordre Kommissionen til at foretage hensigtsmæssige undersøgelser og forelægge egnede forslag i medfør af artikel 241 TEUF.

43.

Inden for en sådan ramme er der betydeligt bedre muligheder for at vurdere indvirkningerne på miljøet ved en udvidelse af undtagelsen i spildevandsdirektivets artikel 4, stk. 2, til at omfatte de nordligste egne, end det er tilfældet i en retslig procedure. Således kan de berørte områder også defineres præcist. Den svenske fortolkning af bestemmelsen fører nemlig til store vanskeligheder med hensyn til afgrænsningen af de omfattede områder. Hvilke nordlige områder svarer til områderne over 1500 m.?

44.

Søgsmålsfristens præklusive virkning er således ikke blot nødvendig af hensyn til retssikkerheden, men er også hensigtsmæssig. Sveriges påberåbelse af spildevandsdirektivets artikel 4, stk. 2, bør følgelig forkastes.

45.

På denne baggrund har Sverige også for så vidt angår det biokemiske iltforbrug i udledningerne fra rensningsanlæggene i byområderne Malå og Pajala tilsidesat sine forpligtelser i henhold til spildevandsdirektivets artikel 4 og 10.

46.

For så vidt angår byområdet Mockfjärd er resultaterne af prøverne i overensstemmelse med spildevandsdirektivets artikel 4 og bilag I hertil. Mellem den 11. januar og den 27. december 2018 udviste 3 ud af 19 prøver ganske vist et for højt biokemisk iltforbrug og 1 ud af 17 prøver et for højt kemisk iltforbrug ( 12 ). Ifølge bilag I, tabel 3, er op til 3 prøver, der ikke opfylder kravene, dog tilladt, når der udtages 17-28 prøver pr. år.

47.

Der blev imidlertid slet ikke udtaget prøver mellem den 16. maj og den 18. oktober 2018. Deraf har Kommissionen udledt, at der foreligger en tilsidesættelse af spildevandsdirektivets artikel 4, 10 og 15.

48.

Dette hul i prøveudtagningen er uforeneligt med spildevandsdirektivets artikel 15 og bilag I, litra D, nr. 3, til dette direktiv, idet prøverne i henhold hertil skal tages med regelmæssige mellemrum. Mellemrummene er imidlertid ikke regelmæssige, når alle prøver tages inden for en periode på syv måneder, mens der ikke tages nogen prøver i fem måneder. Dette gælder også, når man begrænser forpligtelsen vedrørende regelmæssighed til det mindste antal på fire obligatoriske prøver, som der for byområdet Mockfjärds vedkommende skulle tages i 2018.

49.

Kommissionen er af den opfattelse, at dette nødvendigvis er ensbetydende med en tilsidesættelse af rensningsstandarden i spildevandsdirektivets artikel 4 og 10, eftersom Kommissionen uden regelmæssige prøveudtagninger fordelt over et helt år ikke råder over de oplysninger, der er nødvendige for at sikre, at kravene overholdes.

50.

Dette standpunkt er imidlertid ikke holdbart. Jeg har allerede redegjort for, at prøveudtagningen ikke er en betingelse for at overholde spildevandsdirektivets artikel 4 og 10, men derimod et bevis, hvormed overholdelsen af disse bestemmelser eller en overtrædelse kan dokumenteres ( 13 ). Det er også grunden til, at Domstolen i en sag anså én enkelt prøve for at være tilstrækkelig til at anerkende det pågældende rensningsanlægs kapacitet ( 14 ).

51.

Prøveudtagningsprogrammet i spildevandsdirektivets artikel 15 og bilag I til samme direktiv har imidlertid væsentlig betydning som indicium med henblik på vurderingen af, om et bestemt rensningsanlæg opfylder kravene i spildevandsdirektivets artikel 4 og 10. Såfremt prøverne fra et anlæg f.eks. regelmæssigt på grund af ydre omstændigheder, såsom vejret eller indkvartering af mange turister, på bestemte årstider overskrider grænseværdierne på bestemte årstider, kan det på baggrund heraf konkluderes, at rensningskapaciteten ikke opfylder kravene til en sekundær rensning i henhold til direktivets artikel 4 og 10.

52.

