1)

Artikel 13, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, sammenholdt med denne forordnings artikel 11, stk. 1, litra b), skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke kan påberåbes af et selskab, der, som modydelse til de tjenester, der er leveret til den direkte skadelidte i et trafikuheld i forbindelse med de skader, der opstod som følge af denne ulykke, fra denne skadelidte har erhvervet forsikringserstatningskravet med henblik på at gøre krav på betaling gældende over for skadevolderens ansvarsforsikringsselskab, uden dog at drive erhvervsmæssig virksomhed med at gøre sådanne erstatningskrav gældende.

2)

Artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at denne bestemmelse kan påberåbes af en erhvervsdrivende, der fra skadelidte i et trafikuheld på grundlag af en overdragelsesaftale har erhvervet et krav med henblik på ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, at anlægge sag om erstatning uden for kontrakt mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab, der har hjemsted i en anden medlemsstat end den, hvor skadetilføjelsen er foregået, forudsat at betingelserne for anvendelsen af denne bestemmelse er opfyldt, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.