—

Søgsmålet antages til realitetsbehandling, og der gives sagsøgeren medhold.

—

Kommissionens afgørelse af 15. oktober 2019 om nedsættelse af beløbet for kontrakten TACIS/2006/101-510 fra 4 410 000 EUR til 0 (nul) EUR og tilbagesøgningen af alle udbetalinger for i alt 4 241 507 EUR, der var foretaget som led i denne kontrakt, annulleres.

—

Det pålægges Kommissionen at tilbagebetale alle de beløb, som den eventuelt har inddrevet i henhold til denne afgørelse, med tillæg af renter i henhold til den af Den Europæiske Centralbank fastsatte sats, forhøjet med syv procentpoint.

—

Kommissionen tilpligtes at betale et symbolsk beløb på 1 EUR i erstatning og renter med forbehold for forhøjelse.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Det første anbringende om Kommissionens manglende beføjelse til at vedtage den anfægtede afgørelse, det manglende retsgrundlag herfor og om en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at Kommissionen ikke havde kompetence til at vedtage den anfægtede afgørelse, som skabte et fuldbyrdelsesgrundlag for inddrivelsen af den fordring, som Kommissionen angav, at den havde i forhold til sagsøgeren, uden at der fandtes en voldgiftsklausul, som tillagde Unionens retsinstanser en kompetence i tvister mellem parterne på det kontraktretlige område.

2.

Det andet anbringende om en forældelse af den angivelige fordring og under alle omstændigheder om en tilsidesættelse af den rimelige frist, af artikel 73a, stk. 1, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 2002, L 248, s. 1) (herefter »2002-finansforordningen«), af retten til god forvaltning som fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og af artikel 6 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter »EMRK«). Det er sagsøgerens opfattelse, at den fordring, som Kommissionen mener at have i forhold til denne, er forældet, eftersom femårsfristen, der er fastsat i 2002-finansofordningens artikel 73a, er udløbet. Artikel 85b, stk. 4, i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 2002, L 357, s. 1) (herefter »2002-gennemførelsesforordningen«) om grunde til afbrydelse af forældelsesfristen er i øvrigt ugyldig. Under alle omstændigheder, og selv om afbrydelsen af forældelsesfristen var lovlig, er den forløbne tid for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse og af debitnotaen hertil åbenbart urimelig og i strid med artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder og med EMRK’s artikel 6, stk. 1 (for så vidt som den fastsætter en grundlæggende ret, der ligeledes udgør et almindeligt retsprincip).

3.

Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af dom, afsagt af tribunal de première instance de Bruxelles (ret i første instans i Bruxelles, Belgien) den 5. oktober 2017, og af maksimen om, at »administrative sager skal afvente udfaldet af straffesager«. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen er bundet af dommen afsagt den 5. oktober 2017 af en belgisk strafferetlig domstol, som frifandt sagsøgeren, idet der ikke var beviser for tiltaleforholdene. Eftersom Kommissionen, der i øvrigt var civil part for den strafferetlige domstol, havde besluttet at afvente resultatet af den belgiske sag, inden den vedtog afgørelsen om inddrivelse, er den bundet af dette resultat og af den nationale rets konklusioner, selv om den belgiske rets afgørelse ikke havde retskraft i forhold til Kommissionen.

4.

Det fjerde anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med åbenbart urigtige vurderinger. Sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at det er åbenbart, at de foreholdte faktiske omstændigheder ikke er bevist, og at der åbenbart ikke foreligger uregelmæssigheder, som skulle være alvorlige. Den anfægtede afgørelse er støttet på to rapporter fra OLAF. Kommissionens klagepunkter er således ikke godtgjort.

5.

Det femte anbringende om en tilsidesættelse af instrukserne til tilbudsgiverne og af 2002-finansforordningens artikel 103. Sagsøgeren har gjort gældende, at ingen af de klagepunkter, som Kommissionen har fremsat i forhold til sagsøgeren, vedrører den omstændighed, at sagsøgeren havde opnået fortrolige oplysninger, havde indgået en ulovlig aftale med en konkurrent eller havde påvirket bedømmelsesudvalget eller den ordregivende myndighed under gennemgangen, afklaringen, bedømmelsen eller sammenligningen af buddene. Dermed var hverken betingelserne i 2002-finansforordningens artikel 103 eller i artikel 13, litra a), i instrukserne til tilbudsgiverne opfyldt.

6.

Det sjette anbringende om en tilsidesættelse af retten til forsvar, eftersom sagsøgerens ret til at blive hørt er blevet tilsidesat.

7.

Det syvende anbringende om en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, af princippet om loyal opfyldelse af kontrakterne og af princippet om »rettighedsmisbrug«. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen hverken har handlet omhyggeligt eller upartisk.

8.

Det ottende anbringende om en formalitetsindsigelse i forhold til 2002-finansforordningens artikel 103, for så vidt som denne tilsidesætter det almindelige princip om forbud mod uberettiget berigelse. 2002-finansforordningens artikel 103 giver nemlig denne institution mulighed for at inddrive hele det beløb, der er udbetalt i kontraktens gennemførelsesperiode, selv om kontrahenten har gennemført kontrakten fuldstændigt. 2002-finansforordningens artikel 103 indebærer, at institutionen således kan drage fordel af alle kontrahentens ydelser, uden at den skylder denne betaling herfor. Artikel 103 skal således erklæres ulovlig, for så vidt som den tillader institutionen en uberettiget berigelse til skade for kontrahenten.

9.

Det niende anbringende, der er fremsat subsidiært, om en tilsidesættelse af 2002-finansforordningens artikel 103 og af proportionalitetsprincippet. Det er sagsøgerens opfattelse, at institutionen skal foretage sin bedømmelse i henhold til 2002-finansforordningens artikel 103. Bedømmelsen skal ligeledes foretages under overholdelse af proportionalitetsprincippet, idet institutionen skal sikre sig, at dens afgørelse står i forhold til den pågældende uregelmæssigheds alvor. Denne proportionalitetsforpligtelse er udtryk for princippet om loyal opfyldelse af kontrakter. Dette har ikke været tilfældet i den foreliggende sag.