Den omstændighed, at enkelte prøver i andre perioder opfylder kravene, er ikke tilstrækkeligt at afkræfte dette indicium. Med hensyn til overholdelsen af spildevandsdirektivets artikel 4 er det nemlig ikke tilstrækkeligt, at et anlæg på visse tidspunkter eller i bestemte perioder sikrer en tilstrækkelig rensning. Tværtimod skal anlægget med forbehold af visse, meget sjældne usædvanlige omstændigheder altid sikre en tilstrækkelig rengøring af spildevandet. Det er netop grunden til, at spildevandsdirektivets artikel 10 kræver, at anlæggene skal kunne klare sæsonbestemte svingninger i spildevandsmængden og normale lokale vejrforhold.

53.

I overensstemmelse hermed har Domstolen fastslået, at spildevandsdirektivets artikel 4 er tilsidesat, når de omhandlede rensningsanlæg og kloaknet for hyppigt udledte spildevand fra fælleskloakkerne til vandrecipienter ( 15 ). Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål er det uvæsentligt, om der foreligger prøver, der dokumenterer en tilstrækkelig rensningskapacitet på andre tidspunkter.

54.

Ud fra dette synspunkt peger hullet i prøvetagningen i retning af, at rensningsanlægget i byområdet Mockfjärd ikke opfyldte kravene i spildevandsdirektivets artikel 4 og 10 mellem maj og oktober 2018. Et yderligere holdepunkt for en tilsidesættelse af dette krav er den omstændighed, at Sverige har forklaret hullet i prøvetagningen med en ombygning af rensningsanlægget. Det ville ikke være overraskende, hvis anlæggets rensningskapacitet var reduceret af denne årsag.

55.

Kommissionen har imidlertid ikke nedlagt påstand om, at det fastslås, at kapaciteten i rensningsanlægget i byområdet Mockfjärd ikke opfyldte kravene mellem maj og oktober 2018. En sådan påstand ville ganske vist være tænkelig ( 16 ), men ville i den foreliggende sag ikke kunne realitetsbehandles, eftersom dette tidsrum ikke var genstand for åbningsskrivelsen eller den begrundede udtalelse.

56.

Kommissionens påstand tager heller ikke sigte på at få fastslået en praksis med en vis grad af fasthed og almenhed henholdsvis et generelt og vedvarende traktatbrud ( 17 ). En sådan fortolkning af påstanden ville ganske vist være mulig, men Kommissionens anbringender tager åbenbart ikke sigte på at påvise en tilsidesættelse over en længere periode. Dette følger navnlig af, at kun data fra 2018 nævnes, mens data vedrørende tidligere eller senere perioder ikke behandles.

57.

Påstanden i stævningen tager derimod sigte på at få fastslået, at rensningsanlægget i byområdet Mockfjärd principielt ikke opfylder kravene i spildevandsdirektivets artikel 4 og 10 samt bilag I hertil. Tilsidesættelsen af artikel 15 har i denne sammenhæng ingen selvstændig betydning, men tjener blot som belæg for tilsidesættelsen.

58.

Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et sådant traktatbrud, skal imidlertid afgøres på baggrund af forholdene i medlemsstaten, som de var ved udløbet af fristen i den begrundede udtalelse ( 18 ). I øvrigt kan Kommissionen ifølge ordlyden af artikel 258, stk. 2, TEUF kun anlægge et traktatbrudssøgsmål, såfremt den pågældende medlemsstat ikke har rettet sig efter den begrundede udtalelse inden for den frist, Kommissionen har fastsat herfor ( 19 ).

59.

I den foreliggende sag er det afgørende således forholdene den 8. januar 2019.

60.

Med henblik på vurderingen af rensningsanlæggets kapacitet på dette tidspunkt er konklusionerne vedrørende kapaciteten i den periode, hvor der ikke blev udtaget prøver, kun et indicium, som afkræftes af andre indicier.

61.

Den 8. januar 2019 forelå der for perioden efter perioden uden prøvetagning, dvs. over en periode på næsten tre måneder, 11 prøver vedrørende det biokemiske iltforbrug, som alle opfyldte kravene i spildevandsdirektivets artikel 4 og 10.

62.

