—

Europa-Kommissionens afgørelse af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen foretog en ukorrekt anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn eller foretog en åbenbart urigtig bedømmelse ved sit valg af referenceordning for analysen af beskatningsordningen. Kommissionen skulle som referenceordning have anvendt Det Forenede Kongeriges selskabsbeskatningsordning og ikke blot selve ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn eller foretog en åbenbart urigtig bedømmelse ved at anlægge en fejlagtig tilgang til analysen af ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber. I 124.-126. betragtning til den anfægtede afgørelse behandlede Kommissionen med urette bestemmelserne i kapitel 9 i del 9A i 2010-skatteloven (internationale og andre bestemmelser) som en form for undtagelse til en almindelig skattepligt indeholdt i denne lovs kapitel 5.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, da den i 127.-151. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog, at selektivitetskriteriet var opfyldt, idet virksomheder, som befandt sig i faktisk og retligt sammenlignelige situationer, blev behandlet forskelligt.

4.

Fjerde anbringende om, at 75 %-fritagelsen i henhold til sektion 371ID i 2010-skatteloven (internationale og andre bestemmelser) er begrundet i beskatningsordningens karakter og almindelige opbygning.

5.

Femte anbringende om, at den omstændighed, at kontrollerede udenlandske selskaber, der opfyldte fritagelserne indeholdt i det nævnte kapitel 9, som en klasse blev pålagt en skattepligt, udgjorde en tilsidesættelse af sagsøgernes etableringsfrihed i strid med artikel 49 TEUF.

6.

Sjette anbringende om, at der blev anlagt et åbenbart urigtigt skøn eller foretaget en åbenbart urigtig vurdering med hensyn til 75 %-fritagelsen og spørgsmålet om en fast sats.

7.

Syvende anbringende om, at Kommissionen afgørelse ikke overholder det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling eller det almindelige EU-retlige lighedsprincip.

8.

Ottende anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl, da den foretog en analog anvendelse af eller i for høj grad forlod sig på ordlyden af Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1), som ikke tidsmæssigt fandt anvendelse.