1)

Artikel 6, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes således, at egenskaben af »udstedende judiciel myndighed« som omhandlet i denne bestemmelse ikke afhænger af, om der kan foretages en domstolskontrol af afgørelsen om udstedelse af en europæisk arrestordre og af den nationale afgørelse, hvorpå denne ordre er støttet.

2)

Artikel 8, stk. 1, litra c), i rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, skal fortolkes således, at en europæisk arrestordre skal anses for ugyldig, såfremt den ikke har grundlag i en »[national] arrestordre eller en anden eksigibel afgørelse med samme retskraft« som omhandlet i denne bestemmelse. Dette begreb omfatter nationale foranstaltninger, der vedtages af en judiciel myndighed med henblik på eftersøgning og anholdelse af en person, der er genstand for strafforfølgning, med det formål at fremstille vedkommende for en domstol med henblik på gennemførelse af straffesagen. Det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, om en national afgørelse om tiltalerejsning som den, der ligger til grund for den i hovedsagen omhandlede europæiske arrestordre, har sådanne retsvirkninger.

3)

Rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, sammenholdt med den i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder sikrede ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, skal fortolkes således, at den, når den udstedende medlemsstats lovgivning ikke indeholder bestemmelser, der foreskriver en domstolsprøvelse med henblik på at kontrollere de betingelser, hvorunder en europæisk arrestordre er blevet udstedt af en myndighed, der deltager i forvaltningen af denne medlemsstats retspleje, men ikke selv er en domstol, gør det muligt for den nationale retsinstans, som skal påkende en sag, der er anlagt til prøvelse af lovligheden af opretholdelsen af en varetægtsfængsling af en person, der er blevet overgivet i medfør af en europæisk arrestordre, som er udstedt på grundlag af en national retsakt, der ikke kan betegnes som en »[national] arrestordre eller en anden eksigibel afgørelse med samme retskraft« som omhandlet i denne rammeafgørelses artikel 8, stk. 1, litra c), og i forbindelse med hvilken det er gjort gældende, at denne europæiske arrestordre er ugyldig i henhold til EU-retten, at erklære sig kompetent til at foretage en sådan kontrol af gyldigheden.

Rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, sammenholdt med den i artikel 47 i chartret for grundlæggende rettigheder sikrede ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, skal fortolkes således, at den ikke kræver, at den nationale rets konstatering af, at den omhandlede europæiske arrestordre er blevet udstedt i strid med denne rammeafgørelses artikel 8, stk. 1, litra c), for så vidt som den ikke har grundlag i en »[national] arrestordre eller en anden eksigibel afgørelse med samme retskraft« som omhandlet i denne bestemmelse, har til følge, at den person, der er blevet varetægtsfængslet, efter at den fuldbyrdende medlemsstat har overgivet vedkommende til den udstedende medlemsstat, skal løslades. Det påhviler derfor den forelæggende ret i overensstemmelse med den nationale lovgivning at afgøre, hvilke konsekvenser den omstændighed, at der ikke foreligger en sådan national retsakt som retsgrundlag for den omhandlede europæiske arrestordre, kan have for afgørelsen af, hvorvidt varetægtsfængslingen af den tiltalte skal opretholdes.