Med hensyn til det kemiske iltforbrug foreligger der 8 prøver efter perioden uden prøvetagning, hvoraf 1 opviser et (markant) for højt forbrug, men værdierne for det kemiske iltforbrug før denne periode opfyldte alle sammen kravene. Ifølge bilag I, tabel 3, ville op til 3 prøver, der ikke opfyldte kravene, dog have været tilladt, når der var udtaget 17 prøver.

63.

I mangel af yderligere indicier for en utilstrækkelig rensningskapacitet er disse resultater tilstrækkelige til at afkræfte tvivl om rensningskapaciteten for rensningsanlægget i byområdet Mockfjärd ved udløbet af fristen i den begrundede udtalelse. Det skal i stedet lægges til grund, at anlægget på dette tidspunkt – muligvis på grund af ombygningen ( 20 ) – opfyldte kravene i spildevandsdirektivets artikel 4 og 15.

64.

Sverige skal derfor frifindes for så vidt angår byområdet Mockfjärd.

65.

For så vidt angår byområdet Robertsfors ser situationen ud til at være den samme som for byområdet Mockfjärd. I 2018 var det biokemiske iltforbrug ganske vist i begyndelsen for højt i 11 ud af 24 prøver, men fra den 23. oktober 2018 viste alle 6 prøver en reduktion med mindst 70%, hvilket opfyldte kravene ( 21 ). Kommissionen har imidlertid også gjort gældende, at situationen i 2018 fremstår betydeligt dårligere end i 2016. Dengang viste kun 6 ud af 24 prøver et for højt forbrug ( 22 ).

66.

Under hensyn til samtlige godtgjorte forhold er dette indicium for en forringelse af anlæggets kapacitet imidlertid ikke tilstrækkeligt til at konkludere, at der forelå en tilsidesættelse på det relevante tidspunkt. Sverige redegjorde nemlig allerede i svaret på den begrundede udtalelse for, at der havde været driftsproblemer i dette rensningsanlæg i 2018, og at der var blevet iværksat foranstaltninger med henblik på at afhjælpe disse ( 23 ). Værdierne i de sidste seks prøver er derfor indicier for, at anlægget som følge af disse foranstaltninger havde en tilstrækkelig rensningskapacitet den 8. januar 2019.

67.

Sverige skal derfor også frifindes for så vidt angår byområdet Robertsfors.

68.

For så vidt angår byområdet Tänndalen viste 6 ud af 35 prøver i 2018 et for højt biokemisk iltforbrug, selv om kun 4 prøver med for høje værdier ville have været tilladt.

69.

Alle utilstrækkelige resultater stammer fra perioden fra slutningen af februar til midten af april. De efterfølgende 21 prøver frem til udgangen af december viser derimod et meget lavt forbrug ( 24 ). På denne baggrund kunne man konkludere, at der er sket en forbedring af anlæggets kapacitet.

70.

Det volder dog bekymring, at prøverne for 2016 opviser et lignende mønster, nemlig fire prøver med for højt forbrug fra januar til april og derefter prøver med meget lavt forbrug. Dette bekræftes af en skrivelse fra den kompetente kommunalforvaltning af 20. december 2018, hvortil Kommissionen har henvist. Af denne skrivelse fremgår det, at de forbedrende foranstaltninger, der blev iværksat i 2018, ikke var tilstrækkelige til at opfylde spildevandsdirektivets krav i spidsbelastningsperioden (»högbelastningssäsong«) ( 25 ).

71.

Sverige har imidlertid sammen med svarskriftet fremlagt yderligere prøvedata frem til maj 2019, som ikke længere viser et for højt biokemisk iltforbrug.

72.

Heroverfor har Kommissionen ganske vist gjort gældende, at disse data (næsten alle) stammer fra perioden efter udløbet af fristen i den begrundede udtalelse den 8. januar 2019, og at de derfor er uden betydning for vurderingen af klagepunktet. Med dette argument ser Kommissionen imidlertid bort fra, at data, der er indsamlet efter det relevante tidspunkt, også giver mulighed for at drage konklusioner vedrørende rensningsanlæggets kapacitet på dette tidspunkt ( 26 ). Hvis grænseværdierne på ny var blevet overskredet i spidsbelastningsperioden i de første måneder af året, havde man nemlig måttet konkludere, at anlægget fortsat var utilstrækkeligt. Når dette ikke var tilfældet, må det derimod antages, at anlægget på det relevante tidspunkt til forskel fra de foregående år opfyldte kravene – formodentlig på grund af de forbedrende foranstaltninger.

