|
22.11.2021 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 471/7 |
Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 9. september 2021 — »Toplofikatsia Sofia« EAD, »TjEZ Elektro Balgaria« AD, »Agentsia za kontrol na prosrotjeni zadalzjenia« EOOD (sag C-208/20) og »Toplofikatsia Sofia« EAD (sag C-256/20) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Sofiyski Rayonen sad — Bulgarien)
(Forenede sager C-208/20 og C-256/20) (1)
(Præjudiciel forelæggelse - artikel 20, stk. 2, litra a), TEUF - artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - forordning (EF) nr. 1206/2001 - samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område - artikel 1, stk. 1, litra a) - forordning (EF) nr. 1215/2012 - retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område - artikel 5, stk. 1 - ubetalte fordringer - domstolsafgørelser - betalingspåkrav - forkyndelse - skyldner, der er bosiddende på en ukendt adresse i en anden medlemsstat end den, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende)
(2021/C 471/08)
Processprog: bulgarsk
Den forelæggende ret
Sofiyski Rayonen sad
Parter i hovedsagen
Sagsøgere:»Toplofikatsia Sofia« EAD, »TjEZ Elektro Balgaria« AD, »Agentsia za kontrol na prosrotjeni zadalzjenia« EOOD (sag C-208/20) og »Toplofikatsia Sofia« EAD (sag C-256/20)
Konklusion
|
1) |
Artikel 1, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om anerkendelse af beviser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke finder anvendelse på en situation, hvor en ret i en medlemsstat indhenter oplysninger om adressen i en anden medlemsstat på en person, for hvilken en retsafgørelse skal forkyndes. |
|
2) |
Artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke er til hinder for, at et påkrav over for en skyldner bliver eksigibelt, og at den ikke pålægger, at et sådant påkrav ophæves. |