|
17.1.2022 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 24/7 |
Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 18. november 2021 — Promexor Trade SRL mod Direcţia Generală a Finanţelor Publice Cluj — Administraţia Judeţeană a Finanţelor Publice Bihor (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Judecătoria Oradea — Rumænien)
(Sag C-358/20) (1)
(Præjudiciel forelæggelse - harmonisering af skatte- og afgiftslovgivningerne - det fælles merværdiafgiftssystem (moms) - direktiv 2006/112/EF - ret til fradrag af moms - inddragelse af en afgiftspligtig persons momsregistrering - nægtelse af fradragsretten - formelle betingelser)
(2022/C 24/09)
Processprog: rumænsk
Den forelæggende ret
Judecătoria Oradea
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Promexor Trade SRL
Sagsøgt: Direcţia Generală a Finanţelor Publice Cluj — Administraţia Judeţeană a Finanţelor Publice Bihor
Konklusion
Artikel 168, artikel 213, stk. 1, artikel 214, stk. 1, og artikel 273 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv 2010/45/EU af 13. juli 2010, samt princippet om neutraliteten af merværdiafgiften (moms), sammenholdt med retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og proportionalitetsprincippet, skal fortolkes således, at disse bestemmelser og dette princip i det tilfælde, hvor en afgiftspligtig persons momsregistrering er blevet inddraget, fordi den pågældende i de momsangivelser, der var blevet indgivet for seks på hinanden følgende måneder, ikke havde angivet nogen momspligtige transaktioner, men hvor denne afgiftspligtige person fortsætter sin virksomhed på trods af denne inddragelse, ikke er til hinder for en national lovgivning, der gør det muligt for den kompetente skatte- og afgiftsmyndighed at pålægge personen at opkræve moms, som skal betales af dennes afgiftspligtige transaktioner, forudsat at vedkommende kan ansøge om en ny momsregistrering og fradrage indgående moms. Den omstændighed, at den afgiftspligtige persons direktør er selskabsdeltager i et andet selskab, der er genstand for en insolvensprocedure, kan ikke som sådan gøres gældende med henblik på systematisk at nægte denne afgiftspligtige person en ny momsregistrering.