73.

Sverige skal følgelig også frifindes for så vidt angår byområdet Tänndalen.

74.

Endelig er parterne uenige om, hvorvidt rensningsanlægget i byområdet Töreboda nedbringer det biokemiske iltforbrug i det udledte spildevand tilstrækkeligt.

75.

I besvarelsen af den begrundede udtalelse har Sverige for så vidt angår perioden mellem den 8. november 2017 og den 6. november 2018 givet meddelelse om 50 prøver ( 27 ). Sammen med duplikken har Sverige ganske vist fremlagt yderligere data vedrørende november og december 2018 ( 28 ), men i strid med artikel 128, stk. 1, i Domstolens procesreglement foreligger der ingen begrundelse for denne forsinkelse. Dette bevis kan følgelig ikke antages til realitetsbehandling ( 29 ).

76.

Parterne er uenige om, hvorvidt ni afvigelser i den første halvdel af året viser, at rensningsanlæggets nedbringelse af det biokemiske iltforbrug er utilstrækkelig. Det er dog i sidste ende ikke afgørende.

77.

Ifølge besvarelsen af den begrundede udtalelse blev rensningsanlæggets biologiske rensningstrin nemlig ombygget i første halvdel af 2018 ( 30 ). Eftersom dette trin er det centrale element i den sekundære rensning ( 31 ), giver denne ombygning forklaringen på, hvorfor det biokemiske iltforbrug var langt lavere i den anden halvdel af året end i den første og resultaterne af de senere prøver er betydeligt bedre end de værdier, der kræves i henhold til direktivet.

78.

De rettidigt fremlagte oplysninger vedrørende den anden halvdel af året gør det derfor muligt at konkludere, at anlægget på det relevante tidspunkt, den 8. januar 2019, var i overensstemmelse med spildevandsdirektivets artikel 4 og 10. På dette punkt må Sverige derfor frifindes for så vidt angår byområdet Töreboda.

79.

Såfremt Domstolen alligevel ønsker at beskæftige sig med oplysningerne fra den første halvdel af 2018, skal jeg erindre om, at det biokemiske iltforbrug i henhold til spildevandsdirektivets artikel 4 og bilag I, tabel 1, hertil ikke må overstige 25 mg/l ilt eller i forhold til det spildevand, der tilledes disse anlæg, skal nedbringes med mindst 70%. Af tabellens overskrift fremgår det, at koncentrationen eller den procentvise nedbringelse skal anvendes.

80.

Kommissionen har ganske vist fremhævet, at 18 af prøverne viste et iltforbrug på mere end 25 mg/l, men i 9 af disse prøver var iltforbruget i forhold til det spildevand, der tilledtes disse anlæg, reduceret med mindst 70%. De opfyldte derfor kravene i henhold til bilag I, tabel 1, til spildevandsdirektivet.

81.

For så vidt angår de resterende 9 prøver blev den procentuelle nedbringelse af forbruget derimod ikke beregnet. De indikerer derfor manglende opfyldelse af kravene i henhold til bilag I, tabel 1, til spildevandsdirektivet. Ifølge bilag I, tabel 3, er højst 5 prøver, der ikke opfylder kravene, dog tilladt, når der udtages 41-53 prøver inden for et år.

82.

Sverige har dog gjort gældende, at der kun skal tages hensyn til de 23 prøver, hvor den procentuelle nedbringelse af iltforbruget blev beregnet. Blandt disse prøver er der kun 1, som ikke opfylder kravene, mens hele 3 sådanne prøver ville være tilladt ved dette antal prøver.

83.

Eftersom der ifølge overskriften på tabel 2 i bilag I til spildevandsdirektivet skal anvendes koncentrationen eller den procentvise nedbringelse, kan det svenske standpunkt fortolkes således, at medlemsstaten har valgt det andet vurderingskriterium. Hvis man imidlertid anser prøverne for beviser for overholdelsen af artikel 4, kan ni dokumenterede afvigelser fra de krævede værdier ikke ignoreres. De er derfor indicier for en tilsidesættelse i første halvdel af 2018.

