—

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/592 af 10. april 2019 om ændring af forordning (EU) 2018/1806 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav, for så vidt angår Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen annulleres.

—

Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder advokatsalær op til 5 000 EUR.

1.

Første anbringende om en ved forordning (EU) 2019/592 foretaget tilsidesættelse af de rettigheder, der er erhvervet gennem unionsborgerskabet.

Sagsøgerne har for det første anført, at Parlamentet og Rådet har tilsidesat deres ret til privatliv og familieliv, idet de i mere end 15 år har haft deres liv i en anden EU-medlemsstat, en stat, som de har tætte bånd til: Nogle har en ægtefælle og børn, der er statsborgere i en anden medlemsstat, eller de ejer fast ejendom dér.

For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at den anfægtede forordning tilsidesætter ligestillingsprincippet, eftersom forordningen anerkender fortabelse af de rettigheder, som de udleder af deres unionsborgerskab, uden at sondre mellem de statsborgere, som er omfattet af reglen om, at deres stemmeret ophører efter 15 års ophold uden for Det Forenede Kongerige, og de øvrige statsborgere.

2.

Andet anbringende om en ved den anfægtede forordning foretaget tilsidesættelse af Gibraltars status, eftersom henvisningen til Gibraltar i den anfægtede forordning som værende »en koloni under den britiske krone« kun kan skabe et ugunstigt klima for forsoningen mellem Spanien og Det Forenede Kongerige til skade for indbyggerne i Gibraltars rettigheder.

3.

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af den visumfritagelse, som er tildelt britiske statsborgere med forordning 2018/1240, fordi sagsøgerne fremover skal ansøge om en ETIAS-rejsetilladelse, og der dermed er mulighed for, at de nægtes denne tilladelse.