14.3.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 119/8


Domstolens dom (Femte Afdeling) af 27. januar 2022 — Fondul Proprietatea SA mod Guvernul României, SC Complexul Energetic Hunedoara SA, under likvidation, SC Complexul Energetic Oltenia SA, Compania Naţională de Transport al Energiei Electrice »Transelectrica« SA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Curtea de Apel Bucureşti — Rumænien)

(Sag C-179/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - det indre marked for elektricitet - direktiv 2009/72/EF - artikel 15, stk. 4 - prioriteret lastfordeling - forsyningssikkerhed - artikel 32, stk. 1 - fri adgang for tredjeparter - garanteret adgang til transmissionssystemerne - direktiv 2009/28/EF - artikel 16, stk. 2 - garanteret adgang - artikel 107, stk. 1, TEUF - artikel 108, stk. 3, TEUF - statsstøtte)

(2022/C 119/11)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Curtea de Apel Bucureşti

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Fondul Proprietatea SA

Sagsøgte: Guvernul României, SC Complexul Energetic Hunedoara SA, under likvidation, SC Complexul Energetic Oltenia SA, Compania Naţională de Transport al Energiei Electrice »Transelectrica« SA

procesdeltager: Ministerul Economiei, Energiei şi Mediului de Afaceri

Konklusion

1)

Artikel 32, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at en medlemsstat tildeler en ret til garanteret adgang til transmissionssystemerne for visse elproducenter, hvis anlæg anvender indenlandske primære energikilder som brændsel, med henblik på at sikre elforsyningssikkerheden, for så vidt som denne ret til garanteret adgang er baseret på objektive og rimelige kriterier og står i et rimeligt forhold til det legitime mål, som forfølges, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

2)

Artikel 107, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at en række foranstaltninger, der indføres ved en regeringsbeslutning, og som består af en prioriteret lastfordeling, tildelt af systemoperatøren, hvori staten er hovedaktionær, af elektricitet, der er produceret af visse elproducenter, hvis anlæg anvender indenlandske primære energikilder som brændsel, af en garanteret adgang for elektricitet, der er produceret i disse producenters anlæg, til transmissionssystemet og af en forpligtelse for de nævnte producenter til at levere systembærende ydelser til systemoperatøren for en bestemt mængde megawatt, som vedrørende denne mængde forbeholder dem en ret til levering til en forud fastsat pris, der antages at overstige markedspriserne, kan kvalificeres som »statsstøtte« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Såfremt dette er tilfældet, skal en sådan række af foranstaltninger anses for ny støtte og er som sådan underkastet forpligtelsen til forudgående anmeldelse til Europa-Kommissionen i overensstemmelse med artikel 108, stk. 3, TEUF.


(1)  EUT C 297 af 7.9.2020.