84.

Kommissionen har i øvrigt med rette kritiseret, at disse data ikke blev indsamlet tilstrækkeligt regelmæssigt, idet de data, der er fremlagt i den foreliggende sag på tilladt vis ( 32 ), navnlig ikke omfatter november og december 2018.

85.

Disse synspunkter sætter imidlertid ikke spørgsmålstegn ved vurderingen af rensningsanlæggets kapacitet pr. 8. januar 2019, eftersom denne – som allerede fastslået i punkt 77 og 78 – er dokumenteret ved de rettidigt fremlagte måleresultater fra andet halvår 2018, og de dårligere resultater fra det første halvår kan tilskrives ombygningen.

86.

For så vidt angår byområdet Töreboda kan det i den foreliggende sag således ikke fastslås, at rensningsanlæggets nedbringelse af det biokemiske iltforbrug på det relevante tidspunkt, den 8. januar 2019, var utilstrækkelig.

87.

Sverige har således undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til spildevandsdirektivets artikel 4, sammenholdt med artikel 10, idet Sverige ikke har sikret, at spildevand fra byområderne Lycksele, Malå og Pajala før udledningen underkastes sekundær rensning eller en tilsvarende rensning.

88.

I øvrigt må dette klagepunkt forkastes.

89.

For så vidt angår fire byområder, Borås, Skoghall, Habo og Töreboda, har Kommissionen gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af forpligtelsen til en mere vidtgående behandling i henhold til spildevandsdirektivets artikel 5, 10 og 15.

90.

Ifølge spildevandsdirektivets artikel 5, stk. 2, skal de kompetente myndigheder træffe de nødvendige foranstaltninger, for at byspildevand, der tilledes kloaknet fra byområder med over 10000 PE, senest den 31. december 1998 undergives en mere vidtgående rensning end beskrevet i artikel 4, før det udledes til følsomme områder.

91.

Hvilke regler der gælder for den mere vidtgående rensning af udledninger til sådanne følsomme områder, fremgår af en kæde af henvisninger. Spildevandsdirektivets artikel 5, stk. 3, henviser til bilag I, litra B. Litra B, nr. 3, henviser på sin side til kravene i tabel 2 i bilag I.

92.

Sverige har kortlagt de kystnære vandområder beliggende mellem den norske grænse og byområdet Norrtälje som følsomme for så vidt angår eutrofiering eller en risiko for eutrofiering på grund af udledningen af kvælstof. De berørte byområder udleder indirekte deres spildevand til disse vandområder. De skal derfor sørge for en kvælstofreduktion ved spildevandsbehandlingen.

93.

Litra D, nr. 4, underlitra c), og tabel 2 i bilag I til spildevandsdirektivet stiller – når det drejer sig om kvælstof – krav om enten en nedbringelse svarende til et årligt gennemsnit på 15 mg/l i byområder med mellem 10000 og 100000 PE henholdsvis 10 mg/l i større byområder, eller en procentvis nedbringelse på mindst 70-80%.

94.

I øvrigt forpligter spildevandsdirektivets artikel 10 medlemsstaterne til at sikre, at rensningsanlæg for byspildevand også med henblik på opfyldelse af kravene i artikel 5 projekteres, opføres, drives og vedligeholdes således, at de har tilstrækkelig funktionsduelighed under alle normale lokale vejrforhold.

95.

Spildevandet fra byområdet Borås blev først renset i rensningsanlægget Gässlösa, som imidlertid blev erstattet af rensningsanlægget Sobacken pr. 28. maj 2018. Sidstnævnte har en kapacitet på 100000 PE og skal derfor opnå en værdi på under 10 mg/l kvælstof eller en procentvis nedbringelse på mindst 70-80%.

96.

På grund af omstillingen havde Sverige endnu ikke mulighed for at meddele et årligt gennemsnit for dette anlæg ved besvarelsen af den begrundede udtalelse. I stedet meddelte Sverige et årligt gennemsnit på 18 mg/l kvælstof for begge anlæg, dvs. en manglende opfyldelse af kravene ( 33 ).

97.

Som bilag til svarskriftet fremlagde Sverige dog yderligere prøvedata frem til den 5. september 2019, som dokumenterer et årligt gennemsnit på 9 mg/l og en kvælstofreduktion på gennemsnitligt 70% for anlægget Sobacken ( 34 ).

98.

Disse data gør det, jf. betragtningerne i forbindelse med oplysningerne for byområdet Tänndalen ( 35 ), muligt at konkludere, at rensningsanlægget Sobacken på det relevante tidspunkt, dvs. den 8. januar 2019, opfyldte kravene i henhold til spildevandsdirektivets artikel 5 og 10.

99.

Det taler i øvrigt også for denne konklusion, at det kan tage nogen tid, inden et nyopført rensningsanlæg drives optimalt. De fremlagte data viser i overensstemmelse hermed indledningsvis klart forhøjede værdier, som dog derefter bliver væsentlig bedre og forbliver relativt stabile.

100.

For så vidt angår byområdet Borås skal Sverige derfor frifindes.

101.

Byområdet Skoghall råder over to rensningsanlæg, nærmere betegnet Sättersviken med 5457 PE og Hammarö med 15000 PE. Parterne er enige om, at de to anlæg hver især skal overholde grænseværdien for anlæg for byområder mellem 10000 og 100000 PE, dvs. en maksimal værdi på 15 mg/l kvælstof eller en kvælstofreduktion på 70-80%. Denne opfattelse er korrekt, eftersom kravene til større byområder ville kunne omgås ved opdeling af spildevandet på flere mindre rensningsanlæg for byspildevand.

102.

I besvarelsen af den begrundede udtalelse angav Sverige dog et årligt gennemsnit på 17 mg/l for anlægget Sättersviken for perioden fra den 9. november 2017 til den 6. november 2018 ( 36 ). Derfor mener Kommissionen, at der foreligger en tilsidesættelse af spildevandsdirektivets artikel 5 og 10.

103.

I svarskriftet har Sverige gjort gældende, at der var problemer med driften af dette rensningsanlæg, som blev afhjulpet. Desuden har denne medlemsstat fremlagt yderligere prøvedata, hvorefter der for perioden fra den 6. april 2018 til den 15. maj 2019 er dokumenteret et årligt gennemsnit på 12 mg/l kvælstof og en gennemsnitlig kvælstofreduktion på 73% ( 37 ).

104.

Dette anbringende, sammenholdt med de nye data, gør det, jf. betragtningerne i forbindelse med oplysningerne for byområdet Tänndalen ( 38 ), muligt at konkludere, at rensningsanlægget Sättersviken i byområdet Skoghall på det relevante tidspunkt, dvs. den 8. januar 2019, opfyldte kravene i henhold til spildevandsdirektivets artikel 5 og 10.

105.

På dette punkt skal Sverige derfor frifindes.

106.

Rensningsanlægget i byområdet Habo har en kapacitet på 17000 PE. Det råder ikke over noget særligt materiel til reduktion af kvælstoffet i spildevandet og fjerner derfor kun ca. 30%, hvilket fører til et årligt gennemsnit på 40 mg/l. Sverige har dog gjort gældende, at den kvælstofandel, der udledes i floder og søer, ved naturlige processer reduceres med 87%. Denne reduktion fremgår af en videnskabeligt anerkendt model. Sammen med reduktionen i rensningsanlægget fjernes således 91% af det kvælstof, der oprindeligt var indeholdt i spildevandet, inden vandet når ud til de følsomme kystnære vandområder ( 39 ).

107.

Dette anlæg skal på grund af sin kapacitet overholde grænseværdien på 15 mg/l kvælstof eller opnå en kvælstofreduktion på 70-80%. I forbindelse med vurderingen af reduktionen har Domstolen allerede anerkendt, at der tages hensyn til en naturlig reduktion ( 40 ). Kommissionen har imidlertid krævet, at effektiviteten af denne reduktion dokumenteres med aktuelle måledata. Denne indvending er logisk, idet Kommissionen kun kan efterprøve modellen på grundlag af aktuelle måledata.

108.

Sveriges forsvarsargumenter er ikke helt fri for selvmodsigelser. På den ene side har Sverige anført, at det ikke er praktisk muligt at måle kvælstoftilførsel og ‑udledning i alle kvælstofholdige vandområder i Sverige ( 41 ). På den anden side blev der alligevel foretaget nye målinger med henblik på at bekræfte og kalibrere modellen ( 42 ). Disse data er frit tilgængelige på internettet ( 43 ).

109.

Over for dette anbringende har Kommissionen i replikken gjort gældende, at Sverige ikke har fremlagt de krævede oplysninger. Denne kritik kan ikke afvises på forhånd, eftersom svarskriftet i henhold til procesreglementets artikel 124, stk. 1, litra d), skal indeholde de beviser eller en angivelse af de beviser, der påberåbes. Derfor skal oplysninger til støtte for de retlige anbringender, dvs. beviser, normalt fremlægges for Domstolen sammen med processkriftet.

110.

Imidlertid har Kommissionen hverken under retsforhandlingerne eller i den begrundede udtalelse angivet præcist, hvilke måledata den har brug for for at kunne efterprøve modellen for den naturlige reduktion af kvælstof. Derfor var Sverige ikke i stand til at fremlægge lige præcis disse data. Henvisningen til de data, der er tilgængelige på internettet, skal derfor anses for en angivelse af de beviser, der påberåbes, på grundlag af hvilke Kommissionen havde kunnet præcisere sin kritik af anvendelsen af modellen.

111.

Med henblik herpå burde Kommissionen have sat sig ind i indholdet af de data, der er tilgængelige på internettet. Såfremt undersøgelsen af disse ville være meget tidskrævende, burde Kommissionen om fornødent have anmodet om en forlængelse af fristen eller en udsættelse af sagen.

112.

Kommissionen har ikke foretaget sig noget af dette.

113.

Kommissionens indsigelse om, at Sverige ikke har fremlagt de nødvendige måledata med henblik på en efterprøvelse, må derfor forkastes. Således må Sverige også frifindes for så vidt angår byområdet Habo.

114.

Rensningsanlægget i byområdet Töreboda skal på grund af sin kapacitet på 35500 PE ligeledes overholde grænseværdien på 15 mg/l kvælstof eller opnå en kvælstofreduktion på 70-80%.

115.

Ifølge svaret på den begrundede udtalelse råder anlægget ikke over noget særligt materiel til reduktion af kvælstoffet i spildevandet og fjernede derfor kun ca. 43%. Sverige påberåbte sig imidlertid en naturlig reduktion på yderligere 50%, således at kvælstoffet i spildevandet i alt blev reduceret med 71%, inden det nåede de følsomme kystnære vandområder ( 44 ). På baggrund af ovenstående betragtninger vedrørende byområdet Habo er disse værdier tilstrækkelige til at påvise en tilstrækkelig reduktion af kvælstoffet.

116.

Som bilag til svarskriftet har Sverige desuden fremlagt resultaterne af prøver af kvælstofreduktionen, der blev indsamlet mellem den 4. januar og den 30. december 2019. Ifølge disse prøver opnåede anlægget også uden hensyntagen til en naturlig reduktion en gennemsnitlig værdi på 14 mg/l i 2019 og en gennemsnitlig reduktion på 73% – formodentlig på grund af ombygningen i første halvdel af 2018 ( 45 ). Disse værdier bekræfter i særdeleshed, at rensningsanlægget i byområdet Töreboda på det relevante tidspunkt reducerede kvælstofbelastningen i spildevandet i tilstrækkeligt omfang.

117.

Det kan således ikke gøres gældende, at Sverige har tilsidesat spildevandsdirektivets artikel 5, 10 og 15 for så vidt angår byområdet Töreboda.

118.

Følgelig bør det andet klagepunkt forkastes i sin helhed.

119.

Endelig har Kommissionen gjort gældende, at Sverige har tilsidesat sin forpligtelse til loyalt samarbejde i henhold til artikel 4, stk. 3, TEU, idet Sverige for så vidt angår byområderne Habo og Töreboda ikke fremlagde alle nødvendige oplysninger under den administrative procedure. Sverige har navnlig ikke meddelt Kommissionen de oplysninger, som er nødvendige for, at denne kan bedømme rigtigheden af det af Sverige anførte om omfanget af den naturlige kvælstofreduktion og opfyldelsen af direktivets krav med hensyn til kvælstofelimineringen på dette grundlag.

120.

Under en traktatbrudssag i henhold til artikel 258 TEUF påhviler det ganske vist Kommissionen at godtgøre, at det hævdede traktatbrud foreligger. Det er således Kommissionen, som skal fremføre de omstændigheder, der er nødvendige, for at Domstolen kan efterprøve, om der foreligger et traktatbrud, og Kommissionen kan ikke påberåbe sig nogen formodning herom. Medlemsstaterne er imidlertid i medfør af artikel 4, stk. 3, TEU forpligtede til at bistå Kommissionen ved gennemførelsen af dens opgave, som i henhold til artikel 17, stk. 1, TEU bl.a. består i at tage passende initiativer med henblik på gennemførelsen af traktatens bestemmelser og af de foranstaltninger, der vedtages af institutionerne på grundlag heraf. Der skal navnlig tages hensyn til, at når det drejer sig om at undersøge, om nationale bestemmelser gennemfører direktivbestemmelser korrekt, vil Kommissionen, som ikke har egne undersøgelsesbeføjelser på området, i vid udstrækning være afhængig af de oplysninger, som er fremlagt af eventuelle klagere og af den pågældende medlemsstat i sagen. Heraf følger bl.a., at når Kommissionen har afgivet tilstrækkelige oplysninger om, at bestemte forhold foreligger på den sagsøgte medlemsstats område, påhviler det den pågældende medlemsstat konkret og detaljeret at anfægte de således fremlagte oplysninger og følgerne heraf ( 46 ).

121.

I den begrundede udtalelse anførte Kommissionen, at Sverige ikke havde opfyldt denne forpligtelse, idet Sverige ikke havde fremlagt nyere måleresultater vedrørende reduktionen af kvælstof mellem udledningen af vandet fra rensningsanlæggene og de følsomme kystnære vandområder ( 47 ). Som anført ovenfor ( 48 ) er dette krav logisk, eftersom en modelberegning kun kan efterprøves på grundlag af faktiske måleværdier.

122.

Sverige har navnlig besvaret dette med en udtalelse fra Sveriges meteorologiska och hydrologiska institut (Sveriges meteorologiske og hydrologiske institut, herefter »SMHI«) ( 49 ). Heri fastslår SMHI udtrykkeligt, at der ganske vist blev anvendt nyere måleresultater for kvælstofindholdet i vandområderne, men at disse ikke er tilgængelige på SMHI’s hjemmeside, fordi de stammer fra en anden institutions database ( 50 ).

123.

Med denne ufuldstændige oplysning har Sverige tilsidesat princippet om loyalt samarbejde og hindret den foreliggende sag. Selv om Kommissionen havde kritiseret manglen på data, gav SMHI ikke meddelelse om sådanne data og angav heller ikke kilden til de nyere data eller en reference til internetadressen. Denne undladelse er særlig grel, fordi det uden videre havde været muligt at give disse oplysninger – som svarskriftet viser. Samtidig havde det været i overensstemmelse med god videnskabelig praksis at anføre en reference til, hvor de anvendte data var offentligt tilgængelige. På dette grundlag havde Kommissionen haft langt bedre mulighed for at forberede dette søgsmål, og den havde måske endda udeladt klagepunkterne vedrørende byområderne Habo og Töreboda.

124.

Eftersom disse oplysninger havde været så vigtige, havde det ganske vist ligeledes været i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde, såfremt Kommissionen endnu en gang i det mindste uformelt havde anmodet om at få tilsendt disse måleværdier. Kommissionen kunne imidlertid ikke vide, at det havde været så uproblematisk at få adgang til disse. Den omstændighed, at Kommissionen ikke fremsatte yderligere forespørgsler, udelukker derfor ikke, at det kan fastslås, at Sverige har tilsidesat princippet om loyalt samarbejde.

125.

Sverige har således undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til artikel 4, stk. 3, TEU, idet Sverige ikke under den administrative procedure har meddelt Kommissionen de oplysninger, der er nødvendige, for at denne kan bedømme, om rensningsanlæggene for byspildevand for byområderne Habo og Töreboda opfylder kravene i spildevandsdirektivet.

126.

Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 3, bærer hver part sine egne omkostninger, hvis begge parter – som i den foreliggende sag – henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter.

127.

Jeg foreslår derfor Domstolen at træffe afgørelse som følger: